Nedenstående ”shortstory” er en del af forarbejdet til en længere historie. Der kommer ingen fortsættelse.
Det er ren fiktion, men bygger ”vanen tro” på egne oplevelser, herunder mine togture gennem landet, som skilsmissebarn…
Togturen
D Eb Bb man kunne høre de ikoniske tre toner skratte ud af højttalerne på perronen. Han sad inde i toget, og kunne ikke høre hvad der blev sagt. ”Formentlig endnu en forsinkelse. Hvordan kan det være så svært, at få nogle tog til at køre til tiden?” Han tænkte videre ”hvem fanden er det lige, der synes det er en god ide, at ligge et møde om fredagen?” ”Det er et valg mellem to onder. I bedste fald tre timers kø-kørsel, eller to timer i et tog, fyldt op med skoleelever, småbørnsforældre og pensionister.” Hans tanker fortsatte ”Ikke engang en ærlig kop kaffe kan der købes mere!”
Man kunne høre motoren gasse op, toget begyndte at bevæge sig fremad, langsomt forlod det perronen og kørte ud af banegården. Han kiggede ud – så på menneskene i byen, der hastede rundt. De høje huse i centrum susede forbi – blev erstattet af villakvarternes villaer og haver, tilslut marker og åbent landskab.
Til tider for toget forbi en klynge huse. Gamle stolte stationsbyer – der nu var blevet sovebyer.
Han var træt – det havde været en lang uge – og nu afsluttet med endnu et møde. Han spekulerede til tider på, hvorfor han overhovedet tog afsted. De samme emner, de samme personer. Ham der altid skulle høre sig selv – og hende der ikke forstod at tænkte generelt. ”Hjemme hos os…” – han lukkede øjnene. Og så en fredag. Der burde være en lov, der forbød afholdelse af eksterne møder mandag og fredag.
Toget tog langsomt farten af – der var atter huse uden for vinduet. Han kiggede ud. ”Og nu kommer der med garanti en eller anden teenagetøs, der hører høj musik, eller endnu værre, skal ævle-bævle med sin veninde i telefonen” tænkte han. Hvad var det med unge mennesker og kvinder på hans egen alder – hvorfor skulle han tvinges til, at høre på deres problemer? Der burde være adgang forbudt for mobiler i det offentlige rum.
Toget bremsede. Nogle få rejste sig og gik ud. Han kiggede ud af vinduet. Det så heldigvis ikke ud til, at der var så mange der skulle på. Han fik øje på en lille dreng der stod med en mand, hans far formentlig. Han havde en rygsæk på ryggen. Han holdt faren i hånden. Faren bukkede sig ned, kyssede ham på kinden og krammede ham. Han sagde noget og barnet nikkede. De så triste ud begge to. Han kunne se de gik hen mod døren.
Et øjeblik efter kom drengen til syne i døren ind til ”kupeen”. Han kiggede rundt. Så derhen, hvor manden sad. Han gik målbevidst hen mod pladsen. Drengen havde cowboybukser på, nogle ”tennissko” og en varm vinterjakke. Han stod lidt forsigtigt og kiggede på den tomme plads over for manden. Manden smilede let og flyttede lidt på sine fødder, for at markere der var plads. Drengen satte sig ned, og fik placeret rygsækken under sædet. Han kiggede ud – så et øjeblik fortvivlet ud – men fik så øje på sin far på perronen. Faren smilede og vinkede. Både faren og drengen så stadig triste ud.
Manden kiggede lidt skjult på drengen. Han så ikke ud til, at være mere end 7-8 år. Nok endnu et skilsmissebarn der skulle afsted.
Drengen sad med næsen helt oppe i vinduet og kiggede på sin far. Signalet fra dørene overdøvede et kort øjeblik den underliggende larm i toget. De smækkede i – og toget begyndte at køre. Drengen vinkede til faren, der fulgte med toget. Til sidst stoppede han – og drengen vendte hovedet og kiggede efter ham.
Toget kørte gennem byen og videre ud i landet.
Efter lidt tid rejste drengen sig op. Han tog sin jakke af. Han forsøgte, at få den op på knagen, men han kunne ikke nå. Manden rykkede sig lidt i sædet – det så ud til han overvejede, om han skulle hjælpe. Drengen trådte op på sædet og fik frakken placeret på knagen. Han satte sig ned og kiggede ud af vinduet.
Manden tænkte tilbage på sin egen barndom. Han havde elsket at køre med tog. Dengang der var ”rigtige” tog til – der blev trukket af et lokomotiv, og man sad i små kupeer – og kunne gå ud på gangen og køre vinduet ned, stikke hovedet ud og mærke luften i ansigtet og håret. Ikke som disse moderne tog, hvor folk sad stuvet sammen. Den gang havde man også kunnet købe kaffe.
Han lukkede øjnene og mindedes togturen. Der var særligt en ting han havde fundet ekstra spændende – toilettet. Han havde været fascineret af, at når man skyllede ud, havnede indholdet direkte på sporet under vognen.
En gang havde han holdt sig i lang tid inden han skulle med toget. Han havde elsket fornemmelse af, at låse sig inde på toilettet – sidde med bukserne nede om knæene og fornemme lorten der langsomt kom ud og havnede i toilettet. Og efterfølgende ”trække ud” og se direkte ned på svellerne der susede forbi under toget. Han havde altid forsøgt, at ramme en jernbaneoverskæring, men vidste ikke om det var lykkedes.
Nu til dags ville han gøre meget for at undgå de beskidte toiletter i toget – det blev formentlig og det næste der blev sparret væk.
Han kom til at tænke på en særlig togtur – hvor han trods morens formaninger havde stået op, da han skulle tisse. Det var gået meget godt lige indtil toget, havde givet et voldsomt ryk til den ene side – og han var kommet til at tisse ned i sine bukser. Heldigvis var det foran – så han havde forklaret det med, at det var vand fra håndvasken, da han havde vasket hænder. Han havde aldrig delt det med nogen, og havde også forsøgt at fortrænge det – men han havde kunne lide fornemmelsen, af de våde bukser der havde klistret lidt i skridtet.
Drengen bukkede sig ned og tog sin rygsæk frem. Han rodede rundt i den. Han tog en juicebrik op, og en spillemaskine. Han sad og fumlede med plastikket på sugerøret. Han kiggede op, uden at løfte hovedet og fik øjenkontakt med manden. ”Skal du have hjælp?” spurgte manden. Drengen nikkede og gav manden sin juice.
Manden fik sugerøret ud af plastikket og rakte drengen brikken. ”Tak” lyd det spædt fra drengen, der hastigt vendte blikket ned – så han ikke så direkte ind i mandens øjne. Manden smilede tilbage.
Toget forsatte sin færd gennem landskabet – manden tænkte atter tilbage på barndommens togture. Alt havde været bedre dengang. Han kiggede på drengen, han sad stille og så måske lidt mindre trist ud nu.
Drengen tog sin spillemaskine frem. Den blev tændt med et ”pling” – drengen skruede ned for lyden og kiggede nærmest undskyldende op. Manden smilede tilbage. Han kiggede på drengen der sad koncentreret og spillede på maskinen. Han sad lidt uroligt og kiggede ind i mellem op, og så ned mod døren indtil kupeen.
Manden kiggede på sit ur – halvvejs. Det skulle blive dejligt, at komme hjem. Han havde aldrig selv kørt alene med tog som barn. Nogle få gange med bus ud til sin faster. Han kunne mærke en vemodig følelse i kroppen. Han fik helt ondt af den lille dreng. Forestillede sig, hvordan det måtte være, at skulle køre alene med tog – ikke, at have sin mor og far – at være skilsmissebarn.
Drengen sad uroligt i sædet – manden formodede det skyldtes han spillede på sin spillemaskine. Drengen bevægede ballerne eller benene og så koncentreret ud i ansigtet hans lille mund var lukket og han fik et stramt udtryk i ansigtet – ind i mellem kunne tungen skimtes mellem læberne, som når man bider tænderne sammen. Til tider kiggede han over spillemaskinen og op mod manden.
Drengen lagde spillemaskinen fra sig. Og sad lidt – han så ud til, at tage mod til sig. Han så på manden og afventede at få øjenkontakt. Manden kiggede på drengen – og smilede svagt. Drengen tog mod til sig – rakte manden sin billet, og spurgte om, han vidste hvornår de var ved den station han skulle af på. Manden tænkte sig om et øjeblik og svarede ”Det er om to stop. Altså ikke næste gang vi stopper, men gangen efter”. Drengen sagde tak og tog sin spillemaskine op igen.
Han sad mere uroligt i sædet. På et tidspunkt krydsede han benene. Manden studerede ham ud af øjenkrogen. Han lod mærke til, at drengens hånd på et tidspunk blev ført forbi skridtet og det så nærmest – i et kort øjeblik – ud til, at drengen klemte sin tissemand.
Toget fortsatte sin kurs – gennem landskabet.
”Det er næste gang du skal af” sagde manden og kiggede på drengen. Der kom et stille tak som svar. Manden syntes, at drengen virkede trist eller ked af det igen. Han fik atter ondt af ham.
Drengen tog sin rygsæk frem og lagde den på sædet ved siden af. ”Skal du have hjælp til frakken?” spurgte manden. Drengen nikkede. Manden tog frakken ned og gav den til drengen. Han tog den på, uden at lyne lynlåsen. Han satte sig i sædet igen. Han tog rygsækken op og havde den i skødet foran sig.
Toget tog farten af – der kom igen huse til syne ud af vinduet. Der var nogle skarpe sving og toget rullede ind til perronen og stoppede med et lille ryk.
Drengen rejste sig op – han gik med tasken i hånden og holdt den foran sig. Manden kiggede efter ham.
Han kiggede ud af vinduet – han kunne se drengen stå på perronen – og der – der kom en kvinde løbende. Hun havde langt hår der flagerede. Hun smilte – drengen smilte – han løb hen mod hende og hun bøjede sig ned og tog imod ham i sine arme – og kyssede ham på munden.
Manden blev helt varm indvendig. Han kunne se drengen så ked ud af det – det så nærmest ud til han græd. Han kunne se moren trøstede ham – hun sad på hug foran ham og holdt ham indtil sig igen, mens hun krammede ham.
Manden blev ved med at holde øje med dem. Moren havde rejste sig op – og taget drengens rygsæk. Hun åbnede den og ledte efter noget. Hun trak et par joggingbukser halvt ud. Tog drengen i hånden og gik målbevist med ham hen mod stationsbygningen.
Toget satte i gang. Manden lænede sig frem og drejede hovedet bagud. Han så drengen og moren forsvinde ind af døren under toiletskiltet.
Toget forlod perronen – manden sad alene tilbage. Han kiggede over på sædet hvor drengen havde siddet. Midt på sædet var en mørk våd plet…