Forord
Dette er historien om Line. Har været lidt uinspireret her på det seneste, men er nu klar til igen at begyndte på en ny, lang og forhåbentlig interessant historie om en tretten åring pige og hendes oplevelser med bleer og det at være baby. Ligesom med historien om Louise vil jeg tilføje et kapitel eller to i ny og næ. Håber i nyder den og kommentarer er meget velkomne.
Kapitel 1
Line stod og ventede på skolebussen. Det havde været en lang dag. Klokken havde lige slået tre og hun havde ventet i hvad syntes som en evighed på at få fri. Solen skinnede, det var en af de dage hvor man bare måtte være udendørs syntes hun, ja det var intet mindre end en forbrydelse at indespærre de stakkels sjetteklasses elever til otte stive timers undervisning om ting der ærlig talt ikke interesserede hende det mindste.
Hun gabte sødt og trippede utålmodigt på fødderne. Som hun stod der, var hun ufattelig køn, hendes ansigt var smalt, hendes smalle næse lige og perfekt. Hendes hår, som hun altid lod hænge løst, var blondt, ja næsten gyldent, og hendes store fortryllende øjne skinnede blå. Hun var ikke en af de piger der måtte sminke sig selv til ukendelighed og motionere fire timer om dagen for at blive attraktiv, nej, hun var bare perfekt, som kun naturen kan gøre dem, smuk som en gudinde - en skøn og lille usleben diamant.
Skolebussen hamrede sin vej op over bakken og standsede ved siden af hende. Hun steg ind. Bussen var næsten tom, undtagen to drenge der sad bagved og spillede gameboy. Der var ikke så varmt derinde, som der havde været udenfor, men dejligt behageligt. Line satte sig til rette og kiggede ud ad vinduet mens buschaføren, en ung mørkhåret kvinde, kørte ad sted.
Træer, mennesker og bygninger passerede forbi udenfor og solen farvede dem alle gyldne. De to drenge mumlede lavmælt, et eller andet uforståeligt om at de nu havde otte hundrede points. En lille hund begyndte at gø og hele gaden syntes at summe af liv. Line lænede sig tilbage i sædet, hun var træt. Hun glædede sig inderligt til at komme hjem, så hun kunne øve sig til morgendagens koncert. Line spillede violin.
“Ja! Sådan!” Råbte en af drengene og bragte hende tilbage til virkeligheden. “Min tur! Min tur!” Den ene dreng greb gameboyen fra den anden og begyndte at hamre hårdt på alle dens knapper. “Det har lige været din tur! Jeg vil også prøve.” “Vent nu lige lidt, okay?” “Det er ikke fair, du kan spille på den hver dag, jeg kan kun…” “Okay, så tag den da!” Hvæsede den første og skulle til at give den anden gameboyen, men i det samme kørte bussen over et bump og han tabte den og den flød henover gulvet. “Hvad sker der deromme?“ Spurgte buschaføren irriteret og vendte hovedet og så derfor ikke den lastbil der kørte ind i deres vejbane.
Line faldt forover over sædet. Den ene dreng skreg. Alt blev sort.
Kapitel 2
Langsomt åbnede Line øjnene og prøvede at fokusere. Tågede billeder passerede forbi hendes øjne, folk i hvide kitler stimlede sammen omkring hende. Hun kunne mærke at nogen løftede hende op og lagde hende i en seng, men hun vidste ikke hvor hun var. Så blev der mørkt igen.
Da hun igen kom til bevidsthed, kunne hun høre sin mor græde, mens hendes far nådesløst udspurgte en læge aspirant. “Bare rolig” forsikrede den unge mand, der ikke kunne have været med end i begyndelsen af tyverne “deres datter skal nok klare den. Hun var heldig. Hendes hænder tog af for faldet. Hun vil snart -” en bippende lyd afbrød lægens udenadslære og en af de der små personsøgere som man altid ser på film, begyndte at blinke rødt. “Hvis i vil have mig undskyldt” mumlede han forvirret og skyndte sig nedad gangen.
Lines mor og far gik hen til datterens sygeseng. Hun lå alene på stuen. “Er du okay, skat?” Spurgte moren og prøvede at smile. “Mit hoved…” græd pigen og ville løfte sin arm, men var for træt. “Åh, gør det ondt, baby?” “Hvad skete der?” “Du har været i et uheld” sagde moren og kunne ikke lade være med at græde lidt “men det er okay. Lægen siger at du nok skal klare det.” “Hvad med de andre og Rikke (Rikke var buschaføren)?”
“Det skal du ikke tænke på nu” tyssede moren “prøv at se om du kan sove lidt, okay?”
Rikke var død og begge de to andre drenge alvorligt kvæstede. Bussen havde praktisk talt hamret sig ind i siden på den drejende lastbil med sådan en kraft at alle var fløjet henover sæderne og kun fordi at Line havde nået at gribe fat i nettet der hang ned for oven, havde hun kunne taget af for noget af faldet. Da hun vågnede senere var det mørkt og hun havde det betydeligt bedre. Alt hvad der var sket tidligere forekom uvirkeligt, som tågede og formløse erindringer. Men nu kunne hun tænke klart igen, hun havde stadigvæk lidt ondt i hovedet, men havde det ellers nogenlunde.
Hun var stadigvæk helt alene på stuen og hendes seng stod henne tæt ved vinduet. Hun vidste ikke hvad klokken var, kun at det var midt om natten, og at hele afdelingen lå henlagt i en underlig stilhed. Gabende, som var hun stadigvæk ikke helt vågen, svingede hun et ben ud over sengekanten og begyndte at gå. En bølge af svimmelhed skyllede igennem hende, men hun fik da til sidst arbejdet sig vej ud til hvad der måtte være toilettet. Hun skulle tisse. Men før hun overhovedet fik åbnet døren, kunne hun pludselig mærke en underlig varm følelse i skridtet. Hun havde tisset i bukserne. En sø havde samlet sig på gulvet og en stor plet spredt sig i hendes skridt.
Line blev helt rød i hovedet, men skyndte sig ud på toilettet og lukkede døren. Tænk at hun kunne gøre sådan noget, tisse i bukserne. Hun var tretten år. Hun havde ikke haft et uheld siden hun var et lille barn. Hvad skulle hun nu gøre?
Pludselig kunne hun høre fodspor ude på gangen, lyden af nogen der bankede på og en kvindestemme spurgte om hun var okay? “Er du dårlig?” “Nej… bare giv mit et øjeblik, okay?” Sagde Line voksent, men hendes stemme rystede. “Okay, men det er altså ikke så godt at du selv går rundt når du har det sådan. Hvis du skal på toilettet så kald på en af os, okay?” “Hvad? Jo det skal jeg nok.” Svarede hun beredvilligt og lidt efter gik kvinden.
Line skyndte sig tilbage til stuen, så hurtigt at hun næsten var ved at besvime og lagde sig ned under dynen. Hun var godt våd, men der ville også gå mange timer før de kom ind for at tjekke hende. Måske kunne bukserne nå at tørre? Det var ulækkert at ligge sådan der med våde bukser, men hvad kunne hun ellers gøre? Men pludselig blev hun ramt af en underlig følelse af tungsind og faldt snart i søvn.
Hendes mor vækkede hende lidt senere. Hendes bukser var tørre, men der lugtede af tis. Ingen spurgte hende om noget, selvom de fleste nok vidste det alligevel. Line selv havde det også bedre den dag og nogle timer efter, blev hun udskrevet og familien tog hjem.
Kapitel 3
Et par dage efter hendes udskrivelse, skulle Lines forældre til koncert. Lines mor var godt nok ikke meget for det “hvad nu hvis hun får det dårligt eller noget?”, men faren insisterede, de havde jo købt de billetter for længe siden. Det endte med et kompromis, hvor de tog af sted, men hyrede en barnepige til at passe på deres datter.
Line kunne ikke lide ideen. Hun var tretten år, hun havde allerede været ude og feste sammen med veninderne og havde i hvert fald ikke brug for nogen barnepige. “Jeg kan sagtens klare mig selv!” Surmulede hun med armene over kors “jeg er ikke et lille barn!” “Nej det ved vi da godt” svarede moren “og normalt ville jeg også have sagt ja (sådanne beslutninger blev altid endelig afgjort af Lines mor), men hvad nu hvis du bliver syg, skat?” “Jeg skal nok blive være med at blive syg!” Moren grinte. “Du skal ikke være flov, jeg har hyret en du ikke kender. Hun er studerende henne på gymnasiet og meget sød, og hvis der er noget, kan du bare ringe, nummeret ligger ved telefonen.”
Som altid endte Line med at kapitulere. Desuden hvis ikke det var en hun kendte, ja ikke engang en fra hendes skole, skulle det nok gå. Det ville straks have været værre hvis det var en af niende klasserne der skulle passe hende, hvor ydmygende ville det ikke værre? Nå, men må jo bare prøve at få det bedste ud af det tænke hun modent.
