Studieturen

Hej folkens,

Ud af kedsomhed og sygdom begyndte jeg for et par timer siden at skrive en lille historie. Det er første gang jeg har givet mig i kast, med en historie som denne, så vær barmhjertig.

Historien er baseret på fuldstændige fiktive begivenheder, med meget lidt virkelighed sprinklet over den også. Hvis i er interesserede i at høre noget af det virkelige den er baseret på, så skal jeg gøre mit bedste for at supplere.

Jeg vil ikke garantere for, hvor lang tid der går mellem opdateringer, nu må vi se.

Jeg beklager mulige stavefejl, historien blev skrevet meget hurtigt af en person med influenza, så der er nok et part stykker ind i imellem.


Dag 1

Jeg åbnede øjnene. Mit vækkeur, lavede en umenneskelig larm, sådan en mandag morgen. Klokken var syv. Jeg rakte en arm ud, fra under min dyne og slukkede uret. Lige fem minutter mere, havde aldrig skadet nogen. Jeg begyndte stille og roligt, at sive tilbage til drømmeland, da min mors stemme skar gennem min bevidsthed.

”Er du oppe?” Råbte hun fra køkkenet.

Jeg svarede ikke. Jeg havde ikke lyst til at rejse mig, fra min varme seng. Der gik yderligere fem minutter, så kunne jeg høre hende trampe ned af gangen. Det var vores sædvanlige morgenrutine. Hendes skridt stoppede i dørkammen.

”Så er det op med dig,” sagde hun smilende. ”Husk nu, at det er i dag du skal af sted på studietur.”

Jeg nikkede til hende og hun vendte tilbage til køkkenet. Jeg havde skam ikke glemt, at jeg skulle på studietur i dag, men det forhindrede mig ikke i, at høre min dyne hviske sagte til mig.

Med et sus af viljestyrke, svang jeg mine ben væk fra under min dyne og plantede fødderne langsomt, på det iskolde trægulv. Kort efter, fulgte resten af kroppen og jeg stod nu oprejst.

Med et prust, strakte jeg mine arme og overkrop. Derefter åbnede jeg vinduet og bevægede mig ud på badeværelset. Jeg smed tøjet og tændte for bruseren. Jeg stod i et par sekunder og ventede på at vandet skulle blive varmt, og derefter trådte jeg ind og nød det.

Jeg ved ikke hvor længe jeg stod under bruseren, men da jeg pludselig hørte min mor banke på døren, vidste jeg at det var på tide at blive færdig. Modvilligt slukkede jeg for vandet og begyndte at tørre mig selv. Det var den sædvanlige morgenrutine, hun bankede altid.

Da jeg havde klædt mig på, vandrede jeg langsomt ud til morgenbordet. Min mor præsenterede smilende en skål Ylette med ymerdrys og et glas friskpresset juice til mig. Jeg mumlede et tak og begyndte at spise.

Mens jeg spiste spurgte min mor om de sædvanlige ting. Havde jeg nu pakket alt? Glædede jeg mig? De ting en mor altid spørger om. Jeg svarede hende som det passede. Sandheden var at jeg ikke var super frisk på idéen om at skulle bo i København i en uge.

Jeg gik i 2.G på STX, og jeg var 17 år gammel. Jeg studerede tysk og engelsk som linjefag og var del af det man kalder en ”Papegøje-klasse”. Det vil sige at det er to studieretninger slået sammen. I mit tilfælde var det en tysk/engelsk klasse og en samfundsfag/engelsk klasse.

Det var dog kun tysk/engelsk delen, der skulle af sted til København, de andre havde en anden destination. Vi var fjorten elever i alt, i min del af klassen, så det skulle nok blive hyggeligt.

Jeg spiste færdig, skyllede min skål og puttede den i opvaskeren. Derefter hentede jeg mine tasker fra mit værelse. Jeg kiggede på uret. Klokken var næsten tyve minutter i otte og vi skulle med toget klokken otte præcist.

Jeg bragte hurtigt en kam igennem mit hår og børstede mine tænder. Da jeg følte mig tilstrækkeligt soigneret var klokken ti minutter i. Jeg hastede i mit overtøj mens min mor tålmodigt stod og ventede. Hvordan hun kunne være så frisk og effektiv om morgenen, vil jeg aldrig fatte.

To minutter senere sad jeg på forsædet i vores bil og inspicerede det forbigående landska, på vejen til togstationen. Køreturen foregik uden det store hurlumhej og 3 minutter inden afgang, knuste jeg min mor farvel og hastede ind på stationen. Her blev jeg modtaget af mine klassekammerater, der så lige så trætte ud.

Vi var seks drenge og otte piger i klassen, i alderen fra 17-19. Jeg kunne godt lide min klasse. Der var ingen af dem, der gik mig på nerverne og vi kunne sådan set alle meget godt sammen, når ånden kom over os, men faktum var, at selvom vi godt kunne finde ud af det sammen, var der ikke meget sammenhold.

Mens vi sad og snakkede sammen, kom vores lærere pludselig forbi med billetterne, som de hurtigt delte ud. Jeg var lidt overrasket, normalt var der maksimum to lærer på disse ture, men her var der seks. Jeg kunne se på mine klassekammerater, at de også undrede sig.

Lærerne virkede ikke til, at være forvirrede, så jeg tænkte ikke videre over det.

Vores tog var 7 minutter forsinket, men det var ikke det store problem. Vi sad næsten alle og lyttede til musik eller læste. Da det endelig kom, steg vi alle på og fandt vores pladser uden problemer.

Resten af togturen forløb som de plejer med en klasse. Folk sov, læste eller hørte musik. Enkelte steder blev der spillet kort og snakket. Ingen problemer der. Jeg henførte da også mig selv til søvnen, da jeg ikke havde sovet det store natten inden.


Jeg vågnede brat da en af mine lærere ruskede i mig.

”Så er vi her, du.” Sagde hun smilende.

Lettere groggy, kom jeg ud af mit sæde og slæbte min ting ned fra bagagehylden. Havde jeg virkelig sovet næsten hele togturen? Åbenbart.

Vi steg af toget ved Københavns hovedbanegård. Jeg havde været her før, kæmpe sted – fyldt med mennesker og diverse spisesteder og informationskiosker. Klokken var knapt nok elleve og alligevel var der et hav af mennesker der hastede af sted.

Vores lærere talte os, og da de var sikre på at vi alle var her, sagde Karen, min dansklærer at vi skulle med bus det sidste stykke ud til vores boplads.

Det sidste stykke af rejsen forløb også nogenlunde uden problemer, selvom vi næsten havde misset vores bus. Vi sad i bussen i et godt stykke tid, jeg havde ikke rigtig tænkt over det før efter en halvtimes tid, men vi var faktisk på vej ud af København. Vi var i forstæderne nu, hvor alt ikke var så tæt-bebygget og der var langt mere grønt at se på.

Peter, min tysklærer, signalerede at vi skulle af ved næste stop og sagde at vi skulle gå det sidste stykke, det ville kun tage fem minutter. Vi steg af og begyndte at gå, vi rundede et gadehjørne og blev budt velkommen af en kæmpemæssig bygning. Selve arealet var mindst ti gange så stort, som mit eget hjem og der var tre etager, så vidt jeg kunne se.

Vores lærer guidede os hen mod indgangen, jeg trådte varsomt ind som den første. Havde jeg vidst hvad den følgende uge, i denne bygning ville bringe, var jeg nok spænet væk så hurtigt mine ben kunne bære mig.

Inde i lobbyen, var der plads til sko og overtøj. Hvad der overraskede mig mest var, at der ikke var nogen mennesker. Intet personale eller noget, det skulle man da forvente på et hotel. Vores lærere sagde, at vi skulle bare stille vores ting og følge med ind i det næste rum. Endnu en underlig detalje, der var kun én dør der ledte videre gennem bygningen fra lobbyen.

Da vi havde hængt vores overtøj på plads og stillet skoene gik vi stille og roligt ind i det næste lokale. Lokalet var en stor aula, med et bredt sæt trapper, der ledte op til de videre etager. I siderne var der en masse døre, som jeg gik ud fra var værelser. I midten af den store aula, var der et sæt stole og en tavle. Vi blev bedt om at tage plads.

Da vi havde sat os begyndte Peter at tale.

”Velkommen drenge og piger, til jeres opholdssted i jeres uge i København, jeg håber at det behager.” Han smilte. ”Inden jeg begynder at forklare jer, hvad vi har at gøre med i bygningen her, så vil jeg lige snakke lidt om, hvad vi egentlig skal her på turen.”

Vi kiggede alle spændte på ham.

”Ser i, denne her tur er nemlig lidt af et eksperiment, der er blevet godkendt af undervisningsministeriet, af skolen og af jeres forældre.”

Mine klassekammerater begyndte at mumle indbyrdes, jeg rynkede mine øjenbryn i forvirring.

”I er den første klasse vi prøver med det her, så vi håber det går godt.” Peter holdte en pause og kiggede ud over klassen. ”Os lærere, som er med her i dag kender i jo alle. Vi er jeres lærerhold og det er os, som står for at alle trives i klassen og at i har et godt sammenhold.”

Peter holdte endnu en pause for at lade hans ord synke ind.

”Derfor bliver denne uge, en teambuilding uge!”

Jeg sukkede dybt. Jeg hadede ”teambuilding”, man skulle altid lave diverse idiotiske prøvelser sammen og det hjalp alligevel ingenting.

”Men!” Begyndte Peter. ”Det bliver ikke helt almindelig teambuilding”.

Jeg kiggede op.

”I denne her uge skal vi være ”caretakers” for hinanden, det vil sige at i dag bliver i parret op to og to og så skal den ene passe den anden. Vi bytter roller fredag morgen.”

Hele klassen stirrede forvirret på Peter.

”Hvad mener du med at ”passe”?” Spurgte jeg skeptisk.

”Ja, det her komme til at lyde meget underligt, men det er baseret på et studie i psykologi ovre fra Amerika og man mener at det skal virke.” Peter gned nervøst sine hænder.

”Inden jeg forklarer hvad denne teambuilding uge indebærer, vil jeg lige sige at vælger man at forlade den, så bliver man bortvist fra skolen og må starte forfra et andet sted.”

Der var dybt stille i lokalet.

Jeg sank en klump, når konsekvenserne var så drastiske, så ville denne teambuilding uge nok ikke blive sjov.

”Kom ud med det Karen!” Råbte Peter.

Jeg havde slet ikke lagt mærke til, at Karen var gået ind i et af sidelokalerne, men nu kom hun ud med et lille rullebord, fyldt med ting. Vi rejste os alle for at se hvad der var på bordet. Jeg kunne næsten ikke tro mine øjne og baseret på diverse gisp og udbrud fra mine klassekammerater, så jeg ikke syner.

Karen kørte bordet hen til Peter, der smilende takkede hende. Hun vendte tilbage til sin plads ved siden af de andre lærere. Så tog Peter noget fra bordet og holdte det højt i vejret, så alle kunne se.

”Det her,” Begyndte han. ”Er en ble”.

Jo tak, jeg kunne sgu godt se at det var en ble, hvad der skræmte mig var at den var alt for stor til en baby.

Peter kiggede dybt seriøst ud over klassen.

”Over den næste uge vil i alle, på et eller andet tidspunkt komme til at få sådan en på.”

Ingen sagde et ord.

Peter lagde bleen ned og holdte noget andet op. Det var en lysegrøn heldragt.

”Det her er en heldragt, jeg der har babysittet før kender den måske som en ”Onesie”, sådan en vil i også alle komme til at få på.”

Peter lagde heldragten ned til de andre, de var i en masse farver. Sådan fortsatte han i et godt stykke tid, med at holde ting op og forklare os, at dem ville vi komme til at bruge. Bleer, babypudder, heldragter, sutteflasker, sutter, hagesmække – alt hvad en baby kunne drømme om. Problemet var bare, vi var ikke babyer.

Da Peter endelig holdte en talepause, var der ingen der sagde et ord. Jeg tror vi alle var i chok. Jeg kunne høre en af pigerne bag mig græde sagte.

Peter begyndte igen.

”Nu har i set udstyret, så kommer vil til spillereglerne.” Han tog en dyb indånding.

”I bliver som sagt parret op to og to. Den ene skal passes fra i dag, til fredag morgen, hvor i så bytter indtil vi skal hjem, mandag over middag. Vi har parret jer op og bestemt hvem der skal passes først, der bliver ingen diskussion der.”

Jeg følte mig fysisk syg, det her var for langt ude.

”Her kommer den første og vigtigste regel, den som bliver passet, må på intet tidspunkt tage sin ble af selv! Alt hvad der hedder toilet foregår i bleen, både nummer et og nummer to!”

Pigen bag mig hulkede nu højlydt.

”Den anden regel lyder, at man kun må blive skiftet af sin passer og kun på bestemte tidspunkter! Hver tredje time er der fælles bleskift, for dem der har brug for det, det vil sige klokken tolv, tre, seks og ni!"

Jeg lagde mit hoved i mine hænder, det her kunne de virkelig ikke mene seriøst.

”Den tredje regel lyder, at når man bliver passet, gør man præcist hvad en passer siger, også selvom det ikke er din egen. Dette gælder også hvis en lærer giver dig en ordre. Er vi afklaret med spillereglerne?”

Peter kiggede rundt på klassen. Der var ingen der mælede et ord. Nogen græd, nogen stirrede vantro ud i luften og andre så umådeligt utilfredse ud.

”Godt så!” Udbrød Karen.

Nu trådte Peter tilbage og Karen frem.

”Nu vil jeg lige snakke lidt om straffe og jeg vil starte med at sige, opfør jeg nu ordentligt! De her straffe er altså ikke sjove, men nødvendige, okay?”

Jeg stirrede hårdt på hende, aldrig i mit liv havde jeg troet, at jeg ville finde mig selv i denne situation.

”Hvis i ikke opfører jer ordenligt, kan os lærere give jer følgende straffe:”

Karen holdte først en lille plastic bøtte op.

”Det her er stikpiller, tro mig når jeg siger, at dem vil i ikke prøve.”

Hun satte bøtten fra sig og fortsatte med sin liste. Alt fra stikpiller til privilegier der blev frataget, til at miste retten til bleskift i X antal timer, der var mange måder man kunne blive straffet på.

Da hun var færdig, trådte Peter nu endnu engang frem.

”Nu da i kender reglerne og straffene, så er det på tide at vi kommer i gang.”

Han tog et stykke papir op fra bordet og rømmede sig.

”De følgende elever skal PASSES i den første del af ugen.” Han begyndte at remse navne op.

”Anna, Rasmus, Troels, Elizabeth, Michelle, Mikkel og Christina.”

Han kiggede ud på de udvalgte.

”Rejs jer venligst og stil jer der over.” Han pegede mod den højre side af rummet. De gjorde som der blev sagt.

”De følgende elever skal PASSE i den første del af ugen.” Han begyndte endnu engang og remse navne op, det var egentlig ikke nødvendigt, da af os der sad tilbage, jo godt vidste hvad vi skulle.

Vi blev guidet over til den venstre side.

”De følgende elever er parret op med hinanden:” Startede Peter igen.

”Anna og Tobias,
Mikkel og Cecilie,
Christina og Mie,”

Sådan fortsatte han indtil jeg hørte mit navn ”…Og Elizabeth.”

Elizabeth. Navnet løb gennem mit sind. Elizabeth var en køn ung pige, med langt brunt hår og blå øjne. Jeg kendte hende kun alt for godt. Af alle mine klassekammerater, kom hun og jeg, nok værst ud af det sammen.

Har du nogensinde gået i klasse med den der pige, som bare er så ”prinsesse-agtig”, at det ikke er til at fatte. Hun er lynende intelligent, men er sart, har en led mund og føler sig hævet over andre.

Vi var tit oppe og diskutere i timerne.

Med et puf i ryggen blev jeg genet over mod Elizabeth, som så umådelig sur ud.

”Godt, nu hvor i er fordelt, så skal vi til at have de passede i uniformen og til at have lært passerne hvordan de skal gøre. Alle par får en lærer med ind i deres lokale, som nok skal vise dem hvad der skal ske.”

Karen kom smilende over til Elizabeth og jeg, og begyndte at lede os mod en af siderummene.

I baggrunden kunne jeg høre Peter sige til Anna og Tobias, at de lige skulle vente, da der var syv par, men kun seks lærere.

Karen åbnede døren for os og jeg kunne ikke undlade at komme med et gisp. Rummet var umådeligt stort. I den ene side af rummet stod en seng, som jeg gik ud fra var til mig, idet at der ikke mange meter fra den, stod en massiv tremmeseng.

I det andet hjørne, var der et stort puslebord, samt skabe som jeg kunne tænke mig til hvad indeholdte. Der var også et badekar og en bruser i et lille aflukket hjørne af rummet, samt et område der var tremmet af og fyldt med legetøj. Sidst men ikke mindst, var er et lille køkken, i det sidste hjørne af lokalet, komplet med højstol og hele molevitten.

Elizabeth og jeg sagde ikke et ord, da Karen ledte os hen mod puslebordet.

”Så nu skal i se,” Begyndte Karen. ”Elizabeth, hvis du lige gider smide tøjet” Elizabeth stirrede ondt på hende, men begyndte, at tage sit tøj af. Da hun stod tilbage i trusser og BH stoppede hun.

”Jeg vil altså ikke det her!” Sagde hun vredt.

”Men det skal du sødeste,” Sagde Karen. ”Over den næste uge, kommer i begge til at skifte hinandens beskidte bleer, så du kan ligeså godt vende dig til det."

Elizabeth sagde intet, men gjorde heller ingen tegn på at ville adlyde. Pludselig tog Karen fat om hende og løftede hende op på puslebordet, her blev hun spændt fast med et mavebælte og Karen tog undertøjet af hende.

Det hele gik så stærkt, at jeg næsten ikke opfattede hvad der skete. Elizabeth hylede og skreg i vrede, indtil Karen proppede en sut i munden på hende og spændte den fast om hendes hoved med et spænde. Elizabeths vredeshyl, var nu ikke meget andet end vrede grynt.

Karen skubbede mig tættere på min nøgne klassekammerat. Jeg var rød i hovedet, jeg havde virkelig dårligt med at indtrænge på hendes personlige plads på denne måde.

Karen guidede mine hænder og viste mig, hvordan jeg skulle gøre Elizabeth ren, hvor meget pudder der skulle på og hvordan bleen skulle lukkes og fastgøres. Karen kommenterede smilende til Elizabeth at det var godt hun holdte sig selv barberet ”der nede”, så vi ikke skulle gøre det.

Elizabeth var stoppet med at kæmpe, hun lå nu bare og græd.

Da jeg havde fået den første store ble på hende, kom Karen nu med en ekstra, og forklarede at det var som straf for at stritte imod. Bleerne var store og kridhvide, det lykkedes at få den anden ble ned over hende, men hun kunne knap nok samle benene.

Da vi var færdige med det, spændte jeg bæltespændet op, mens Karen hentede en heldragt. Hun kom tilbage med en lyserød Onesie og Elizabeth fortsatte med at græde, mens vi iklædte hende den og knappede den i skridtet.

Heldragten gjorde ingenting for at skjule bleerne, det var meget tydelig at Elizabeth var i bleer, de bulede meget ud.

Jeg fik besked på at løfte Elizabeth ned fra puslebordet og gjorde som der blev sagt, nu skulle vi ud og mødes med de andre. Elizabeth vraltede med besvær, igennem lokalet og ud til aulaen. Her så vi de andre. De var ligesom Elizabeth iklædt tykke bleer og heldragter, med deres passere som stod og så meget forlegne ud.

Vi ventede i noget tid mens Anna og Tobias blev færdige. Folk kunne ikke undgå at kaste nysgerrige blikke, men ingen sagde noget.

Da vi endelig var fuldtallige begyndte Peter at tale igen.

”Godt at se, at i kan finde ud af det, nu er i klar til at begynde teambuilding ugen. Klokken er nu lidt i to og der er kun ét krav i dag,. Inden sengetid klokken ti, skal de elever der på nuværende tidspunkt bliver passet, have lavet nummer et OG nummer to mindst én gang i deres ble!”

Vi kiggede alle på hinanden, det her ville aldrig gå godt.

Peter begyndte nu at forklare, bygningen vi var i. Vores ”værelser” var alle hernede på den første etage, aulaen vi var i på nuværende tidspunkt ville fungere som hoved mødesalen. Vi skulle mødes her hver morgen og tale sammen.

På overetagen ville vi finde alt hvad hjertet begærede lovede han. Fladskærme, computere, spillekonsoler, musik, et bibliotek ja endda også legeområder.

”Tænk på puderummet fra fritidsordningen, og så bare forestil jer det 20 gange større, med elektronik, bøger og musik!” sagde han begejstret.

Den tredje og sidste etage var et basin, men der måtte vi ikke gå op på første dag.

”Godt så, hvis i har nogen spørgsmål, så spørg os lærere, ellers hav det sjovt!”

Lærerne gik ind i et siderum og efterlod os med os selv. Ingen vidste hvad de skulle sige, så til sidst gik vi bare alle op ad trappen og fandt os selv på anden-etagen.

Det var nøjagtigt som et puderummet. Alle gulve og vægge var polstret, der lå madrasser og diverse puder over det hele. Der var sofaer og sækkestole og der hang en kæmpe fladskærm for enden af lokalet.

Vi gjorde vores bedste, for at fordrive tiden og jeg tror da også, at nogle af mine klassekammerater, havde det meget sjovt med at spille sammen, læse eller se TV. Jeg kunne bare ikke slå tanken om at halvdelen af dem sad i bleer ud af mit hoved, at jeg inden dagen var omme skulle skifte en beskidt ble og at om ca. Tre en halv dag, ville det være mig der skulle tvinges i en ble.

Da vi nærmede os seks-tiden sad Elizabeth og jeg, sammen med en del andre og så lidt TV. Elizabeth sad på gulvet med spredte ben på grund af bleerne, i den sidste halve time var hun begyndte at sidde meget uroligt. Hun rejste sig pludselig op og gik fra TV’et.

Jeg besluttede mig for at følge efter, jeg skulle jo trods alt ”passe” hende. Jeg holdt mig i baggrunden. Hun gik og granskede væggen, jeg vidste ikke hvad hun lavede, men hun så desperat ud.

Pludselig satte hun sig på hug og begyndte at græde. Det gik op for mig at hun var i gang med at tisse i bleen. Flovt gik jeg hurtigt tilbage til TV’et. Efter en ti minutters tid kom Elizabeth tilbage, man kunne godt se at hun havde grædt.

Lidt over seks kom Karen op og sagde at vi skulle spise. Vi bevægede os i samlet flok ned mod aulaen, hvor der nu var et bord og dækket op. Mens vi gik ramte en grim lugt mig, der lugtede af prut. Det gik op for mig af en eller flere af mine klassekammerater havde skidt i deres bleer. Jeg rynkede på næsen.

Aftensmaden bestod af Lasagne, hvilket var udmærket. Jeg havde nu fundet ud af at det var Tobias og Christina der have lavet stort, fordi Elizabeth og jeg var så heldige at blive bænket imellem dem og de så noget utilpasse ud, da de satte sig ned.

Da aftensmaden var overstået, gik vi alle op igen, efter endnu et par timer, var den grimme lugt nu over det hele. Hele anden-etagen lugtede nu af prut, vi vidste alle hvad det skyldtes, men vi var for pinligt berørte til at sige et ord.

Kort før klokken slog ni, kom en af vores andre lærere, Lisbeth op til os. Vi sad i samlet flok og så TV. Mine klassekammerater i bleer, kunne ikke sidde stille. Langt de fleste af dem havde lavet stort og havde svært ved at finde en måde at sidde på, der ikke ville sprede det ud over numsen.

Elizabeth havde ikke mælet et ord hele dagen, men så vidt jeg kunne se (og lugte) havde hun ikke lavet nummer to endnu.

”Nå venner, nu nærmer klokken sig ni – sidste chance for at få skiftet ble inden sengetid og som i nok husker, så skulle i alle have fyldt jeres bleer inden klokken ti.”

Jeg var ikke helt glad for den måde Lisbeth udtalte sig på, men lod det ligge for nu.

”Lad mig lige se en håndsoprækning, på alle der har lavet både det ene og det andet.” Kommanderede Lisbeth.

Langsomt begyndte mine klassekammerater at række hånden i vejret. Alle som én havde de lavet i deres bleer, alle på nær Elizabeth der fuldstændig ignorerede Lisbeth.

Lisbeth smilte stort, hvilket jeg ikke kunne undgå at finde meget upassende i den her situation.

”Godt at se at så mange vil lege med, men Elizabeth, du har ikke lavet pølser?”

Jeg fik en dårlig smag i munden. Ikke nok med at vi praktisk talt var tvunget i bleer, så skulle hun også tale til os som om vi var tre?

Elizabeth vendte et hårdt blik imod hende.

”Nej, jeg har ikke lavet pølser,” Spyttede hun. ”Fordi i modsætning til mine idiotiske klassekammerater syntes jeg faktisk ikke det her er spor morsomt.”

Alle blikke var vendt mod Elizabeth.

”Jo tak Lizzie,” Begyndte Christina. ”Det er sgu heller ikke fordi jeg syntes det er sjovt at lave i en ble, men det er ikke fordi vi har mange valg.”

Elizabeth skulle lige til at svare inden Lisbeth afbrød.

”Det er nemlig rigtigt og hvis du ikke har lyst til at ligge hele natten med en skiden ble Elizabeth, så vil jeg råde dig til at komme i gang.”

Og med de ord forlod hun os. Elizabeth vendte sig vredt mod TV’et og sagde ikke mere. Klokken blev ni og en alarm begyndte at ringe. Den signalerede at det var tid til bleskift. Mine klassekammerater kom hurtigt på benene og skyndte sig ned mod deres værelser.

Jeg ventede på at Elizabeth skulle rejse sig, men det gjorde hun ikke.

”Kom nu Elizabeth,” Begyndte jeg. ”Jeg ved godt det her ikke er sjovt, men jeg så at du tissede i bleen og jeg kan ikke forestille mig, at det kan være rart at sidde i en våd ble.”

Hun svarede stadigvæk ikke. Jeg blev sur og greb fat om hendes skuldre og trak hende op, i det jeg gjorde det kom der en ordentlig prut fra Elizabeth. Hun tog sig forlegent til bagdelen og kiggede på mig med tårer i øjnene. Hun kunne ikke samle benene på grund af de tykke bleer og stille og roligt begyndte hun at prutte mere og mere.

Det gik op for mig, at hun skulle lave nummer to og havde prøvet at holde sig, men nu hvor hendes ben var spredte kom det hele ud. Jeg kiggede bare forlegent, mens hun fyldte sin ble.

Efter et stykke tid, var hun færdig og stod og snøftede. En fæl lugt havde bredt sig fra hendes bleer. Jeg tog hende i hånden og ledte hende ned mod vores værelse. Da vi kom ned i aulaen, var der ingen til stede. Jeg prøvede håndtaget til vores værelse, men der var låst. Vi var nød til at vente på en lærer.

Efter lidt tid kom Karen ud fra et andet lokale.

”Nå der var i, kom så skal jeg nok låse op.”

Vi fulgte endnu engang med hende til vores dør og hun lukkede os ind. Jeg guidede Elizabeth over mod puslebordet.

”Ja,” Sagde Karen. ”Kravet for bleskift nu, er at du har lavet både nummer et og nummer to Elizabeth, og jeg kan i hvert fald lugte det ene.”

Karen løftede Elizabeth op på puslebordet. Hun udstødte en lille hulk da hendes numse ramte det hårde bord. Karen knappede Elizabeths Onesie op og mærkede på den yderste ble.

”Ja den er våd,” Konstaterede hun. ”Fint nok, værsgo at skifte hende”. Hun klappede Elizabeth på bleen og lod mig komme til.

Jeg åbnede langsomt hendes bleer og fik næsten kvalme af stanken, og synet af hendes ekskrementer. Jeg pakkede hurtigt den beskidte ble væk og smed den i skraldespanden, hvorefter jeg fik gjort Elizabeth ren. Hun kiggede alle andre steder, end på mig og vi var begge røde i hovedet.

Da jeg var færdig, vendte jeg mig mod Karen, der hurtigt kom over og konstaterede at det var godt nok. Så åbnede hun skabet og fandt en enkelt, virkelig stor ble. Hun forklarede, at det var en natteble og den var så stor fordi der ville gå tolv timer fra nu og til Elizabeth ville blive skiftet igen og derfor var det vigtigt at den kunne holde til meget.

Jeg sled bleen ind under hendes bagdel og fik hældt noget pudder på. Jeg skulle lige til at lukke den, da Karen stoppede mig.

”Inden vi nu færdiggør det her, så har jeg hørt at fru Elizabeth her ikke snakkede særlig pænt til Lisbeth tidligere.”

Elizabeth og jeg kiggede på hinanden.

”Derfor får hun en lille straf.”

Karen fandt endnu engang sutten med spænde frem og proppede den i munden på Elizabeth, derefter fandt hun den lille plasticbøtte fra tidligere frem. Fra bøtten tog hun en enkelt pille. Jeg havde ingen anelse om hvad det var, men Elizabeth begyndte at sprælle så meget da hun så den, at Karen var nødt til at spænde bæltespændet endnu engang.

Elizabeth græd og tiggede gennem sutten, men Karen sagde til hende at det skulle hun have tænkt på inden hun opførte sig dumt. Så stoppede hun den lille pille op i numsen på hende og lukkede bleen.

Jeg var dybt chokeret.

Karen spændte Elizabeth fri og løftede hende op mod sin skulder, mens hun støttede hende under numsen med sin hånd.

”Jeg tror at lille Elizabeth skal tidligt i seng i aften.”

Elizabeth græd bare mens hun blev lagt ned i tremmesengen, uden andet på end sin ble og en sut. Her blev hun endnu engang spændt fast over maven så hun ikke kunne komme nogen steder.

Karen tog mig i armen og trak mig ud af lokalet, da vi var ude sagde hun til mig, at jeg skulle gå op til de andre.

De sad alle sammen oppe ved TV’et igen, men dunsten var betydeligt bedre nu hvor de alle havde fået rene bleer på. Vi var alle udmattede, så der var ingen protester da Peter en time senere, kom op og beordrede os i seng.

Jeg gik stille ind på mit værelse, hvis Elizabeth nu skulle være faldet i søvn. Hun gav ikke lyd fra sig da jeg kom ind, så jeg smed bare tøjet og gik på hovedet i seng. Der gik ikke mange minutter inden jeg lod søvnen tage mig.


Jeg vågnede ved lyden, af en pige der græd. I et kort øjeblik glemte jeg hvor jeg var, men så huskede jeg det hele. Jeg kiggede over mod tremmesengen, hvor Elizabeth lå og snøftede. Jeg kunne ikke se så meget i mørket, men jeg kunne tydeligt høre at hun rodede rundt, bleer er ret larmende.

Jeg skulle lige til at spørge hende hvad der var galt, da en prut brød stilheden. Så en til og så rigtig mange da Elizabeth for anden gang indenfor fireogtyve timer, sked i sin ble.

Hun snøftede stadig, da hun var færdig, jeg lod som om jeg stadig sov og efter noget tid blev snøfteriet og prutteriet erstattet af en let snorken ovre fra tremmesengen.

Nu havde jeg fundet ud af hvad en stikpille gjorde og mentalt noterede jeg mig, at jeg nok skulle opføre mig pænt når det blev min tur. Med disse tanker forlod jeg endnu engang de vågnes verden.


Fortsæt til En lille forsmag på dag 2

3 Synes om

Glæder mig meget til fortsættelsen af denne. Og vil sige, at den er virkelig velskrevet, med gode afsnit og velformuleret tekst. Hvilket gør historien dejlig og letlæselig.

Stor ros til forfatteren, og glæder mig til mere.

Rigtig fin historie, godt “scenarie”…og ja, så kan man jo gætte på de “virkelige detaljer”…glæder mig allerede til næste afsnit…

Super fed historie… Glæder mig vildt til næste afsnit :wink: der er sq en forfatter gemt i dig… B)

Tak for den venlige modtagelse, nu hvor jeg læser historien igennem et par timer senere kan jeg ikke undgå at blive irriteret over diverse stavefejl, jeg må lige finde ud af hvordan jeg kan redigere den.

Hvis nogen skulle undre sig over hvad jeg har oplevet i virkeligheden der har præget denne historie, så kommer der lige en lille historie her der er et uddrag fra mit liv…

Figuren Elizabeth i min historie er baseret fuldstændig på min gamle klassekammerat, Elizabeth. Brunt hår, køn og meget intelligent - men med et “Prinsesse-problem” af kaliber. Jeg kunne egentlig ikke lide hende.

På vores studietur til København i 2.G med min Historie/Engelsk lærere og hele klassen opdagede jeg noget interessant vedrørende Elizabeth, til min viden er jeg stadig den dag i dag den eneste der ved det.

Vi var ude og inspicere kirker (Spændende), men Elizabeth havde undskyldt sig med at hun havde det dårligt og var taget hjem til hotellet. Jeg vrikkede om ved et uheld og kunne knapt nok støtte på min fod. Jeg fik at vide at jeg skulle gå hjem og lade foden hvile i håb om at den kunne være klar dagen efter.

Efter en kort bustur hjem til hotellet stod jeg udenfor drengeværelset uden en nøgle, jeg havde fuldstændig glemt at værelserne blev låst mens vi var væk, jeg prøvede receptionen for at høre om de havde en ekstra nøgle, men lige præcis mit værelse havde kun én nøgle på det tidspunkt. (De tidligere beboere havde smidt den anden væk).

Så huskede jeg at Elizabeth var taget hjem på grund af sygdom, så jeg tænkte at jeg ville holde hende med selvskab og få mig et sted at sidde ned og slappe af med min fod.

Nu hvor jeg tænker over det var jeg meget ubehøvlet, jeg braste bare ind på pigeværelset og råbte efter Elizabeth. Hun kunne have ligget og sovet. Det syn der mødte mig på det hotelværelse (Dørnummer 65) er noget jeg aldrig vil glemme.

Fordi der sad Elizabeth, på toilettet (Hun havde ikke lukket døren derud) og læste et dameblad, med en ble på. Hun fortalte mig senere at grunden til at hun havde siddet på toilettet var fordi det gjorde det nemmere for hende.

Jeg kan ikke lade være med at grine nu hvor jeg tænker på det, hun blev ligbleg da hun så mig og smækkede toiletdøren i.

Jeg vil spare jer detaljerne, det korte af det lange er at jeg fandt ud af at “Lizzie” som vi kalder hende havde haft nogen inkontinensproblemer i syne yngre år og selvom hun var ovre dem, så havde hun udviklet et forkærlighed for bleer. Det var blevet hendes fetisch.

Hun havde lavet en liste over steder hvor hun skulle prøve at bruge bleer uden at blive opdaget og denne studietur havde været en af dem.

Jeg forsikrede hende at hendes hemmelighed ville være sikker med mig og forklarede hende mit forhold til bleer osv.

Vi endte i et forhold et par uger efter denne oplevelse (Vi har afbrudt det for længe siden, men vi er stadig nære venner).

Lad os bare sig at Elizabeth og jeg har haft nogle interessante aftener. Ikke så meget sex, det kan jeg desværre ikke blære mig med, ingen af os var klar til det skridt - men jeg har dog skiftet hendes beskidte bleer et par gange, ligesom i historien.

And speaking of which, her får i lige en forsmag på “Dag 2”.


Dag 2 - En lille forsmag

Klokken nærmede sig tolv. Jeg havde siddet og spillet noget computer med Mikkel og Cecilie, Elizabeth var flygtet til et hjørne med en bog og sin walkman. Hun ville aldrig indrømme det, men jeg tror hun var glad for ikke at skulle have den lyserøde heldragt på længere. Selvom en t-shirt med selebukser ikke just var den hotteste mode, var det stadig mindre spædbarns-agtigt. Det hjalp nok også at hun havde fået en ren ble på, fordi hun smilte og vinkede faktisk, da hun opdagede at jeg kiggede på hende.

Jeg vinkede tilbage.

Pludselig lød alarmen vi nu var blevet bekendt med, klokken var tolv og det var tid til bleskift og frokost. Jeg rejste mig fra min stol og gik over mod Elizabeth, jeg rakte hånden ud og signalerede at hun skulle rejse sig. Hun fjernede sine høretelefoner, greb min hånd og jeg trak hende op.

“Har du lavet?” Spurgte jeg roligt.

Et glint af is spejlede sig et øjeblik i Elizabeth’s øjne, inden smilet vendte tilbage.

“Nej, jeg er tør.” Svarede hun.

“Jeg beklager at måtte spørge sådan Elizabeth,” Sagde jeg ærligt. “Men det er da bedre, end at jeg mærker efter, ikke sandt?”

Hun svarede ikke.

Vi kom ned til vores værelse hvor Martin, min samfundsfags lærer, stod klar til at låse op for os. Jeg fortalte ham, at Elizabeth ikke behøvede et skift, hvorefter vi satte os ned ved det store bord midt i lokalet. Lærerne var ved at dække op til frokosten.

Christina og Mie sad som sædvanlig til højre for mig. Endnu engang måtte jeg udholde stanken af Christina’s fyldte ble, deres lille flugtforsøg tidligere var ikke blevet glemt og straffen havde så været, at Christina ikke måtte blive skiftet, inden klokken tre om eftermiddagen.

Jeg var begyndt at vænne mig til lugten, når man havde syv “babyer” omkring sig næsten fireogtyve timer om dagen, var det nærmest umuligt at undgå det, men det var stadig slemt nok.

Lidt efter lidt, kom resten af vores klassekammerater hen til bordet med rene bleer. Jeg undrede mig lidt over mine klassekammerater. Da vi havde fået lov til at udvælge tøj til vores “baby” havde jeg forventet at de alle ville gøre dem en tjeneste og vælge Onesien fra, men langt de fleste lod faktisk deres kammerater blive i den stramme dragt. Kun Elizabeth og Mikkel havde fået noget seletøj på.

Frokosten blev spist stille og roligt, det var bare rugbrødsmadder med det sædvanlige pålæg. Vi var alle blevet lidt mere tilpassede til situationen, så folk lo og snakkede faktisk sammen.

Da vi var færdige med frokosten og der var taget af bordet, rejste Peter sig for enden og tyssede på os.

“Nå venner, nu er det tid til at fremstille dagens krav.”

Vi blev alle stille.

“I dag skal vi lave et lille spil. Vi har her syv sutteflasker.”

Lisbeth kørte syv store sutteflasker ind på et rullebord.

“Inden klokken slår tre,” Fortsatte Peter. “Skal alle dem der bliver passet, have drukket mindst én hel flaske”.

Så begyndte han at smile.

“Men nu kommer den sjove del, alle på nær én af disse flasker - er fyldt med afføringsmiddel.”

Elizabeth sank en klump


det er super godt mere mere :slight_smile:

Helt vildt god håber du vil tá dig tid til at skrive lidt mere :woohoo:

Super fed historie, håber du fortsætter på den B)

Den er faktisk super fed :smiley: syntes at det er en fed start på en historie at det ikke bare er BLE med det samme men der kommer ligesom en intro først super fedt skrevet håber da på at du foresætter den en dag :slight_smile:

Mvh Drengen

Go’ story. Skriv end’li’ mer’. :slight_smile:

Hej en virkelig sød og god historie håber da du snart skriver vidder igen :slight_smile:
Hilsen kaj

Det er en virkelig god historie. Jeg glæder mig til forsættelsen

det gør jeg også

1 Synes om

Jeg synes du er kommet rigtig godt i gang med en super god fortælling :slight_smile: jeg kan næsten ikke vent på at der kommer et afsnit mere :laugh: og jeg håber at du har mod på at forsætte med at fortælle os om din historie for du er rigtig god til at skrive og ja der er lidt satve fejl men dem glemmer man næsten helt simpel hen fordi det sådan en god histori :slight_smile: :slight_smile: :slight_smile:

Håber at du skriver mere på den snart jeg venter spændt

Hilsen Bledrengern

du skriver godt håber de laver mere på den :laugh: :laugh: :laugh:

Er inde og tjekke om der er kommet mere hver dag!! :smiley:

Super spænden kan ikke vente med at læse videre :slight_smile:

Please skriv mere! :smiley: