Eventyret i SyvSoverLand!

Info til alle veganere: ADVARSEL! Denne historie kan give dig sommerfugle i maven!
Og den lægger ret meget op til en fortsættelse. øv! Det var ikke meningen. undskyld… :frowning:

Her er historien om fiktive Sara Syvsover og hendes eventyrlige drømme.

Kap. 1 – Everything’s Made for Love
Det var midt nat, da døren forsigtigt gik op ind til værelset, lyset fra gangen strålede ind og afslørede et pigeværelse. På grund af alle pastelfarverne, Disneys Bjørne Brødre plakaten på vægen, spejlet der var omringet med farvestrålende plastiksommerfugle og hylderne med alle bamserne, kunne man nemt tænke, at der var tale om et børneværelse. Men på en af hylderne stod 2 tomme flasker Somersby cider, som afslørede, at der nok nærmere var tale om et teenagerværelse. Flaskerne stod bare og samlede støv, de blev bestemt ikke gemt, fordi at de havde været en sjælden limited edition med græskar- og kanelsmag, de blev nærmere gemt som et slagt trofæ, et bevis til alle besøgene om, at denne pige altså var stor og gammel nok til at drikke alkohol.

En skikkelse gik fra døren og hen til sengen med det lyserøde dynebetræk. Personen satte sig ned på kanten og lagde forsigtigt en hånd på dynen - ”Saara, Saaaara, du skal op og tisse skat. er du vågen?”.
Sara slog øjnene op, hun strakte sig hvorefter hun satte sig op i sengen, så førte hun hånden op til munden og tog sin natbøjle ud af munden - ”Ja ja, jeg skal nok” mumlede hun.
En svag knitrende lyd kom fra lagnet, da hun satte sig op i sengen. Catrine sad og smilede til hende, men selv i mørket kunne Sara se, at hun var træt. Sara lagde bøjlen på natbordet og kravlede ud af sengen, hun lod mærke til, at Catrine lagde en hånd på lagnet, for at mærke om der var tørt. Sara havde lyst til at fortælle hende, at hun altså ikke havde tisset i sengen, at hun var for stor til sådan at blive tjekket op på og krævede lidt privat liv. Men hun valgte i stedet for at lade som om at hun ikke havde set det, for hun syntes det var lidt pinligt at snakke om. desuden følte hun sig ikke særligt meget som en stor pige, når hun var nød til at blive vækket midt om natten, for at blive sendt ud for at tisse af.
Sara gik ud af sit værelse og ned ad gangen mod badeværelset, lyset fra loftet skar hende i øjnene.
Ude på badeværelset trak hun sine pyjamasbukser ned og satte sig for at tisse af. Hun kunne høre Catrine, der var på vej tilbage til sit eget soveværelse. Sara sank en klump, hun havde lidt dårlig samvittighed over, at Catrine var nødt til at stå op midt nat, for at vække hende. Sara rullede ud, og vaskede sine hænder, så gik hun tilbage til sit værelse. Det var ikke første gang at Sara havde haft problemer med at holde sin seng tør, for da hun var mindre, havde hun mistede sin far i et trafikuheld, hvilket havde resulterede i, at hun i en periode begyndte at tisse i sengen om natten.

Det var dog mange år siden og Sara følte ikke at det var nær så pinligt som nu, hvor hun tissede i sengen. Grunden til at hun var begyndt at tisse i sengen igen, var fordi der havde været indbrud hjemme hos dem, hvilket havde sat dybe spor i Saras velbefindende. Hver dag når hun kom hjem, var hun altid lidt bange for, om der skulle være indbrudstyve indenfor, så hun ringede altid til Catrine eller sin storesøster Maria, bare for at have en at snakke med, imens hun låste sig ind. På den måde kunne mulige indbrudstyve enten høre hende komme hjem og de kunne nå at stikke af, og Maria eller Catrine kunne ringe 112, hvis det utænkelige skulle ske, at indbrudstyvene overfaldt Sara.
Sara havde ikke fået stjålet noget fra sit eget værelse, for hun havde åbenbart ikke noget af værdi, hvilket hun ikke rigtig forstod, for hun havde jo alle sine bamser og ikke mindst sin ukulele, som hun havde fået af sin storesøster. Maria boede i København og var sjælden hjemme på besøg, fordi hun havde et meget travlt job som kok på en fin restaurant.

Da Sara kom tilbage til sit værelse og lagde sig i sengen igen, kunne hun høre engangsunderlagnet knitre under sit normale lagen. Catrine havde købt nogle absorberende engangsunderlagner til at lægge under Saras normale lagen, for ikke at ødelægge madrassen fuldstændig, dét i kombination med at hun vækkede hende om natten, var deres løsning på de fleste natuheld.
Til at starte med havde Sara selv sat sit vækkeur til at ringe midt om natten, men hun var ofte for doven og træt til at stå op, så hun endte ofte med at slå alarmen fra, hvorefter hun fladt i søvn igen og tisse så i sengen. Efterfølgende havde Sara fortalt Catrine, at hun ikke havde hørt sit vækkeur eller at hun måtte havde slået den fra i søvne, hvilket resulterede i, at Catrine begyndte at vække Sara om natten, for at sende hende op for at tisse af. Sara gabte, så tog hun sin bøjle i munden og lukkede øjnene.

Sara vågnede tidligt næste morgen, hun strakte sig og mærkede efter under dynen. Yes! Sengen var tør, det timede til at blive en god dag, og tilmed var det starten af hendes sommerferie og om få dage ville Maria komme hjem på besøg. Maria skulle bo hjemme på sit gamle værelse i en lille uge, og Sara glædede sig helt vildt. Sara og Maria havde planlagt så meget de skulle nå, de havde blandt andet aftalt, at de skulle tage i skoven de første dage, hvor de skulle overnatte 2 nætter i en gammel shelter, med mindre at den da var optaget af andre, for så var deres nødplan nemlig et telt! De skulle også ned på museet en dag, og i biografen en aften, men vigtigst af alt var, at Maria havde fødselsdag om fredagen, og det skulle selvfølgelig fejres. Sidst på ugen skulle Maria så køre hjem til København igen, fordi hun skulle arbejde. Men de havde allerede snakket om, at Sara måske skulle besøge Maria den efterfølge uge. Så skulle hun selv køre med toget til København, hvilket hun var lidt spændt på.

Sara tjekkede sin mobil, hvorefter hun begav sig nedenunder, der var stille i huset, da Catrine ikke var stået op endnu. Sara fandt noget franskbrød frem og skar to skiver, hun lagde dem på brødristeren og begyndte at skære en banan i skiver. Da franskbrødet var færdigristet på den ene side, vendte hun dem og lagde et lag mørk pålægschokolade på dem, efterfulgt af den skiveskåret banan. Mums tænkte Sara, hun følte sig som lidt af en kok hende selv, selvom hun knap kunne koge et æg. Da brødristeren bippede tog hun sin morgenmad over på en tallerken og satte sig hen på sofaen, for at se noget tegnefilm imens hun spiste.
Der gik en times tid før Catrine kom ned, hun smilte til Sara ”God morgen skat, har du sovet godt?”.
Sara nikkede og mumlede et ja, hun vidste godt at det mere var et spørgsmål om, hvorvidt hun havde tisset i sengen, end om hvor godt hun realt havde sovet om natten.

Dagen gik stille og roligt, en typisk feriedag, Sara så lidt fjernsyn og en masse YouTube videoer på sit værelse. Da Catrine begyndte at støvsuge, tog Sara sine hørebøffer på og satte noget Talking Heads på. De havde 2 støvsugere i huset, den ene var en helt almindelig støvsuger og den anden var en robotstøvsuger. Sara havde i sin tid været helt oppe og køre over, at de havde fået en robot i huset, men realiteten var dog ikke som forventet. Den lille robot kunne lystigt tøffe rundt dag og nat, men den skulle have hjælp til at komme op og ned ad trapperne i huset, fordi det var den ikke selv i stand til. Men selve trapperne skulle jo også støvsuges, så der måtte man selv kravle op og ned med den lille robot, imens man guidede den hen over hvert et trappetrin. Det havde ikke været den slags robot Sara havde regnet med at de ville få, og på grundt at alt bøvlet med den lille robot, blev den ofte gemt væk, og den gamle normale støvsuger blev brugt i stedet.

Mobilen brummede, det var en sms fra Saras bedste ven, Mikkel ”Gæt hvem der lige har fået lov til at købe en mini skærm til bilen, når vi skal til Italien!?”
Sara grinte lidt, hun gættede på, at det var Mikkel selv, hvilket også var rigtigt. Mikkel gik på en anden skole, de havde mødt hinanden for nogle år siden, til noget idrætsdag, hvor de forskellige skoler i byen skulle dyste mod hinanden. Sara havde aldrig været særligt optaget af drenge, men Mikkel havde inviteret hende hjem og spille Crash Bandicoot, på en gamle PlayStation, og de var sidenhen blevet rigtig gode venner. Mikkel skulle på en 6 dages kør-selv-ferie til Italien med sine forældre, og han havde nu fået lov til at købe en lille skærm til bilen, som han kunne tilslutte sin PlayStation. Sara svarede, at hun lige kunne forstille sig, at de ville ende med at holde stille på en motorvej midt i Tyskland, fordi Mikkels PlayStation og skærm havde tømt hele deres Tesla-batteri i bilen.
Sara kunne høre støvsugeren ude på gangen foran sit værelse, så hun skruede op for musikken, den skulle nemlig ikke overdøve David Byrne.
”The world was moving, she was right there with it, and she was”
”The world was moving, she was floating above it, and she was”

Da Sara lidt tid efter kunne høre støvsugeren gå ud, tog hun sine vegetariske hørebøffer af og greb sin højt elskede ukulele. Hun havde fået den af Maria sidste jul, og Sara glæde sig helt vildt til at vise hende hvor meget hun havde lært, siden sidst de havde set hinanden. Maria spillede både akustisk guitar, mandolin og ukulele, og var i Saras øjne verdens sejeste storesøster. Sara havde flere gange prøvet på at lære at spille guitar, da Maria boede hjemme, men hver gang havde hun opgivet. Maria tænkte at det ville være nemmere for Sara at starte på en ukulele, så hun havde købt en rigtig flot en i ægte mahogni til hende. Sara havde forelsket sig ved første syn af ukulelen, nu havde hun sit helt ejet instrument og de gamle drømme, om at kunne komme til at spille som sin storesøster dukkede op igen. Denne gang ville hun ikke give op, så hun øvede sig næsten hver dag, med drømme om at blive virkelig dygtig og kunne imponere Maria.
Sara nynnede stille imens hendes fingre dansede over strengene.
”Am… G…… F…. og C….”:
”Am… G… F…………”
Sidst da Maria havde været hjemme, kunne Sara lige akkurat skifte mellem 3 akkorder og holde rytmen. Maria havde været vildt stolt og imponeret, hun havde rost Sara helt til skyerne og fortalte hende, at hun var meget hurtigere til at lære, end hende selv dengang hun begyndte. Det havde givet Sara endnu mere blod på tanden, så hun havde nu, udover at bruge alle de tips som hun fik fra Maria, set en masse YouTube videoer med ukulele lektioner. Nu kunne Sara skifte helt flydende mellem 7 akkorder, spille noget simpelt fingerspil hen over dem og hun havde endda tilføjet et lille hammer-on på en streg, samt et lille slide op til den næste akkord. Sara vidste godt at der var blevet skrevet tusindvis af sange med de samme akkorder, i den samme rækkefølge, på ukuleler verden over, men ingen lød præcis som det Sara havde fået sat sammen. Hun smilte for sig selv imens hun fintunede et par af strengene, hun glædede sig til at vise Maria hvor meget hun havde lært.

5 Synes om

Kap. 2 – Grøn Picasso –
”A… A… D…. D……”
”A… A…. E…. E……”
Krads Krads Krads!”
”A… A… D… D…”
”A… E… A… A…”
KRaDs KrAds KraaaaaaaaDz!!”
Der kom nogle lyde fra døren. Sara lagde ukulelen fra sig og gik derhen, hun kravlede ned på alle fire og åbnede forsigtigt døren på klem. En sort- og hvid pelset snude kom til syne i dørsprækken, det var deres kat Bella. Den skubbede døren op med sit hoved, og gav et lille mjaav, da den fik øje på Sara, som sad i katte-højde lige indenfor døren. Bella begyndte straks at spinde og gik hen og dunkede sit hoved mod Saras pande.
Sara elskede sin kat overalt på jorden, hun lå et stykke tid og kælede med den, indtil den rejste sig og satte kurs mod Saras vindueskarm, hvor der stod en skotøjsæske foret med en gammel trøje. Bella var som alle andre katte, helt tosset med papkasser, så Sara gemte altid papkasser, for hun elskede at lave katte-huler til den. Nogle gange når Sara havde rigtig mange papkasser, lavede hun et helt slot til Bella, med vindebro, flere etager, små vinduer og et lille tårn.

Sara satte sig op til sit skrivebord, hvor hun roede lidt rundt i nogle skuffer, for så at finde maling, pensler og et rent lærred frem. Hun elskede at male, men hun var bestemt ikke nogen Van Gogh. Der var bare et eller andet magisk over det med at blande forskellige farver og se nye opstå. Især når hun blandede gul og blå maling for at se dem blive forvandlet til grøn. Det var en af Saras favoritter at blande, og det var selvom hun havde flere tuber af grøn maling i alverdens nuancer. Så derfor ønskede hun sig altid blå og gul maling til jul og til sin fødselsdag, fordi hun altid løb tør for netop de 2 farver.
Sara tænkte sig om, der var lang tid til jul, så hun måtte hellere spare lidt på de to farver. Hun begyndte i stedet at male Bella, der lå og spandt i skotøjsæsken. Sara gjorde sig umage med at få så mange detaljer med som muligt. Da hun var færdig, lagde hun penslen i et glas vand og studerede sit maleri.
Hun var ret stolt, hun havde malet den sort og hvid på præcis de samme steder som på Bella, skrevet ’Adidas’ på papkassen og endda malet det lille logo, samt ’str.35’ nede i hjørnet.

Døren gik op og Catrine kom ind, hun havde et glas juice i hånden - ”er du tørstig mus?”.
Sara nikkede - ”Ja tak”. Catrine gik over til Sara og gav hende glasset, så fik hun øje på maleriet og udbrød stolt - ”Hold da op! sikke en fin ko du har malet!”. Sara fik næsten juicen galt i halsen - ”MOOR! Det er altså ikke en ko! det er Bella!!”. Hun pegede på maleriet og tilføjede - ”Har du nogensinde set en ko ligge i en skotøjsæske?!”. Catrine rodede Sara i håret - ”Jeg driller bare skat, selvfølgelig er det Bella” hun gav Sara et kys på kinden, inden hun gik tilbage mod døren, hun måtte bide sig selv i læben for ikke at grine. Saras malerier kunne nogle gange blive en smule abstrakte.
Catrine tænkte tilbage på forrige jul, hvor Sara havde malet et juletræet, hvorefter Maria var gået forbi, kigget undrende på det, og spurgt Sara hvad det var Baby Yoda havde oven på hovedet.
Men Catrines syntes nu at Sara var meget god til det med selve farverne, og det var ikke den værste hobby hun kunne bruge sin fritid på. Efter at Maria var flyttet hjemmefra, var der blevet meget stille derhjemme, så hun var glad for at Sara stadig tilbragte det meste af sin fritid hjemme.
Catrine vendte sig om i døråbningen - ”Vi skal spise om en halv time”. Sara kiggede op fra sit maleri - ”Hvad skal vi have?”. Hvortil svaret kom - ”Hjemmelavet pizza!”.
”Yees!” - Sara strålede, hun elskede pizza, og Catrine var blevet ret god til at lave dem selv. Hun havde nemlig fået en masse små kokketips af Maria de sidste par år, og hun havde også købt en stor pizzasten til ovnen, så nu stod aftensmaden på hjemmelavet pizza mindst en gang om ugen.

Sara rettede blikket tilbage mod sit maleri og mumlede for sig selv - ”En ko? Hmm…”.
Hun kunne godt se, at det måske lignede en sortbroget malkeko lidt. Hun tog fat i penslen igen og tilføjede et lyserødt yver, samt en ko-snude, derefter malede hun en gylden klokke i et rødt bånd om halsen, samt en lille taleboble med teksten ’Muuuh!’. Sara var nu endnu mere stolt af sit maleri, hun syntes det var et fantastisk nollert billede.
Det skal Maria have på sin fødselsdag! Med et kæmpe smil tilføjede Sara sit navn og dato i hjørnet.
Hun kom i tanke om, at en ko ikke kunne være i en skotøjsæske, så kun tilføjede et *5-*tal på æsken.
’Adidas Str.355’ Sara grinede lidt for sig selv og forestillede sig en stor kæmpe, som havde en kæle-ko i stedet for en kat. Hun glædede sig vildt meget til at give maleriet til Maria, så hun kunne se hendes reaktion.

Om aften spiste Sara to store stykker pizza, da hun var i gang med at hælde sit andet glas cola op, stoppede Catrine hende - ”Så skat, ikke mere cola nu, det ender bare i sengen ellers”. Sara så ned i bordet, det var pinligt at Catrine skulle minde hende om det, hun følte sig som et lille barn, der ikke kunne tage vare for sig selv.
Dar blev efterfølgende meget stille, Sara kiggede stadig ned i bordet, hun rodede lidt med sin serviet. Catrine ville gerne muntre hende lidt op igen, så hun kom med et forslag - ”Hvis du hopper i nattøjet og børster tænder, så kan vi nå at læse et kapitel eller to Harry Potter, inden du skal sove?”.
Den var Sara med på! Hun elskede Harry Potter, især når Catrine læste dem op for hende. Sara havde selv læst alle bøgerne, men det var noget tid siden og efter at hun havde set de sidste 2 film sammen med Catrine, havde Sara fået hende overtalt til at læse alle bøger sammen med hende. Der skulle nu ikke meget overtalelse til, for Catrine syntes selv at bøgerne var rigtig gode, og hun nød at læse op for Sara.

Sara spurtede ovenpå for at børste sine tænder, på sit værelse fandt hun nattøjet, en lyserød og pastel gul pyjamas, som hun tog på, hvorefter hun kravlede op i sengen og ned under dynen. Der var ikke meget plads, så et par af bamserne måtte ofre sig. Helga Hornfisk og aben Mungo Jerry, blev kastet gennem værelset, hvor de landede i en stak med nogle andre bamser, og Hønemor Hulga blev stampet helt flad nede i fodenden af sengen. Så! Nu var der plads til både Catrine, Sara og selvfølgelig også bamsen Klumpe Kanin, for ham var der altid plads til.
Der gik ikke længe før at Catrine kom op på værelset med sine læsebriller og Hemmelighedernes Kammer under armen, hun kravlede op under dynen til Sara og lagde en arm om hende. Man kunne høre engangsunderlagnet knitre under dem. Catrine fandt bogmærket i bogen og begyndte at læse…

Da de havde læst to kapitler og var i gang med et tredje, kunne Sara pludselig mærke trangen til at tisse. Øv, hvorfor havde hun ikke fået tisset af, da hun var ude på badeværelset. Sara vidste at hun skulle op tisse inden hun skulle sove, det plejede hun også at gøre, men hvis hun gik op for at tisse nu, så ville Catrine sikkert læste kapitlet færdigt og derefter sige, at det var tid til at sove. Men bogen var bare virkelig spændende, og Sara ville så gerne høre et kapitel mere, eller måske to? Hun krydsede sine ben, krammede Klumpe Kanin tæt ind til sig og prøvede på at lade som ingen ting.
Heldigvis tøvede Catrine ikke, da hun kom til slutningen af kapitlet, hun fortsatte i stedet på det næste. Hun syntes nemlig også, at bogen var rigtig spændende og hun havde ikke engang set filmen til denne bog, så alt var nyt.
Da Catrine havde læst to kapitler mere, lagde hun bogen fra sig og kiggede på Sara.
Hun havde lagt noget uroligt det sidste stykke tid og Catrine viste godt hvad der var galt, så hun hviskede - ”Så mus, ikke mere Potter for i aften, kan du gå op og tisse af, inden du skal sove”. Sara blev rød i hovedet som en postkasse, ”Mooooar!” det var pinligt at blive mindet om, når man var så stor.
Det var jo også Saras plan, at hun skulle op og tisse, inden hun skulle sove, det havde hun ikke brug for at blive mindet om. Da de rejste sig op fra sengen, gav Catrine hende et knus - ”Undskyld skat, du har bare lagt mere uroligt end en fisk på land, imens jeg læste det sidste kapitel” - ”Kan du sove sødt, min lille tissetrold”. Sara vidste ikke hvad der var mest pinligt, at Catrine kunne se, at hun lå og holdt sig, eller at hun lige var blevet kaldt en tissetrold. Hun sagde godnat til Catrine, gik så ud på toilettet og tissede, hvorefter hun gik tilbage til sin seng og kravlede op under dynen til Klumpe Kanin. Sara gabte, fandt sin bøjle fra den lille æske på natbordet, puttede den i munden og lagde sig til at sove.

