2. indlæg: Børnehavebarn?
Lørdag d. 14. marts 2020
Kære dagbog
Så er jeg tilbage igen. Jeg fik vist slået fast at i går var lidt af en skod dag. Men i dag har faktisk været en rigtig god dag.
Jeg tror mor blev ret bekymret for mig oven på ”episoden” i går, så vi har brugt virkelig lang tid i dag på at snakke sammen og hygge. Jeg har blandt anden fortalt mor, at jeg syntes det var en rigtig god idé med dagbogen og den hjælp meget, at skrive i dig i går. Det blev mor rigtig glad for at høre, og hun har opfordret mig til at fortsatte med at skrive dagbog… Så det gør jeg selvfølge når hun siger det engle.
Vi snakkede også om hvordan vi kunne løse det, så jeg ikke skal være alene hjemme mens skolen er lukket. Det første vi snakkede om var om jeg kunne blive passet af nogen af dem, som plejer at passe mig. I og med jeg virkelig ikke kan lide at være alene, så har vi selvfølgelig et stærkt hold af faste ”barnepiger”, så der er som regel altid nogen der kan træde til selv med kort varsel.
For første er der mormor og morfar (dog mest mormor, der tager sig af selve pasningen, farfar læser mest avis). Men de er gamle og i ”risikogruppen”, så de er under strenge ordrer fra mor om ikke at forlade huset og ikke at have nogen gæster under nogen omstændigheder! Så de er et no-go.
Det er faktisk lidt sejt, at min mor er så meget mor, at selv hendes mor gør som hun siger 
Min anden faste barnepige er min moster Susanne, men hun arbejder også som sygeplejerske ligesom mor, så hun er heller ikke en mulighed.
Den sidste mulige er min mors bedste veninde Sine, som også har passet mig fast siden jeg var helt lille (altså sådan rigtig lille, og ikke bare ”opfører mig lidt som et lille barn selvom jeg faktisk burde være en teenager”-lille…). Jeg kan rigtigt god lide Sine eller ”Ine”, som jeg kaldte hende da jeg var lille, fordi jeg åbenbart havde svært ved S-lyde… Det driller mor og Sine mig stadig med, så tit de kan.
Det ville virkelig være fedt hvis Sine kunne passe mig, vi har det altid vildt sjovt sammen. Og Sine arbejder som pædagog i en børnehave, der jo er lukket ligesom skolerne, så jeg tænkte at der var gode chancer.
Men desværre ikke skulle det vise sig… ”Ine skal desværre også arbejde lille ven” meddelte min mor efter at have snakke i telefon med hende (læg mærke til ”Ine”… Haha, sjovt mor, den har jeg slet ikke hørt før…).
Mor fortalte at Sine var en af dem, der skulle lave ”nødpasning” i børnehaven for de børn som ikke kunne være hjemme. Men, skyndte mor at fortælle, det havde faktisk givet dem en god idé til en anden løsning vi kunne prøve.
Mor holdt en lille kunstpause før hun præsenterede idéen, og på den korte tid nåede min hjerne, at overbevise mig 100 % om, at jeg ville blive sendt i nødpasning i Sines børnehave! Faktisk arbejdede min lille bekymringshjerne så hurtigt, at jeg nåede gennem både shock- og fornægtelses-stadiet, og var nået til accept, inden mor var færdig med at holde de sikkert kun få sekunders pause i talestrømmen. Jeg nåede at tænkte, at børnehave hos Sine sikkert ville være fint nok.
Men det var selvfølgelig ikke det, der var løsningen… Selvfølgelige ikke. Dumme mig. Jeg er jo alt for stor til at komme i børnehave, det siger da sig selv (det er klart ikke? spolier alert måske ikke helt klart… Men det kommer vi til).
Nej, Sine have sagt, at hun også mente at skolerne ville lave nødpasningsordninger for de skoleelever, som ikke kunne være derhjemme. Nok mest tiltænkt de mindre klasser, men Sine og mor var sikker på, at vi kunne finde ud af noget med skolen. Så mor ville forsøge at ringe til skolen med det samme.
Jubi! Så kan jeg alligevel komme i skole (er jeg nok det første 14-årige i historien der har tænkt…).
