15. december - Børnepsykiatrien
Da Mille vågner, er bleen næsten lige så våd, som hendes bukseble var i går, men i dag har hun ikke lys til at falde ud af sengen, og med tanke på at Anton slet ikke vågnede i går, vælger hun at tage chancen, og skubber benene ud over kanten af sengen, inden hun sætter sig op, bekymringen hun havde da hun faldt i søvn, ligger stadig og fylder friskt i hukommelsen, og inden hun får rejst sig op, vågner Anton og siger “Godmorgen Mille” og med et mindre chok svarer Mille “Godmorgen Anton”, inden Anton fortsætter med et spørgsmål “Sover du også med ble?” Mille bliver helt rød i hovedet, og tænker på hvordan det er sket, at hun er blevet opdaget? Plusligt ryger hendes arm om på ryggen, og lige der, fordi hun sidder foroverbøjet, så er natblusen blevet trukket op, og dækker på ingen måde blekanten, der stikker op fra hendes natbukser, “Øh, ja, en gang imellem” lyder ordene der kommer ud fra Milles mund, “en gang imellem” er måske ikke helt sandt, men Mille vidste ikke hvad hun skulle sige, og er egentligt bare lettet over, at Anton virker til at acceptere det så let.
“Jeg sover med ble hver dag, men det tror jeg nok du har gættet, hvis du da ikke har overset puslebordet derovre” siger Anton og peger over på hans junior-puslebord “Min mor plejede at give mig natbleen på imens jeg lå i sengen, men puslebordet er bedre for ryggen, og så nyder jeg at hun ikke længere skynder sig for at blive færdig, nu hvor hun bare kan stå op, helt almindeligt, har du også et puslebord” spørger han “Nej, jeg har mest sovet i buksebleer, det er først for nyligt at jeg har fået den her type ble på” siger hun og peger på den synlige del af bleen, netop som de skal til at forsætte med at snakke, kommer Gitte ind på værelset, og kan med det samme se at Mille sidder på kanten af sengen, med en ble der er klar til at blive skiftet.
Da Mette ikke er stået op endnu, siger Gitte til Mille at hun kan starte med at børste tænder, og så komme tilbage til værelset, så skal hun nok hjælpe hende bagefter, Mille gør som der blev forslået, og går ud på toilettet, hvor hendes nye tandbørste står, hun måtte jo have en ny, nu hvor de stadig ikke kunne komme ind i deres hus, og imens Mille går ud mod toilettet, kan hun ikke undgå at mærke følelsen af den godt brugte ble, der er blevet noget større end, da den stadig var frisk og tør, og da hun kommer ud på toilettet, bliver hun da også lige nød til, at mærke efter med fingrene, og bliver en lille smule imponeret over hvor hård den er blevet, på ydersiden, og samtidigt hvor blød den stadig er.
Idet Mille får åbnet for vandhanen, er det lige som om, en lille sjat tis undslipper hendes, og det var slet ikke noget hun kunne styre, heldigvis var det kun en lille sjat, og selvom bleen er godt brugt, så er det som om den våde fornemmelse, der opstod ganske kort, igen er forsvundet, og Mille tænker så lidt på, hvor praktisk det er, bare sådan at kunne tisse, imens man børster tænder, uden at man behøver at skulle sætte sig ned, eller trække bukserne af inden, hendes tanker bliver afbrudt af Anton, som hun hører ude på gangen, hun skynder sig derfor at skylle munden og tandbørsten, “Så er det din tur” siger Anton imens han smiler, gladere, end han plejer at være.
Tilbage på værelset, står Gitte og venter på Mille, og da hun kommer retur fra toilettet, siger Gitte “Det var godt søde, skal vi få dig ud af den våde ble?” spørger hun, hvortil Mille sådan lidt nervøst får svaret “Ja tak” “Jamen så kom herover, kan du selv komme op tror du?” spørger Gitte, “Jeg kan prøve” svarer Mille, og begynder at kravle op på bordet, det er tydeligt at hun ikke er vant til det, og har da heller ikke balancen helt med sig, så da hun er ved at falde ned igen, mærker hun Gittes hånd på bleen, der lige giver hende det sidste skub, til at hun kommer helt op, og ikke ryger ned igen, “Det var godt, læg dig bare ned søde” siger Gitte, imens hun smiler ned til Mille, som straks begynder at tænke “Måske jeg skulle have taget natbukserne af, inden jeg kravlede op?” Hun når dog ikke at tænke ret længe over svaret, idet hun mærker Gittes fingre i kanten af bukserne, som stille og roligt krænger bukserne af hende og nu har frit udsyn til Milles våde nat ble, “Ja nat ble, er de nok ikke så gode til, for du kan da ikke have plads til meget mere i denne her, så måske du i nat, skal prøve en af Antons bleer?” Konstaterer Gitte, spørgende for sig selv “Det må jeg lige snakke med din mor om” fortsætter hun.
Efter at have løsnet tapestykkerne på bleen, og en hurtig aftørring af Mille, er Mille næsten så god som ny, “Hop du bare ned igen, så du kan komme i bad, så skal jeg nok hjælpe dig med bleen igen bagefter” siger Gitte til Mille, “Det behøver du ikke, jeg har stadig buksebleen fra i går, min mor mente at den kan bruges endnu” svarer Mille “OK, du får lige et friskt håndklæde med, og så prøver jeg lige at finde noget af dit eget tøj, eller noget af Antons” siger Gitte med et smil, imens hun trækker et rent badehåndklæde ud fra Antons skab, og giver det til Mille, som straks folder det ud og tager rundt om sig, så hun ikke fryser, på vejen hen til badeværelset, hvor Mille plejer at gå i bad. Da Mille kommer ud på badeværelset, forsøger hun at hænge håndklædet op, men opgiver fordi det bliver ved med at falde ned, hun ender derfor med bare at lægge det, på bordet hvor vasketøjet bliver lagt sammen, og sorteret, og hvor der indtil nu er blevet lagt rent tøj frem til hende, for da Mille har fået sit morgenbad, og skal til at tørre sig og tage tøj på, opdager hun nemlig, at der ikke er lagt noget frem til hende, hun ender derfor med bare at tage håndklædet rundt om sig igen, og vende tilbage til Antons værelse.
Nervøst stikker hun hovedet ud på gangen, og kan høre Anton inde i stuen, så Mille beslutter sig for bare at komme afsted, da de eneste hun risikerer at møde på gangen, er hendes forældre og Gitte, egentligt er det lidt underligt at tænke på, for i skolen bader hele klassen sammen, men måske er det fordi Anton er ældre end Mille, eller fordi de ikke har kendt hinanden så meget endnu, og med Gitte er det bare noget andet, Anton er jo en dreng og sådan er det bare, tænker Mille, efterhånden som hun nærmer sig Antons værelse, hvor døren står på klem, og lyset er tændt, inde på værelset står Gitte ved siden af puslebordet og venter, “Din mor er ikke stået op endnu, og jeg kunne ikke finde din bukseble, eller de bleer som din mor har købt, men hvis du hopper op på bordet, så bruger vi bare en af Antons, og så er vi i hvert fald sikre på, at den kan holde og du ikke skal være bekymret over det” siger Gitte og smiler, Mille ved ikke hvad hun ellers skal gøre, og bliver en lillesmule nysgerrig, bleen hun vågnede i, var bestemt ikke en rar følelse, og da hun børstede tænder, blev den mere og mere kold og klam, heldigvis var det længe hun skulle vente, på at få taget bleen af, da Gitte stod klar præcis ligesom nu, helt naturlig og kærlig, Mille skulle ikke bruge meget overtalelse, og ville ikke sige Gitte imod, så snart lå hun oppe på bordet for anden gang, og denne gang for at få en ble på.
“Løft lige rumpen engang”, siger Gitte, og så er bleen hurtigt på plads nede under Mille, inden der bliver tænkt for mange tanker, drysser Gitte et tyndt lag af pudder ud over Mille, inden hun dækker det til med bleen, som hun folder op imellem benene på Mille, og trygt sætter fast, med et stykke tape ad gangen, indtil Mille igen kan hoppe ned fra bordet, og for første gang, mærke hvordan Antons bleer er en smule tykkere, end dem hun indtil nu har prøvet, “Jeg kunne heller ikke finde noget af dit eget tøj, men jeg tror godt du kan nøjes med en t-shirt for nu, ligesom Anton” uden at protestere, rækker Mille armene i vejret, da hun kan se at Gitte er ved at gøre klar, til at trække t-shirten ned over hendes arme og hoved, “Skal Anton ikke i skole i dag?” spørger Mille, da det undrer hende at Anton heller ikke har andet tøj på endnu, “Nej, jeg har givet ham lov til at holde en pjækkedag i dag, han sidder inde i stuen og ser tegnefilm” svarer Gitte.
“Vi har jo allerede set hinandens bleer, så det er måske ikke så slemt det her” tænker Mille, idet hun sammen med Gitte, er på vej ned ad gangen til stuen, hvor Anton sidder og hygger sig i sofaen, idet de kommer forbi køkkenet, går Gitte derud og tænder for ovnen, og går i gang med morgenmaden, imens fortsætter Mille og sætter sig i sofaen, i modsatte ende i forhold til Anton. "Hvad ser vi?" spørger Mille, da hun ikke lige kan genkende tegnefilmen, “Det er en eller anden Japansk tegnefilm, jeg ved ikke hvad den hedder, men synes den er rigtig god” svarer Anton, inden han igen retter sit fokus mod fjernsynet. Mille vælger derfor at se med, og uden hun helt har forstået hvad den handler om, begynder hun også at finde den spændende, og hurtigt er også Milles fokus koncentreret om fjernsynet.
“Godmorgen unger” lyder det fra Milles far, som netop er trådt ind i stuen, og har valgt at sætte sig i en af de bløde stole, ved siden af sofaen, “Godmorgen” lyder det enstemmigt fra både Mille og Anton, uden at de fjerner deres fokus fra fjernsynet, ikke længe efter er det Mette der kommer og siger godmorgen, og også denne gang, lykkedes det Anton og Mille at svare, uden at dreje hovedet det mindste. Først da Gitte kommer ind med morgenmaden, og siger "Så er der mad" vækkes ungerne til “live”, og fjernsynet bliver slukket, næsten helt af sig selv, hjulpet af fjernbetjeningen, som Milles far har trykket på, idet børnene har rejst sig op fra sofaen. Idet Mille sætter sig på sin stol ved spisebordet, bliver hun igen opmærksom på, bleen som hun i dag er iført, hvor det normalt er en lille smule hårdt, at sidde på stolen, er det i dag ligesom at sidde på en pude, og fordi bleens overflade ikke er af stof, ligesom hendes bukseble, så nærmest glider Mille rundt i sædet, når hun skal sætte sig, eller række ud efter noget.
“Jeg har en noget jeg skal fortælle dig Mille” siger Mette, “Efter i var gået i seng, snakkede jeg med min søster, og det varer ikke længe før du skal til at være en kusine, måske allerede inden det bliver jul, eller nytår” fortsætter hun, “Er det allerede nu? Nice!” svarer Mille, med et fornyet boost af energi, "Ja, det varer ikke længe, før hun måske tager på hospitalet" lyder fra Milles far, “Skal vi så besøge hende, og må jeg komme med og så babyen?” spørger Mille, “Ja, det tror jeg hun vil blive glad for” siger Mette, inden der igen bliver ro til morgenmaden. “Hvad skal vi lave i dag?” spørger Anton om, “Ja, Mille har en tid hos en børnepsykolog” siger Mette, “Men måske vi kan tage en tur i parken, eller finde en legeplads bagefter?” siger Gitte, som ikke har været inde i byen i et stykke tid. “Jaaa” lyder det fra Anton, Mille er begyndt at blive en smule nervøs, for hvem er denne psykolog nu?
Der går ikke lang tid efter morgenmaden, inden de alle sammen sidder i bilen, og er på vej ind til byen. Da Milles far kører ned ad en sidevej, og forbi det der ligner en parkeringsplads, ser Anton et skilt og begynder at prøve at udtale det kan læser, “Bør-ne og Ung-doms-…” inden han går i stå, og får hjælp fra sin mor Gitte “…-Psy-ki-a-trien” “Det er her at Mille skal snakke med en børnepsykolog” siger Mette, inden de 2 voksne og 2 børn, hopper ud af bilen, og Milles far kører videre på arbejde.
Da de kommer indenfor, ligner det en mellemting imellem et skolekontor og hospital, der er børnevenlige farver på væggene, og en masse døre med hvide og røde lamper ud for hvert kontor. Imens Mette melder Milles ankomst, sætter Gitte og Anton sig ude i et lille venteområde, hvor der er lidt legetøj, mest til de mindre børn, så da Anton finder noget Lego, er det duplo klodser han finder, men for Anton er Lego bare Lego, og med Duplo, går det bare hurtigere. Hverken Mille eller Mette skal vente ret længe, idet psykologen sidder klar til at tage imod dem, og inviterer dem begge ind på hendes kontor. “Goddag Mille, godt i kunne komme i dag, som din mor måske har fortalt dig, så skal vi bare snakke lidt sammen, for at se om vi kan finde ud af, hvorfor du er begyndt at tisse i sengen, og hvad der kan være årsagen til det, til at starte med, vil din mor være her også, men på et tidspunkt, sender vi hende udenfor, så hvis der nu skulle være noget, som du ikke tør snakke om, imens hun er her, så er det helt fint, og alt hvad vi snakker om, er 100% hemmeligt, så med mindre du selv siger det, så forbliver det en hemmelighed imellem os 2, ikke en gang dine forældre eller skole, får noget at vide, forstår du det” spørger psykologen, “Ja, det tror jeg nok” lyder det fra Mille.
“Godt mit navn er Laila, og inden vi 2 skal snakke sammen alene, synes jeg at vi skal høre fra mor, hvad hun tror, og så kan vi snakke videre bagefter, det er helt ok hvis du ikke er enig i det som din mor siger, bare du fortæller det til mig senere, og lader din mor fortælle færdigt.” siger Laila fra sin stol overfor sofaen, hvor Mille og hendes mor sidder. “Ja altså, jeg tror at Milles problemer, startede i begyndelsen af December, nogenlunde samtidigt med at vores bil gik i stykker, men først da Mille opdagede branden, kan jeg med sikkerhed sige, at hendes søvn har været påvirket, det er nemlig først her, at jeg personligt har lagt mærke til det våde tøj, og har hjulpet Mille så godt jeg kan” forklarer Mette, imens Laila tager en masse notater, og kigger i nogen, som hun allerede har skrevet, “Ja, det var vist også noget af det du fortalte over telefonen” siger Laila “Så det er fint, vi behøver ikke at gentage det hele, jeg tror det er tid til at jeg snakker med Mille alene, så hvis du vil vente ude i venteværelset, så henter vi dig hvis det bliver nødvendigt, hvis du er til kaffe, skal du bare sige til ude på kontoret” slutter Laila, idet Mette er på vej ud af døren “Mange tak, det lyder godt” svarer Mette og lukker døren efter sig.
Snakken imellem Laila og Mille går stille og roligt fremad, og konklusionen som Laila er ved at danne sig, går på at Mille må være blevet stresset, og påvirket af sine forældres frustrationer, på grund af det med bilen, men også på baggrund af den slemme oplevelse, det har været for Mille at opdage branden, Mille og Laila får snakket om alt muligt, og Laila hører også om hvordan de selv var med til at fælde træet, kun få dage inden det brændte, og hvordan de indtil nu, har boet hos deres nabo Gitte og hendes søn Anton, som de også kun lige har mødt, og hvordan Mille er havnet i den ble som hun sidder i nu, snakken Mille og Laila har haft, har været så spændende og befriende for Mille, idet hun først nu har tænkt over, hvor meget det er, der egentligt er sket siden det hele begyndte, Mille får dog ikke fortalt det hele, og har slet ikke lagt mærke til at hendes ble, gradvist er blevet mere og mere våd, end ikke da Laila ganske stille, kunne høre det risle, nede i Milles ble, og da tiden er ved at være gået, slutter Laila af, med at fortælle Mille, hvad der nu kommer til at ske, “Jeg synes, at du kan have brug for, at vi snakker lidt mere, en anden dag, men for nu vil jeg skrive en rapport med mine anbefalinger, som vil blive sendt til jeres forsikringsselskab, og din skole, så i ikke kommer til, at skulle betale for din behandling. Har du nogen spørgsmål inden vi slutter for i dag?” spørger hun Mille “Nej ikke rigtigt…” svarer Mille, “Fint så henter vi lige din mor ind igen, inden vi sender jer videre” og går over til sin telefon, for at få sekretæren på kontoret til at sende Mette ind til Laila og Mille.
“Det var rigtigt godt, at i kom her i dag, jeg anbefaler at Mille fortsætter hos mig, nogle uger endnu, dvs. hen over julen og nytår, har jeg desværre ikke så meget tid, med mindre det bliver værre med Mille, jeg synes det er rigtigt fint, at i holder fast i bleen, og sikrer at der ikke kommer flere pinlige uheld, men jeg tror også, at Mille vil have godt af, at komme lidt væk, det er ikke sundt, at bo så tæt på jeres hjem, når i ikke kan bo der, imens det er ved at blive repareret, og måske også skolen er en medvirkende årsag, jeg vil derfor anbefale jeres forsikring, at de hjælper med en lille miniferie, imens jeres hun bliver ordnet og at i får noget støtte til Milles bleer, jeg skriver 2 rapporter, en til jeres forsikring og én til socialforvaltningen, så i hører nok fra en Fru. Mortensen” siger Laila, “Hende kender vi godt, så det er helt fint” lyder det fra Mette, “Ja, og måske det kan hjælpe lidt, så forsikringen hurtigere bliver færdig med deres vurdering og sagsbehandling” slutter Laila, idet hun rejser sig op for at give hånden til både Mette og Mille.
Udenfor sidder Gitte og Anton stadig i venteværelset, og da Mille kommer og sammen med Mette, bliver Anton helt glad, for han er nemlig begyndt at kede sig lidt, “Skal vi komme videre?” lyder det fra Mette, inden Gitte siger “Ja, lad os det” og de 4 begiver sig ud for at finde legepladsen. Da Anton og Mille har leget lidt i et par timer, hvor der blandt andet, er blevet gynget og klatret, er det blevet tid til at få noget at spise, og da de ikke vidste, hvor længe det ville tage, har de ikke taget frokost med hjemmefra, men beslutter sig for at Mc. Donalds måske ikke er så tosset, i dagens anledning, og selvom både Anton og Mille er ved at være for store, skal de da lige lege lidt mere, i Legeland på McDonalds. Inden de begiver sig hjemad, spørger Gitte hvordan bleerne har det? Både Anton og Mille kigger på hinanden, “Ja, aftalen med Anton var, at hvis du skulle have ble på hele dagen, og Anton alligevel ville pjække fra skolen, så skulle han da også have ble på, og at dømme ud fra jeres ansigter, så tror jeg det er tid til at skifte, inden vi skal videre og købe ind til aftensmaden.” fortsætter Gitte, hvorefter kvartetten begiver sig ud på handicaptoilettet, først Mille og Mette efterfulgt af Anton og Gitte.
Hjemme sætter børnene sig straks foran fjernsynet, og inden længe har de begge smidt bukserne, dvs. i dag har Mille fået en kjole på, så det er Antons bukser, der nu ligger nede på gulvet, og begge deres bleer er til frit udsyn, den mente Mille nemlig, var mest rimeligt. Efter aftensmaden og julekalenderen, er det tid til at Mille og Anton skal sove, og imens de ligger i sengen, snakker de lidt om hvordan det føles at have ble på, det er dejligt blødt at sidde på en tyk ble, hvis stolen er hård, men nemmere at bevæge sig, hvis bleen er tynd, Mille kan bedst lide buksebleerne, eller de tynde dagsbleer, men er allermest glad for, at hun ingen uheld har haft, og at sengen er tør når de vågner, Anton er helt enig, selvom han synes, det var lidt underligt, at have ble på hele dagen, sådan sammen med Mille, for han har selv prøvet det et par gange før, og synes et eller andet sted, at når nu man har brug for dem, så er bleer bare for nice, hvilket Mille godt kan give man lidt ret i.
Og med glade tanker, falder både Anton og Mille hurtigt i søvn, og drømmer om, hvad dagen næste gang bringer…