DEL 4 (Sidste del)
Efter Dorte har skiftet Klara, er maletimen overstået. Nu står der historietime på skemaet. De bliver alle sammen sat i en halvmåne. Både dem som kan sidde selv, og de som sidder i kørestol. Hos de sidste løber savlen stille ned på hagesmækkene. Bente er dagens oplæser og bogen er ”Den lille bog om store følelser”. Bente både illustrerer og forklarer tydeligt og langsomt med mund, hænder og kropssprog, for at fortælle om de forskellige følelser, vi alle har i kroppen, og hvordan de føles. Da Bente når til vemod, knuger Klara giraffen tæt ind til sig. Hun giver sutten et par ekstra klem. Da Bente spørger om der er nogle af børnene som har oplevet vemod, tænker Klara på sine teenagedrømme. Hun rækker stille, og for sig selv helt uventet, hånden op. Læberne bævrer og endnu en tåre triller stille ned ad kinden.
Bente ser overrasket på Klara. “JA, Klara - du kender vemod??” Klara nikker automatisk og Bente forsætter. “Det er en stor og væmmelig følelse” Bente holder en pause og nærstuderer Klaras reaktion. Hun sender også et taktisk blik til Dorte, om at holde sig parat. Så forsætter hun *“Hvornår har du sidst oplevet vemod?””. Hun forventer ikke et svar. Seancen er tilrettelagt, til at skabe et rum, hvor børnene kan opleve og mærke deres følelser. Bente har især tænkt på Klara, da hun planlagde dagens aktivitet.
Dorte lister langsomt hen mod Klara. Alle pædagogerne i rummet, er klar til at gribbe denne lille pige, i denne planlagte aktion. Alt dette ved Klara intet om, hun mærker blot en stor smerte i maven. Hele hendes krop begynder at ryste og tårerne vælter frem. Hun forsøger at holde sit grådesudbrud tilbage, men Bente har ramt helt inde i centrum af hendes allerdybeste sår, længsel og barndomstraume. Klara er trøstesløs.
Dorte holder om Klara og vugger hende frem og tilbage, mens Klara bare er omstyrtet af gråd, som om hele hendes verden er bristet. Det er den også. Hendes selvbillede er fortabt og hendes verdensbillede er røget samme vej. Den sidste rest, af tanken om at være teenager – ja nærmest ung kvinde - forsvinder helt ud af kroppen. Denne morgens begivenheder med bleskift, faldet, både fysisk og følelsesmæssigt, tab af både kropskontrol og kropsbevidsthed om basale funktioner som blære og tarme, tvinger hende til, at se sit sande jeg i øjnene.
Hun er en pige, en blebruger af nød, følelsesmæssigt udfordret, og uselvstændig. Hun har brug for andre, til at pleje hendes basale behov, berolige hende og til følermæssigt at regulere hende. Det ses ved hendes brug af bleer, sutter, bamser og omsorgspersoner, til at hjælpe hende, når hun er skamfuld, sorgfuld, længselsfuld eller andre smertelige følelser. For hun er hjælpeløs, og kan ikke længere komme over de smertelige følelser, og finde tilbage til nydelsesfølelserne ved egen hjælp.
Det er sket ved, at hun har ladet de voksne tage over i situationer, hvor hun måske selv kunne håndtere udfordringen. Hun har ladet de voksne tage ansvaret for hendes følelser, tanker og behov. Hun har derved overgivet magten over hendes egen krop, fremtid og privatliv. Når pædagogerne tjekkede hendes ble uden at spørge om lov, var det fordi hun havde overgivet hendes forpligtigelser for hendes egen livsførelse og daglige pleje. Hun kunne ikke bebrejde dem, for at invadere hendes private områder. For hun havde selv i sin uselvstændighed givet dem adgang. Alene med det formål, at slippe for ansvaret.
Hun blev sådan, ved: det konstante pres for at udvikle sig, blive bedre, skulle nå nye mål, hele tiden præstere, hele tiden opnå noget bedre. Samtidig skulle hun fastholde de gamle tillærte egenskaber. ET TRIN TILBAGE - i udvikling, som at tisse i bukserne en gang, - VAR ET NO GO!!! Så havde hun fejlet! Hun mærkede, at hvis hun ikke gjorde det godt, eller det folk forventede af hende, var hun forkert.
