MACIA - Skabelsen (b,G,M,g,B,B,B,M)

Her er første kapitel i min nye historie, Skabelsen i serien MACIA. Den er 100 % opdigtet, og hvis nogle situationer kan sammenlignes med en virkelig hændelse er det ikke intentionen, og har derfor ingen forbindelse til denne historie.

Kapiteloversigt
  1. Nikolaj bliver væk
  2. Informationen
  3. I et andet hjem
  4. Besøgende
  5. Kontoret
  6. Samtalen
  7. Kammerater
  8. Jonas
  9. Navnet

Kapitel 1 - Nikolaj bliver væk

Det var en helt almindelig lørdag, og Nikolaj var ude og handle ind med sin far. Da der var gået lidt tid blev Nikolaj urolig, og til sidst spurgte han sin far om han måtte gå hen i legetøjsbutikken og kigge lidt.

Henne i legetøjsbutikken gik han og kiggede på legetøj, og savlede over alt det han ønskede sig til sin fødselsdag!

Han var så opslugt af at kigge på legetøjet, da han blev overrasket, da dem, som arbejdede i butikken kom rundt for at lukke flere timer senere.

”Hvor er din far eller mor?” spurgte en ung salgsassistent.

”Det ved jeg ikke,” svarede Nikolaj.

Da de kom ud af butikken kom en mand ved navn Martin Adams gående forbi. Da han hørte dem snakke standsede han og spurgte om han skulle tage ham op til informationen og prøve at finde hans far, da de sikkert havde mange andre ting de skulle gøre.

”Jo tak,” svarede den unge salgsassistent.

Så bukkede hun sig ned på hug og sagde til ham: ”Nu skal du gå med Martin, så vil han finde din far til dig.”

Martin Adams satte sig også på hug, og sagde hej til Nikolaj. ”Hvor gammel er du så min ven,” spurgte han?

Nikolaj holdt 1 hånd op med alle fingrene strakt ud, og sagde ”Så mange år!” Så tog Martin Nikolaj i hånden og begyndte at gå med ham, efter de havde sagt farvel til dem fra legetøjsbutikken. Efter et par meter spurgte Nikolaj:

”Vil du ikke bære mig?”

”Jo det kan jeg da godt,” svarede Martin, og tog fat nede under hans numse og på hans ryg, og tog ham op på armen.

Da Martin tog fat under numsen på Nikolaj mærkede han at Nikolaj havde en form for pude på inde under bukserne. Eller sådan føltes det i hvert fald.

Da de var nået til rulletrappen sagde Nikolaj: ”Jeg skal altså tisse.”


Jeg har andet kapitel liggende klar. Når jeg får kommentarer nok med feedback vil jeg lægge andet kapitel op - enten i sin oprindelige form, eller også vil jeg revidere det lidt.

Grunden til jeg ikke ligger det op nu er for det første at jeg godt vil have kommentarer på hvad folk synes, og for det andet er det for at opbygge spænding senere :wink:

…En historie der er værd, at vente på fortsættelsen på…

Jeg venter også spændt :slight_smile:

Tja så slipper jeg et kapitel mere løs.

Kapitel 2 - Informationen

Da jeg kom ud på toilettet med Nikolaj satte jeg ham ned på gulvet, og spurgte ham om han kunne klare det selv. Jeg følte mig med det samme dum.

Selvfølgelig kunne en 5-årig dreng da selv klare at gå på toilettet for at tisse. Jeg tænkte endda at han måtte da have lært at tørre sig selv efter at have lavet stort.

Men Nikolaj svarede: ”Kan du ikke lige gå med ind?”

Inde i båsen gjorde han tegn til at jeg skulle tage mit hoved ned til ham, så han kunne hviske noget i mit øre.

”Jeg går stadig med ble, og jeg siger at jeg skal tisse når jeg har lavet puha i bleen,” hviskede han. ”Far siger at jeg skal gå med ble fordi jeg har in… in… jeg ved ikke hvad det hedder.”

Jeg blev lidt overrasket over at høre det, men efter 1 sekunds overvejelse hviskede jeg tilbage til ham.

”Okay. Jeg har ikke nogle bleer, så jeg kan ikke skifte dig lige nu. Men vi kan gå op i informationen først, eller vi kan købe nogle bleer og få dig skiftet.”

”Jeg vil godt blive skiftet først,” sagde han.

Derpå gik vi over i supermarkedet, og jeg spurgte ham hvad størrelse han plejede at bruge. ”Det ved jeg ikke. Det er bare sådan nogle hvide bleer med en tegning af Anders And og Rip, Rap og Rup på.”