Inden jeg fortæller videre om mors snak med skolen, og hvad der blev løsningen (for ja selvfølgelig har vi fundet en løsning. Det lovede mor jo!), så er der lige en ting jeg bliver nødt til at fortælle dig kære dagbog… Jeg lovede mor, at jeg ville bruge dagbogen til at skrive helt ærligt om mig selv…
Og ja… Noget af det jeg fortalte dig i går var ikke helt rigtigt, eller i hvert fald ikke hele sandheden…
Du kan sikkert godt huske, at jeg skrev, at jeg tisser i sengen?… Det er ikke helt rigtigt… Fordi… Ja faktisk så tisser jeg ikke i sengen…
…Jeg tisser i bleen…
… Ja… Jeg sover med ble. Hver nat… Og tisser i bleen. Også hver nat…
Og nu tænker du sikkert, kære dagbog, Nårh en natble, det er sikkert sådan nogle smarte ”natbukser til store børn”! Niks… Det er det på ingen måde. Lille barnlige Anna, sover med sådan nogle rigtige store rigtige bleer der skal sættes på med tape i siderne… Rigtige babybleer… ikke sådan nogle smarte bukser man selv kan trække op…
Faktisk er det lidt skørt at kalde dem for babybleer (selvom det er det de minder mig mest om), for det er faktisk voksenbleer jeg sover med, bare i en lille størrelse. De hedder Tena Slip Plus XS… (hvis du skulle spørge fra nogen) Jep… Kære dagbog ved ikke hvor velbevandret du er ud i bleernes forunderlige verden, men ”Tena” er mærket, ”Slip” er modellen med tape, ”Plus” er sugestyrken og ”XS” er størrelsen… Men altså mor og jeg plejer bare at kalde dem for natbleen. Det er ligesom lidt mere mundret, lidt mindre medicinsk… og ja lidt mere som noget for en lille pige… Ja du ved det med det barnlige 
Jeg har aldrig rigtigt brugt de der ”natbukser” om natten. Jeg har prøvet dem et par gange, da jeg var mindre, men som min mor som formfuldendt udtrykker det, så ”kan de ikke klare mosten”… (og i analogien her er ”mosten” altså mit tis, hvis der skulle være nogen tvivl…).
Så jeg er gået direkte fra den største størrelse af Libero børnebleer med tape til den mindste størrelse af Tenas Slip-bleer.
Viste du for øvrigt at det er det samme firma som laver Libero bleer og Tena? Ja vi er meget brand-loyale her i huset når det kommer til bleer, viser det sig… Faktisk har mor også sådan nogle Tena Lady bind. De ligger i en af skufferne ude på badeværelset. Så man kan sige, at vi er en rigtig Tena-familie
Jeg ved ikke hvad mor ville sige hvis hun viste at jeg skrev om hendes bind… Men du siger vel ikke noget kære dagbog? Og hun har også selv fortalt om dem (sikkert for at jeg skulle være mindre ked af mine egne uheld). Hun siger, at når man har travlt med patienterne på hospitalet, så det ikke altid man lige kan komme på toilettet, og så kan man godt komme til at dryppe lidt. Hun påstår også at det har noget med mig at gøre. At jeg var en stor baby den gang hun fødte mig… Men altså, når man ser på mig i dag, så tvivler jeg stærkt på at jeg nogensinde har været ”stor”, så den må hun vist længere ud på landet med.
Det er vist meget normalt at kvinder ”drypper lidt”, så det kan jeg jo så se frem til i stedet for natbleen, hvis det nogensinde lykkes mig at smide den…
Nå men nu vrøvler jeg vist igen… Jeg tror det må være rigelige med detaljer om mine natbleer (”spurgt” fristen man måske til at sige, men altså hvad er ellers pointen med en dagbog?).
Ej faktisk er der en detalje om natbleen jeg ikke har fortalt endnu…
Det er stadig mor der giver mig natbleen på… Jeg ved faktisk ikke rigtigt hvorfor. Det er jo lidt kompliceret at tage en tapeble på sig selv (Tena Slip bleerne har hele fire stks. tape, to i hver side!), men jeg er sikker på jeg godt kunne finde ud af det hvis det var… Det har ligesom bare altid være sådan, at det var mor der skiftede mig om aftenen… Selvom det er lidt (meget!) pinligt at fortælle, så syntes jeg faktisk det er et ret hyggeligt ritual. Nogen gange snakker vi om store og små ting i mens, og andre gange er vi bare ligesom stille sammen… Men uanset så der er noget trygt ved det
Okay… Altså jeg fortalte også, at jeg nogle gange tisser i bukserne, og det er også delvist rigtigt (som du jo selv har hørt, så skete det i går)… Men den anden ”del” er, at jeg faktisk også har nogle bleer til om dagen. Det er sådan nogen man kalder buksebleer, absorberende undertøj, beskyttende underbukser, de føromtalte natbusker til store børn (som jo så må være dagbuskser, når man bruger dem om dagen?) eller træk-op bleer, som min mormor kalder dem… Kær ble har mange navne… Mærkenavnet er DryNites (#NoAd).
