23. december - Dagen før jul
Da Mille vågner, er det til nye indtryk og en våd nat ble, hun ligger i sengen og kigger rundt på hendes værelse, det hun ser er på en og samme tid rigtigt og forkert, for det er hendes ting der står der, men det er endnu ikke hendes værelse, ikke endnu i hvert fald, der mangler hendes eget præg, og selvom hendes forældre har gjort et godt stykke arbejde, har de bare flyttet hendes ting, så de plakater som var rigtige til det gamle værelse, fungerer ligesom ikke rigtigt i det nye, men efterhånden som hun får kigget rundt, begynder hun også at se flere og flere muligheder, nu kan hun måske få sin egen sofa, eller sækkestol ligesom Maya har, sit eget fjernsyn og måske et lille sofabord, og nye gardiner til hendes nye flotte vindue, tænk sig nu kan hun kigge direkte ud til haven, i stedet for hendes gamle kedelige udsigt ud til vejen.
Inden Mille får tænkt så meget, at hun begynder at stå ud af sengen, banker det på døren, og hendes mor træder ind kort efter “God morgen skat, har du sovet godt i dit nye værelse?” spørger hun Mille, “Jo tak, men det er ikke rigtigt mit værelse endnu” siger Mille en lille smule mut, “Det ved vi godt skat, det skal nok komme, det er kun dig selv der kan gøre det til dit, men vi er klar til at hjælpe dig” siger Mette, efter at have sat sig på kanten af sengen, “Tak mor, det ved jeg godt, det er bare lidt svært synes jeg” svarer Mille, “Vi hjælpes ad, og skal jeg ikke starte, med at hjælpe dig ud af din nat ble?” spørger Mette, og nikker hen imod det nye puslebord, “Jo tak”, siger Mille, der efterhånden godt ved hvor længe en våd ble holder sig varm, eller rettere hvor hurtigt den bliver kold.
Som Mille ligger oppe på puslebordet, og nyder den kærlige behandling fra sin mors hænder, imens bleen er ved at blive taget af, og det der følger, ved et efterhånden normalt bleskift, tænker hun på at hun faktisk har nydt at ligge på Antons puslebord, men havde ikke drømt om, at hun en dag skulle få sit eget, dvs. der var måske lidt, i det ene af hendes mareridt, men det var inden hun fik smag for det, og nød opmærksomheden fra både Gitte og hendes egen mor, og inden hun når at tænke færdigt, bringes hun ud af sine dagdrømme, idet hendes mor nu har fået sat det sidste stykke tape fast på bleen, som Mille netop har fået på.
“Vi skal en tur forbi Laila i dag, og bagefter en tur på hospitalet” siger Mette, imens hun bytter nattøjet ud, med det tøj som Mille i dag skal have på, det er først da der bliver knappet nogle knapper, imellem benene på Mille, at hun opdager at det er noget nyt tøj, tøjet strammer en smule om bleen, og netop som Mille skal til at spørge til den, siger hendes mor “Så bliver bleen holdt på plads, så den ikke er så tydelig, når vi skal ud senere” og da Mille efter at have fået resten af sit tøj på, kommer ned og stå på gulvet, kan hun i spejlet på hendes klædeskab, se at det ligner en almindelig t-shirt, med julemotiver på, “Ja egentligt ville jeg have pakket den ind, men bare roligt, vi har gaver nok og så fungerer den bedre på kroppen, end under juletræet” siger Mette med et stort og kærligt smil.
Det føles anderledes at sidde til morgenbordet, og det er lidt som om at tøjet har omdannet bleen til en bedre pude, nu hvor den bliver holdt sammen, eller også er det bare ren indbildning fra Milles side, alt er jo nyt og anderledes, selvom det er det samme gamle hus. “Hvad skal vi for resten på hospitalet efter?” spørger Mille, “Du er blevet kusine til en lille dreng i går, som vi skal ud og hilse på og have med hjem” siger Milles far, “Er det rigtigt?” spørger Mille, selvom hun godt ved, at hendes forældre ikke ville lave sjov med den slags. “Ja det er rigtigt, vi har aftalt at de kan bo her sammen med os, de første par uger, så de ikke skal stå alene med at passe babyen, og så vi kan holde jul sammen.”
“Men hvor skal de være henne? Har i bygget mere end 1 værelse?” spørger Mille, “De kan være inde på dit gamle værelse” siger Mette, “Mit værelse?” spørger Mille, som stadigvæk tænker på det som hendes værelse, imens hun kigger på hendes mor, og venter på at se og høre hendes svar “Ja, så får vi også hurtigere gjort det klar til din kommende lillebror” “eller lillesøster” kommer det fluks fra Milles far, “Ja, alt efter hvilket køn barnet bliver” slutter Mette.
“Men inden da, vil Laila gerne lige snakke med dig, en sidste gang inden det bliver jul og nytår.” siger Milles far, “Ja det sagde mor noget om” siger Mille inden hun spiser det sidste hun har på sin tallerken, og da hun har fået slugt den sidste bid mad, går der panik i hende og hun udbryder "Men jeg har jo kun købt gaver til jer!", “Bare rolig skat, vi har købt nogle gaver, som er fra os alle sammen” siger hendes mor, samtidigt med at hun får lagt en beroligende hånd på hendes højre skulder, og giver hendes et halvt kram, fra siden idet de sidder ved siden af hinanden.
Efter morgenmaden, er det tid til at Mille igen kan tage sine sko på, og gøre klar til at komme ud i bilen, inden de kører imod Børnepsykiatrien, hvor Laila arbejder og videre til hospitalet bagefter. “Hej Mille, Hvor er jeg glad for at se dig igen, og godt i kunne komme, inden jeg skal på juleferie, jeg har nemlig en julegave til dig, og det er jo ikke det samme, hvis du først fik den efter jul vel?” siger Laila netop som de ankommer til venteværelset, og Laila kunne høre døren ved indgange blive åbnet, og uden at vente på svar fra Mille fortsætter hun “Skal vi gå ind på kontoret og kigge på det? Så kan vi også lige få snakket lidt, imens dine forældre venter herude, og drikker alt den kaffe de har lyst til inde fra personalestuen…” spørger Laila, med den let skjulte hentydning, til Miles forældre om at det kun var Mille hun ville tale med, (for nu i hvert fald).
Inde på Lailas kontor, sætter hun sig i stolen overfor Mille, som har taget plads i sofaen, “Nå Mille hvordan har du haft det?” spørger Laila, “Jo fint, der har ikke været nogen mareridt, og nat bleen har da været tør en enkelt gang, men jeg har efterhånden vænnet mig til at bruge ble om natten, så det gør ikke så meget” svarer Mille, “Det er mere når jeg som i dag, har ble på udenfor hjemmet, at jeg bliver nervøs for at blive opdaget, men omvendt så er jeg mere bange for at have uheld, ligesom da jeg sidst var i kirke, og vi skal i kirken i morgen” fortsætter Mille, “Ja, det forstår jeg, og selvom jeg ikke selv har brugt ble, så har jeg snakket med mange andre der gør, så du er ikke alene om at have behov for bleen, og for de fleste, er det også noget der hurtigt går væk af sig selv igen.” siger Laila og finder gaven frem til Mille “Her, jeg synes du skal have lov til at åbne den nu” fortsætter Laila idet hun giver Mille gaven. “Tak, mener du det, det er jo først jul i morgen?” spørger Mille, idet hun overvejer om hun nu skal åbne gaven eller ikke, “Ja, naturligvis, ellers får jeg jo heller ikke at vide, om det er noget du kan bruge” svarer Laila, hvorefter Milles straks begynder at åbne gaven, et lille stykke ad gangen.
“Julelys?” spørger Mille idet hun får åbnet gaven tilstrækkeligt til at hun kan se indholdet, “Ja med batterier, så de ikke er farlige” siger Laila, “Tusind tak, de er utroligt flotte, næsten som rigtige lys, men det var for resten slet ikke vores julelys der var årsag til branden, det var et eller andet med elselskabet og juletræskæden, vistnok noget over-ga-ng agtigt, tror jeg vistnok det hedder” siger en glad Mille “Ej hvor dejligt, så du er måske ikke bange for stearinlys længere?” spørger Laila, “Nej og da vi kom hjem fra Norge, var det også mig der foreslog, at vi kunne tænde lysene i adventskalenderen, ovre hos Gitte og Anton” siger Mille stolt. “Og når vi er færdige her, skal vi hen på hospitalet og hende min moster og min nye lille fætter” fortsætter Mille, imens hun sætter batterier i lysene og får tændt for dem, “Ej, tillykke” siger Laila “Mange tak, de skal hjem og bo hos os de næste par uger, så vi kan holde jul sammen, og nytår vel også nu jeg tænker over det, de skal bo på mit gamle værelse, for jeg har fået et nyt” fortæller Mille, “Og er du glad for det, dit nye værelse?” spørger Laila, “Ja, selvom det ikke helt føles som mit værelse endnu, der mangler nogle ting ligesom de her lys, så det rigtigt kan blive til mit eget” svarer Mille, imens hun får drejet lidt på lysene, for at se dem fra en anden vinkel.
“Og så skal jeg også snart være storesøster” får Mille også lige indskudt, “Hold da op, der sker virkeligt en masse hva?” siger Laila, “Jeg synes virkeligt, at du har klaret alt du har været igennem flot, især da du begyndte at slukke ildebranden, og har taget så godt imod brugen af dine bleer” siger Laila, “Det hjalp at hende sygeplejersken, fortalte mig om andre børn og voksne der bruger bleer, og at Anton en af vores søde Naboer, selv bruger ble om natten, og da vi mødte min bedste veninde fra klasse i Norge, fandt jeg ud af at hun selv har skulle sove med ble, indtil for et år siden eller sådan noget, men på turen i Norge begyndte hun så at bruge bleer igen, og nu kan hun ikke holde sig så meget, så nu sover hun med ble på igen, og det var bare så naturligt som hendes mor, Gitte og min egen mor, hjalp os med bleerne og vores skidragter, ja som de stadigt gør, det var bare så hyggeligt at holde tøseaften hjemme hos Maya i går, jeg mener i forgårs, for i går der fortsatte vi hyggen hjemme hos mig, hvor vi med hjælp de Anton og de andre, fik pyntet vores nye juletræ og sat en ny juletræskæde på træet” fortæller Mille i en lang talestrøm. “Jamen så lyder det jo som om i har helt styr på det, og bare skal se at komme op til din moster og nevø, men inden da, så vil jeg anbefale dig at tage en kjole på eller så længe det stadig er koldt, din skidragt så er der ingen der hverken ser eller hører at du har ble på, og så længe bleen bliver skiftet i tide, og sidder rigtigt, så burde der ikke ske nogen uheld” siger Laila, inden hun rejser sig op for at give Mille et kram, og ønske hende en god jul.
Udenfor kontoret har Milles forældre siddet og nydt deres kaffe, og snakket om hvad de mangler at gøre ved huset, Mille skal have nogle nye gardiner, og Milles gamle vugge, skal hentes ned fra loftet, gardinerne må vente, til forretningerne igen er åbne, og Mille har været med til at vælge stoffet, så det rigtigt kan blive til “hendes” gardiner, vuggen må de ordne så snart de kommer hjem, meget mere når de ikke at snakke om, idet døren til Lailas kontor bliver åbnet, “Tillykke med familieforøgelserne, i får da nok at se til, med bleer og alt muligt” siger Laila da hun kommer ud sammen med Mille, “Tak, og ja, men så er det jo godt at vi så småt er kommet i træning” siger Mette, efter hun og Milles far har rejst sig op og drukket det sidste der var i kopperne, så timingen kunne næsten ikke have været bedre. “Ja, det hjælper at have øvet sig, og at det ikke længere er længe siden” konstaterer Milles far, “Det er jo det, kan i have en rigtigt god jul og et godt nytår”? spørger Laila, og en efter en siger Mille og hendes forældre tak, “Vi ses en gang i det nye år, når det lige passer ind” siger Laila, imens hun følger familien ud til døren.
Det varer ikke længe, inden bilen igen standser ude foran hospitalet, og Milles far går om i bagagerummet, og tager en babystol ud for at sætte den ind på bagsædet, ved siden af Mille, som i dag har indtaget plads på bagsædet bag sin mor, og da de kommer ind på hospitalet, og får fundet sengestuen som Mettes søster befinder sig i, går der ikke længe inden fætter og kusine møder hinanden for første gang, og hvilken ære det er at få lov til at holde sin egen fætter, tænker Mille da hun får den lille nyfødte dreng i sin favn, så lille og perfekt… Hvad der føles som en evighed, eller kort tid, svært at definere, når tiden nærmest står stille, må Mille desværre give drengen fra sig igen, da det er tid til at de skal køre hjemad, så snart drengen har fået skiftet sin ble, for sidste gang på hospitalet.
Da bilen igen har bragt familien hjem til det nyistandsatte hus, ser Mille for første gang sit gamle værelse, og synes egentligt at det er en ganske fin byttehandel, og da Milles far kommer ind med den gamle vugge, er det som om værelset er perfekt til den nyfødte og hans forældre, og Mille er nu endnu mere lykkelig over, at hun nu kommer til at holde en rigtigt familie jul, altså med mere end bare hende selv og sine forældre, og snart blev der både spist frokost, jule hygget og skiftet bleer, inden det også blev tid til aftensmaden og dagens julekalenderafsnit, en begivenhedsrig dag, hvor Mille for første gang kunne gå i seng, med følelsen af, at “dette” nu er ved at være hendes værelse, inden hendes øjne blev lukket og fokus blev flyttet til søvnen, og følelsen af hendes elskede seng.