5 Synes om

Kap. 3 - Sweet Dreams – Frøperspektiv i Tropopausen –
Den nat drømte Sara, at hun kravlede op ad en kæmpe bønnestage, som gik helt op i skyerne.
Det var midt dag og solen skinnede, men hun var stadig i sit nattøj. Da hun kom op igennem skyerne, fortsatte bønnestagen op igennem en gammel brønd.
Sara kravlede op ad brønden, hun stod nu midt i en gammel kæmpe 4-længet bondegård.
Og det var virkeligt en kæmpe bondegård! ved siden af brønden lå der et langt reb, som var bundet til en træspand. Træspanden var på størrelse med en varevogn! Sara nåede lige at tænkte, at den nok var beregnet til at samle frisk regnvand fra skyerne under bondegården, da hun blev forstyrret af en dyb rumlen! ”Fee-Fi-Fo-Fum! Her lugter af menneske-bummelum!” - Det var en kæmpe! Han gik i raske skridt over mod brønden og Sara. Gruset hoppede op om ørerne på Sara i takt med kæmpens tunge skridt.
Sara var bange, hun satte i løb over mod en dør, hun vidste ikke hvordan hun skulle komme ind, da hun ikke kunne nå op til dørhåndtaget. ”Fee-Fi-Fo-Fum!” - kæmpen var lige bagved Sara, da hun fik øje på en sprække i bunden af døren, hun kastede sig ned på alle fire og kunne lige akkurat kravle igennem den.
Det var meget mørkt, men Sara kunne lige ane, at hun stod i en entre, der hang jakker som skyggede over hende, rund omkring stod der træsko på størrelse med biler og støvler tornede op i horisonten som bjerge.
Sara bevægede sig længere ind og hun nåede lige at få øje på et kæmpe sæt Adidas sko, da hun hørte en lyd komme inde fra et andet rum - ”Muuuuuuuuuuh!”. Sara gispede, der kom en ko løbende gennem døråbningen! ”Muuuuuh!” den havde en klokke om halsen. Sara skreg, hun ville ikke spises af en ko, så hun vendte om og løb tilbage, men i det samme gik døren op og kæmpen trådte ind - ”Fee-Fi-Fo-Fum!”.
”Undskyld! Undskyld hvis jeg lugter af menneske bummelum!” - Græd Sara, hun var bange og ville hjem.
Kæmpen satte sig på hug, stak hovedet helt ned til Sara og snuste dybt ind gennem næsen 3 gange.
Sara måtte klamre sig til et snørebånd, på de sko der lå tættest på, for ikke at blive snust med op i kæmpens næse. ”Hmm, det er ikke dig der lugter…” - Kæmpen rejste sig op og kløede sig i baghovedet.
Så præsenterede han sig selv - ”Jeg hedder Lars Tyndskid, det her er min bondegård og alle markerne omkring tilhører mig”. Kæmpen Lars smilte ned til Sara og spurgte så - ”Hvad hedder du så lille ven?”.
Sara var stadig lidt bange, hun kiggede over mod koen imens hun forsigtigt svarede - ”J-jeg hedder Sara, jeg bor under skyerne. Er din ko farlig?”. Lars lo - ”Haha nej, du skal ikke være bange for min kæle-ko Bella, hun gør ikke en flue fortræd”. Han tilføjede - ”med mindre at du da er en flue, for så spiser hun dig, hvis hun kan fange dig!”. Sara var glad for, at hun ikke var en flue, hun var ikke så bange mere.
”Jeg har en kat, der hedder Bella, den er sort og hvid ligesom din ko” - sagde Sara stolt.
Lars kiggede forbavset ned på Sara og spurgte - ”Har du en sortbroget kat? Bor du også på landet?”.
Sara rystede på hovedet - ”Nej, vi bor inde i byen. Har du også en kat?”.
”Ja. Jeg har 310 katte” - svarede Lars og tilføjede - ”Jeg er landmand!”.
Sara stod med åben mund i chok - ”Har du 310 katte!?!”. Lars nikkede - ”Ja deromkring, vil du se dem?”.
Det ville Sara vildt gerne, så Lars samlede hende op og puttede hende i en lomme, som han havde på brystet i sin ternede skjorte, derefter gik han ud ad døren og ud mod en af de nærliggende marker.

Markerne var fyldt med kæmpe katte og de var allesammen meget større end Bella kæle-ko. Nogle af kæmpe kattene løb rundt og legede med kæmpestore røde garnnøgler, andre stod og græssede eller lå og sov i solen. Der var en dyb brummen af katte spinden, som kildede helt ned i maven på Sara.
Lars pegede ud over markerne og fortalte - ”Jeg har omkring 150 sortbroget malke-katte, 100 rødbroget, 50 Jersey katte” Lars rømmede sig - ”og 10 limousine katte”. Sara kiggede op på Lars og spurgte undrende - ”Limousine katte?”. Lars nikkede blot og pegede op mod en bakke. Oppe på bakken stod en lille flok kæmpe katte, de var 3 gange så lange som alle de andre kæmpe katte, og så havde de sorte solbriller på. Sara havde så mange spørgsmål - ”Malker du selv alle 310 katte?”.
Lars lo - ”Nej det har jeg skam ikke tid til, de skal malkes 2-3 gange om dagen, det har jeg robotter til”.
Sara var nu virkelig nysgerrig ”Robotter?” - kom der forundret fra den lille pige. Lars smilte stolt - ”Ja, jeg har 7 malkerobotter, som kan malke mine katte dag og nat. Kom så skal jeg vise dig dem”. Lars gik over på en anden mark, hvor Sara straks fik øje på malkerobotterne.

For rundt omkring på marken sad de store robotter på taburetter og malkede kæmpe kattene ned i store træspande. Sara syntes at de så lidt uhyggelige ud, med deres røde laser-øjne og metal ansigter, men de virkede nu ikke så farlige i deres overalls og gummistøvler. En malkerobot kom gående forbi dem med en trillebør fuld af katteurt, den havde en stråhat på og hilste pænt, da den kom forbi dem - ”Biiip Booop Biiiip! Go’morgen Lars Tyndskid! Der lugter godt nok af menneske bummelum i dag hva´? Biiiiip Boooop Biiiii…”. Lars kiggede ned i jorden og sparkede til en sten imens han stille brummede - ”Fee-Fi-Fo-Fum…”.
Sara var ivrig efter at se mere af bondegården ”Har du flere spændende dyr?”- spurgte hun håbefuldt.
Lars tænkte sig om - ”Neje, jeg har vist kun min guldhøne, men den er helt almindelig”.
Sara spærrede øjnene op - ”En guldhøne!? Lægger den guldæg?” hun kiggede op på Lars, som svarede - ”Nej desværre, den lægger helt almindelige Kinderæg” Lars lo og tilføjede - ”Hvis jeg havde en guldhøne der lagde guldæg, så ville jeg sælge min bondegård og rejse sydpå!”.
Sara havde nu mistet alt interesse for guldæg, hun udbrød forbavset - ”Kinderæg!?” - ”Har du en guldhøne der lægger Kinderæg? Er det med legetøj i?! og kommer de ud med folie på!?!”.

”Saaaara, Saaara, du skal op og tisse” Catrine gabte imens hun forsigtigt ruskede i Sara. Sara slog øjnene op og gabte, hun var normal størrelse igen og hjemme i sin egen seng. Øv, hvorfor skulle hun også lige vækkes nu. Hun skulle jo lige til at se guldhønen! shit det var en mærkelig drøm, tænkte Sara imens hun kravlede ud af sengen, her gav Catrine hende et kram hvorefter hun gik tilbage til sit eget værelse, for at sove videre. Sara gik ud på toilettet og tissede, hun skulle faktisk en smule, så måske var det godt nok, at Catrine havde vækket hende. Hun rullede ud, vaskede sine hænder og gik tilbage til sit værelse, hvor hun fandt sin bøjle. Sara ville nu gerne have haft set, hvad for noget legetøj, der ville have været i en kæmpe-guldhønes-kæmpe-Kinderæg. Engangsunderlagnet knitrede under lagenet, da hun kravlede ned under dynen, der var dejligt varmt og tørt, måske hvis hun lukkede øjnene og tænkte tilbage på Lars Tyndskid, Bella kæle-ko og limousinekattene, at hun ville falde tilbage i samme drøm. Der gik ikke længe før Sara sov…

5 Synes om

Kap. 4 - Avocet -
Sara vågnede med et sæt, hun kunne mærke det med det samme, alt føltes vådt under hendes dyne, men alligevel havde hun et snert af håb om, at hun bare havde svedt meget. Hun fjernede forsigtigt sin dyne og tændte natlampen. Men der var dog ingen tvivl, hun havde tisset i sengen. Sara fik tårer i øjnene og sparkede hårdt i sin dyne, imens hun tog sin dumme bøjle ud af munden. Hun bandede stille for sig selv - ”Hvorfor nu igen!? Jeg var fucking oppe og tisse! Det er ikke fair! Jeg tørstede endda, da jeg spiste pizza!”. Pyjamassen var gennemblødt og på lagnet under Sara, var der en stor våd plet. Dynen og Klumpe Kanin var også blevet våd. Sara begyndte at græde. Bare nu at engangsunderlagnet, havde suget det hele tænkte hun. Det hele virkede så uoverskueligt. Kunne det hele vaskes på en gang? På hvilket program? hvad for noget vaskepulver? Hun vil sikkert komme til at vække Catrine når hun tændte vaskemaskinen, så hun kunne lige så godt få det overstået og vække hende selv, så hun kunne spørge om, hvordan hun skulle vaske sit sengetøj.

Catrine vågnede ved at døren til hendes soveværelse blev åbnet, klokken var kun lidt i 5.00, men der var allerede lyst og fuglesang udenfor. Sara listede ind ad døren, hun stod med sin pude foran sig, da hun hviskede - ”Mooooar?”. Catrine gabte og satte sig op i sengen, hun tændte sin natlampe - ”Ja min skat?”. Der var stille et par sekunder, hvor Sara stod og tænkte på alt hvad hun skulle spørge om mht. vaskemaskinen, men det eneste hun fik fremstammet, var et grødet - ”Jeg… jeg er kommet til at tisse i sengen”. En tåre løb ned over hendes kind, hun sank en klump og prøvede på at lyde mere selvsikker - ”Hvor… hvor meget vaskepulver skal jeg…”. Men mere nåede hun ikke at sige, for Catrine var allerede ude af sengen, med armene om Sara imens hun kammede hende indtil sig - ”Så, det er okay mus, det skal du ikke være ked af, det er hvad der sker”. Sara havde begravet sit hoved i Catrines skulder, hun havde hørt de ord så mange gange, men hun vidste stadig ikke hvad hun skulle svare. Catrine aede Sara på ryggen med den ene hånd og nussede hende i nakken med den anden, samtidig med at hun hviskede - ”Gå ud og få noget tørt nattøj på, så ordner jeg din seng”. Sara havde tabt sin pude og stod nu bare i sit våde nattøj, hun var lettet over, at Catrine ikke var blevet sur, men hun var stadig utrolig flov ved situationen. De gik sammen tilbage på Saras værelse, hvor Catrine straks begyndte at tage sengetøjet af sengen, imens hun stille nynnede for sig selv. Sara var egentligt glad for Catrines hjælp, men nu fik hun jo ikke lært hvordan hun skulle bruge vaskemaskinen, øv tænkte hun, det måtte hun huske og spørge om en anden dag, for hun kunne ikke rende frem og tilbage og vække Catrine, når Maria kom hjem på besøg. Saras mod faldt yderligere, da hun kom i tanke om sin søster. Marias gamle værelse lå lige mellem Saras eget værelse og vaskerummet, så hun ville om ikke andet blive vækket af Catrine og Sara, så af vaskemaskinen. Jeg må bare ikke tisse i sengen når Maria kommer hjem! Om jeg så skal tørste hele ugen! og sætte en alarm til at ringe hver time, så jeg kan komme op og tisse. Men hvad så når vi skal ud i skoven og overnatte? Eller når jeg skal besøge Maria i København? Sara havde slet ikke lyst til at forestille sig hvad der ville ske, hvis hun skulle komme til at tisse i sin sovepose, langt ude i skoven, i et telt alene med Maria. Eller hvis de måske skulle sove i shelter og det skete der? Og tænk hvis der kom nogle forbi.
Sara kunne blive helt svimmel bare ved tanken, hun kunne blive så bange for hvad der ville ske, at hun næsten fik lyst til at spørge Maria, om ikke de kunne aflyse skovturen, eller i det mindste om ikke de bare skulle tage hjem og sove i deres egne senge, når det blev mørkt. Men Sara slog bare tankerne væk, det var nemlig den nemmeste løsning, for nu. Desuden havde de begge snakket om skovturen og glædet sig i over et halvt år. Maria skulle have en guitar med, Sara sin ukulele, de skulle have dej med hjemmefra til at lave snobrød med over bålet, samt en fiskestang. Tilmed havde Sara allerede pakket en hel pose, som var fyldt med ikke blot de sædvanlige skumfiduser og kiks, men også alverdens karameller, chokolade og saltede mandler mm. Alt sammen skulle omsmeltes over bålet og laves til nye snacks.

Sara gik over til sin kommode, ovenpå sad Henning Hornugle, Gurli Ged og Bæver Bjørn. Det var næsten som om, at de 3 bamser sad og kiggede skuffet ned på hende, som om at selv de vidste, at Sara var for gammel til at tisse i sengen. Hun åbnede en skuffe og fandt et nyt sæt nattøj, måske skulle hun gemme nogle af alle sine bamser væk, inden Maria kom hjem. Sara ville jo gerne fremstå mere moden, og det var ikke sikkert at Maria ville bruge så meget tid sammen med hende, hvis hun fandt ud af, at hun stadig tissede i sengen og havde noget, der mest af alt lignede et børneværelse.

Sara gik ud på badeværelset, her tog hun sit våde nattøj af og lagde det i en dynge på gulvet, så fandt hun nogle vådservietter i en skuffe og begyndte at tørre sine ben og numse. Catrine havde købt dem til Sara, og fortalt hende at de kunne bruges til at fjerne makeup og alt muligt med, men Sara vidste godt, at de nok nærmere var tiltænkt hendes natlige uheld, for Micke Mouse stod uden på pakken og vinkede til hende, ved siden af det røde Huggies- logo. Men Sara havde aldrig kommenteret på det, for de var faktisk ret handy. Hun smed de brugte vådservietter i skraldespanden, derefter satte hun sig på toilettet og prøvede på at tisse, men der kom kun et par dråber. Hun vaskede sine hænder, tog sit tørre nattøj på og gik tilbage til sit værelse, med det våde i hånden. Da Sara kom derind, havde Catrine lige lagt et nyt engangsunderlagen på madrassen og hun var nu i fuld gang med at lægge et rigtigt lagen på udover det. Catrine smilede opmuntrende til Sara ”Din madras blev ikke våd mulle, din dyne er også tør, det var kun betrækket, der blev lidt vådt”. Hun pegede over på en lille dynge på gulvet, hvor Saras våde sengelinned og Klumpe Kanin lå ”Du kan bare smide dit våde nattøj der”. Sara sagde ikke noget, hun gjorde bare som hun fik besked på, derefter kiggede hun op på Catrine, som stadig stod og smilede til hende - ”Hop du bare ind i min seng skat, jeg kommer snart”. Det skulle hun ikke sige to gange, for Sara havde allerede grebet sin natbøjle og var ude af døren, på vej ned til Catrines værelse, hvor hun samlede sin pude op fra gulvet og kravlede op i den store dobbeltseng. Hun gabte, stak bøjlen i munden og trak dynen op om sig, det var dejligt at være tør igen.

Sara vågnede nogle timer senere, det var blevet helt lyst udenfor, men det var til gengæld begyndt at regne. Hun kunne dufte kaffe, og det gik op for hende, at hun lå inde i Catrines seng. Så kom hun i tanke om hvorfor at hun lå derinde. Sara blev lidt varm i kinderne, så tog hun en dyb indånding og vendte sig om i sengen. Catrine lå ved siden af og læste i en avis, der stod en kop kaffe på hendes natbord - ”God morgen skat, har du sovet godt?”. Sara rødmede og nikkede, hun havde sovet som en sten, og ikke engang vågnet da Catrine gik i seng efter hende. Catrine gav Sara et kys på panden ”Jeg har bagt sødmælksboller, skal du have nogle?”. Det ville Sara gerne, hun nikkede ivrigt og tog bøjlen ud af munden - ”Ja tak, en med honning og en med pålægschokolade”. Der var intet bedre end hjemmebagte boller på sengen. Catrine rejste sig fra sengen og gik ud af værelset, først der opdagede Sara, at Catrine var fuld påklædt, hun havde nemlig ikke kunne falde i søvn igen, efter at havde været oppe og ordne Saras seng og vasketøj, så hun havde i stedet stået tidligt op og bagt boller.

Da Sara kunne høre Catrine rumstere ude i køkkenet, mærkede hun forsigtigt under dynen på sine natbukser. Tørt! Hun åndede lettet op, godt nok var der kun gået et par timer siden at hun sidst havde tisset, men stadig, hun havde jo lige haft tisset i sin egen seng, selvom hun få timer forinden havde været oppe på toilet. Det ville være pinligt at tisse i sin mors seng, eller faktisk, det der førhen havde været Saras fars sengehalvdel, Saras humør sank en smule, gad vide hvad hendes far ville havde sagt, hvis han var i live og vidste at sin store datter stadig tissede i sengen.

Sara fik øje på Gnøfle Gris og Børge Blåhval, som lå ved siden af hende i sengen, det var to af hendes yndlingsbamser, som hun havde haft siden hun var helt lille. Sara havde ikke selv taget dem med fra sit værelse, så det måtte være Catrine, der havde taget dem med, og hun havde endda lagt dynen over dem, så kun deres hoveder strittede op, præcis som Sara selv plejede at gøre, ved de bamser som der var heldige nok til at få lov til at sove i hendes seng.

Catrine kom ind ad døren med et serveringsfad med boller og varm kakao, samt noget under armen. ”Du har fået post fra Andeby” - sagde hun med et smil og satte fadet fra sig, hvorefter hun smed det nyeste Anders And blad over til Sara. Sara havde nemlig abonnent på Anders And, så hun fik dem tilsendt med posten. Der var godt nok ikke legetøj eller noget spændende med denne gang, men for en stund glemte hun alt om nattens pinlige hændelser. Hendes fokus var udelukkende rettet mod en historie om Joakim von And og hans problemer med Bjørne-banden, kun en gang i mellem kiggede hun op fra bladet, for at tage en bid af en bolle eller en slurk af den varme kakao. Catrine lå ved siden af, hun havde lagt sin avis fra sig og sad nu og læste mails på sin iPad. Da Sara var færdig med at spise, spurgte Catrine hende, om hun ville have en kop kakao mere, det ville Sara gerne, så Catrine tog hendes tallerken og kop, hvorefter hun gik ud i køkkenet, for så at komme tilbage med en kop varm kakao mere til Sara.
Sara var blevet færdig med historien. Bjørne-Banden havde prøvet på at stjæle Onkel Joakims penge, men de havde kun lige nået at fylde lommerne med mønter, da de blev lukket inde i pengetanken sammen med 12 stinkdyr. Da Bjørne-Banden endelig slap ud, kunne hele Andeby lugte dem!
Politimester Striks og Andeby Politi fik hurtigt snust sig frem til deres gemmested og smidt dem i brummen med håndjern og fodlænke på. Onkel Joakim fik sine stjålne håndøre tilbage, og Anders And blev sat til at vaske og pudse hver en mønt i den store pengetank. Stakkels Anders, tænkte Sara, det var umuligt at se hvor han var kommet til og så fik han kun 25 øre i timen for det.

Sara tog en tår af sin kakao, hun begyndte at fortælle Catrine om drømmen som hun havde haft tidligere på natten, om kæmpen Lars Tyndskid, hans kæle-ko Bella og alle hans kæmpe malkekatte. Catrine sad og lyttede med stor interesse, hun spruttede dog lidt i sin kaffe, da Sara fortalte om malkerobotterne, og hun tænkte kort for sig selv, at Sara måske kunne have godt af et rigtigt gårdbesøg. Da Sara var færdig med at fortælle om drømmen, sad Catrine spændt optaget på at høre mere. ”Hvad for nogle Kinderæg lagde guldhønen så? Og hvad var der i dem?” - spurgte hun undrende. Sara sank den sidste slurk kakao hun havde tilbage og rødmede en smule, imens hun stille mumlede - ”Det ved jeg ikke, du vækkede mig lige da jeg skulle til at se den”. Catrine begyndte at grine - ”Ej øv, det er jeg ked af Sara, hvis jeg havde vidst, at du lå midt i sådan en spændende drøm, så ville jeg ikke have vækket dig”. Hun lagde en hånd på Sara og gav hendes ben et lille klem gennem dynen, så tilføjede hun - ”Slet ikke hvis jeg vidste, at du alligevel ville tisse i sengen”. Sara kiggede ned i dynen, hun havde lyst til at tage den op over hovedet, gemme sig og drømme sig lang væk fra denne pinlige situation.

Catrine havde fået et lidt mere alvorligt udtryk i hovedet, hun så næsten lidt bekymret ud, da hun begyndte at forklare - ” Sara, der er noget jeg gerne vil snakke med dig om. Du ved Drynites, dem der laver de absorberende engangsunderlagner vi bruger på din seng?” - ”De laver også nogle natunderbukser til større børn, som nogle gange kommer til at tisser lidt i sengen”. Sara kiggede op fra sin dyne ”Natunderbukser?” - spurgte hun lidt nervøst. Catrine tøvede lidt og forklarede - ”Det er sådan nogle natbleer, der er designet specielt til store børn, men jeg tror godt, at du kan passe dem og du vil…”.
Sara afbrød hende - ”Ej!! Jeg er altså for stor til at sove med ble!”. Men Catrine blev ved - ”Det er ikke en rigtig ble skat, det er bare en bukseble, og det er altså helt normalt at have en periode i ens liv, hvor man har brug for lidt ekstra hjælp, det sker for mange børn og unge”. Sara havde fået tårer i øjnene, ikke en rigtig ble, det er bare en bukseble, det var det dummeste hun havde hørt længe, hun havde lyst til at råbe højt til Catrine, men Sara vidste også, at hun jo kun ville hende det bedste. Catrine tog Sara i hånden - ”Det er ikke sundt at få afbrudt sin nattesøvn, så meget som du gør nu Sara”. ”Jeg tror du vil havde det meget bedre, hvis du kunne gå i seng, uden at skulle bekymre dig så meget over hvad natten vil bringe, og du vil kunne stå op med meget mere energi til at nyde din ferie”. Sara havde lidt dårlig samvittighed, hun vidste jo at Catrine fik afbrudt sin egen søvn mindst lige så meget som Sara selv, skønt hun ikke nævnte det.

”Hvad så når Maria kommer hjem? Behøves hun at vide det? Jeg har altså ikke lyst til at sove med bl… natunderbukser, når hun er hjemme” - spurgte Sara bedende. Catrine lagde hovedet lidt på skrå - ”Sara mus… Maria er din storesøster og hun holder virkelig meget af dig, det vil hun altså ikke have noget imod, det lover jeg dig”. Sara lignede ikke en, der havde fået det svar, som hun gerne ville have haft, så Catrine fortsatte - ”Hun behøves ikke at få det at vide skat, men jeg syntes du skal give dem en chance” - ”du behøver ikke at bestemme dig med det samme, men tænk lidt over det, så kan vi jo se på dem, når vi er nede i byen” - ”Gud! er klokken så mange!” - Catrine så ned på sit ud - ”Jeg har en tid ved optikeren kl. 11, se at blive klar og få noget tøj på, vi kører om en halv time!” så rejste hun sig fra sengen og stormede ud af værelset. Sara tænkte kort for sig selv. Hun var ikke verdens hurtigste til at blive klar, men hun ville gerne nå et hurtigt brusebad, så hun stormede ud på badeværelset og ind i brusekabinen.

5 Synes om

Kap. 5 – Hvem Ka’ –
Sara stod på sit værelse, hendes hår var stadig vådt efter badet og hun havde lige fået sine bukser på, da Catrine kom ind til hende og sagde at hun skulle have regntøj på, da det regnede for meget udenfor. Sara trak sin sorte Ghostbusters t-shirt over hovedet, så gik hun ud i gangen, hvor hun fandt sine regnbukser samt regnfrakke. Da skoene var på og de begge var klar, løb de ud til bilen og hoppede ind på sæderne.
De boede tæt på centrum, men de tog bilen både fordi det regnede, men også fordi de skulle ned og handle, og så var der mere plads til flere varer.

