Jeg har for efterhånden en del år siden lagt et par noveller her på sitet under synonymet Gummibukser. Det nick blev taget af en anden, en gang da dette site skiftede server og software. De gamle historier “Anette” og “Hvis du bare vidste” har jeg oversat, mens novellen “Lotte” er min egen tekst, i øvrigt en 80% sand oplevelse fra barndommen.
Her kommer så en ny novelle, som til gengæld er næsten fri fantasi, omend ikke helt. Jeg håber, I synes om den. Jeg har måske en enkelt eller to mere i ærmet…
De våde regnbukser
Året var 1965 og jeg var lige fyldt otte år. Det var efterår, blæsende og regnen piskede ned næsten hver dag. Det var mørkt om morgenen til efter kl. 8 og allerede igen ved 17-tiden om eftermiddagen. Jeg gik i skole til kl. 13 hver dag, så der var ikke meget tid at lege i om eftermiddagen. Men ud, det skulle jeg. Jeg elskede at lege i naturen, skyede hverken vand eller mudder, og var helt ligeglad med, hvor beskidt jeg blev.
Hvis jorden var våd, eller der bare var den mindste udsigt til regn, gav min mor mig regntøj på, inden jeg fik lov til at gå ud at lege. Hun kaldte mine regnbukser for ”de mørkegrønne gummibukser”, og jeg hadede det navn. Jeg brugte stadig ble om natten, og det var stofbleer med vandtætte overtræksbukser af plastik udenpå. Dem kaldte man også gummibukser. For mig var gummibukser derfor synonym med blebukser.
Jeg blev altid rød i hovedet, når jeg blev beordret til at tage de grønne gummibukser på, inden jeg måtte gå ud for at lege. Men jeg vidste jo godt, hvorfor jeg skulle have dem på. Regnbukserne var nemme at gøre rene – de skulle bare spules, og det var der tit brug for. Jeg var næsten altid møgbeskidt, når jeg kom hjem efter selv nogle få timers leg ude.
En dag havde mine kammerater og jeg besluttet os for at lege med sæbekassebil ved et kollegium i nærheden. Det var et kollegium for sygeplejersker, som lå på en lidt kuperet grund. De store plæner var gode til mange forskellige lege, men der var en forhindring. Pedellen på kollegiet var streng og hadede børn. Derfor kunne vi heller ikke lide ham, og ”pedellen” blev hurtigt til ”frikadellen”. Hvis en af kammeraterne råbte ”frikadellen!”, så var det bare med at komme afsted.
Denne eftermiddag kørte vi som sagt med sæbekassebil. Vi spurtede ned ad en græsbeklædt skrænt i bilen, der var bygget af affaldstræ og 4 barnevognshjul. De tynde hjul lavede dybe spor i den efterårsvåde plæne. Pludselig og uden varsel dukkede frikadellen op ved et hushjørne, og råbte os an. Vi havde ikke en chance for at stikke af.
Du godeste, hvor kunne han skælde ud. Jeg blev mere og mere bange for, hvad han ellers kunne finde på. Alt imens jeg stod og tænkte på, hvordan jeg kunne stikke af, opstod der en vældig trang til at tisse, lige nu. Jeg kneb sammen så godt, jeg kunne, men kunne ikke holde mig længere end nogle få sekunder. Jeg opgav kampen, vendte blikket ned mod jorden og tissede i bukserne. Først var jeg bange for at de andre skulle se det, men så kom jeg i tanker om regnbukserne – de mørkegrønne gummibukser, som min mor kaldte dem. Mine fløjlsbukser blev godt våde inden under, og mine støvler blev også temmelig våde. Men regnbukserne afslørede intet.
Vi mistede hurtigt lysten til at køre med sæbekassebil på hans skrænter. Vi luskede hjemad, mens jeg inderligt håbede, at det kun var mig selv, der kunne høre den sjoskende lyd i mine gummistøvler, der var godt fyldt op af tis.
Jeg var glad for mine regnbukser lige nu, for ingen andre kunne se, at jeg havde tisset i bukserne. Inden under havde jeg fløjlsbukser på, og de måtte til gengæld være godt gennemblødte nu, ligesom mine underbukser. Jeg begyndte at spekulere på, hvad min mor ville sige, når hun fik det at vide. Jeg var jo ligesom nødt til at fortælle hende om uheldet.
Mor havde en dårlig dag og tændte helt af, da hun trak regnbukserne af mig og så de våde fløjlsbukser.
Her går man og tror, at man har en stor dreng på 8 år, og så er det bare et spædbarn! Det er besværligt nok, at du skal have ble på om natten, men det her – det gider jeg ikke!
Hun gjorde mig faktisk lidt bange, sådan som hun stod der og råbte. Der løb endnu en lille tår ud i bukserne, mens jeg bare stod og bøjede nakken. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige, eller hvor dette her skulle ende.
Tiden nærmede sig spisetid, og min mor var nærmest opgivende til sidst. En normal aften forløb sådan, at min lillesøster og jeg måtte se tv indtil kl. otte. Så blev vi sendt i seng på den måde, at vi først skulle gå på toilet og tisse af. Mens jeg gjorde det, havde min mor fundet nattøjet frem og lagt det på min seng. Det bestod af en pyjamas lige som alle andres nattøj, men derudover var der så lige en tyk stofble, et par elastiske blebukser af frotté og et par gummibukser i mat plastik. Min lillesøster brugte ikke ble, hverken dag eller nat. Selvom hun kendte alt til mit nattetisseri, gjorde jeg hvad jeg kunne, for at hun ikke skulle se mig med ble på.
Denne aften var der ingen tålmodighed. Min mor trak bukser og underbukser af mig, og jeg fik besked på at gøre mig klar til at få ble på allerede inden aftensmaden.
Allerede ved halvsyvtiden stod jeg ved sengen, da min mor først trak et par rene frottébukser op til knæene på mig. Så foldede hun bleen i en rektangel, lagde den ned i frottébukserne og trak det hele op. Derefter greb hun gummibukserne, slog et slag i luften med dem, hvorefter hun trak først højre og så venstre ben gennem de elastiske benåbninger. Nærmest demonstrativt trak hun gummibukserne op over livet på mig, strakte elastikken i taljen lidt ud og slap den i begge sider, så gummibukserne satte sig med et smæld, sådan lidt ballonagtigt over ble og frottébukser. Så tjekkede hun rutinemæssigt med fingrene, at der ikke stak ble ud i benåbningerne.
- Du kan selv tage din pyjamas på!, sagde Mor og efterlod mig midt på gulvet, kun iklædt ble, frottébukser og gummibukser yderst. Jeg skyndte mig at trække pyjamasbukserne på først og derefter skjorten, så min lillesøster ikke skulle se mig i mit pinlige antræk.
Jeg gik ned for at sætte mig ved middagsbordet, men blev rød i hovedet, fordi mine gummibukser raslede hver gang, jeg tog et skridt. Samtidig kunne jeg mærke elastikkerne i benåbningerne og taljen snære lidt, mens den tykke ble mellem benene gav mig en følelse af at vralte hen over gulvet. Min mor havde syet to bleer sammen til én, så den fyldte godt i bukserne. Min lillesøster kunne være ret så indiskret, selvom hun ikke var det for at håne. Alligevel skulle hun selvfølgelig spørge højlydt - Hvorfor har Mads ble på allerede nu?, hvortil Mor svarede – Det har han, fordi han har været en gris og har tisset i bukserne i eftermiddag. Nu må han finde ud af, hvad han helst vil – have ble på, når han skal ud at lege, eller lære at gå på toilettet som store børn gør. Nu har han ble på tidligt i aften, så han kan mærke, hvordan det føles. Så aftaler vi i morgen, om han foretrækker at gå med ble og gummibukser i stedet for at bruge toilettet.
Jeg kunne have krøbet i et musehul, mens de sad der og talte om mig, som om jeg slet ikke selv var til stede.
Efter maden fik vi lov at se lidt fjernsyn. Vi sad begge i sofaen. Min lillesøster blev ved med at kigge hen på mig med blikket stift rettet mod min venstre hofte. Det gik op for mig, at mine gummibukser kunne ses nok så tydeligt over pyjamasbuksernes kant. Jeg skubbede dem hurtigt ned under bukselinningen igen.
Da klokken nærmede sig otte, blev min lillesøster og jeg sendt op på toilettet for at tisse af og børste tænder. Jeg stillede mig foran toilettet og trak gummibukser og ble ned foran for at tisse, mens min lillesøster børstede tænder. Så byttede vi plads; hun satte sig på toilettet, mens jeg børstede tænder. - Skal du så have ble på i morgen?, spurgte hun nok så provokerende. Jeg undlod at svare, traskede stille ind på mit værelse og lagde mig under dynen. En svagt raslende lyd afslørede, at jeg lå oven på et vandtæt lagen af den slags med stofbeklædning på den ene side og noget blød plastik på den anden. Jeg sukkede, vendte mig om på siden og faldt ret hurtigt i søvn.
Næste morgen vågnede jeg som sædvanlig med en fuldstændig gennemblødt ble, men heldigvis ikke mere, end at gummibukserne kunne holde tæt.
Vores morgenrutine var fast. Jeg gik på toilettet, tog ble og gummibukser af og tissede på toilettet, inden jeg børstede tænder. Så kom min mor op og vaskede mig med lunkent vand i skridtet. Herefter fik jeg et par rene underbukser på og kunne begynde at tage tøj på til skole.
Ligesom så mange morgener før, forlod jeg toilettet efterladende et par gummibukser med en dyngvåd ble inden i liggende på gulvet.
Da jeg kom hjem fra skole den eftermiddag, var jeg temmelig nervøs. Jeg ville gerne ud og lege med mine kammerater, men hvis min mor gjorde alvor af truslen fra i går, ville hun måske ikke lade mig gå ud uden ble på. Og det skulle jeg altså ikke nyde noget af.
Jeg gik ind på mit værelse og satte min skoletaske ved skrivebordet. Så kom min mor ind på værelset, lukkede døren og satte sig på min seng. – Mads, du skal til at tage dig sammen og sørge for at gå på toilettet, når du skal tisse. Jeg ved godt, at du ikke kan gøre det om natten, men om dagen kan du godt, hvis du vil. Dine bukser bliver bare grimme, når du sådan tisser i dem. Nu skal du øve dig i at gå på toilettet i god tid den næste uge. Du får ikke ble på, men du skal have dine frottébukser på med gummibukser over. Så bliver dine andre bukser i hvert fald ikke ødelagt, hvis du kommer til at tisse i bukserne. Du kan nemt trække frottébukser og gummibukser ned, når du går på toilet i tide, så det betyder jo ikke noget at have dem på.
Det var jeg bestemt ikke enig i, men jeg kunne godt fornemme, at jeg ikke rigtig havde noget valg. Næste skridt kunne meget vel være, at jeg skulle have en tyk ble på inderst, og det ville jeg for alt i verden undgå.
Det hele endte med, at jeg i en hel uge gik med frottébukser og gummibukser fra jeg kom hjem fra skole og til jeg skulle have nattøj og ble på om aftenen. Det var en mærkelig følelse at mærke elastikkerne i benåbninger og talje snære, uden samtidig at have den tykke ble mellem benene. Det holdt hurtigt op med at genere mig, og jeg legede med kammeraterne hver dag som om intet var hændt.
Det lykkedes mig at undgå at gøre dem våde hele ugen, og allerede efter 5 dage lod min mor mig slippe for at have dem på. Oplevelsen var desuden stærk nok til, at jeg én gang for alle lærte at mærke kroppens signaler og gå på toilet i tide.
Tjeksen 2012