Ja jeg håber I synes om min historie. I hvert fald kommer der 2 afnsit mere nu. Jeg håber på at få noget konstruktivt feedback.
Kapitel 7 - Kammerater
Da Nikolaj kom ud af kontoret lagde et par drenge der gik forbi ham mærke til at man kunne se en lille snip af hans ble fordi han ikke havde fået sat trøjen ordentligt.
”Hvad er det for nogle underbukser du går med?” spurgte en af drengene.
”Det er da ikke underbukser – det er en ble,” sagde en anden dreng.
”Hvordan kan du se det?” spurgte den tredje dreng.
”Man kan se at det er plastic, og desuden buler det en smule mere ud end normalt undertøj. Føj – han har også skidt i bleen,” sagde den anden dreng.
”Hvor ved du fra at han har skidt i bleen?” spurgte den første.
”Kan du huske min lillebror Daniel, som er ovre i vuggestuen? Han er 1½ år, og bruger stadig ble. Jeg har efterhånden været ovre og lege en del med ham, og jeg kan godt genkende den måde han går på, og den måde den buler en smule mere ud bagtil. Selv rødtrøjens ansigtsudtryk ligner min lillebrors når han har sprøjtemalet sin ble og tilføjet duft af kloak,” sagde den anden.
Efter den bemærkning var han på randen til at græde. Her stod 3 sorttrøjer på 16 år og snakkede om at han brugte ble, og sammenlignede ham med en af deres småbrødre på 1½ år. De havde endda set at hans ble ikke længere var ren – en ting der var sket inde på Martins kontor – og stod åbenlyst og talte om at han havde skidt i bleen ligesom den sorttrøjes lillebror, som åbenbart gik i vuggestue.
Jonas kunne godt se, at de var gået over stregen, og at den lille dreng på en 4-5 år med bleen på var på grådens rand.
Han satte sig ned på hug overfor ham, og fortalte ham hvad han hed, og præsenterede sine 2 venner, Stig og Lasse.
Det var Jonas, som havde lillebroren Daniel.
De snakkede lidt sammen, og Nikolaj begyndte faktisk at synes ret godt om deres selskab. Så godt at de hjalp ham med at flytte fra sit midlertidige værelse over på hans nye værelse i bygning 11 B.
Da Jonas var på vej tilbage til personalets transportvogne man kunne låne når man skulle flytte større ting så han Nikolaj var stoppet op på vej hen til hans værelse.
Han genkendte straks ansigtsudtrykket Nikolaj havde på. Det var ikke til at tage fejl af – det var ansigtet i forbindelse med at han fyldte sin ble.
Lidt efter så Nikolaj at Jonas kiggede på ham, og begyndte at græde lidt.
Jonas tog Nikolaj ind til sig og holdt om han, og prøvede at trøste ham. Hans ene hånd kørte op og ned ad ryggen på ham. Den anden tog han nu nedenunder bleen der var fyldt med puha, og tog Nikolaj på armen.
Kapitel 8 - Jonas
Jonas stod lidt med Nikolaj på armen og funderede. Han havde egentlig været ret led ved Nikolaj i starten, og Martin ville sikkert sætte ham på strafarbejde hvis han fandt ud af det – skrubbe gulve eller noget i den stil.
På den anden side havde han været sammen med slænget – og han havde egentlig været den af dem, som havde taget initiativet til at være flink.
De andre ville sikkert klandre ham for at være flink mod Nikolaj, som han havde fundet ud af han hed.
Lige så længe Jonas kunne huske havde de offentlige myndigheder taget sig af ham. Først på et børnehjem i Kalundborg. Senere var han kommet til MACIA – området var et hemmeligt militærområde, som lå på Nordfyn – så var der let adgang for at agenter kunne komme et hvilket som helst sted hen i Danmark og operere.
Han havde fået fortalt at han var blevet født på sygehuset i Kalundborg – deres fødeafdeling var lukket i 2002 havde han hørt.
Grunden til at han var kommet til MACIA var der kun meget få der kendte til – sådan var det med de fleste agenter.
Jonas følte pludselig en stor skyldfølelse, og undskyldte overfor Nikolaj, hvorefter han spurgte om han ikke skulle skifte hans ble.
Jonas havde en lillebror, som hed Daniel, og som var 1½ år gammel. Jonas’ forældre havde fået ham, og han var havnet det samme sted som Jonas var.
MACIA havde opdaget det, og fået udfærdiget nogle papirer, så det så ud som om Daniel blev flyttet rundt mellem forskellige institutioner i et sådant tempo, at man ikke kunne følge med.
Til sidst var Daniel Lund Hansen fundet død på et børnehjem i Vejle. Obduktionsrapporten sagde, at han var død af en sygdom, som man ikke havde opdaget ved fødslen.
I virkeligheden var Jonas blevet sendt ud på en mission, hvor han skulle rekruttere nye folk til MACIA.
En eftermiddag efter skole var Jonas som sædvanligt dukket op i dagplejen, som det pågældende børnehjem havde sendt Daniel i, og havde hentet Daniel.
Kort tid efter var en varevogn med tonede ruder kørt fra stedet. Dens nummerplade var nu igen blev indleveret til motorkontoret, og Daniel Evans Hansen levede nu i bedste velgående.
Jonas hadede egentlig at skifte bleer på sin lillebror, men det var en del af det han skulle sørge for når han besøgte ham og legede med ham, og specielt når Daniel i nogle weekender sov på hans værelse i bygning 16E.
Det foregik som regel sådan, at Daniel blev sat af på værelset med en taske med noget forskelligt legetøj, lidt bodystockings, sparkedragter, bleer, sutter, en sutteflaske, vådservietter, noget babypudder og endelig noget babymos samt et plasticlagen han kunne bruge til at skifte ham på.
Så havde han bare værsgo’ at tage sig af Daniel indtil næste morgen, hvor han igen ville vende tilbage til værelset på gang 2D.
Det var egentlig ikke fordi han ikke kunne lide sin bror – han var fin nok at være sammen med.
Lugten af hans bæ generede ham egentlig heller ikke, eller det faktum, at han skulle være babysitter gratis. Han elskede rent faktisk at være sammen med sin bror.
Det var bare så klamt at tænke på, at han rent faktisk skiftede en ble. Den anden – og endnu vigtigere ting i det var, at det ikke var specielt cool at skifte de små børns bleer, eller have dem sovende, som han indimellem havde sin bror.
Og selvom de voksne måske prøvede at få folk til at være mere sammen var det måske deres egen skyld. Agenter blev jo trænet til, at opføre sig som ethvert andet barn, selvom de havde flere timer i kamptræning end den gennemsnitlige sikkerhedsvagt havde, og så var de jo også eksperter i alt fra, at samle et skydevåben på rekordtid, til at slippe væk fra politiet.
Alle børn på MACIA var yderst intelligente børn.
Men det var nu alligevel synd, at man skulle høre så meget for, at lade sin lillebror på 1½ år sove hos sig i weekenden i stedet for at gå ud og drikke sig i hegnet med de andre, og stå op mandag morgen med en styg hovedpine, hvor man kunne se frem til, at løbe 50 omgange på atletikbanen, eller skrubbe de mest ulækre toiletter de kunne finde, tænkte Jonas.
”Ja du må godt skifte min ble,” sagde Nikolaj efter han havde tænkt sig om i et godt stykke tid. Han følte godt han kunne stole på Jonas – også selvom han havde drillet.
Jonas lagde ham på puslebordet i badeværelset, og åbnede bleen. Mens Jonas tørrede Nikolaj i numsen spurgte han Jonas hvorfor de brugte børn som agenter.
”Har Martin ikke fortalt dig det? Det må han have glemt. I hvert fald er der mange steder børn kan komme ind, hvor voksne ville skabe mistanke.
Forbryderne har benyttet sig af det i årevis.
Kort sagt er der jo ikke nogen, som vil mistænke et barn for nogen alvorlig forbrydelse. Martin plejer at bruge denne historie.
Forestil dig en gammel dame. Hun mærker pludselig noget der rykker i hendes bukser. Hvis det er et lille barn vil hun sikkert bare smile, og prøve at hjælpe barnet så godt hun kan.
Hvis det derimod er en voksen person vil hun sandsynligvis ringe efter politiet,” sagde han mens han tørrede en sidste gang i Nikolajs skridt for at være sikker på, han havde fået alt med.
Så smed han den sidste serviet over i bleen, og foldede den sammen til en kugle, som han lukkede med tapen i hver side. Til sidst smed han den lille kugle med bæ i den endnu ubrugte blespand.
Så gav han Nikolaj noget babypudder i skridtet, og løftede hans numse, så han kunne lægge en ble ind under numsen, som han lige havde foldet ud. Til sidst bøjede han forsiden op mellem benene på ham, lukkede tapen i siderne af bleen.
Fortsæt til Kapitel 9 - Navnet