Der var stille mens de kørte, Sara kiggede på vanddråberne, der løb ned af forruden, hun tænkte på samtalen med Catrine, om at hun skulle prøve at sove med ble. Det hele var gået så hurtigt og så skulle de hurtigt ud ad døren. Havde hun overgivet sig og sagt ok til at give dem en chance? Hun havde svært ved at bearbejde det hele. Hun tænkte på Maria, om hvad der ville være nemmest at skjule for hende, en våd seng? Eller en ble? Det ville bleen jo nok være, men med ble på, så ville hun miste alt håb om at fremstå som en moden og selvsikker søster. Så vil hun i stedet for, bare være lillesøsteren der var så lille, at hun stadig brugte ble. Og hvad med skovturen? Der kan jeg da ikke have ble på, kan jeg? Hvordan skal jeg komme af med den om morgenen, hvis jeg har tisset i den? Og hvad skal jeg gøre når jeg skal besøge Maria i København? Sara var ved at blive helt dårlig bare ved tanken, så hun prøvede at tænke på noget andet. Hun fandt nogle billeder af Bella frem på sin mobil, det hjalp en smule.

Bilen trillede ind på parkeringspladsen. Da Catrine havde parkeret i en parkeringsbås, tog de mod til sig og hoppede ud af bilen, hvorpå de begav sig gennem regnen op mod optikeren. Sara brugte ikke selv briller, men ved optikeren fandt hun et display med solbriller, som hun kunne studere, imens Catrine fik sin synstest.
Da hun havde set på alt, der havde hendes interesse, satte hun sig på en stol og kiggede i et blad, som lå ved siden af på et lille bord. Hun havde det varmt i sit regntøj, men det var ikke hendes værste ubehag, for det var nemlig gået op for hende, at hun skulle tisse. Hun havde ikke fået tisset af, inden de forlod huset, og nu kunne hun altså mærke kakaoen fra morgenen presse på. Catrine kom ud ad en dør sammen med optometristen, de gik sammen op til disken, hvor Catrine begyndte at udfylde nogle papirer. Sara var begyndt at sidde uroligt. Hvorfor tog det dem så længe! De måtte da snart blive færdig!
Så de kunne komme videre, få handlet ind, og komme hjem! Hjem på toilet!

Regnen var ved at stille af udenfor, da Catrine endelig kørte kortet igennem dankortterminalen og de til Saras store begejstring kunne forlade stedet og komme videre.

Bilka lå kun få hundrede meter derfra, en regnbue skinnede på himlen bagved supermarkedet og Sara syntes det lignede noget fra et eventyr, en magisk butik hvor man kunne finde alt hvad hjertet begærede.
Normalt elskede hun at være med ude og handle i det store supermarked, for hun fandt altid noget nyt, og der var nogle bestemte afdelinger, som hun altid skulle forbi når de var der.
Der var blandt andet tøjafdelingen, hvor der ofte var billige hyggestrømper og jumpsuits, sidst gange de var der, havde Sara fundet et koala-jumpsuit med øre, næse og øjne i hætten. Så var der slikafdelingen hvor hun altid så efter tilbud på Pop-Rocks og Malaco Snøre, legetøjsafdelingen blev stadig tjekket hurtigt ud, og til sidst var der Bilkas havecenter, hvor Sara altid skulle se efter, om der var kødædende planter.
Sara havde haft rigtigt mange kødædende planter hen over årene, de døde ikke fordi hun glemte at fodre dem, nej tvært imod, hun elskede at fodre de små planter og give dem forskellige ting. Derfor fik Saras planter også en meget varieret kost, for hun elskede at fange fluer og små insekter, at se dem blive fanget i plantens små fælder, bag noget som lignede dødens plante-gab!
Men nogle af de kødædende planter levede et kortere liv, simpelthen fordi de fik det samme at spise som Sara selv. De kunne fint tolerere de små mænger af boller i karry, forloren hare eller kebab, som hun skar i små stykker til dem, men de havde svært ved at optage næring fra vingummibamserne og de knuste chokoladefrøer. Sara havde også haft en enkelt kødædende plante, som hun udelukkende fodrede med frugt og grønt, men det stoppede hun hurtigt med, for hun syntes det var planteplageri at tvinge en kødædende plante til at være vegetar.

Men ingen af disse afdelinger i Bilka var i Saras tanker i dag, derimod havde hun stor en frygt for, hvad de skulle ind og kigge på. Tænk hvis nogen så dem købe store sengevæder bleer? Nogle fra Saras klasse?
Skulle hun opdigte en falsk niece? Én som hun kunne bruge som undskyldning, hvis hun skulle blive taget på fersk gerning og blive udspurgt om bleerne. At hun havde en yngre fantasi niece, der var kommet på besøg fra en fiktiv kommune i et fremmede land, at hun havde glemt sine natbleer derhjemme, og at Sara og Catrine blot var ude og købe nogle nye til hende? Imens de havde ladet hende blive alene hjemme og se fjernsyn? Sara tænkte så det bragede, måske ville hun slet ikke være i stand til at fremføre sådan en løgn troværdigt, måske ville hun i stedet gå helt i baglås og begynde at græde, eller løbe skrigende ud af supermarkedet og besvime i den nærmeste hæk.

Catrine tog en indkøbsvogn, hvorefter de gik ind gennem karruseldørene til supermarkedet. Sara kiggede sig rundt omkring da de kom ind, der var forbløffende få kunder og ikke nogen som hun kunne genkende, hvilket fik hende til at slappe lidt mere af. Til gengæld var Saras tissetrang blevet større og hun havde nu svært ved at stå stille, så hun skyndte hele tiden på Catrine, i håb om at de kunne komme hurtigt videre. Catrine virkede derimod til at have masser af tid, hun tog sig god tid til at undersøge og sammenligne varer, før hun lagde dem i vognen, og en gang imellem spurgte hun Sara, om hvad hun helst ville have. Sara der normalt altid havde en klar mening om hvad hun foretrak, var faktisk fuldkommen ligeglad med hvilke ting der kom i indkøbsvognen. En tomat er en tomat! og en kartoffel er en kartoffel! og jeg skal nok spise min havregryn, selv hvis den er lavet med stråforkorter! Hvis bare vi kan komme hurtigt hjem!
Sara vidste godt at der var et kundetoilet i Bilka, men hun hadede offentlige toiletter, de var altid så klamme! Så ville hun hellere holde sig, til at de kom hjem.

Catrine tog en pose med gulerødder, samt et bundt persille, og satte dem ned i indkøbsvognen, hvorefter hun skubbede den ud af grøntafdelingen og ned af en midtergang, hun kiggede ned på Sara, der næsten dansede efter hende ”Skal du tisse?”. Sara stoppede op. Var det virkeligt så tydeligt, tænkte hun? Hun nikkede stille og kiggede sig omkring, i håb om at ingen andre kunder havde hørt spørgsmålet. Catrine satte sig på knæ foran Sara og tog hende i hånden ”Kan du holde dig til vi kommer hjem? Eller skal du ud at tisse?”.
Rød i hovedet og med let flagrende øjne, fik Sara fremstammet - ”Jeg vil altså gerne hjem og tisse, jeg gider ikke de klamme offentlige toiletter”. Med et lille smil på læben og hovedet lidt på skrå, rejste Catrine sig op igen - ”Det er okay skat, du behøves ikke at bruge Bilka toilettet, hvis du ikke har lyst til det”. Hun vidste godt at Sara havde det lidt svært med offentlige toiletter, for hun havde nemlig været udsat for et par uheldige oplevelser, da hun var helt lille. Engang var et af de offentlige toiletter som Sara kom ud på, smurt ind i bræk og bæ! Og en anden gang lå der en sovende junkie med en nål i armen! Sara havde fået nok! Nu holdt hun sig meste til toiletter som hun kendte.
Catrine kiggede ned ad gangen - ”Skulle vi se på nogle bleer til dig?”. ”Moooar! Ikke så højt!” - udbrød Sara stille, men med en meget bestemt tone. Sara følte at Catrine lige så godt kunne have stået med mikrofonen til højtalerne i Bilka og informerede alle kunderne om Saras problem.
”Årh undskyld skat, jeg mener natunderbukser!” - svarede Catrine undskyldende. Sara himlede med øjnene og fulgte efter hende ned ad gangen.

Det gav et sug i maven på Sara, da det gik op for hende, hvor disse specielle natunderbukser til større børn, unge og teenagere, befandt sig. Over hylderne som hun stod ved, stod der ’BABY’ i et neon lysende blåt skilt, få meter derfra stod Catrine og ventede på hende, på vægen over hende var der et andet lysende neonskilt med teksten ’BLEER’ . Sara havde ikke regnet med, at de ville være placeret sammen med alle babyprodukterne og baby-bleerne. Ild rød i hovedet, bed hun sig i underlæben, kiggede sig omkring og gik hen til Catrine, de var heldigvis helt alene. Catrine pegede op på nogle af pakkerne - ”Se mulle, det er de Drynites, som jeg fortalte dig om”. Så tog hun en pakke ned, som stod på hylderne ovenover dem og rakte den til Sara ”Der er også dem her, de hedder Sleep Tight”. Da Sara fik pakken i hånden, stivnede hun, hun kiggede ned på pakken og genkendte mærket Libero, så kiggede hun op på pakkerne med Drynites og fik øje på de små røde Huggies-logoer, de var begge kendte baby-ble mærker.
Da Sara ikke svarede, lagde Catrine en hånd på hendes skulder og forklarede - ”Du kan tænke lidt over det, imens jeg henter tandpasta og sæbe”. Så tog hun en pakke med engangsunderlagner, samt to pakker vådservietter og lagde dem i indkøbsvognen, hvorefter hun efterlod Sara under de lysende neonskilte.

Sara sank en klump, hun kiggede ned på pakken med buksebleer som hun havde i hånden, de var helt hvide med stjerner på. Så kiggede hun op på alle pakkerne med Drynites, der var utroligt mange pakker syntes hun. Måske var det rigtigt det Catrine havde sagt? At det var et meget normalt problem, og at det skete for rigtigt mange?.
Først havde hun lidt svært ved at overskue alle de forskellige farvestrålende pakker, der strålede ned til hende, men efter at have studeret dem lidt, dannede Sara sig et overblik. Natunderbukserne fra Drynites kunne både fås i en drenge- og pige udgave, og de blev lavet i mange størrelser, hvor de mindste gik helt ned til småbørn og de største helt op til teenagere. De blev annonceret som værende superdiskrete, designet som rigtige underbukser og så skulle de være helt lydløse. Sara sank en klump, på pakkerne stod der Pyjama Pants, og ordet Ble var ikke nævnt nogen steder, men det var tydeligt for hende hvad det var. For de var nemlig magen til buksebleerne, der stod på reolen lige ved siden af, Pull-Ups, de blev endda lavet af samme mærke, Huggies, og var tilegnet små børn i potte-trænings stadiet. Den eneste forskel var størrelsen og designet. Det var stadigvæk bare en stor bukseble, tænkte Sara*, en bukseble i forklædning!*
Sara havde krydset sine ben, i håb om at mindske sin tissetrang en smule. Der var helt stille, det eneste man kunne høre, var en svag knitrende lyd fra hendes regntøj, når hun bevægede sig. Hun kiggede ned på pakken fra Libero som Catrine havde taget ned til hende, dem havde hun slet ikke lyst til at prøve! godt nok snød Drynites ikke nogen med deres underbuksedesign, men natbleerne fra Sleep Tight prøvede ikke engang! De lignede straight op almindelige hvide buksebleer!

Det gav et sæt i Sara, da hun pludselig hørte en lyd. Længere nede ad gangen kom en ung mor gående op imod hende, hun havde sine 2 børn med, den yngste datter sad i indkøbsvognen og sønnen gik ved siden af. Shit! Tænkte Sara og gik i panik, hvorfor stod hun stadig med de dumme bleer i hånden! Hun skyndte sig at stille pakken tilbage på dens plads, men fordi de stod øverst på hylden, måtte hun stå på tæer for at nå. Det var dog uden held, for med det samme hun gav slip, faldt pakken faldt ned på gulvet med et bump. Sara samlede den hurtigt op og kastede den ind på nærmeste hylde, som hun kunne nå, det var godt nok blandt nogle andre pakker bleer, men Sara var ligeglad! Hun skulle bare af med pakken! Så vendte hun ryggen til hylden med bleer og lod som om, at hun kiggede på varerne på den modsatte hylde, som viste sig at være fyldt med sutter, sutteflasker og nusseklude. Hellere det end at blive taget ved natbleerne tænkte Sara og kiggede op ad gangen mod kvinden og hendes børn. Den unge mor var kommet tættere på og Sara fik øjenkontakt med hende. Kvinden sendte hende et sødt smil, det var tydeligt at hun havde set Sara jonglere med natbleerne.
Sara rettede hurtigt blikket tilbage mod hylden med sutter og nusseklude, hun prøvede på at stå stille og lade som om, at hun ikke var lige ved at tisse i bukserne. Den unge mor stoppede op og tog en pakke bleer fra en hylde, så fortsatte hun helt hen til Sara, hvor sønnen pludselig udbrød - ”Det skal være dem med Spiderman på!!”. Kvinden tyssede på drengen og tog en pakke Drynites ned fra hylden. De mindre størrelser havde enten klokkeblomst, frost eller superhelte karakterer på dem. Efter hun havde smidt pakken ned i indkøbsvognen, gav hun Sara et lille smil og sagde hej til hende. Sara kiggede ned i gulvet og sagde stille hej til kvinden. Det var noget af det pinligste Sara længe havde oplevet, dog var hun lykkelig over, at kvinden ikke havde sagt mere, men bare forladt stedet.

Sara rettede atter blikket mod reolen med bleer, hun måtte træffe et valg, for hun havde ikke lyst til at stå der længere end højst nødvendigt. Hun så at der var forskel på nogle af Drynites pakkerne, nogle få af pakkerne var i en lyseblå eller lyserød indpakning, alt efter om det var et drenget eller piget design, men de andre, langt de fleste pakker faktisk, var i en mørkeblå indpakning og mere modent diskret design.
Sara tog en af de mørkeblå pakker i den største størrelse ned, buksebleerne var i to design, begge næsten helt sorte, dog med et blomstermotiv, hun tænkte på om de ville være nemmere at skjule overfor Maria.
Hvis Maria på en utænkelig måde skulle få et glimt at Saras natble under hendes nattøj, så ville hun måske ikke tænke, at det var en ble, fordi den var sort og ikke hvid som en typisk ble. Sara fik en kuldegysning, det måtte bare ikke ske! Hun måtte virkeligt gøre alt, for at holde det hemmeligt. Så tog hun en af de lyserøde pakker ned fra hylden, det måtte være et gammelt udgået design tænkte hun, imens hun undersøgte dem.
Hun rødmede kraftigt da hun så buksebleernes to design, i stedet for at være hovedsageligt sorte og forholdsvis diskrete, så var de pastel farvede, stribede i lyserød og lilla, med en lille sløjfe på fronten, eller lyserøde og fyldt med sommerfugle i Tie-dye farver. Sara bed sig i læben, hvor ømt tænkte hun, de så virkeligt babyagtige ud i forhold til de nye sorte udgaver, men stadigvæk, de så nu ret søde ud.
Det var trodsalt hendes yndlingsfarver, og så elskede hun jo både Tie-dye og sommerfugle.
Hun tænkte på hvordan de så ud i virkeligheden og om de var samme design bagpå. Måske skulle hun vælge dem? Det kunne jo være, at det var de sidste pakker med det gamle design og at det derfor var hendes sidste chance for at få dem, hvis de skulle være udsolgte næste gange de kom i Bilka. Sara rystede på hovedet og satte begge pakker op på deres plads. Hvad var det hun tænkte? Der skulle bestemt ikke være en næste gang! Det her var første og sidste gang! Jeg må holde dem tørre og vise Catrine, at jeg ikke har brug for dem! Så kan jeg måske få lov til at smide resten væk, inden Maria kommer hjem.

Pludselig kunne Sara høre nogle komme oppe ad gangen, hun skyndte sig at kigge væk fra bleerne og rettede sig i stedet imod reolen med sutter og nusseklude. ”Hva så skat, finder du noget du kan bruge?”
Sara vendte sig om og fik øje på Catrine, som var kommet tilbage med indkøbsvognen. ”Øhh, jeg…” - Sara vidste ikke om Catrine hentydede til bleerne eller hylden med sutter og nusseklude.
Catrine tog en pakke op fra vognen og viste den til Sara ”Jeg fandt dem her, måske de er noget?”. Sara så på pakken, det var af mærket Tena, det var helt sorte buksebleer og de formåede at ligne trusser meget mere, end de mønstrede Drynites gjorde. Sara tænkte lidt, godt nok var de mere diskrete, men var de ikke lidt kedelige? Og var Tena bleer ikke noget gamle mennesker og højgravide kvinder brugte? Hun kastede et sidste blik op mod pakkerne med Drynites, hvorefter hun kiggede ned på sine fødder imens hun stille svarede - ”Jeg tror godt at jeg vil prøve dem fra Drynites”.
Catrine nikkede forstående og tog en mørkeblå pakke ned fra hylden og lagde den i indkøbsvognen, hun skulle lige til at gå, da Sara pippede op bagved hende - ”Jeg vil altså gerne have dem med sommerfugle på”.
Catrine så op på hylden og fik øje på pakkerne med det gamle design, så tog hun en af de lyserøde pakker ned og studerede den, hvorefter hun med et smil på læben lagde pakken i vognen - ”Ja selvfølgelig skal du have dem, de er da lige dig”. Dernæst satte hun den mørkeblå pakke Drynites, med det nyere og mere modne design, på plads, tog indkøbsvognen og begyndte af gå ned ad gangen med Sara lige i hælene.

Sara fortrød straks, hvad hun lige havde bedt om, helt uden at tænke, var det bare fløjet ud af munden på hende, Jeg vil altså gerne have dem med sommerfugle på, det var de mest barnlige bleer hun kunne have valgt, hun så ned i indkøbsvognen og fik øje på pakken med Tena. Skulle hun stoppe og sige at hun hellere ville have dem alligevel? Hun tænkte sig om, Nej det vil bare trække tiden mere ud, vi skal bare hjem, hjem på toilet!
”Mooar? Kan vi ikke godt tage hjem nu?”. Catrine kiggede ned på Sara, hun kunne se desperationen i hendes øjne ”Snart mus, vi skal lige over at sætte pakken med Tena på plads, og så skal vi bare have mælk og juice … og rugbrød”. Sara fik tårer i øjnene, hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Catrine tog hende blidt i armen og hviskede hendes i øret - ”Hvis du ikke kan holde dig, så må du altså gerne gøre det i bukserne skat, der er ingen der kan se det, når du har regnbukser på udover”. Sara kiggede skræmt op på Catrine. Det kunne hun da ikke mene? - ”Ej, d-det kan jeg altså ikke, det er da vildt ulækkert”. Catrine gav Saras arm et lille klem og forsikrede hende - ”Vi vasker dem bare når vi kommer hjem, nu ved du det, det er okay hvis det sker, ikke?”. En enkelt tåre trillede ned over Saras kind, hun tørrede den hurtigt væk og rystede på hovedet - ”Nej, jeg kan altså godt holde mig, hvis vi bare skynder os”.
Så begyndte hun at småløbe foran indkøbsvognen, i håb om at holde tempoet oppe, men hun måtte vente ved hvert et hjørne som de kom til, for hun vidste jo ikke, hvor de dumme Tena bleer befandt sig i butikken.

Endelig var Tena-bleerne tilbage på deres plads, og de kunne begive sig op mod køleskabene med mejeriprodukter. Sara kunne ikke tænke klart, hun stod bare og små trippede ved siden af vognen.
Catrine kunne ikke finde den økologiske minimælk som de plejede at drikke, så hun satte sig på hug og undersøgte mælkekartonerne nederst i køleskabene. Sara spurgte bedende - ”Kan vi ikke bare tage en, som der ikke er økologisk?”. Catrine rejste sig op og rystede på hovedet imens hun svarede - ”Nej, jeg vil ikke have genmodificerede børnebørn med horn i panden! Det ved du godt!”. Sara sukkede, det vidste hun godt. Pludselig gav det et sæt i hende, da hun mærkede en varme brede sig i sit skridt, hun bed tænderne sammen og holdt igen med alle kræfter. Hun var lige kommet til at tisse en smule i bukserne, det var ikke meget, men nok til at hendes trusser blev våde. Hun havde slet ikke mærket at hun gav slip. Sara holdt vejret og kiggede ned på sine regnbukser, det føltes alligevel ret vådt om numsen, måske var cowboybukserne også blevet våde? Heldigvis skjulte regnbukserne det, hvis det var tilfældet.
Endelig kom der en Bilka medarbejder, som begyndte at fylde en tom hylde op med økologisk minimælk. Catrine var lykkelig, hun tog to liter mælk og vinkede til Sara med dem.

På vej over til køleskabene med juice tænkte Sara på, hvad Catrine havde sagt. At hun godt måtte tisse i bukserne? Eller at det i det mindste var okay? Det var et spørgsmål om tid, før Sara ville komme til at tisse mere i bukserne. Var det bedre at gøre det med vilje? Med oprejst pande? Sara gav slip… det kunne også være lige meget, hun havde jo fået lov. Men med det samme at hun mærkede varmen brede sig mellem sine ben, fortrød hun. Hun holdt igen og krydsede benene. Hvad var det hun havde gang i? Hun kunne da ikke bare stå og tisse i bukserne midt i Bilka. Hun kunne mærke varmen ned ad sine ben, nu var hun ikke i tvivl om, at cowboybukserne også var blevet våde.

Catrine smed en flaske juice i vogne og de begyndte at gå over mod bagerafdelingen, Sara gik ved siden af vognen, men med hvert skridt hun tog, tissede hun lidt mere i bukserne, hun kunne ikke holde det tilbage mere, hun prøvede bare på at bide det i sig og lade som ingen ting.
Måske behøvede Catrine slet ikke at vide det? Regnbukserne skjulte jo de våde bukser? hun kunne bare lade som om, at hun nåede hjem på toilet, skifte sine bukser og vaske de våde på et tidspunkt hvor hun var alene hjemme?
Catrine kiggede ned på Sara, som gik ved siden af og holdt ved indkøbsvognen med den ene hånd, noget som hende og Maria altid skulle gøre, dengang at de var små, for ikke at blive væk når de var med ude og handle.
Catrine havde luret hvad der var sket, for Sara var blevet utrolig stille, hun var også stoppet med den lille tisse-dans og gik nu bare stille, med et lidt betuttet blik og kiggede uskyldigt rundt omkring sig.
Sara kunne mærke at cowboybukserne var blevet våde helt ned til knæene, de føltes ikke særligt varme mere, men hun kunne mærke, at de klæberede sig til hendes lår, når hun gik. Hun var lykkelig over at have haft regnbukser på! Hvor hun dog elskede den Danske sommer!

Pludselig hørte hun et begejstret udbrud bag sig ”Heeeeej Sara!!”. Hun stivnede og vendte sig om, det måtte bare ikke være rigtigt. Mikkel kom stormende hen til Sara, han strålede af glæde. Han slog sine arme om hende og gav hende et kæmpe knus, hvorefter han løftede hende op fra gulvet og svingede hende en omgang rundt om sig selv. ”Heeje Mikkel, hvad laver du her?” - mumlede en rødmende Sara, da hun blev sat ned. Hun vidste godt at det var et dumt spørgsmål, men hun havde ikke turde forestille sig, at hun skulle rende ind i ham. Mikkels mor, Marianne, kom gående med deres indkøbsvogn, hun smilede og sagde hej til Sara, så gik hun over og hilste på Catrine, der endelig havde fundet det rugbrød i Bilka med allerflest kerner i.
Marianne og Catrine have mødt hinanden flere gange, igennem Mikkels og Saras venskab, de var faktisk blevet ret gode veninder, og tog blandt andet til vin- og ostesmagning sammen en gang i mellem.
"Vi er ude og handle de sidste ting til turen! Vi kører mod Italien i morgen tidlig” - svarede Mikkel med et grin - "En masse slik! Oppustelig nakkestøtte og natkørebriller! Så kan jeg også spille PlayStation om natten! Ha! Jeg kommer til at have det som blommen i et æg!”. Mikkel fik et lidt mere alvorligt udtryk i ansigtet - ”Du skal næsten se det bedste!” han gik over og begyndte at rode efter noget i deres indkøbsvogn, som stod over ved Marianne og Catrine.

Åhh Nej tænkte Sara, hendes hjerte begyndte at banke hurtigere, for deres egen indkøbsvogn stod lige ved siden af og hun kunne se den lyserøde pakke med natbleer ligge til fri skue. Hvorfor skulle hun også lige have den lyserøde pakke? Den kunne lige så godt havde været selvlysende, som den lå der blandt de andre varer og skinnede med sine klare farver. Sara holdt vejret, hun havde glemt alt om sine våde bukser, det eneste hun kunne tænke på, var om Mikkel ville komme til at se bleerne, og hvad han ville gøre hvis han så dem? Ville han stadig være ven med hende? Ville han fortælle det til alle på sin skole? Nej, det ville han nok ikke, men chancen for at deres venskab skulle udvikle sig til noget mere, ville i hver fald være væk.
Sara sank en klump. Bare han ikke kigger i vores indkøbsvogn, hun prøvede på at høre hvad Catrine og Marianne snakkede om, men det var for utydeligt, hun syntes dog at hun havde hørt sit navn blive nævnt.
Sara begyndte at gøre sig klar til at fyre en fed løgn af, omkring hvem bleerne var til, hvis Mikkel skulle opdage dem i indkøbsvognen. Hun håbede ikke at han ville stille spørgsmål til hendes fantasi-niece.

Men da Mikkel kom tilbage til Sara, med et PlayStation spil, så han heldigvis ikke ud til at have set bleerne.
"Se her! Worms! Haha totalt old school! Vil du ikke med hjem og spille det? Du kan spise hos os hvis det er!” - Udbrød Mikkel, han kunne næsten ikke stå stille af ren nostalgi.
Saras blev igen ret bevist om de våde bukser, som hun havde på under sine regnbukser og at hun på ingen måde kunne besøge nogen som helst lige nu. Hun var lige ved at sluge sin egen tunge, men det lykkes hende at få fremstammet - "Nej, nej det tror jeg ikke at der er så godt”. Mikkel sagde at det var helt okay, men Sara syntes nu at han så en smule trist ud, hun prøvede på at finde på en hurtig undskyldning til at følge op med. Måske kunne hun bruge fantasi-niecen som undskyldning? Men inden hun nåede at tænke mere over det, hørte hun Catrines stemme bag dem - "Desværre Mikkel, Sara har en tid ved tandlægen, her om ikke så længe”. Sara lyste en smule op, lettet over at været blevet redet med en god undskyldning.
Hun stak en finger i maven på Mikkel, så han gav et lille spjæt og sprang op i luften. "Men jeg vil meget gerne med dig hjem og banke dig i Worms, en dag når du er kommet hjem fra Italien igen!” - grinte hun og bed sig i underlæben. Mikkels ansigt lyste op - ”Deal! Så tager jeg et par flasker Riserva med hjem!”.
Sara anede ikke hvad han fablede om, men hun var også ligeglad, det var alt for længe siden at hun sidst havde set Mikkel, og hun havde lyst til at give ham et stort knus, men hvad nu hvis hun lugtede af tis? Hun ville ønske at hun ikke havde tisset i bukserne, og at hun ikke stod i regntøj og så noller ud, men i stedet havde taget noget lidt mere vakst tøj på og gjort noget ved sit morgenhår.

Catrine og Marianne kom gåede hen imod dem, med hver deres vogn, Sara kunne høre at de snakkede om Italien og om at de ville tage ud og spise en aften, når de var kommet hjem igen. Sara kunne se den lyserøde pakke i indkøbsvognen komme nærmere og nærmere. , tænkte hun, nu var det kun et spørgsmål om tid, før Mikkel ville se hvor barnlig en pige han lige havde inviteret hjem. Men heldigvis for Sara, kom Marianne med meldingen om at de skulle videre, hun gav Sara et stort kram, sagde farvel til hende og Catrine, hvorefter hun begyndte at gå derfra. Mikkel omfavnede igen Sara, løftede hende op og svingede hende den anden vej, 360 grader rundt om sig selv. ”Jeg glæder mig vildt meget til vi ses igen” - hviskede han, hvorefter han satte hende ned på gulvet og gav hende et hurtigt kys på kinden, så spurtede han ned ad gangen efter sin mor.

Saras kunne mærke sit hjerte hamre løs, der var sket så meget på det sidste kvarter, både valget af bleer og hendes uheld i bukserne, men alt hvad hun kunne tænke på, var det lille kindkys som hun havde fået af Mikkel.
Hun hørte Catrines stemme bag sig - ”Han er sød ham Mikkel, Hva?”. Sara nikkede med et genert smil, hun kunne kun give hende ret. Catrine kikkede ned på sit ur - ”Gud vi har travlt! Du skal være ved tandlægen om 20 minutter! Kom lad os komme op til kassen!”.
Først der, gik det op for Sara, at Catrine ikke var kommet med en hjælpende undskyldning i form af en tandlægeløgn, men at Sara rent faktisk skulle til tandlæge! Hvorfor skulle hun også komme med en løgn som undskyldning? Hun vidste jo ikke noget om at jeg havde tisset i bukserne? Gjorde hun?
Sara blev igen meget bevist om sine våde bukser, hendes underlæbe begyndte at bævre. Men hvorfor havde hun sagt, at det var okay hvis jeg tissede i bukserne, hvis hun vidste at jeg skulle til tandlæge bagefter? Sara begyndte at smågræde, det var lige gået så godt, uden at det var blevet opdaget, men hun kunne jo ikke sidde med regntøj på inde ved tandlægen? Hvordan skulle hun komme om det?
Catrine lagde armen om hende, men Sara vred sig fri og hulkede - ”Du sagde at jeg godt måtte tisse i bukserne! Du sagde det var okay!”. Catrine kørte en hånd gennem Saras hår, imens hun trøstede hende - ”Det er det også mus, det er altså helt okay”.
”Så vi er nødt til at tage hjem, så jeg kan skifte tøj først?” - snøftede Sara. Catrine rystede på hovedet - ”Det har vi ikke tid til, men det er okay, jeg har et par tørre bukser til dig i min taske, men vi skal altså op til kassen nu”. Så tog hun indkøbsvognen og begyndte at gå mod kasserne.
Sara fulgte trop, hun var i det mindste glad for, at de kunne komme ud af det store supermarked, men hun kunne ikke slappe af endnu, for de kunne stadig rende ind i nogle hun kendte, og hvor blev Mikkel og Marianne af? Sara kiggede sig omkring, heldigvis kunne hun ikke se dem. Hun kiggede ned i indkøbsvognen på den lyserøde pakke og tænkte, at det var et rent held, at Mikkel ikke havde set den, men Marianne derimod? Hun havde jo stået lige ved siden af vognen og snakket med Catrine, så hun ville have haft frit udsyn til bleerne hele tiden.
Sara sukkede, og så havde de ikke engang tid til at tage hjem, så hun ville nok ende med at skifte bukser på et offentligt toilet, selvom det var dem som hun havde prøvet på at undgå til at starte med. Sara tænkte, så skulle det i hvert fald være på toilettet ved tandlægen, der var chancen for døde narkomaner nemlig mindst! Men hvad var det for nogle bukser som Catrine havde med? De ville da være alt for store til mig? måske har hun også et bælte med, som jeg kan holde dem oppe med?

Da de kom til kassen, var der kun én kunde foran dem, eller det vil sige, der var faktisk tre, for det var den unge mor med sine to børn, som Sara havde mødt tidligere i babyafdelingen.
Kasseassistenten var en ung smuk kvinde, Sara ville skyde på at hun var cirka samme alder som Maria.
Hun havde langt krøllet hår og et navneskilt, hvor der stod Sofie på.
Catrine tog tre indkøbsposer op fra sin lomme og gav dem til Sara, så hun kunne gå ned for enden af kassebåndet og begynde at pakke deres varer, når de var blevet scannet. Sara håbede at pakken med bleer ville komme op på kassebåndet som noget af det sidste, så var der nemlig en chance for at den unge mor, som var foran dem, kunne nå at pakke sine varer sammen og forlade stedet, uden at hun ville nå at se Saras lyserøde pakke. Men til Saras ærgrelse kom pakken op på kassebåndet som noget af det første, lige bagefter den økologiske mini mælk og efterfulgt af pakken med engangsunderlagner. Sara prøvede på at lade som ingen ting, hun turde ikke engang at kigge på den unge mor, som lige var blevet færdig med at betale. Da kvinden havde fået sin kvittering, gik hun ned for enden af kassebåndet med sin indkøbsvogn og 2 børn, for at pakke sine varer, her genkendte hun Sara fra tidligere og gav hende et varmt smil og sagde hej til hende. Sara hilste pænt tilbage, dog noget stille, hun kunne se at pakken med natbleer var kommet op til kasseassistenten og at hun havde problemer med at scanne varen ind. Først prøvede hun på at glatte stregkoden ud på pakken, men da dette ikke lykkes, måtte hun taste hele varenummeret ind.
Kasseapparatet pippede en gang og kasseassistenten lyste op - ”Så lykkes det!” hun gav, med et smil og et lille blink i øjet, pakken med natbleer et rask skub ned til Sara, som stod med røde kinder og ventede på at få pakken gemt langt væk i en indkøbspose. Sara skyndte sig at tage pakken og kastede den ned i en af indkøbsposerne, ud af øjenkrogen kunne hun se at kvinden ved siden af, var at pakke sin søns natbleer, med Spiderman design, ned i indkøbsvognen.

Saras hjerte bankede løs, hun forestillede sig alle de værste scenarier udspille sig. At den lille dreng ville pege på hende og råbe - ”Se mor! Den store pige bruger samme natbleer som mig!”. At kasseassistenten pludselig ville kenkende hende og udbryde - ”Er du ikke Sara? Går du ikke i klasse med min lillesøster Julie?” - ”Er de bleer virkeligt til dig!?”. og at den unge mor ville komme med en lidt for høj kommentar til Catrine ”Jeg tror altså at din datter har tisset i bukserne” alt sammen samtidig med at Mikkel og Marianne vil komme gående forbi dem.
Men til Saras held blev der ikke sagt noget som helst, og Mikkel var stadig ude af syne, da den unge mor forlod stedet med sin indkøbsvogn og to børn. Sara havde fået pakket de sidste varer i poser og sørget for at lægge et par ting ovenpå både bleer og engangsunderlagner, så de ikke kunne ses fra toppen af.
Da Catrine havde betalt, og de havde lagt indkøbsposerne op i vognen, begyndte de at gå mod udgangen.
Udenfor fik de afleveret indkøbsvognen og Sara fik lov til at beholde 10-kronen fra låsen.
Catrine var lidt irriteret på sig selv, over hvorfor hun ikke havde parkeret ved Bilkas parkeringspladser, så de ikke skulle slæbe alle deres varer hele vejen igennem byen. I stedet for måtte de fordele indkøbsposerne mellem sig, hvorpå de begav sig ind mod centrum, hvor tandlægeklinikken lå.

5 Synes om

Kap. 6 – Flyvende magneter og toiletbesøg –
Der var kun få personer i venteværelset, da de ankom til tandlægeklinikken, bag skranken sad en ung receptionist med langt glat hår, sort som ibenholt. Hun havde klinik tøj på og et lille navneskilt, i form af en tand, med navnet Rikke på. Hun hilste pænt på Sara og Catrine, da de kom op til hende.
Catrine havde Saras sygesikringsbevis med, hun kørte det gennem en maskine, og de blev tjekket ind i systemet af receptionisten - ”Og det er Sara? og du skulle have en almindelig tandeftersyning. Så kommer bøjletandlægen ind og kigger på dig bagefter, I kan bare tage plads, de er klar om 5 minutter” - forklarede hun med et smil, imens hun tastede noget ind på computeren.
Sara mod sank en smule*, det var den helt store omgang, øv!* Hun hadede at være til tandlæge, især bøjletandlægen, fordi hendes natbøjle nogle gange skulle justeres eller strammet ind, hvilket kunne være ret ubehageligt. Eller når hun skulle have taget et nyt tandaftryk, for så blev hele hendes mund fyldt op med lyserødt-tyggegummi-cement, som gjorde at hun fik følelsen af, ikke at kunne trække vejret.
Måske havde Catrine med vilje undladt at minde hende om, at hun skulle til tandlæge, så hun ikke skulle gå og gruble over det i tiden op til.

Catrine fik sat indkøbsposerne fra sig, hun tog hurtigt sit regntøj af, tog sin taske over skulderen og Sara i hånden, hvorefter hun fulgte hende ud på toilettet. Der var ikke meget plads, men der var lige plads nok til, at de begge kunne være der. Sara havde før været derude, det var for det meste for at børste sine tænder en sidste gang, inden hun skulle ind til et tandeftersyn. Hun tænkte på hvad receptionisten og dem i venteværelset måtte tænke om hende*, hvad skulle pigen mon med sin mor ude på toilettet? Skulle hun have hjælp af sin mor til at børste sine tænder?* Det ville næsten have være mindre pinligt, end realiteten, at hun havde tisset i bukserne og havde brug for mors hjælp.
”Kan du tage dine sko og bukser af skat, du skal skynde dig lidt” - kom det fra Catrine, der havde hængt sin taske på en knage og nu stod og roede rundt i den. Sara blev lynhurtigt revet ud af sine dybe tanker og begyndte at tage sine sko af. Hun håbede ikke at personerne i venteværelset kunne høre dem igennem døren. Hun trak sine regnbukser ned og et par våde bukser kom til syne.
”Årh lille skat dog, du er jo helt gennemblødt” - Catrine stod med hovedet lidt på skrå, hun havde fundet en pakke vådservietter og et par bukser frem fra sin taske - ”Jeg kan godt forstå, at du sådan skulle tisse, kom jeg har en pose til dine våde bukser”. Da Sara havde fået trukket sine våde bukser ned, måtte hun støtte sig til Catrine imens hun trådte ud af dem, hvorefter hun fik pakken med vådservietter. Det var først der, at Sara så bukserne som Catrine havde haft med i sin taske, det var et par af Saras egne grå joggingbukser. Sara havde næsten glemt dem, eftersom hun ikke havde set dem i månedsvis.
Hvorfor har hun et par af mine bukser i sin taske? Og hvor længe har hun haft det? Tænkte Sara. Hun havde mange spørgsmål, men hun havde ikke lyst til at stille dem, for hun var bange for at høre sandheden. Så hørte hun Carine, der stod med begge hænder i sin taske - ”Jeg var ellers sikker på, at jeg havde et par af dine trusser også”. Nu var Sara ikke længere i tvivl, Catrine havde simpelthen skiftetøj og vådservietter med til hende, i tilfælde af at hun skulle komme til at tisse i bukserne når de var ude.
Sara var en smule skuffet. Tror hun virkeligt at jeg er så utilregnelig? At hun ikke engang kan tage mig med i byen, uden at medbringe skiftetøj til mig? i tilfælde af at jeg skulle overtisse mig selv, som var jeg et lille barn. Men mit problem er jo mest om natten! Der er virkeligt sjældent, at jeg kommer til at tisse i bukserne om dagen! Højest et par gange om året. Var det ikke meget normalt?
Det var i hver fald altid det, som Sara blev trøstet med, hvis hun havde haft et uheld i bukserne.
At det var helt normalt, at det skete for allesammen en gang imellem og at det hørte med til at være ung.

På den anden side var Sara lykkelig over, at kunne få tørre bukser på, men lidt betænkelig over at hun ikke havde nogle tørre trusser at tage på. Det var en tanke, som hun ikke brød sig om.
Catrine stoppede Saras våde tøj ned i en pose, så låste hun døren op og hviskede til Sara inden hun gik ud - ”Jeg kommer lige om 2 sekunder”. Døren var knap gået i, da Catrine kom ind af den igen, denne gang men en af indkøbsposerne i hånden. Sara vidste med det samme, hvad Catrine havde i tankerne, så hun protesterede - ”Ej! det kan du ikke mene! de er altså kun til om natten! Hvad vil tandlægen ikke tænke?” Catrine tyssede på Sara, og trak forsigtigt pakken med natbleer op af posen. ”Der er ikke nogen der kan se at du har dem på skat, de er altså super diskrete” - beroligede hun og satte sig på hug ved siden af Sara. ”Prøv nu bare at tag en på, så kan du jo selv se i spejlet”
Sara kiggede lidt frem og tilbage mellem den lyserøde pakke og det store spejl, som hang på vægen. Hun havde ikke lyst til at prøve sine nye natunderbukser ved højlys dag, ude for hjemmets trygge rammer, men hun havde heller ikke lyst til at være bar under sine bukser. Hun spurgte lidt tøvende - ”og du siger det ikke til nogle?”. Catrine fik et lille smil på munden - ”Nej musling, det er vores lille hemmelighed”.
Sara kiggede ned på sine fødder og spurgte så lidt forsigtigt - ”Heller ikke til Maria?”. Catrine rystede stille på hovedet - ”Det lover jeg” så rakte hun Sara den lyserøde pakke - ”Skal du havde hjælp?”.
”Nej!! Det kan jeg godt selv tak!”- svarede Sara lidt for højt og forlangte at Catrine skulle gå ud, imens hun tog en ble på.

Da Catrine havde lukket døren efter sig, stod Sara alene tilbage, hun kiggede lidt overvejende på pakken med bleer, som hun havde i hånden, hvorefter hun stille begyndte at åbne den for oven.
Sara blev ildrød i hovedet, da hun så de farvestrålende bleer lyse op fra pakken.
Lyserød. Lilla. Sommerfugle og Sløjfer. Farverne skreg Baby. Men det var stadig Saras yndlingsfarver, og der var alligevel noget sødt over dem. Hun tog forsigtigt en ble ud og studerede den. Den var blød og knitrede mellem hendes fingre. Bagpå var der et lille mærke, med teksten BACK - DOS - ATRÁS, og der var omtrent lige så mange sommerfugle på den, som der var i Saras mave.

Sara trådte forsigtigt op i buksebleen, hun tog en dyb indånding inden hun trak den op mellem sine ben.
Da bleen var oppe og omfavnede hendes numse, gik hun over til spejlet, hun var lidt overrasket over, at hun følte en vis glæde over at kunne passe dem. Måske var det bare fordi, at hun havde været så meget igennem for at få dem og det ville alt sammen havde været for ingen ting, hvis ikke hun kunne passe dem. Hun stod lidt og mærkede på bleen, den sad en smule stramt, men den var overraskende tynd, måske havde Catrine ret, at den ikke ville kunne ses under hendes bukser.
Sara tog de tørre joggingbukser på og studerede sig selv i spejlet igen. Hun kunne ikke se bleen under dem, men hun var ikke sikker på, at hun turde tage chancen, for hvad nu hvis tandlægen havde sine forstørrelsesbriller på og kunne se Saras blenumse med dem?
Pludselig bankede det på døren, Sara gav et lille hop af forskrækkelse, først troede hun at det var Catrine, men så hørte hun en fremmede kvindestemme på den anden side - ”Undskyld, er du snart færdig?”.
Sara undskyldte gennem døren og fortalte at hun var færdig om et øjeblik, så smed hun pakken med bleer ned i indkøbsposen og begyndte at tage sine sko på.
Hun skulle bare hurtigt ud nu, inden der blev rettet alt for meget opmærksomhed til hendes lange toiletbesøg. Hun håbede ikke at dem i venteværelset havde lagt mærke til, at hun havde fået assistance fra Catrine med indkøbsposen.

Da Sara havde vasket sine hænder, tog hun indkøbsposen og så sig en sidste gang i spejlet, inden hun låste døren op og trådte ud i venteværelset. Udenfor stod en kvinde med en tandbørste i hånden -
”Undskyld, det var ikke for at hundse med dig, blev du færdig?”. Sara kiggede sig lidt omkring, hvorefter hun stille nikkede til kvinden. Kvinden smilte til Sara, imens hun viftede med sin tandbørste, som havde det været en anden tryllestav - ”Det var godt, så kan jeg nemlig lige nå at få børstet mine tænder”. Så forsvandt hun ud på toilettet og døren gik i bag hende.
Sara var glad for, at hun havde børstet sine tænder derhjemme, men hvis hun havde vidst, at hun skulle til tandlæge, så ville hun nok havde gjort det ekstra grundigt, men det var der ikke noget at gøre ved nu.
Hun så sig om i venteværelset, der var ingen som så ud til, at lægge mærke til, at Sara langt om længe var kommet ud fra toilettet, de sad alle og kiggede i enten deres mobil, eller i et af de mange blade og aviser, som var lagt ud til kunderne.
Sara fik øje på receptionisten, hun sad bag skranken og smilede til hende. Hvad mon hun tænkte?
Sara prøvede på at tænke rationelt, måske havde hun slet ikke lagt mærke til mit mistænksomme toiletbesøg, eller indkøbsposen, måske var det bare et venligt smil?

Så hørte hun en stemme fra den anden side af venteværelset, og fik øje på Catrine, som stod ved siden af en tandlæge. ”Hej Sara, er du klar til at få efterset dine tænder?”.
Sara nikkede og satte indkøbsposen fra sig under knagerækken med overtøj, så fulgte hun med tandlægen og Catrine, ned ad en gang og ind i et klinikrum.
Da Sara havde taget plads i klinikstolen, kom Catrine hen til hende - ”Er det okay hvis jeg kører hjem og sætter varerne på køl? Jeg skal nok komme hurtigt tilbage”. Hun vidste godt, at Sara ikke var meget for tandlægebesøg og at hun helst ikke ville være alene derinde. Sara kunne godt se at det nok var bedst, da der nok ville gå noget tid før hun var færdig, så hun prøvede at lyde selvsikker, som om det ikke betød det mindste - ”Joe det er helt fint, bare gør det”. Catrine gav hendes arm et lille klem - ”Du er så sej, jeg skal nok skynde mig” Så tog hun en lille plastik bøtte op fra sin lomme og lagde den på bordet ved siden af - ”Jeg lægger din natbøjle her”. Catrine informerede tandlægen, hvorpå hun forlod rummet. Sara så døren gå i, hun sank en klump, alene med tandlægen, hun følte sig en smule usikker ved situationen.