Mor og jeg har altid kaldt dem for ”specielle trusser” eller bare ”trusser”. Når mor snakker om mine trusser, ved vi begge to, at det er buksebleerne det handler om. Mine ”almindelige” trusser (den ikke-absorberende slags) har vi altid bare kaldt underbukser.
Og nu vi snakker om mine almindelige underbukser, så er de måske heller ikke helt almindelige… i hvert fald ikke for en på min alder. Jeg fortrækker stadig at bruge sådan nogen med blomstermønster, prinsesser, små hjerter osv. på. Og helst i pink og andre pangfarver. Jeg gider i hvert fald ikke at gå med g-streng og sådan noget, som nogle af pigerne i min klasse begyndt at bruge!
Og bare lige så du ved det, så er det altså ikke særligt tit at jeg går med mine ”specielle trusser”… Nogen gange hvis vi skal køre længere i bil, nogen gange når mor og jeg er ude og shoppe samme eller når jeg ikke har det så godt eller skal noget der går mig nervøs fx til tandlægen… Jeg tror du forstår. Men altså… Kun de specielle trusser til særlige lejligheder.
Jeg er jo ikke nogen baby, der ikke er pottetrænet vel? Jeg er en stor pige! En teenager faktisk! Som altså kun bruger ble om natten… Undtagen når hun nogle gange lidt bruger ble om dagen, men kun en buskeble og kun nogen gange! (lyder overbevisende, ikke?).
Og bare lige inden du spørger: Ja jeg har været ved lægen… mange gange… Min mor er trods alt sygeplejerske, så jeg er blevet undersøgt i hoved og… ja bogstaveligt talt… røv.
Den officielle diagnose er – sådan som jeg har forstået det – at jeg lider af en såkaldt ”drilleblærer” (ja ved det… svære medicinske termer) og at det koblet med min angst gør, at det bare nemt kan gå galt for mig.
Der ikke rigtigt noget alle de kloge hoveder kan gøre ved det, men de siger, at jeg vokser fra det på et tidspunkt…
Så det er åbenbart bare at læne sig tilbage og vente på, at natble, specielle trusser og ungdom bliver afløst af bind, svag bækkenbund og alderdom… (Jeg kan afsløre at overlægen på børneinkontinenskliniken fandt denne lille vittighed hysterisk morsom. Den eftermiddag på stue 4 er til dato min bedste comdey-optræden).
Apropos, det der med undersøgelse i røv… Eller numsehul hedder det vel når man er en artig pige som mig… Så er forstoppelse åbenbart en af de mest almindelige årsager til tisseuheld hos børn eller urininkontinens, som det så fornemt hedder (ja ja, man er vel ud af en medicinsk uddannet familie).
Og forstoppelse det kan behandles med afføringsmiddel. Og masser af det til at starte med, skulle jeg hilse og sige, så man er sikker på der bliver renset godt ud… Men hvis man så faktisk ikke har forstoppelse, så giver afføringsmiddel primært bare rigtig tynd mave… Rigtig rigtigt meget tynd mave… Hvilket jo er en herlig kombination, når man som helt uskyldig 9-årig i forvejen bøvler lidt med at komme på toilettet i tide og generel usikkerhed…
… Yes jeg havde et par skønne uger i 3. klasse kan jeg vist godt sige uden at gå for meget i detaljer…
For øvrigt… et andet råd som lægerne også altid giver, er at det er vigtigt at tage uheld afslappet. Så undgår man en ond cirkel hvor uheld stresser, og stress giver flere uheld osv… Og det tror jeg sådan set er helt rigtigt…
Men altså… det der med at tage det helt afslappet, det er sgu ikke helt nemt hvis man fx - helt hypotetisk - lige pludselig står med hvad der føles som en god ½ liter diarré i buksebleen på vej ind i omklædningsrummet før en gymnastiktime… Og det var jo ikke fordi, at hele ”omklædning-sammen-med-resten-af-klassen”-situationen var sådan helt 100 % afslappet, selv før buksebleen blev godt fyldt op…
Okay… Nu kom der så lidt detaljer alligevel. Men 9-årige Anna havde åbenbart lige brug for at ventilere lidt… Og i det mindste blev mig og sundhedsplejersken på skolen BFF i den periode… Og 14-årige Anna vil til gengæld gerne understrege hun faktisk har det godt i skolen nu (når der altså ikke lige er Corona) og at hun IKKE har problemer med afføringen (og det var altså IKKE!).
