13. december - Nyt mareridt begynder
Mille og Anton bliver begge vækket af Antons mor, og sendt ud i hvert deres bad, dette gør hun for at de ikke skal blive pinligt berørte over at se hinandens bleer, Mille er glad for beskeden, og går straks ud på det badeværelse hun ved hvor ligger, for hun har ikke lyst til at Anton ved, at hun har en bukseble på, ikke endnu i hvert fald, det virker måske lidt underligt, men selvom han er ældre, så er en stadig en dreng, og så er det jo ikke sikkert at han forstår Mille, tænker hun netop som hun træder ind på badeværelset, og alligevel kan hun ikke lade være med tænke på, om det nu også havde været anderledes hvis Anton var en pige, altså med et pigenavn også, for hun kan godt se at det er lidt fjollet egentligt, Anton bruger jo rigtige bleer, mens hun kun har en bukseble på, og han har jo brug for dem, Milles er jo bare for en sikkerheds skyld, fordi hun havde haft mareridt, og den er også tør, så det sker nok ikke igen, tænker hun videre idet hun tager blusen af, og trækker bukserne og underbuksen (jeg mener blebuksen) af, og træder ind i badet, hun har i dag intet problem med at komme i bad inden hun skal i skole, for hun har ikke lyst til at lugte af dreng, der er ikke rigtigt nogen anden grund, end at hun jo er pige, og derfor skal lugte som en pige.
Idet hun kommer ud fra badet, ser hun at der igen, er blevet lagt noget tøj frem til hende, drengetøj og værre endnu, der er ikke noget at vælge i mellem, ikke engang det tøj hun har sovet i, selvom det også ville være ulækkert, for hun skal jo i skole i dag, da hun slet ikke har lyst til ikke at have noget på, begynder hun at iklæde sig tøjet, som heldigvis lugtet dejligt friskt af tøjsæbe.
Ved morgenbordet, har Mille ikke lyst til at klage over Antons tøj, men hun føler alligevel, at hun er nød til at gøre et forsøg, på at “blive sig selv igen”, så hun spørger sine forældre, om hvornår hun kan komme til at kunne gå i sit eget tøj igen? “Nu får vi at se, jeg skal snakke med forsikringen i dag”, siger hendes far, “er der noget bestemt du savner? Altså hvis jeg nu få mulighed for at hente noget? Jeg ved godt at du måske gerne selv vil med, men måske jeg kan have noget med til dig i aften?” svarer hendes far “I aften? … Lucia!, Jeg skal vel ikke gå Lucia og ligne en dreng?” siger Mille plusligt lidt panisk, “Naturligvis ikke, når man går Lucia har man jo en hvid kjole på, også drengene…” svarer hendes mor “Ja det er jo nærmest omvendt, at det er drengene der skal klæde sig ud som piger, altså kjole delen…” fortsætter hun “Men mor, kan i så ikke bare købe noget nyt tøj til mig?” når Mille at spørge, inden Anton kommer ind i stuen og sætter sig ved spisebordet. “Hun må derfor finde sig i, at hun må vente på et svar” “Godmorgen Mille” siger Anton idet han sætter sig overfor hende.
Ikke længe efter, kommer Gitte ind med det sidste til morgenbordet, så er der serveret “Hvis du har lyst Anton, så har Milles far tilbudt at køre dig i skole, sammen med Mille” siger hun da hun selv sætter sig ned for enden af bordet, “Er det rigtigt, hvor nice, tak” lyder det fra en overrasket Anton, “Ja det er jo samme skole, så hvorfor ikke” svarer Milles far “Men du må selv høre Mille, om du må låne pladsen på forsædet” slutter han, imens har smiler til dem begge. Gitte siger så “Jeg hører at du skal gå Lucia i dag Mille, Anton gik Lucia sidste år, men det var på hans gamle skole” “Er det rigtigt? Var du så Lucia brud eller fik du ikke lov?” driller Mille lidt. Anton fanger heldigvis hendes åbne kropssprog, så han lader sig ikke gå på af det, men svarer blot “Nej, bare almindelig Lucia, ligesom de fleste”
Det varer ikke længe inden morgenmaden er blevet spist, og Anton og Mille nu skal til at gøre sig klar til at blive kørt i skole, og imens de får pakket deres tasker, tager de voksne af bordet, dvs. Mette prøver nu lige at snakke lidt privat med Mille, da hun endnu ikke har fået svaret hende på hendes spørgsmål, og til alt held, så er Anton på toilettet, så timingen er helt perfekt, “Mille skat, jeg kan ikke love noget, men jeg vil prøve at finde noget tøj til dig, men det bliver desværre nok først, noget du kan bruge i aften, så du må se om du ikke kan klare skolen, med det du har på nu, indtil du får Lucia kjolen på. Når først du har fået den på, så ser man det ikke, og jeg er sikker på, at din klasse nok skal være forstående, vi ses senere ikke skat” Mille ved ikke helt hvad hun skal sige, det er ligesom lidt meget for hende, at skulle tage ind på en gang, hun forstår dog godt hovedbudskabet, og får derfor svaret sin mor “OK, og tak mor, meget gerne nogle behagelige trusser ik?” slutter hun, som de hører døren til toilettet gå op. “Vi ser på det far og jeg” slutter hun idet hun omfavner Mille, i et moderligt kram, som Mille gengælder.
Mille har ikke lyst til at blive set i drengetøjet, så Anton får lov til at sidde foran, ved siden af hendes far, på vej til skole, undervejs snakker Mille og Anton sammen, og Mille får blandt andet spurgt Anton, om hvor længe han egentligt har gået på skolen, for hun har slet ikke lagt mærke til at han var startet, “Jeg har gået i klassen over dig i snart 2 måneder nu, men jeg har skulle hjælpe meget her hjemme, idet vi næsten lige er flyttet hertil, så det er mest her i December at jeg har været i skole” siger Anton “Men betyder det så ikke at du mangler noget undervisning?” spørger Mille, “Nej, for min mor har tidligere været hjælpelærer på en specialskole, så hun har givet mig hjemmeundervisning, så jeg ikke kom for langt bagud” svarer Anton, “Smart” tænker Mille men siger så “OK” og kort tid efter ankommer de til skolen, og her finder de ud af, at grunden til at de ikke har set hinanden, er at deres klasser ligger i hver sin ende af skolen, så det giver jo mening.
I Milles klasse, er der ikke så meget tid til julehyggen i dag, for de skal lige have øvet Lucia en sidste gang, inden hele skolen skal over i den lokale kirke, og Mille samt hendes klasse skal vise, hvor gode de er blevet, dette er egentligt generalprøven, for den helt store optræden, skal foregå i aften foran alle forældre og med slukket lys, så det bliver helt perfekt. Da Milles klassekammerater allesammen har hørt om branden, er der naturligvis en del spørgsmål, men mest af alt om Mille og hendes forældre er OK, og den slags nemme spørgsmål, og hvad Mille endnu ikke ved, så har hendes lærer en overraskelse til hende, idet hun har valgt Mille til at være Luciabrud, det har været planlagt i noget tid nu, men i dag føles det bare endnu mere rigtigt, det betyder nemlig at alt drengetøjet bliver dækket til, hvis hun da ikke ender med at tage noget af det af, hvis kjolen viser sig at blive for varm at have på. Mille bliver i hvert fald, overlykkelig og får næsten tårer i øjnene, men formår at holde det inde, men gælder det også i aften tænker Mille stille for sig selv.
Lucia bliver øvet og fremført i kirken, til stor fornøjelse for alle der finder Lucia interessant, for det er jo ikke det samme som en fodbold eller snebolds kamp, og flere af skolen drenge, har for længst fundet andre interesser, men er nu alligevel glad for, at de har endnu en dag i skolen, uden lektier eller søvndyssende kedelig undervisning (man har vel lov til at være umoden i den alder), alt i alt går det som det skal, lige indtil det sidste i hvert fald, for på vej ud af kirkerummet, skal Mille tisse, og fordi alles øjne hviler på hende, for det føler hun, kan hun jo ikke så godt, lige “stikke af” og få klaret toiletbesøget, hun prøver derfor ihærdigt at knibe sammen, og holde sig indtil de er færdige. Milles koncentration kommer derfor på overarbejdet, da hun jo skal synge, smile, holde takten og så altså holde sig, skridt for skridt bliver Mille mere og mere panisk indeni, og hun forstår ikke hvorfor hun ikke kunne mærke det noget før, “Det sker bare ikke det her” siger hun til sig selv, eller rettere tænker imellem 2 vers.
Der går ikke 2 sekunder, fra dørene er blevet lukket, til Mille løber alt hvad hun kan, nu med tårer løbende ned af hendes kinder, og som hun løber, håber og ber’ hun til, at der ikke er nogen der ser det, for underbukserne hun har på, er begyndt at blive en lille smule våde, idet Mille ikke har kunne holde alle dråber tilbage, og da hun kommer ud på toilettet, lykkedes det hende på magisk vis, at holde kjolen oppe, og trukket bukserne ned, imens underbukserne gradvist bliver mere og mere våde, for til sidst at være helt gennemblødte, og hvis Mille ikke ville have at nogen så hende før, så vil hun det da slet ikke nu, men ved heller ikke hvad hun skal gøre, og ender med at blive siddende i tæt på 20-30 minutter, til alt held har Milles gymnastiklærer, gættet hvad der er sket og er på vej hen til skolen, for at finde noget tøj og ringe efter Milles forældre, men netop som hun skal til at gå ind af porten til skolen, møder hun Milles mor og slipper således for at ringe til hende, hun kan i stedet nu blot fortælle om hendes mistanke, og plan om at finde noget tørt tøj for en sikkerheds skyld, hvortil Milles mor med glæde kan fortælle at det har hun allerede klart, og med det går de sammen tilbage til kirken, for at finde stakkels Mille.
På toilettet er tårerne tæt på at være holdt op, sammen med tankerne, nu sidder Mille bare tilbage uden at vide, hvad hun skal stille op, og med følelsen af de våde underbukser, der nu er ved at blive kolde, og ekstra meget klamme. For Mille føles det som om tiden står stille, og hun befinder sig i en drøm, som hun ikke kan finde ud af at vågne fra, ja et nyt mareridt, kan man vist kalde det. Plusligt banker det på døren, og Mille bliver så chokket, at hun endnu en gang mærker, hvordan underbukserne bliver våde og varme, der går derfor lidt inden Mille nervøst siger “Der er optaget…” “Mille skat, det er mor, er du okay?” spørger Mette, glad for at høre hendes mors stemme, ved Mille dog ikke helt hvad hun skal svare, og inden hun får afklaret med sig selv, hører hun igen sin mors stemme “Mille skat, luk lige op” Det var måske også en måde at svare på, så Mille rejser sig forsigtigt, imens hun stadig holder kjolen oppe, og bevæger sig langsomt og kontrolleret hen til døren, inden hun får den åbnet, synet der møder Mette, idet døren går op, gør at Mette dels er ved at grine, men også får stoppet sig selv, og blot får hjulpet Mille tilbage til toilettet, hvor hun helt af sig selv, igen får sat sig ned.
Uden at der bliver vekslet et ord, for Mette hjulet hendes datter, med at komme af med kjolen, så hun ikke skal sidder og holde fast i den, og endeligt kan slappe af i hendes arme, det gør dog også at resten af kroppen, slapper af og både tårer og følelser, hos Mille igen bliver sluppet fri. Så blidt og moderligt, som kun en mor kan spørge, spørger Mette nu “Hvad skete der?” hvortil Mille med hjælp fra flere dybe vejrtrækninger, og ord for ord, får forklaret det hele til hendes mor, som på en og samme tid, nu til dels er moderligt forstående, men også stærkt bekymret. Mille siger så til sin mor “Jeg ved altså ikke om jeg kan gå Lucia igen i aften, jeg mener hvad nu hvis det sker igen?” spørger Mille som tydeligt prøver at holde sammen på sig selv, og inden Mette når at svare “Nej vil altså ikke, kan vi ikke bare taget hjem, jeg vil ikke mere” og med de ord, er der kun én ting Mette kan gøre, omfavne Mille og få hende til at falde til ro igen, for uden ro, kan der ikke være dialog. Det er i hvert fald det som Mette tænker, og da hun efter nogle minutter kan mærke, at Mille er faldet lidt ned, siger hun så “Mille skat, nu har du glædet dig så meget, og så skal du ikke lade en lille ting som dette slå dig ud, dengang jeg fik dig, fik jeg selv nogle lignende problemer, og det var også pinligt, men der fandt jeg en løsning, og det er en løsning som du allerede kender…” Mille kigger lidt på hende undrende… “Nu skal du se” siger Mette, idet hun samler sin taske op, og åbner det store rum. “Kan du huske dem her?” spørger hun, netop som hun trækker resten af buksebleerne op af tasken “Det mener du ikke? Det kan jeg da ikke…” lyder det fra Mille.
“Jo, for… Hvis jeg kan, så kan du også!” siger Mette med stolthed i sin stemme “Efter jeg fik dig, så måtte jeg selv bruge noget tilsvarende, også når vi skulle ud og handle sammen, os to, dig og mig…” der går lidt imens Mille fortolker det hun hører, inden hun begynder at tro på det som hendes mor lige har fortalt hende. “Men hvad med… Hvad hvis? Nogen…” prøver Mille at spørge, “Der er ikke nogen der opdager det, ikke med kjolen der” og peger hen på kjolen, der nu ligger på bordet. Mille kræver stadig noget overtalelse, kan Mette mærke, så måske det er tid til, at få de klamme underbukser af, og komme i noget mere behageligt… “Rejs dig op skat” siger Mette, og hjælper Mille på benene. Med en finger i hver sin side, trækker Mette nu de våde underbukser af Mille og lægger på kanten af håndvasken. Fra tasken finder, hun nu også nogle vådservietter, og siger “Ja, siden du har været helt lille, så har jeg altså altid haft vådservietter i tasken… De kan bruges til alt, især hvis man ikke kan komme til en håndvask, sådan lige med det samme…”, og begynder er tørre Mille af for urin, dette er nu anden gang indenfor et døgn, at Mille mærker følelsen af kolde vådservietter, på sin krop.
Da Mille nu er blevet ren, finder Mette sin taske frem igen, og graver noget tøj op til Mille “Det her var jo egentligt hvad vi aftalte, men alligevel ikke helt hvad jeg havde forventet, nu skal du se, rent tøj og alt er godt” smiler hun til Mille, og aer hende blidt på kinden. “Og så var det jo planen, at jeg skulle komme med noget “pigetøj” til dig ik min skat?” for Mette også lige sagt, netop som hun finder en tætsiddende t-shirt frem, ja vel en slags lang top, med korte ærmer, og nogle løse jeans “De havde altså ikke din rigtige størrelse, men så kan du altid vokse lidt i dem, og så er de med til at skjule buksebleen, og hvis du vil kan du godt tage dine trusser ud over, så sidder den bare lidt mere tæt” fortsætter Mette og viser tøjet til Mille, som nu er blevet lidt mere levende igen, og selv begynder at tage tøjet på, et stykke ad gangen, og da Mille har fået det hele på, kan hun godt mærke, at bukserne måske skulle have være nummeret mindre, men som Mette sagde, så skjuler det hendes blebukser godt, “hendes” tænker Mille, og prøver at vende sig til tanken om at dette, måske er ved at være tilbagevendende, men gyser blot ved tanken.
Tilbage i klassen, går der ikke længe inden en frisk Mille dukker op, til glæde for hendes klassekammerater, og de få der interesserer sig for hendes tøj, får den korte og simple forklaring “Ja, min mor jo kom lige forbi med noget nyt tøj, som fortalt tidligere, så nu er jeg ikke en “dreng” længere” smågriner hun, og får held til at trækker nogle af tøserne med, som også godt kan se det lidt sjove…
Opgaven for klassen er nu kun, at hjælpe med at gøre klar til bankoaftenen, der skal laves skilte og pyntes op i den store forsamlingssal, inden der igen skal klædes om, og for anden gang denne specielle dag gå Luciaoptog, stemningen er nu en helt, helt anden, for nu er belysningen perfekt og stilheden der langsomt erstattes af elevernes skønhedssang, i takt med at skæret fra lysene kommer nærmere og nærmere, forbi de mange forældre og slutter oppe ved teaterscenen, hvor hele klassen til slut kan byde endeligt velkommen og åbne for salget af jule bag, æbleskiver og lækre varme drikke, inden julebanko går i gang.
Da Mille har fået hjælp af sin gymnastiklærer, til at komme i Luciakjolen, og tilbage til sit nye tøj, har Mille nu lært at der i hvert fald er én lærer, der nu kender hendes nyfundne hemmelighed, men er nu glad for at det er gået som det skal, og da hun finder sine forældre i den store sal, bliver hun glædeligt overrasket over, ikke kun at se Fru. Mortensen, men også Gitte og hendes søn, ved samme bord, indtil hun jo kommer i tanke om at Anton jo også går på skolen, og at Fru. Mortensen jo havde bestilt en plads, allerede første gang hun var på besøg hos dem privat.
Bankoaftenen gik som den slags plejer, med en masse præmier, og visse borde der bringer mere held end andre, hvis det da ikke er aftalt spil, som nogen af eleverne tænker, og da Mille og de andre kom hjem, med hjælp fra Fru. Mortensen, som kørte Mille far og Antons mor hjem, var både Anton og Mille så trætte, at de dårligt nok fik taget tøjet af, og skiftet til deres nyvaskede nattøj, inden lyset på børneværelse var blevet slukket og en ny nats søvn kunne begynde.