Derfor holdt hun sig selv i et jerngreb af kontrol, og selvkritik. Hvis ikke hun lykkedes hver gang. HVER EVIG ENESTE GANG. Var hun i hendes egne øjne, en total fiasko. Hun var et nul. Hendes selvkritik, holdt hende i trit med hendes hårde omgivelser, men hun havde også brug for at flygte fra den. Give slip på selvkritikken, selvkontrollen og forkertheden.
Så opstod lysten, ja nærmest længslen efter bleer, omsorg og en simplere tid. Den ramte hende første gang hun tabte kontrollen over hendes blære, mens hun legede med Lea. Lea havde bare grint og hentet hendes mor som skiftede Klara. Men hun fik ikke bare et sæt nye underbukser på, og igen skulle bevise hun var stor. Hun fik en ble på og legede videre uden bukser. For første gang mærkede hun, at hun fik lov til bare at give slip og være, uden at blive dømt for at være forkert.
Siden skete det igen, da Maria opdagede, at det var hende, som havde sendt pakken til Lea og kickstartet Leas nye liv. Der startede Klaras forhippede forsøg, på at nå hendes inderste længsler. Men hendes længsel efter barndommen, omsorgen, uendelig kærlighed førte hende helt ud over skrænten! Derefter ned i den dybeste afkrog af hendes inderste indre. Derinde hvor alle følelser, tanker og drømme bliver skabt. Dernede hvor selvværdet er forankret i og udspringer sig af væren. Derinde er hendes barndomstraumer, hendes frygt og hendes skam begravet. Men der ligger også hendes lyst, nydelse og begejstring.
Hun ser nu, for første gang, at bag lysten, bag længslen, bag skammen og bag frygten - helt nede i hendes inderste indre - ligger hendes sande behov, som alt udspringer fra. De behov, hun har været så skræmt over, at sætte ord på, at hun har gemt dem bag bleer, omsorg og dyb barnlighed. Hendes sande behov er, at give slip, hengive sig, mærke nærvær og nænsomhed. At blive mødt og set som den hun er, og ikke for hvad hun gør, opnår eller udretter. For hvis det er det sidste, bliver hun mødt med hån, latter og spot når hun fejler. Præcis som da hun gav slip i skolen, og lod følelser og kropsvæsker flyde frit.
Den dag Maria hjalp hende op på puslepuden, efter hun havde skiftet Lea. Forstår Klara nu, at Maria så hende som hun var. Hun mærkede Marias nærvær og nænsomhed. Det gjorde hende tryg, så hun hengav sig til Maria og gav slip på alt, og bare var til.
Der var det både nydelse og skam, blandet i et stort sammensurium af følelser. Som om de to følelser dansede med hinanden, hun blev forløst og fastlåst på samme tid. Usikkerhed og frygt blandet med eufori og lykke. Hun havde ikke i sin vildeste fantasi troet, at nogle ville se hende og hjælpe hende som Maria gjorde.
Hun havde hengivet sig til nuet og til bare at være sammen med Maria og Lea. Resten af dagen, havde føltes som en drøm, som om hun nu kunne klare hele verden. Som om hun nu var uovervindelig og alt nok skulle lykkes for hende. Verdenen åbnede sig for hende. Hun var fri, hendes sande jeg, var sluppet fri.
Men frygten, skammen og traumet, over at være forkert havde også tittet frem i ny og næ, mens Klara legede med Lea og nød dagen. Hele paletten var blusset kraftigt op igen, da hun så direkte ind i hendes mors øjne, da Klara for første gang, havde givet slip på sin blære, som det mest naturlige i verdenen.
Hendes mor havde hjulpet hende over skammen, ved at vise hende: at hendes følelser, forståelse og selvbillede var okay. Hendes lyst, til at være en lille pige, var okay. Der var intet galt eller på anden måde dårligt i hendes lyst og nydelse. Klara forstår nu, at hun havde oplevet ægte nydelse, i mødet med Maria. Skammen og frygt havde bluset op, som den nu en gang imellem gør, men hendes mor havde hjulpet hende, hen over skammen og ind i endnu mere ægte nydelse. Så Klaras ”lille jeg” kunne blomstre, gro og udvikle sig, som det ”jeg” den var.