Og lægerne er altså næsten alle sammen både dygtige og søde. De gør det så godt de kan, men ja… Det kan bare være lidt svært at være anderledes…
Nå men det må være mere end nok om bleer og mine undertøjsvaner for denne omgang. Tilbage til det med løsningen på at være alene hjemme.
Sine havde som sagt foreslået at snakke med skolen om muligheden for nødpasning. Mor overvejede lidt hvordan hun skulle få fat på skolen inden på mandag, men kom hurtigt i tanke om at hun har mobilnummeret på min klasselærer… Fordi ja selvfølgelig har min mor en direkte hotline til sin teenagedatters klasselærer… Man kan næsten ikke forestille hvorfor de skulle have behov for at kunne ringe til hinanden vel?..
Anyway. Efter at have overvejet kort om det var upassende, at ringe på en lørdag kom mor hurtigt frem til at en Corona-pandemi, var en ok undskyld for at forstyrre i weekenden, og ringede op.
Hanne, min klasselærer, lød heldigvis til ikke at være generet af opkaldet, og var meget forstående da mor forklarende min situation. Jeg hørte ikke hele deres samtale, men jeg tror heldigvis mor undlod at fortælle om sofa-episoden fra i går (som jeg har døbt den).
Det er ikke fordi Hanne aldrig har set mig med våde bukser… Hun har været min klasselærer siden 4. klasse, så lad os bare sige det er sket mere end én gang… Faktisk har hun endda hjulpet mig med natbleen når jeg har været på koloni og overnatninger med skolen. Altså i de mindre klasser selvfølgelige!.. Men alligevel ikke lige frem et af mine stolteste øjeblikke stående sammen med Hanne med våd ble og gråd på handicaptoilettet i en spejderhytte (vi betaler virkelig skolelærer for lidt i løn!).
Men Altså… Det er faktisk længe siden jeg har haft et uheld i skolen. Jeg er tryg i skolen. Jeg ved hvor toiletterne er, og jeg har en aftale med lærerne om, at jeg altid kan gå uden at spørge hvis jeg har travlt. Så der er sjældent nogen problemer. Selvom jeg nok stadig er den næste i 8. klasse som har skiftetøj til at ligge fast i et skab… Men derfor har jeg faktisk heller ikke lyst til at Hanne skal vide at jeg stadig tisser i bukserne, kan jeg mærke.
Nå men Hanne var forstående, også selvom hun ikke kendte til sofa-episoden, og startede med at fortælle mor, at skolen var ved at planlægge, at begynde på ”hjemmeundervisning” over Zoom. Det burde starte allerede i næste uge i hvert fald et par timer om dagen. Og måske det kunne hjælpe?
Mens Hanne stadig var i røret, blev mor og jeg hurtigt enige om, at det nok ikke for alvor ville hjælpe på min situation.
Det virkede heller ikke til at svaret kom bag på Hanne og min mor spurgte ind til muligheden for nødpasning på skolen.
Efter en længere forklaring fra Hanne, som jeg ikke kunne hører, skrev min mor noget ned på et ark papir, takkede Hanne og lagde på.
Mor fortalte mig, at der var mulighed for nødpasning, og formentlig allerede fra på mandag. MEN, der var ikke nogen nødpasning på nogen af skolerne i nærheden af os. Det var åbenbart næsten ingen skolebørn i vores område så havde brug for det, så det havde ikke givet mening at oprette pasning på en skole. I stedet var tilbuddet, at de skolebørn der havde behov kunne blive samlet til pasning i den lokale børnehave som var åben for nødpasning, og hvor der åbenbart var god plads.