Vi spurgte en medarbejder, som sagde hvilket mærke det var, og at det kom an på vægt. Vi kunne veje ham ude bagved.

Da vi havde vejet ham tog vi den pakke bleer af det mærke til de største blebrugere.

Så tog jeg ham med hen til et puslerum, som lå i storcenteret.

Nikolaj var meget genert over at skulle blive set gå ind i puslerummet med en pakke bleer til ham. Normalt havde de bare en eller to i lommen.

Jeg lagde Nikolaj op på et puslebord. Da han var forholdsvis gammel af en blebruger at være var han lige ved at være for stor til at ligge på puslebordet. Men det gik.

Jeg tog hans bukser af ham, og afslørede bleen inde under. Den lugtede som om den skulle skiftes.

Derefter smøgede jeg hans t-shirt op til hans hage, så der var plads til at jeg kunne arbejde.

Så rev jeg tapen af bleen i hver side, og åbnede bleen op. Han havde så sandelig brugt den ble! Hele bagsiden af bleen var smurt ind i lort.

Efter at jeg havde tørret ham med nogle servietter der lå der lagde jeg en ny ble fra den netop åbnede pakke ind under hans numse.

Derefter lagde han numsen ned på bleen, og jeg smurte noget pudder ud over numsen samt lidt babyolie.

Til sidst tog jeg forsiden af bleen op imellem hans ben og op på maven. Da jeg så den passede tog jeg tapen i hver side og lukkede bleen med den.

Så gik vi ned til informationen, hvor vi snakkede med dem. De spurgte ind til forskellige ting vedrørende Nikolaj.

”Hvad hedder du til efternavn?” spurgte damen bag skranken.

”Det ved jeg ikke,” svarede Nikolaj.

”Okay, hvad hedder din far?”

”Steen,” svarede Nikolaj.

Så kaldte de op på anlægget: ”Nikolaj på 5 år savner sin far, Steen. Vær venlig at melde dig i informationen.”

Fortsæt til Kapitel 3 - I et andet hjem

I’m still a follower…more more more…

Interessant historie. :slight_smile: Undrede mig dog lidt over, at han ikke kendte sit efternavn, men ellers ganske god.

Interessant historie. :) Undrede mig dog lidt over, at han ikke kendte sit efternavn, men ellers ganske god.

Det er ikke alle 5-årige, som kender sit efternavn. Desuden vil der være nogle ting senere i historien, som på den ene eller anden måde er mere logiske på grund af dette.

True. :slight_smile:
Kan også godt forstå, at man kan være nødt til at skrive sådan, netop for at muliggøre senere begivenheder.
(Det var i øvrigt ikke ment på nogen dårlig måde… :D)

I får lige et kapitel mere :slight_smile: Det blev lidt langt.

Kapitel 3 - I et andet hjem

Nikolaj vågnede op og kiggede rundt. Han huskede ikke hvordan han var kommet hertil, men nu lå han i et babyværelse og stirrede ud mellem tremmerne i en tremmeseng – kun iført en våd ble.

Han tænkte på hvor mærkeligt og pinligt det var sådan her. Han var 5 år! Og så lå han her i en tremmeseng! Hvor pinligt ville det ikke være hvis de andre i børnehaven fandt ud af det her?

Han vidste ikke hvor han var, hvordan eller hvorfor han var kommet her, eller noget som helst andet. Det eneste han vidste, var at der nu var en pølse, som godt ville ud i hans i forvejen våde ble.

Han prøvede at sprede benene, men mærkede nu at han var spændt fast med selerne i tremmesengen.

Lidt efter kom pølsen ud i bleen, og spredte sig ud over det hele.

Han prøvede på at råbe op om hvad det her var for noget.

Få minutter senere gik døren op, og Martin, som han havde mødt i storcenteret kom ind og sagde ”Godmorgen. Hvordan har du sovet?”

I hånden bar han på en babyalarm, som Nikolaj nu så den anden ende af var monteret på tremmesengen.

Spørgsmålene fløj rundt i hovedet på Nikolaj, og enten kunne Martin læse tanker, eller også lignede Nikolaj simpelthen bare et kæmpe spørgsmålstegn.

I hvert fald gik han over til tremmesengen, og låste låget op, og løftede det.

Derefter spændte han selerne op imens han begyndte at snakke.