Døren gik op igen og en anden kvinde kom ind, det var klinikassistenten, hun hilste pænt på Sara og tog plads ved en computer. Tandlægen kom over til Sara og begyndte at stille hende en masse spørgsmål.
Om hun syntes alt føltes som det skulle i hendes mund? om hun røg? og om hun huskede at bruge tandtråd mindst 127 gange om dagen? Da Sara havde svaret på alle spørgsmål, kørte tandlægen klinikstolen bagover, så Sara kom ned at ligge, hvilket resulterede i, at hendes t-shirt faldt en smule tilbage og afslørede kanten af hendes bukseble.
Sara opdagede det dog ikke, for alt hendes opmærksomhed var rettet mod det billede, som hang på loftet over hende. Det var en tegning, der forestillede et maratonløb, hvor der forrest over målstregen var en løbende gulerod med hænderne i vejret, efterfulgt af et bundt smilene persille, et grinene æble og andre sunde frugter og grønsager.
Til sidst, allerbagerst i feltet, kom en svedende pizza haltende, bag den kravlede en forpustet cola og en halvsmeltet is, samt andre usunde ting og sager. Saras mave knurrede, hun kunne godt spise en is lige nu.

Først tjekkede tandlægen Saras tandkød, derefter begyndte hun at undersøge tænderne i hendes overmund. Tandlægen remsede en masse tal op, og klinikassistenten skrev dem ind på computeren
”+01 +02 +03 hvid falde 1, +04 +05 og så har vi +06 og +07…. ”.
Sara lukkede øjnene og prøvede på at følge med i regnestykket, hun var nemlig ret skarp til hovedregning.
Da tandlægen endelig tog fingrene ud af hendes mund, udbrød Sara - ”28!”.
Tandlægen og assistenten kikkede på hinanden, så begyndte de begge at grine.
Shit! Tænke Sara, Hvor pinligt! det var sikkert helt forkert! Havde jeg misset et tal? Det er også snyd, assistenten havde sikkert lommeregner på computeren, det gjorde det meget nemmere.

Da Saras havde fået undersøgt resten af sine tænder, fik hun at vide at hun havde meget flotte tænder, og at hun ikke havde nogle huller, hvilket gjorde hende meget glad, hun glædede sig til at fortælle det til Catrine. Tandlægen havde rejst sig - ”Hvis du bare bliver liggende, så kommer bøjletandlægen og ser på dig” dernæst forsvandt hun ud ad døren. Den unge assistent tastede de sidste oplysninger ind på computeren, så rejste hun sig og gik over til Sara. ”Kan du have det godt til vi ses igen Sara” - hun gav Sara et smil og tilføjede - ”Jeg kan vildt godt lide din T-shirt” så forsvandt hun ud ad døren.
Sara kiggede ned af sin Ghostbusters T-shirt, men hendes blik fangede i stedet den synlige ble-kant, som stak op over kanten af joggingbukserne. Shit! Fuck! Hvor længe har den været synlig? Havde de mon set den? Tankerne farede gennem hovedet på Sara. Hun trak med en hurtig hånd sin t-shirt ned, så man ikke kunne se bleen.

Det gav et sæt i Sara da døren pludselig gik op og bøjletandlægen trådte ind. ”Hej Sara! Går det godt?” -spurgte hun og satte sig på en stol. Sara rømmede sig og svarede stille - ”Hej. Joe tak, d-det går meget godt” selvom hun egentligt ikke syntes, at dagen havde været en dans på roser.
Tandlægen fandt nogle gamle røntgenbilleder, samt en gammel afstøbning af Saras tænder frem, hvorefter hun begyndte at sammenligne dem med hendes tænder nu. Hun kommenterede at der var sket tydelige ændringer og at tænderne virkeligt var ved at rette sig ind. Så tog hun nogle mål af Saras tænder og bad hende om at tage bøjlen i munden, så hun kunne se om den stadig sad rigtigt.
Sara gjorde som hun fik besked på. Dog hørte hun kun halvt efter, for hendes tanker var nemlig et andet sted. Hun skulle tisse igen, en trang der var kommet hurtigt. Hun var begyndt at sidde en smule uroligt i klinikstolen. Hvorfor fik jeg ikke tisset af, da jeg var ude og skifte bukser på toilettet? Sara krydsede sine ben, imens hun koncentrerede sig om at holde sig og samtidig ligge stille i stolen.

Tandlægen mente at det var på tide at få taget en ny afstøbning af Saras tænder, så hun begyndte at mixe den lyserøde-cement-pasta, som skulle bruget til at tage aftrykket af tænderne med. Da hun havde puttet blandingen i en form, vendte hun sig om mod Sara, klar til at tage en afstøbning af hendes tænder. Men da Tandlægen så, at Sara lå og vred sig i klinikstolen, stoppede hun op og kiggede spørgende på hende - ”Skal du tisse?”. Sara kiggede ned på sine fødder og hviskede at hun skulle en smule.
”Jeg er snart færdig, tror du at du kan holde dig? Eller skal du lige ud og tisse af først?” - spurgte tandlægen.
Sara rystede på hovedet, det var der ingen grund til, hun var en stor pige, hun kunne sagtens holde sig. Tandlægen fortalte Sara at hun bare skulle sige til, hvis det blev nødvendigt, derefter begyndte hun at tage aftryk af hendes tænder.

Første aftryk af overmunden gik hurtigt og uden problemer, men pludselig da Sara var ved at få taget aftryk i undermunden, følte hun at hun ikke kunne få luft. Hun begyndte at sprælle i klinikstolen og prøvede på at signalere til tandlægen, at hun var ved at blive kvalt i den lyserøde blanding.
Tandlægen prøvede på at berolige hende, hun forklarede Sara at hun bare skulle slappe af og trække vejret gennem næsen. Saras hjerte hamrede hurtigt, hun lukkede øjnene og koncentrerede sig om at trække vejret gennem næsen, men hun kunne stadig mærke den klamme lyserøde masse blive presset mod sin gane, hvilket fik hende til at stride imod med hele hovedet.
Tandlægen havde svært ved at få taget aftryk af Saras tænder, når ikke hun kunne ligge stille, så hun sagde igen, denne gang med en noget mere bestemt tone, at hun skulle slappe af. Sara blev lidt forbavset, men hun gjorde som hun fik besked på, for hun ville ikke gøre tandlægen sur. Sara var nemlig bange nok for tandlæger i forvejen!

Med et mærkede Sara en kildende fornemmelse mellem benene, da hendes blære gav slip. Hun gispede og af ren refleks tog hun hånden ned mellem sine ben. Det var kun en enkelt lille tår, der havde nåede at slippe ud, inden hun fik holdt på det. For et kort øjeblik havde hun glemt alt om, at hun havde ble på, så hun forventede en våd plet på bukserne. Først var Sara overrasket over at der var tørt, så kom hun i tanke om bleen og følte sig lykkelig over at havde haft den på i øjeblikket.
Lykken blev dog hurtigt erstattet af følelsen af skam. Havde hun lige tisset lidt i en af sine nye natbleer? Nogle de lige havde købt, fordi hun skønt sin alder ikke kunne holde sin seng tør om natten.
Nogle som hun havde en af på nu, ikke fordi det burde være nødvendigt, men udelukkende fordi Catrine ikke havde tørre skifteunderbukser med, men kun skiftebukser. Et par skiftebukser der kun burde være nødvendig at have, hvis man havde et barn, der af og til stadig tissede i bukserne.
Sara fik tårer i øjnene, det var alt sammen for meget for hende.

Tandlægen tog formen med lyserød-cement-pasta ud af munden på Sara, og lagde en arm på skulderen af hende imens hun trøstende prøvede på at opmuntre hende - ”Såååh Sara, det var det, det klarede du da godt, det var da slet ikke så slemt var det?”. Sara lå bare rød i kinderne, lidt stiv i betrækket og vidste ikke rigtig hvad hun skulle svare. Tandlægen smilte til hende - ”Jeg syntes ikke at vi skal justere mere på din bøjle nu, men du skal blive ved med at sove med den, så der ikke sker et tilbagefald” så begyndte hun at fortælle en masse om, at Saras tandaftryk ville blive sendt helt til Holland, at de så ville lave en afstøbning af hendes tænder dernede og sende den herop.
Sara ville normalt havde strålet af glæde over nyheden om, at natbøjlen ikke skulle strammes ind, samt havde flere spørgsmål, som f.eks., hvor længe hun skulle blive ved med at sove med den? Og hvorfor at den lokale murer i byen ikke kunne lave afstøbningen? Men i stedet lå hun helt stille, nikkede og svarede en gang i mellem med et kort ja eller okay, i håb om at blive hurtigere færdig, så hun kunne komme ud på toilettet og tisse.

Døren gik op og Catrine kom let forpustet ind ad døren, hun gav dem begge et smil - ”Så nåede jeg det lige, ser alt godt ud?”. Tandlægen rejste sig fra sin stol og hilste pænt på hende, så begyndte hun at vise røntgenbillederne, samt den gamle afstøbning af Saras tænder, imens hun forklarede at Saras tænder havde rykket sig, så og så meget, og at det var over alt forventning.
Catrine var rigtig glad for at høre nyheden og hun kunne slet ikke genkende Saras tænder på den gamle afstøbning, hun spurgte tandlægen om hun nu også var sikker på, at det var Saras gamle tandafstøbning, og ikke en afstøbning af en anden patients tænder, en anden patient der måske var blevet sparket gentagende gange i hovedet af en hest? Tandlægen lo og forsikrede Catrine om, at det var en gammel afstøbning af Saras tænder, fra inden hun fik natbøjle.
Catrine havde fundet sin mobiltelefon frem og skulle til at tage et billede af den gamle tandafstøbning, da hun fik øje på Sara, som stod rød i hovedet med krydsede ben bag dem. ”Skal du tisse mus?”. Sara kiggede lidt væk og hviskede at det skulle hun. Catrine beroligede hende - ”Smut du bare ud og tis skat, jeg skal nok tage din bøjle med”. Sara stod stille, hun kiggede over mod døren, tøvede lidt og kiggede så bedende op på tandlægen.
Tandlægen fik et smil på læben, hun lagde hovedet lidt på skrå - ”Skal du havde en sommerfugl først?”.
Sara blev om muligt lidt mere rød i hovedet, hun nikkede stille med hovedet - ”Ja tak”. Tandlægen sendte Catrine et hurtigt smil, så gik hun over til et skab og trak en skuffe ud, som var fyldt med magneter og viskelæder i sjove motiver, samt falske tatoveringer. En skuffe som der normalt kun blev brugt til de mindste børn, hvor de kunne få en lille belønning, hvis de havde været gode og ikke havde skabt sig under deres tandeftersyning. Eller tudende småbørn kunne pludselig falde til ro, hvis de blev lovet en SvampeBob tattoo på overarmen, når de var færdige med deres undersøgelse.
Sara derimod, hun vidste godt at hun var for gammel, og hun syntes også selv, at det var lidt pinligt, at hun stadig benyttede sig af tilbuddet, om at vælge en ting fra skuffen, når hun var færdig ved tandlægen.
Men hun kunne ikke lade være, for hun havde en samling, en samling som hun havde startet engang for mange år siden, dengang hun fik sin første magnetiske sommerfugle ved tandlægen. En samling der hang hjemme på hendes værelse, på rammen omkring hendes spejl. Hun havde næsten alle farver, så det ville være dumt ikke at kigge i skuffen. Desuden vidste Sara godt hvor dyrt det var at være ved tandlæge, og til de priser skulle de i hvert fald ikke slippe for at traktere med en sommerfugl!
Det var godt nok stadig Catrine, som der betalte Saras tandlægeregninger, men Sara syntes nu at de skulle havde lidt at forhandle med, og da man ikke måtte prutte om prisen ved tandlægen, måttet en farvestrålende plastik-sommerfugl indgå i handlen i stedet. Så var der i det mindste lidt at tage med hjem.
Sara gik over til tandlægen og kiggede ned i skuffen, her fik hun øje på en gul sommerfugl magnet, med blå vinger og grønne prikker. Et smil bredte sig på Saras ansigt, dén farve-kombination havde hun ikke. Hun tog sommerfuglen fra skuffen, sagde tak til tandlægen, hvorpå hun hjulbenede spurtede ud ad døren.

Sara knugede sommerfuglen i hånden, da hun løb ned ad gangen, nu skulle hun bare ud på toilettet i en fart, inden hun tissede mere i bleen. Hun fik tårer i øjnene, mere i bleen, hun havde jo allerede tabt, hun var jo kommet til at tisse en smule i bleen inde på klinikstolen. Hvad skulle hun gøre med den våde ble?
Catrine måtte for alt i verden ikke finde den, Sara skulle jo bevise, at hun ikke havde brug for dem.
Kunne hun bare smide den ud derhjemme, lyve og sige at den var tør? Men hvad nu hvis den skulle blive opdaget i skraldespanden. Tankerne farede gennem hovedet på Sara. Skulle hun gemme den på sit værelse? og smide den i en offentlig skraldespand når det blev muligt? Og hvorhenne?

Der var helt stille, da hun kom til venteværelset, der var ikke nogen mennesker mere, den unge receptionist var også væk og hendes stol stod tom bagved skranken. Da Sara så sig omkring i venteværelset, fik hun øje på indkøbsposen med bleer og vådservietterne i. Den stod under knagerækken med overtøj, hvor hun havde efterladt den. Den indkøbspose havde Catrine åbenbart glemt, eller også kunne hun ikke bære alle tre indkøbsposer og havde derfor kun taget dem, der indeholdt varer, som enten skulle på køl eller frost.
På vej over mod gæstetoilettet, gik Sara hen og kiggede i indkøbsposen. Jo den var god nok, der lå pakken med de farvestrålende bleer. Sara fik en idé, skulle hun tage en ny ble på? Og smide den våde i skraldespanden ude på gæstetoilettet? Så ville Catrine i hvert fald ikke opdage at hun havde haft et lille uheld. Og hun ville da ikke tælle hvor mangle der var tilbage i pakken, ville hun? Sara overbeviste sig selv, der havde været ni i pakken og selvom hun havde tagen en, så den stadig helt fyldt ud, man ville ikke kunne se hvis hun tog bare én mere. Hun kiggede op fra indkøbsposen og sikrede sig, at hun stadig var helt alene, toilettet lå lige ved siden af, så hun kunne hurtigt tage en ble og løbe derude og gemme sig.
Sara trak en ble op af den lyserøde pose, den havde samme sommerfugle design, som den hun havde på. Hun løb over mod toilettet og alt gik som planlagt… lige indtil at hun tog fat i døren og den pludselig åbnede op ud i hende, hvilket resulterede i, at hun faldt bagover og tabte alt hvad hun havde i hænderne. Hun landede på numsen med et lille støn, så op og fik øje på receptionisten, som stod i døråbningen til gæstetoilettet.
Receptionisten var selv blevet lidt forskrækket, da hun åbnede døren lige op i Sara, men da hun så den unge pige, ligge hjælpeløst på gulvet med et skrækslagent udtryk i hovedet, fik hun hurtigt et omsorgsfuld smil på læben, hun rakte Sara hånden for at hjælpe hende op at stå - ”Det må du undskylde, slog du dig lille ven?”. Sara tog fat i hendes hånd og svarede lidt genert, da hun kom op at stå - ”Nej det gjorde jeg ikke, og undskyld, jeg troede ikke at der var nogle derinde”. Så kom hun i tanke om bleen, hun så sig omkring og fik øje på den ved hendes ene side. Shit! hun satte sig på hug og samlede hurtigt bleen op fra gulvet, hun gemte den bag sin ryg, da hun rejste sig op igen. Sara holdt vejret, Bare receptionist ikke havde set den, Bare receptionist ikke havde set den! Hun kiggede over på receptionisten, hun havde samlet Saras magnetsommerfugl op fra gulvet, hun stod og studerede den med et lille smil, så kiggede hun på Sara og spurgte hende sødt - ”Har du fået ordnet bisser?”. Sara var lettet over at hun ikke var blevet udspurgt om bleen. ”Jae. jeg sover med natbøjle” - svarede Sara og smilede lidt forlegent, imens hun kiggede ned på sine fødder. Receptionisten roste hende - ”Du har nogle flotte tænder Sara” så rakte hun magnetsommerfuglen til hende og tilføjede - ”men dine sommerfugle flyver altså ikke særligt godt”.
Sara tog forsigtigt sommerfuglen og takkede pænt, hvorefter hun skyndte sig ud på toilettet, låste døren og var næsten ved at snuble over sine egne fødder da hun spurtede mod toiletkummen. Hun trak i ét tag, sine bukser og buksebleen ned om anklerne og nåede lige at sætte sig, da hun mærkede sin blære give slip. Hun åndede lettet op da trykket i blæren forsvandt, nu kunne hun igen tænke klart.

Receptionisten havde tiltalt hende ved navn, hvilket var kommet lidt bag på Sara, men hun kom hurtigt i tanke om, at det nok bare var fordi, at hun kunne huske Saras navn, fra da de ankom. Det var jo ikke fordi hun ligefrem kendte Sara, eller vidste hvem hun var? Pludselig gik det op for Sara, hvad receptionisten havde sagt til sidst …dine sommerfugle… hun havde sagt det i flertal.
Havde det været en hentydning til sommerfuglene på bleen, som jeg også tabte på gulvet? Havde hun set den? Eller hørte jeg bare forkert? Sara prøvede på ikke at tænke mere på det og rettede i stedet sin opmærksomhed til bleen hun havde haft på, hvor våd var den blevet? Med den ene hånd holdt hun den nye bukseble samt magnetsommerfuglen, mens hun med den anden mærkede på bleen, der lå i hendes bukser nede mellem hendes fødder. Til Saras store overraskelse virkede den næsten helt tør, der var kun et lille sted, hvor man kunne mærke, at den var svulmet lidt op, men man kunne ikke se det med det blotte øje. Det var selvfølgelig også kun en lille tår, der var undsluppet hendes blære, men hun havde forventet at bleen ville være mere våd. Så selvom Sara følte en vis glæde over at uheldet ikke var større, var hun også lidt træt af sig selv, hun havde slet ikke behøvet at tage en tør ble fra posen i venteværelset, for den ble hun havde på, kunne hun sagtens havde smidt ud derhjemme, uden at Catrine skulle tro at hun havde tisset i den.
Sara overvejede kort om hun skulle tage den nye ble under sin t-shirt og smule den ud af toilettet og ned i posen igen, men hun kunne høre nogle snakke og grine ude i venteværelset, så hun havde ikke lyst til at prøve på det. I stedet tog hun sine sko, bukser, samt bleen af. Bleen rullede hun sammen og smed i skraldespanden, hvorefter hun tog en masse papir og lagde oven på, for at skjule den.
Sara trådte op i den nye ble, og trak den op mellem benene, efterfulgt af bukserne. Da skoene var på, vaskede hun sine hænder og tjekkede sin numse i spejlet på vægen, inden hun låste døren op og trådte ud i venteværelset.

Catrine havde taget sin jakke på og stod med den sidste indkøbspose i hånden, hun stod og snakkede med receptionisten, der var tilbage på sin plads ved sin computer bag skranken. De smilede begge til Sara, da de fik øje på hende. ”Nåede du det skat?” - spurgte Catrine. Sara syntes at det var et pinligt spørgsmål, som hun gerne ville have været foruden. Men hun sørgede dog for at svare Ja, højt nok, så at receptionisten også kunne høre det, for hun skulle i hvert fald ikke tro, at Sara havde tisset i bukserne, eller bleen, hvis hun da havde set den…
Det gik op for Sara, at hvis receptionisten havde set hende med en ble i hånden på vej ud på toilettet, komme ud igen uden nogen ble i hånden, efterfulgt af et spørgsmål fra moderen om, hvorvidt hun havde nået det, så ville hun højest sandsynligt kunne lægge to og to sammen, og regne ud at Sara ikke havde nået det.
Catrine roste Sara og sagde at hun var dygtig, hvorefter hun spurgte, om hun var klar til at komme hjem. Det var Sara, og det kunne kun gå for langsomt! Nu kunne hun endelig se en ende på dagen, en dag der havde budt på mange nye indtryk og følelser. Sara tog sin regnfrakke fra knagerækken og fulgte efter Catrine ud ad døren. På vejen ud kiggede Sara over sin skulder og fik øjenkontakt med receptionisten,
hun vinkede til Sara og sendte hende et smil, samt et lille blink med det ene øje. Sara rødmede kraftigt og skyndte sig ud ad døren og op på siden af Catrine, så hun kunne holde hende i hånden, på gåturen tilbage til bilen.

5 Synes om

Kap. 7 – Home –
Da de kom hjem, gik Sara op på sit værelse, hvor hun forsigtigt lukkede døren bag sig og satte indkøbsposen ned på sit skrivebord. Hun kunne høre Catrine ude i vaskerummet, i gang med at putte Saras våde bukser i vaskemaskinen. Sara var glad for at Catrine ikke havde bragt uheldet op, på vej hjem, til gengæld havde Catrine lystigt snakket hele vejen hjem i bilen, om alt lige fra hvor godt det var gået ved tandlægen og hvor stolt hun var af Sara, til hvilken slags kartofler hun endte med at vælge i Bilkas frugt- og grøntafdeling.

Sara gik over til sit spejl, her fandt hun magnetsommerfuglen frem fra sin ene lomme og satte den på spejlrammen. Derefter justerede hun alle de andre sommerfuglemagneter på rammen, så afstanden mellem dem var lige stor. Da hun var færdig smilte hun veltilfreds til sig selv i spejlet.
Sara fik et eftertænksomt blik i øjet og så sig over skulderen, for at være sikker på at døren nu også var helt lukket. Hun trak forsigtigt sine grå joggingbukser ned og studerede bleen i spejlet. Farverne strålede i øjnene på Sara, som hurtigt blev rød i hovedet nok engang, og selvom hun håbede på, at det ville være en engang-oplevelse, kunne hun ikke lade være med at tænke på hvad hun havde i sit tøjskab, som der ville matche. Hun havde jo en stor Tie-dye t-shirt som hun ofte brugte til at sove i, samt nogle lyserøde natbukser. Sara havde allerede bestemt sig, hun flåede sin Ghostbusters t-shirt af og hoppede ud af sine joggingbukser. Et øjeblik efter stod hun igen foran spejlet, nu i sit nye outfit. Hun løftede lidt op i sin t-shirt med den ene hånd, med den anden trak hun forsigtigt natbukserne en smule ned. Et smil bredte sig på hendes mundvig, da hun så alle farverne gå op i en højere enhed.

Lyden af et par bank på døren, fik næsten Sara til at sluge sin egen tunge af ren forskrækkelse, hurtigt hev hun sin t-shirt ned igen, slap sine natbukser og vendte sig om, idet at døren gik op og Catrine kom ind.
Catrine fik øje på Sara, som stod ovre ved spejle og så lidt chokeret ud, som om at hun lige var blevet taget med fingrene i kagedåsen… ”Du er klar til at komme i seng kan jeg se”- lo Catrine. Sara begyndte at grine, hun vidste ikke hvorfor, at hun var blevet så forskrækket. Catrine så spørgende på hende - ”Hvordan er bleerne skat, sidder de okay?”. Sara kiggede væk, ikke på noget bestemt, bare alle andre steder end i Catrines øjne. ”Joe, altså, de er vel ret bløde… og de sidder fint nok, jeg kan faktisk næsten ikke mærke at jeg har dem på” - svarede hun ærligt. Catrine smilte og kom lidt nærmere - ”Det lyder da ikke så slemt, må jeg se?”. Sara trådte hurtigt et skridt tilbage og pegede over på indkøbsposen på skrivebordet. Godt nok havde Catrine både set Sara nøgen eller kun iført trusser, mange gange før. Men med ble på? Det var altså noget andet syntes Sara.
Catrine begyndte at grine, hun gik over til indkøbsposen og fandt den lyserøde pakke med bleer. Med et snuptag trak hun to bleer ud af pakken, og begyndte at studere dem - ”Årh de er da super søde”. Hun kiggede lidt frem og tilbage, mellem Saras tie-dye t-shirt og den ene ble, hvis design var fyldt med tie-dye sommerfugle.
Hun sendte Sara et lille blink med øjet og tilføjede - ”Jeg går næsten ud fra, at du har sommerfugle modellen på…”. Catrine vidste nemlig godt, hvor meget Sara elskede at matche sit tøj. Hun lagde bleerne på skrivebordet. ”Vi skal spise om lidt mulle” - afsluttede hun så og forsvandt ud ad døren. Sara stod tilbage helt mundlam og rødere i hovedet end den rødeste postkasse.

Aftensmaden bestod af rest-pizza fra dagen før, i kombination med en let salat ved siden af.
Maden blev taget med ned til fjernsynet, hvor Sara også hentede sin dyne for ekstra hygge. Hun lod mærke til, at Catrine ikke kommenterede på, hvor meget hun drak til aftensmaden, men Sara prøvede dog selv at holde lidt igen, fast besluttet på at komme tørt gennem natten, uden at tisse i en af sine nye bleer.
I fjernsynet kørte et dokumentarprogram, der omhandlede gamle borge og slotte, samt gamle konger og deres slægt gennem tiden. Sara fulgte kun halv med, for hun var ved at være ret træt og det meste af hendes fokus lå på at få spist op, uden at få for meget mad ud i hovedet og sofaen. Dog spidsede hun ører hver gang der blev nævnt noget om prinsesser i programmet.

Sara mærkede en summen ved sin side, det var en sms fra Maria ”Hej stump! Jeg kører mod det mørke Jylland i overmorgen. Jeg glæder mig virkelig meget til at se dig! :slight_smile: Btw. Sofie og Rikke fra min gamle gym-klasse kommer over om aften på min fødselsdag, vi regner med at bestille sushi og så forfester vi hjemme med Champagne, inden vi tager i byen! Håber du vil være med :slight_smile: knus søs!”.
Sara kunne ikke rigtigt huske hvem Sofie og Rikke var. Maria havde også haft så mange veninder da hun gik på gymnasiet. Men det var i hvert fald ikke nogen af de veninder, som var med sidst, da Maria have holdt noget forfest hjemme på sit gamle værelse. Der var Sara også blevet inviteret med, og hun havde været så stolt over at de store piger, med deres smarte modetøj og make-up, ville bruge aftenen sammen med hende, for hun følte sig ret uerfaren, både når det kom til fester, men også alkohol. I Saras øjne havde det været den fedeste aften, alt var perfekt! Både den høje musik, pigefnadderet, samt alle drukspillene med Somersby cider og tequila, som skulle ledsages af et bidt i en bitter citron og et slik tungevridende rent salt.
Sara fik en kuldegysning, hun kunne næsten smage smagen af tequila, samt de klamme græskar/kanel -cidere. De havde smagt ekstremt dårligt, men alligevel havde hun gemt et par af flaskerne, bare som et minde om en fed aften, hvor hun havde hængt ud med de store piger.

Sara kunne ikke huske om hun nogensinde havde smagt champagne. Måske en enkel gang en nytårsaften? Det var i hvert fald noget hun havde set på film mange gange, så det lød lidt spændende, syntes hun.
Hun sendte en sms retur til Maria ”Fedt! Glæder mig til at se dig. jeg savner dig sådan! :slight_smile: -og jeg vil vildt gerne spise sushi og drikke chimpanse med jer!! Men det med byen tænker jeg lige over… :slight_smile: Kram”.
Sara var lidt utryg ved tanken om at tage i byen om natten, på alverdens diskoteker og barre, for hvad hvis hun skulle blive væk fra de andre? Eller hvis nogen skulle putte noget i hendes drink?
Mobilen summede igen, med en ny sms fra Maria, der stod ikke noget, den indeholdt kun en masse grine smileyer, aber som enten holdt sig for munden eller øjnene, samt smileyer der lavede kysmund, og et hav af hjerter. Sara gabte, hun satte sin tomme tallerken på sofabordet og krøb under dynen. Bella var også hoppet op i sofaen, hvor den lå og spandt mellem Sara og Catrine.

Der gik ikke længe før selv de flotteste slotte, eller de smukkeste prinsesser ikke kunne holde Sara vågen mere, hendes øjne var lige gledet i, da hun hørte Catrines stemme - ”Tror du ikke at du skal lægge dig op i din seng mulle?”. Sara slog lynhurtigt øjnene op og rettede fokus mod tv’et, imens hun prøvede på at lade som om, at hun fulgte med - ”Naje, jeg skal lige se det her…”. Af en eller anden grund, var det lidt pinligt at falde i søvn, når man ikke lå i sin seng. Det var også pinligt at blive spurgt om ting, som fx om det ikke var bedst at gå i seng, når man nu alligevel lå og sov foran tv´et.
Så var det bedre at lade som om, at man overhovedet ikke sov, men i stedet fulgte helt vildt meget med i middelalder-tv-programmet, der nu handlede om langbueskytter og deres værste fjender, regnvejr og mænd med skjold! Så skulle man ellers bare holde sig vågen og lade som om at man fulgte med, 5-10 minutter efter kunne man så rejse sig og sige noget i stil med - Nå men jeg tror jeg hopper i seng snart - og så vil man kunne føle sig som en stor pige, der lige havde truffet et selv-besluttet valg.
Men for at føle sig som en stor pige, måtte Sara dog kæmpe med at holde sig vågen til tv-programmet, som nu handlede om middelalderens smede, og om hvor vigtigt det var, at en rustninger var tilpasset den enkelte kriger selv. Da de begyndte at snakke om smeltepunkter og om hvor meget kvaliteten af metallerne betød for den færdige rustning, rejste Sara sig fra sofaen, nu var det simpelthen for kendeligt!
Hun kiggede casual over på Catrine imens hun samlede sin dyne sammen - ”Nå, men jeg tror jeg daffer i seng snart…”. Catrine smilte bare og sendte Sara et blik da hun gik igennem stuen. ”Jeg kommer op og siger godnat om lidt skat”.

Sara gik op ad trappen og ud på badeværelset, hvor hun begyndte at gøre sig klar til at komme i seng, heldigvis var der ikke meget der skulle ordnes. Kun en hurtig omgang med tandbørsten, efterfuldt af tandtråd og en sidste tissetår på toilettet, så var hun klar til at komme i seng, for hun havde jo både nattøj og natble på… Sara sank en klump, da hun trak buksebleen op igen, hun havde for en kort stund igen glemt at hun havde den på. Hun vaskede sine hænder, slukkede lyset og gik ud af badeværelset og ned ad gangen mod sit værelse.
Da Sara kom forbi vaskerummet, fik hun øje på sit sengetøj fra sidste nat, som hang på tørresnoren.
Mellem hendes lagen og dynebetræk, hang Klumpe Kanin til tørre, med en tøjklemme i hvert øre.
Stakkels Klumpe tænkte Sara og fortsatte ned ad gangen med dårlig samvittighed.
Da hun kom forbi Marias gamle værelse, stoppede hun op og kiggede ind. Der så lidt trist og dødt ud. En masse ekstra stole stod stablet sammen derinde, samt en masse store flyttekasser med gamle ting, som bare skulle opbevares. Marias gamle seng stod stadig derinde, med et stort tæppe bræt ud over sig.
Sara tænkte tilbage på alle de aftner hvor hun havde lagt på den, og hørt på Maria spille guitar, dengang hun stadig boede derhjemme. Det endte næsten altid med, at Sara faldt i søvn og måtte blive båret ind i sin egen seng. Det var i hvert fald der, at hun på magisk vis vågnede om morgenen.
Sara sukkede, hun savnede de tider, hvor skulle det blive godt når Maria kom hjem igen, og hvor hun dog glædede sig til fødselsdagsfesten med Maria og de to veninder. Hvad skulle hun mon tage på af tøj? Til den sidste forfest som Sara var blevet inviteret med til, havde hun bare haft sit normale tøj på, hvilket havde bestået af et par smækbukser og en sort T-shirt med et gult Batman logo på. Allesammen havde været så søde overfor Sara hele aftenen, men hun havde fået mange kommentarer om, at hun så lille og cute ud.
Sara forstod det ikke, der var da ikke noget cute over Batman? Hun tænkte noget over det på vejen ned til sit værelse. Hun smed sig på sengen med sin dyne, måske skulle hun spørge Maria til råds, for hun ville gerne se lidt vaks ud i tøjet, når de 2 veninder kom på besøg.

For en stund følte Sara sig ret alene, hun havde ikke fået sagt godnat til Bella, og der var ingen bamser i hendes ny-redte seng. Kun lugten af nyvasket sengetøj omgav hende. Helt alene, lige indtil dørhåndtaget stille blev møffet ned og døren indtil soveværelset blev puffet op med en fod. Catrine kom balancerede ind, med de 2 bamser, Gnøfle Gris og Børge Blåhval, under den ene arm, samt Bella under den anden arm.
Da Catrine kom over til sengen, blev bamserne pænt langt ned til Sara, en ad gangen, og Bella måtte tålmodigt vente under Catrines anden arm, indtil begge bamser var blevet puttet og havde fået dyne på. Derefter var det Bellas tur, den landede forsigtigt i Saras arme, hvor den blev nusset og kælet med.
Sara aede Bella og ønskede den en god nat, så hviskede hun, at hun håbede den ville fange flere mus end naboens to katte. Bella spandt så det kildede helt ned i maven på Sara, men med det samme at hun lod katten slippe fra godnat-krammet, hoppede den ned fra sengen og løb over til nærmeste vindue, hvor den hoppede op og begyndte at krasse i vildskab, for at signalere at den gerne ville ud!
Catrine gik over til katten i vindueskarmen og åbnede vinduet lidt på klem. Og på et splitsekund var Bella udenfor, klar til musse-jagt!

Catrine gik over og satte sig på kanten af sengen, hvor Sara lå med en bamse på hver sin side.
”Klumpe er altså ikke helt tør endnu, skal jeg give ham en hurtig tur i tørretumbleren?” - spurgte hun imens hun skubbede dynen ind under Saras fødder.
Sara tænkte sig kort om, inden at hun svarede - ”Nej, det er okay, jeg kan godt undvære ham en nat”. Hun syndes nemlig, at det ville være alt for synd for Klumpe Kanin, hvis han på én dag, både skulle blive tisset på, blive vasket i vaskemaskinen og så efterfølgende ind og trække G-kræfter i tørretumbleren.
Så var det bedre, at han hang til tørre natten over, med en tøjklemme i hvert øre. De øre var nemlig ikke lige så lange som de havde været, da de var krympet under alle de utallige vasketure, som den lille plyskanin var blevet udsat for. Så det var nok godt nok at få dem strakt lidt ud.

Catrine gav Sara et kys på panden - ”kan du sove godt musling” så rejste hun sig og gik over mod døren. Hun vendte sig om i døråbningen - ”Skal jeg lade døren stå på klem?”. Der kom nogle mumlelyde fra Sara, da hun forsøgte på at sige ’godnat og ja tak’, for hun kunne nemlig ikke snakke med sin natbøjle i munden. Det var dog ikke noget problem, for Catrine vidste hvad Sara ville svare.
Catrine slukkede lyset og lukkede døren efter sig, dog ikke helt i, men nok til at en lille sprække af svagt lys fra gangen blev kastet ind på gulvet i værelset

Sara lagde sig om på siden, hun kunne høre den velkendte knitrende lyd fra sit engangsunderlagen, men denne gang var den ledsaget af en knitrende lyd mellem hendes ben. Hun stak den ene hånd ned i sine natbukser og mærkede på bleen. Skulle de forestille sig at være lydløse? Tænkte hun kort for sig selv. Men det gjorde ikke noget, for hun syntes faktisk ikke at det var nogen ubehagelig lyd, men derimod mindede den hende lidt om lyden af at gå i sne, eller en knitrende pejs måske?
Sara lukkede øjnene og krammede Gnøfle Gris ind til sig. Bare hun nu ikke kom til at tisse igen i nat.

5 Synes om

Kap. 8 - Sweet Dreams - Bær ad libitum -
Den nat drømte Sara igen, at hun kravlede op igennem skyerne på den kæmpe bønnestage.
Hun kunne mærke varmet fra solen på sit nattøj og høre lyden af sin ble rasle, imens hun kravlede.
Da hun kom op ad brønden, fik hun øje på Bella kæle-ko, den sad midt i gårdspladsen og kiggede på en rødmalet port. Der kom nogle rumlelyde fra porten, efterfulgt af en kort latter, så gik den op, og ud trådte kæmpe Lars efterfulgt af en kæmpe kvinde.
Lars klappede i sine hænder - "Så er den ged barberet!”. Han fik øje på Sara, som sad på kanten af brønden - "Hej Sara, velkommen tilbage!”. Sara vinkede til dem, hun undrede sig over hvem kvinden var, og hvad det var for en ged, der var blevet barberet.
Da kæmperne kom hen til Sara, introducerede kvinden sig - "Hej, jeg hedder Lone Tyndskid, jeg er gift med Lars!” Hun satte sig på hug ved brønden - "Du må være Sara? Lars har fortalt mig så meget om dig. Han siger at du forsvandt lige pludselig, da I gik ude på marken?”. Sara svarede lidt tøvende - "Ja, det er jeg ked af, det var fordi at jeg skulle op og tisse”. Lone smilte til hende - "Det er okay. Lars siger at du bor under skyerne og at du har en kæle-kat inde i byen, er det rigtigt?”.
"Ja!” - Sara nikkede stolt og pegede ned på Bella kæle-ko - "og den hedder Bella ligesom jeres kæle-ko!”
Lone syntes det lød lidt mærkeligt, men hun ville gerne høre mere, så hun inviterede Sara indenfor
"Vil du ikke med indenfor? jeg har blåbær og jordbær fra vores egen have og jeg har så mange spørgsmål”.
Det ville Sara vildt gerne, hun havde selv mange spørgsmål, blandt andet hvad Lone hed til efternavn, inden hun blev gift med Lars. "Det vil jeg meget gerne tak, men hvad er det for en ged i har barberet?” - svarede Sara og kiggede undrende op på Lars og Lone.
"Kom, så skal jeg vise dig den” - sagde Lars og samlede Sara op. Han puttede hende i forlommen på sin skjorte og gik over mod den røde port. Lone gik ind ad en dør i en anden længe af den gamle bondegård, der hvor køkkenet lå.
Da Lars trådte ind ad porten, stod de i en kæmpe lade, Sara fik øje på kæmpe geden, den havde store horn og hun syntes den så farlig ud. Sara nåede lige at få øje på et kæmpe skæg, der hang oppe på væggen, da geden kom med nogle fnyselyde og begyndte at gå hen imod dem. Sara sprællede i lommen på Lars og skreg - "Jeg vil gerne ud, nuuuu!!”. Lars klukkede af grin og gik ud af laden, hvorpå han satte kurs mod køkkenet.

Der var dejligt varmt i køkkenet, man kunne høre kakkelovnen brænde og en gang imellem kunne man høre den lille klokke om halsen på Bella kæle-ko, når den bevægede sig i sin skotøjsæske. Ved det runde bord sad Lars og Lone på hver sin side, Sara havde fået stumpen af et gammelt bloklys op på bordet, som hun kunne sidde på, det var lavet af bivoks og hun kunne godt lide duften, selv om det var et lidt mærkeligt møbel. Hun kom dog hurtigt op at stå igen, da Lone hentede en skål fyldt med bær. Sara tog et blåbær, der var på størrelse med en vandmelon, så udvalgte hun sig det største jordbær på skålen, det var større end hende selv og hun måtte have hjælp til, at få det over på sin tallerken.

Sara stod midt på sin tallerken og spiste af sit kæmpe jordbær, noget af saften var begyndt at rendt og lå i en lille pøl under de 2 bær. Når hun kravlede ned på alle fire, kunne hun drikke af den rene saft. Hun havde rester af både jordbær og blåbær i hovedet, da kun rejste sig og spurgte - ”Jeg nåede ikke at se din kæmpe guldhøne, sidst da jeg besøgte dig. Må jeg godt se den i dag?”. Lars tyggede af munden og svarede - ”Det er jeg ked af Sara, men jeg har ikke min guldhøne mere, den byttede jeg med Kongen her i morges. Kongen fik min guldhøne og jeg fik en skæg ged af ham”.
Sara svarede lidt trist - ”Jamen, hvorfor bytte en guldhøne der lægger Kinderæg, med en dum ged? ”. Hun syntes det var en dårlig byttehandel. Lars forklarede - ”Jo ser du, både min kone og jeg har sukkersyge” - ”Desuden var det noget ret dårligt legetøj der var i æggene…” - ”men nu har vi til gengæld noget vi kan bruge! Og dét er lig med nye forretnings muligheder her på vores bondegård”.
”Nye forretnings muligheder?” - Sara bed sig i underlæben.
Lars forklarede - ”Vi kan barbere vores ged en gang om dagen, med alt det gedeskæg kan vi flette tæpper og bruge alt overskuds skæget som fyld i dyner og puder”. Han fortsatte - ”og ikke nok med at vi nu kan sælge dyner og tæpper af ægte gedeskæg, for da Kongen var her, smagte han på vores frisk malkede katte mælk og han var helt vild med det!”. Med øjne strålende af glæde, kiggede Lars på sin kone, imens han stolt fortalte - ”Nu levere vi mælk til hele det Kongelige Hof og dét kan vi skrive på alle mælkeflaskerne!”
Økologisk A2A2 mælk fra fritgående katte – Lars og Lones Tyndskids Bondegård”-
”Stolt Leverandør til Kong Gulerod og Det Kongelige Hof

”Kong Gulerod?” - spurgte Sara undrende. ”Ja, det er vores Konge”- svarede Lone og forklarede - ”Nu vil alle købe vores mælk, fordi de ved, at kvaliteten er en konge værdig!”. Sara kunne godt se at det måske ikke var en helt dum byttehandel de havde lavet. Men hun ville ønske at hun var kommet noget før, så hun kunne have nået at se guldhønen og måske endda hilse på ham Kong Gulerod.
”Bor Kong Gulerod lang væk?” - spurgte Sara. Lars rystede på hovedet - ”Nej, hans slot ligger på herrens mark, det er lige på den anden side af skoven og mosen” - svarede han og tilføjede - ”Hvis du vil besøge ham, kan jeg følge dig det meste af vejen, for jeg skal ud og fiske, og det er nemlig lige på vejen”.
Det ville Sara gerne, så hun nikkede ivrigt, hun var begyndt at stå en smule uroligt. Lars gik ud for at finde sit fiskegrej, imens Lone brugte hjørnet af en våd klud, til at fjerne de rester af jordbær og blåbær, som sad helt op til ørerne på Sara. Lone havde godt lagt mærke til, at Sara stod lidt ubekvemt, så hun spurgte hende -
”Tror du ikke at du skal ud og tisse, inden i tager afsted, der er langt op til slottet og det vil være synd hvis du pludselig forsvinder igen, fordi du skal op og tisse”.
Sara rystede på hovedet ”Nej tak, det behøves jeg ikke, jeg har nemlig fået natble på” - svarede hun nærmest lidt stolt og løftede op i sin t-shirt, så Lone kunne se kanten af bleen. Hun lod sin t-shirt falde ned igen og tilføjede - ”Nu behøver jeg ikke mere, at blive vækket midt i mine drømme, for at skulle op og tisse”. Så satte Sara sig på hug midt på bordet og begyndte at tisse, hun kunne mærke varmen brede sig i bleen mellem hendes ben. Det kildede en smule, da de varme dråber rendte ned mellem hendes baller, hvorefter de blev absorberet af bleen. Der sad hun, helt stille, indtil hun var færdig, så rejste hun sig og kigge op på Lone. Kæmpen smilede til hende - ”Det er jeg glad for at høre, det er dejligt at du ikke skal afbrydes mere i dine eventyr” Så samlede hun Sara op og gik udenfor.

Udenfor stod Lars og ventede med sin fiskestang over skulderen og en træ-spand i hånden.
Lone forklarede Sara, som sad i hendes hånd - ”Du kan ride på Bella kæle-ko, hun kender vejen op til slottet”. Sara blev sat ned, med et ben på hver side af Bella kæle-ko, hun fik at vide, at hun skulle holde godt fast på det røde halsbånd, for ikke at falde af.
Lone stod i gårdsporten og vinkede farvel, da Lars med sin fiskestang over skulderen, og Sara ridende på Bella kæle-ko, forlod bondegården på den lille brostens sti, der førte væk imellem markerne.

Vejret var varm og solen skinnede over markerne, Lars gik og fløjtede alt imens Sara red ved siden af. Sara kunne mærke bleen under sit nattøj, den føltes stadig lun, men hverken ubehagelig eller våd. Nærmere bare som en blød pude mellem hende og Bella kæle-ko. Men Sara tænkte ikke meget over sin ble, for hun var nemlig i fuld gang med at navngive alle kæmpe kattene, som gik og græssede rund om på markerne.

For enden af markerne førte stien ind gennem en skov, med store høje træer der lagde skygge til hele skovbunden. Stien var blevet lidt smallere, så Lars gik forrest med Sara og Bella lige efter ham.
Sara kiggede ind imellem træerne og holdt godt øje med hver en lille bevægelse, for hun havde nemlig fået læst historier om grankoglefolket da hun var lille. Men hun kunne ikke rigtigt huske, om det var rigtige fortællinger, og så var hun ikke helt sikker på, om det nu også var en bøgeskov, at grankoglefolket levede i.