Men som hun nu sad der, omvæltet af hendes tårer og omfavnet af Dorte. Var hun klar over, at hun havde låst sig selv fast igen. Hendes længsel, efter at være lille igen, uden at indse hendes sande behov, havde låst hende fast og begrænsede hende. Hendes teenagerdrømme var blevet forsømt. Måske er der en måde, at løfte hendes sande behov ud af hendes little side og over i hendes teenagerdrømme. Så også disse kan gro, blomstre og udvikle sig. Så hun også kan opnå samme nydelse, uden for denne infantile verden. Så både hendes teenager og little side, kan leve og gro side om side.
Hendes voksne følelser, fornemmelser og forståelser - lever side om side med - hendes lille sind med umiddelbarhed, udbrud og bare reagere. Hun ser for sig, som lyn fra en klar himmel, vejen til at forene de to verdener. Klaras sind åbner sig nu igen. For første gang i lang tid, mærker hun Dortes rolige rokkende bevægelser. Hun mærker Dortes hånd, nusse hende blidt på ryggen. Hun mærker Dortes hage, der er placeret hen over hendes hoved. Klara mærker sin egen krop. Hun mærker, hvordan hun har krøbet sig sammen og ligger med hovedet placeret på Dortes bryst. Hendes tandsæt er placeret i sutten, Hun knuger stadig giraffen. Hun slipper den lige så langsomt, ligesom hun langsomt slipper gråden, og falder til ro. Nu eksisterer hun bare.
Det går ikke op for Klara, at hun for første gang i lang tid, selv har reguleret sine følelser. Selv har kigget hendes egen frygt i øjnene og bragt sig selv hen, til ny nydelse og ro. Hun har selv givet slip på smerten, ladet den sive ud af kroppen, og ladet nydelsen af Dortes omfavnende nærvær og nænsomhed, overtage hendes verden. Dorte var rammen, men Klara tog selv skridtene, ud af smerten og tilbage til nydelsen. Tilbage til livet.
Det går stille op for Klara, at der ikke er en lyd. Hun vender hovedet væk fra Dortes bryst og slår øjnene op, og kigger ud. Hun ser et helt tomt lokale. “Hvor er de andre?” Spørge hun forundret. “De er gået ud og lege på legepladsen, vi to skulle lige have lidt ro” siger Dorte blidt, mens hun stryger hånden, igennem håret på Klara. Dorte prøver at få øjenkontakt med Klara. Klara mærker tydeligt nærværet og kigger op i et par helt trygge øjne. Hun hengiver sig til Dorte. Klara har givet slip på smerten, og er klar til nye eventyr og nye forlystelser. Hun glæder sig ligefrem, til at komme ud og lege med de andre. Glæden strømmer ud igennem kroppen, og hendes krop og sind, reagerer blot, på denne umiddelbare glæde.
Klara forsøger at rejse sig, i alt sin iver, men Dorte holder hende fast. Dorte siger med blid stemme. “Du var modig i dag, ved du det?”. Klara rammes af skam over gråden og ryster på hovedet. Dorte forsætter ”Du var modig fordi du turde sige hvilken følelse du havde, og det er meget sårbart”. Dorte følger op med et retorisk spørgsmål “Ved du hvorfor jeg kalder dig min lille sommerfugl?” Klara ryster igen på hovedet. “Det er fordi, at sommerfugle starter som små larver, så går de i puppen, og transformerer sig, til smukke sommerfugle” Klara mumler surt “Så er jeg sikkert bare en lille larve” Dorte griber den og holder kontakten med Klaras øjne “Du er en sommerfugl! En meget smuk en af slagsen, og i dag foldede du dine vinger ud. Du er snart klar til at flyve herfra”.
Dorte giver Klara et kæmpe knus, rejser sig op, og rækker hånden ud mod Klara “Kom min sommerfugl, nu skal vi ud at lege” Klara smiler over hele hovedet. Skammen er for længst forduftet og erstattet af ren nydelse. Hun tager Dortes hånd, springer op og giver Dorte et kæmpe knus. Hun slipper ikke Dorte, mens de forlader lokalet. Hun føler sig bestemt ikke klar, til at forlade disse trygge rammer, som engang var hendes puppe.
Fortsæt til At være pige eller blepige