Vi bor åbenbart i et område, hvor alle forældrene nemt kan blive hjemme med deres børn, lader det til? Det må være alle de der kontor-typer, som bare kan tage computeren med hjem… (måske jeg skulle prøve at forslår mor, det der med at tage nogle syge børn med hjem igen?).
Bare lige for at afklarer med det samme, så er det ikke Sines børnehave der er tale om (eller ”den børnehave hvor Sine arbejder”, hedder det vel? ”Sines børnehave” lyder som en ret barnlige måde at tænke det på)… Men altså Sines Børnehave 
ligger et godt stykke uden for byen og børnehaven her, som åbenbart hedder Solsikken, ligger ikke så langt fra vores hus. Jeg kan faktisk godt huske, at mor og jer tit er kørt forbi den.
Jeg kunne tydelig mærke på mor, da hun fortalte mig om det, at hun var urolig for min reaktion. Mor har altid gjort meget ud af at fortælle mig, at jeg er god nok som den er jeg, og bare fordi jeg har nogen udfordringer og andre anderledes interesser end mine jævnaldrende, så betyder det ikke at jeg er ”lille”, ”en baby” eller ”forkert”. Jeg kan godt både være mig selv og være en stor pige på 14 selvom jeg ikke altid ligner de andre. Det har hun altid sagt (eller hun har selvfølgelig ikke ”altid” sagt ”14”… men du forstår).
Derfor tror jeg også, at mor var bange for at jeg ville blive fornærmet over udsigten til at blive sendt i børnehave. At jeg ville se det som et nederlag og en bekræftelse for mig på, at jeg ikke kunne være både stor og være mig selv.
Hun gjorde i hvert meget ud af at understrege at der OGSÅ ville være andre skolebørn.
Men sådan oplevede jeg det faktisk slet ikke. Måske var det fordi jeg allerede havde indstillet mig på udsigten til at komme i børnehave under telefonopkaldet med Sine. Måske var det bare dagens gode humør oven på gårsdagens… øhjm ja… skodhed. Men jeg var primært bare lettet over, at vi har fundet en løsning, så jeg ikke skal være alene hjemme på mandag.
I hvert fald så sagde jeg uden betrækning glædelig ja til nødpasning i børnehaven Solsikken.
Mor var tydeligt glad og lettet, så jeg fik en stor kræmmer inden hun igen var i gang med telefonen. Mor havde fået telefonnummeret til en fra børnehaven af Hanne, som hun kunne aftale min pasning med. Det var tilsyneladende den pædagog som havde ansvaret for gruppen med de store børn… Jeg morede mig lidt over at ”store børn” må være blevet lidt en flyvsk kategori efter børnehavens pasningsordning pludselig var blevet udvidet til i princippet alt dække alt fra børnehavebørn til elever i 10. klasse
Men jeg gik hurtigt op på mit værelse. Er efterhånden blevet lidt træt af at lytte til telefonsamtaler hvor jeg kun kan hører hvad den ene part siger…
Da jeg kom ned i stuen igen lidt senere fortalt mor, at hun havde talt med Line – det hed pædagogen fra børnehaven, som mor havde talt med – og de havde aftalt, at jeg kunne starte i børnehaven på mandag.
Imens mor snakkede, sad hun med sin computer fremme og fortalte videre, at hun var ved at udfylde et skema med oplysninger om mig, der skulle sendes til børnehaven. Jeg lod som om jeg var helt uinteresseret, men smugkiggede nysgerrigt mor og skulderen, mens jeg lod som om jeg hentede noget i køkkenet.
Grundoplysninger om barnet
Navn og adresse – oplysninger om forældre/værger – kontaktoplysninger på nødkontakt
Medicin og sygdomme bla. Bla…. Alt sammen meget kedeligt…
Men lidt længere nede på skemaet, som mor ikke var nået til endnu, fangede teksten min opmærksomhed. Her blev det ret tydeligt at skemaet var lavet til børn, der skulle starte i børnehave og ikke en skoleelev i nødpasning.
Teksten, der havde fanget min opmærksomhed, var overskriften Barnets pottetræning / renlighed.
Først skulle man krydse af om barnet (altså mig!) normalt brugte ble 1) om dagen 2) om natten 3) til at sove lur. Og under det var der et større tekstfelt hvor man blev bedt om at beskrive status på barnets pottetræning / renlighed og særlige behov for støtte og hjælp ved toilette.
Af en eller anden grund havde jeg slet ikke lyst til se hvad mor havde tænkt sig at skrive her… Strudse-taktikken med at stikke hoved i sandet når det hele bliver lidt for pinligt har altid været et af mine fortrukne moves… Så jeg skyndt mig at blive færdige med at hente mit falske glasvand og gå tilbage på mit værelse.
Det mærkeligt at tænke på at jeg skal i børnehave på mandag. Jeg skal være børnehavebarn? Jeg tror det er ok. Det jeg kan huske fra min egne børnehavetid – ikke at det er meget – men det jeg kan huske er gode minder. Det var sjovt og hyggeligt. Vi legede uden bekymringer og uden at skulle tænke på at passe ind og være anderledes…
…Det bliver også sjovt at prøve at være den største for én gangs skyld… For ja selvom mor siger der kommer andre skolebørn også så ved vi jo godt begge to, at det nok mere er 2. klasser end 8. klasser, der bliver sendt i nødpasning… Så sjovt at være stor, men også skrammen? Hvordan vil de andre børn reagerer på mig? Vil de tænke der er noget galt med mig?
Så okay… Det er OK med børnehave, måske endda sjovt og spændende, men jeg er også lidt nervøs for det… Men det er OK jeg altid lidt nervøs for nye ting… Og hey hvem er ikke nervøs for deres første dag i børnehave?
Og nårh ja kære dagbog, som det sidste så har jeg forbedret en lille ting inden jeg begyndte at skrive dagens indlæg (som VIRKELIGT er blevet alt for langt… Jeg har snart brugt hele eftermiddagen på at skrive…). Det er noget som jeg tænker skal være skal være et fast dagligt indslag, og nået som passer godt til min nye status som børnehavebarn…
Det er min helt egen pottetrænings-skema! Et skema hvor jeg kan mærkerer hvorfor noget undertøj jeg har haft på i nat og i dag, og om jeg har holdt det tørt
Det er selvfølgelig mest ment for sjov… Som du måske har opdaget, så kan jeg godt lide at tage lidt… ”tis” på mig selv. Og så blev jeg også bare inspireret af hele den her ”jeg skal starte i børnehave”-ting…
… Men for at være helt seriøse, så tror jeg faktisk det kunne være godt for mig at følge lidt mere fast med i hvornår jeg har uheld… Og så, at koble det med din tænker og følelser som jeg skriver om her… Jeg mener tag lidt mere ansvar selv, og ikke bare lade mor stå for det hele… Nu skal jeg jo trods alt til at være en stor pige når jeg starter i børnehaven
Her er er skemaet så, udfyldt for i dag med fine klistermærker… Hvis du skulle være i tvivl så betyder ”glad-ansigt” selvfølgelig tør og ”dråber” betyder våd (Doh!)…
Jeg ved oprigtigt taget ikke hvorfor jeg har tilføjet en kolonne til nat… Jeg kan ikke huske sidste gang jeg er vågnet op tør? Det er ikke sket i år tror jeg? Og hvornår havde jeg sidst sovet med andet undertøj på? Tja, det må være inden vi skiftede til Tena-bleerne? Eller måske tæller det som ”underbukser” en nat hvor jeg er faldet i søvn før mor har givet mig natble på… Og hvor hun også har glemt det? Det er sket før kan jeg huske, men det er også længe siden.
Jeg tror måske bare, at det virkede som det mest ærlige også at have natten med? Og jeg jo lovet at være helt ærlig overfor dig kære dagbog.
Så for at opsummere dagens indlæg:
-
Når man skriver dagbog på computeren kan man indsætte smileys og billeder (og potteskemaer…)
-
Jeg bruger ble (mest om natten, lidt om dagen)
-
14-årige Anna har IKKE problemer med afføringen (9-årige Anna var lidt mere ustabil på den front)
-
Læger gør det så godt de kan
-
Telefonsamtaler er bedst når man kan hører ved begge parter siger
-
Jeg skal starte i børnehave
-
OG vigtigst af alt jeg tissede IKKE i bukserne i dag. Så allerede en klar forbedring ift. dagen i går.
Kh. Anna
. Det skal sættes i potteskemaet med det samme:
