Milles Julehistorie (g,M,F,g,g,F,b,F,F,F,F,M)

13. december - Nyt mareridt begynder

Mille og Anton bliver begge vækket af Antons mor, og sendt ud i hvert deres bad, dette gør hun for at de ikke skal blive pinligt berørte over at se hinandens bleer, Mille er glad for beskeden, og går straks ud på det badeværelse hun ved hvor ligger, for hun har ikke lyst til at Anton ved, at hun har en bukseble på, ikke endnu i hvert fald, det virker måske lidt underligt, men selvom han er ældre, så er en stadig en dreng, og så er det jo ikke sikkert at han forstår Mille, tænker hun netop som hun træder ind på badeværelset, og alligevel kan hun ikke lade være med tænke på, om det nu også havde været anderledes hvis Anton var en pige, altså med et pigenavn også, for hun kan godt se at det er lidt fjollet egentligt, Anton bruger jo rigtige bleer, mens hun kun har en bukseble på, og han har jo brug for dem, Milles er jo bare for en sikkerheds skyld, fordi hun havde haft mareridt, og den er også tør, så det sker nok ikke igen, tænker hun videre idet hun tager blusen af, og trækker bukserne og underbuksen (jeg mener blebuksen) af, og træder ind i badet, hun har i dag intet problem med at komme i bad inden hun skal i skole, for hun har ikke lyst til at lugte af dreng, der er ikke rigtigt nogen anden grund, end at hun jo er pige, og derfor skal lugte som en pige.

Idet hun kommer ud fra badet, ser hun at der igen, er blevet lagt noget tøj frem til hende, drengetøj og værre endnu, der er ikke noget at vælge i mellem, ikke engang det tøj hun har sovet i, selvom det også ville være ulækkert, for hun skal jo i skole i dag, da hun slet ikke har lyst til ikke at have noget på, begynder hun at iklæde sig tøjet, som heldigvis lugtet dejligt friskt af tøjsæbe.

Ved morgenbordet, har Mille ikke lyst til at klage over Antons tøj, men hun føler alligevel, at hun er nød til at gøre et forsøg, på at “blive sig selv igen”, så hun spørger sine forældre, om hvornår hun kan komme til at kunne gå i sit eget tøj igen? “Nu får vi at se, jeg skal snakke med forsikringen i dag”, siger hendes far, “er der noget bestemt du savner? Altså hvis jeg nu få mulighed for at hente noget? Jeg ved godt at du måske gerne selv vil med, men måske jeg kan have noget med til dig i aften?” svarer hendes far “I aften? … Lucia!, Jeg skal vel ikke gå Lucia og ligne en dreng?” siger Mille plusligt lidt panisk, “Naturligvis ikke, når man går Lucia har man jo en hvid kjole på, også drengene…” svarer hendes mor “Ja det er jo nærmest omvendt, at det er drengene der skal klæde sig ud som piger, altså kjole delen…” fortsætter hun “Men mor, kan i så ikke bare købe noget nyt tøj til mig?” når Mille at spørge, inden Anton kommer ind i stuen og sætter sig ved spisebordet. “Hun må derfor finde sig i, at hun må vente på et svar” “Godmorgen Mille” siger Anton idet han sætter sig overfor hende.

Ikke længe efter, kommer Gitte ind med det sidste til morgenbordet, så er der serveret “Hvis du har lyst Anton, så har Milles far tilbudt at køre dig i skole, sammen med Mille” siger hun da hun selv sætter sig ned for enden af bordet, “Er det rigtigt, hvor nice, tak” lyder det fra en overrasket Anton, “Ja det er jo samme skole, så hvorfor ikke” svarer Milles far “Men du må selv høre Mille, om du må låne pladsen på forsædet” slutter han, imens har smiler til dem begge. Gitte siger så “Jeg hører at du skal gå Lucia i dag Mille, Anton gik Lucia sidste år, men det var på hans gamle skole” “Er det rigtigt? Var du så Lucia brud eller fik du ikke lov?” driller Mille lidt. Anton fanger heldigvis hendes åbne kropssprog, så han lader sig ikke gå på af det, men svarer blot “Nej, bare almindelig Lucia, ligesom de fleste”

Det varer ikke længe inden morgenmaden er blevet spist, og Anton og Mille nu skal til at gøre sig klar til at blive kørt i skole, og imens de får pakket deres tasker, tager de voksne af bordet, dvs. Mette prøver nu lige at snakke lidt privat med Mille, da hun endnu ikke har fået svaret hende på hendes spørgsmål, og til alt held, så er Anton på toilettet, så timingen er helt perfekt, “Mille skat, jeg kan ikke love noget, men jeg vil prøve at finde noget tøj til dig, men det bliver desværre nok først, noget du kan bruge i aften, så du må se om du ikke kan klare skolen, med det du har på nu, indtil du får Lucia kjolen på. Når først du har fået den på, så ser man det ikke, og jeg er sikker på, at din klasse nok skal være forstående, vi ses senere ikke skat” Mille ved ikke helt hvad hun skal sige, det er ligesom lidt meget for hende, at skulle tage ind på en gang, hun forstår dog godt hovedbudskabet, og får derfor svaret sin mor “OK, og tak mor, meget gerne nogle behagelige trusser ik?” slutter hun, som de hører døren til toilettet gå op. “Vi ser på det far og jeg” slutter hun idet hun omfavner Mille, i et moderligt kram, som Mille gengælder.

Mille har ikke lyst til at blive set i drengetøjet, så Anton får lov til at sidde foran, ved siden af hendes far, på vej til skole, undervejs snakker Mille og Anton sammen, og Mille får blandt andet spurgt Anton, om hvor længe han egentligt har gået på skolen, for hun har slet ikke lagt mærke til at han var startet, “Jeg har gået i klassen over dig i snart 2 måneder nu, men jeg har skulle hjælpe meget her hjemme, idet vi næsten lige er flyttet hertil, så det er mest her i December at jeg har været i skole” siger Anton “Men betyder det så ikke at du mangler noget undervisning?” spørger Mille, “Nej, for min mor har tidligere været hjælpelærer på en specialskole, så hun har givet mig hjemmeundervisning, så jeg ikke kom for langt bagud” svarer Anton, “Smart” tænker Mille men siger så “OK” og kort tid efter ankommer de til skolen, og her finder de ud af, at grunden til at de ikke har set hinanden, er at deres klasser ligger i hver sin ende af skolen, så det giver jo mening.

I Milles klasse, er der ikke så meget tid til julehyggen i dag, for de skal lige have øvet Lucia en sidste gang, inden hele skolen skal over i den lokale kirke, og Mille samt hendes klasse skal vise, hvor gode de er blevet, dette er egentligt generalprøven, for den helt store optræden, skal foregå i aften foran alle forældre og med slukket lys, så det bliver helt perfekt. Da Milles klassekammerater allesammen har hørt om branden, er der naturligvis en del spørgsmål, men mest af alt om Mille og hendes forældre er OK, og den slags nemme spørgsmål, og hvad Mille endnu ikke ved, så har hendes lærer en overraskelse til hende, idet hun har valgt Mille til at være Luciabrud, det har været planlagt i noget tid nu, men i dag føles det bare endnu mere rigtigt, det betyder nemlig at alt drengetøjet bliver dækket til, hvis hun da ikke ender med at tage noget af det af, hvis kjolen viser sig at blive for varm at have på. Mille bliver i hvert fald, overlykkelig og får næsten tårer i øjnene, men formår at holde det inde, men gælder det også i aften tænker Mille stille for sig selv.

Lucia bliver øvet og fremført i kirken, til stor fornøjelse for alle der finder Lucia interessant, for det er jo ikke det samme som en fodbold eller snebolds kamp, og flere af skolen drenge, har for længst fundet andre interesser, men er nu alligevel glad for, at de har endnu en dag i skolen, uden lektier eller søvndyssende kedelig undervisning (man har vel lov til at være umoden i den alder), alt i alt går det som det skal, lige indtil det sidste i hvert fald, for på vej ud af kirkerummet, skal Mille tisse, og fordi alles øjne hviler på hende, for det føler hun, kan hun jo ikke så godt, lige “stikke af” og få klaret toiletbesøget, hun prøver derfor ihærdigt at knibe sammen, og holde sig indtil de er færdige. Milles koncentration kommer derfor på overarbejdet, da hun jo skal synge, smile, holde takten og så altså holde sig, skridt for skridt bliver Mille mere og mere panisk indeni, og hun forstår ikke hvorfor hun ikke kunne mærke det noget før, “Det sker bare ikke det her” siger hun til sig selv, eller rettere tænker imellem 2 vers.

Der går ikke 2 sekunder, fra dørene er blevet lukket, til Mille løber alt hvad hun kan, nu med tårer løbende ned af hendes kinder, og som hun løber, håber og ber’ hun til, at der ikke er nogen der ser det, for underbukserne hun har på, er begyndt at blive en lille smule våde, idet Mille ikke har kunne holde alle dråber tilbage, og da hun kommer ud på toilettet, lykkedes det hende på magisk vis, at holde kjolen oppe, og trukket bukserne ned, imens underbukserne gradvist bliver mere og mere våde, for til sidst at være helt gennemblødte, og hvis Mille ikke ville have at nogen så hende før, så vil hun det da slet ikke nu, men ved heller ikke hvad hun skal gøre, og ender med at blive siddende i tæt på 20-30 minutter, til alt held har Milles gymnastiklærer, gættet hvad der er sket og er på vej hen til skolen, for at finde noget tøj og ringe efter Milles forældre, men netop som hun skal til at gå ind af porten til skolen, møder hun Milles mor og slipper således for at ringe til hende, hun kan i stedet nu blot fortælle om hendes mistanke, og plan om at finde noget tørt tøj for en sikkerheds skyld, hvortil Milles mor med glæde kan fortælle at det har hun allerede klart, og med det går de sammen tilbage til kirken, for at finde stakkels Mille.

På toilettet er tårerne tæt på at være holdt op, sammen med tankerne, nu sidder Mille bare tilbage uden at vide, hvad hun skal stille op, og med følelsen af de våde underbukser, der nu er ved at blive kolde, og ekstra meget klamme. For Mille føles det som om tiden står stille, og hun befinder sig i en drøm, som hun ikke kan finde ud af at vågne fra, ja et nyt mareridt, kan man vist kalde det. Plusligt banker det på døren, og Mille bliver så chokket, at hun endnu en gang mærker, hvordan underbukserne bliver våde og varme, der går derfor lidt inden Mille nervøst siger “Der er optaget…” “Mille skat, det er mor, er du okay?” spørger Mette, glad for at høre hendes mors stemme, ved Mille dog ikke helt hvad hun skal svare, og inden hun får afklaret med sig selv, hører hun igen sin mors stemme “Mille skat, luk lige op” Det var måske også en måde at svare på, så Mille rejser sig forsigtigt, imens hun stadig holder kjolen oppe, og bevæger sig langsomt og kontrolleret hen til døren, inden hun får den åbnet, synet der møder Mette, idet døren går op, gør at Mette dels er ved at grine, men også får stoppet sig selv, og blot får hjulpet Mille tilbage til toilettet, hvor hun helt af sig selv, igen får sat sig ned.

Uden at der bliver vekslet et ord, for Mette hjulet hendes datter, med at komme af med kjolen, så hun ikke skal sidder og holde fast i den, og endeligt kan slappe af i hendes arme, det gør dog også at resten af kroppen, slapper af og både tårer og følelser, hos Mille igen bliver sluppet fri. Så blidt og moderligt, som kun en mor kan spørge, spørger Mette nu “Hvad skete der?” hvortil Mille med hjælp fra flere dybe vejrtrækninger, og ord for ord, får forklaret det hele til hendes mor, som på en og samme tid, nu til dels er moderligt forstående, men også stærkt bekymret. Mille siger så til sin mor “Jeg ved altså ikke om jeg kan gå Lucia igen i aften, jeg mener hvad nu hvis det sker igen?” spørger Mille som tydeligt prøver at holde sammen på sig selv, og inden Mette når at svare “Nej vil altså ikke, kan vi ikke bare taget hjem, jeg vil ikke mere” og med de ord, er der kun én ting Mette kan gøre, omfavne Mille og få hende til at falde til ro igen, for uden ro, kan der ikke være dialog. Det er i hvert fald det som Mette tænker, og da hun efter nogle minutter kan mærke, at Mille er faldet lidt ned, siger hun så “Mille skat, nu har du glædet dig så meget, og så skal du ikke lade en lille ting som dette slå dig ud, dengang jeg fik dig, fik jeg selv nogle lignende problemer, og det var også pinligt, men der fandt jeg en løsning, og det er en løsning som du allerede kender…” Mille kigger lidt på hende undrende… “Nu skal du se” siger Mette, idet hun samler sin taske op, og åbner det store rum. “Kan du huske dem her?” spørger hun, netop som hun trækker resten af buksebleerne op af tasken “Det mener du ikke? Det kan jeg da ikke…” lyder det fra Mille.

“Jo, for… Hvis jeg kan, så kan du også!” siger Mette med stolthed i sin stemme “Efter jeg fik dig, så måtte jeg selv bruge noget tilsvarende, også når vi skulle ud og handle sammen, os to, dig og mig…” der går lidt imens Mille fortolker det hun hører, inden hun begynder at tro på det som hendes mor lige har fortalt hende. “Men hvad med… Hvad hvis? Nogen…” prøver Mille at spørge, “Der er ikke nogen der opdager det, ikke med kjolen der” og peger hen på kjolen, der nu ligger på bordet. Mille kræver stadig noget overtalelse, kan Mette mærke, så måske det er tid til, at få de klamme underbukser af, og komme i noget mere behageligt… “Rejs dig op skat” siger Mette, og hjælper Mille på benene. Med en finger i hver sin side, trækker Mette nu de våde underbukser af Mille og lægger på kanten af håndvasken. Fra tasken finder, hun nu også nogle vådservietter, og siger “Ja, siden du har været helt lille, så har jeg altså altid haft vådservietter i tasken… De kan bruges til alt, især hvis man ikke kan komme til en håndvask, sådan lige med det samme…”, og begynder er tørre Mille af for urin, dette er nu anden gang indenfor et døgn, at Mille mærker følelsen af kolde vådservietter, på sin krop.

Da Mille nu er blevet ren, finder Mette sin taske frem igen, og graver noget tøj op til Mille “Det her var jo egentligt hvad vi aftalte, men alligevel ikke helt hvad jeg havde forventet, nu skal du se, rent tøj og alt er godt” smiler hun til Mille, og aer hende blidt på kinden. “Og så var det jo planen, at jeg skulle komme med noget “pigetøj” til dig ik min skat?” for Mette også lige sagt, netop som hun finder en tætsiddende t-shirt frem, ja vel en slags lang top, med korte ærmer, og nogle løse jeans “De havde altså ikke din rigtige størrelse, men så kan du altid vokse lidt i dem, og så er de med til at skjule buksebleen, og hvis du vil kan du godt tage dine trusser ud over, så sidder den bare lidt mere tæt” fortsætter Mette og viser tøjet til Mille, som nu er blevet lidt mere levende igen, og selv begynder at tage tøjet på, et stykke ad gangen, og da Mille har fået det hele på, kan hun godt mærke, at bukserne måske skulle have være nummeret mindre, men som Mette sagde, så skjuler det hendes blebukser godt, “hendes” tænker Mille, og prøver at vende sig til tanken om at dette, måske er ved at være tilbagevendende, men gyser blot ved tanken.

Tilbage i klassen, går der ikke længe inden en frisk Mille dukker op, til glæde for hendes klassekammerater, og de få der interesserer sig for hendes tøj, får den korte og simple forklaring “Ja, min mor jo kom lige forbi med noget nyt tøj, som fortalt tidligere, så nu er jeg ikke en “dreng” længere” smågriner hun, og får held til at trækker nogle af tøserne med, som også godt kan se det lidt sjove…
Opgaven for klassen er nu kun, at hjælpe med at gøre klar til bankoaftenen, der skal laves skilte og pyntes op i den store forsamlingssal, inden der igen skal klædes om, og for anden gang denne specielle dag gå Luciaoptog, stemningen er nu en helt, helt anden, for nu er belysningen perfekt og stilheden der langsomt erstattes af elevernes skønhedssang, i takt med at skæret fra lysene kommer nærmere og nærmere, forbi de mange forældre og slutter oppe ved teaterscenen, hvor hele klassen til slut kan byde endeligt velkommen og åbne for salget af jule bag, æbleskiver og lækre varme drikke, inden julebanko går i gang.

Da Mille har fået hjælp af sin gymnastiklærer, til at komme i Luciakjolen, og tilbage til sit nye tøj, har Mille nu lært at der i hvert fald er én lærer, der nu kender hendes nyfundne hemmelighed, men er nu glad for at det er gået som det skal, og da hun finder sine forældre i den store sal, bliver hun glædeligt overrasket over, ikke kun at se Fru. Mortensen, men også Gitte og hendes søn, ved samme bord, indtil hun jo kommer i tanke om at Anton jo også går på skolen, og at Fru. Mortensen jo havde bestilt en plads, allerede første gang hun var på besøg hos dem privat.

Bankoaftenen gik som den slags plejer, med en masse præmier, og visse borde der bringer mere held end andre, hvis det da ikke er aftalt spil, som nogen af eleverne tænker, og da Mille og de andre kom hjem, med hjælp fra Fru. Mortensen, som kørte Mille far og Antons mor hjem, var både Anton og Mille så trætte, at de dårligt nok fik taget tøjet af, og skiftet til deres nyvaskede nattøj, inden lyset på børneværelse var blevet slukket og en ny nats søvn kunne begynde.

7 Synes om

14. december - 10 dage tilbage til Jul

Mille vågner tidligt, og det er stadig mørkt udenfor, Anton sover endnu, og der går ikke langt tid, imens Mille ligger og undrer sig over hvorfor hun vågnede, før hun opdager en ny følelse imellem sine ben, hendes bukseble fra i går, er fyldt til bristepunktet, og det er som om hun er begyndt at blive våd på lårene, udenfor bleens dækningsområde, forsigtigt tager hun sin ene hånd ned under dynen på mærker lige så forsigtigt udenpå hendes natbukser, og derefter på bleen indenunder, bukserne har nogle fine små våde pletter, og bleen er voldsomt meget tykkere, end hun havde troet den overhovedet kunne blive, hendes første tanke der går igennem hendes hoved, er at Anton ikke må vide noget, så hun bliver nød til at stå op, imens Anton stadig sover, men kan hun nu også det, uden at han vågner, Mille bliver liggende i et stykke tid, indtil hun beslutter sig for at prøve, “Jeg er nød til at prøve” siger hun til sig selv.

Forsigtigt trækker hun dynen til side, men ikke længere end hun hurtigt, kan trække den tilbage igen, med første trin gennemført, ligger hun lige og overvejer, hvordan kun skal bevæge sig ud af sengen, heldigvis ligger hun yderst, hvis hun sætter sig op, er hun bange for at bevægelserne bliver for voldsomme, hvis hun skyder kroppen sidelæns, laver hun måske bølgegang i sengen, selvom det ikke er en vandseng, Mille ender med at rulle rundt, til hun er tættere sengekanten, og kan række det ene ben og arm ud over, og ganske langsomt glide ned på gulvet, først lidt og så lidt mere, næsten halvvejs, ikke krampe i benet, der var gulvet, flytte vægten til benet? Nej kan ikke endnu, armen skal med, kan måske lige strække den lidt, måske lige glide lidt mere, nu kan Mille næsten nå gulvet, og lige plusligt går det stærkt, for stærkt, og uden at kunne holde fast i noget, panisk overrasket, og med at lyder der et bump, og Mille ligger nede på gulvet, med pulsen bankende helt oppe i halsen, og måsen vendt mod Anton, bare han ikke vågnede, helt stille nu, kun lytte … Antons vejrtrækning er stadig helt rolig, pyha han sover stadig, hvordan kan jeg være så heldig, tænker Mille for sig selv imens hun overvejer om hun skal rejse sig op, eller kravle hen til døren. Beslutningen bliver truffet ud fra det faktum, at Mille faktisk ikke kan se døren, og at hun er bange for at falde over et eller andet, som hun heller ikke kan se, ganske langsomt kommer hun frem ad, nu må døren da snart være der, så langt væk, kan den da heller ikke være, nu må … "Av!" siger Mille, efter hendes hoved ramte døren, med et kæmpe bump, måske det ville have hjulpet, hvis hun havde husket, at mærke efter frem for sig.

