Cirkus Zut (F,F,G,G,G,M)

Gitte var på vej hen imod det store telt. I de 8 år hun havde arbejdet som reporter var dette noget af det underligste hun havde hørt om, og det var helt sikkert en god historie til bladet. Oppe over teltet stod med store lysende bogstaver “Cirkus Zut”, og hun synes at stavemåden var ganske kæk.

Da hun kom hen til den blå vogn stod en ung kvinde på hende egen alder med et stort smil på og sagde velkommen. Hun så ud som man vel gør, når man arbejder i et cirkus: Et par overalls en fleece-jakke og en rød t-shirt med orden “Cirkus Zut” lidt skjult af overall’ens seler. Men hun havde også en sut hængende i en snor om halsen.

“Er du Dorte?”, spurgte Gitte hende, og hun svarede “Ja”, og viste Gitte indenfor i vognen. Den var indrettet som kontor, men det var ikke særlig godt skjult, at det var her hun sov.

“Her er hyggeligt,” sagde Gitte og lagde sine ting over en stol. Dorte satte sig ved skrivebordet, rakte ud efter en termokande og spurgte: “Vil du have kaffe?” “Ellers tak, jeg har lige drukket for lidt siden” svarede Gitte tilbage.
“Lad os komme til sagen: Dette er et cirkus for børn og unge, som stadig bruger sut, er det rigtigt?” Gitte havde taget blokken frem og skriver dato og overskrift øverst på papiret. “Ja, delvist”, svarede Dorte. “Det er ikke alle børnene, som fast bruger sut. Men initiativet er taget for at støtte dem, som gør. Derfor går vi allesammen rundt med en sut om halsen, og nogle sutter fra de kommer til de går, nogle sutter lidt i løbet af dagen, og nogle af dem sutter kun meget lidt på den. Specielt drengene er lidt seje i starten, men de kommer hurtigt efter det, når de mærker, at det er okay at have sut i munden her.”

“Mange forældre kunne måske føle, at det går lidt imod deres betræbelser på at få børnene til at holde op med at bruge sut. Hvad er dit budskab til dem?” Dorte tager en slurk af sin kaffe, kigger ud af vinduet, hvor tre 16-årige piger var i gang med at træne jonglering, og svarede så: "Vi ser det ikke på den måde. Dette sted skal ses som et helle, hvor børnene og de unge kan få et mindre forkrampet syn på sig selv. Nogle holder aldrig op, og nogle af dem opgiver sutten, når de får nogle succes-oplevelser.

Vi siger ikke, at det er god eller skidt at bruge sut. Det er bare noget man godt må her. Derfor får alle en sut i en snor, når de er her."
Dorte drejer sig halvt rundt, fumler lidt med en papkasse bag hende og trækker er sut magen til hendes egen op af kassen og rækker den til Gitte. “Her er en sut til dig. Det er en gave som minde om Cirkus Zut, fordi du vil skrive om os!” Gitte tager imod den røde sut, kigger lidt på den og tager så snoren om halsen, mens hun griner: “Haha, tak for den, den rigtig fin”

Gitte spørger til Dortes baggrund som fritidspædagog, om kommunens tilskud til projektet og om de sikkerhedsmæssige aspekter af projektet. Dorte er god til at fortælle, og mens hun beretter om projektet, nulrer Gittes fingre ved sutten. Hun kan lide følelsen af det bløde gummi, og den er rar at holde mellem fingrene.
Pludselig, mens Dorte beretter, spørger hun Gitte: “Hvorlænge brugte du sut som barn?” Lidt overrumplet over spørgsmålet svarer hun: “Årh, det ved jeg ikke. Jeg tror, jeg vist var lidt ældre end de fleste. Måske 6-7 år.”
“Det er ikke så ualmindeligt, som du tror!” svarer Dorte.

“De fleste større børn med sut tror, de er de eneste …” Mens Dorte taler videre tænker Gitte tilbage på, da hun i sin tid holdt op med at sove med sut. Selvom hun var stolt over, at hun var holdt op, så havde hun savnet den i lang tid efter.

På et tidspunkt rejser Dorte sig op for at finde nogle papirer fra et forskningsinstitut om mobning, mens hun stadig taler som et vandfald. Gitte sidder stadig og fingererer med sutten og pludselig putter hun den kortvarigt i munden. Forskrækket tager hun den ud igen, tørrer savlet af og lader som om hun skriver. Dortes tale er bare en summen og blyanten vil ikke rigtigt skrive noget.