”Du undrer dig sikkert over hvad det her er for et sted, og hvorfor du ligger på et værelse, som en 2-årig kunne have haft. Jeg vil prøve at forklare lidt imens jeg skifter din ble,” sagde han, mens han havde fået spændt Nikolaj op, og nu tog han fat under bleen og på ryggen af ham, og bar ham over og lagde ham på puslebordet.

”Ser du – du har sovet i 12 timer. Du er på en helt speciel organisation, som er hemmelig. Jeg kan ikke fortælle dig ret meget, men jeg vil fortælle dig hvad jeg må.”

”Okay,” sagde Nikolaj, imens Martin åbnede den meget fyldte ble i siderne, og hev fronten på bleen ned.

”Din far er desværre død i går da han var inde og handle. Han havde et akut uopdaget hjertestop, og ingen i hele verden kunne have gjort noget ved det på det tidspunkt. Havde man grebet ind tidligere kunne man muligvis have reddet ham,” fortalte Martin mens han stod og tørrede Nikolaj i numsen.

Nikolaj begyndte at græde. Martin kunne godt se hvor hårdt det var for ham, og han vidste også at det ikke var første gang Nikolaj havde lidt tab.

Da Nikolaj var blot 2 år gammel døde hans mor i en bilulykke. De havde i løbet af aftenen og noget af natten arbejdet intenst på at få flere informationer om Nikolaj, og klokken 01:36 havde han endelig fået lov at gå hjem, og midlertidigt have Nikolaj med.

Han skulle sandsynligvis på børnehjem, men de kunne ikke nå at skaffe ham en børnehjemsplads så hurtigt, og Martin havde desuden et blødt punkt for Nikolaj.

”Så, så, det skal nok gå,” sagde Martin.

Nikolaj kiggede op med forvirring lysende ud af ansigtet. ”Bliver jeg ikke slået fordi jeg græder og at drenge ikke må græde?”

”Nej da, hvorfor skulle man da slå for det?” spurgte Martin, som nu var lige så forundret, og meget berørt af det. ”Det er helt okay at vise sine følelser. Det viser da bare at du er menneske.”

”Far siger at man ikke må græde når man er barn, og så slår han mig. Han slår mig også når jeg har lavet puha i bleen, eller bare har tisset i den, og han skal skifte den fordi at store drenge bruger toilettet, siger han,” sagde Nikolaj.

Mens Martin smurte Nikolajs numse ind i babypudder, og fandt en ble frem og foldede ud sagde han noget til Nikolaj.

”Nikolaj, jeg bliver nødt til at spørge dig om det her. Jeg ved det nok ikke er rart for dig at snakke om, men det vil virkelig hjælpe os. Hvor slog din far dig henne?”

Martin var meget tålmodig, og fortsatte blot med bleskiftet mens han ventede på svaret. Da det kom, var det med en meget lav stemme.

”Han talte altid op hvor mange bleer med puha jeg havde om dagen, og hvor mange gange jeg græd. Om aftenen ville han så tage min ble af, der som regel også var fyldt med puha, og derfor talte 1 mere.

Når han havde taget den af, og tørret min numse af for puha ville han spænde mig fast til en plade på maven med nogle seler.

De 2 nederste seler holdt hvert ben. Den ene i midten var spændt rundt om min tissemand, så havde den liggende op ad maven. På den måde ville det gøre ekstra ondt når han slog, og hvis jeg kom til at tisse ville jeg tisse på mig selv.

Den anden i midten var spændt rundt om min mave. Derudover var der også spændt en rundt om halsen på mig. Og så skulle jeg ligge med hænderne strakt, og de var også spændt fast i hver sin sele.

Hænder og ben var spredt ud til siderne.

Hvis jeg begyndte at græde ville han vente til jeg ikke græd mere, og så ville han begynde forfra.

Hvis jeg lavede puha ville han tørre min numse, og lægge 10 slag til på hver balle, og begynde forfra.

Hver ble med puha kostede mig 5 slag på hver balle, og hver ble med tis i kostede mig 2 på hver balle. Hver gang jeg græd, ville jeg få 10 slag på hver balle.

Hvis jeg kom til at tisse ville han lade mig ligge i mit eget tis, og begynde forfra. Jeg fik altid rød hud hvis jeg kom til at tisse.”

”Nej hvor forfærdeligt,” sagde Martin, imens han tog fat i Nikolajs ankler, og hævede numsen op fra puslebordet. Så skubbede han med den anden hånd bleen ind under hans numse.

Til sidst foldede han bleen op mellem hans ben, og lukkede den i hver side.
”Sådan. Jeg lover at du aldrig vil blive behandlet sådan i fremtiden så længe jeg er med inde over,” sagde Martin.

Så tog han nogle bukser, som var militærgrønne, og en orange t-shirt, og gav ham på. Bukserne havde et billede af en baby på en globus og med bogstaverne MACIA nedenunder. Det samme havde t-shirten.

Fortsæt til Kapitel 4 - Besøgende

Hej

Du skriver godt. Man får rigtig meget middeligheden med ham, i sær her i det sidst afsnit. Vi må håbe han får nogen breder forhold nu…
Forsæt enelig

:slight_smile: morten/kaj

Der kommer nok snart et nyt kapitel.

god historie glæder mig til at høre mere

Tak for alle kommentarerne. Her kommer næste kapitel - enjoy!

Kapitel 4 - Besøgende

De kom ud på gangen. Martin havde Nikolaj på armen, og Nikolaj havde sine arme rundt om Martins hoved.

Alle de andre havde samme slags tøj på. Den eneste forskel var, at tøjet var i nogle andre farver. Nysgerrig som han var spurgte Nikolaj en pige ”Hvad hedder du?”

Til det fik han blot svaret ”Må ikke tale med orange”.

Martin forklarede lidt nærmere. ”Du har en orange t-shirt på, som alle gæster har på. Det eneste folk må sige til gæster er ‘Må ikke snakke med orange’ – medmindre de har fået tilladelse til det.”

De trådte nu ind i en stor kantine, hvor Martin satte Nikolaj ned, og fandt en tallerken og læssede godt med forskelligt morgenmad på. Der var alt hvad man kunne drømme om.

”Jeg tog bare lidt forskelligt med. Bare spis det du kan lide, og lad resten ligge. Hvis du vil have mere skal du bare sige til,” sagde Martin.

”Jeg har ikke lært at spise selv. Jeg er altid blevet madet af far,” sagde Nikolaj. ”Jeg ved heller ikke hvad alt det der er – han købte stadig det der babymad til mig.”

Det fik straks Martin til at tage gaflen, og sortere i tingene på tallerken, så han beholdt de ting han troede Nikolaj ville kunne lide, sådan som han var blevet madet indtil videre.

Så fandt han en hagesmæk, og gav Nikolaj på, da han fandt ud af hvor lidt faren havde lært Nikolaj. Til sidst satte han sig ved siden af Nikolaj, og begyndte at made ham. Samtidig lærte han Nikolaj det basale princip i at spise selv.

I løbet af de næste par dage fik udvalgte børn lov til at besøge Nikolaj i hans værelse, og hjælpe til med forskellige ting.

Det eneste var at Nikolaj ville ikke tolerere at andre end Martin skiftede hans bleer, og Martin ville ikke lade andre end ham selv made Nikolaj, da han så kunne komme meget længere med at lære Nikolaj at spise selv.

Derudover havde de forskellige personer også forbud mod at sige bestemte ting, eller gøre bestemte ting når de var i rummet sammen med ham, som på en eller anden måde kunne afsløre detaljer om hvor han var.

Imens tog Martin kontakt til en række forskellige mennesker for at få Nikolajs situation afklaret hurtigst muligt.

Fortsæt til Kapitel 5 - Kontoret

Håber I nyder historien! Kom endelig med ris eller ros.

Kapitel 5 - Kontoret

Nikolaj så for første gang Martins kontor efter Martin havde identificeret sig med et ID-kort, sit fingeraftryk, og ved at kigge ind i et kamera der både havde ansigtsgenkendelse og iris-scanner indbygget i softwaren.

Og det der så meget højteknologisk ud udefra var ingen skuffelse indefra. Kontoret bar kort sagt præg af, at det var en, som havde computere som hobby, eller beskæftigede sig med computere, som var indehaver af kontoret.

Når man så ind på kontoret virkede det nærmest som at træde ind i et cockpit på et fly. Men i stedet for en masse knapper overalt var der skærme overalt.

Hele den ene bagvæg var dækket med skærme fra skrivebordet og helt op til loftet, og endda nogle stykker, som vendte skråt nedad mod personen bag skrivebordet.

Det hele var tilkoblet nogle bokse inde bagved, kaldet KVM switche, som sørgede for at hver skærm havde det rigtige skærmbillede fra den rigtige computer.

Inde bag ved væggen var nemlig et helt arsenal af computere, samt en masse servere et andet sted. Det meste var dog gemt af vejen.

Undtagen en mus og et tastatur.

Drejede man den ergonomiske læderstol, som stod nedenunder så man hen mod døren med et skrivebord imellem. På det skrivebord var der ikke end 3 skærme, et tastatur og en mus.

