3. december - Juleindkøb
Mille vågner efter en rolig nat, hvor hun drømte om julekalenderen, og om dagens julegaveindkøbs tur, sammen med Maya og Frida fra klassen, mor fik nemlig snakket med både Mayas mor og Fridas far, og har aftalt, at hun nok skal følges med dem ind til byen, og selv opholde sig på byens lokale Café “Kaffeklubben”. Pigerne har fri kl. 14:00 og turen fra skolen ind til byen tager 20-30min. De har aftalt at de kan bruge 1-2 timer, måske 1 time mere, hvis de ikke er klar, men så bliver der ikke tid til at spise kage på Caéen. Mille har slet ikke behov for at sove længere, og springer nærmest ud af sengen, og skynder sig ned for at spise morgenmad, for hun at faktisk sulten, og tænker at morgenbadet kan vente, til hun har fået spist. Under morgenmaden spørger Milles far om Mille glæder sig til at være sammen med Frida og Maya efter skolen, og om hun har lommepenge nok, Mille svarer “Ja, og det tror jeg nok, og ellers kan jeg måske låne lidt af mor, hvis det bliver nødvendigt?” Milles mor svarer, “nu får vi at se, jeg skal nok tage lidt ekstra med, og så giver jeg et stykke kage, hvis i er færdige med at købe ind, inden kl. 16:30”, “Tak mor, kan vi også få Kakao?” spørger Mille, “Det skulle nok kunne lade sig gøre, husk nu at spise din morgenmad skat.”
Efter morgenmaden, husker Mille at komme i bad og finde det tøj frem som hun skal have på i skole, hun er ved at tage sko på, da hendes mor kommer ud med hendes madpakke, og spørger hende om hun har husket at tage sin indkøbsliste med, så hun ved hvad hun skal kigge efter. Mille smider skoene fra sig, og springer op “nej, den har jeg glemt, godt du spurgte.” Milles mor smiler, imens hun lægger madkassen ned i Milles taske.
Imens Mille henter listen, er Milles far også ved at gøre sig klar, så de kan følges ad i bussen, med listen hentet og lagt i det forreste rum i tasken, er Mille nu klar til endeligt at få sko på, og i mellemtiden, har Milles mor taget Milles jakke ned fra knagerækken og holder den så Mille nemt kan tage den på, ved at stikke armene ind i ærmerne, en ad gangen. “Tak mor, vi ses efter skole” siger Mille idet hun tager tasken på ryggen, og retter skulderstropperne til, så tasken sidder helt rigtigt, og går ud af døren sammen min sin far.
I bussen sidder Mille og dagdrømmer lidt, og tænker på hvor “nice” det er at hun har tidligt fri fra skole, og er lidt spændt på hvad de andre, har tænkt sig at købe af gaver. Turen til skolen, er plusligt forbi, og Mille opdager først nu, at hun slet ikke har fulgt med i trafikken, som hun ellers plejer. Milles far siger farvel til Mille idet hun stiger af bussen, og han selv kører videre, han skal snakke med værkstedet senere, men ved ikke om de har nogen gode nyheder at komme med.
I skolen får de besked om skolens kommende Julebanko, som bliver holdt på skolen, og invitationerne til forældrene gives med hjem, alle er velkomne og der vil være æbleskiver, skole-gløg, varm kakao og evt. sodavand til rimelige priser, overskuddet vil gå til elevkassen, Mille lægger straks invitationen i sin taske og håber at de har råd til at deltage, det koster jo åbenbart mange penge, at reparere bilen og far har mindre tid til familien, når han er afhængig af bussen og bruger ekstra tid på jobbet.
De får også at vide, at skolen giver frokost på tirsdag, som de selv skal være med til at lave, de vil blive opdelt i 4 hold, som på skift skal en tur i skolen køkken, sammen med elever fra de ældre klasser, ud over frokost, skal der også laves julekagebage ting og en masse julekonfekt som kan sælges til bankospillet.
Efter skolen følges Mille, Maya og Frida han til skolens cykelstativ, hvor Milles mor har aftalt at mødes med dem, og der går da heldigvis heller ikke mange minutter, før Milles mor dukker op fra den anden side af cykelstativet, “er i klar tøser, bussen kommer om lidt?” spørge Milles mor, “Ja”, svarer de i kor, og bevæger sig sammen over til busstoppestedet.
Busturen tager kun 20 minutter, og pigerne snakker hele vejen om hvad de tænker på at købe, det vil sige, mest Frida og Maya, for Mille vil helst ikke snakke gaver, før de er alene, så ikke hendes overraskelser bliver ødelagt, ved at Milles mor kan høre det.