“Det er altså noget af det mest livsbekræftende,” siger Dorte, “og nu skal vi ud og se, hvad børnene kan, og du skal også hilse på dyrene.” De rejser sig, og Dorte tager sine sorte sko af og skifter til et par beskidte gummistøvler i hjørnet.

De tre piger med keglerne øver stadig jonglering. Da de ser Gitte og Dorte, stopper de op, og den ene pige siger til Dorte: “Vi kan ikke få anden volte til at fung’e. Kan vi ikke prøve med nogle andre ruder, f.eks 4-3-4?” Pigen lesper lidt, mens hun taler med sut i munden. Dorte afbryder hende og siger: “Det her er Gitte fra bladet ‘Kanon’. Hun vil gerne tale med jer om cirkus’et. Når I er færdige, kan vi tale om det skift, der er svært.”

Pigen, der talte før, tager sutten ud af munden og siger: “Jeg er lidt svær at forstå, når jeg sutter. Jeg hedder Alice, det er Norma og Tanja her, og de er mine bedste venner.” De to andre piger fniser, og de sætter sig ned på en gammel bænk med en meget slidt, blå maling.
“I bruger alle tre sut?” spørger Gitte dem.

Alice tager ordet igen og siger: “Jeg bruger mest sutten her. Mine forældre er lidt trætte af at se mig med sut i munden.” Norma griner og siger: “Alice har også den mest vanskabte måde at sutte sut på! Jeg sover med sut næsten hver nat. Da jeg var ni år sagde mine forældre, nu skulle jeg stoppe. Men det gjorde jeg ikke, og nu siger de, at det er for sent.”

Tanja sukker og siger: “Jeg har faktisk ikke brugt sut, før jeg kom med i cirkus’et. Jeg tror nok, at jeg holder op, når vi er færdige her, men det er mest det, at når de andre har sut, så kan jeg også godt lide det”. Alice afbryder, selvom hun har taget sutten ind i munden igen: “Det passer ikke. Jeg har også set dig med sut, da du var nede i stalden alene.”

Gitte griner af pigernes drillerier og spørger: “Hvad erdet, der er så godt ved sut?” Norma tager sin sut ind i munden og siger: “Det er bare rart. Man slapper af og føler sig så godt”. Tanja afbryder og siger: “Hvis man skal lave noget, der er rigtigt svært, og man skal holde tungen lige i munden, så er det godt at have en sut!” De griner igen og Alice siger til Gitte: “Du har jo selv en sut om halsen. Du kan da bare prøve!”

Gitte ler lidt anstrengt. Hun tager fat om sutten og begynder at føre den op til munden som inde i skurvognen. Da hun holder den lige ud for sine læber, stopper hun og stivner. Det føles meget unaturligt. Hun bliver lidt svag i knæene og det sortner lidt. Langsomt åbner hun munden og fører den fremad indtil spidsen af gummiet rører hendes tunge. Langsomt lukker hun munden sammen om det runde hoved. Uden at hun kan lade være, suger hun sutten ind mod læberne et par gange og ånder ud gennem næsen.

“Se,” siger Alice, “hun kan godt. Er det ikke også dejligt?” Gitte nikker: “Hjoh, hdeth erh hdah hmegeth hrarth,” svarer hun. Lidt forskækket hører hun, at hun nu lesper værre end Alice.

Dorte kommer tilbage og siger til Gitte: “Kom, vi skal over og se dyrene!”. De begynder at gå derover, og Dorte tager også sin sut ind i munden: “Ja, man bliver jo glad for de her”, siger hun og kigger over på Gitte, der stadig sutter på sin.

Da de kommer der over står der en mand og to drenge og er ved at fodre en kamel. Manden er i kedeldragt og er ved at skovle hø ind i boksen. De to drenge samler det hø sammen, der falder på gulvet og smider det ind med deres hænder.

“Det er min mand.” siger Dorte, “Han hedder Peter, og det var ham, der lærte mig at bruge sut igen.” “Hdavh Hpeterh”, kommer det lespende fra Gitte, “Hjegh hedderh Hgitteh”

Peter og drengene stopper deres arbejde og de tager alle tre deres sut, børster dem lidt af og stikker dem ind i munden. Peter fortæller lidt om hestene, hundene og kamelen, de lige har fodret.

Da Dorte og Gitte går tilbage til vognen er Gitte helt tavs. Hun skal lige samle sine ting sammen, så ind på redaktionen og skrive. Så er det bare hjem og slappe af.
Men en ting er sikkert. Hun har fået en gave, et minde fra Cirkus Zut, hun nok ikke lige giver afkald på med det samme. Mmm, det er længe siden hun har nydt noget så afslappende.