Lidt senere ankom barnepigen og efter Lines forældre havde instrueret hende omhyggeligt, om hvad kunne Line ikke høre, gik de og den unge pige gik ind til Line på hendes værelse. “Nå så det er her du gemmer dig?” Grinte hun bredt og hjerteligt, men Line lod som om hun ikke så hende. “Jeg hedder Tina” fortsatte hun og smilte “hvad hedder du?”
“Line” mumlede den unge pige en anelse fornærmet. Hvordan var det hun talte til hende? Hun var tretten, ikke tre!
“Er der noget i vejen?” Spurgte Tina og satte sig ned på sofaen ved siden af hende. “Næh! Ikke spor!” Udbrød Line og rejste sig med et sæt. “Nå så du går på gymnasiet, hvad?” “Ja, det er rigtigt. Jeg går i 1g.” Line gøs. “Og du går i femte?” “Sjette!” Udbrød Line skarpt, men fortrød så sine ord. “Ja, selvom det kunne vel ligeså godt være femte. Drenge er bare så umodne, ikke?” “Det skal du ikke tage dig. De er også smadderumodne i gymnasiet!“ “Virkelig?“ “Ja, her den anden dag fik en af dem listet en stor kunstig edderkop ind i klassen. Jeg mener, hvor barnlig kan man være?” “Det er ligesom Kenneth nede fra min klasse. Han skal altid lave ansigter i klassen, det er bare så umodent!” Line trak med vilje det sidste ord ud. “Men okay, det er da lidt sjovt.” De grinte begge to. Hun havde det lidt bedre tilpas.
Lidt senere satte Line sig ind i sofaen for at se Disney Sjov, noget hun elskede men som hun aldrig ville indrømme over for sine veninder. Tina var i gang med at lave røde pølser ude i køkkenet, og var nu stærkt optaget af at finde ud af hvor alting stod. “Hun har et meget pænt køkken, din mor altså” tilføjede hun begejstret, men Line undrede sig. Hvad kunne der dog være pænt over et køkken?
Da de havde spist hjalp hun til med opvasken, og de faldt i snak. Tina var faktisk ret sej, syntes Line, langt mere moden end nogle af slyngveninderne. De havde vel stået der i omkring femten minutter, da Tina pludselig holdt op med at tale og kiggede underligt på hende. “Hvad?” Mumlede pigen forvirret, men opdagede så selv årsagen. Uden at ænse det, ja uden endda at have bemærket det, havde hun tisset i bukserne. Hun kiggede panikslagen frem for sig. Hendes læber skælvede og hele hendes krop begyndte at ryste. Så løb hun ud af stuen, stærkt hulkende og smækkede døren til sit værelse.
Lidt efter bankede barnepigen på hendes dør. “Er du okay?” “Lad mig være!” “Undskyld, men jeg ville bare sige at du skal ikke være ked ad det. Det er hvad der sker.” “Nej lad mig være!” “Du skal ikke skamme dig, det er jo ikke din skyld. Min lillesøster på fjorten tisser stadigvæk i sengen om natten. Må jeg komme ind?”
Tina åbnede døren og gik ind. Line lå på sengen med hovedet i hænderne og græd, men vendte så hovedet med tårerne strømmende ned af kinderne. “Så du siger det ikke til nogen?” “Nej selvfølgelig ikke. Hvorfor skulle jeg dog det? Jeg kender mange der ikke kan holde sig, desuden var det jo bare et enkelt uheld.” “Nej.” “Nej?” “Nej” snøftede pigen, og tørrede tårerne fra sine øjne “jeg havde også et uheld da jeg var på hospitalet. Jeg…” hun brød i gråd og den unge pige skyndte sig til hende og holdt om hende.
“Hvad nu hvis det sker igen når min mor og far er hjemme?” Græd pigen “Hvad hvis det sker i skolen?” “Det tror jeg ikke det gør. Du er bare stresset over alt det der er sket. I morgen, skal du se, har du det sikkert meget bedre.” “Men hvad nu hvis det sker igen? Jeg kunne slet ikke mærke det før det var for sent!” Tina svarede ikke, men sad tavs som om hun lige var kommet i tanke om noget. Line græd stadig, dybt ulykkelig over hvad der var sket og Tina fik ondt af hende. “Line” sagde hun til sidst, næsten hviskende “jeg tror jeg ved hvad vi kan gøre.”