For enden af skoven lysnede det op igen, der var kun få træer, der skyggede lidt rund omkring.
Stien blev fortsat smallere og området omkring blev mere og mere sumpet. Kort efter stoppede Lars op på stien. De var nu midt i mosen. Sara skulle lige til at spørge, om hvorfor de stoppede, da hun hørte en lyd over dem ”Flap-Flap-Flap-Flap!”.
Hun fik et lille chok og dukkede hovedet, så kiggede hun op, hvor kom den lyd fra?
Lars stod og grinte af hende, han var ved af gøre sin fiskestang klar. ”Hvad var det for en lyd” - spurgte Sara.
Lars pegede op i toppet af et af de få træer omkring dem og svarede - ”Det var en flyvefisk. Der sidder nogle stykker i det træ der”. Flyvefisk? Sådan nogle havde Sara aldrig set før, hun knep øjnene sammen, hun kunne ikke rigtigt se dem. ”Flap-Flap-Flap-Flap-flap!”. Denne gang så Sara en flyvefisk! Den lettede fra træet og fløj ind mod skoven, men den var dog hurtigt ude af syne, da dens farver gik i et med den klare himmel. Sara kiggede spørgende op på Lars ”Skal du flue-fange flyvefisk med din fiskestang?”.
Lars lo - ”Nej, flyvefisk jæger man med bue og pil, men de er fulde af ben, så dem regner jeg ikke”.
Han tilføjede - ”Jeg vil hellere fange en ugle, for mosen her, har de saftigste ugler i landet”. Så satte han orm på krogen og med et hurtigt kast fra fiskestangen, var den langt ude i mosen. Sara kiggede eftertænksomt ned i den mørke mose - ”Er der virkeligt ugler i mosen?”. Lars nikkede - ”Ja, den er fyldt med ugler og mosegrise, man kan høre dem, hvis man er helt stille”. Der var stille et sekund, så fortsatte han - ”Men jeg vil nu helst fange en ugle, for så kan Lone lave forloren bæver til aftensmad”. Sara rynkede på næsen - ”Vil i lave forloren bæver af en død ugle?”. Lars nikkede - ”Ja, det plejer vi at gøre, det vil være uetisk at lave det med en levende ugle”. Det syntes Sara også, men hun kunne ikke mindes, at hun nogensinde havde smagt det. Hun lukkede øjnene og var helt stille, hun koncentrerede sig om at høre hver en lille lyd fra mosen. Pludselig kunne hun høre uglerne og mosegrisene i mosen under dem -
’Uuuuh Uuuh! Blop blop blop… Uuuuuh!’
’Øf øf øf… Grynt! Blop blop… Øf øf!..oink oink oink!’
Blop blop… Uuuuuuuh Uuuh! Uuuuuuuuuh! Blop blop… blop…’

Lars satte træspanden ned på stien med bunden i vejret, så satte han sig til rette på den og pegede videre op ad stien imens han forklarede - ”Du er næsten ved Kong Gulerods slot, du skal bare følge stien her, ud af mosen, så er du på herrens mark, derfra kan du se slottet og alle dets haver”. Lars smilte og tilføjede - ”Bare sig at du kender mig, så skal du nok komme ind!”. Sara var spændt på at se slottet, hun sagde farvel til Lars, hvorefter hun gav et ryk i Bellas halsbånd, så klokken bjældede et par gange og kæle-koen begyndte at gå op ad stien. Lars vinkede til dem - ”Hils Gulerod!”.

5 Synes om

Kap. 9 - Sweet Dreams - De Kongelige Rodfrugter -
Sara kom ridende på Bella kæle-ko igennem en lysning, der var ikke sumpet mere, i stedet befandt de sig på en mark, tilgroet med grøntsager og frugttræer! Der var rødkål og meloner! Gulerodstoppe og radiser toppede op imellem kartoffelplanter og kålhoveder! Æbletræer og kirsebær! Mellem alle grøntsager og frugttræer voksede krydderurter frit, som var det ukrudt, der havde fået lov til at brede sig. Sara kunne genkende mynte og basilikum! Og var det en citronmelisse? Bella kæle-ko red forbi et græskar, der var højere end den selv og Sara tilsammen.
Sara følte sig helt på herrens mark og hun var for et kort øjeblik bange for at hun var faret vild, men Bella kæle-ko red målrettet igennem planter og frugttræer. Pludselig fik Sara øje på nogle tårne, der strittede op i horisonten, og lige så stille da de kom nærmere, kom slottet til syne.
Slottet var lavet af store kampesten og den havde en bred voldgrav omkring sig, i hvert af dets fire tårne var et lille blåt flag, med en orange gulerod i midten.

I takt med at Sara kom tættere på slottet, blev der færre grøntsager og frugttræer, til gengæld dukkede der nye planter og blomster op. Buske der var klippet som dyr og sjove figurer, samt blomster med blade i en mix af alle regnbuens farver. Sara fik øje på noget bag nogle af buskene, det lignede en af malkerobotterne fra Lars Tyndskids bondegård, den gik frem og tilbage, imens den skubbede en græsslåmaskine foran sig. Sara syntes at hun kunne genkende græsslåmaskinen, det lignede den hendes bedsteforældre havde i deres gamle kolonihavehus. Den slags der hverken krævede benzin eller strøm, men i stedet blevet drevet af håndkraft og skulle skubbes frem og tilbage for at virke.
En lille bæk snoede sig mellem buske og blomsterbede. Den rislende lyd af vandet, fik Saras tissetrang til at melde sig igen, hun tænkte ikke meget over det, hun lukkede bare øjnene og slappede af. Stille kunne hun mærke varmen sprede sig imellem sine ben og ud i bleen, det var ikke en særligt stor tissetår, men nok til at bleen blev lun igen.

”Stop! Holdt i Kongens navn! Giv dig straks til kende!”.
Sara fik et chok, hun var nær faldet ned af Bella kæle-ko. Den høje stemmen kom oppe fra slottet og voldgraven, her stod to kæmper iført skinnende rustning og vogtede vindebroen, som gav adgang over voldgraven til slottet.
Den ene vagt var høj og tynd, han stod og lænede sig op ad et langt spyd, på hovedet havde han en stålhjelm, som så alt for lille ud til ham. Der var et visir med gitter for øjnene, men man kunne ikke se hans øjne, for ud af gitteret strittede hans røde skæg i alle retninger.
Ved siden af stod den anden vagt, han var en smule lavere, men han var stadig en kæmpe! Han havde også en hjelm på, men den virkede til gengæld alt for stor til ham, så han måtte hele tiden justere på den, fordi den gled ned i panden på ham, så han ikke kunne se. I den ene hånd holdt han et sværd og med den anden, et stort skjold op foran sig. Skjoldet var blåt med små orange gulerødder på.
Den lave vagt mumlede irriteret, imens han fumlede med sin hjelm, til sidst opgav han og slog visiret op, et par øjne og nogle røde kinder kom til syne. Han løftede sit sværd, pegede det mod Sara og råbte - ”Jeg sagde stop! Hvem kommer der! Svar! eller jeg giver signal til bueskytterne på slottet, om at de skal skyde!”.
Sara havde nær slugt sin egen tunge. Hun råbte tilbage, men hendes lille stemme kunne ikke høres - ”I må ikke skyde mig! Det er bare mig! Sara fra under skyerne!”. Hun prøvede på at stoppe Bella kæle-ko, men den red lystigt videre op mod slottet og vindebroen, uden at sænke farten det mindste.
Sara lukkede øjnene, hun frygtede at pilene ville komme flyvende om ørerne på hende, men det skete ikke, i stedet red Bella kæle-ko helt op til vagterne, hvor den stoppede op og muuuhede.

Sara hørte en ny stemme over sig.
”Jamen det er jo bare Bella kæle-ko oppe fra Tyndskids bondegård! Hvad er det, du har på ryggen Bella?”.
Sara åbnede forsigtigt øjnene og fik øje på den højeste kæmpe vagt, han havde sat sig på hug imens han kløede Bella kæle-ko bag øret. Sara genfandt lidt mod og introducerede sig selv - ”Jeg hedder Sara og jeg bor under skyerne. Jeg kender Lars og Lone, og jeg har altså fået lov til at ride på Bella kæle-ko”.
De to vagter lo. Den laveste af vagterne havde sænket sit skjold og sat sit sværd tilbage i skeden, han smilede venligt til Sara, imens han beroligede hende - ”Selvfølgelig kender du Lars og Lone! Bella kæle-ko lader ikke hvem som helst ride på sig” - ”Og du er velkommen! En ven af Tyndskid, er en ven af slottet! Vi får det bedste kattemælk fra deres bondegård”. Så præsenterede han sig - ”Jeg hedder Knold, og der her er min makker, Tot! vi er vogter af Kong Gulerod og hans slot”
Sara var glad for, at hun var velkommen og at hun ikke skulle bekymre sig om bueskytterne.

Det hele var dog meget nyt, og mærkeligt, måske vidste Sara ikke helt hvad hun skulle forvente, så hun spurgte lidt tøvende - ”Ham Kong Gulerod, øhh, er han en gulerod?”.
Tot der stadig sad på hug, kiggede undrende på Sara, så kiggede han op på Knold, der blot trak på skuldrene og så om muligt mere uforstående ud. Han rømmede sig og svarede med en spørgende undertone - ”Øhh neje, han er en Konge?”. Sara rødmede en smule, det var sikkert et dumt spørgsmål.

Pludselig fnøs Bella kæle-ko, den begyndte stå en smule uroligt og skrabe lidt i jorden med sine klove. Knold pegede op i slotsporten mens han fortalte - ”Jeg tror hellere at du må stige af Sara, jeg tror gerne at Bella vil ind og fange mus sammen med slots-køerne”. Sara kiggede op i porten, hvor hun fik øje på to køer, en Jersey ko og en dansk rødbroget, de var samme størrelse som Bella kæle-ko. Tot løftede forsigtigt Sara ned, hvorpå Bella satte i løb op til de to køer, der muuuhende kom den i møde.
De tre køer snuste forsigtigt til hinanden, hvorefter de satte i løb og forsvandt ind i slottet. Man kunne høre Bella kæle-ko´s klokke om halsen, der svagt blev fjernere og fjernere. Sara kiggede op og spurgte Knold og Tot ”Hvor mange slots-køer har i på slottet?”. Knold skulle lige til at svare, men visiret i hans hjelm faldt pludselig ned og ramte ham lige på næsen, så han skreg og begyndte i stedet af forbande sin alt for store hjelm. Tot svarede for ham - ”Slottet har kun to slots-køer, Snooki og Matilde, men de får ofte besøg af Bella kæle-ko, for de elsker at gå på musse-jagt sammen i slottets dybeste krypter”.
Sara syntes det var lidt synd for Bella kæle-ko, for med den klokke om halsen, måtte hun være den ko i trekløveren, som fangede færrest mus.
Hun kiggede på broen og så ned i voldgraven der omgik slottet, vandet var mørkt og stille.
”Ved i hvor jeg kan finde Kong Gulerod? Jeg vil gerne møde ham” - spurgte Sara. Knold havde fået sit visir op igen, han havde fået et rødt mærke på næsen og han snøftede - ”Jeg vil tro at han sidder på sin kongestol, du skal bare fortsætte lige ind ad porten, ned ad gangen til højre og ind af den største af dørene du kommer til” - ”Kan du ikke fortælle ham, at de nye rustninger er supergode, men at min hjelm har udvidet sig henover natten! Den må være lavet af dårligt stål, for den passede perfekt i går!”.
Tot udbrød overrasket - ”Det var mærkeligt! Min hjelm er krympet henover natten! Den må også være lavet at dårligt stål!”. Knold stemte i - ”Ja dårligt stål med dårligt smeltepunkt!” -”Dårligt stål! Dårligt stål”
Sara vinkede farvel til Knold og Tot, så begav hun sig over den store bro og forsvandt ind i slottet, hun kunne høre deres knevren blive fjernere og fjernere. Hun fandt hurtigt gangen til højre og begav sig i løb ned af den. Den var lige så lang som hendes øje kunne række, så med Saras små skridt, kunne det godt blive en længere løbetur. Væggene var fyldt med store malerier og mellem hvert maleri hang der fakler og lyste op.

Pludselig åbnede en dør op og ud på gangen trådte en stor kæmpe, da kæmpen lukkede døren efter sig, fik han øje på Sara og hoppede op i luften med et hvin. Kæmpen svingede med den ene hånd, en fakkel foran sig, imens han hoppede på et ben og prøvede på at tage sin ene sko af. Kæmpen skulle lige til at kaste skoen imod Sara, da det gik op for ham, at det lille væsen på gulvet, blot var en lille bange pige.
Kæmpen sænkede hurtigt hånden med skoen og satte sig på hug foran Sara, imens han prøvede på at berolige hende - ”Undskyld Undskyld! Jeg gør dig ikke noget! Du må ikke være bange! Jeg troede du var en mus! Du lignede en lille psykedeliske mus!”. Kæmpen hoppede igen på et ben, imens han prøvede på at få sin sko på igen.
Kæmpens store vægt og hans hoppen op og ned, gjorde at støvet dryssede ned fra loftet og alle malerierne gyngede frem og tilbage, et enkelt maleri faldt helt ned og efterlod et søm og en lys skygge på væggen.
Sara havde selv svært ved at holde balancen i de store rystelser og endte med at falde på rumpen ned på gulvet. Da kæmpen endelig havde fået sin sko på og Sara var kommet op og stå igen, spurgte hun hvem han var. Hun vidste godt at det var et dumt spørgsmål, for på hovedet havde han en stor guldkrone, som var fyldt med små diamanter og store ædelstene, skiftevis blå safir og perleklare grønne smaragder. Over skuldrene havde han en hermelin kåbe og i hans baglomme, stak toppen af et rigsæble op, eller var det en rigsgulerod?

”Jeg er Kong Gulerod og det her er mit slot!” - udbrød kæmpen stolt, imens han bredte dine arme ud i en stor vifte, så Sara ikke skulle være i tvivl om hvilket slot han snakkede om.
”Hej Kong Gulerod! Jeg hedder Sara, jeg bor under skyerne og har redet hele vejen fra Tyndskids bondegård for at besøge dig!” - fortalte Sara ivrigt.
”Tyndskid! Så er du mere end velkommen! Aldrig har vi haft bedre kattemælk på slottet!” - Kong Gulerod strålede - ”Hvordan går det med deres nye skæg-ged, er de glade for den?”. Sara nikkede og svarede - ”De er mægtigt glade for deres nye ged! Det er faktisk derfor at jeg er kommet for at se dig!” - ”Lars Tyndskid sagde at han havde byttet en guldhøne, der lagde Kinderæg, med skæg-geden fra dig?”.
Kong Gulerod nikkede - ”Ja det er korrekt”. Sara så ned på sine fødder og spurgte lidt genert - ”Må jeg godt se din guldhøne?”. Kong Gulerod lagde hovedet lidt på skrå - ”Det er jeg ked af Sara, jeg har ikke guldhønen mere, den er sendt med en andevogn til Afrika”. Sara slog øjnene op - ”Til Afrika!?” det var en noget længere tur, end igennem skoven, mosen og herrens marker. Kong Gulerod nikkede - ”Ja, de har ikke særligt meget mad i Afrika og børnene har ikke noget legetøj dernede. Så jeg tænkte at guldhønen ville falde i gode hænder dernede”. Sara følte sig pludselig en smule flov, over at have brugt så meget tid på at opsøge guldhønen, når nu børnene i Afrika havde meget mere brug for chokolade og legetøj, end hun selv havde.
Gulerod kunne godt se at Sara så en smule trist ud, så han beroligede hende - ”Det skal du ikke være ked af Sara, det var alligevel noget skod legetøj, der var i de Kinderæg! Den kongelige smed kan lave noget meget mere spændende legetøj! Har du nogensinde prøvet et hjul og en pind!?”.
Det havde Sara ikke, men hun syntes også at det lød en smule kedeligt, til gengæld havde hun fået øje på et maleri, som hang bagved Gulerod, et maleri der havde fangede hendes interesse. Billede var af Kong Gulerod som sad i sin kongestol, han havde sin kongekrone på, et scepter i den ene hånd og rigsguleroden i den anden. Maleriet var flot malet og med mange detaljer, men Gulerod derimod, var afmalet med et stort gråt skæg og han havde trætte øjne og rynker i hele ansigtet.
Gulerod lod mærke til at Sara studerede maleriet bagved ham, så han spurgte hende - ”Det er et flot maleri, syntes du ikke?”. Sara blev rød i hovedet og vidste ikke hvad hun skulle svare, for hun ville ikke kritisere en konges maleri, men hun ville heller ikke lyve overfor en konge. Efter lidt overvejelse svarede hun stille - ”Det er et rigtigt flot maleri Gulerod, men det er måske ikke den bedste repræsentation af dig”.
Kong Gulerod lo og slog sig på låret af grin, så det rungede i hele slotsgangen, hans mave hoppede op og ned imens han prøvede på at få vejret. Han tørrede en tåre væk fra det ene øje, imens han klukkede af grin - ”Hah! det er skam ikke mig Sara! Det er landet forrige konge, Kong Klaphat! Men jeg er glad for at høre, at jeg ligner min far!”. Sara fik øje på en lille tekst rubrik under maleriet: Kong J. Klaphat 1384.
Sara var glad for at hun ikke var kommet til at fornærme Kong Gulerod. Men hvem var nu ham Klaphat?
Hun spurgte undrende - ”Hvorfor er Klaphat ikke konge mere? Er han død?”. De sidste ord fløj ud af munden på Sara, uden at hun tænkte over det. Hun bed sig i tungen, det var ikke hendes mening at spørge så lige ud, tænk nu hvis Kong Gulerod blev ked af det.
Men spørgsmålet så ikke ud til at påvirke Kong Gulerod, som begyndte at forklare - ”Nææ, John Klaphat er skam stadig i live, han bor i det sydlige vest-tårn sammen med slottets opfinder Oller-Ole”.
”Klaphat er ikke konge mere fordi… ehh…” - Kong Gulerod tøvede lidt og kiggede ned på Sara, som stadig stod med store spørgsmålstegn i øjnene. Han tog en dyb indånding og så begyndte han at forklare - ”Jo ser du, da Klaphat var konge, lovede han alle guld og grønne skove, men ikke nok med det, han svor til guderne at han ville male byen rød”. Sara spurgte nysgerrigt - ”Hvad skete der så?”. Gulerod forklarede - ”Tjaa, først blev det efterår og så blev det vinter, han løb ret hurtigt tør for rød- og grøn maling.” Kongen fortsatte med et smil - ”Klaphat er en venlig sjæl, men jeg tror generelt at folk blev lidt træt af ham, så vi blev enige om, at det nok var bedst, at jeg overtog som konge! Og jeg har til gengæld kun lovet grønne skove om sommeren!”.
Gulerod sukkede - ”Men det var et frygteligt rod, at få ryddet op efter Klaphats regime!”- ”Han havde nemlig fået opfinderen Oller-Ole til at opfinde og fabrikere 47 male-robotter, til at hjælpe med at male byen rød. De var allesammen ubrugelige da jeg overtog kongetronen!” - ”Vi måtte sende dem allesammen på teknisk skole for at blive efteruddannet!”- Gulerod fortalte lystigt videre - ”7 blev efteruddannet til malkerobotter og sendt til Tyndskids bondegård, 3 er blevet efteruddannet robotplæneklippere og arbejder her i slottes haver, 9 har fået arbejde som minerobotter i troldebjerget, 12 robotter har.…”
Sara hørte ikke rigtig efter mere, hun havde nemlig fået øje på et nyt maleri, som fangede hendes opmærksomhed. Et maleri med flere personer på, hvor næsten alle havde en krone eller et diadem på hovedet. Sara kunne genkende Kong Gulerod og hans far John Klaphat, mellem dem stod en kvinde og en pige, begge i de smukkeste kjoler, og på gulvet foran dem lå de to slotskøer, Snooki og Matilde.
”.…og sagnet siger at én male-robot stadig skulle gå rundt med en tør pensel og… ”
Sara afbrød Kong Gulerod og pegede op på maleriet - ”Hvem er det?”. Kong Gulerod kiggede på maleriet og svarede stolt - ”Det er min kone, Dronning Ditta og min datter, Prinsesse Persillerod”.
Sara spærrede øjnene op, tryllebundet af pigen på maleriet, hviskede hun stille for sig selv - ”En rigtig Prinsesse”.

Pludselig kom Sara i tanke om Knold og Tot. Hun begyndte at videregive deres besked til Gulerod, dog uden at flytte blikket fra Prinsessen på maleriet - ”Øhh… jeg skulle sige fra Knold og Tot, at de er rigtig glade for deres nye rustninger, men at deres hjemle hver især enten er krympet eller udvidet sig hen over natten. De tror at de er lavet af noget dårligt stål, eller sårn’ noget.”
Kong Gulerod himlede med øjnene og sukkede - ”Åh! Nu igen… Du må have mig undskyldt et øjeblik Sara, jeg har lige en høne, som jeg skal have plukket med min datter”. Så tog han en dyb indånding, satte sine hænder op til munden og råbte ad sine lungers kraft - ”PERSILLEROOOOOOOOD!” Råbet rungede i hele slottet. Sara holdt sig for ørerne, hun undrede sig over Kongens pludselige trang til at plukke fjerkræ.
Der var stille et øjeblik, så kunne man høre en dør smække i det fjerne, efterfulgt af en klikkene lyd der kom nærmere og nærmere. Pludselige dukkede en pige op i gangen, i faklerne skær kunne Sara se den lyseblå kjole med hvide sløjfer, blafre efter hende, ledsaget af hendes lange lyse hår. På hovedet havde hun et guld diadem, med en stor rød rubin i midten, omgivet med diamanter. Den klikkende lyd kom fra hendes højhælede sko. Lyden stoppede da hun endelige var kommet hen til Kong Gulerod og Sara.
Sara sank en klump og gemte sig bagved Gulerods ben, hun var pludselig blevet mere bevist om hvad hun selv havde på af tøj. Her stod hun foran en rigtig prinsesse, med bare tæer og morgenhår, kun iført sit nattøj og en våd natble. Hun fortrød lidt at havde tisset i bleen. Hvad nu hvis prinsessen skulle finde ud af det? hun ville sikkert syntes at jeg er ulækker, eller at jeg lugter. Tænkte Sara imens hun trak sine natbukser lidt op, for at være sikker på at bleen ikke var synlig.

”Hej Far! Hva’så?”- spurgte en let forpustet prinsesse. Gulerod havde en arm i hver side, han så alvorligt på hende - ”Har du byttet om på Knold og Tots hjelme? Svar mig ærligt Persillerod!”. Prinsessen behøvede ikke at svare, for hendes smil afslørede alt. Gulerod rystede på hovedet - ”Kan du huske hvad der skete sidste år, da du gjorde det samme ved bueskytterne?”- ” Dengang Øb og Bøv gik med hinandens hjelme hele vinteren! og da det blev forår, og Bøv ikke kunne få sin af igen!”. Persillerod begyndte at smågrine. Gulerod hævede stemmen og pegede bearbejdende på hende - ”Han har stadig hovedpine Persille!!”. Prinsessen prøvede på at se alvorlig ud - ”Jeg lover at bytte dem om igen far! Men helt ærligt, har du set hvor noller Tot ser ud, med den lille hjelm og alt det skæg?” - ”Må jeg ikke godt vente lidt, bare en dag eller to?”- spurgte hun bedende. Gulerod fik et lille smil på læben, han havde faktisk ikke set hverken Knold eller Tot for nyligt, men han kunne lige forstille sig synet. Han svarede hende med let grin - ”Okay så, du får én dag. Men kun fordi jeg gerne vil nå at se dem først! Og du siger ikke noget til mor!”. Prinsessen smilede veltilfreds til sin far - ”Det er en aftale! Måske du skulle få slottes portrætmaler til at male et maleri af dem, inden jeg bytter hjelmene om igen?”. Gulerod klukkede af grin mens han ivrigt nikkede - ”God idé min skat! Årh gid jeg havde tænkt på det sidste år med Øb og Bøv! Det kunne have været starten på en hel samling af fornøjelige malerier”. Prinsessen trak på skuldrene - ”Jeg kan da også godt bytte deres hjemle om igen, hvis det er?”. Gulerod udbrød højt - ”Nej! Ikke stakkels Øb og Bøv igen! Du må finde nogle andre vagter at drille! Eller… i hvert fald vent indtil Bøv ikke har hovedpine mere”.
Prinsessen var glad for at hendes humor stemte overens med Gulerods, men de måtte hellere holde maleriet skjult for Dronning Ditta, for hun var nemlig alt for godhjertet, og hun ville sikkert syntes, at det var kæmpe-mobning, hvilket slottet ikke tolererede. Prinsessen stod et kort øjeblik og tænkte på et af slottets hemmelige rum, hvor maleriet måske kunne hænge i skjul, men smed alle tankerne fra sig, da hun fik øje på den lille pige, som stod og gemte sig bagved Kong Gulerod.

Prinsessen trådte et skridt frem og satte sig på hug - ”Hej med dig lille ven, hvad hedder du?”. Sara kiggede forsigtigt frem fra sit skjul bag Kongen, så tog hun mod til sig og trådte frem. Hun prøvede på at neje lige så fint, som hun havde set på film, hvilket var lige ved at få hende til at falde, men hun genfandt dog hurtigt balancen og svarede lidt genert - ”J-jeg hedder Sara. Det er en virkeligt flot kjole du har”. Prinsessen lagde hovedet lidt på skrå - ”Årh, hvor er du lille og sød! Tak skal du have” - ”Jeg hedder Persillerod og jeg er prinsesse her på slottet”. Sara var tabt for ord, så Kong Gulerod forklarede sin datter - ”Sara her bor under skyerne og hun har redet på Bella kæle-ko helt fra Tyndskids bondegård”. Persillerod kiggede bedende op på sin far - ”Må jeg ikke godt tage hende med op på mit værelse?”. Gulerod kiggede ned på Sara med et smil og svarede - ”Det må du skam spørge Sara om”.
Prinsessen holdt forsigtigt sin hånd frem mod Sara og spurgte hende sødt - ”Vil du gerne med op og se mit værelse?”. Sara tog et par skridt mod hende, nikkede og svarede stille - ”Det vil jeg meget gerne tak”. Prinsessen strålede af glæde, med et snuptag samlede hun Sara op med hånden, hvorefter hun satte i løb ned ad gangen. Sara der ikke havde nået at sige farvel, råbte tilbage til Kongen ”Farvel Gulerooooood!”

5 Synes om

Kap. 10 - Sweet Dreams - En Rigtig Prinsesse -
Prinsesse Persillerod åbnede en af de mange trædøre i slotsgangen, den førte ud til en vindeltrappe, som snoede sig hele vejen op i et tårn. Hvert trin var udhugget af ét enkelt stykke granit og på vægen hang der et reb, som man kunne støtte sig til, når man gik på den smalle trappe.
Prinsessen brugte dog ikke rebet, i stedet sprang hun i sine højhælede sko, i en lystig fart op ad trappen, af og til flere trin på en gang. Selvom Sara var i et fast greb, så var hun lidt bange for at Prinsessen ville falde og tabe hende, så hun holdt godt fast om prinsessens ene pegefinger.
Vindeltrappen blev smallere og smallere, til sidst endte den ved en stor trædør øverst i tårnet. Der var malet et bundt persille på døren. Den knirkede da Prinsessen skubbede den op med sin frie hånd. Sara blev helt mundlam, da hun så hvor stort og flot et værelse Prinsessen havde. Det var næsten på størrelse med et lille hus! Hun undrede sig over hvordan det kunne lade sig gøre? at balancere sådan et stort rum ovenpå sådan et smalt tårn.
”Det er så mit kammer! Undskyld hvis jeg roder lidt”- sagde Prinsessen og satte Sara ned på sengen, hvorefter hun gik over til et vindue og trak gardinet til side. Sara missede med øjnene da rummet lyste op. Den kæmpestore seng som hun stod på, var overtrukket med et stort broderet tæppe og den ene ende var fyldt med store puder, alt sammen med syninger i glitrende guld. Selve sengerammen var udskåret i noget mørkt træ, ligesom resten af møblerne på værelset, i stellet var der udskåret blomster og planter, med små dyr som kravlede rundt. På vægen hang et stort ovalt spejl i en guldramme, og gulvet var belagt med tæpper og bjørneskind. Der var også et lille sofabord, som stod mellem et par stole og en pejs. Den knitrende lyd fra pejsen blev ledsaget af en svag knagende lyd fra træværket, der gav sig i vinden udenfor.

”Du har godt nok et hyggeligt værelse Prinsesse Persille… øhh Rod…”- sagde Sara lidt genert. ”Bare kald mig Persille, eller Sille” - grinede Prinsessen - ”Men tak skal du have Sara” hun gik over og smed et stykke træ i pejsen. ”Er det virkeligt rigtigt at du bor under skyerne? Er det derfor du har nattøj på?”- Spurgte Persille og vendte sig om. Sara rødmede en smule og kiggede ned på sine bare tæer - ”Ja det er rigtigt, det er fordi jeg ligger og sover lige nu”. Sara tænkte kort over, hvor dumt det egentligt lød, men Persille smilte bare og virkede meget forstående.
Persille havde mange spørgsmål og var meget interesseret i at høre om landet under skyerne, så Sara forklarede hende, så grundigt hun kunne, at hjemme under skyerne var alting meget mindre ligesom Sara selv og det hele virkede mindre mærkeligt. Det syntes Persille dog at der lød lidt mærkeligt.

Til sidst forklarede Sara alt om hvordan sit eget værelse så ud, samt hvor mange bamser hun havde og hvad de allesammen hed. Persille havde ikke sagt noget i et stykke tid, hun havde lagt sig op i sengen til Sara, hvor hun nu lå på maven og holdt sit hoved oppe med begge hænder, imens hun nysgerrigt lyttede til den lille pige, der lystigt forklarede om både Klumpe Kanin, Gnøfle Gris og aben Mungo Jerry.
Det gik op for Sara, at Persille ikke havde nogle bamser på sit værelse. Tankerne farede gennem hovedet på hende. Måske var Persille blevet for gammel til den slags? Måske syntes hun at jeg er barnlig nu? Sara tøv en smule*. Hvorfor skulle jeg også lige snakke om mine bamser? Kunne jeg ikke havde fortalt hende om min mountainbike, eller min kat?*
Persille lå stadig med store øjne og kiggede på den lille pige i nattøj, der nu bare stod lidt betuttet uden og sige noget. Hun rømmede sig og spurgte lidt forsigtigt - ”Sara? Jeg har fødselsdag om 5 dage… Jeg vil blive så glad hvis du kan komme”. Sara rødmede kraftigt, det ville hun vildt gerne, hun elskede fødselsdagsfester også selvom det ikke var hendes egen. Hun strålede - ”Det vil jeg vildt gerne Persille!” lidt stolt over at været inviteret til fest af en rigtig prinsesse. Persille lyste op af glæde, hun greb Sara og gav hende et kram i sin kæmpe favn, så den lille pige næsten mistede pusten.
”Tusinde tak! Årh det er jeg glad for Sara, det bliver den bedste aften nogensinde!”- Udbrød hun og satte Sara ned på sengen igen, hvorefter hun rejste sig og begyndte af danse gennem værelset -
”Ihh hvor jeg glæder mig! Det bliver den største fest på slottet, siden ceremonien hvor min far blev kronet!” - ”Alle folk i den halv-røde-by er inviteret, samt alle dværgene fra troldebjerget og alle troldene fra dværgbjerget” Persille dansede over til et stort skab fyldt med kjoler, imens hun ivrigt fortalte - ”Og bedst af alt, de 2 Prinsesser fra Norden kommer også! De er allerede på vej i en andevogn”.
Hun tog en hvid kjole ud af skabet og gik over til spejlet, hvor hun holdt den op foran sig og poserede - ”Jeg har fået min skrædder til at sy den flotteste kjole, af silke fra de varmeste ørkner, og syninger i sølv, fra de dybeste miner i troldebjerget”. Hun vendte sig om og så på Sara ”og vi skal have helstegt blåhval! og vin med magiske bobler i!”.
Sara havde mange spørgsmål, men det eneste hun kunne fokusere på, var den smukke hvide kjole, som Prinsessen stod med. ”Det er den smukkeste kjole, jeg nogensinde har set Persille.” - sagde Sara og tilføjede - ”har din skrædder virkeligt syet den?”.
Persille nikkede - ”Jep helt selv. Han er den bedste skrædder i hele landet” hun gik tilbage til skabet og hængte kjolen tilbage blandt de andre - ”Han er nok også den skrædder med mest erfaring, for han har syet utallige vis af kjoler til mig, og da jeg var yngre, syede han også kjoler til alle mine dukker”- grinede hun og gik tilbage til sengen, hvorpå Sara stod med let søvnige øjne.

Det var ved at gå op for Sara, hvad det var hun lige havde sagt ja til. En kæmpe fest, med hele 3 prinsesser? Havde de andre prinsesser mon også sådan nogle fine kjoler? Og hvad med mig selv, jeg har jo kun mit nattøj? Tankerne farede igennem hovedet på Sara.
”Hvad er der galt?” - spurgte Persille, hun kunne tydeligt se, at der var noget, der gik den lille pige på.
Sara tøvede lidt før hun svarede - ”Det er fordi… jeg har ikke nogen kjole”.
Persille lyttede forstående, så rejste hun sig og gik over til en gammel kiste - ”Det skal du ikke være ked af Sara, det skal vi nok finde ud af!” - hun skubbede det store låg op og begyndte at rode rundt i kisten. Sara lyste op ”Tror du at jeg kan passe en af dine gamle dukkes kjoler?” - spurgte hun håbefuldt.
Persille rejste sig fra kisten og gik tilbage til Sara, hun havde et målebånd i hånden - ”Næ, men jeg har heller ikke en skrædder for ingenting!” - ”Jeg tror endda at han har en rest af det samme silke og sølvtråd, så du kan få en kjole magen til min, bare i ministørrelse!” lo Prinsessen.
Så fik hun et lidt mere alvorligt udtryk i hovedet - ”Du må selvfølgelig få en kjole, lige som du vil have den Sara!” - ”Min skrædder har det største udvalg af garn! Og han har den smukkeste røde Muga silke og…” Mere nåede hun ikke at sige, før hun blev afbrudt af Sara - ”Jeg vil gerne have en kjole magen til din Persille!! Tak!!”. Hun kunne næsten ikke tro det, skulle hun virkeligt have en skræddersyet kjole, magen til Prinsessens.

Persille foldede målebåndet ud og begynde at måle på Sara. Først længden af hendes arme, så om halsen og om brystet. Målene skrev Prinsessen ned på et stykke krøllet papir med en stor fjer. Sara kunne næsten ikke stå stille af ren begejstring over at være blevet inviteret til prinsesse fest, lige indtil Persille trak målebåndet om hende og trak op i hendes nat-t-shirt, for at få mål på hendes lænd. Da trådte Sara hurtigt et skridt tilbage mens hun trak ned i sin t-shirt. Persille var lidt overrasket over Saras reaktion, og bange for at hun måske var kommet til at stramme målebåndet lidt for hårdt om den lille pige, hun spurgte lidt forsigtigt - ”Er du okay? Gjorde det ondt?”.
Sara rystede på hovedet. Hun kunne lige så godt være ærlig og sige det som det var, så med skælvende læber fik hun stille fremstammet - ”Det fordi… jeg j-jeg” hun tog en dyb indånding - ”Jeg har altså ble på”.
Der blev stille på værelset, Persille sagde ikke noget, hun sad bare på sengen og smilede forstående ned til den lille pige. Hun havde forventet at der ville komme noget mere, men Sara var blevet helt tavs, hun stod bare helt rød i hovedet og kiggede ned på sine tæer. Hun turde ikke engang kigge prinsessen i øjnene, bange for hvordan hun ville reagere.
”Nårh, er det bare det?”- spurgte Persille lidt forsigtigt - ”Det skal du altså ikke være flov over Sara. jeg gik faktisk ud fra at du havde ble på, fordi du er så lille”.
Sara blev lidt stødt, hun lagde armene over kors og kiggede bearbejdende op på Prinsessen*. Så lille er jeg altså heller ikke! Prinsessen virkede ikke meget ældre end mig, hun er bare meget større, fordi hun er en kæmpe!!* Tænkte hun trist.
Persille kunne godt se at Sara havde taget den sidste bemærkning meget personligt, så hun beroligede hende - ”Ej undskyld Sara, det var ikke sådan ment, det er bare fordi, at du er så lille. du vil umuligt kunne sidde på et garderobe-lokum!”. Prinsessen rynkede på næsen og skar en grimasse - ”Jeg ville i hvert fald være bange for, at du skulle falde ned i hullet og ende i voldgraven!”.
Sara fik en kuldegysning - ”Ad!” hun tænkte på hvor stort og klamt et kæmpe-lokum på et gammelt slot måtte være, og hvor klamt det mørke vand i voldgraven måtte være. Og hun var ikke særligt god til at svømme…
Jo mere Sara tænkte over det, jo mere gik det op for hende, at hun faktisk var meget glad for, at hun ikke skulle prøve kræfter med et kæmpe-lokum, men i stedet blot kunne tisse i sin natble, hvor og hvornår det skulle være.
Sara forklarede Prinsessen, at hun altså kun havde ble på, fordi at hun lå og sov, og nogle gange kunne komme til at tisse uden at vågne, og at hjemme under skyerne brugte hun altså ikke ble om dagen.

Da den lille pige havde understreget at hun var en stor pige, løftede hun forsigtigt op i sin t-shirt og gjorde tegn til Persille om, at hun gerne måtte fortsætte med at tage målene, nu da hun kendte til bleen.
Persille var glad for, at hendes nye veninde havde betroet hende en hemmelighed, også selvom hun selv syntes, at det var en lille ubetydelig ting, som ikke gjorde den lille pige fra under skyerne, mindre interessant. Hun trak målebåndet om Sara og tog mål om hendes liv, hendes natbukser var trukket lidt ned og man kunne se et godt stykke af bleen. Persille kunne godt se at den så lidt våd ud, men hun kommenterede ikke på det, i stedet roste hun Sara og fortalte hende, at det var en vildt smart ble og at den ikke lignede de stofbleer som hun før havde set. Da Persille snoede målebåndet om hofterne og blenumsen på Sara, lagde hun én enkelt kæmpe-millimeter til målet, så der ville blive lidt ekstra plads til bleen i den nye kjole.
Så skrev hun de sidste mål, samt en lille note, ned på papiret, hvorpå hun rullede det sammen og forseglede rullen med brandvarme dråber af voks, efterfulgt af et stempel fra prinsesse-ringen på hendes pegefinger. ”Så! Det handler om at være lidt fortrolig når man er Prinsesse og får lavet kjoler til fest! Det er kun os to og min skrædder, som der har set årets prinsesse kjole! for den skal nemlig være hemmelig indtil festen om aften” - Forklarede Persille og lagde den lille papirrulle til side - ”Han skal nok få lavet en mini-prinsessekjole magen til min, på ingen tid!”.

Sara var oven ud lykkelig, men endte af ren natur-refleks, at svare Persille med et stort gab. De begyndte begge at grine. Pludselig så Sara mere alvorlig ud, som om hun pludselig kom i tanke om noget, hun tøvede lidt og spurgte så lidt forsigtigt - ”Hvad med de to Prinsesser fra norden? Og alle de andre gæster?”.
Persille trak på skuldrene og kløede sig i håret - ”Ja, de må vel sy deres eget festtøj?”. Sara rystede på hovedet - ”Nej. det var ikke det… jeg mener… hvad hvis de finder ud af, at jeg har ble på?”.
Nu forstod Persille, så hun forsikrede hende - ”Jeg tror altså at de fleste går ud fra, at du har ble på, når du er så lille” hun sendte Sara et smil og beroligede hende - ”Det er der altså ikke nogen der vil drille dig med, det lover jeg”.
Sara vidste ikke hvordan Persille kunne garantere det, tankerne fløj gennem hovedet på hende.
Persille kan umuligt vide hvad alle folkene fra den halv-røde-by ville tænke, hvis de fandt ud af, at jeg har ble på til festen. Eller om troldene fra dværgbjerget og dværgene fra troldebjerget, ville kommentere højlydt på det? Og de 2 Prinsesser fra Norden! Hvad nu hvis de ikke var lige så forstående som Prinsesse Persillerod? Hvad hvis de syntes at det er pinligt? eller at jeg er ulækkert? Hvad hvis de tilsammen kunne overbevise Persille om, at hun faktisk havde inviteret en baby med til prinsessefest?
Sara sukkede opgivende -”Hvordan kan du love det? Måske syntes de at jeg er for gammel til at have ble på, når jeg nu er gammel nok til at drikke vin med magiske bobler i?”.
Persille svarede meget bestemt - ”Jeg er Prinsesse Persillerod!! Det er min fødselsdagsfest!! Og min Far er Kong Gulerod!! Ingen tør at fornærme min gæst, hvis de ved hvad der er bedst for dem selv!”. Hun hævede en knytnæve og tilføjede - ”Og hvis de gør! Så skal jeg sørge for at de kommer i gabestokken! Med ble på!”. De begyndte begge to at grine. Sara satte sig ned på sengen, hendes ben var trætte efter den lange dag, godt nok var hun blevet båret rundt af kæmper, eller havde redet på en kæle-ko, det meste af tiden, men løbeturen med bare tæer i slotsgangen havde sat sit præg.
Persille tilføjede - ”Du behøves selvfølgelig heller ikke at drikke vin med magiske bobler i, det er helt op til dig”. Sara tænkte lidt over det. Ville jeg mon fremstå yngre hvis jeg ikke drak af vinen? Ville det gøre det mindre pinligt at have ble på til fest? Hvis jeg faktisk var en lille-lille pige? Hun slog tankerne væk. Nej, Jeg har brug for at drikke lidt mod til mig, når jeg skal til sådan en stor fest, hvor jeg næsten ingen kender. Desuden, så lød det vin, med de magiske bobler i, lidt spændende, men måske skulle hun ikke drikke lige så meget som de 3 Prinsesser.

Pludselig fik Sara øje på et instrument med en masse strenge, ovre i et hjørne af værelset, overrasket udbrød hun - ”Spiller du guitar!?”. Persille kiggede nysgerrigt på Sara og spurgte undrende - ”Guitar? Hvad er det?”. Sara pegede over på instrumentet i hjørnet af værelset.
Persille begyndte at grine - ”Det er da en lut! Din prut!” hun rejste sig fra sengen, så gik hun over og samlede instrumentet op. Prinsessen satte sig i en stol tæt på pejsen og begyndte at stemme strengene på det mærkelige instrument, med nogle træpinde for enden af dens hals. De bløde toner lød ikke som en stålstrenget guitar, lyden mindede derimod Sara lidt om en af Marias klassiske guitarer, eller endda hendes egen ukulele, hvis den da bare var en million gange større og have et ekstra dusin strenge.

”Er det nylon strenge?”- spurgte Sara oprindeligt interesseret, men også med henblik på at vise sin egen viden om strengeinstrumenter overfor Prinsessen. Persille så forvirret ud ”Nylon? Hvad er det?” - spurgte hun og stemte den sidste streng på lutten.
Sara tænkte sig om og trak på skuldrene - ”Hmm… en slags plastik, vil jeg tro?”.
Persille rystede på hovedet - ”Nej. det er slet ikke opfundet endnu”. Så slog hun et par akkorder an på lutten og forklarede - ”Lut-strenge er lavet af tarmene fra køer!” - ”men bare rolig! Kun fra gamle køer som der er døde af alderdom!”. Så begyndte hun at spille.
Sara begyndte at grine, nu vrøvlede Prinsessen da vist, for det gav da overhovedet ikke mening.
Prinsessens fingre dansede rundt på lutten og de bløde toner blev kastet fra væg til væg i tårnværelset, ledsaget af den knitrende lyd fra pejsen og vinden der ruskede udenfor.

Sara havde lagt sig ned på sengen, hun lå og kiggede op på træværket i loftet, imens hun nød melodierne som Prinsesse Persillerod spillede på lutten. Sara strakte sig og gabte, hun lukkede øjnene og tænkte på alt hvad hun havde oplevet, lige fra mødet med den venlige bondekvinde Lone Tyndskid, til den noget farligere skæg-ged, flyvefisken, samt lyden af gryntende mosegrise og tudende ugler i mosen, vagterne Knold og Tot, en Kongelig Gulerod og en rigtig Prinsesse… et smil bredte sig på den lille piges læber.
At være kommet på fornavn med en rigtig Prinsesse var nok det bedste.

9 Synes om

Virkelig god historie! Håber meget du forsætter den :grin:

3 Synes om

Arrrrgh! Hvorfor kan jeg kun rette i det første kapitel? :frowning:
Har jeg gjort det helt forkert? :see_no_evil:

Din histore er virkelig god :smiley: Din hovedkarakter Sara er også ret nuttet :see_no_evil: Håber der kommer mere snart :smiley:

2 Synes om

Dejlig og sjov historie, skøn sammenblanding og god balance.

@RasmusMulle
Jeg har skrevet til dig i PM, så vi kan få rettet de småfejl du har fundet.

Du gør ikke noget forkert, rettighederne giver dig kun lov til at rette første indlæg.

1 Synes om

Mange tak!! :smiley:
Det er mange små fejl, samt sætninger,som jeg gerne ville omformulere :flushed: det bliver lidt for bøvlet synes jeg :confused: Kan man ikke selv få lov til at rette i den?

Det er da en super fed historie. :blush: Jeg håber virkelig at du har lyst til at fortsætte med skreve videre påden. Mange tak for det du har skrevet ind til videre.
:+1::smiley::smiley::smiley:

3 Synes om

Håber der kommer et kapitel 11 den er mega god

1 Synes om