De stod tilpas langt til venstre til, at man kunne se over skrivebordet.

På alle skærmene på kontoret blev der lige nu vist MACIA’s logo på en sort baggrund.

På den anden side af skrivebordet stod der 3 stole til gæster.

Og ude til den højre side hvis man så ind fra døren var der mere plads, og her var et konferencebord med plads til 20 personer.

Derudover var der i det ene hjørne nogle sofaer og et bord. Konferencebordet og sofaerne pegede begge to hen mod en projektor og et lærred, så man kunne se med begge steder fra.

”Skal du bruge hjælp til at komme op på en stol?” spurgte Martin.

”Nej jeg vil selv!” lød svaret, og den 5-årige Nikolaj forsøgte ihærdigt at kravle op indtil stolen drejede og han faldt ned på numsen og græd.

”Op igen,” sagde Martin, og satte Nikolaj op på den bløde stol, hvor han trøstede Nikolaj. Bagefter satte han sig hen bag skrivebordet.

Fortsæt til Kapitel 6 - Samtalen

Og så lige et sidste kapitel fra mig at jeg nåede at skrive i dag (lidt langt).

Kapitel 6 - Samtalen

”Du har nu været her i snart en uge. I den uge der er gået har man gjort alt hvad man kunne for, at finde et nyt sted til dig at bo.”

”Vil det sige I ikke vil have mig?” spurgte Nikolaj.

”Jo vi vil rigtig, rigtig gerne have dig, og det er også en af tingene vi har undersøgt muligheden for. Det forholder sig bare sådan at vi først skulle tjekke om det var det rigtige sted for dig at vokse op, og lave lidt andre undersøgelser,” svarede Martin.

Nikolaj var meget spændt på hvad Martin ville sige, og han bad til gud om at han måtte blive her, fordi her var der ingen der slog ham, eller gjorde ham noget ondt.

”Før vi går videre vil jeg godt lige forklare lidt om hvad vores hemmelige organisation, MACIA, er,” sagde Martin.

”Vi er en hemmelig organisation, som kun statsministeren samt forsvarsministeren, og nogle af de øverste politifolk samt nogle, som arbejder sammen med os, kender til. MACIA står for Martin Adams Child Intelligence Agency.”

”Har du så lavet MACIA?” spurgte Nikolaj.

”Nej. Stifteren af MACIA er min tipoldefar, som hed det samme som jeg gør. Mit fulde navn er egentlig Martin Aghdami Adams. Jeg bliver også nogle gange kaldt Martin den 2., eller Martin Adams den 2.

Dog kalder langt de fleste mig blot Martin.

Den første dag du var her lagde du mærke til de forskellige farver t-shirts og trøjer vi går med heroppe. Nu vil jeg fortælle dig hvad de forskellige farver er og hvornår man får dem.”

”Jamen er det ikke farligt at du fortæller mig alt det her? Jeg kunne gå ud og fortælle det til alle mulige!” spurgte Nikolaj.

”Jo, men det er en risiko vi er nødt til at løbe. Dog har vi alligevel sikret os på nogle forskellige måder.

For det første kender du ikke til dette steds placering. Gør du vel?”

Nikolaj rystede på hovedet.

”Og du får naturligvis heller ikke lov til at tage noget med herfra. Så hvem vil tro dig? De vil bare tænke at din fantasi er løbet af med dig,” sagde Martin.

”Anyway – t-shirtsne. De forskellige farver er:”

Han trykkede på et par knapper på tastaturet, og nogle af skærmene bag ham skiftede billede til nogle forskellige trøjer med forskellige farver.Han pegede mens han talte.

  • ”Orange – det er den du har haft på indtil videre. Det er kun til gæster, og dem må man kun tale med hvis man har fået lov af mig.”

  • ”Rød – til dem, som endnu ikke har bestået grundtræningen – enten fordi de ikke er 6 år, eller fordi de ikke kunne bestå.”

  • ”Lyseblå – til dem der er i gang med grundtræningen. Hver af disse bluser har et nummer på ryggen.”

  • ”Grå – til de færdiguddannede agenter.”

  • ”Blå – til dem, som har lavet en exceptionel præstation på en mission.”

  • ”Sort – til dem, som har lavet en exceptionel præstation på flere missioner.”

”Og endelig har vi den hvide, som er forbeholdt de ansatte samt pensionerede agenter.”

Agenter bor her på stedet, og kender naturligvis til hvor det ligger, osv. De er specialtrænede til, til enhver en tid at gå ud og kunne hjælpe med at indsamle informationer, så politiet kan fange forbrydere.