Da de er kommet ind til byen, følges de sammen hen til Caféen, hvor Milles mor ved sidde og drikke Jule-latte, og vente til de har fået købt deres gaver, “Husk at i kan komme forbi med gaverne, hvis i ikke vil slæbe rundt på dem, så skal jeg nok passe på dem” siger Mille mor og sender dem rundt om hjørnet, hvor indgangen til bycentret ligger.
Det går fuldstændigt som Mille har forestillet sig det ville gå, indtil Maya ser en julegave, som hun ønsker sig og som hun bare ved, at hendes forældre aldrig kommer til at købe til hende, det er en top ligesom den forsangeren i hendes favorit band, har på i musikvideoen til deres seneste album, men fordi man kan se maven, ved hun bare, at hun ikke kommer til at få den, da hun har spurgt om den i mere end et halvt år, og sidst hun forsøge, fik hun bare at vide, at det nu var nok med den top, Frida er for ung og hendes forældre nægter at spilde penge på en t-shirt i babystørrelse til Frida.
Efter et længsels suk hænger Frida toppen tilbage, og indhenter Maya og Mille, da de kommer hen til et stativ med kjoler og står og kigger på en bestemt kjole som, Maya tænker på at købe til sin mor eller søster, siger Frida at hun mener at have set en lille skuldertaske som, passer til kjolen og går hen for at hente den. Selvom de skulle købe gaver til andre, kan de jo også lige kigge på gaveønsker til dem selv, og finder derfor flere beklædningsgenstande, som de kan prøve i prøverummet, man kan altid komme med ekstra ønsker, måske kan man få flere gaver, hvis man har flere ønsker tænker de.
Da de har prøvet det tøj som de har fundet frem, siger Frida at hun lige hænger tøjet på plads, som hun ikke skal købe, og foreslår at Mille og Maya gør det samme, da de alle 3 har fået hængt tøjet på plads, går de sammen op til kassen, for at betale for det de vil købe, og da det er gaver får de påsat byttemærker på det hele, og pakket nogle af gaverne ind. Med kursen mod udgangen sker der noget som ingen af pigerne havde forudset, alarmen går i gang idet de skal til at forlade butikken. Den ellers så venlige ekspedient beder pigerne om at følge med ud til baglokalerne, da de vist lige skal snakke lidt sammen.
Ude ved baglokalet bliver pigerne mere og mere nervøse, for de har jo betalt for alle gaverne, ekspedienten spørger dem om, de har noget i taskerne som de ikke skal have, og kigger på pigerne en efter en, da der ikke kommer noget svar spørger hun dem om deres alder, og får at vide at Mille og Maya begge er 7 år, og Frida er 8 år. Ekspedienten spørger så efter, om deres forældre er i nærheden, og om hun må få nogle telefonnumre, så der kan blive ringet efter forældrene. Mille svarer at hendes mor sidder ovre på Caféen, men at hun ikke må se hvad hun har købt til hende, for så kan hun ikke længere bruge det som en overraskelses gave. Ekspedienten får en kollega til at hende Milles mor, imens hun selv holder øje med pigerne, og siger at de altså er nød til at vente med at tømme taskerne, til en værge er tilstede, men Mille er insisterende og tæt på grådens rand, og spørger om hun ikke bare selv kan tømme sin taske, så hendes mor ikke skal se, hendes egen gave, da den endnu ikke er pakket ind.
Ekspedienten prøver at afvise, men når ikke særligt langt, før Mille i et snuptag har fået åbnet lynlåsen til det store rum og vendt tasken på hovedet så madkasse og gaver falder ud på gulvet. Ekspedienten prøver straks at redde situationen, ved at samle gaverne op sammen med Milles madkasse, hun når kun lige at lukke lynlåsen halvt, da Milles mor dukker op og spørger pigerne “Hvad er der sket?” Mille svarer sin mor som den første “Vi var på vej ud og så gik alarmen i gang, men mor du må altså ikke kigge i min taske, for så ser du min gave til dig!” imens hun ser bedende på sin mor.
Mette som Milles mor hedder, spørger Maya og Frida om de har noget de vil fortælle, eller om det kun er Mille der har lyst til at snakke, Frida og Maya kigger lidt på hinanden, som for at aftale hvem der først skal sige noget, indtil Frida siger “Undskyld”, og tager toppen op af Mayas taske. Mette forstår nu at pigerne er blevet fanget i at stjæle, men ved ikke med sikkerhed hvad der er op og ned, hun spørger derfor ekspedienten hvad der skal ske nu, og får at vide at forretningen jo at nød til at melde pigerne for tyveri, da de ingen undtagelser gør. Mette siger at hun har lovet at passe på Maya og Frida, og spørger om de ikke bare selv kan tage en alvorssnak med pigerne, men får at vide at erfaringerne desværre viser at piger der stjæler, ikke stopper af sig selv, før de bliver stoppet, og at forretningen er forpligtet overfor de andre butikker til at melde ethvert tyveri, hvilket betyder at der skal indgives en rapport til politiet, som så kontakter de sociale myndigheder, således at de unge mennesker kan hjælpes tilbage på rette kurs, inden de risikerer ender som vaneforbrydere.
Opgivende siger Mette, at de selvfølgeligt vil samarbejde, og at hun nok skal tage kontakt til de andre forældre, da deres indkøbstur vistnok alligevel er slut for nu, og fisker sin mobil op ad tasken. Imens hun ringer til først Mayas så Fridas forældre, har ekspedienten fået fat i landbetjenten, som tilfældigvis var i nærheden, og ellers skulle til at køre ud til nabobyen. Efter en kort introduktion, skal landbetjenten til at bede om at få en forklaring fra pigerne, da Mette opdager en seddel på gulvet med skolen logo på, og samler den op, på sedlen står der med store bogstaver “INVITATION”, hvorefter hun spørger landbetjenten, “Sig mig, er der ikke noget med at mindreårige ikke må afhøres eller visiteres, uden tilstedeværelsen af en forældre eller værge?” “Jo, det kan man vist godt sige, men som jeg har forstået det, var det din egen datter, der tømte sin taske ud på gulvet, og det ændrer jo ikke på, at der jo er tale om en vare, der ikke er blevet betalt for, som de 3 piger blev opdaget med på vej ud af butikken”. “Det kan jeg selvfølgeligt godt se, men det er jo ikke tyveri når det ikke lykkedes, er det?” “Det er enten tyveri, eller forsøg på samme, og straffen ligger formentligt som en bøde, men skal vi ikke høre de unge damer, om de vil udtale sig?” Betjentens underlige måde at tale på gør, at ingen af pigerne har lyst til at sige noget længere, og betjenten siger derfor at vi måske skal fortsætte snakken, på et andet tidspunkt, og måske hjemme hos hver af de 3 piger. Han får derfor lige nedskrevet en fyldestgørende beskrivelse af forløbet, og prisen på varen, og tilbyder så undtagelsesvist, at køre de 3 piger hjem sammen med Milles mor, hvilket Mette straks takker ja til.
Da Maya og Frida er blevet sat af, og afleveret hjemme hos deres forældre, spørger Mette lidt mere ind til det videre forløb, imens landbetjenten kører imod deres egen adresse, landbetjenten svarer “sådan lidt overordnet set, så skal vi jo lige finde ud af, hvem af pigerne, der har gjort hvad, men vi kommer nok først til at tage snakken med, en socialrådgiver, da vi i denne slags tilfælde aktiverer SSP samarbejdet”
Da Mille og Mette er kommet hjem, bliver Mille sendt ind på hendes værelse, imens Mette snakker med Milles far, da de nu har brugt mere tid, end der var planlagt, er det blevet for sent til at Mette har lyst til at lave mad, så imens de ringer efter en familiepizza, bliver Mille kaldt ind i stuen, hvor hun bliver nødt til at fortælle, alt hvad der er sket, til både mor og far, Mille har mest af alt lyst til at glemme det, for det var jo ikke hende der stjal, men får at vide at hun allerede kommer til at gå glip af aftenens julekalender, og hvis hun ikke begynder at fortælle, hvad det er der er foregået, så får hun heller ikke noget at spise, men kan så bare gå tilbage til sit værelse og gøre klar til at komme tidligt i seng.
Modvilligt bruger Mille nu al ventetiden, på at fortælle, det som hun ved, og glæder sig over at blive afbrudt, da det ringer på døren, og pizzaen bliver leveret. “Mille, nu får vi spist aftensmad, og så skal far og jeg lige have lov til at snakke sammen, og så må vi snakke videre i morgen, da vi lige skal have fundet ud af, hvad der skal komme ud af alt det her”
Efter aftensmaden, blev Mille igen sendt ind på hendes værelse, og nærmest af egen fri vilje, besluttede hun sig for at gå tidligere i seng, i håb om at glemme dagens uheldige slutning, og for at mor og far ville være mere forstående overfor hende, da det jo ikke er hende der har gjort noget galt.
Jeg beklager den sene levering af 3. December kapitlet, der var lige nogle andre ting der skulle ordnes, inden kapitlet kunne skrives helt færdigt, de næste (mange) kapitler, forventer jeg at kunne udgive tidligere dag for dag