Efter at have sundet sig kortvarigt, bliver Mille i tvivl om hun kan høre lyde, ude fra gangen og beslutter sig for at rejse sig op, inden hun måske får døren i hovedet igen, forsigtigt finder hendes hånd dørhåndtaget, og trykker det stille ned, for selvom Anton ikke vågnede, da Mille faldt ned på gulvet, så har hun slet ikke lyst til at tage nogen chancer, så snart Mille har fået drejet håndtaget, kan hun åbne døren, men inden da, prøver hun på at huske, om det nu er en af de døre der knirker, når man enter åbner eller lukker dem. Hun beslutter sig for at tage chancen, og åbner stille og roligt døren, netop som Mille begynder at gå, kan hun mærke hvordan bleen hænger tungt, og hvordan den hurtigt er blevet kold og klam, uden at stoppe kommer hun ud på gangen, og får lukket døren, uden at den knirkede, nu er der så kun trin 3 tilbage, og Mille kan slet ikke vente med at komme af med bleen, så meget at det næsten, kan være lige meget med at være forsigtig, på gangen står der ingen møbler, og hvis hun bare holder sig til den ene væg, så kan hun tælle dørene som hun kan mærke, “Det må næsten være sådan det føles at være blind” siger Mille inde i sig selv, imens hun tager det ene skridt foran det andet, og får bevæget sig fremad, hurtigere end da hun kravlede, da hun er ved at have nået badet, hvor vaskemaskinen står, bliver hun i tvivl om hvor mange døre, det er hun skal forbi, og stopper derfor op, for at tænke sig om, for hvad nu hvis hun vælger den forkerte dør? Mille vælger at gå lidt længere fremad, men synes så at hun kan se køkkenet, og går derfor lidt tilbage, for at tage chancen med døren, ind til hvad hun håber er det badeværelse, hun har brugt de sidste par dage.

Døren bliver lige så forsigtigt åbnet, og fordi Mille tager sig god tid, og skubber ganske langsom til døren, sker der det at døren begynder at knirke, ikke meget men nok til at Mille stopper med det samme… Hvad nu? spørger Mille sig selv om, igen er det bleen der afgør beslutningen for Mille, det hele kan være lige meget, for nu vil Mille bare have bleen af, så med en kort nedtælling, åbner Mille døren det sidste stykke. Synet der møder Mille, gør at hun nu igen mærker pulsen, helt oppe i halsen, ja det er lige før næsen dunker med, heldigvis er det kun fordi hun har valgt rigtigt, og nu endeligt kan slappe lidt af, dvs. hun skal stadig lige ind på den anden side, inden hun kan lukke døren igen, og tænde for lyset.

Mille har nu klaret sin mission, og er derfor meget tilfreds med sig selv, så tilfreds, at hun lige skal stå et øjeblik, og anerkende sin egen ros, inden hun beslutter sig for at tænde for lyset, med lyset tændt, kan hun nu finde det store spejl, og se hvordan hendes natbukser, har 2 store våde pletter, på hver sin side af buksebleen, altså langs kanten i lysken, og imens hun ser på sig selv i spejlet, tager hun fat i kanten af bukserne, og får dem trukket og skubbet ned, indtil de selv falder ned til gulvet, nu er det buksebleen hun kigger på, og hvor den før var helt hvid, er den nu gul over det hele, forsigtigt tager Mille sin ene hånd ned, og mærker på bleen igen, på en og samme tid, er hun overrasket og fascineret af bleens evne til at suge til sig, efter at have mærket hvordan bleen føles på fronten, skal hånden også lige mærke på bagsiden, og heller ikke her, er der meget tilbage, af den ellers en gang så tørre ble, altså den er der stadig, men tør kan man ikke længere kalde den, og det er alt hvad Mille har lyst til at mærke, ja faktisk er hun nu så træt af at mærke, at det nu er bleens tur, til at møde gulvet, og fordi Mille ikke holder ordentligt fast i siden af bleen, idet hun trækker den ned, lander den på gulvet, ovenpå hendes natbukser og fødder, med et kæmpe splat.

Det er så her at Mille indser, at hun burde have taget natbukserne helt af, inden hun tog fat i bleen, for nu kan hun ikke trække foden igennem bleen, uden at bukserne følger med, og for hver gang hun forsøger, kan hun nu mærke, hvordan hendes fod og ankel, bliver våd af at røre indersiden af bleen, Mille bukker sig derfor forsigtigt, imens hun prøver at løfte den ene fod, så hun måske kan få bukserne af, uden at miste balancen, og der går lige lidt tid, inden hun finder ud af, at bleen bare kan rives op i siden, og det er meget nemmere, end at kæmpe med sin bukser og balance, det varer derfor ikke længe, inden Mille endelig har fået begge dele af, og hun nu indser, at hendes plan ikke er helt så gennemtænkt, for hvad skal hun have på af tøj? Og hvor er der et håndklæde? Mille må opgivende erkende, at der ikke er mere hun kan gøre ved det nu, og tager derfor hendes bluse af også, som hun får lagt på bordet ved siden af vaskemaskinen, inden hun går ind i brusenichen og tænder for vandet. Så snart vandet rammer hendes krop, giver Mille et lettelsens suk fra sig, og nyder med det samme, vandets beroligende virkning og mærker hvordan hun gradvist, bliver mere og mere ren og frisk igen.

En ting mere, som Mille ikke har gennemtænkt, er at lyden af vandet fra bruseren, vækker Milles mor som får kigget på uret, og undrer sig over hvem der mon er i bad så tidligt, eller rettere sent, for det er ikke blevet morgen helt endnu, og må derfor stadig være nat. Mettes instinkt gør at hun forlader sengen, og først går ud på gangen, inden hun forsætter ud på badeværelset, og på gulvet finder hun naturligvis, den godt brugte ble og Milles natbukser, uden at sige noget samler hun begge dele op, og forlader badeværelset, bukserne får hun lagt ind i vaskemaskinen, sammen med natblusen, og bleen smider hun ud i skraldespanden, ikke lang tid efter slukker Mille for vandet, og går ud af brusenichen, hun når lige at få et chok, idet hun opdager at bleen og hendes tøj er væk, inden hun igen får et chok, da Mette kommer tilbage. Skræmt og alligevel lettet, står Mille stille overfor hendes mor, og først da Milles mor er kommer helt tæt på Mille, opdager hun at Mette har et håndklæde med sig, uden at der bliver sagt noget, begynder Mette stille og roligt at tørre Mille, over hele kroppen, og slutter af med at give hende et moderligt kram.

Efter krammet og med håndklædet viklet rundt om Mille, siger Mette “Sæt dig ind i sofaen, så kommer jeg om lidt” og sammen går de ud fra badeværelset, Mille gør som der blev sagt, og finder let sofaen, idet lyset i gangen er blevet tændt, og sofaen er synlig direkte fra gangen, Mille når ikke at sidde alene i sofaen ret lang tid, før hendes mor kommer ind i stuen, med en pose i hånden. Mille kigger undrende på posen, og sin mor, idet Mette kommer tættere på, og sætter sig ned i den anden side af i sofaen, ved siden af Mille, “Mille skat, hvad er der sket?” Spørger hun og peger på et blåt mærke, som Mille ikke selv har opdaget endnu, “Det må være fra da jeg faldt…” konkluderer Mille, “Og hvad med bleen, hvorfor har du ikke taget den af noget før? Den er jo helt gennemblødt…” fortsætter Mette med at spørge, “Den var altså tør da jeg lagde mig til at sove, og jeg vågnede fordi den var blevet helt våd…” svarer Mille, “Men skat dog, kunne du slet ikke mærke at du skulle tisse?” spørger Mette bekymret, “Nej, jeg ved slet ikke hvornår jeg har tisset, måske lidt da jeg faldt ned, men kun en lille smule…” siger Mille.

Der går lige et øjeblik, uden at der bliver sagt noget, inden Mette tager noget tøj op af posen, og den sidste bukseble, “Jeg tror det er bedst, hvis du tager den her på, i stedet for trusserne jeg har købt, og så må du blive hjemme fra skole, indtil jeg har fået snakket med lægen” lyder det fra Mette, imens hun holder buksebleen frem mod Mille, “Vi kan jo ikke have, hvis du skulle have flere uheld” fortsætter hun, Mille ved slet ikke hvad hun skal sige, men har ikke lyst til at risikere endnu et uheld, og da slet ikke på skolen, så den del af “planen” er hun helt med på, “Men hvad så med Anton?” spørger Mille, “Ja han skal vel stadig i skole, eller hvad tænker du?” spørger Mette retur, “Altså, hvad hvis han opdager bleen? Eller undrer sig over at jeg ikke skal i skole?” uddyber Mille, “Det ved jeg ikke, men når Gitte står op, kan vi jo starte med at sige, at du ikke har det så godt, og må blive hjemme, så skal jeg nok så diskret jeg kan, tage voksensnakken, så hun ikke kommer til at sige noget forkert, det skal du ikke bekymre dig om, tag nu dit tøj på, så får vi styr på resten senere” slutter Mette.

Da Gitte står op, opdager hun straks det tændte lys, og finde Mille og Mette inde i stuen, “Godmorgen, har i sovet godt” spørger hun, og Mette svarer "Godmorgen, ikke helt Mille havde et lille uheld i sengen, så vi har snakket om at hun bliver hjemme i dag, og at vi får fat i lægen, så vi kan finde ud af hvorfor, hun er begyndt af have uheld." “Men, Mille dog, det er jeg da ked af at høre, ja selvfølgeligt skal du blive hjemme, vi skal ingen steder” siger Gitte, og fortsætter "Ved i hvad, nu går jeg i køkkenet, og starter på morgenmaden, så venter jeg lidt med at vække Anton, og så kan vi måske snakke videre, imens han er i bad, så ser jeg lige hvor slemt det står til med sengen, det er ikke noget vi ikke har prøvet før her i huset, så det gør ikke så meget" siger Gitte med et kærligt smil.

Imens Gitte er i køkkenet, dukker Milles far op i stuen, og lægger straks mærke til, at Mille allerede er i tøjet, og at stemningen er en lille smule trygget, "Godmorgen smukke" siger han forsigtigt og kigger på Mette, “Mille bliver hjemme i dag, og jeg bliver nød til at snakke med lægen” siger Mette, “Ja, naturligvis” siger Milles far, og giver Milles skulder et lille klem. Med morgenmaden i ovnen, går Gitte ind for at vække Anton og sende ham i bad, sengen er heldigvis tør, og da Anton spørger efter Mille, får han at vide at hun allerede er oppe, og han nu bare skal se at skynde sig.

Ved morgenbordet får Anton at vide, at Mille ikke har det så godt i dag, og at hun derfor må blive hjemme, men at Milles far, nok skal køre ham i skole, da han stadig skal på arbejde og alligevel kommer den vej forbi, Anton kan dog ikke se på Mille, at hun skulle være specielt syg, men undlader at spørge mere ind til det, men ønsker hende blot god bedring, og håber at hun har det lidt bedre, når han kommer hjem fra skolen igen.

Da Mette får fat i lægen, aftaler hun at lægen kommer på hjemmebesøg, da det er nemmere nu hvor Milles far er kørt på arbejde, Mille bruger tiden foran fjernsynet, og får set den ene tegnefilm efter den anden, og efterhånden som tiden går, bliver hendes humør dog også gradvist bedre, da lægen ankommer hen ad formiddagen, sætter de sig alle sammen ind i stuen, ved spisebordet, og lægen siger til Mille “Jeg kan forstå på din mor, at du har haft svært ved, at kunne holde på vandet, altså at du et par gange er kommet til at tisse i sengen eller bukserne, kan du sige hvor længe det har stået på?” spørger han, og “Ja, altså…” begynder Mille “…siden starten af December” indskyder Milles mor, inden Mille protesterer "Nej, kun i nogle dage" “Mille skat, jeg har flere gange hørt, hvordan du har skyndt dig ud på toilettet, og set din dyne på gulvet, men du har ret, det har kun været helt slemt de sidste par dage, særligt efter branden og vi måtte overnatter her hos Gitte og Anton.” Mille kan nu godt huske det med dynen og sådan, så måske har hendes mor ret?

“Ja, det er jo ikke noget sin din mor ikke allerede har fortalt mig, jeg er egentligt kommet, for lige at kunne kontrollere dit fysiske helbred, og selv vurdere hvordan du ser ud til at have det, jeg tænker at jeg med tanke på branden, lige lytter engang på dine lunger, og så tager jeg nogle prøver, bare for god ordens skyld, men ellers kunne jeg godt tænke mig, at du kommer ud for at snakke med en anden læge jeg kender, hun har tid i morgen, og har allerede sagt ja” siger han “Mange tak for det” siger Mette, imens lægen fisker sit stetoskop op af sin lægetaske, "Nu skal du se, jeg trækker lige lidt op i din bluse på ryggen, og så kan det godt føles lidt koldt" siger han til Mille og sætter sit stetoskop fast i sine ører, og gør som han har sagt, “Hvis du tager en dyb vejrtrækning, og en til…” imens han lytter på Milles lunger, “Ja det lyder jo fint nok, kan du ikke fortælle mig lidt om branden, så finder jeg lige lidt prøveting frem imens” siger han til Mille, “Ja altså, jeg vågnede fordi jeg skulle tisse, og så opdagede jeg branden, og begyndt at slukke den, og til slut var jeg kommet til at tisse i bukserne” fortæller Mille, “Det var da heldigt, at branden blev opdaget, og flot at i fik den slukket, ja jeg har jo læst lidt i rapporten fra journalen, og jeg tænker at vi skal have taget en urinprøve, så her har jeg et lille glas, tror du at du kan tisse lidt i den Mille?” spørger han, hvortil Mille bliver en smule nervøs, “Ja, hvis ikke kan vi enten vente lidt eller også kan vi prøve med et kateter, men det kan godt virke lidt ubehageligt” forklarer han, “Jeg vil godt prøve” siger hun og rækker ud efter prøveglasset, “Det er godt, du behøver ikke fylde den helt op, vi skal bare have en lille smule, men tis du bare almindeligt, hvis du har mere der skal ud.” siger lægen.

Mille kigger på glasset, og ser at der sidder låg på glasset, og prøve lige at løfte lidt i kanten, "Ja nu skal du se" siger lægen, og viser hende hvordan hun skal gøre, og lader låget sidde løst på “Hvis du ikke kan få låget på igen, så bare stil det på håndvasken, så sætter vi låget på bagefter” siger lægen, og Mille går ud på toilettet. Imens Mille er på toilettet, siger lægen "Ja som jeg fortalte over telefonen, behøver det jo ikke at være noget fysisk, og det er derfor jeg gerne vil sende Mille videre, for at snakke med en Børnepsykolog, det er aldrig helt til at vide, hvordan man reagerer i forhold til en voldsom oplevelse, som branden jo nok har været, det koster jer ikke noget, men hvis det viser sig, at hun har et reelt behov for at snakke med Psykologen, kan det være vi skal snakke med jeres forsikring også." siger han til Mette, som blot nikker med hovedet, imens hun lytter til alt hvad han siger.

Da Mille kommer tilbage med glasset, tager lægen straks imod det og siger “Det var flot, lige præcist som det skulle være” imens han smiler og kontrollerer at låget sidder som det skal, inden han lægger prøven ned i en prøvekuvert, som han allerede har udfyldt, så prøven ikke risikerer at blive forvekslet med en anden patients prøve. “Ja, så er der ikke så meget mere, jeg kan gøre for nu, min eneste anbefaling for nu, er noget lækage beskyttelse, altså noget der kan tage enkelte dryp, og eventuelle stormfloder” siger han med et halvt grin og store armbevægelser, da han selv syntes han er sjov, “Det er ikke noget jeg kan give jer en recept på, men i kan enten gå på apoteket, eller se om der er noget der passer i supermarkedet” fortsætter han, “Det har vi styr på tror jeg, men hvis jeg har nogen spørgsmål, så kan jeg vel ringe?” spørger Mette, “Ja, naturligvis, og så snart jeg har fået svar på prøven, så hører i fra mig, og jeg vil jo også gerne lige, følge lidt med i hvordan det går” slutter han, inden han rejser sig op, for at komme videre.

Efter lægen er gået, fortæller Mette at hun allerede har købt nogle bleer, men at hun næsten havde glemt alt om dem, de ligger vistnok stadigvæk ude i skuret, og Gitte byder så ind med, “Ja, og hvis de ikke passer, så må du godt låne lidt af Antons, i er jo stadigvæk næsten lige store, det er bare natbleer med tape, så der skal du jo nok, lige have lidt hjælp”, Milles mor siger så "Ja, det tror jeg desværre også at dem jeg har købt har, dog er de tyndere, og kun beregnet til om dagen" og fortsætter “Men det skal du ikke tænke på nu, du skal bare slappe af, og gøre lige hvad du har lyst til” “Ja, og hvis du vil lege med noget af Antons legetøj, så er det helt fint, han har en kasse Lego i skabet, ved siden af hans seng” siger Gitte. Mille ved næsten ikke hvad hun skal sige, “Hvorfor har mor allerede købt bleer, og hvornår?” tænker Mille for sig selv, men undlader at spørge ind til det, da hun egentligt ikke har lyst til at snakke om bleer.

Dagen går stille og roligt, Mille får set en masse tegnefilm, og rodet lidt rundt i Antons Lego kasse, inden Anton kommer hjem fra skole, og Milles far hjem fra arbejde, Mille formår at holde buksebleen tør, men får heller ikke drukket så meget, så da de har fået spist aftensmad og set julekalender, går Mille og Mette sammen ud på badeværelset, imens Anton går på toilettet for at gøre sig klar til natten, og får hjælp fra hans mor, med at få natbleen på inde på hans værelse. Mette spørger Mille “Hvordan har buksebleen det? Er den tør?” “Det tror jeg nok” siger Mille og trækker den ned for at kigge, "Tag den bare helt af, når den ikke er brugt, kan det bruges endnu, men lad os gemme den til i morgen, og se om vi kan få dig i en tapeble for natten, hvis du lige flytter dig lidt, så kan vi lige lægge en håndklæde ned på gulvet, som du kan ligge på, så det ikke er for hårdt og koldt at ligge på gulvet." lyder det fra Mette, inden hun breder et stort badehåndklæde ud på gulvet, der hvor Mille stod før, inden hun får Mille til at lægge sig ned på det. Mille tænker slet ikke på hvad det er for en ble, hun har travlt med at overvinde sig selv, da det går op for hende, at hun nu er ved at få ble på, ligesom da hun var en baby, havde det ikke været for Anton, var hun nok løbet skrigende bort, for var hun blevet spurgt for en uge siden, så havde hun tænkt, at bleer jo kun var til babyer eller gamle folk, nu er det bare pinligt, uden helt at kunne sætte ord på præcist hvorfor, det er jo ikke første gang hun har fået ble på af sin mor, så hvorfor er det egentligt pinligt? Inden Milles tankestrøm er tænkt færdig, hører hun sin mor sige “Det var det skat, så er du stort set klar til natten… Ja altså lige bortset fra nattøjet, det hænger ovre på tørrestativet, kan du selv klare resten?” spørger hun Mille, som ikke har så meget at sige “Ja, Godnat mor”. “Godnat og sov godt min skat” slutter hun.

Så snart Mille er alene ude på badeværelset, går hun over til spejlet, for at se bleen som hun har fået på, hun kan både se og mærke, at det er noget andet end buksebleen som hun havde på, det er lige som om bleen sidder tættere, og ikke sidder lige så løst som buksebleen gjorde, som jo bare var nogle ekstra tykke underbukser, men stadigvæk bløde at røre ved, den nye ble er med barnlige motiver, og en glat overflade, ikke lige det Mille havde håbet på, men synes nu alligevel at motiverne er søde at se på, men hvis ikke at Anton skal se motiverne, og det først bliver rigtigt pinligt, må Mille se at komme i nattøjet, og det varer derfor heller ikke længe, inden Mille for første gang, går igennem gangen iført en rigtig børne ble, for det synes Mille nemlig det er, da Mille kommer ind på Antons værelse, er han selv på vej hen til sengen, og derfor lægger han heller ikke mærke til lyden af Milles ble, og da de begge har fået lagt sig ned under dynen, kommer både Gitte og Mette og siger godnat, Milles far var allerede gået i seng efter aftensmaden, da det har været en hård dag på jobbet.

Lige inden Mille og Anton falder i søvn, når Anton lige at spørge “Har du tænkt på at der nu kun er 10 dage tilbage til Jul?” “Ja, lidt” svarer Mille, der nu bliver bekymret for hvordan Julen mon bliver i år…

8 Synes om

15. december - Børnepsykiatrien

Da Mille vågner, er bleen næsten lige så våd, som hendes bukseble var i går, men i dag har hun ikke lys til at falde ud af sengen, og med tanke på at Anton slet ikke vågnede i går, vælger hun at tage chancen, og skubber benene ud over kanten af sengen, inden hun sætter sig op, bekymringen hun havde da hun faldt i søvn, ligger stadig og fylder friskt i hukommelsen, og inden hun får rejst sig op, vågner Anton og siger “Godmorgen Mille” og med et mindre chok svarer Mille “Godmorgen Anton”, inden Anton fortsætter med et spørgsmål “Sover du også med ble?” Mille bliver helt rød i hovedet, og tænker på hvordan det er sket, at hun er blevet opdaget? Plusligt ryger hendes arm om på ryggen, og lige der, fordi hun sidder foroverbøjet, så er natblusen blevet trukket op, og dækker på ingen måde blekanten, der stikker op fra hendes natbukser, “Øh, ja, en gang imellem” lyder ordene der kommer ud fra Milles mund, “en gang imellem” er måske ikke helt sandt, men Mille vidste ikke hvad hun skulle sige, og er egentligt bare lettet over, at Anton virker til at acceptere det så let.

“Jeg sover med ble hver dag, men det tror jeg nok du har gættet, hvis du da ikke har overset puslebordet derovre” siger Anton og peger over på hans junior-puslebord “Min mor plejede at give mig natbleen på imens jeg lå i sengen, men puslebordet er bedre for ryggen, og så nyder jeg at hun ikke længere skynder sig for at blive færdig, nu hvor hun bare kan stå op, helt almindeligt, har du også et puslebord” spørger han “Nej, jeg har mest sovet i buksebleer, det er først for nyligt at jeg har fået den her type ble på” siger hun og peger på den synlige del af bleen, netop som de skal til at forsætte med at snakke, kommer Gitte ind på værelset, og kan med det samme se at Mille sidder på kanten af sengen, med en ble der er klar til at blive skiftet.

Da Mette ikke er stået op endnu, siger Gitte til Mille at hun kan starte med at børste tænder, og så komme tilbage til værelset, så skal hun nok hjælpe hende bagefter, Mille gør som der blev forslået, og går ud på toilettet, hvor hendes nye tandbørste står, hun måtte jo have en ny, nu hvor de stadig ikke kunne komme ind i deres hus, og imens Mille går ud mod toilettet, kan hun ikke undgå at mærke følelsen af den godt brugte ble, der er blevet noget større end, da den stadig var frisk og tør, og da hun kommer ud på toilettet, bliver hun da også lige nød til, at mærke efter med fingrene, og bliver en lille smule imponeret over hvor hård den er blevet, på ydersiden, og samtidigt hvor blød den stadig er.

Idet Mille får åbnet for vandhanen, er det lige som om, en lille sjat tis undslipper hendes, og det var slet ikke noget hun kunne styre, heldigvis var det kun en lille sjat, og selvom bleen er godt brugt, så er det som om den våde fornemmelse, der opstod ganske kort, igen er forsvundet, og Mille tænker så lidt på, hvor praktisk det er, bare sådan at kunne tisse, imens man børster tænder, uden at man behøver at skulle sætte sig ned, eller trække bukserne af inden, hendes tanker bliver afbrudt af Anton, som hun hører ude på gangen, hun skynder sig derfor at skylle munden og tandbørsten, “Så er det din tur” siger Anton imens han smiler, gladere, end han plejer at være.

Tilbage på værelset, står Gitte og venter på Mille, og da hun kommer retur fra toilettet, siger Gitte “Det var godt søde, skal vi få dig ud af den våde ble?” spørger hun, hvortil Mille sådan lidt nervøst får svaret “Ja tak” “Jamen så kom herover, kan du selv komme op tror du?” spørger Gitte, “Jeg kan prøve” svarer Mille, og begynder at kravle op på bordet, det er tydeligt at hun ikke er vant til det, og har da heller ikke balancen helt med sig, så da hun er ved at falde ned igen, mærker hun Gittes hånd på bleen, der lige giver hende det sidste skub, til at hun kommer helt op, og ikke ryger ned igen, “Det var godt, læg dig bare ned søde” siger Gitte, imens hun smiler ned til Mille, som straks begynder at tænke “Måske jeg skulle have taget natbukserne af, inden jeg kravlede op?” Hun når dog ikke at tænke ret længe over svaret, idet hun mærker Gittes fingre i kanten af bukserne, som stille og roligt krænger bukserne af hende og nu har frit udsyn til Milles våde nat ble, “Ja nat ble, er de nok ikke så gode til, for du kan da ikke have plads til meget mere i denne her, så måske du i nat, skal prøve en af Antons bleer?” Konstaterer Gitte, spørgende for sig selv “Det må jeg lige snakke med din mor om” fortsætter hun.

Efter at have løsnet tapestykkerne på bleen, og en hurtig aftørring af Mille, er Mille næsten så god som ny, “Hop du bare ned igen, så du kan komme i bad, så skal jeg nok hjælpe dig med bleen igen bagefter” siger Gitte til Mille, “Det behøver du ikke, jeg har stadig buksebleen fra i går, min mor mente at den kan bruges endnu” svarer Mille “OK, du får lige et friskt håndklæde med, og så prøver jeg lige at finde noget af dit eget tøj, eller noget af Antons” siger Gitte med et smil, imens hun trækker et rent badehåndklæde ud fra Antons skab, og giver det til Mille, som straks folder det ud og tager rundt om sig, så hun ikke fryser, på vejen hen til badeværelset, hvor Mille plejer at gå i bad. Da Mille kommer ud på badeværelset, forsøger hun at hænge håndklædet op, men opgiver fordi det bliver ved med at falde ned, hun ender derfor med bare at lægge det, på bordet hvor vasketøjet bliver lagt sammen, og sorteret, og hvor der indtil nu er blevet lagt rent tøj frem til hende, for da Mille har fået sit morgenbad, og skal til at tørre sig og tage tøj på, opdager hun nemlig, at der ikke er lagt noget frem til hende, hun ender derfor med bare at tage håndklædet rundt om sig igen, og vende tilbage til Antons værelse.

Nervøst stikker hun hovedet ud på gangen, og kan høre Anton inde i stuen, så Mille beslutter sig for bare at komme afsted, da de eneste hun risikerer at møde på gangen, er hendes forældre og Gitte, egentligt er det lidt underligt at tænke på, for i skolen bader hele klassen sammen, men måske er det fordi Anton er ældre end Mille, eller fordi de ikke har kendt hinanden så meget endnu, og med Gitte er det bare noget andet, Anton er jo en dreng og sådan er det bare, tænker Mille, efterhånden som hun nærmer sig Antons værelse, hvor døren står på klem, og lyset er tændt, inde på værelset står Gitte ved siden af puslebordet og venter, “Din mor er ikke stået op endnu, og jeg kunne ikke finde din bukseble, eller de bleer som din mor har købt, men hvis du hopper op på bordet, så bruger vi bare en af Antons, og så er vi i hvert fald sikre på, at den kan holde og du ikke skal være bekymret over det” siger Gitte og smiler, Mille ved ikke hvad hun ellers skal gøre, og bliver en lillesmule nysgerrig, bleen hun vågnede i, var bestemt ikke en rar følelse, og da hun børstede tænder, blev den mere og mere kold og klam, heldigvis var det længe hun skulle vente, på at få taget bleen af, da Gitte stod klar præcis ligesom nu, helt naturlig og kærlig, Mille skulle ikke bruge meget overtalelse, og ville ikke sige Gitte imod, så snart lå hun oppe på bordet for anden gang, og denne gang for at få en ble på.

“Løft lige rumpen engang”, siger Gitte, og så er bleen hurtigt på plads nede under Mille, inden der bliver tænkt for mange tanker, drysser Gitte et tyndt lag af pudder ud over Mille, inden hun dækker det til med bleen, som hun folder op imellem benene på Mille, og trygt sætter fast, med et stykke tape ad gangen, indtil Mille igen kan hoppe ned fra bordet, og for første gang, mærke hvordan Antons bleer er en smule tykkere, end dem hun indtil nu har prøvet, “Jeg kunne heller ikke finde noget af dit eget tøj, men jeg tror godt du kan nøjes med en t-shirt for nu, ligesom Anton” uden at protestere, rækker Mille armene i vejret, da hun kan se at Gitte er ved at gøre klar, til at trække t-shirten ned over hendes arme og hoved, “Skal Anton ikke i skole i dag?” spørger Mille, da det undrer hende at Anton heller ikke har andet tøj på endnu, “Nej, jeg har givet ham lov til at holde en pjækkedag i dag, han sidder inde i stuen og ser tegnefilm” svarer Gitte.

“Vi har jo allerede set hinandens bleer, så det er måske ikke så slemt det her” tænker Mille, idet hun sammen med Gitte, er på vej ned ad gangen til stuen, hvor Anton sidder og hygger sig i sofaen, idet de kommer forbi køkkenet, går Gitte derud og tænder for ovnen, og går i gang med morgenmaden, imens fortsætter Mille og sætter sig i sofaen, i modsatte ende i forhold til Anton. "Hvad ser vi?" spørger Mille, da hun ikke lige kan genkende tegnefilmen, “Det er en eller anden Japansk tegnefilm, jeg ved ikke hvad den hedder, men synes den er rigtig god” svarer Anton, inden han igen retter sit fokus mod fjernsynet. Mille vælger derfor at se med, og uden hun helt har forstået hvad den handler om, begynder hun også at finde den spændende, og hurtigt er også Milles fokus koncentreret om fjernsynet.

“Godmorgen unger” lyder det fra Milles far, som netop er trådt ind i stuen, og har valgt at sætte sig i en af de bløde stole, ved siden af sofaen, “Godmorgen” lyder det enstemmigt fra både Mille og Anton, uden at de fjerner deres fokus fra fjernsynet, ikke længe efter er det Mette der kommer og siger godmorgen, og også denne gang, lykkedes det Anton og Mille at svare, uden at dreje hovedet det mindste. Først da Gitte kommer ind med morgenmaden, og siger "Så er der mad" vækkes ungerne til “live”, og fjernsynet bliver slukket, næsten helt af sig selv, hjulpet af fjernbetjeningen, som Milles far har trykket på, idet børnene har rejst sig op fra sofaen. Idet Mille sætter sig på sin stol ved spisebordet, bliver hun igen opmærksom på, bleen som hun i dag er iført, hvor det normalt er en lille smule hårdt, at sidde på stolen, er det i dag ligesom at sidde på en pude, og fordi bleens overflade ikke er af stof, ligesom hendes bukseble, så nærmest glider Mille rundt i sædet, når hun skal sætte sig, eller række ud efter noget.

“Jeg har en noget jeg skal fortælle dig Mille” siger Mette, “Efter i var gået i seng, snakkede jeg med min søster, og det varer ikke længe før du skal til at være en kusine, måske allerede inden det bliver jul, eller nytår” fortsætter hun, “Er det allerede nu? Nice!” svarer Mille, med et fornyet boost af energi, "Ja, det varer ikke længe, før hun måske tager på hospitalet" lyder fra Milles far, “Skal vi så besøge hende, og må jeg komme med og så babyen?” spørger Mille, “Ja, det tror jeg hun vil blive glad for” siger Mette, inden der igen bliver ro til morgenmaden. “Hvad skal vi lave i dag?” spørger Anton om, “Ja, Mille har en tid hos en børnepsykolog” siger Mette, “Men måske vi kan tage en tur i parken, eller finde en legeplads bagefter?” siger Gitte, som ikke har været inde i byen i et stykke tid. “Jaaa” lyder det fra Anton, Mille er begyndt at blive en smule nervøs, for hvem er denne psykolog nu?

Der går ikke lang tid efter morgenmaden, inden de alle sammen sidder i bilen, og er på vej ind til byen. Da Milles far kører ned ad en sidevej, og forbi det der ligner en parkeringsplads, ser Anton et skilt og begynder at prøve at udtale det kan læser, “Bør-ne og Ung-doms-…” inden han går i stå, og får hjælp fra sin mor Gitte “…-Psy-ki-a-trien” “Det er her at Mille skal snakke med en børnepsykolog” siger Mette, inden de 2 voksne og 2 børn, hopper ud af bilen, og Milles far kører videre på arbejde.

Da de kommer indenfor, ligner det en mellemting imellem et skolekontor og hospital, der er børnevenlige farver på væggene, og en masse døre med hvide og røde lamper ud for hvert kontor. Imens Mette melder Milles ankomst, sætter Gitte og Anton sig ude i et lille venteområde, hvor der er lidt legetøj, mest til de mindre børn, så da Anton finder noget Lego, er det duplo klodser han finder, men for Anton er Lego bare Lego, og med Duplo, går det bare hurtigere. Hverken Mille eller Mette skal vente ret længe, idet psykologen sidder klar til at tage imod dem, og inviterer dem begge ind på hendes kontor. “Goddag Mille, godt i kunne komme i dag, som din mor måske har fortalt dig, så skal vi bare snakke lidt sammen, for at se om vi kan finde ud af, hvorfor du er begyndt at tisse i sengen, og hvad der kan være årsagen til det, til at starte med, vil din mor være her også, men på et tidspunkt, sender vi hende udenfor, så hvis der nu skulle være noget, som du ikke tør snakke om, imens hun er her, så er det helt fint, og alt hvad vi snakker om, er 100% hemmeligt, så med mindre du selv siger det, så forbliver det en hemmelighed imellem os 2, ikke en gang dine forældre eller skole, får noget at vide, forstår du det” spørger psykologen, “Ja, det tror jeg nok” lyder det fra Mille.

“Godt mit navn er Laila, og inden vi 2 skal snakke sammen alene, synes jeg at vi skal høre fra mor, hvad hun tror, og så kan vi snakke videre bagefter, det er helt ok hvis du ikke er enig i det som din mor siger, bare du fortæller det til mig senere, og lader din mor fortælle færdigt.” siger Laila fra sin stol overfor sofaen, hvor Mille og hendes mor sidder. “Ja altså, jeg tror at Milles problemer, startede i begyndelsen af December, nogenlunde samtidigt med at vores bil gik i stykker, men først da Mille opdagede branden, kan jeg med sikkerhed sige, at hendes søvn har været påvirket, det er nemlig først her, at jeg personligt har lagt mærke til det våde tøj, og har hjulpet Mille så godt jeg kan” forklarer Mette, imens Laila tager en masse notater, og kigger i nogen, som hun allerede har skrevet, “Ja, det var vist også noget af det du fortalte over telefonen” siger Laila “Så det er fint, vi behøver ikke at gentage det hele, jeg tror det er tid til at jeg snakker med Mille alene, så hvis du vil vente ude i venteværelset, så henter vi dig hvis det bliver nødvendigt, hvis du er til kaffe, skal du bare sige til ude på kontoret” slutter Laila, idet Mette er på vej ud af døren “Mange tak, det lyder godt” svarer Mette og lukker døren efter sig.

Snakken imellem Laila og Mille går stille og roligt fremad, og konklusionen som Laila er ved at danne sig, går på at Mille må være blevet stresset, og påvirket af sine forældres frustrationer, på grund af det med bilen, men også på baggrund af den slemme oplevelse, det har været for Mille at opdage branden, Mille og Laila får snakket om alt muligt, og Laila hører også om hvordan de selv var med til at fælde træet, kun få dage inden det brændte, og hvordan de indtil nu, har boet hos deres nabo Gitte og hendes søn Anton, som de også kun lige har mødt, og hvordan Mille er havnet i den ble som hun sidder i nu, snakken Mille og Laila har haft, har været så spændende og befriende for Mille, idet hun først nu har tænkt over, hvor meget det er, der egentligt er sket siden det hele begyndte, Mille får dog ikke fortalt det hele, og har slet ikke lagt mærke til at hendes ble, gradvist er blevet mere og mere våd, end ikke da Laila ganske stille, kunne høre det risle, nede i Milles ble, og da tiden er ved at være gået, slutter Laila af, med at fortælle Mille, hvad der nu kommer til at ske, “Jeg synes, at du kan have brug for, at vi snakker lidt mere, en anden dag, men for nu vil jeg skrive en rapport med mine anbefalinger, som vil blive sendt til jeres forsikringsselskab, og din skole, så i ikke kommer til, at skulle betale for din behandling. Har du nogen spørgsmål inden vi slutter for i dag?” spørger hun Mille “Nej ikke rigtigt…” svarer Mille, “Fint så henter vi lige din mor ind igen, inden vi sender jer videre” og går over til sin telefon, for at få sekretæren på kontoret til at sende Mette ind til Laila og Mille.

“Det var rigtigt godt, at i kom her i dag, jeg anbefaler at Mille fortsætter hos mig, nogle uger endnu, dvs. hen over julen og nytår, har jeg desværre ikke så meget tid, med mindre det bliver værre med Mille, jeg synes det er rigtigt fint, at i holder fast i bleen, og sikrer at der ikke kommer flere pinlige uheld, men jeg tror også, at Mille vil have godt af, at komme lidt væk, det er ikke sundt, at bo så tæt på jeres hjem, når i ikke kan bo der, imens det er ved at blive repareret, og måske også skolen er en medvirkende årsag, jeg vil derfor anbefale jeres forsikring, at de hjælper med en lille miniferie, imens jeres hun bliver ordnet og at i får noget støtte til Milles bleer, jeg skriver 2 rapporter, en til jeres forsikring og én til socialforvaltningen, så i hører nok fra en Fru. Mortensen” siger Laila, “Hende kender vi godt, så det er helt fint” lyder det fra Mette, “Ja, og måske det kan hjælpe lidt, så forsikringen hurtigere bliver færdig med deres vurdering og sagsbehandling” slutter Laila, idet hun rejser sig op for at give hånden til både Mette og Mille.

Udenfor sidder Gitte og Anton stadig i venteværelset, og da Mille kommer og sammen med Mette, bliver Anton helt glad, for han er nemlig begyndt at kede sig lidt, “Skal vi komme videre?” lyder det fra Mette, inden Gitte siger “Ja, lad os det” og de 4 begiver sig ud for at finde legepladsen. Da Anton og Mille har leget lidt i et par timer, hvor der blandt andet, er blevet gynget og klatret, er det blevet tid til at få noget at spise, og da de ikke vidste, hvor længe det ville tage, har de ikke taget frokost med hjemmefra, men beslutter sig for at Mc. Donalds måske ikke er så tosset, i dagens anledning, og selvom både Anton og Mille er ved at være for store, skal de da lige lege lidt mere, i Legeland på McDonalds. Inden de begiver sig hjemad, spørger Gitte hvordan bleerne har det? Både Anton og Mille kigger på hinanden, “Ja, aftalen med Anton var, at hvis du skulle have ble på hele dagen, og Anton alligevel ville pjække fra skolen, så skulle han da også have ble på, og at dømme ud fra jeres ansigter, så tror jeg det er tid til at skifte, inden vi skal videre og købe ind til aftensmaden.” fortsætter Gitte, hvorefter kvartetten begiver sig ud på handicaptoilettet, først Mille og Mette efterfulgt af Anton og Gitte.

Hjemme sætter børnene sig straks foran fjernsynet, og inden længe har de begge smidt bukserne, dvs. i dag har Mille fået en kjole på, så det er Antons bukser, der nu ligger nede på gulvet, og begge deres bleer er til frit udsyn, den mente Mille nemlig, var mest rimeligt. Efter aftensmaden og julekalenderen, er det tid til at Mille og Anton skal sove, og imens de ligger i sengen, snakker de lidt om hvordan det føles at have ble på, det er dejligt blødt at sidde på en tyk ble, hvis stolen er hård, men nemmere at bevæge sig, hvis bleen er tynd, Mille kan bedst lide buksebleerne, eller de tynde dagsbleer, men er allermest glad for, at hun ingen uheld har haft, og at sengen er tør når de vågner, Anton er helt enig, selvom han synes, det var lidt underligt, at have ble på hele dagen, sådan sammen med Mille, for han har selv prøvet det et par gange før, og synes et eller andet sted, at når nu man har brug for dem, så er bleer bare for nice, hvilket Mille godt kan give man lidt ret i.

Og med glade tanker, falder både Anton og Mille hurtigt i søvn, og drømmer om, hvad dagen næste gang bringer…

5 Synes om

16. december - Vinterhytten

I dag er det Anton der vågner først, imens Gitte tager natbleen af ham, bliver Mille liggende i sengen, hun ligger og tænker på snakken hun havde med Laila, og hendes oplevelser med bleen, og nyder at mærke hvordan sengen stadig er helt tør og varm. Først da Anton hopper ned på gulvet, vender hun sig om og kravler ud af sengen, denne gang uden at falde ned på gulvet, og snart er det hendes tur, til at få taget bleen af, og morgenbadet overstået, da hun vender tilbage fra badeværelset, sidder Anton ligesom dagen før, inde i stuen og ser tegnefilm, men i dag har Gitte fundet buksebleen og hendes egne bleer. “Skal du have hjælp til en ble, eller vil du bare have buksebleen på?” spørger Gitte, og fordi Mille gerne vil kunne sammenligne de 2 bleer, vælger hun at hoppe op på puslebordet, og blive iklædt en af hendes egne bleer, som forventet er meget nemmere at bevæge sig rundt i, og snart sidder hun også i sofaen og ser lidt tegnefilm, inden morgenmaden er klar ved spisebordet.

Under morgenmaden, fortæller Milles far, at han regner med at høre fra forsikringen, og at han håber at de har gode nyheder, og kan nå at blive færdige med huset inden juleaften, selvom det ikke lød særligt realistisk sidst han snakkede med dem, egentligt er det håndværkeren og vurderingsmanden, som han har snakket med, men det er nemmere bare at kalde det for “forsikringen”, Milles far spørger Mille om hun har lyst til at komme med på arbejde, og måske hospitalet, da Mette skal ind og besøge sin søster senere, da lægerne mener at det er bedst for barnet, hvis hun ikke skal stresse over, at der er lang vej til hospitalet, og at de alligevel har nogle senge stående ledige, som hun kan få lov til at bruge, indtil hun går i fødsel. Så Mette skal hjælpe hende, med at flytte ind på patienthotellet. Og det vil Mille gerne, men spørger så lige, “Hvad med bleen?”, hvortil Gitte svarer “Jeg tror godt du kan finde ud af at tage bleen af selv, hvis den bliver våd, og så har du stadig buksebleen, men ellers kan i jo bare købe nogle på apoteket eller låne nogen på hospitalet, det skal nok gå” Mille nikker ligeså stille, og begynder så småt at tro på at det ikke er noget problem, “Ja det er ikke fordi jeg skal så meget på arbejdet i dag, da jeg har taget fri i et par dage, for at kunne ordne lidt med forsikringen, det betyder dog, at jeg skal på arbejde i weekenden, og kommer sent hjem både fredag og lørdag” siger Milles far, og er glad for at han får lov til at være lidt sammen med Mille, inden han ikke kommer til at se hende i et par dage.

Da Mille og hendes far ankommer til hans arbejde, giver han hendes den helt store rundtur, og viser hendes, hvor hun kan hente noget kakao, i deres kaffemaskine, Mille kan ikke lade være med at undre sig, over at de kalder det for en kaffemaskine, da den jo ikke kun laver kaffe, men hun ville nok også blive ligeså skuffet, hvis de kaldte det for en kakaomaskine, da maskinen ikke lavede den bedste kakao, som hun var vandt til hjemmefra, og manglede flødeskummet og var alt for tynd fordi den brugte vand, i stedet for mælk. Arbejdsdagen gik hurtigt, der var kun lige nogle telefonmøder og nogle papirer der skulle udfyldes, så før Mille vidste af det, var de på vej til frokost, og videre til hospitalet, for at besøge hendes moster, og tage hendes mor med hjem.

Hjemme hos Gitte og Anton, er aftensmaden ved at være færdig, og så snart Mille og hendes forældre ankommer, kan de alle sammen sætte sig til bords, og nyde dagens anretning, “Hvordan gik det med forsikringen” spørger Gitte, “Der er både gode og dårlige nyheder” siger Milles far, “Hvad vil i høre om først?” spørger han Gitte og Anton, Anton når at svare som den første “dårlige…”, “OK, de dårlige nyheder er, at forsikringen ikke er sikker på, at huset når at blive klar til jul…” svarer Milles far “Og den gode nyhed?” lyder det fra Gitte “Ja, de gode nyheder, er at forsikringen betaler for det hele, og også betaler for Mille forbrug af bleer, indtil kommunen finder ud af, om det er et vedblivende behov, og de evt. starter en bevilling, hvor kommunen så betaler for bleerne” siger han og fortsætter “Men det er kun halvdelen af nyhederne, for de har også tilbudt at betale for en miniferie, så fra i morgen, kan vi tage til Norge, hvor der står en Vinterhytte klar til os, men da jeg jo skal arbejde, tænker jeg at både dig og Anton kan tage med” siger Milles far imens han kigger på Gitte, “Det var da en god idé, det vil sikkert være godt for Mille, og så kan i jo komme ud og stå på ski sammen, men hvordan med pengene, økonomien og sådan?” spørger Gitte, imens hun kan se på Anton, Mette og Mille, at også de synes det er en god idé. “Forsikringen udbetaler simpelthen et forskud, og hvis vi gemmer regningerne, så laver de nogle afregninger løbende, der bliver både penge til transport, mad og nye Julegaver” slutter Milles far med at sige.

Både Mille og Anton er vilde med idéen, også selvom de lige, skal i skole først, de skal heldigvis i biografen, og har en kort dag, det betyder at når de kommer tilbage, så har de kun 1 eller 2 dage tilbage i skolen, inden de går på juleferie, men inden de kan lægge sig til at sove, og komme i biografen, skal de selvfølgeligt lige se julekalenderen, inden de så må undvære den, da det ikke er sikkert, at de kan komme til at se den i Norge, og måske bliver nød til først at se den, når de er hjemme igen. I aften er det Milles mor, der står klar ved siden af puslebordet, hun synes nemlig ikke at det er rimeligt, at det kun er Gitte der skal skifte bleer og lave mad, så fra nu af, er det lige så meget Gitte, der skal have lov til at holde lidt ferie, og med trænede hænder, får Mette skiftet ble på Mille, og Anton i nat bleen, som Gitte havde forslået, så har Mille nu fået endnu en af Antons bleer på, som nat ble, og nu er de begge blevet klar til at besøge drømmeland, og drømme søde drømme om deres ferie og alt det sjove de skal opleve i sneen.

3 Synes om

17. december - Biografturen

Det er i dag fredag, og Mille og Anton bliver vækket af Mette, da hun åbner døren ind til værelset, og tænder for lyset i loftet, de har travlt i dag, da de skal nå at komme i skole, og have pakket til turen mod Norge, Mille er de første der kommer op på puslebordet i dag, og da Anton stadig er træt, glædes han over at han så kan blive liggende i sengen, bare lidt længere… Oppe på puslebordet, er Mille allerede i gang med at få bleen af, og blive vasket lidt grundigere med vådservietter, da Anton hører Mette folde en ny ble ud, imens hun siger “Der er ikke tid til morgenbadet i dag, og da i kun skal i biografen, tror jeg godt din dags ble kan holde, indtil vi skal afsted mod Norge” og med både pudder og bleen fastgjort, er Mille klar til at få sit tøj på, som igen i dag består af en kjole, der dækker for bleen, og en bluse der er ligesom en t-shirt med lange ærmer, og inden Anton har fået vendt sig om, er det hans tur til at få nat bleen af, og komme i tøjet. Imens Mette har fået styr på blesituationen, har Gitte fået styr på morgenmaden, så da Mille og bagefter Anton og Mette kommer ind i stuen, kan de med det samme sætte sig til bords, og indtage dagens vigtigste måltid.

Milles far har allerede spist, og sidder nu blot og nyder sin morgenkaffe, inden han kører ungerne i skole, og selv kører på arbejde, det er en lang dag der venter ham, og han nyder tiden han har sammen med dem ved bordet, og så snart han har sat dem af ved skolen, så ser han dem ikke før søndag, da han skal arbejde weekenden igennem. “Ved i hvad i skal se i biografen?” spørger han, og Anton som har været mere i skole end Mille svarer “Ja, hele skolen, skal ind og se den nye Krummerne film” “Virkelig? Det vidste jeg ikke” siger Mille, inden hun fortsætter med at spise sin bolle med syltetøj og ost. Og imens snakken ved bordet fortsætter, går tiden hastigt videre, og hvis ikke de sidste bidder når at blive spist, så er det lige før de må tage dem med i bilen, selvom Milles far ikke er glad for krummerne (i bilen)

Så snart bilen standser ude foran skolen, siger Milles far farvel til begge børn og “Vi ses i Norge på søndag” "Vi ses…" råber de i kor, inden de løber over til deres klassekammerater.

Udenfor biografen, venter både Gitte og Mette med tasker og kufferter, fyldt med tøj og bleer, tiden er knap for udover at de skal nå toget, og videre med færgen, skal de også lige nå en tur forbi apoteket, idet prøveresultatet fra Milles urinprøve er kommet, og lægen har indtelefoneret en recept på noget penicillin til Mille, på grund af en urinvejsinfektion, og nogle flere bleer. Da de ankommer til havnen, kan hverken Mille eller Anton få øje på færgen, og bliver meget overraskede, da de plusligt står overfor Oslobåden, som er meget større end den færge som de troede de skulle med, “Hvorfor er den så stor?” spørger Anton, “Det er fordi det tager 19 timer at sejle, og man derfor skal kunne sove, imens man rejser” svarer Mette “Men så er der også en masse butikker og restauranter man kan besøge, og andre ting, der måske er lidt sjovere” siger Gitte, uden at afsløre for meget.

Super nysgerrige følger Anton og Mille med i alt hvad der foregår, imens de bevæger sig igennem terminalen og da de er kommet højt op, og kan se ud over vandet igennem vinduerne, spørger Mette "Kunne i tænke jer at komme ud og svømme?" “Meget morsomt, vandet er jo koldt mor…” siger Mille, mens Anton heller ikke ser særligt fornøjet ud, “Det må i selv om” siger Gitte, og prøver at skjule sin begejstring, efterhånden som de kommer ombord på det store skib, undervejs ser de en del andre familier, og både Anton og Mille, tænker at der med så mange børn, måske også er noget for dem, som en biograf eller et legeland, ligesom i McDonalds.

Inde i skibet, virker det bare endnu mere større, det er jo et helt hus med så mange etager, og da de ankommer til deres Kahytte, begynder Gitte og Mette at åbne kufferterne og finde noget badetøj frem, “Bliver i her, imens vi tager ud og bader?” spørger Gitte drillende “Eller har i ombestemt jer?” fortsætter Mette, “Men…?” siger Anton, “Ja, vi har da tænkt os at finde poolen på båden, det går jo ikke at båden sejler fra os, så hellere med os” siger Gitte, imens hun kigger Anton dybt i øjnene, og holder et par badebukser op for øjnene af ham, og Mette gør det samme med Mille, som straks ser en ny badedragt for sig, og nu har forstået at der findes en svømmehal ombord på båden, og ikke længe efter har Anton også forstået det, og hvis ikke humøret var højt, så blev det da nu, hvor begge børn kan se det sjove i deres mødres, underlige spørgen og drillerier.

Med nogle små tasker eller poser pakket med badetøj, håndklæder og skiftebleer, begivet de sig ud fra Kahytten, for at finde svømmebassinet, og lige inden de finder det, opdager de at det ikke åbner, før båden har sejlet i 1 time, hvorfor de lige så godt, kan finde noget frokost at spise, og så vente med at bade, til efter de har fået spist, og efterhånden som de kommer forbi en masse butikker, tænker Mille, at hun måske kan købe en ny gave til hendes far, og beslutter sig for at spørge hendes mor senere, så kan hun også lige tænke lidt over, hvad det er hun skal købe, idet de kommer forbi en Pizzarestaurant, spørger Gitte “Skal vi spise her, eller se om de har noget andet?” og da det ikke er hver dag at de får Pizza, bliver både Mille og Anton helt vilde, for at det skal være her de skal spise deres frokost. “Jaa” lyder det fra dem begge i kor.

Efter en god frokost, og en pause på omkring 30 minutter, begiver de sig videre, for at komme ud at svømme, Selvom Anton er ved at blive for gammel, tager de ham med ind i Dameomklædningen, og imens Mette hjælper Mille af med bleen, får han selv klaret at hoppe i bad og tage sine badebukser på, og da han ikke kan vente, går han udenfor så han kan kigge sig omkring, men som hans mor sagde, hopper han ikke i vandet, før de andre er kommet ud, og han skal blive hvor de nemt kan finde ham.

Der går flere timer, hvor der bliver svømmet og pjattet i vandet, og efterhånden som energien i de 2 børn er blevet opbrugt, melder sulten sig så småt igen, så nu går turen den anden vej, retur igennem Dameomklædningen, hvor de først får skyllet klorvandet af sig, og bagefter bliver iført hver deres nat ble, så de begge er sikret, hvis nu det skulle gå hen og blive så sent, at de ender med at falde i søvn under aftensmaden, som Mette laver sjov med, det viser sig nu at være en god idé, for da de kommer hen på restauranten hvor de skal spise, er det nogle hårde bænke at sidde på, så der bliver grint lidt, da Mille komme til at sige, “God vi har taget vores egne puder med” måske en lille kende for højt, men da hun kigger sig rundt, ser hun, at der ikke var nogen, der forstod hvad hun mente, og det derfor var mest var hende selv der, fandt det pinligt at snakke om hendes ble, så frit og åbent.

Med fyldte maver, er de alle 4 blevet godt trætte, så de beslutter sig for at finde Kahytten igen, og se lidt fjernsyn inden de skal sove, og som ventet går der ikke længe, inden både Anton og Mille begge falder i søvn, og sover lige indtil den lyse morgen, hvorfor det kun er Gitte og Mette der får set filmen færdig.

5 Synes om

18. december - Besøg af en god ven

Da Mille vågner, er fjernsynet allerede tændt, og viser de kedelige nyheder, “Godmorgen” lyder det fra både Gitte og Mette, “Godmorgen” svarer Mille og strækker sig, så kanten af bleen bliver helt synlig, “Mor, kan vi købe nogle nye gaver til far? Og hvad hvis nu huset ikke bliver færdigt?” spørger Mille om, “Ja, det synes jeg er en god idé, vi kan prøve at finde noget her på båden, eller når vi kommer i land i Norge” svarer hendes mor, “Hvis huset ikke bliver færdigt, så holder vi julen hos os, ellers så kommer vi over til jer” siger Gitte, snakken har nu også fået Anton til så småt at vågne, “Godmorgen” lyder fra en ikke helt frisk Anton, “Godmorgen sovetryne”, driller Mille ham “Vi skal holde jul sammen” siger hun glad, “Nice, hos os eller jer?” spørger Anton “Det ved vi ikke endnu” lyder det fra Mille, “Nå skal vi frigøre jer fra jeres bleer, børn?” spørger Mette, idet hun rejser sig op, og går over til Mille, “Eller i dit tilfælde, skifte den til en ny” indskyder hun, imens hun finder en ny ble frem til Mille, og hvad der ellers hører til, på samme tid, er Gitte gået hen til Anton, og er ligeledes gået i gang med at finde ting frem, og snart ligger både Anton og Mille med hovederne mod hinanden, imens de hver især får taget deres brugte ble af, og da de ikke ved så meget om byen, eller hvor der er nogle toiletter, har Gitte besluttet sig for at, Anton også skal have en dagsble på hvorfor han passende, kan prøve en af Milles bleer, også selvom motivet måske er en smule piget.

Anton brokker sig ikke, for det er ikke første gang, han har måtte ladet sig iføre pigebleer, der var nemlig et tidspunkt hvor de ikke kunne købe andet, så det tager han nu ikke så tungt, og indtil nu, så er det kun Mille der har set ham i ble, så det gør jo ikke noget, og da slet ikke i Norge hvor han ikke kender nogen.

Imens de går rundt på båden, og kigger på de forskellige forretninger, hører Mille plusligt en velkendt stemme, hvorefter hun vender sig om, og udbryder Maya! Hvad laver du her?" spørger Mille, idet hun ser en ligeså overrasket Mille, Jeg er på vej til Norge svarer Maya, “Det samme er vi, det er er Anton og hans mor Gitte”, siger Mille og præsenterer ligeledes Maya for dem, og det eneste de får at vide, er at Maya er Milles gode veninde fra klassen, og der bliver ikke snakket meget mere, før de har fundet ud af at de skal bo i nærheden af hinanden, og at de får aftalt at de da skal ud og stå på ski sammen, eller skøjter alt efter hvad de skal prøve først, og hvordan vejret er, for det er ikke rart at stå på ski i snestorm, selvom skiløjperne hurtigt bliver tømt, inden de bliver lukket ned.

Inden de igen går hvert til sit, udveksler deres forældre telefonnumre, og adresser, så Mille, Maya og Anton kan komme til at lege sammen, hvad enten der er i sneen eller ud på vandet, altså isen ovenpå vandet, eller måske indendørs, hvis de finder en skøjtehal.

De når dog ikke at komme fordi alle forretningerne, idet der over højtalerne bliver givet besked om, at butikkerne er ved at lukke og at båden snart kommer i havn, og at der takkes for besøget, og at de glæder sig til at sejle med gæsterne igen, for dem som skal hjem igen eller på et senere tidspunkt skal ud at rejse.

Og med den besked, går Mille, Anton, Gitte og Mette tilbage til Kahytten, for at pakke det sidste sammen, og gøre sig klar til landgang, da de kommer i land, møder de igen Maya og hendes forældre, som foreslår at de bestiller en stor taxa, som de alle sammen kan være i, hvilket Gitte og Mette synes er en god idé. Det første sted de kommer til, er Vinterhytten som Anton, Gitte, Mette og Mille har fået stillet til rådighed af forsikringen, men hvor de havde forestillet sig, noget i stil med et lille sommerhus, så viser det sig er være et lille palæ, for huset er større end begge familiers huse tilsammen, så vinterferien, er nu blevet til en luksusferie, for det kan de umuligt være soveværelser alt sammen.

Men en lillesmule misundelse, og lykønskning, kører taxaen videre til det hotel som Maya og hendes mor skal bo på, ikke langt fra Vinterhytten, indenfor virker det endnu større, og det tager nogle minutter at finde ud af hvor de hver i sær, skal sove og hvor de sammen skal spise, der er soveværelser nok, til at de ikke behøver, at dele vægge med hinanden, og badeværelser nok til at de kan gå i bad samtidigt, uden at skulle vente på nogen, flere af værelserne viser sig at være indrettet til børn, med tilstødende toilet/badeværelse hvor der er opstillet pusleborde, så også de større børn kan komme til at ligge blødt, og uden at arbejdshøjden er til gene for de voksne, man skulle næsten tro at der var tænkt på alt, og jo selv køleskabet er blevet fyldt op, med diverse fornødenheder. Ikke lang tid efter kufferterne er blevet pakket ud og værelserne er blevet fordelt, ringer det på døren til alles forundring, for hvem skulle det mon være?

Der går lige lidt tid inden, Anton og Mille finder vej tilbage til hoveddøren, og da de lukker døren op, står Maya og hendes mor udenfor, “Hej, er jeres forældre her?” spørger Mayas mor, “Ja, MOAR råber Mille, normalt ville Mille ikke råbe, men huset er så stort, og hun ved ikke hvor Mette befinder sig, og heldigvis går der ikke lang tid, før Mette også dukker op ved døren sammen med Gitte, “Hej igen” siger Mette, da hun ser Maya og hendes mor udenfor døren, “Ja, undskyld hvis vi forstyrrer, men der er sket en eller anden fejl på hotellet, så de har ikke nogen værelser ledige, og inden vi begynder jagten på ledige hotelværelser, tænkte vi at i måske kunne hjælpe os, hvis vi kunne stille vores kufferter hos jer, og så hente dem senere…?” spørger Mayas mor, “Jamen, kom da indenfor, i skal da ikke stå ude i kulden, og hvis i vil, så har jeg en bedre idé…” siger Mette, “Ja?” siger Mayas mor lidt spørgende, da hun og Maya er kommet indenfor og hoveddøren er blevet lukket, “I kan da bare få et værelse her, vi har nok af dem, og så kan Anton, Maya og Mille også nemmere lege sammen, uden at os voksne skal bekymre os for meget om adresser og telefonnumre, her er der plads nok til os alle” svarer Mette, imens hun med sine armbevægelser og kropssprog viser, den del af huset man kan se fra forhallen, døre, trapper og højt til loftet.

“Mener i det, det ville bare være fantastisk, hotellet mente at det ville være svært at finde noget der ville være ledigt, på grund af en eller anden konference, sport eller lign. Det var ikke helt nemt at forstå, det de sagde i receptionen.” spørger Mayas mor, med et tydeligt lettet udtryk, “Ja, selvfølgelig” siger Gitte, “Anton og Mille kan vise jer hvor der er ledige værelser” fortsætter hun og lader børnene om at gå op ad trapperne igen, "Er i for resten sultne?" spørger Gitte, da de er kommet halvvejs op af trappen, "Ja, vi nåede ikke at spise frokost på båden" svarer Mayas mor, højden til loftet gør at det lyder som de snakker højt, selvom de prøver at være stille, "OK, så ser vi lige om der er noget brugbart i køkkenet…" siger Gitte, inden hun sammen med Mette går tilbage til køkkenet, hvor de i forvejen var ved at gøre klar til noget frokost, og derfor allerede havde trukket ting ud fra køleskabet, nu var det bare blevet nemmere, at tage beslutninger, fordi flere gæster nu berettiger et større frokostbord, og hvorfor ikke dele deres luksus, nu hvor de kan.

Netop som de ekstra værelser, var blevet indviet og kufferterne var blevet åbnet og tømt, stod frokosten klar inde i den spisestue, som Gitte og Mette havde udvalgt til frokosten, og med fyldte maver blev det så tid til at børnene kunne gå en tur i haven, og lege i sneen, hvor der blev bygget snemænd og kastet med sne, indtil det blev for koldt, og de måtte kravle indenfor i varmen igen.

“I skulle jo have haft jeres ski tøj, inden i bliver syge, kan i lige skynde jer ovenpå og tage ekstra tøj på, så vi kan komme ind til byen og kigge på ski tøj” siger Mette, “og så kan vi bagefter finde noget aftensmad, inden vi vender hjemad til Vinterhytten” fortsætter hun, og selvom børnene gør som der bliver sagt, følger både Gitte og Mette med dem op, for at hjælpe Anton og Mille, og uden at der rigtigt var nogen der lagde noget i det, fulgte Mayas mor også med hende, men nok bare mest for selskabets skyld, inde på Milles værelse, tjekkede Mette Milles ble, og valgte at skifte den, for en sikkerheds skyld, det har jo været en lang rejse, og med veltrænede hænder og fingre, er Mille hurtigt tilbage på benene, og har fået nogle ekstra lag tøj på, på samme tid, har Gitte også tænkt, at Antons ble også kunne trænge til et skifte, igen fordi de ikke kender byen, og ikke gider at skulle stresse rundt, for at finde et toilet, og fordi puslebordene loge skulle i brug, er det Maya og hendes mor der først er færdige og står klar nedenunder ved hoveddøren, ventetiden er dog ikke længere, end at Maya bare tror at de lige skulle have lidt tid til at snakke privat, måske på grund af det med Politiet og SSP tænker Maya, uden dog at kunne få det til at forklare, hvorfor Anton også skulle bruge ligeså lang tid som Mille.

Inden tanker bliver til konspirationsteorier, eller Maya når at lægge for meget i det, er de allesammen på vej ud af døren, for at komme ud og handle ski tøj, inden forretningerne lukker, dvs. Maya har allerede en skidragt, da hun er vant til at komme til Norge eller Sverige, hvert år lige inden jul sammen med hendes mor. Det gør også at Mayas mor, på en eller anden måde bliver en slags turistguide, idet hun kender byen bare lidt bedre, end Gitte og Mette, i hvert fald indtil Milles far kommer i morgen. Mille og Anton er begge vilde med Mayas skidragt, især fordi hun kan komme med en hel masse eksempler, på hvorfor de er bedre end adskilte skibukser og skijakker, noget med at man bedre kan holde varmen, og ikke får sne i bukserne, hvis man vælter på skiene og den slags, faktisk er det eneste minus hun kan komme på, er hvis man skal på toilettet, og der ikke er nogen i nærheden til at hjælpe med lynlåsen, men alt i alt, virker det som et oplagt valg for Anton og Mille, så nu skal de bare finde de rigtige størrelser og farver, men det kan vel ikke tage så lang, tid kan det?

I butikken viser det sig at udvalget er væsentligt større end, Mille og Anton havde forestillet sig, og at valget måske ikke bliver så nemt igen, ikke uden at de også skal prøves også… Og det er så her at Anton og Mille bliver nervøse, for hvad nu med bleerne? Det løser sig heldigvis, da Maya får det for varmt, og hurtigt begynder at kede sig, og lokker sin mor med udenfor, for at de kan prøve at finde ud af hvor de skal spise, og om der findes en skøjtebane i nærheden, ligesom der var sidst de 2 var i Norge, så hurtigt får Mille og Anton øvet sig i at tage skidragterne på, uden at fokusere for meget på deres endnu tørre dagsbleer, og da både Anton og Mille har fundet hver deres favorit, passer det med at de kan beholde dem på, og blot vise dem frem for Maya, når hun kommer retur med sin mor, efter de vender retur med gode nyheder, de skal nemlig ud at skøjte, Anton og Mille glæder sig, for det lyder sjovt, ud fra det Maya har fortalt dem, så knapt nok har de fået købt deres skidragter, før de er på vej hen for at prøve skøjter.

Det viser sig at være præcis så sjovt, som Maya har fortalt dem, også selvom de ikke er ligeså øvede som Maya, og begge falder en del gange, så de må have hjælp til at rejse sig op, efterhånden går det dog bedre og bedre, og snart er det kun deres egne skøjter de falder over, eller hvis de ikke lige får set sig for, eller bremset i tide, så de støder sammen og derfor trækker hinanden ned, med stor latter til følge. De kan dog ikke blive ved med at skøjte, for deres forældre er nemlig begyndt at blive sultne, og med snakken om man, kan Maya, Mille og Anton også godt mærke, at de faktisk godt kan spise noget, især efter alt den energi de lige har brændt af. Og med Maya og hendes mors lille rekognoscering, finder de hurtigt en restaurant, som laver mad til både de voksne og 3 børn, så alle bliver dejligt mætte og glade.

Desserten springer de dog over, for børnene kan godt mærke, at de trænger til at komme hjem og slappe af, og måske se lidt fjernsyn inden de skal sove, så vejviser Maya og hendes mor, lægger kursen hjemad, og får undervejs fortalt Anton og Mille, lidt om hvordan det er at stå på ski, og hvordan man lærer det, på en ski skole, både Mille og Anton glæder sig til at de i morgen skal prøve det, især fordi Maya har lovet at hun vil hjælpe dem, med det som de kan have svært ved at forstå, da hun selv ved hvor frustrerende det er, hvis man ikke forstår hvad der bliver sagt, og derfor ikke “består” undervisningsprøven. Snart er vinterhytten synlig i horisonten, og inden de får set sig tilbage, står de i forhallen, og tager deres sko af og knapt har de fået overtøjet af, før de 3 børn har fundet en plads i sofaen, inden i den store TV stue, med et så stort fjernsyn, at det næsten er lidt som at komme i biografen, og netop som børnene skal til at se den film de har udvalgt, kommer Gitte, Mette, og Mayas mor ind i stuen, med frisklavet varm kakao, flødeskum og lækkert juleguf, lige præcist nok til at de kan klare sig igennem filmen, uden at mangle noget, eller har for meget, og får lyst til at se en film mere.

De mange nye indtryk og den friske luft, har nemlig gjort at de alle sammen, hurtigt bliver trætte og derfor går tidligt i seng, men selvfølgeligt ikke før at både Anton og Mille, er kommet i deres natbleer, og for første gang i flere dage, skal sove i hver deres seng, og derfor ikke får godnat snakket, inden de falder i søvn.

3 Synes om

19. december - 4. Søndag i advent

Det er søndag, og både Anton og Mille vågner nogenlunde samtidigt, og da de ikke ved hvad klokken er, eller har lyst til at vække deres forældre, beslutter de sig for at gå nedenunder, for at se lidt tegnefilm, inden de skal spise morgenmad, de glemmer dog at skrue ned for lyden, så der går ikke ret længe, inden de får selskab af Maya, som også er vågnet, og hvis der havde været mere juleguf til overs, så ville de 3 børn hurtigt, med sikkerhed ikke længere have mere plads til morgenmaden.

Hvad børnene ikke ved, er dog at det ikke kun er Maya, der hørte fjernsynet, så imens de har hygget sig foran fjernsynet, så har de voksne, sørget for at morgenmaden står klar inde i en af de mange spisestuer, denne gang en med udsigt ud til haven, hvor man kan se små dyrespor i den nyfaldne sne, og da Maya, Anton og Mille får løsrevet sig fra fjernsynet og overgivet sig til sulten, ser de, at der er dækket op til 7 personer, og knapt har Mille fået talt efter, før hun hører en velkendt stemme bagfra “Godmorgen smukke” lyder det nemlig fra hendes far, og Mille bliver ellevild og springer derfor op i favnen på ham, hvilket gør at hendes natbluse bliver trukket op, og kanten af hendes nat ble, nu bliver synlig for Anton og Maya, ja for alle der er til stede i spisestuen, “Hvor har jeg bare savnet dig” siger hun, og virker fuldstændigt til, at hun har glemt alt om, at der er noget der hedder morgenmad. Maya siger dog ikke noget til bleen, ikke endnu i hvert fald, men vælger at “vække” Mille fra hendes nyfundne “rus”, og spørger "Skal vi ikke spise?" hvortil Mille kigger hendes far i øjnene, og siger "Jov, lad os det" inden hun hopper ned, og sætter sig ved bordet en lille smule pinligt berørt, for hvor meget har Maya mon set?

Morgenmaden bliver spist, og der bliver snakket lystigt bland både store og små, om alt hvad der er sket, og oplevet. Milles far ankom sent lørdag aften, efter Mille og de 2 andre børn var gået i seng, så han og de andre voksne, sætter særligt pris på den friskbryggede morgenkaffe, og fortryder en lille smule, at de ikke havde fulgt børnenes eksempel, og var gået lidt tidligere i seng, men ved også at det ikke kunne have været anderledes, da Milles far jo ikke bare selv kunne låse sig ind, eller finde vej til Mettes og hans soveværelse, og hvis han først var kommet i dag, ville de ikke kunne komme tidligt afsted til dagens begivenheder, de skal nemlig ud og kigge på ski og skistøvler, men det er nogen de lejer, ellers havde de købt dem med hjem i går.

Efter morgenmaden, får børnene lov til at sætte sig tilbage i sofaen og se lidt mere morgenfjernsyn, og her tager Maya mod til sig, og stiller spørgsmålet “Hvorfor har du ble på Mille?” hvorefter Mille hurtigt får bekræftet, at Maya nu kender hendes hemmelighed, ligesom Anton. “Deet… Det er fordi jeg er begyndt at tisse i sengen når jeg sover, og nogen gange i bukserne om dagen også” svarer Mille efter at have besluttet sig for at tage chancen, og håbe på at Maya er forstående, og ikke synes at hun er klam og ikke længere har lyst til at være sammen mere. Maya har dog allerede set, hvordan Mille reagerede på hendes spørgsmål, og lytter derfor grundigt efter, og afslører så sin egen hemmelighed, for Maya tissede nemlig i sengen indtil hun var 6 år, så ligeså hurtigt at Mille blev bekymret, bliver hun igen glad for at høre at Maya, absolut ingen grund eller lyst har til at drille Mille med hendes bleer, og fordi Anton hører Mayas historie, beslutter han sig for, at han lige så godt, også kan afsløre sig selv.

“Så er det derfor i ikke skulle på toilettet, da vi var ude at skøjte i går, og ikke slog jer så meget, da i faldt på isen” siger Maya, som brikkerne til hendes mystiske undren, endeligt falder på plads, “Det giver jo så meget mening, og så er der jo ingen ulemper ved skidragterne, Hvor er i altså heldige! fortsætter hun “Heldige? Hvad mener du?” spørger Mille, “Ja altså at i bare kan få ble på, og så ikke skal stresse rundt efter et toilet eller kæmpe med lynlåsen, eller springe fra i køen til skiliften, fordi det lige præcis nu er blevet tid til at tømme blæren” uddyber Maya “Du kan da bare få en af vores, hvis du mener at det er så fedt?” siger Mille sådan lidt udfordrende, for selvom Maya lige har fortalt hende, at hun kun lige selv har smidt bleen, så tror hun ikke helt på det, før hun også har hørt det fra Mayas mor, eller selv har set Maya iført en af Antons eller Milles bleer, ja man kan vel godt kalde det for en af deres bleer, sådan som de konstant låner fra hinanden, nat og dag.

“Du tror måske ikke på mig?” lyder det fra Maya, der godt har fanget undertonerne fra Mille. “Betyder det at du vil have ble på i dag, når vi skal stå på ski?” spørger Mille, “Ja, hvis jeg altså må!” svarer en selvsikker Maya, “OK, så spørger vi sammen” siger Mille, fast besluttet på at det skal være sådan… “Kom” siger hun imens hun tager Maya i hånden, og rejser sig op fra sofaen, for at finde deres forældre, heldigvis går der ikke lang tid før de finder dem, de skulle bare følge deres næser og gå efter lugten af kaffe, “Mor?, Må Maya ikke få en af mine bleer på, inden vi skal ud og stå på ski?” spørger Mille, og det var heldigt at Mayas mor netop havde sat kaffekoppen fra sig, for ellers ville der have været stor risiko for at hun fik den galt i halsen, “Hvad går det lige ud på?” når Mayas mor lige at spørge, inden Mette kan nå at svare, så nu er det 2 spørgsmål, som Mette kan svare på, “Ja, det er selvfølgeligt lige så meget din beslutning, men Mille har her i december, fået problemer med at kunne holde på vandet, både dag og nat, og da det har været nogle lange rejser, og et ukendt land, i forhold til lokalkendskabet til toiletter mv. Så har Anton ud over Mille også haft ble på om dagen, siden vi kom her til Norge, men lad os høre Maya, hvorfor er det at du vil have ble på? For jeg tænker da ikke at det kun er Milles idé…” lyder det fra Mette, som skiftevis har henvendt sin tale mod Mayas mor, og så nu Maya selv. “Joo, deet…” begynder Maya, “kom nu, du kan godt” lyder det fra Mille, idet hun igen tager Maya i hånden, “Det er fordi det er så besværligt fra skidragten og toiletbesøg, og så vil det være rart, at det ikke gør så ondt, hvis jeg falder på rumpen, ligesom Anton og Mille” svarer Maya, nu en smule mere selvsikkert, også selvom hun stadig ikke helt, tør se sin mor i øjnene.

“Hvis du selv kan klare dig, så ja, men hvis vi skal til igen at have våde bukser eller seng, når vi kommer hjem, så er det ikke længere noget du selv kan vælge, så er det mig der vurderer behovet, også i skolen…” lyder det fra en ikke helt så begejstret mor, og straks Maya hører hendes mors svar, kigger hun op med fornyet glæde i øjnene, “Tak mor og tak Mette, hvis altså det er OK?” udbryder hun, “Ja, det tror jeg vistnok det er, hvad siger du Gitte… Er det samme slags bleer til alle 3, fra nu af?” spørger Mette, “Ja det synes jeg da er rimeligt, men når nu hverken Mille eller Anton, selv skal stå for deres bleskift, så synes jeg det er ligeså rimeligt, hvis vi skiftes til at tage os af Maya, ellers tror jeg hurtigt det kan blive for dyrt, bleerne skal bruges, og ikke leges med” svarer Gitte, hvortil Mette svarer “Det er en aftale, men så starter vi altså nu, så hop ovenpå tøser, jeg kommer så snart, jeg har drukket den sidste tår kaffe” og med den overraskende besked, ikke mindst for Maya, drager Mille og Maya ovenpå til Milles værelse, imens har Anton stået og smug lyttet, og kan ikke være mere glad på pigernes vegne, han havde nemlig heller ikke troet, at Maya ville få lov, for det er jo ikke noget man normalt spørger om.

Da Mille og Maya kommer ind på Milles værelse, og kun lige har fået lukket døren, siger Maya “Tak for hjælpen, jeg troede ikke det ville være så svært at spørge om, jeg har faktisk savnet det lidt, altså at have ble på, det er svært at forklare, men bare sådan trygt og rart”, Mille når kun at svare med sit smil, idet døren igen går op, og Mette træder ind, “Det er vist også på tide, at du kommer ud af nat bleen min skat, skal vi tage dig eller Maya først?” spørger hun Mille, “Jeg tror godt jeg kan vente, og bleen også, så jeg synes at Maya skal til først” svarer hun, “Jamen så er det jo din tur Maya, det er herude det foregår, hop du bare op på bordet, som henter jeg lige nogle bleer” siger Mette, og går hen til Antons værelse, hvor hun henter nogle af hans nat bleer, for hvis det skal være blødt at lande på rumpen, så er det en tyk ble der skal til, og netop som hun når hen til døren, kommer Gitte op ad trappen med Anton i hånden, “Det er Antons bleer vi starter med, så vi skal jo nok ud at købe nogle flere” siger Mette til Gitte, som ingen indvendinger har, og finder 3 bleer frem, og giver de 2 af dem til Mette.

** I mellemtiden på Milles værelse **

“Hvad skal din mor?” spørger Maya, “Det ved jeg ikke…” svarer Mille

Ventetiden er heldigvis kort, og før Mille eller Maya får gættet, hvad Mette skulle, vender hun tilbage med de 2 bleer i hånden, “Hvis det skal være blødt, så skal det være tykt” siger hun til pigerne, som bare have regnet med at det skulle være, nogle af Milles tyndere bleer, men hverken Mille eller Maya, tør sige noget, af frygt for at aftalen så bliver lavet om. Ikke længe efter Gitte og Anton har indfundet sig nedenunder igen, kommer Mette også ned med Mille og Maya, de bliver alle 3 iført deres skidragter, og sendt ud i haven for at leger lidt i sneen, indtil de alle sammen skal afsted, der er nemlig lige lidt planlægning, som de voksne skal have på plads.

“Nå hvordan er det så at være tilbage i bleen?” spørger Mille, lidt drillende Maya om, “Det er lidt underligt, for det er som om de her bleer, lige er en smule større, men jeg er jo så også vokset lidt siden, men det skal nok blive sjovt, at stå på ski i dag, jeg mener endnu sjovere, nu hvor vi ikke skal forlade køen eller stresse rundt efter toiletterne” svarer Maya, og det varer ikke længe, inden dagens første sneboldkamp er startet og afgjort. Vinderen blev dem, der havde det sjovt, hvilket vil sige dem alle 3, de stoppede kun fordi, legen var ved at blive lidt for vild, og ingen af dem, havde lyst til at komme til skade, i hvert fald ikke før, de har alle 3 har være ude og stå på ski.

Imens de har fået sat sig på udendørs bænken, kan Maya heller ikke undgå at lægge mærke til at det også er nemmere at holde bagdelen varm, men tænker på om det også gælder, når først bleen er blevet våd, det må tiden jo vise, og som hun nu har forstået det, så er det ikke engang hende selv, der kan afgøre om bleen skal skiftes, og en grum tanke underslipper hende, “Hvad nu hvis vi ikke kun skal tisse?” spørger hun bekymret Anton og Mille, “Det har jeg ikke lige tænkt på…” siger Mille, “I tror da vel ikke at?” begynder Anton, “Nej, det kan de vel ikke finde på, kan de?” prøver Mille at svare.

“Kom i bare indenfor, og få varmen lidt, inden vi skal ud og handle ind, nu hvor vi har bilen med, og ikke behøver at slæbe på det hele” siger Mette, fra døren som hun har åbnet ud til haven. Børnene kommer med det samme indenfor, men uden at der bliver sagt et ord, det er ligesom om de ikke tør stille spørgsmål, eller har andre ting de har lyst til at snakke om, så imens de venter ude i forhallen, har de sat sig på trappen, og igen afprøvet pudeeffekten af deres bleer. Da deres forældre kommer ud i forhallen til dem, rejser de sig op, helt synkront, ja nærmest som om de var de 3 (ble)musketerer.

Da de kommer udenfor, er det til synet af en bil de ikke har set før, "Ja vi tænkte at det var en ide at leje en 7 personers bil, nu hvor vi skulle holde ferie sammen, " siger Mette, “Ja vores egent, holder trygt og venter på os, hjemme i Danmark” siger Milles far, og uden at der rigtigt er nogen der tænker over det, så ender de 3 børn på bagsædet ved siden af hinanden, med Anton i midten, og selerne godt spændte, og før de ved af det, så er julemusikken startet, og bilen startet med kursen mod indkøbscentret, og da bilen efter små 10 minutter, igen standser er det 3 børn, der med nervepirrende følelser kravler ud af bilen, efter at have fået en hånd, med at åbne bildørene til bagsædet, Milles far har nemlig ikke fået slået børnesikringen fra, til alle de voksnes store morskab.

Inde i centret skal de have købt ind til aftensmaden, og købt nogle flere vådservietter, og da de kommer forbi rækken med bleer, kan de ikke lade være med at snakke om, hvor billigt bleerne er i Norge, uden dog at købe nogen, men alene det at ordet “bleerne” blev sagt offentligt, har fået temperaturen til at stige hos Anton, Maya og Mille, som ikke kan undgå at blive pinligt berørt, af deres forældres delvist sjove, men også seriøse bemærkninger. For det er nemlig billigt i Norge, så billigt, at de helt klart tænker på at købe bleer med hjem til Danmark, når altså de lige har fundet dem som de skal bruge.

Snart er bilen blevet pakket, med det som der er plads til i bagagerummet, og bilens kurs nu er sat mod skiløjperne, og skiudlejningen, og fordi der ikke blev købt nogen bleer, er de 3 børn nu tilbage til deres normale, snaksalige selv, og er nu begyndt at synge med på julesangene, som bliver spillet over bilens lydanlæg. Og inden de får set sig om, har de fået ski og skistøvler, og skal nu hen til noget undervisning, og selvom Maya er vant til at stå på ski, føles det alligevel en smule anderledes, fordi hun denne gang skal stå på ski, iført sit ski tøj, og specielle beklædning i form af den tykke nat ble.

Tiden nærmest flyver afsted, og knapt er de blevet færdige med undervisningen, før de er på vej op af bjerget, godt hjulpet af ski liften, og som ventet viser bleerne deres fordele, efterhånden som de sammen tager turen op og ned af bjerget, igen og igen, uden behov for at forlade deres plads i køen, eller holde nogen unødvendige pauser, og kun da de er ved at skulle afvikle dagens sidste tur, sker det som de har frygtet, liften går nemlig i stå og børnene sidder fast, om det er nerverne eller kulden, det vides ikke, men Mayas mave begynder at give lyd fra sig, og det er vist ikke sulten alene der er ved at melde sig. “Mille” siger Maya stille, “Det… Det varer nok ikke længe…” forsætter hun “Det er ellers en fin udsigt heroppe” svarer Mille “Jeg tror ikke det er liften hun tænker på…” siger Anton, som har set Mayas tiltagende anstrengelser, og snart går det også op for Mille, hvad det er Maya snakker om.

Imens de hænger oppe i luften, får Anton, Mille og Maya snakket om hvad de skal gøre, og ender med at aftale, at det skal være en fælles oplevelse, så alt hvad Maya skal igennem, vil de andre solidarisk også eftergøre, før eller siden, de 3 er nærmest blevet fællesvenner, og ønsker ikke at der skal være nogen hemmeligheder imellem dem, eller noget som kan blive bruge imod dem, uden selv at dele risikoen.

Pagten er kun lige blevet indgået, da liften igen bevæger sig, det sidste stykke mod toppen, nu skal Maya efterfulgt af Anton og Mille, udføre den svære disciplin, som det er at stå på ski, uden at bruge bleen til noget ingen af dem egentligt har lyst til. Det går bedre end forventet, og på ingen tid, er de halvvejs i mål, men af uvisse årsager, snubler Maya på målstregen, måske fordi hun får bremset lidt for hurtigt, og derfor bliver ramt af Mille og Anton bagfra, så de alle 3 for sidste gang i dag, er nede og smage lidt på sneen, altså den del hvor de er glade for, at have fået deres medbragte puder på, så det ikke gør så ondt i deres hårdt prøvede bagdele. Og med et er det kun latteren der bliver tænkt på, inden det går op for Maya, at hun nu har tabt kampen, og hendes mave har vundet, nu kan hun nemlig krydse 2 ting af, som hun har prøvet. 1) stå på ski med ble på, og 2) stå på ski med en brugt ble, de skal nemlig lige have rejse sig op, og komme ned fra den sidste del af skiløjpen.

Og da børn og voksne igen finder sammen, går der ikke lang tid inden Mette og Gitte lige skal have noget afklaret, “Er det din eller min tur?” siger de til hinanden med et smil, de bliver dog hurtigt enige om at det må være tid til noget frokost, og mon ikke det er meget passende at finde et børnevenligt spisested, hvor der er mulighed for at skiftet nogle bleer.

En oplevelse rigere og en frisk og tør ble, kan Maya endeligt være sig selv igen, og som børnene snakkede om oppe i liften, så er det da godt at de er i Norge, hvor der er ikke er andre de kender.

Resten af dagen og aftenen, går med julehygge foran fjernsynet, med alle 3 børn i nat bleer, inden de desværre skal til at rejse hjemad, hvis de skal nå at komme hjem til den sidste dag i skolen, til børnenes glæde, kan de dog sove i bilen, og igen når de kommer ombord på båden, pauser er der ikke brug for, altså for børnene, de er nemlig klædt på til hjemturen, præcis som da de var ude og stå på ski.

7 Synes om

20. december - Hjemturen

Det var en lang aften, hvor der blev jule hygget lige til det sidste.

Klokken er lidt efter midnat, og de 3 familier befinder sig i bilen, og er på vej hjemad mod Danmark, første stop er biludlejningen, hvor bilen skal afleveres, så om ikke så lang tid, er det desværre nødvendigt at vække de 3 sovende børn, som har fået lov til at sove i godt en time, og det fordi bilen lige skulle have påfyldt lidt brændstof, for at kunne klare hele turen, og for at aflevere den med en fyldt tank, så de ikke skulle betale et opfyldningsgebyr, ud over udlejningsfirmaets brændstofpris. Den friske luft er kun lige akkurat nok, til at vække børnene og havde det ikke været for kufferterne, så havde det måske været nemmere, at bære rundt på de trætte børn, Milles ble er forståeligt nok allerede våd, ligesom Antons, det er de jo ligesom blevet vant til, men også Mayas virker til at suget en lille smule til sig, hvis det da ikke er fordi, hun har haft det for varmt i bilen, de havde alle 3 fået skiftet deres bleer, lige efter det store biograffjernsyn var blevet slukket i vinterhytten, for sidste gang på denne miniferie.

“Hvordan har bleerne det?”, spørger Gitte, da de 3 børn er kommet ud af bilen, og Milles far er inde på kontoret, for at aflevere nøglerne til bilen, og få tilbagebetalt sit depositum. “Næsten tør” siger en stol Anton, “Samme her” siger Mille og Maya, som ikke helt er sikker, eller rettere ikke har lyst at fortælle hele sandheden, da hun stadig er en lille smule rystet over sig selv, er derfor meget usikker “Stadig tør” siger hun, efter at have tænkt sig lidt om. “Godt, så skal vi ikke bekymre os om det foreløbigt, og så skal vi bare have os alle sammen om bord på skibet, så kan i få lov til at sove igen.” siger Mette, netop som Milles far kommer ud fra kontoret “Så er det klaret, skal vi komme videre, så vi kan hurtigt kan komme ind i varmen igen” siger han, og uden protester, begiver de sig hen imod terminalen, for at vise deres billetter og finde ud af hvilke Kahytter der er deres, så den resterende del af søvnen, kan blive indhentet, det er nemlig ikke kun børnene der er trætte.

Den venlige medarbejder, der tager imod dem, lægger mærke til at de rejser sammen, eller i hvert fald kender hinanden, og spørger derfor om de ikke kunne være interesseret i, at blive opgraderet til en suite, uden beregning, der er nemlig nogle af deres Kahytter som ikke kan benyttes, og glædeligt overrasket vælger de 4 voksne at takke ja til tilbuddet, da det vil gøre det nemmere for dem alle, og måske give plads til lidt alene tid, ikke mindst for Milles forældre, men også for børnene hvis de skulle have lyst til at slappe af foran fjernsynet, i stedet for bare at gå rundt på båden. Hverken Maya, Anton eller Mille er dog vågne nok til at opfatte, at de på båden kommer til at “bo” sammen, hele vejen hjem til Danmark, først da de kommer ind i suiten, spørger de lidt undrende, “Er det her vi skal sove?” først til hinanden, inden Maya med en lidt friskere stemme, igen stiller spørgsmålet til de 4 voksne. “Ja, altså inde i sengene, og ikke her i stuen” svarer Gitte, med et bredt smil, ingen af børnene har dog energien til at brokke sig over den dårlige joke, de skal bare have udpeget retningen, for hvor sengene står, tøjet og bleerne er et voksenproblem, børneproblemet bliver der allerede arbejdet på, der skal soves!

Efter hvad der kun føles som et par timer, vågner Anton og Mille, og ikke længe efter også Maya, nu er der ingen tvivl længere, det var godt at de alle 3 havde ble på, men for Maya er det ikke en rar følelse, altså både og, for hun kan ikke huske, hvornår hun sidst har sovet så godt, men samtidigt også bekymret, for hun kan nemlig ikke huske, at hun på noget som helst tidspunkt, bevidst har tisset i bleen siden hun fik den på, som nu er mere end bare en smule våd, den hænger nemlig så meget, at hun er bange for, at tapen ikke kan holde, eller at det går galt, hvis hun bliver liggende i sengen, heldigvis har den lette rumsteren, vækket Gitte, som ligesom Mette, havde gjort notits af bleernes tilstand, allerede inden de selv gik i seng, og en efter en, bliver de 3 natbleer, skiftet ud med nogle friske morgenbleer, Maya tør næsten ikke protestere, for hvad nu hvis det bliver opdaget, at det ikke var med vilje, og at hun rent faktisk har haft ikke bare ét men hele to uheld, reddet af bleen selvfølgeligt.

Friske i tøjet, altså inde under tøjet, kan trioen endnu en gang sætte sig foran fjernsynet, og se lidt tegnefilm imens de resterende voksne sover videre, Gitte har fundet sin bog frem, og holder børnene lidt med selskab, imens hun får læst sig vej igennem bogens spændende fortællinger, efterhånden som børnene bliver mere og mere vågne, prøver de at finde ud af, hvad de skal bruge tiden på, ombord på skibet, Mille kommer i tanke om, at hun stadig mangler, at købe nogle nye julegaver, så hun foreslår at Anton og Maya hjælper hende, med at købe noget, hvis altså de kan få lov til at gå rundt lidt alene.

Da de alle sammen sidder rundt om morgen bordet, er det Anton, der bringer det på banen, og selvom både Mille og Mayas mødre er en smule tilbageholdne, hjælper det da Gitte siger “Hvis det var pinligt, sidst Mille og Maya var ude alene, så tror jeg næppe de laver nogen ulykker denne gang, hvis de risikerer at blive opdaget igen, iført bleerne, som de jo nok også skal have skiftet på et tidspunkt” “Og hvis ikke, så kan det jo være at de netop ikke bliver skiftet, sådan lige med det samme, så er der lidt at tænke over både før og efter” indskyder Mayas mor, som endnu ikke har valgt at tilgive Maya helt, selvom det jo viste sig at være Frida, der var årsagen til balladen.

Muligheden for ikke at blive skiftet, er en helt ny overvejelse for de 3 børn, og hverken Mille eller Maya, har planer om en gentagelse, fra den sidste indkøbstur de havde sammen, og da slet ikke hvis deres hemmelighed risikerer at blive afsløret, og Anton som udmærket ved hvordan bleudslæt føles, skal i hvert fald ikke nyde noget, af nogen form for afstraffelse, som involverer bleen, for ham er det slemt nok, at han for en stund, er blevet et fuldtids blebarn, bare fordi de er ude og rejse, så det kan næsten ikke gå for langsomt, i forhold til at komme hjem, så han igen kan nøjes med at bruge ble i sengen, når han skal sove og måske snart kan slippe af med puslebordet, som jo har en iøjefaldende plads på hans værelse.

Glade for at der er enighed, blandt både store og små, og børnene har fået deres frihed, til at turnere rundt blandt bådens butikker på egen hånd, kan dagen endeligt begynde, ingen af børnene har lyst til at svømme, da de stadig kan mærke en smule træthed i kroppen, og kun lige orker at gå stille og roligt rundt, og så ville de nok heller ikke få lov til at svømme alene, og hvad med bleerne? Med sig har de hver fået lidt lommepenge, så de kan købe sig lidt at drikke ug over de gaver som Mille håber på at finde, hun overvejer om hun igen skal købe et slips, men tænker så, at der jo nok ikke er nogen tøjforretninger på båden, så den idé kan hun nok ikke bruge, måske hun finder noget til bilen, eller måske noget i stil med solbriller, selvom det jo ikke er sommer endnu.

Timerne går og Anton, Mille og Maya, sidder ved en café hvor de har købt sig lidt at drikke, ganske som forudset af deres forældre, deres næste stop er spillehallen, som de så på vejen hen til caféen, de har ikke tænkt sig at bruge nogen penge, men vil bare lige kigge lidt nærmere, og kun måske, hvis de kan få flere penge, planlægger de at spille lidt. "Nå så det er her i gemmer jer?" lyder det plusligt bagfra hvor Mile, Anton og Maya sidder, og havde det ikke været fordi, de alle 3 havde stillet deres glas fra sig, så var der nok flere af dem, som skulle have skiftet deres tøj, nærmest synkront lettede de nemlig alle 3, da de blev lidt forskrækkede, til forældrenes store morskab, hvorfor er det at de synes det er så sjovt?

Nu hvor muligheden byder sig, så griber Anton hurtigt chancen til at fortælle om spillehallen, og får til sin store glæde opfyldt hans ønske, dog sammen med forældrene, da de går med og ser hvilken slags spillemaskiner der findes, og tager et par spil selv, på både enarmede tyveknægte og andre af de klassiske spillehals maskiner, Anton får prøvet at køre motorcykelræs, men udfordres af bleen han har på, da han ikke rigtigt kan “sidde fast”, han glider fra side til side, men formår da at have det sjovt, ligesom de andre også får prøvet lidt af hvert i spillehallen.

Som tiden går, bliver de enige om at det nok er på tide at komme tilbage til suiten, så de kan være klar ved deres kufferter, inden båden lægger til kajs, og så dagens sidste bleskift i fællesskab kan blive klaret, så hjemturen kan foregå uden unødvendige stop undervejs, og der bliver tid til at se flere af de julekalenderafsnit, som de stadig har til gode, når de kommer hjem.

Hjemme venter der nogle overraskelser til Mille, for hendes forældre har en nyhed, som de glæder sig til at fortælle Mille, og så har de også lavet en aftale, med en hemmelig gæst, som venter hjemme hos Anton og Gitte, med en gave til Mille, og så er der også noget som, end ikke hendes forældre, ved noget om endnu.

Kort efter bilen er blevet standset ude foran Gitte og Antons hus, og alle sæderne er blevet tomme, lyder der et “Velkommen hjem”, fra en stemme som Mille og Anton straks genkender, “Hej…” siger Mille, idet hun får øjenkontakt med juletræssælgeren, “Hvad laver du her?” spørger hun “Ingen jul uden juletræ, derfor er jeg kommet for at forære jer et erstatningstræ, nu hvor jeg hører, at jeres hus snart er klart igen, således at i kan flytte hjem, og fejre julen præcis som i havde planlagt.” “Er det sandt?” spørger Mille “Det med Huset eller Juletræet?” spørger juletræssælgeren lidt drilsk, for han ved godt, at hun mener begge dele, men han har sådan en lyst, til at se hendes dejlige smil igen.

Og imens Gitte låser døren op til huset, så de kan komme indenfor i varmen, fortsætter Mille med at spørge “Hvornår?”, imens hun kigger på sine forældre og juletræssælgeren, “Forsikrings skaderne er blevet udbedret, nu er det bare tilbygningen som vi venter på, så der bliver plads til en kommende lillebror eller lillesøster” svarer hendes far, imens begge Milles forældre viser hende der allerstørste smil, hun nogensinde har set, “Skal jeg være storesøster? OG Kusine?” spørger Mille lidt forvirret, og prøver at forstå det hun egentligt allerede har forstået, men alligevel ikke helt tror på. “Ja, vi skal dog lige have lavet en skanning af mors mave, men ja vi skal til at være forældre igen, og du skal til at lære 2 nye små mennesker at kende, inden ret længe” siger hendes mor Mette.

“Huset forventes at være klar onsdag formiddag” svarer juletræssælgeren, som også ejer byens største håndværkerfirma, på den del af Milles spørgsmål, som hun selv var ved at have glemt, og derfor har været med at til reparere huset, og bygge tilbygningen, som Milles forældre fik råd til at bygge, for de forsikringspenge de fik udbetalt, for at de selv kunne finde og betale håndværkere direkte, og uden at være bundet af at, de så kun kunne genetablere huset som det var.

Og en sidste ting inden jeg vil tage af sted, og så i kan komme i gang med aftensmaden og det i evt. skal have pakket ud, “Årsagen til branden er fundet, og det skyldes en fejl begået af EL selskabet, og ikke på grund af fejl i jeres EL installationer, elektrikeren har kun fundet installationer, som lever op til forskrifterne, og havde det ikke været på grund af branden (og ja tilbygningen), så ville han have været helt tryg ved at lade ledningerne sidde, og jeg har også kun hørt om stor ros fra brandvæsenet, for jeres hurtige og effektive handling, det gjorde at i stadig har et hus, og hinanden.” lyder det fra juletræssælgeren, henne fra døre, som han netop har åbnet.

“Ja, det er jo så Mille vi har at takke, for det var jo hende der opdagede branden, og gik i gang med at brandslukningen” siger Milles far stolt, hvorefter juletræssælgeren endnu en gang, takker familien, for opgaven med ombygningen af huset, og lader de 2 familier være alene, så også han kan komme hjem til hans hustru.

Fyldt med en glædes rus, sætter Mille og Anton sig ind i stuen, for at finde frem til de julekalenderafsnit, som de endnu ikke har set, inden de er klar til at spise aftensmad, og da de alle sammen sidder ved spisebordet, er det Mille der spørger “Skal vi ikke have tændt lysene i adventskalenderen?” hvorefter de alle sammen siger "Jo!" og for startet aftenens julehygge, inden det igen bliver sengetid for 2 trætte børn, og efterhånden ligeså trætte forældre.

3 Synes om

21. december - Julehygge

Klokken er lidt over halv syv, da Mettes telefon ringer, displayet på telefonen afslører, at det er Mayas mor, “Hallo” siger en morgentræt Mette, “Godmorgen, og undskyld jeg ringer så tidligt, men jeg ville være sikker på, at jeg nåede at snakke med dig, inden Mille og Maya skal i skole” lyder det fra Mayas mor, med en lidt presset stemme, “Okay?” svarer Mette, “Ja, først og fremmest vil jeg gerne sige tak for hjælpen med husly i Norge, men jeg ringer mest fordi, at Maya stadig var træt da vi kom hjem, og fik derfor lov, til at lægge sig ind og sove lige efter vi havde spist aftensmad, og allerede inden jeg selv gik i seng, var jeg inde på hendes værelse, for at slukke for hendes sengelampe, og fordi lampen stadig var tændt, opdagede jeg at hendes bukser og seng, var mere end bare våde, og måtte derfor vække Maya, for at sende hende ud i bad, imens sengetøjet blev taget af og madrassen tørret” forklarer Mayas mor, “Åh nej dog, men jeg er ikke helt med…? Hvorfor er det vigtigt lige nu?” spørger Mette, undrende og en lille smule bekymret.

“Som jeg sagde ved morgenbordet i søndags, så er det ikke længere op til Maya, om hun vil bruge bleer, hvis sengen eller bukserne herhjemme er våde, derfor har jeg brug for at få fat i nogle bleer, og da jeg ikke selv har bil, kan det komme til at tage lidt tid, at få leveret, så jeg tænkte om Maya eventuelt kunne låne nogle at Milles, og om Mille måske havde lyst, til en tøseaften hjemme hos os, med overnatning til i morgen, så kan de jo komme hjem til jer, en gang efter morgenmaden?” lyder det fra Mayas mor, “Jo, selvfølgelig, det tror jeg Mille vil synes er rigtigt hyggeligt, og så kan Maya og Mille være med til at pynte vores nye juletræ, når vi i morgen kan vende hjem til vores eget hus” siger Mette, der nu er ved at være vågnet helt op.

“Jeg hører lige Mille, om hvad hun siger, men giver hende under alle omstændigheder, lige en håndfuld bleer med i sin taske, som Maya så kan få med hjem, så må de selv finde ud af resten” fortsætter Mette, “Fantastisk, og endnu engang, vil jeg gerne have lov til at sige tak…” siger en Mayas mor med en tydeligt lettet stemme, “Det var da så lidt, men hvad siger du for resten selv til, at komme forbi i morgen sammen med Mille og Maya, så kan vi alle sammen hygge os, imens pigerne får pyntet træet, hvis da ikke Anton også kommer og hjælper med træet?” spørger Mette, “Jo det lyder da som en god idé, så ses vi da bare i morgen” svarer Mayas mor “Godt, vi ses i morgen” slutter Mette, inden de begge lægger på.

Nu hvor hun alligevel er vågen, beslutter Mette sig for at gå ind og vægge Mille og Anton, for at fortælle hende om planen, og få pakket Milles skoletaske, inden hun risikerer at glemme, bleerne som Mille skal have med til Maya, “Godmorgen skat, godmorgen Anton” siger Mette idet hun træder ind på Antons værelse, “Har i sovet godt?” spørger hun, “Ja, skal vi op nu?” lyder det søvndrukkent fra Mille, “Ja, jeg har noget jeg skal have spurgt dig om, inden du kommer i skole, og nu hvor jeg selv var blevet vækket, så tænkte jeg at vi ligeså godt kunne få startet dagen, inden der sker flere bleuheld…” svarer Mette, “HVAD?” spørger en bekymret Mille, og nærmest springer ud af sengen, “Roligt nu, det er ikke her bleen har sprunget læk, det ser det da ikke ud til, (endnu), det er fordi Mayas mor lige har ringet, og fortalt mig at Maya har haft et uheld i sengen, og derfor skal låne nogen af dine eller jeres bleer, men skal vi ikke se at få jer ud af jeres natbleer, og så kan vi snakke mere om det, når i har været i bad, og er blevet lidt mere vågne?” foreslår Mette, og får først den ene efterfulgt af den anden, en tur forbi puslebordet, hvor bleerne ryger af, og huden lige bliver tørt af med en fugtig vådserviet, inden de begge bliver sendt afsted til hvert deres bad og efterfølgende påklædning.

Under morgenmaden, kan Mette igen fortælle om hendes samtale med Mayas mor, og planen for Mille og Mayas tøseaften, og med forventningen om at huset måske er helt klart, til indflytning i morgen, ja så kan Anton endeligt få sin seng for sig selv igen, “Eller måske invitere en anden med hjem?”, driller Milles far, der udmærket godt ved, at Anton nok ikke har lyst til at have besøg af andre, på grund af det med bleerne. Mille er vild med planen, og glæder sig til at være sammen med Maya, og til snart at kunne sove i sin egen seng igen, også selvom hun så skal undvære hendes far igen, indtil hun igen er hjemme.

Efter morgenmaden, kører Milles far både Anton og Mille i skole, inden han selv kører videre på arbejdet, og fordi de er kommet tidligt afsted i dag, bliver der lige lidt tid, til at Mille og Maya kan snakke sammen, inden de skal ind til de andre i klassen, og inden Frida hiver fat i dem begge, for at give dem en undskyldning “Hvor har jeg bare savnet jer, og jeg vil rigtigt meget gerne have lov at undskylde, fordi jeg fik Fru. Mortensen til at tro, at det var Mille der stjal, jeg sagde sandheden, men måske ikke hele sandheden, og da rygterne startede, turde jeg ikke sige fra, eller stå ved at det jo var mig, så jeg håber at i begge kan tilgive mig, og at vi måske kan være lidt sammen igen, måske en dag i det nye år?” Både Mille og Maya, har lyst til bare at sige ja, men siger begge at de vil tænke over det, og at det ligeså meget, er noget de må snakke med deres forældre om, men at de da er glade for at tage imod undskyldningen.

Snart har skoleklokken ringet ind, og Mille, Maya og Frida, må indfinde sig i klassen, og snakke videre på et andet tidspunkt, hvis de da ellers når det i løbet af dagen, det er sidste skoledag før juleferien, og hele skolen skal spille klassebanko, bankopladen som klassen har valgt, er tegnet op på tavlen og skolens sekretær vil “råbe” numre op, over samtaleanlægget som forbinder alle klasserne med kontoret, dørene ud til gangen, vil stå på klem, så alle elever kan høre de andre klassers tilråb, den første række bliver vundet af 7. klasse, uden at Milles klasse får mere end 2 numre, på hver række, så det ser ikke for godt ud, hvis Maya eller de andre i deres klasse, skal have en chance for at vinde nogen af de sidste præmier, den første række gav chokolade til hele 7. klasse, og nogle mindre chokolader i trøstepræmie til 6. og 8. klasse, fordi de er “klassenaboer”, og efter en kort pause hvor 6., 7. og 8. klasse henter deres præmier, er det endeligt tid til at forsætte med skolebanko.

Det første udtrukne nummer fører allerede til glædesråb, og ligeså med det andet, bare ikke i Milles klasse, men høres ude fra gangen, fra en af de andre klasser, hvorfor klassen er tæt på at opgive, “Hvad er det også for nogle lorte numre vi har valgt?” siger en af drengene, “Heey du!” siger deres klasselærer, hvorefter drengen igen falder lidt til ro, især da det tredje og fjerde nummer bliver udtrukket, for ligesom i sport hvor bolden plusligt bevæger sig den anden vej, så bliver nummer eller nummer på klassens bankoplade råbt op, og snart er det Mille og Mayas klasse der kan hente en præmie for 2 rækker, og som om det ikke var nok, så ender de også med at score præmien for fuld plade, så de ender med risalamande til hele klassen, samt varm kakao med flødeskum, som de kan nyde imens de ser de sidste julekalenderafsnit, og får plukket de sidste pakkekalender gaver, inden juleferien begynder.

På hjemturen får Mille og Maya snakket lidt mere sammen, og Mille har lidt svært ved at forstå, hvorfor Mayas mor har valgt at Maya skal til at bruge ble, ligesom hende selv, indtil Maya får indrømmet overfor Mille, at det faktisk er 3. uheld, og derfor selv lidt havde set det komme, og godt kan leve med det, så længe hun kun tisser i søvne, for hvis nu hun skulle have ble på i skolen, så ville det jo være noget helt andet, og det kan Mille jo godt forstå og sætte sig ind i.

Knapt har de fået skoene af, inden Mayas mor tager imod dem, og foreslår at de kommer i bleerne med det samme, så de ikke først skal tænke på det, kort før de falder i søvn, men bare kan slappe af foran fjernsynet, og uden de store indvendinger fra nogen af pigerne, går der ikke længe, inden de begge ligger på/i nogle store sækkestole, og ser det ene julekalenderafsnit efter det andet, som de ikke har kunne se de sidste par dage.

Da øjnene hos dem begge, begynder at kæmpe for at holde sig åbne, får Mayas mor dem begge en tur ud for at børste deres tænder, inden de bliver puttet og lagt i seng, inden på Mayas værelse, hvor de sover lige til den lyse morgen.

6 Synes om

22. december - Miraklet

Når man går i seng tidligt, så sker det også at man vågner tidligt, og derfor er det igen Mille og Maya, der er førstevælgere inde i stuen foran morgenfjernsynet, med sig har de taget dynen med, da det er mest hyggeligt, bleerne gider de ikke tænke på, det må Mayas mor tage sig af, især fordi det er hende der insisterede på at Maya skulle forsætte hendes blebrug, og sørgede for at både Maya og Mille, trygt kom i natbleen, så snart de var kommet ind i huset, at det så også var super hyggeligt for Mile og Maya, ændrer ikke på deres opfattelse af, hvem der har ansvaret for deres bleer, fordelingen er ligesom allerede klarlagt, der er dem der bærer og bruger dem, og så er der dem der skifter dem.

Pigerne får set den ene tegnefilm efter den anden, og fordi de har det sjovt og hyggeligt, kommer de måske til at grine og larme lidt for meget, i hvert fald varer det ikke længe, før hele huset er stået op, “Godmorgen piger” siger Mayas mor, “Har du sover godt?” spørger hun “Ja” siger de i kor, “Og hvordan har bleerne det?” spørger hun så, hvorefter pigerne kigger på hinanden “De er varme” svarer Maya, efter hun forsigtigt har mærket efter, på både Milles og sin egen, hvorefter de begge bryder ud i latter, “Det var ikke det jeg mente, mit skøre pigebarn, kom så af med dynen, og lad mig se” siger Mayas mor, inden hun selv tager fat i kanten af dynen, for at vise dem at hun mente det hun sagde.

Modvilligt, lader Mille og Maya dynen trække af, indtil deres pyjamasbukser kommer til syne, “Op og stå, så vi kan se ordentligt efter” siger Mayas mor, og en efter en, rejser de sig op, for at blive tjekket “De kan vidst godt holde, til vi har spist morgenmad, så sæt jer bare ned igen, jeg kalder når morgenmaden er klar” siger hun, og går i køkkenet, for at tænde for ovnen, og sætte noget vand over, for at koge nogle æg, imens, har pigerne samlet dynen op fra gulvet, og har igen fordybet sig i tegnefilmen, og den nu køligere dyne, glæden varer dog kort, netop som den næste tegnefilm skal til at begynde, idet Mayas mor kalder “Så er der mad piger”.

“Vi har god tid, så husk at tygge maden grundigt, i små bidder og skyl efter med noget, hvis det bliver for tørt, skal i have mælk, the eller juice?” spørger Mayas mor, uden indvendinger fra hverken Maya eller Mille, “juice” siger Maya og fra Mille lyder det “the, med en lillesmule mælk”, “selvfølgeligt, kommer straks” svarer Mayas mor, halvvejs ude fra køkkenet, selvom det måske lyder lidt barnligt, så nyder både Mille og Maya den tryghed og afslappede ro, som de begge oplever og deler med hinanden, ganske langsomt og helt stille og roligt, en bid (og tår) ad gangen, indtil de begge har fået fyldt deres maver, og gjort klar til at kunne spise en masse julemad de kommende dage.

Efter morgenmaden, er det blevet tid til dagens første bleskift, og da der ikke er noget puslebord, foregår det inde i Mayas seng, ovenpå et stort badehåndklæde, først Mille og derefter Maya, og fordi der ikke var andre bleer at vælge imellem, bliver de begge iklædt nogle natbleer, inden de får dagens tøj på kroppen, så er de sikret til hjemturen hjem til Mille og i timerne efter, hvor de som aftalt, på rekordtid, skal have pyntet det nye juletræ, så det er klar til juleaften, om kun 2 dage.

Da Maya og hendes mor ikke har nogen bil, er det en længere rejse med bussen, og så er det jo godt at de kan tage deres skidragter på, da det næsten er blevet ligeså koldt i Danmark, som det var i Norge, og så kan man heller ikke se, at pigerne har deres bleer på, med mindre at man kigger rigtigt godt efter, hvilket for Mayas mor ikke er særligt svært, synes hun selv uden dog at sige noget til Maya eller Mile.

Så snart de ankommer til Milles hjem, kan Mille efterhånden som de kommer nærmere og nærmere ikke rigtigt se nogen forskel, huset ligner sig selv og der er ingen sport at finde efter håndværkere, først da de er kommet indenfor, og har fået smidt skoene og sagt hej til alle der befinder sig inde i stuen, kan hun se at der er blevet bygget om, stuen ligner sig selv, men når hun kigger ud af vinduet til haven, kan Mille se at huset er blevet større og haven en lille smule mindre, og så er der en anden ting der mangler! "Hvor er juletræet?" spørger Mille, “Det står ude i skuret” siger Milles far, “Vi kunne jo ikke have at juletræet flyttede ind, før du selv vendte hjem og kunne byde det velkommen, vel?” fortsætter han, Mille synes på den ene side at hendes far er tosset, men føler samtidigt, at han har ret og nyder glæden ved, at hun nu kan være med til at bringe træet indenfor, og stille det hvor det står helt rigtigt.

Hverken Mille eller Maya kan vente, og springer derfor hurtigt ud i gangen, hvor de hopper ned i deres sko, uden først at tage deres skidragter på igen, de må bare skynde sig, så de ikke kommer til fryse alt for meget, og netop så de skal til at åbne døren, ringer Gitte og Anton på døren, og bliver en lille smule overraskede over at døren bliver åbnet så hurtigt som den gør, med 2 piger der i hast dårligt nok når at sige hej, inden de begge tager fat i Anton, og siger “kom vi skal lige hente juletræet”, og går ud til skuret. I skuret finder de ganske rigtigt et juletræ, men kan næsten ikke tro hvad deres øjne ser, for træet er større end det som Mille og Maya, var ude og fælle inden branden, “Godt Anton er med” tænker pigerne, for træet er tungere, end de 2 til sammen selv kan løfte.

Indenfor har Milles far samlet en ny juletræsfod, som kan bruges til det store træ, og da børnene kommer slæbende med træet, står foden klar der hvor det skal stå, og med fælles hjælp kommer træet op at stå for anden gang, nu inde i stuen og med foden sat fast, ude i skuret stod det oprejst i hjørnet, og nu hvor det er kommet indenfor, kan træet endeligt pakkes ud, der går dog lige lidt tid inden træet er klar til at blive pyntet, men så passer det med, at de allesammen lige kan spise lidt frokost, også her ser Mille en ny ting, for spisebordet der før kun havde plads til 4 personer, er nu blevet 1 eller 2 gange større, så der uden problemer kan være plads til dem alle.

Efter frokosten overraskes Mille med en gave, som hun skal åbne med det samme, inden det bliver jul, hvilket hun synes er underligt, men alligevel gør som der bliver sagt, det er nemlig ikke en rigtig gave, for da hun får pillet papiret af gaven, ser hun at det er en helt ny juletræskæde, og så er det jo godt at de netop skal til at sætte den på, og imens de voksne nyder en kop kaffe, går børnene straks i gang med at sætte lys på træet, som er så stort at de har svært ved at nå toppen, og derfor må få hjælp fra Milles far med det sidste.

Inden lyset i træet tændes, synes de alle sammen at der stadig mangler noget, “Hvad med pynten?” spørger Mille, hvortil Milles far henter 2 poser, som bliver tømt ud på sofabordet, Der er lidt af hvert, men ikke alt er klart til at blive sat på træet, så nu må Anton, Maya og Mille i gang med at flette julehjerter og hvad klippe julepynt til den helt store guldmedalje, men da de voksne har fået tømt deres første kopper kaffe, og Mette har været en tur i køkkenet, breder der sig langsomt en behagelig duft af frisklavede æbleskiver, hvorefter også de voksne kommer i gang med at hjælpe med julepynten, hovedfabrikken ved sofabordet, og de voksnes bidrag ovre ved spisebordet.

Til æbleskiverne hører der både syltetøj og flormelis, og da de voksne har deres kaffe, må børnene have deres kakao, så de ikke går i stå med julepynten, og før de ved af det, så er det som om fjernsynet også vil have noget opmærksomhed, da de plusligt kommer i tanke om julekalenderen, så for en lille stund, bliver julemusikken afløst af lyden fra fjernsynet, som de alle sammen så følger med i. “Hvordan har bleerne det?” spørger Mayas Gitte netop som julekalenderen er færdig, “Øh?” siger de næstmest i kor, ingen af de 3 børn havde tænkt på deres bleer, og skulle lige “kigge” efter en gang, da der ikke rigtigt var nogen af dem der med det samme kunne sige at de var tørre, siger Mette, “Nå men skal vi så ikke se at få overstået det første skifte?” og begynder at gænge børnene ind mod Milles nye værelse.

På værelset ser Mille straks sin seng, og spørger “Hvad laver min seng her?” inden hun opdager et stort puslebord lige indenfor døren, “Det er dit nye værelse” siger Mette, “Med en lille ny på vej, tænkte vi, at det var bedst med 2 værelser” lyder det fra Milles far, “På den her måde, kan vi nemmere tage os af din lillebror eller lillesøster, uden at du skal gå glip af din nattesøvn.” forsætter Mette. Mille er på en og samme tid glædeligt overrasket, men også en lille smule irriteret, for hun har jo sådan savnet hendes værelse, og havde ikke forventet at hun skulle have et nyt. “Tak?” siger Mille til sine forældre, og ser nu at der ved siden af hendes skrivebord sidder et TV stik, og spørger så “betyder det her, at jeg kan få mit eget fjernsyn?” “Måske” lyder svaret, som hendes forældre kommer med.

Resten af aftenen går med, aftensmad, julepynt og slutter med at der endeligt kommer lys i juletræet, inden Mille for første gang skal sove i sit nye værelse, og gæsterne tager hjem til sig selv, Gitte og Anton er de sidste der tager hjem, men de har jo heller ikke så langt, og inden aftenen er omme, er det ikke kun værelset der er blevet indviet, Milles puslebord er nemlig også blevet afprøvet af alle 3 børn, så der ikke sker nogen uheld, hverken på vej hjem, eller imens de sover.

4 Synes om

23. december - Dagen før jul

Da Mille vågner, er det til nye indtryk og en våd nat ble, hun ligger i sengen og kigger rundt på hendes værelse, det hun ser er på en og samme tid rigtigt og forkert, for det er hendes ting der står der, men det er endnu ikke hendes værelse, ikke endnu i hvert fald, der mangler hendes eget præg, og selvom hendes forældre har gjort et godt stykke arbejde, har de bare flyttet hendes ting, så de plakater som var rigtige til det gamle værelse, fungerer ligesom ikke rigtigt i det nye, men efterhånden som hun får kigget rundt, begynder hun også at se flere og flere muligheder, nu kan hun måske få sin egen sofa, eller sækkestol ligesom Maya har, sit eget fjernsyn og måske et lille sofabord, og nye gardiner til hendes nye flotte vindue, tænk sig nu kan hun kigge direkte ud til haven, i stedet for hendes gamle kedelige udsigt ud til vejen.

Inden Mille får tænkt så meget, at hun begynder at stå ud af sengen, banker det på døren, og hendes mor træder ind kort efter “God morgen skat, har du sovet godt i dit nye værelse?” spørger hun Mille, “Jo tak, men det er ikke rigtigt mit værelse endnu” siger Mille en lille smule mut, “Det ved vi godt skat, det skal nok komme, det er kun dig selv der kan gøre det til dit, men vi er klar til at hjælpe dig” siger Mette, efter at have sat sig på kanten af sengen, “Tak mor, det ved jeg godt, det er bare lidt svært synes jeg” svarer Mille, “Vi hjælpes ad, og skal jeg ikke starte, med at hjælpe dig ud af din nat ble?” spørger Mette, og nikker hen imod det nye puslebord, “Jo tak”, siger Mille, der efterhånden godt ved hvor længe en våd ble holder sig varm, eller rettere hvor hurtigt den bliver kold.

Som Mille ligger oppe på puslebordet, og nyder den kærlige behandling fra sin mors hænder, imens bleen er ved at blive taget af, og det der følger, ved et efterhånden normalt bleskift, tænker hun på at hun faktisk har nydt at ligge på Antons puslebord, men havde ikke drømt om, at hun en dag skulle få sit eget, dvs. der var måske lidt, i det ene af hendes mareridt, men det var inden hun fik smag for det, og nød opmærksomheden fra både Gitte og hendes egen mor, og inden hun når at tænke færdigt, bringes hun ud af sine dagdrømme, idet hendes mor nu har fået sat det sidste stykke tape fast på bleen, som Mille netop har fået på.

“Vi skal en tur forbi Laila i dag, og bagefter en tur på hospitalet” siger Mette, imens hun bytter nattøjet ud, med det tøj som Mille i dag skal have på, det er først da der bliver knappet nogle knapper, imellem benene på Mille, at hun opdager at det er noget nyt tøj, tøjet strammer en smule om bleen, og netop som Mille skal til at spørge til den, siger hendes mor “Så bliver bleen holdt på plads, så den ikke er så tydelig, når vi skal ud senere” og da Mille efter at have fået resten af sit tøj på, kommer ned og stå på gulvet, kan hun i spejlet på hendes klædeskab, se at det ligner en almindelig t-shirt, med julemotiver på, “Ja egentligt ville jeg have pakket den ind, men bare roligt, vi har gaver nok og så fungerer den bedre på kroppen, end under juletræet” siger Mette med et stort og kærligt smil.

Det føles anderledes at sidde til morgenbordet, og det er lidt som om at tøjet har omdannet bleen til en bedre pude, nu hvor den bliver holdt sammen, eller også er det bare ren indbildning fra Milles side, alt er jo nyt og anderledes, selvom det er det samme gamle hus. “Hvad skal vi for resten på hospitalet efter?” spørger Mille, “Du er blevet kusine til en lille dreng i går, som vi skal ud og hilse på og have med hjem” siger Milles far, “Er det rigtigt?” spørger Mille, selvom hun godt ved, at hendes forældre ikke ville lave sjov med den slags. “Ja det er rigtigt, vi har aftalt at de kan bo her sammen med os, de første par uger, så de ikke skal stå alene med at passe babyen, og så vi kan holde jul sammen.”

“Men hvor skal de være henne? Har i bygget mere end 1 værelse?” spørger Mille, “De kan være inde på dit gamle værelse” siger Mette, “Mit værelse?” spørger Mille, som stadigvæk tænker på det som hendes værelse, imens hun kigger på hendes mor, og venter på at se og høre hendes svar “Ja, så får vi også hurtigere gjort det klar til din kommende lillebror” “eller lillesøster” kommer det fluks fra Milles far, “Ja, alt efter hvilket køn barnet bliver” slutter Mette.

“Men inden da, vil Laila gerne lige snakke med dig, en sidste gang inden det bliver jul og nytår.” siger Milles far, “Ja det sagde mor noget om” siger Mille inden hun spiser det sidste hun har på sin tallerken, og da hun har fået slugt den sidste bid mad, går der panik i hende og hun udbryder "Men jeg har jo kun købt gaver til jer!", “Bare rolig skat, vi har købt nogle gaver, som er fra os alle sammen” siger hendes mor, samtidigt med at hun får lagt en beroligende hånd på hendes højre skulder, og giver hendes et halvt kram, fra siden idet de sidder ved siden af hinanden.

Efter morgenmaden, er det tid til at Mille igen kan tage sine sko på, og gøre klar til at komme ud i bilen, inden de kører imod Børnepsykiatrien, hvor Laila arbejder og videre til hospitalet bagefter. “Hej Mille, Hvor er jeg glad for at se dig igen, og godt i kunne komme, inden jeg skal på juleferie, jeg har nemlig en julegave til dig, og det er jo ikke det samme, hvis du først fik den efter jul vel?” siger Laila netop som de ankommer til venteværelset, og Laila kunne høre døren ved indgange blive åbnet, og uden at vente på svar fra Mille fortsætter hun “Skal vi gå ind på kontoret og kigge på det? Så kan vi også lige få snakket lidt, imens dine forældre venter herude, og drikker alt den kaffe de har lyst til inde fra personalestuen…” spørger Laila, med den let skjulte hentydning, til Miles forældre om at det kun var Mille hun ville tale med, (for nu i hvert fald).

Inde på Lailas kontor, sætter hun sig i stolen overfor Mille, som har taget plads i sofaen, “Nå Mille hvordan har du haft det?” spørger Laila, “Jo fint, der har ikke været nogen mareridt, og nat bleen har da været tør en enkelt gang, men jeg har efterhånden vænnet mig til at bruge ble om natten, så det gør ikke så meget” svarer Mille, “Det er mere når jeg som i dag, har ble på udenfor hjemmet, at jeg bliver nervøs for at blive opdaget, men omvendt så er jeg mere bange for at have uheld, ligesom da jeg sidst var i kirke, og vi skal i kirken i morgen” fortsætter Mille, “Ja, det forstår jeg, og selvom jeg ikke selv har brugt ble, så har jeg snakket med mange andre der gør, så du er ikke alene om at have behov for bleen, og for de fleste, er det også noget der hurtigt går væk af sig selv igen.” siger Laila og finder gaven frem til Mille “Her, jeg synes du skal have lov til at åbne den nu” fortsætter Laila idet hun giver Mille gaven. “Tak, mener du det, det er jo først jul i morgen?” spørger Mille, idet hun overvejer om hun nu skal åbne gaven eller ikke, “Ja, naturligvis, ellers får jeg jo heller ikke at vide, om det er noget du kan bruge” svarer Laila, hvorefter Milles straks begynder at åbne gaven, et lille stykke ad gangen.

“Julelys?” spørger Mille idet hun får åbnet gaven tilstrækkeligt til at hun kan se indholdet, “Ja med batterier, så de ikke er farlige” siger Laila, “Tusind tak, de er utroligt flotte, næsten som rigtige lys, men det var for resten slet ikke vores julelys der var årsag til branden, det var et eller andet med elselskabet og juletræskæden, vistnok noget over-ga-ng agtigt, tror jeg vistnok det hedder” siger en glad Mille “Ej hvor dejligt, så du er måske ikke bange for stearinlys længere?” spørger Laila, “Nej og da vi kom hjem fra Norge, var det også mig der foreslog, at vi kunne tænde lysene i adventskalenderen, ovre hos Gitte og Anton” siger Mille stolt. “Og når vi er færdige her, skal vi hen på hospitalet og hende min moster og min nye lille fætter” fortsætter Mille, imens hun sætter batterier i lysene og får tændt for dem, “Ej, tillykke” siger Laila “Mange tak, de skal hjem og bo hos os de næste par uger, så vi kan holde jul sammen, og nytår vel også nu jeg tænker over det, de skal bo på mit gamle værelse, for jeg har fået et nyt” fortæller Mille, “Og er du glad for det, dit nye værelse?” spørger Laila, “Ja, selvom det ikke helt føles som mit værelse endnu, der mangler nogle ting ligesom de her lys, så det rigtigt kan blive til mit eget” svarer Mille, imens hun får drejet lidt på lysene, for at se dem fra en anden vinkel.

“Og så skal jeg også snart være storesøster” får Mille også lige indskudt, “Hold da op, der sker virkeligt en masse hva?” siger Laila, “Jeg synes virkeligt, at du har klaret alt du har været igennem flot, især da du begyndte at slukke ildebranden, og har taget så godt imod brugen af dine bleer” siger Laila, “Det hjalp at hende sygeplejersken, fortalte mig om andre børn og voksne der bruger bleer, og at Anton en af vores søde Naboer, selv bruger ble om natten, og da vi mødte min bedste veninde fra klasse i Norge, fandt jeg ud af at hun selv har skulle sove med ble, indtil for et år siden eller sådan noget, men på turen i Norge begyndte hun så at bruge bleer igen, og nu kan hun ikke holde sig så meget, så nu sover hun med ble på igen, og det var bare så naturligt som hendes mor, Gitte og min egen mor, hjalp os med bleerne og vores skidragter, ja som de stadigt gør, det var bare så hyggeligt at holde tøseaften hjemme hos Maya i går, jeg mener i forgårs, for i går der fortsatte vi hyggen hjemme hos mig, hvor vi med hjælp de Anton og de andre, fik pyntet vores nye juletræ og sat en ny juletræskæde på træet” fortæller Mille i en lang talestrøm. “Jamen så lyder det jo som om i har helt styr på det, og bare skal se at komme op til din moster og nevø, men inden da, så vil jeg anbefale dig at tage en kjole på eller så længe det stadig er koldt, din skidragt så er der ingen der hverken ser eller hører at du har ble på, og så længe bleen bliver skiftet i tide, og sidder rigtigt, så burde der ikke ske nogen uheld” siger Laila, inden hun rejser sig op for at give Mille et kram, og ønske hende en god jul.

Udenfor kontoret har Milles forældre siddet og nydt deres kaffe, og snakket om hvad de mangler at gøre ved huset, Mille skal have nogle nye gardiner, og Milles gamle vugge, skal hentes ned fra loftet, gardinerne må vente, til forretningerne igen er åbne, og Mille har været med til at vælge stoffet, så det rigtigt kan blive til “hendes” gardiner, vuggen må de ordne så snart de kommer hjem, meget mere når de ikke at snakke om, idet døren til Lailas kontor bliver åbnet, “Tillykke med familieforøgelserne, i får da nok at se til, med bleer og alt muligt” siger Laila da hun kommer ud sammen med Mille, “Tak, og ja, men så er det jo godt at vi så småt er kommet i træning” siger Mette, efter hun og Milles far har rejst sig op og drukket det sidste der var i kopperne, så timingen kunne næsten ikke have været bedre. “Ja, det hjælper at have øvet sig, og at det ikke længere er længe siden” konstaterer Milles far, “Det er jo det, kan i have en rigtigt god jul og et godt nytår”? spørger Laila, og en efter en siger Mille og hendes forældre tak, “Vi ses en gang i det nye år, når det lige passer ind” siger Laila, imens hun følger familien ud til døren.

Det varer ikke længe, inden bilen igen standser ude foran hospitalet, og Milles far går om i bagagerummet, og tager en babystol ud for at sætte den ind på bagsædet, ved siden af Mille, som i dag har indtaget plads på bagsædet bag sin mor, og da de kommer ind på hospitalet, og får fundet sengestuen som Mettes søster befinder sig i, går der ikke længe inden fætter og kusine møder hinanden for første gang, og hvilken ære det er at få lov til at holde sin egen fætter, tænker Mille da hun får den lille nyfødte dreng i sin favn, så lille og perfekt… Hvad der føles som en evighed, eller kort tid, svært at definere, når tiden nærmest står stille, må Mille desværre give drengen fra sig igen, da det er tid til at de skal køre hjemad, så snart drengen har fået skiftet sin ble, for sidste gang på hospitalet.

Da bilen igen har bragt familien hjem til det nyistandsatte hus, ser Mille for første gang sit gamle værelse, og synes egentligt at det er en ganske fin byttehandel, og da Milles far kommer ind med den gamle vugge, er det som om værelset er perfekt til den nyfødte og hans forældre, og Mille er nu endnu mere lykkelig over, at hun nu kommer til at holde en rigtigt familie jul, altså med mere end bare hende selv og sine forældre, og snart blev der både spist frokost, jule hygget og skiftet bleer, inden det også blev tid til aftensmaden og dagens julekalenderafsnit, en begivenhedsrig dag, hvor Mille for første gang kunne gå i seng, med følelsen af, at “dette” nu er ved at være hendes værelse, inden hendes øjne blev lukket og fokus blev flyttet til søvnen, og følelsen af hendes elskede seng.

5 Synes om

24. december - Juleaften

Efter en rolig nats søvn, vågner Mille til lyden af sin grædende fætter, og hendes moster, som kommer ind på Milles værelse, og spørger hende om det er ok, hvis hun lige låner puslebordet, da de endnu ikke har fået samlet puslebordet, som er blevet bestilt til hende gamle værelse, og da Mille ikke kan sige nej til sin lille fætter, stiger hun selv ud af sengen, for at være med til at skifte hans ble, uden at tage hensyn til sin egen, eller lægge mærke til, at hun nu har haft endnu en, af de efterhånden sjældne tørre nætter, det er først da hun står vedsiden af puslebordet, at hun mærker hvordan bleen plusligt bliver varm og større imellem hendes ben, “Nå men så gik den da ikke til spilde” tænker Mille, imens hendes moster er dybt optaget af hendes nyfødte søn, og stadig lige skal mestre teknikerne bag et hurtigt og effektivt bleskift, “Hvad med dig, skal jeg ikke også skifte din ble, nu hvor jeg er i gang?” spørger hun Mille, “Joo, men hvordan med den lille?” spørger Mille “Ja du kan vel godt kravle op på bordet selv, og så holde fast i ham, imens jeg klarer din ble?” spørger Milles moster, “Nå jo, hehe, det tænkte jeg ikke på” svarer Mille inden hun kravler op og lægger sig til rette.

Efter et veloverstået dobbeltbleskift, siger Mette ovre fra døren, “Hvis bare jeg havde et kamera nu?” idet hun kigger hen på sin søster, datter og nevø, “Er i klar til noget morgenmad?” spørger hun trioen, selvom hun endnu kun kan får svar fra 2 af dem, “Jaa, nu er det jo jul” siger en glad og energisk Mille, og går forrest, for nærmest at vise vej ind til spisebordet, hvor Milles far allerede sidder klar med morgenkaffen, sammen med Milles onkel, “Godmorgen smukke, har du sovet godt?” spørger Milles far, idet hun sætter sig overfor ham ved spisebordet, “ja tak, dejligt” svarer Mille, “Hvad med jer?” spørger Mille og får lignende svar fra dem alle, og imens hun spiser af sine morgenboller, kigger hun over på juletræet, og ser alle de mange gaver, som nu er blevet lagt under træet, og som ikke var der, da hun gik i seng for at sove.

“Skal du have bleen af inden vi skal i kirke?” spørger Mette, Mille om, “Nej jeg tror godt jeg vil beholde den på, jeg tage bare min skidragt på, så er der ikke nogen der opdager den, og så er jeg ikke sikker på at jeg ikke får et uheld igen, præcis som Laila foreslog, og hvis det blive for varmt, tager jeg bare jakkedelen af, for ellers tror jeg bare det bliver for koldt, hvis jeg tager en kjole på” svarer en selvsikker Mille, “God idé smukke” siger Milles far, inden han tager endnu en tår af sin kaffe. “Nogen der skal have mere the?” spørger Mette, “Ja tak” siger Mille, hvorefter hun rækker sin kop hen imod sin mor. “Skal Anton og Gitte også i kirke?” spørger Mille, i håb om at hendes forældre kender svaret, “Ja det tror jeg vistnok de skal, men du kan jo gå over til dem og spørge” svarer hendes mor, “Okay, det er bare fordi jeg så måske kan tage med dem, så jeg ikke får det for varmt i bilen med skidragten på, og bedre plads i bilen til onkel, moster og den lille” siger Mille, “Hvor er du bare sød og eftertænksom” siger Milles moster, “Men jeg tror nu at vi bliver hjemme med den lille, hvor der er lidt ro”

Efter at have talt kirkesituationen igennem, er det blevet tid til at tage af sted, og fordi de ikke har en bænk som Mille kan sidde på, skal hun stadig have lidt hjælp med at få skidragten på, da hun ikke har lyst til at sætte sig ned på gulvet, hvor der er koldt og kan være beskidt, hvis de eksempelvis har sne under støvlerne og kommer udefra. Så snart Mille har fået skidragten på, mærker hun en tryghed som hun ikke har tænkt på længe, i Norge var skidragten bare et stykke varmt overtøj, men efterhånden som hun har den på, føles den bare mere og mere rigtig, ligesom at have sin dyne med sig og blive krammet hele dagen, og præcis som Maya sagde, så er den mest praktisk når man så også har ble på, fordi man så ikke skal kæmpe sig ud af den, hver gang man skal på toilettet, og så er man jo også klar til at lege i sneen.

Inden Mille får set sig om, får hun med at lille klap bagi, besked på at hoppe ud i bilen, så de ikke kommer for sent afsted, fra vinduet har de allerede set Gitte og Anton tage af sted, så nu er der kun bilen som mulighed for Mille, hvis hun skal nå at komme med i kirken, som er en tradition hun ikke vil undvære, det er nemlig definitionen på hygge for Mille, at komme ud i den friske luft, være sammen med sine forældre, og andre glade mennesker, og så komme hjem til afslapning og 100% julehygge, spise juleguf hele dagen, se Disneys Julesjov og afslutningen på julekalenderne, for efterhånden er der mere end en at følge med i.

Imens bilen kører, kigger Mille endnu en gang ud af vinduet, for at nyde synet af det smukke snelandskab, op netop i dag, skulle der hen over eftermiddagen og aften igen komme snestorm, så det er på den ene side noget Mille ikke ser frem til, på grund af branden der opstod, men på den anden siden, noget hun altid har elsket synet af, altså at se alt dækket til med at tykt lag af sne. Dog er det ikke så fedt når man sner inde og skal til bageren efter mad, der kan det godt være en lang vej, at skulle grave sig vej ud, og så nærmest svømme eller kravle hele vejen til bageren, og netop derfor at Mille glad for at de selv bager deres brød og boller.

Turen hen til kirken, forløber stille og roligt, med solskin og den klareste himmel, og i kirken mødes Mille sammen med Maya og Anton, som har reserveret nogle pladser til Mille og hendes forældre, og efterhånden som julesalmerne bliver sjunget, så kan Mille endeligt mærke at det er blevet jul, nu er det kun julemaden og gaverne Mille tænker på, ud over alt det andet, som hører traditionerne til. Juleprædikenen i år, var mere interessant end de andre, fordi præsten begyndte at snakke om lommepenge og slik, men det var så også næsten det hele Mille kunne huske efterfølgende…

Da de igen kommer hjem, viser det sig at Mette og Gitte har aftalt, at de skal holde jul sammen, altså hjemme hos Mette, Mille og deres familie, at de skulle holde jul sammen, vidste Mille godt, men hos hvem vidste hun ikke, men det giver jo god mening, nu hvor der er ekstra plads og de også skal holde jul sammen med Milles moster og onkel, hvad Mille dog ikke ved, er at hendes mor også har inviteret Maya, så det store træ rigtigt kan få sin ret, og de kan nå hele vejen rundt om træet (og sofabordet), og se på hinanden noget af tiden, imens de synger “Højt for træets grønne top” og flere andre sange, indtil de alle er bliver tørstige, og klar til at sætte sig ved spisebordet, og spise en masse dejlig julemad, når altså julemaden er klar til at blive spist.

Gitte og Antons julegaver ligger allerede under træet, for dem har onkel nemt hentet ude fra skuret, imens de alle sammen var i kirken, så da Mille kommer indenfor og sætter sig i stuen, bliver hun overrasket over, at de mange gaver der lå under træet i morges, nu ser ud som om gaverne har fået børn, da der nu også ligger en masse små pakker, inde imellem de lidt større gaver.

Med alle de mange julegæster, er der ved at være trængsel i sofaen, men så er det jo godt, at det ikke er alle, der har behov for at kunne se julekalenderen, og imens de 3 af børnene ser julekalender sammen med nogle af de voksne, sidder Milles moster og ammer den lille nyfødte dreng, imens hun snakker med Mette og Gitte, som går lidt frem og tilbage, da julemaden endeligt er ved at være færdig, og kan mætte i alt 10 sultne personer, hvoraf den yngste dreng, har fået lov til at tyvstarte, inden han igen skal til at sove.

Når gaverne skal åbnes, er det Milles onkel, der står for at udvælge hvilke gaver der skal gives og åbnes, så det ikke er den samme der sidder og åbner gaver hele tiden, Anton og Maya får begge en del tøj i de første gaver de åbner, og Mille får et par nye sko blandt de første gaver hun åbner, og da de endeligt er kommet godt i gang, bliver det foreslået at den største gave, altså den som ikke kunne være under træet bliver åbnet, “Hvilken gave?” spørger Mille, “Den der står inde på dit værelse” svarer Milles onkel, med et indforstået grin, straks må de 3 børn (og voksne) ind på værelset for at se, hvad der mon gemmer sig inde bag indpakningen, “gaven er næsten på størrelse med mig selv”, tænker Mille, indtil hun ser at der på toppen af gaven med store bogstaver står “TIL MILLE”, og efterhånden som hun får bundet gavebåndet op, indser hun at der nok ville være plads til både sig selv OG Maya inde i kassen, som hun endeligt har fået løftet låget af til, og inde i kassen, finder hun en stor sækkestol ligesom den Maya har, og i den perfekte farve til hendes værelse. Så snart sækkestolen er blevet pakket ud, slæber Mille den med ind i stuen, så Mille og Maya har noget blødt at sidde på, imens de pakker de resterende gaver op.

Da de når til nogle af de små gaver, er det Milles moster og onkel der skiftes til at pakke dem op, da det er gaver til den nyfødte dreng, så der er baby sutter, babyflasker og en hel masse babytøj, og da Milles onkel finder 3 gaver, der er sat sammen, finder han ud af at det er 3 gaver, der skal åbnes af Anton, Mille og Maya samtidigt, og imens de voksne nysgerrigt, følger med i oppakningen af de 3 små gaver, går der ikke længe, inden de 3 børn sidder med en større børnesut i hver deres hånd, “Hvorfor har vi fået sutter?” spørger Mille, inden Maya siger “Det tror jeg godt jeg ved hvorfor…” og Mayas mor forklarer “Ja, da Maya var mindre snakkede hun altid i søvne, hvis hun ikke havde fået sin sut, og da Maya er vokset fra hendes gamle sut, og jeg i Norge hørte jer alle 3 snakke i søvne, syntes jeg ikke i skulle snydes, for en rolig nats søvn, så jeg købte en sut til jer vær, som i kan prøve, hvis nu i kan få en bedre søvn af det.” siger Mayas mor, “Ja, det er altså rigtigt nok” siger Maya imens hun kigger på Mille og Anton, og ligesom for at vise dem vejen, tager Maya hendes sut i munden, hvorefter de andre prøvende følger trop, “Nej, hvor ser i bare søde ud” siger Gitte, inden Mette får taget et billede, netop som de 3 børn kigger ind i kameraet. “Mmoaar” udbryder Mille.

“Gitte har da ret, i ser altså søde ud, så behold du bare sutten i munden, indtil du har noget pænt at sige, som f.eks. Tak?” svarer Mette, imens hun smiler hendes mor smil til Mille, som for at sige at det bare er for sjov, og at hun godt på tage sutten ud, hvis hun ikke kan lide den. Mille ved dog ikke hvad hun har lyst til, og ender med at beholde sutten i munden, ligesom Anton og Maya, og imens de har siddet og pakket de sidste gaver op, har sutten fået en helt ny betydning for Mille, som helt havde glemt hvor afslappende det er og hygge sig med en sut i munden, og efterhånden som alle gaverne er blevet pakket op, og de alle sammen sidder og ser en sen julefilm, begynder de 3 børn så småt at falde i søvn, det ender derfor med at Milles far kører Anton, Gitte, Maya og hendes mor hjem, og tager de gaver med som kan være i bilen, resten må blive hentet eller leveret, på et senere tidspunkt. Mille er så lykkelig og træt, at hun slet ikke lægger mærke til, at hendes ble bliver skiftet, inden hun bliver lagt ind i hendes seng, hun når kun lige at registrere at hun får sutten tilbage i munden, inden hendes tøj bliver skiftet ud med nattøjet, og hun begiver sig til at drømme, om de mange gaver hun har fået, og især billedet hun fik af hendes kommende lillesøster, giver hende nogle dejlige drømme, ligesom da hun fik lov til at holde sin lille nevø for første gang. Til alt held udeblev snestormen, indtil Milles far igen var sikkert hjemme, og sådan endte Mille med at få præcis den jul hun havde ønsket sig, sammen med sin familie og venner.

Læs også Milles Nytår

10 Synes om

Tak for en rigtig god og sød historie! Og ikke mindst imponerende at levere den i et julekalender format. Det er ikke nogen nem disciplin :slightly_smiling_face:

1 Synes om

tak for julekalender. Håber af høre mere om dem hvordan det er af komme i skole i det ny år med ble på

1 Synes om

Mange tak, det var heller ikke så nemt eller ligetil, som jeg havde forestillet mig, særligt fordi jeg endte med at skrive og (færdig)planlægge historien, samtidigt med at den skulle “udgives”, en bedrift der i et vist omfang lykkedes, som jeg selv ville det, samtidigt med, at jeg har været fysisk på arbejde hele december igennem i disse Corona tider. Det var flere gange en ‘skal’- ‘skal ikke’, men 28. november, trykkede jeg på knappen, og fik skrevet på de første 3-4 kapitler, inden juletravlheden og nedlukningerne ændrede på hverdagen. Projektet startede allerede d. 26 august, hvor 70% af handlingen blev udtænkt, men først d. 24. og 25. fandt jeg ud af hvordan julehistorien skulle afsluttes.

Det sværeste, har helt klart været at holde, antallet af ord nede, hvilket var svært uden at gå på kompromis med handlingen, især med tanke på, at jeg ikke er en rutineret forfatter.

Med over 55.000 ord (hvis jeg tæller dem med som ikke blev til mere end kladder), og 75 A4 sider, og nå ja, at der ikke er andre, der har skrevet julekalenderhistorie i år, kan jeg vel godt tage titlen som Årets Ageplay Julekalenderskribent 2021 :trophy: (altså her på sitet)

Tak til alle der løbende har givet deres opbakning til kende, enten ved beskeder på chatten, private beskeder på sitet eller ved at have trykket på ‘Synes godt om’ :heart: eller en anden reaktion :+1: for hvert kapitel

Særligt tak til dem der med deres reaktioner, har vist at historien var tiden værd at skrive

Uden jer, var det ikke sikkert, at jeg kom i mål med historien, i har sørget for, at interessen for, at skrive historien færdig, ikke forsvandt og hvad der til tider føltes som ‘det umulige’

@Volvo, @babykoen, @Wayne, @2630diaperlover, @Rød_MogMs, @Mosle, @blehans, @Blebrian, @Camille, @SwappaDiaper, @optaget, @DaddyEmil, @bman2, @1skrubtus, @Mimi, @Minimus, @M90, @hafelafen, @tenatrucker, @Denglade

Og selvom ikke alle er nævnt, så har tallene vist, at godt 67 personer har fulgt med i historien.

Så det synes jeg selv er ret godt gået, men hvad der er gået galt med 11. december - Julegaveindkøb (de sidste gaver), ved jeg ikke, det er det eneste kapitel, som ikke har fået nogen reaktioner.

Jeg tror jeg vil holde en pause, i hvert fald en lille en, og hvis jeg får strikket en fortsættelse sammen, vil jeg prøve, at opfylde de ønsker som i må komme med, uden at komme med nogen konkrete løfter.

Og selvom jeg i Jimmy’s speciale jul (B,F,g,M,F,M,M) af @Aabdreng, gav udtryk for, at jeg gerne ville have haft 24 forskellige kapitel-dage, så har jeg fuld respekt for, at det ikke bare er noget man gør, og hvis man endnu ikke har læst den, så har den min varmeste anbefaling herfra.

Citat: .. jeg havde håbet på at læse om 24 forskellige dage

Hvis i ikke har fået læst, julehistorier nok, kan i finde flere julehistorier her

7 Synes om

Tusind tak for en rigtig god og spændende julehistorie, selvom vi skulle et stykke hen inden bleerne kom med og den for alvor fangede mig. Rigtig godt skrevet, og virkelig flot du kom i mål med 24 gode lange kapitler :heart_eyes:

1 Synes om

Det var en dejlig sød og nuttet historie :smiley: den var meget dragende og jeg har næsten ikke kunne vente med de nye afsnit fra dag til dag :see_no_evil:

Godt skrevet :smiley:

2 Synes om

Tak for en god og sød historie :blush: - den er godt skrevet, og ja jeg synes da også det kunne være hyggeligt med en fortsættelse :wink: :smiley:

Så er der skrevet en lille fortsættelse: Milles Nytår

1 Synes om

Tak for en sød historie!