Alle agenter har en exceptionel høj IQ, og den uddannelse de går herfra med er en adgangsbillet til de bedste universiteter i verden.

Derudover får man også en missionsløn og en opsparing sat til side, som vil blive udbetalt når man bliver 18. Der vil naturligvis også være nogle lommepenge hen ad vejen.

Det er kun forældreløse børn, som kan komme ind på MACIA, og man er særdeles heldig hvis man slipper gennem nåleøjet.

Det er en udfordrende, og sindssyg spændende hverdag, hvor du har mennesker omkring dig hele tiden.

Omvendt er niveauet også lagt rigtig højt, og den eneste måde man kan komme op og være med er ved at slide i det, og gøre sit bedste hver evig eneste dag.

Det er helt bevidst at vi presser vores agenter til det yderste, da de så er bedre forberedt hvis de skulle komme ud i en presset situation i virkeligheden.

Samtidig viser nogle undersøgelser vi har lavet at vores agenter i gennemsnit klarer sig 60 % bedre end gennemsnittet på universiteterne rent karaktermæssigt.

Det vil sige der er frit valg på alle hylder når man bagefter skal ud og søge jobs. Stort set alle vil have en når man har været igennem MACIA.

Man kan selvfølgelig ikke skrive os på sit CV – officielt set eksisterer vi ikke, og det ville bringe masser af agenters liv i fare hvis alle vidste det.

Men man får en ny identitet når man starter her, og når man er færdig, og de ting man får med sig her er en langt bedre uddannelse på en langt mere udfordrende og spændende måde med langt flere jobmuligheder bagefter.”

”Wow – jeg vil godt være med i det,” sagde Nikolaj.

”Ja det tænkte jeg nok. Men det er bare ikke alle der kan. Men jeg er glad for, at kunne give dig denne røde trøje. Du starter grundtræningen den 10. december 2013 – det er om 10 måneder – dagen efter din fødselsdag.”

Nikolaj tog trøjen på, og jublede af glæde.

Fortsæt til Kapitel 7 - Kammerater

Ja jeg håber I synes om min historie. I hvert fald kommer der 2 afnsit mere nu. Jeg håber på at få noget konstruktivt feedback.

Kapitel 7 - Kammerater

Da Nikolaj kom ud af kontoret lagde et par drenge der gik forbi ham mærke til at man kunne se en lille snip af hans ble fordi han ikke havde fået sat trøjen ordentligt.

”Hvad er det for nogle underbukser du går med?” spurgte en af drengene.

”Det er da ikke underbukser – det er en ble,” sagde en anden dreng.

”Hvordan kan du se det?” spurgte den tredje dreng.

”Man kan se at det er plastic, og desuden buler det en smule mere ud end normalt undertøj. Føj – han har også skidt i bleen,” sagde den anden dreng.

”Hvor ved du fra at han har skidt i bleen?” spurgte den første.

”Kan du huske min lillebror Daniel, som er ovre i vuggestuen? Han er 1½ år, og bruger stadig ble. Jeg har efterhånden været ovre og lege en del med ham, og jeg kan godt genkende den måde han går på, og den måde den buler en smule mere ud bagtil. Selv rødtrøjens ansigtsudtryk ligner min lillebrors når han har sprøjtemalet sin ble og tilføjet duft af kloak,” sagde den anden.

Efter den bemærkning var han på randen til at græde. Her stod 3 sorttrøjer på 16 år og snakkede om at han brugte ble, og sammenlignede ham med en af deres småbrødre på 1½ år. De havde endda set at hans ble ikke længere var ren – en ting der var sket inde på Martins kontor – og stod åbenlyst og talte om at han havde skidt i bleen ligesom den sorttrøjes lillebror, som åbenbart gik i vuggestue.

Jonas kunne godt se, at de var gået over stregen, og at den lille dreng på en 4-5 år med bleen på var på grådens rand.

Han satte sig ned på hug overfor ham, og fortalte ham hvad han hed, og præsenterede sine 2 venner, Stig og Lasse.

Det var Jonas, som havde lillebroren Daniel.

De snakkede lidt sammen, og Nikolaj begyndte faktisk at synes ret godt om deres selskab. Så godt at de hjalp ham med at flytte fra sit midlertidige værelse over på hans nye værelse i bygning 11 B.

Da Jonas var på vej tilbage til personalets transportvogne man kunne låne når man skulle flytte større ting så han Nikolaj var stoppet op på vej hen til hans værelse.

Han genkendte straks ansigtsudtrykket Nikolaj havde på. Det var ikke til at tage fejl af – det var ansigtet i forbindelse med at han fyldte sin ble.

Lidt efter så Nikolaj at Jonas kiggede på ham, og begyndte at græde lidt.

Jonas tog Nikolaj ind til sig og holdt om han, og prøvede at trøste ham. Hans ene hånd kørte op og ned ad ryggen på ham. Den anden tog han nu nedenunder bleen der var fyldt med puha, og tog Nikolaj på armen.

Kapitel 8 - Jonas

Jonas stod lidt med Nikolaj på armen og funderede. Han havde egentlig været ret led ved Nikolaj i starten, og Martin ville sikkert sætte ham på strafarbejde hvis han fandt ud af det – skrubbe gulve eller noget i den stil.

På den anden side havde han været sammen med slænget – og han havde egentlig været den af dem, som havde taget initiativet til at være flink.

De andre ville sikkert klandre ham for at være flink mod Nikolaj, som han havde fundet ud af han hed.

Lige så længe Jonas kunne huske havde de offentlige myndigheder taget sig af ham. Først på et børnehjem i Kalundborg. Senere var han kommet til MACIA – området var et hemmeligt militærområde, som lå på Nordfyn – så var der let adgang for at agenter kunne komme et hvilket som helst sted hen i Danmark og operere.

Han havde fået fortalt at han var blevet født på sygehuset i Kalundborg – deres fødeafdeling var lukket i 2002 havde han hørt.

Grunden til at han var kommet til MACIA var der kun meget få der kendte til – sådan var det med de fleste agenter.

Jonas følte pludselig en stor skyldfølelse, og undskyldte overfor Nikolaj, hvorefter han spurgte om han ikke skulle skifte hans ble.

Jonas havde en lillebror, som hed Daniel, og som var 1½ år gammel. Jonas’ forældre havde fået ham, og han var havnet det samme sted som Jonas var.

MACIA havde opdaget det, og fået udfærdiget nogle papirer, så det så ud som om Daniel blev flyttet rundt mellem forskellige institutioner i et sådant tempo, at man ikke kunne følge med.

Til sidst var Daniel Lund Hansen fundet død på et børnehjem i Vejle. Obduktionsrapporten sagde, at han var død af en sygdom, som man ikke havde opdaget ved fødslen.

I virkeligheden var Jonas blevet sendt ud på en mission, hvor han skulle rekruttere nye folk til MACIA.

En eftermiddag efter skole var Jonas som sædvanligt dukket op i dagplejen, som det pågældende børnehjem havde sendt Daniel i, og havde hentet Daniel.

Kort tid efter var en varevogn med tonede ruder kørt fra stedet. Dens nummerplade var nu igen blev indleveret til motorkontoret, og Daniel Evans Hansen levede nu i bedste velgående.

Jonas hadede egentlig at skifte bleer på sin lillebror, men det var en del af det han skulle sørge for når han besøgte ham og legede med ham, og specielt når Daniel i nogle weekender sov på hans værelse i bygning 16E.

Det foregik som regel sådan, at Daniel blev sat af på værelset med en taske med noget forskelligt legetøj, lidt bodystockings, sparkedragter, bleer, sutter, en sutteflaske, vådservietter, noget babypudder og endelig noget babymos samt et plasticlagen han kunne bruge til at skifte ham på.

Så havde han bare værsgo’ at tage sig af Daniel indtil næste morgen, hvor han igen ville vende tilbage til værelset på gang 2D.

Det var egentlig ikke fordi han ikke kunne lide sin bror – han var fin nok at være sammen med.

Lugten af hans bæ generede ham egentlig heller ikke, eller det faktum, at han skulle være babysitter gratis. Han elskede rent faktisk at være sammen med sin bror.

Det var bare så klamt at tænke på, at han rent faktisk skiftede en ble. Den anden – og endnu vigtigere ting i det var, at det ikke var specielt cool at skifte de små børns bleer, eller have dem sovende, som han indimellem havde sin bror.

Og selvom de voksne måske prøvede at få folk til at være mere sammen var det måske deres egen skyld. Agenter blev jo trænet til, at opføre sig som ethvert andet barn, selvom de havde flere timer i kamptræning end den gennemsnitlige sikkerhedsvagt havde, og så var de jo også eksperter i alt fra, at samle et skydevåben på rekordtid, til at slippe væk fra politiet.

Alle børn på MACIA var yderst intelligente børn.

Men det var nu alligevel synd, at man skulle høre så meget for, at lade sin lillebror på 1½ år sove hos sig i weekenden i stedet for at gå ud og drikke sig i hegnet med de andre, og stå op mandag morgen med en styg hovedpine, hvor man kunne se frem til, at løbe 50 omgange på atletikbanen, eller skrubbe de mest ulækre toiletter de kunne finde, tænkte Jonas.

”Ja du må godt skifte min ble,” sagde Nikolaj efter han havde tænkt sig om i et godt stykke tid. Han følte godt han kunne stole på Jonas – også selvom han havde drillet.

Jonas lagde ham på puslebordet i badeværelset, og åbnede bleen. Mens Jonas tørrede Nikolaj i numsen spurgte han Jonas hvorfor de brugte børn som agenter.

”Har Martin ikke fortalt dig det? Det må han have glemt. I hvert fald er der mange steder børn kan komme ind, hvor voksne ville skabe mistanke.

Forbryderne har benyttet sig af det i årevis.

Kort sagt er der jo ikke nogen, som vil mistænke et barn for nogen alvorlig forbrydelse. Martin plejer at bruge denne historie.

Forestil dig en gammel dame. Hun mærker pludselig noget der rykker i hendes bukser. Hvis det er et lille barn vil hun sikkert bare smile, og prøve at hjælpe barnet så godt hun kan.

Hvis det derimod er en voksen person vil hun sandsynligvis ringe efter politiet,” sagde han mens han tørrede en sidste gang i Nikolajs skridt for at være sikker på, han havde fået alt med.

Så smed han den sidste serviet over i bleen, og foldede den sammen til en kugle, som han lukkede med tapen i hver side. Til sidst smed han den lille kugle med bæ i den endnu ubrugte blespand.

Så gav han Nikolaj noget babypudder i skridtet, og løftede hans numse, så han kunne lægge en ble ind under numsen, som han lige havde foldet ud. Til sidst bøjede han forsiden op mellem benene på ham, lukkede tapen i siderne af bleen.

Fortsæt til Kapitel 9 - Navnet

Kapitel 9 - Navnet

Nicolai havde fået et værelse på gang 11B – 5. sal. Alle værelsesdøre scannede ens fingeraftryk før man fik lov at komme ind.

Det havde Nicolai dog allerede fundet ud af ikke havde ret meget effekt. Jonas medbragte nemlig en smart dims, som han sluttede til døren, og så kunne han åbne hans dør.

”Det er standardudstyr for MACIA agenter. Det kan bruges til stort set enhver lås,” forklarede Jonas.

Før Nicolai nåede mere kom hans kontaktperson, John Jensen, og præsenterede sig. Derefter fik han Nicolai ind med på sit kontor.

”Velkommen til MACIA,” sagde John. ”Vi er konstant på udkig efter nye agenter, eller potentielle agenter. Der er kort sagt flere opgaver end vi har agenter til.

Først er det meget vigtigt for os, at enhver agent, som arbejder for os til hver en tid kan sige nej tak til en bestemt opgave, eller melde sig ud af MACIA. Uanset om du står midt i en mission, eller hvad der ellers måtte være op og ned på det tidspunkt.”

”Så har vi også noget andet vi lige skal have fundet ud af. Hvad vil du hedde?” spurgte Nicolais kontaktperson.

”Jamen jeg hedder jo Nicolai,” svarede Nicolai.

”Ja, men agenterne skal have et nyt navn, så vi kan anonymisere agenterne yderligere. Efter endt karriere i MACIA vil man også skifte navn igen.”

”Må jeg lige tænke lidt over det?” spurgte Nicolai.

”Nej, jeg skal have sendt dine papirer ind i dag,” svarede John.

”Og jeg må helt selv vælge?” spurgte Nicolai.

”Inden for rimelighedens grænse,” svarede John.

”Fedt. Hvad med Nicolai Nirvana?” spurgte Nicolai.

”Nej, det kan du ikke hedde – det lægger folk lidt for meget til. Hvad med Nicolai Ramhede? Jeg kender ikke til hvad du synes godt om, men det er i hvert fald trommeslageren i Magtens Korridorers efternavn,” sagde John.

”Cool! Lad os bare tage det!” sagde Nicolai.

Det er da en god historie du har fået gang i :smiley: Følger nøje med og tjekker ofte for at se om der kommer mere.

Det er da en god historie du har fået gang i :D Følger nøje med og tjekker ofte for at se om der kommer mere.

Tusind tak skal du have. Jeg har en masse nye fede tiltag, men jeg er lige i gang med at færdiggøre 2. år på HTX, og der er lidt travlt :wink: