Milles Julehistorie (g,M,F,g,g,F,b,F,F,F,F,M)

7. december - SSP

Mille har heldigvis sovet roligt i løbet af natten, men er ked af at hun stadig skal tage bussen i skole, fordi bilen stadig befinder sig på værkstedet, selvom den ER blevet lavet, værkstedet vil nemlig ikke udlevere bilen, før regningen er blevet betalt, og hendes far har måtte sande, at regningen var dyrere, end hvad han og mor har af penge, det er så slemt, at de har måtte bruge alle de penge der skulle bruges til julen, og tage overarbejde for at kunne tjene de sidste penge der mangler. Julebanko bliver der i hvert fald heller ikke noget af

Efter en morgen der eller ligner de foregående, og endnu en hyggelig dag i skolen, der næsten er ved at være slut, viser det sig, at dagen alligevel skal skille sig ud fra de andre dejlige skoledage. Lige inden eleverne i Milles klasse får lov til at holde den sidste pause, bliver Mille, Maya og Frida bedt om lige at blive i klassen, imens de andre får lov til at gå til pause først, for at give dem en fællesbesked.

Frida, Maya og Mille, jeres forældre er blevet indkaldt til et møde, med skoleinspektøren og han vil sikkert også gerne snakke lidt med jer, så i må gerne pakke jeres ting sammen, og tage jeres tasker og overtøj med ned på kontoret, da i bare kan holde fri, så snart mødet er færdigt. Jeg ved ikke hvor lang tid mødet varer, eller hvad i skal tale om, men jeg regner med at vi ses i morgen, til en ny dag med Julehygge, så meget har jeg dog fået at vide, så tak for i dag tøser, kan i komme godt hjem.

Mille er hurtig til at gennemskue, hvorfor de skal til møde med inspektøren og deres forældre, og bliver hurtigt bange for hvad de andre mon tænker når de opdager at Mille og de 2 andre ikke kommer tilbage fra pausen, og stiller derfor spørgsmålet til deres lærer, inden hun går i gang med at pakke sammen.

“Jeg kan godt forstå at du spørger Mille, den korte forklaring jeg vil give dem, er blot at i skulle til et møde, og hvis nogen ikke er tilfreds med det svar, så kan jeg jo sige at i skulle til møde hos sundhedsplejersken, hvis i lover at det bliver imellem os?”

Nede hos skoleinspektøren, bliver de mødt af deres forældre, og får anvist hvor de kan hænge deres jakker og lægge deres tasker, inden de sammen med deres forældre bliver præsenteret for SSP konsulenten Fru. Mortensen, som fortæller dem, hvorfor de er blevet kaldt ind til dette møde.

“Som i sikkert har gættet, så skyldes dette møde, jeres kontakt med politiet i fredags, og som SSP medarbejder, er det min opgave, at fungere som bindeled imellem skole og politi, og være med til at finde ud af, hvorfor i havnede i en situation, hvor der var behov for at tilkalde politiet, da jeg forestiller mig, at i kan have svært at turde tale om, hvad der foregik i fredags foran jeres og de andres forældre, vil jeg gerne snakke lidt med jer enkeltvis, først alene og så med jeres forældre, skoleinspektøren er med til alle samtalerne, men det er kun mig i skal snakke med, i mellemtiden må i gerne vente i sofaerne på lærerværelset, og jeg har sørget for at der er både kaffe og lidt saftevand, så i har lidt at slappe af på. Jeg har modtaget en rapport fra politiet, og har også lige læst den hurtigt, men jeg vil egentligt helst høre om hvad der foregik fra jer selv, så i får rig mulighed for med jeres egne ord, at fortælle mig om alt, jeg er klar til at lytte. Jeg tænker at vi starter med at snakke med Freja, og så tager vi Mille og til sidst Maya, hvis i har behov for at komme på toilettet, er det lige rundt om hjørnet, når i kommer ind på lærerværelset, i skal bare banke på så bliver der lukket op for jer, i bestemmer selv om i vil lade jeres ting blive her, eller om i vil have dem med ind på lærerværelset.”

Og med det går både Maya og Mille sammen med deres og Fridas forældre ind på lærerværelset, kun deres forældre tager deres tasker med.

Inde på lærerværelset, er der ikke rigtigt nogen der siger noget, kun når pigerne bliver spurgt, om de vil have noget at drikke, kommer der en smule lyd ud fra deres læber, ellers er der bare en pinlig stemning, og ingen af pigerne har rigtigt lyst, til at snakke om deres oplevelser i fredags.

Inde på skoleinspektørens kontor, går Fru. Mortensen straks i gang med mødet, så snart døren er lukket og inspektøren igen har fået sat sig i hans stol. “Nå Freja…” "Frida" “Undskyld?” “Ja mit navn er Frida ikke Freja” siger Frida lidt koldt og lettere fornærmet, “Frida, da selvfølgeligt, det må du meget undskylde, vil du ikke fortælle mig om episoden i fredags, gerne fra det tidspunkt, hvor i forlader skolen, tag dig bare god tid, hvis det er svært at tale om” siger Fru. Mortensen imens hun kigger venligt på Frida og smiler. “Jo, det startede med, at vi mødtes med Milles mor ved cykelstativerne, og så tog vi bussen ind til byen, hvor …” og sådan fortsatte Frida med at fortælle og uddybe, når Fru. Mortensen havde nogle enkelte spørgsmål, og da Frida ikke havde mere at sige, og Fru. Mortensen havde skrevet sine noter færdig, bad hun Frida om at gå ind på lærerværelset og vente sammen med sine forældre, og sende Mille ind.

Da Mille kom tilbage til inspektørens kontor, fik hun at vide hvor hun skulle sætte sig, og så gik Fru. Mortensen i gang med at snakke. “Nå Mille, det er jo en kedelig sag vi skal snakke om, Tyveri er jo en alvorlig sag, kan du ikke med dine egne ord, fortælle mig hvad der skete, startende fra i ankommer til byen sammen med din Mor” beder hun Mille om. “Jae, altså vi fulgtes ad fra busstoppestedet, og hen til Caféen, hvor vi skulle mødes med min mor, når vi var blevet færdig med at købe julegaver, og så gik Frida, Maya og mig selv hen til centret, hvor vi kom forbi nogle forskellige butikker, og endte i tøjbutikken, hvor Frida fandt den her top, som hun ikke havde råd til at købe til sig selv, og helt sikkert ville få ballade over at købe for hendes forældre, og så gik vi i prøverummene for at prøve noget at det tøj vi havde fundet og gerne ville se hinanden i, og så gik vi til kassen og betalte, og så…” gik Mille plusligt i stå, og måtte tænke lidt, inden hun igen fortsatte

“Såå gik vi mod udgangen, inden ekspedienten stoppede os, og bad os om at følge med ind på hendes kontor, behøver jeg virkeligt at fortælle det hele, kan du ikke bare læse hvad der står i den der politirapport?” spørger Mille, da hun virkeligt ikke har lyst til at snakke mere om det. “Det er vigtigere for mig, at høre om hvad der skete, fra jer selv, men jeg kan måske hjælpe, hvis jeg nu stiller nogle spørgsmål i stedet, i rapporten står der at din taske blev tømt på kontoret, og den stjålne top blev fundet, inden politiet blev tilkaldt, kan du fortælle mig hvorfor det var nødvendigt at stjæle?” spørger Fru. Mortensen, Mille, som bliver noget overrasket over det uventede spørgsmål, og uden at tøve svarer Mille “Det var helle ikke…” inden hun går i stå i hendes talestrøm, og Fru. Mortensen prøver med et andet spørgsmål “Du ved godt at det er forkert at stjæle ikke?”

"Jo selvfølgeligt" er Mille hurtig til at svare, “OK, og du ved også at det kan have alvorlige konsekvenser, når man stjæler?” fortsætter Fru. Mortensen med at spørge, og Mille der nu er begyndt at blive berørt følelsesmæssigt, prøver at svare “Jo, men…” inden hun igen går i stå, så Fru. Mortensen igen prøver at fortsætte “Når man stjæler, så tager man noget fra andre, som man ikke har lov til at tage, og det er noget, som man kan ende med at komme i fængsel for, var det rigtigt at stjæle toppen?” spørger hun Mille om, som bliver mere og mere oprørt og svarer ganske kortfattet og lavmeldt “Nej…”, så Fru. Mortensen prøver igen “Hvorfor var det så nødvendigt at stjæle toppen?”

Hvortil Mille udbryder, "Det var jo ikke mig, det var Frida!"

Fru. Mortensen bliver noget overrasket over Milles udbrud, og prøver at få kontrol med situationen, og få Mille til at svare på det spørgsmål som hun egentligt havde stillet, “Det er ikke pænt at pege fingre ad andre, og ved du godt hvad det vil sige at lyve?” spørger hun. Mille er nu meget opkørt, og hun ved ikke hvad hun egentligt skal sige, da hun ikke føler at Fru. Mortensen hører hvad hun siger, eller ligefrem tror på hende, hun prøver dog sit bedste, men er ved selv at tvivle på, om hendes svar er forkerte eller ej. “Det var jo Frida…” prøver hun igen, inden Fru. Mortensen prøver at stille sit spørgsmål på en anden måde, imens hun kigger i sine noter

"Frida siger at det var din ide?" får hun sagt, inden Mille bryder sammen, og for alt i verden bare vil væk fra skolen, hun når lige at gribe sin jakke, inden hun flår døren op, og bare løber derudaf, uden egentligt at tænke på hvor hun ska løbe hen, og inden længe er hun så langt væk fra skolen, at hun ikke er til at finde, da hun har fundet et gammelt høloft at gemme sig på, som kun hun og en enkelt af hendes klassekammerater i klassen kender til.

Skoleinspektøren, som er havde overværet optrinet kunne ikke gøre andet, end at informere Milles forældre om den uheldige udvikling, og beklage at han ikke havde trådt ind noget før, men at han havde tillid til at Fru. Mortensen havde styr på hvad hun lavede, da ingen havde set hvilken vej Mille var løbet, var der ikke andet at gøre end at tilkalde politiet, og enten udsætte de resterende møde, indtil Mille var blevet fundet, eller forsøge at få det bedste ud af det, og gå videre ved at tage snakken med Maya, for at høre hendes udlægning, hvilket var hvad Fru. Mortensen valgte at gøre, da Maya fik gjorde det klart, at det VAR Frida der havde stjålet, og at hun ganske rigtigt havde tømt sin taske, men at det kun var for at hendes mor ikke skulle se, hvad hun havde købt i julegave til hende, hvorefter Fru. Mortensen uden at skulle genlæse sine noter, indså at hun havde begået en alvorlig og utilgivelig fejl, måske hun skulle have læst lidt mere i politirapporten?

Inden det bliver mørkt og politiet må opgive eftersøgningen for i dag, når Fru. Mortensen at indrømme sin fejl overfor Milles forældre, og fortæller til dem, at hun nok skal gøre ALT hvad hun kan for at rette op på hendes fuldstændigt utilgivelige og uprofessionelle fejl.

Milles mor skal ikke bruge ret mange ord, før hun har svært ved at holde ukvemsordene tilbage

"Hvad er det egentligt også for en dårlig praksis, med at snakke med vores børn uden vi er med?"

2 Synes om

8. december - Hjemme igen

Der gik heldigvis ikke mere end et par timer, efter Milles forældre og (Maya, Frida og deres forældre), måtte forlade skolen, inden Mille blev fundet af den samme betjent, som skrev politirapporten og derfor allerede udmærket vidste, at Mille var uskyldig, og derfor med rimelig lethed kunne tale Mille ned, og bringe hende hjem igen, og ikke mindst i bedre humør, fordi hun endeligt følte at der var en voksen der forstod hende, og en som hun kunne have tillid til, hun havde på intet tidspunkt, da hun stak af, tænkt på hvad hun skulle gøre, eller sine forældre, fordi de jo bare havde ladet hende være alene, og den dumme og onde social rådne pestilens, eller hvad hun nu var for en, Mille var i hvert fald, ikke interesseret i at skulle snakke med hende igen, hvad godt skulle der kunne komme ud af det? Og hvad skulle de kunne hjælpe med? Hvad ved de? Var blot nogle af de negative og uproduktive tanker, som Mille lod sig køre sig afsted med, det eneste hun forstod, imens hun løb, var adrenalinen og hendes primære plan, at komme væk…

Det var blevet sent om aftenen, da Mille var blevet kørt hjem som passager på forsædet af patruljevognen, så sent, at Mille kun lige nåede at få noget at spise, inden hun faldt i søvn af bare udmattelse, da hun vågnede var det til en noget anderledes morgen, end hun var vandt til, idet Fru. Mortensen var kommet forbi, med hjemmelavet morgenmad og hensigten om at give Mille er personlig undskyldning, og fordi Mille nu var frisk og i bedre humør, lod hun sig overtale, til at komme ind i stuen og være med til at spise, imens morgenmaden stadig var lun.

Fru. Mortensen lagde ud med at sige følgende til Mille "Først og fremmest, så er jeg glad for at se, at du igen har det bedre, og så er jeg kommet for et rette op på mine fejl, så Mille jeg håber inderligt, at du har lyst til at lytte til hvad jeg har at sige, dine forældre har allerede gjort deres, for at der ikke skulle være nogen tvivl om, at jeg kunne have håndteret situationen anderledes og MEGET bedre, end jeg fik præsteret.

Det jeg prøvede at sige til sidst, var at Frida havde sagt at det var din ide, at i skulle prøve tøj i prøverummet, og jeg kan godt se at det nemt kunne opfattes, som en anklage, og det må du meget undskylde Mille, jeg har fejlet ikke bare en lillesmule, men … noget så … Ja, helt utilgiveligt, jeg forstår godt, hvis du ikke kan tilgive mig, for det var ikke blot uprofessionelt af mig, det var også … Det var utilgiveligt!..

Jeg har snakket med dine forældre, og jeg kan forstå at det måske ikke kun var mine fejl, der lå til grund for dit dårlige humør, jeg kan forstå at i mangler penge til jeres bil, og at i ikke kan deltage i skolens Julebanko, og det kan jeg slet ikke være med til, så derfor har jeg som socialrådgiver sørget for at alt bliver betalt, og at du måske alligevel kan tilgive mig, og vil med dine ord, og kun dine, fortælle mig resten af historien, her ved spisebordet, sammen med dine forældre, som det skulle have være fra starten af.

Mille der selvom hun ikke rigtigt havde villet det, havde alligevel siddet og hørt efter, og for det meste også forstået hvad Fru. Mortensen havde sagt, i hvert fald det sidste, med at bilen og julen, var blevet reddet, det havde hun helt sikkert forstået, men hun var dog stadig, lidt følelsesmæssigt berørt og efter at have givet sin forklaring til Fru. Mortensen, havde hun spurgt sine forældre, om hun ikke kunne blive hjemme, for hun følte sig ikke helt klar, til at komme tilbage til skolen.

Milles far kiggede på Mette og Fru. Mortensen, inden han tog ordet og rettede sit fokus mod Mille. “Ved du hvad smukke, hvad siger du til at komme med mig på arbejde, og så henter vi bilen senere, og så kan vi vente med at sende dig i skole til i morgen, hvor i skal øve Lucia, for selvfølgeligt skal vi med til Julebanko, og hvis du har lyst, så vil Fru. Mortensen også gerne være med til julebanko og se jer optræde med Luciaoptoget.”

Mille ved næsten ikke hvad hun skal sige, men kan ikke komme på noget dårligt at sige, så hun ender blot med at sige “Tak far, Tak mor, og Tak Fru. Mortensen jeg tror godt jeg kan tilgive dig.”

Resten af dagen gik stille og roligt, hun glædede sig over, at hun skulle med sin far på arbejde, men glædede sig endnu mere over, at hendes far havde en kort arbejdsdag, og allermest over at hun skulle med ud at hente bilen, nøj hvor havde hun savnet den, det er altså noget andet, når man selv kan bestemme musikken i radioen, og ikke skal sidde i skiftevis ekstrem varme og derefter kulde, fordi dørene åbner igen og igen, og den eneste plads der var ledig, var lige ovenpå radiatoren, som også lugtede, hun fik endda lov til at sidde på forsædet, så hun kunne følge med i alt hvad der foregik i trafikken, og inden de nåede at køre ud af byen, fik Mille spurgt hendes far, om de ikke lige kunne købe endnu en gave til mor, hvilket hendes far synes var en god idé, så de brugte lidt af tiden inden de kørte hjem med bilen, til at få købt lidt ekstra julegodter ind og Milles hemmelige gave til hendes mor. Hendes far lovede hende nemlig, at lukke øjnene eller kigge væk, imens hun sammen med ekspedienten, fik pakket gaven ind, hendes far havde også nogle ting han mente de skulle købe, nemlig et hygge lagen til sofaen, og nogle ekstra hyggetæpper, så man både kunne holde varmen, og at det ikke gjorde noget, hvis man spildte lidt på sofaen, så ville lagnet nemlig bare kunne blive vasket, og skiftet ud efterhånden som det var nødvendigt, de havde dog ikke mulighed for at købe et juletræ med hjem, men fik da købt en ny juletræsfod, det ville heller ikke være rigtigt, hvis de skulle købe juletræ uden Mille mor.

Hjemme var Mille hurtig til at pakke juletræsfoden ud, og vise præcis hvor træet skulle stå, hun havde fået at vide, at træet ville blive købt om fredagen, når Mille havde fået fri fra skole. Mille mor og far glædede sig over at de nu igen havde tid til at være sammen, som familie og imens Mette fik lagt det nye lagen på sofaen, fik Milles far stillet nogle ting ud i annekset, som de havde aftalt at købe for en sikkerheds skyld, det var noget som de havde bestilt til afhentning, så Mille var bare blevet siddende i bilen, imens hendes far hentede det, og lagde ned i bilens bagagerum. Mille var overlykkelig for de nye tæpper, og spurgte straks om hun kunne få noget varm kakao at drikke, til når hun senere skulle se julekalender, hvilket hendes mor selvfølgeligt var med på, hun havde også lyst til at prøve de nye tæpper, og tænkte at de alle 3 kunne have glæde at noget varmt at drikke, her i den kolde tid…

4 Synes om

9. december - øve Lucia og julesange

I dag vågner Mille udhvilet og med massere af juleenergi, det første hun tænker på, er at de i dag skal have musikundervisning i skolen, Mille eeeelsker at synge, og går derfor også og nynner, når hun ikke ligefrem synger, og når hun laver lektier, som de ikke har nogen af i December, foregår det altid til musik, for så går det altid som det skal, hyggeligt, effektivt og med gode karakterer. Og så glæder hun sig over, at hun ikke skal med bussen i dag, for så kan hun nemlig også høre julemusik hele vejen til skole, og selv bestemme temperaturen i sædet, og så kan de endeligt få købt et stort juletræ, men det er desværre først i morgen, for der kan far få tidligere fri fra arbejdet. Imens hun ligger og tænker på alt det gode, melder tissetrangen sig, og hun vælger derfor at stå op, men fordi hun nærmest springer ud af sengen, da hendes krop er fyldt med energi, laver hun ligesom en lille sejrsdans, så snart hendes fødder lander på gulvet, og dynen har hun fået styr på, så den ligger på sengen op ad væggen, og ikke på gulvet hvor hun altid glemmer at samle den op, hendes humør ændrer dog karakter i nogle sekunder, som hun stopper med at danse, for at åbne døren, for nu er det ligesom om hendes blære plusligt er begyndt at råbe, så nu skal det gå stærkt, ud på toilettet inden det går galt.

Med dagens første krise afværget, er hendes gode humør tilbage igen, og tid til et dejligt morgenbad og få børstet tænder, der er ikke den ting hun ikke har lyst til i dag, det er endeligt ved at være jul, og om 2 dage, kan gaverne komme under juletræet, og så er alt bare perfekt. Efter badet går Mille tilbage til sit værelse, og får valgt dagens tøj, som ikke er for stramt, og er helt perfekt til sang og dans. Hun har måske brugt lidt længere tid på tøjet, for plusligt står hendes mor Mette i døren, og siger “Godmorgen skat, så er der morgenmad, når du er klar” hun når lige at høre Mille svare, inden hun igen går ind i stuen “Godmorgen mor, jeg kommer nu”. Efter højst 1 minut sidder de alle 3 ved morgenbordet, og både Milles mor og far, kan ikke undgå at se det gode humør, som Mille så dejligt udstråler.

Imens de disser og spiser, snakker de om det de skal lave i weekenden, og så hører de i radioen, at der er meldinger om snestorm lørdag aften, så de aftaler at de nok lige kan nå de sidste julegaveindkøb, hvis de kommer afsted tidligt, og er glade for at det er fredag de har valgt at købe juletræet, for så skal de ikke kæmpe med sneen, eller et snetungt juletræ, men kan blive indendørs og lave en masse julehygge, måske det er tid til at lave julekonfekt, nu for vi at se? Tiden løber, og de skal til at skynde sig, hvis Mille ikke skal komme for sent i skole, så mor klarer afrydningen, imens Mille og hendes far får sko og overtøj på, Mette når lige at komme med Milles madkasse, inden de smutter ud af døren, tasken havde hun husket, men synes godt nok også, at den vejede mindre end del plejede.

I Milles klasse, har der siden hun sidst var der, været startet nogle rygter i hendes klasse, for det ikke var alle der troede på at Frida, Maya og Mille, som de eneste skulle snakke med sundhedsplejersken, og da slet ikke da Mille ikke mødte i skole om Onsdagen, nogen havde set at der ikke var lys tændt oppe ved sundhedsplejerskens kontor, andre havde set nogle forældre eller “voksne”, stå nede ved kontoret, og en enkelt mente at have set en politibil ankomme til skolen, da han havde fået lov til at gå lidt før, fordi han skulle til tandlægen, så der var flere der mente at Mille måtte have gjort noget forkert, siden hun ikke havde været I skole dagen før, for Maya og Frida var jo kommet i skole.

Det var i hvert fald ikke en rolig og hyggelig klasse, som Mille vendte tilbage til, og der var da også så meget uro, at Milles lærer måtte bede om ro flere gange, inden hun startede timen med først at fortælle lidt om hvad de skulle i dag, og for at hjælpe Mille så spurgte hun Mille, om hun havde det bedre i dag, det kom der straks nogle dumme bemærkninger om, fra en af drengene, og læreren var hurtig til at sætte drengen på plads, “I denne klasse, ja faktisk denne skole, tolererer vi ikke mobning, kan du Tobias mon lige fortælle os, hvad det var du lige gjorde galt?”

Tobias kan straks mærke opmærksomheden og den pinlige stilhed fra alle de andre, og det var ikke lige den følelse han gik efter, da han slyngede hans ellers så smarte bemærkning ud i lokalet, og da han tydeligvis ikke havde mere at sige, at dømme ud fra den nyligt fremkomne røde farve i ansigtet på ham, og det let sænkede hoved, der helst kun ville have øjenkontakt med bordpladen foran sig, så fortsatte læreren hvor hun igen prøvede, at få Tobias til at forstå sin handling og undskylde til Mille.

“Det du gjorde, var groft drilleri, det vi også kalder for mobning, din i nuet ellers så sjove og smarte bemærkning, er ikke noget vi skal gentage her, men jeg er sikker på, at du udmærket godt ved, præcis hvad det var du sagde, og jeg håber at du sidder nu, og så og sige “smager” på dine ord, hvis det nu var noget der blev sagt om din søster, så er jeg overbevist om, at gårdvagten ville få rigeligt at se til, også selvom du ikke plejer at være en af dem, der har brug for at slås i tide og utide, skal vi aftale at vi 3 lige snakker sammen efter timen “Mig, dig og Mille?” så du kan give hende en personlig undskyldning, eller hvis du vil så kan vi tage det nu? Men så skal du også gøre dig ekstra meget umage, OG fortælle hele klassen ordret hvad du undskylder for.” sluttede hun.

Mille synes måske at hun lige var streng nok overfor Tobias, og så kun svagt hvordan Tobias svarede, ved at nikke let med hovedet, stadig ude af stand til, at frembringe flere ord. Heldigvis fortsatte læreren i en mere blid og venlig tone, det er godt Tobias, vi skal nok komme igennem det her sammen, men tænk nu lidt over det jeg lige har sagt, og så kan vi fortsætte i frikvarteret.

Trods hendes lange tale, og overvældende strøm af ord og ting vendt mod Tobias, så var det som om, hun snakkede til hele klassen, og at alle, især dem der havde hørt hvad Tobias havde sagt, lod sig mærke, som om det var dem selv, der blev talt til, det havde præcis den positive virkning, som deres lærer havde satset på, nemlig at hendes elever fik øjnene op, og indså at ikke alt bliver modtaget som sjov, selvom det var sjovt at sige.

Efter at have set endnu et afsnit af Nissebanden, og hørt dagens julehistorie blive læst op, var det tid til frikvarteret og alle med undtagelse af Tobias og Mille, blev sendt en tur I gården, for at få lidt frisk luft, og finde vej til skolens musiklokale, hvor de skulle have sang og musik resten af dagen.

Samtalen med Tobias, var noget mere afslappet og følsom, end Tobias havde forestillet sig, deres lærer satte sig nemlig ned, ved siden af Tobias og sagde følgende “Nå Tobias, skal du have lov til at blive færdig med at skælde dig selv ud, så vi kan komme ned og hygge med de andre? Kan du huske hvad du sagde til Mille? Og er det noget, som du med din nuværende viden (og modenhed), har lyst til at gentage, eller har du forstået hvorfor og hvad der var galt med det du sagde, så du I stedet kan forklare til Mille hvorfor du vil sige undskyld?” hvortil Tobias efter noget tid, løftede sit hoved lidt og sagde “Det tror jeg nok”, deres lærer Lagde hånden på Tobias’ ene skulder, og sagde så “Det lyder godt, så skal du få lov til at give det et forsøg, jeg går nu ned til musiklokalet, og lukker de andre ind, og så kan i komme ned til os, så snart I har fået klaret undskyldningen, og Tobias hvis ikke Mille er med, og I godt humør når du kommer ned I musiklokalet, så skal du I stedet gå ned og tage en snak med skoleinspektøren, for så er der åbenbart noget, jeg som lærer ikke kan få dig til at forstå, tror du vi ses om 5 minutter? Eller skal jeg komme op igen og hjælpe dig med udtalen af ordet “Undskyld”, så det lyder helt rigtigt, og ikke er til at misforstå, eller er du blevet stor nok, til at du kan klare det imens jeg venter på jer?”

Tobias der for længst havde forstået, og fortrudt hans brug af sine ord til Mille, som han egentligt godt kunne lide, sagde blot til deres lærer “Du har ret, men mindre kan nu også gøre det” idet han vendte sig om og fortsatte med sit fokus rettet mod Mille “Mille jeg håber at du vil tage imod min dybeste undskyldning, de ord jeg valgte at udtale tidligere, var du på ingen måde tjent med, og det undskylder jeg meget for, og jeg håber at du er tilfreds med, at undskyldningen ikke er ligeså lang som, den skældud jeg fik og fortjente” imens han vippede med hovedet mod deres lærer, med et halvt smil.

Mille der egentligt for længst havde tilgivet Tobias, alene ud fra hans reaktion på den skældud han fik, og næsten ikke kunne vente med at komme ned for at synge og træne Lucia, svarede endnu mere kortfattet “Ja det kan jeg godt, og Tak!” og med det gik trioen sammen ned I musiklokalet, og Mille og Tobias valgte at sidde ved siden af hinanden og deles om en sangbog, alle skulle lære Lucia sangen, for det var godt nok frivilligt, om man ville gå med I selve optoget, iført kjole eller stå stille oppe på scenen, og være de sidste til at synge med, når sangen skulle sluttes af, sjovt nok mente de fleste, at det var bedre, at være en del af fællesskabet, end at skulle stå alene.

Og da det kom til nogen af de andre sange, så blev fællesskabet, delt op således at man enten sang med, eller spillede på et instrument, og hvis man ville slippe for både at skulle spille eller synge, så skulle man bare komme med en ide for hvordan man på en anden måde kunne bidrage til fællesskabet på en anden måde, eksempelvis ved at fortælle en lille historie om hver sang, eller ved at være den der skulle introducere sangene. Faktisk var det slet ikke nogen svær opgave, at få eleverne til at deltage, for de fandt selv ud af hvad hver deres rolle skulle være, idet de tog ansvar og så frem til deres fælles optræden.

Mille og Tobias havde det endda så sjovt sammen, at Tobias tog mod til sig, for at spørge, om han måske måtte komme med hende hjem en dag, for at øve videre på både sang og Luciadansen, som jo egentligt bare er det samme som at gå, blot med dobbelt så mange trin og stop undervejs. Mille der normalt ikke fik besøg, svarede blot “jo, måske hvis ellers det er OK for mine forældre?” imens hun smilte til Tobias. “Vi kan jo spørge sammen, når jeg bliver hentet”

6 Synes om

10. december - Juletræsindkøb

Da Mille vågner i dag, kan hun straks mærke at de snart skal til at have sne, for temperaturen i hendes værelse, er lige et par grader koldere, end det har været de sidste par dage, så koldt at hun ikke har lyst til at slippe dynen, ikke endnu i hvert fald, hun skal lige ligge lidt længere, og imens kan hun jo lige tænke over, alt det de skal i dag, købe juletræ sammen med Tobias og så øve Lucia, og måske se julekalender sammen, for hun kan ikke huske hvad tid Tobias bliver hentet af sine forældre, men i skolen ved hun at de igen skal se nogle afsnit af gamle julekalendere og endnu en i klassen skal have lov til at vælge en kalendergave, dvs. det må være 3 i dag, fordi det er op til en weekend, måske det snart bliver hendes tur til at trække en gave? Som hun ligger under dynen og tænker, begynder hun at tænke på, hvad hun skal have på af tøj i dag, og bliver enig med sig selv om, at hun hellere må stå op og kigge på det, fremfor kun at ligge og tænke på det, men det er altså ikke nemt at slippe dynen i dag, så der går lige et minut mere, inden hun får rejst sig op, og bevæget sig hen til hendes skab, for at finde ud af hvad hun har lyst til at have på af tøj.

Det første hun ser, er en blomstret sommerkjole, og med et lille smil siger hun til sig selv “ja den skal det i hvert fald ikke være”, inden hendes øjne falder på noget der er mere passende, hun når og ikke at kikke meget mere, inden hun af ren refleks, vender sig om og løber over til døren, og samtidigt kommer til at smække med skabslågen, idet hendes ene hånd holder fast i lågen, for at holde den åben, eller blot for at have noget at støtte sig til, i kun 2 skridt er hun hurtigt ovre ved døren, og får den ligeså hurtigt åbnet, og listet sig forbi, inden hun igen må løbe over til toilettet, for kulden i hendes værelse, var plusligt alt hvad der skulle til før hendes tissetrang meldte sig, noget hun egentligt burde have vænnet sig til, eftersom toilettet de sidste mange dage, har været første punkt på dagsordenen, efterfulgt at et bad nogen af dagene og ellers morgenmaden, som hun nu kan mærke er et ret så vigtigt punkt, idet hun nu er blevet særdeles sulten, og har fået tisset af, så nu er det blot at vælge, om hun skal i bad før eller efter hun har fået spist.

Hun bliver enig med sig selv om at hun mest har lyst til at få noget at spise, og da hun heller ikke ved hvad klokken er, tænker hun at det nok at bedst at få spist, og så klare badet bagefter, hun kan nemlig godt drikke en kop varm te lige nu, så efter at have vasket sine hænder, forlader hun toilettet, men bliver lige plusligt i tvivl om hun fik trukket ud i toilettet, så hun går lige tilbage for at kigge, “pyha, hun havde husket det” siger hun inde i sig selv, hun synes selv det er ulækkert, når andre har glemt det, så hun prøver selv at huske det, men må desværre erkende, at det har været smuttet et par gange eller flere allerede, for det er nemlig ikke altid at hun direkte har været gået tilbage for at tjekke det, så det er ikke helt til at vide, hvor mange gange hun faktisk har glemt det.

Det første der møder hende, da hun for anden gang denne morgen, forlader toilettet er duften af voksenkaffe og friskbagt morgenbrød, jo den er god nok i dag er der både bagt morgenboller og morgenbrød, så der er friskt brød til weekenden, hun kan egentligt bedst lide bollerne, men synes nu også det er rart med lidt forskelligt, så længe det er friskbagt, og allerhelst hjemmelavet. Duften af kaffe virker som et signal for hende, så hun følger duften og får hurtigt indfundet sig i stuen på sin faste plads ved spisebordet, hvor hendes mor allerede har sat en kop med kogt vand frem til hende, så hun bare skal finde et tebrev og putte ned i koppen sammen med vandet, før hendes te er klar til lidt mælk og en lille smule sukker, og fordi det er fredag i dag, så står der Nutella klar på bordet, så den første bolle Mille spiser i dag, er næsten allerede smurt, inden den også er blevet spist, for Nutella kan man ikke tage fejl af, det er en fredags gudespise for Mille, skarpt efterfulgt af smøreost med den helt rigtige smag, som skifter et par gange i løbet af året, ligesom årstiderne og skifter.

Efter morgenmaden, får Mille husket hendes bad der venter, og glæder sig igen over, at hun ikke skal med bussen med vådt hår, men igen kan blive kørt i skole, i deres egen bil, hvor temperaturen altid er den rigtige og musikken bare er helt perfekt. Da Mille er færdig med badet og kommer ind på sit værelse, bliver hun kortvarigt overrasket over at hendes mor Mette, står foran hendes skat og har fundet noget tøj frem til hende. “Mille skat, du skal til at skynde dig, for far vil gerne køre lidt tidligere, for at være sikker på at i kommer frem til tiden, og ikke bliver fanget i trafikken undervejs, jeg tænker at det her tøj, er noget du kan have på i dag” og holder et sæt op, bukserne i den ene hånd, og en bluse i den anden “Der er i hvert fald ikke tid til at lave det om, da far allerede sidder ude i bilen, og er klar til at køre” Mille ved godt at hun ikke bør lade sin far vente, og kan heldigvis godt lide det som hendes mor har udvalgt til hende, så det varer heller ikke længe, før Mille er kommet i tøjet, og er klar til at tage sko og overtøj på. Hun begynder at kigge sig omkring, og ender med at spørge sin mor “Hvor er min taske henne?” hvortil hendes mor svarer “Den har far, så den er allerede ude i bilen, og din madkasse, har jeg lagt i taskens forreste rum, som vi plejer” siger Mette inden hun åbner døren for Mille.

"Hav en god dag, vi ses efter skole" lyder det fra Mette, idet Mille skynder sig, at komme ud til bilen, “Tak, det skal jeg nok”, svarer hun da hun når hen til bilen, og skal til at åbne døren, så hun kan sætte sig ind, og de kan komme afsted.

Da de kommer hen til skolen, står Tobias og venter foran døren til skolens hovedindgang, han har nemlig set at Mille var ved at blive sat af, og havde besluttet sig for at vente på hende, så de kunne følges ad hen til klassen, “Godmorgen Tobias, så er det snart weekend” siger Mille da hun er kommet tæt nok på Tobias, til at han vil kunne høre hende “Godmorgen Mille” svarer han, og Mille spørger “Hvornår bliver du hentet, jeg mener hvor længe kan du være hjemme hos os?” “Mine forældre skal ud og spise på en slags restaurant, så de kommer og henter mig efter Julekalenderen, så vi har massere af tid til at hygge.” svarer han imens de er på vej op af trappen, da de kommer ind i deres klasselokale, er stemningen helt anderledes, alle er glade og der bliver lystigt snakket om, hvad de hver i sær skal lave i weekenden.

Det varer dog ikke længe inden der igen er ro i klassen, da dagens julehistorier skal til at blive læst højt, og de skal have set hele 3 afsnit af hver julekalender, som de er i gang med, eller det vil sige, så mange afsnit de kan nå, for det er en kort dag i dag, og de skal også nu at finde 3 der skal trække en kalendergave, fra gavesækken, ingen må kigge ned i sækken, og alle har bidraget med en lille gave til sækken, så der er en potentiel risiko for at man enten trækker sin egen gave, eller får noget som man straks har lyst til at bytte, men selvfølgeligt også muligheden for at beholde, selvom det måske er en dreng der trækker en pigeting eller omvendt, de har ellers fået besked på at deres gaver, skal kunne bruges af begge køn, så de fleste har købt skoleting, eller legetøj, det er i hvert fald det som der har været i de gaver, der er blevet pakket op indtil nu.

Tobias er en af de heldige, der i dag får lov til at trække en gave, og da de alle 3 pakker deres gaver op, viser det sig at den ene har fået et nyt penalhus, og den anden en samling små dyrefigurer, der viser sig at være viskelædere, som man kan sætte fast på sine blyanter, der hvor der normalt sidder et viskelæder på blyanterne, men ved nærmere afprøvning, viser det sig, at man også kan sætte den i den anden ende, således at spidsen bliver beskyttet, og derfor er dobbelt så praktiske, samtidigt med at de er seje. Tobias “vinder” et mini brætspil, som kan tages med uden at det fylder for meget, så nu har Tobias og mille endnu en ting de kan lave, når de kommer hjem til Mille.

Imens deres lærer henter et nyt fjernsyn, kan klassens elever sidder og lave julepynt, det vil sige de skal være stille når de skal se julekalender, så de fleste fletter musetrapper, eller tegner på deres juleudklip, og der går ikke længe imens læreren ikke er til stede i klassen, før Mille begynder at nynne Lucia sangen, og det varer heller ikke længe, før flere af de andre følger med, og kun fordi en af de andre i klassen, ikke kan koncentrere sig, bliver de bedt om at holde op, hvis det da ikke er fordi der er komme uro i klassen, som deres lærer vender retur med et nyt tv der virker.

Der skal ikke meget til, før der igen er ro, for juletid, er elevernes yndlingstid, med hyggen der følger med, selvom der også stadigvæk er lidt rigtigt undervisning, eksempelvis skal alle eleverne hen i skolekøkkenet og lave julebage som skal sælges og nydes til skolens julebanko, og i klassernes hyggetimer i hele december, køkkenet er i hele tiden i brug, for det er alle klassetrin, der på skift, skal bage juleting, de ældre elever er dem der skal lave de sværeste og dyreste ting, men de mindste er dem der skal lave de billigste og sjoveste ting, alle har det sjovt selvom det hurtigt bliver varmt, når man står i køkkenet i flere timer, og lidt hårdt, når man hele tiden skal høre på køkkenmaskiner, udsugninger og varmluftsovnene, det som gøre det hele udholdeligt, er selvklart den gode julemusik vi alle sammen elsker.

Efter det sidste julekalenderafsnit (for nu) er blevet vist i klassen, og alt det andet de nåede i dag, siger Mille og Tobias’ lærer god weekend til dem alle sammen, til glæde for de fleste, ikke mindst Mille som nu skal ud og købe juletræ, og have besøg af Tobias, enkelt elever i klassen når da lige og udbryde deres utilfredshed, men det er fordi de gerne ville have lov til at se det næste julekalenderafsnit. Glæden indfinder sig dog heldigvis hurtigt, idet det går op for de sidste, at de nu kan komme hjem, og slappe af hele weekenden igennem, hjem og lege, spille spil, se mere julekalender, tegnefilm og familiehygge.

Hurtigt finder Tobias ud af at han skal skynde sig at pakke sine ting sammen, for Mille står klar og venter utålmodigt, næsten som en Duracell kanin, der ikke kan lade være med at hoppe, hun lader sig heldigvis ikke irritere, for hun har lige så meget lyst til at have Tobias med hjem, som at have ham med ud og være med til at vælge deres juletræ, nu håber hun kun at de bedste juletræer endnu ikke er blevet solgt, for skal man have et juletræ, så gør det ikke noget at der stadigvæk er grene, og gran, som man kan hænge julepynt og juletræskæder på.

Sekundet Mille og Tobias går ud af skolebygningen, kan Mille med det samme se hendes forældre, der holder og venter på dem i deres bil, og siger med det samme til Tobias “Der er de, kom” og Tobias svarer samtidigt med at han følger efter Mille “Fedt”, for han er ikke så glad for, at skulle være udenfor i det kolde vejr, så for ham er det jo totalt luksus, at kunne hoppe direkte ind i en opvarmet bil, og ikke skal stå og vente på bussen, som så mange af de andre elever fra skolen. Efter at have sagt hej til hinanden, og sikret at alle har fået deres seler på, hvor Tobias fik lidt hjælp fra Mille, kan Milles far straks starte bilen, og sætte kursen mod juletræsland, som han kalder det, og spørger børnene om de har fået deres juletræspas med, så de ingen problemer får. Både Tobias og Mille synes at han er tosset, men kan alligevel ikke lade være med at smile, for nu er weekenden startet.

Hurtigt befinder de sig på en landevej, som bare virker længere og længere, først med marker på begge sider af vejen, og så med flere og flere træer, efterhånden som de kommer tættere og tættere på skoven, plusligt sætter far blinklyset på, og drejer ned af en tilfældig skovvej, og da Mille endnu ikke har set nogen juletræer, spørger hun “Hvad skal vi her?”

Milles far: “hente juletræ”

Mille: “Her?”

Milles far: “Ja, her er de billigst”

Mille: “Ej det kan vi da ikke!”

Milles far: “Jo kom nu, jeg har taget en brødkniv med, hvad med det lille derovre, det passer da fint, så kan i unger jo også selv bære det?”

Mille: “Det mener du ikke, det ligner jo altså slet ikke et juletræ!”

Milles far: “Jo, jeg går lige ud og kigger på det, bliv bare siddende hvis i synes det er for koldt”

Slutter han imens han forlader bilen, uden at slukke for motoren, og går hen til “træerne” han pegede på før, mest af alt, synes Mille nu at det bare ligner en busk der er vokset sammen med en anden, Tobias kan ikke få sig selv til at forlade bilen, og da slet ikke da hverken Mille eller hendes mor, viser tegn på at ville kravle ud af bilen. Det ser da heller ikke ud til at Milles far, mente det særligt seriøst, for han har ikke en gang taget kniven med, og er nu gået om bag “træet”, hvor det ser ud som om han nu er begynder at tisse, da han kommer tilbage, åbner han døren og siger “I havde ret, det træ var slet ikke færdig med at vokse, så jeg vandede det lige”, imens han med sit smørrede grin sætter sig tilbage i bilen, Mille der ikke syntes at han var særligt sjov, spørger ham en lille smule alvorligt, “Du ved godt at det bare var en busk ik? Et juletræ er sådan et med nåle, og ikke noget hvor der normalt vokser bær på…” Milles far erkender sin uvidenhed, ud siger “Så er det jo godt at vi har fået jer børn med, så vi ikke ender med et æbletræ, fremfor et juletræ” imens han smiler stolt. Tobias der indtil nu blot har observeret, kan nu ikke lade være med at synes, at det bare er en lille smule sjovt.

Milles far får sat gang i bilen igen, og da de kommer ud på den anden side, kan Mille nu endeligt se juletræer, først til den ene side, og så den anden, ja snart er de nærmest omringet af juletræer, og da Milles far kører ind til siden, hvor der i forvejen holder biler, standser han motoren og åbner døren, inden han også stiger ud, ingen af de andre behøver en invitation til at forlade bilen, for nu skal der arbejdes, det rigtige juletræ skal findes, idet alle er kommer ud af bilen, og dørene er blevet lukket, er Mille far hurtig til at spørge, om de ikke skulle have lidt varmt at drikke, og peger hen på en bod, hvorfra der sælges varm gløgg og kakao. “Jo tak” siger børnene i kor, og følger efter Milles far hen til boden.

Imens de venter på at der bliver hældt drikkevarer op til dem, kigger de rundt, og ser på alt hvad der er gjort, for den gode hyggelige julestemning, selvom det er begyndt at blive mørkt udenfor, er det stadig lyst uanset hvor de kigger hen, idet der hænger julelys overalt, og sammen med lyden af julemusikken, der svagt spilles fra alle de mange højtalere, er julestemningen helt perfekt, og med de varme drikke, kan de nu vandre rundt, og kigge på alle de mange flotte juletræer. Det første de kommer forbi og kigger på, er dog ikke juletræer, men en udstilling af håndlavede trækælke, i både store og små størrelser, så nu får Mille og Tobias helt lyst til at kælke, men må vente til sneen kommer, de har heller plads til mere på bilens tag, og så er de sikkert også dyre, når de alle sammen er håndlavede.

Det viser sig at være en sværere opgave, end de havde forestillet sig, for der er flere der gode træer, rigtigt gode endda, næsten perfekte, så bliver nød til at gøre sig ekstra grundige, med at finde det helt rigtige træ. Det kræver i hvert fald, en ny omgang varme drikke, før de kan være helt sikre, det hjælper i hvert fald på at holde varmen, og så smager det bare sååå godt, især så længe de befinder sig udenfor. Lige inden deres krus igen tømmes for de sidste dråber, står valget imellem 2 træer, heldigvis står træerne lige ved siden af hinanden, og inden valgt træffes endeligt, synes Milles far at de skal have taget et familie billede foran de 2 træer, så de får Tobias til at tage et billede, imens Mille og hendes mor og far står foran begge træer, sådan lige i mellem dem, og bagefter, synes Mette at de da også lige skal have et billede af børnene imens de peger på hvert deres træ, og andre sjove poseringer.

Da de kigger på billederne bagefter, finder de ud af at det bare var det der skulle til, nu er ingen af dem i tvivl om hvilket af de 2 træer det skal være, så nu skal de bare have det, pakket og betalt, og med hjem. Sælgeren er super venlig, og siger at hvis børnene selv fælder træet, så giver han en god rabat på træet, og skal nok vise dem hvordan de skal gøre, og bagefter kan de være med til selv at pakke træet ind, så det er nemt at have med at gøre, når det skal op og ligge på bilens tag, heldigvis har bilen tagbøjler, så de ikke skal have vinduerne rullet ned, for at kunne binde den fast til taget, det ville hurtigt blive for koldt, juletræssælgeren, går om bag hans salgsbod, og henter en stor håndsav med et sjovt udseende, den er nemlig større end den håndsav, som Milles far har, og så har den 2 håndtag.

Juletræssælgeren viser hvordan Mille og Tobias skal bære saven, og lader dem vise vejen hen til det træ de har udvalgt, den lange tid de indtil nu har tilbragt på området, gør at børnene nemt kan finde vej, og hurtigt kommer de frem til netop det, som de har besluttet sig for at de skal have. Fremme ved træet, bliver de enige om en pris, og den forventede rabat, så nu skal træet bare fælles, sælgeren viser dem hvor de skal starte med at save, og hvordan de nu skal holde på saven, når de saver, det passer med at når man lægger saven ned, så er den i perfekt balance og er intet problem for børnene at betjene, inden de går i gang, rækker han en teleskop stang til Milles far, som han kan hægte fast midt på træet, og sikre at træet vælter til den rigtige side, og ikke er til fare for nogen af børnene, teleskopstangen er smart på den måde, at den nemt kan hægtes fast om træets stamme, og bagefter kan styres på afstand via en kraftig træksnor, hvis der havde været sne på træet, ville juletræssælgeren ikke have ladet børnene fælle det, men fordi det har været tørvejr de sidste par dage, er han sikker på at det er fuldt forsvarligt.

Stille og roligt, får børnene lavet de snit som de skal i træets bund, og inden længe har de fået fældet træet, og kan nu kalde sig for junior skovhuggere, det er i hvert fald hvad der står på de 2 badges, som juletræssælgeren giver til Tobias og Mille, inden han viser dem, hvor de skal holde på træet, for at flytte det, så det kan blive pakket ind, og gjort klar til at blive transporteret, Tobias bliver placeret i bunden af træet, og Mille bliver placeret en lille smule over midten af træet, og med hjælp fra nogle arbejdshandsker, som børnene får lov til at beholde, er det intet problem for dem at bære rundt på træet, og de får hurtigt båret træet hen til en maskine, som kan pakke træet ind i et net, inden de kan løfte træet ind i maskinen, skal børne lige lægge træet ned på jorden, så de kan stille sig på hver sin side af træet, så de sammen kan løfte bunden ind i maskinen.

Bunden af træet bliver løftet ind i maskinen, i andet forsøg, for børnene var ikke helt klar til at skifte håndstilling, så første gang fik de ikke løftet træet højt nok op, så snart bunden af træet er blevet lagt ind i maskinen, kan Tobias og Mille igen slippe træet, og gå om på den anden side af maskinen, her bliver de vist hvordan nettet bliver bundet fast til træets bund, og hvordan de nu kan trække træet igennem maskinen, og se hvordan træet bliver foldet sammen, og pakket ind i et net. Så snart træet er trukket helt igennem maskinen, kan de lade træet falde ned på jorden, og binde en knude på nettet i toppen af træet. Tilbage er der nu kun at Milles far skal betale for træet og hjælpe med at få lagt træet op på taget af bilen, juletræssælgeren spørger far, om han har hvad han skal bruge, en fod til træet, eller hjælp til at fastgøre træet på taget af bilen, og om han vil have en hånd med det sidste, “Ja tak, jeg har noget reb omme i bagagerummet og hvis du har nogle tips til fastgøringen, så har jeg jo lært noget i dag” svarer Milles far med et smil.

I mellemtiden, kan Mille og Tobias godt mærke at det er begyndt at blive koldt, særligt fordi de for længst, har drukket det sidste af deres kakao, og ikke længere bevæger sig for at holde varmen, de får derfor lov til at sætte sig ind i bilen, imens Mille far og mor får hjælp fra juletræssælgeren til at fastgøre træet oppe på taget, mest af alt sørger Mette bare for at kigge på, da træet egentligt ligger helt stille af sig selv, og ikke ser ud til at trille ned. Det varer da heller ikke længe, inden Mette og kort efter Milles far, også sætter sig ind i bilen, og de er på vej hjemad, da Milles far sætter sig ind i bilen, siger han stolt at han også har købt en seo2 slukker, inden han retter sig selv, “Det vil sige, jeg spurgte efter en seo2 slukker, men sælgeren havde ikke nogen, men kunne i stedet anbefale et nyt smart produkt, som passer perfekt til bilen og hjemmet, og fylder og vejer endnu mindre, og kan gemmes i 5 år uden at skulle vedligeholdes”, Mille spørger ham, “hvad skal vi med en seo2 slukker, hvad er det?” og får at vide at “det hedder en CO2 slukker, og bruges til at slukke ildebrande med, dem han har købt kaldes for “Brandslukker på dåse”, de fylder mindre, og er lettere at betjene, men i kan få dem at se når vi er kommet hjem” slutter han. Det føltes som om de har brugt 5 timer, men i virkeligheden, har det kun taget dem 45 minutter i alt, at beslutte sig og få træet lagt op på taget af bilen, og før de ved af det, standser Milles far bilen, foran deres hus og siger “Så er vi hjemme”

Inden træet bliver taget ned fra bilens tag, går Milles far indenfor, for at hente juletræsfoden, idet han var blevet anbefalet at montere foden, imens træet stadig er fastgjort til bilen, da det er nemmere sådan som træet ligger og stadig er gjort fast. Da de har fået træet indenfor, er det tid til at træet skal rejses og pakkes ud, med foden monteret på forhånd, er det nemt for Tobias og Mille at løfte træet op, indtil det står oprejst som det skal, nu skal det så bare pakkes ud, og som Milles far siger “Så skal der trylles” Idet han går om bag træet og klipper en knude over, hvorefter træet nærmest af sig selv, folder sig ud, og lægger an til at smide nettet af sig, det skal dog lige have hjælp med at frigøre nettet helt, og så skal træet have lov til at stå i mindst 30 minutter, inden det bliver pyntet, så grenene rigtigt kan folde sig ud, inden de kan dreje på træet indtil det står helt rigtigt, og er klar til at blive pyntet.

Mille og Tobias får derfor besked på at de kan gå ind på Milles værelse og øve Lucia eller lege lidt indtil de skal spise, da Mette allerede er gået i gang med at lave aftensmaden. Mille og Tobias, får rigtigt hygget inde på Milles værelse, hvor de får øvet Lucia og sunget alle de andre sange, som de skal optræde med, først til aftensmaden kommer de igen ind i stuen, og de spiser begge med stor appetit, af både sovs og kartofler, med også af rullesteg og lidt grøntsager, man bliver jo sulten af at bruge så meget energi.

Efter aftensmaden er det blevet tid til at træet skal pyntes, dvs. at lyset skal sættes på, da det er det som tager længst tid, og kræver flere hænder og øjne til at vurdere præcis hvordan lysene skal sidde. De når lige at få sat den sidste den af lyskæden fast, 20 minutter før julekalenderen starter, og så er de klar til at sætte stikket til, og tænde for lyset, noget Mille har set frem til, og fordi Tobias er på besøg som gæst, får han lov til at sætte stikke til i den stikdåse som Milles far har lagt frem, da der ikke kommer lys i træet, idet Tobias har fået sat stikket til, siger Mille “Måske skulle vi også have købt en ny juletræskæde, for den gamle virker jo ikke mere”, og Milles far er klar til at svare “Nej, nu skal i se, det er sikkert bare en pære der sidder løst…” imens han går i gang med at kigge på de forskellige pærer, inden han fortsætter, “…Eller også kan det være, at vi skal have tændt på stikkontakten, vil du have æren af at prøve smukke?” imens han peger over på stikkontakten på væggen, hvor stikdåsen er sat til.

Endeligt lykkedes det, de har nu fået et juletræ og lysene virker, så nu trænger de 2 børn bare til at slappe af, og de får derfor lov til at lægge sig hen på sofaen og gøre klar til at se julekalenderen, inden Tobias bliver hentet af hans forældre.

3 Synes om

11. december - Julegaveindkøb (de sidste gaver)

Ikke længe efter den sidste julekalender var blevet færdig, blev Tobias hentet af sine forældre, og så var begge børn også godt trætte, så da fjernsynet blev slukket, gik der ikke lang tid efter, før lyset i juletræet også blev slukket, og Mille gik i seng for at sove.


Det første Mille tænker på, da hun slår øjnene op er at lyset i juletræet igen skal tændes, og resten af julepynten skal op og hænge på træet, og gaverne skal ned at ligge nedenunder bagefter, dvs. de gaver de er klar til at blive lagt ned under, for Mille mangler stadig at få købt de sidste, og heldigvis skal hun da også ud at købe dem i dag, sammen med sin mor, for det er kun gaverne til sin far hun mangler, men der er ikke tid til at ligge i sengen mere, for juletræet står og venter på at blive pyntet, og med det smider Mille dynen til side, og hopper ud af sengen, og skynder sig ind i stuen, hvor hun stopper op, og kigger lidt på juletræet, inden hun tænder for stikkontakten så der kommer lys i juletræskæden.

Desværre kan hun ikke pynte træet mere for nu, idet den resterende julepynt stadig ligger oppe på loftet, og først skal hentes ned, og Mille er ikke høj nok til at kunne nå trappen, der hænger i loftet bag loftslemmen, og har endnu ikke fået lov til at gå op på loftet alene, så det eneste Mille kan foretage sig, indtil hendes forældre står op, er at tænde for fjernsynet, og se lidt tegnefilm, men hun har kun lige sat sig, før hendes blære fortæller hende, at der er noget hun har glemt, så med et springer Mille op igen, og løber ud på toilettet, og får klaret dagens morgentisseri, inden hun igen kan indfinde sig foran fjernsynet og sine tegnefilm.

Fordi Mille ikke har været helt stille, idet hun er løbet først den ene vej, og så den anden vej, efterfulgt af toilettet der blev trukket ud i, går der ikke længe efter at Mille er vendt tilbage til stuen, før hendes forældre også er stået op, og morgenbollerne er blevet lagt i ovnen, Milles far kommer som den første ind i stuen, og sætter sig ved siden af Mille i sofaen, og spørger hende om hun har sovet godt. “Jo tak far, hvornår kan vi hente julepynten ned fra loftet?” spørger hun direkte og utålmodigt. “Det skal jeg nok hente, ned imens dig og mor er ude og julehandler” svarer han, imens han med armen halvt rundt om Mille, aer hende i siden og på ryggen, imens de begge sidder og ser tegnefilm. Selvom Mille gerne vil have juletræet pyntet, så vil hun også gerne have købt de sidste julegaver, og siger derfor bare “Tak far” inden hendes fokus igen er dedikeret til fjernsynet.

Imens Mille og hendes far sidder i sofaen, er Mette begynd at dække op på bordet, til morgenmaden, så det hele er klart, når bollerne er færdige i ovnen, og inden længe så er det hele klart, og hun kan kalde til bords, fjernsynet bliver slukket og Mille og hendes far kommer over til bordet, inden hendes far når at sætte sig, spørger Mille “Hvor er teen henne?” og Mette svarer “Den har jeg glemt, den står på køkkenbordet”, da Milles far er den eneste der står op, skal der ikke megen forhandling til, før han selv går ud i køkkenet og henter teen, i mellemtiden spørger Mille “Mor, hvornår skal vi afsted?” hvortil Mette svarer “Butikkerne åbner først om 1 time, så du kan lige blive helt klar, og se lidt mere tegnefilm, inden vi kører, med mindre du ikke kan vente, og gerne vil ud i nattøjet” imens hun smiler til Mille, som kort lige kigger ned af sig selv og udbryder “Nå ja, måske noget andet tøj er bedre” hvortil de alle 3 griner, og forsætter med at nyde morgenmaden.

Det er 14 dage siden Milles mor sidst, var ude at køre i bil, som chauffør bag rettet, og der er nu begyndt af ligge sne overalt, så det er næsten som om hun er blevet en ganske lille smule rusten i det, men nok mest fordi det er næsten 1 år siden, hun selv var ude at køre bilen, med sne på vejene, heldigvis har de for flere år siden, fået bygget en carport til bilen, så den stort set er fri for sne, der skal skrabes af før de kører. Idet Mette har fået gang i bilen, og Mille gang i julemusikken, og de begge har fået deres seler på, triller bilen stille og roligt, ind mod byen, og undervejs spørger Milles mor “Ved du hvilke forretninger du skal købe dine gaver i?” og Mille svarer “Ja, og jeg ved også hvad far skal have, butikken ligger lige overfor supermarkedet” efter lidt betænkningstid spørger Mette så “Tror du at du selv kan klare det, uden at vi skal snakke med politiet igen, imens jeg handler i supermarkedet så” driller hun Mille idet hun kigger på hende med tungen halvt ude af munden, så Mille ikke kan være i tvivl om at hun laver sjov, Mille der kender hendes mor, skal alligevel lige bruge et sekund inden hun svarer “Jeg ved nu ikke, hvad hvis butikken prøver at snyde mig, er det så ikke kriminelt?” spøger hun tilbage, inden hun selv svarer “Det kan jeg godt, må jeg holde bilnøglen, så jeg kan høre musik, når jeg er færdig, og lægge gaverne i bilen?” spørger hun idet hun svarer, og Mette nikker straks med hovedet, inden hun siger “Det kan du godt, men husk nu, du ikke har kørekort til førersædet endnu, så det er kun musik og bagagerummet…”

Da bilen er blevet parkeret, går de to hvert til sit, og Mille skynder sig at få købt det helt rigtige slips, som hendes far skal have i gave, og det går da også ligeså hurtigt som hun havde ventet, da hun har tænkt på gaven i mere end en uge nu, og har været så smart at hun havde kigget i mor og fars klædeskab, og derfor vidste hvordan alle fars slips så ud, og kunne købe noget han ikke havde i forvejen, og som stadig var pænt. Mette er påbegyndt den store indkøbstur, for køkkenet er ved at være tomt, idet de har udskudt det store indkøb, indtil bilen var klar igen, så nu bliver der lagt en masse i indkøbskurven, ud over aftensmaden og de æbleskiver som Mette tænker at de skal lave i aften, som de kan spise imens de ser julekalender, der går derfor et godt stykke tid, før Milles mor dukker op ved bilen, og begynder at flytte varerne fra indkøbskurven over i bilens bagagerum, ved siden af Milles gave til hendes far, og da hun er færdig og sætter sig ind i bilen, spørger hun Mille “Skat, hvad siger du til æbleskiver i aften?” og Milles øjne lyser op som julelys, inden hun svarer “Ja tak mor”.

Køreturen hjem, er ligeså smuk som da de kørte mod byen, nu ser de blot landskabet fra den anden side, og lytter til nye julesange, det første Mille tænker på når de kommer hjem, er at gaven skal under træet med det samme, og da Mette kører bilen ind i carporten, når hun dårligt at slukke for bilen, og dytte med hornet, førend Mille har taget selen af og er på vej om bag bilen, for at hente sin gave til hendes far, som har lagt sig på sofaen, og lige skal have nogle sko på, inden han kommer ud til bilen, og hjælper med at få den tømt, Mille derimod har smidt skoene og jakken, og er nu inde i stuen og er i fuldt sving med at gøre juletræet helt perfekt, med gaverne nederst og pynten så smukt spredt ud over alle træets grene. Da det er en hård opgave, og pynten flere gange bliver flyttet rundt, har Mille også fået tændt for fjernsynet, og holder sig nogle pauser, imens hun ser til tegnefilm, og som dagen går er det ved at være tid til noget aftensmad, som Mette er gået i gang med at lave, ting skal skæres ud, og kød skal marineres.

Udenfor er der rigtigt kommet gang i sneen, ja faktisk var det en god ting, at de kom tidligt afsted, for det her er starten på snestormen, som de hørte om for et par dage siden, og netop som Mette skal til at lægge kødet på panden, og Milles tegnefilm er kommet til det mest spændende, slukkes lyset i juletræet og fjernsynet, og i køkkenet er det ikke meget bedre, for alt strømmen er gået, og med et hurtigt kig, ud over markerne til nærmeste nabo, ser det heller ikke ud til, at de har strøm, så hvordan skal de mon nu kunne lave mad?

Efter at have tjekket sikringerne i eltavlen, og tændt for den batteridrevne radio, står det klart at strømmen er gået i hele deres område, og ikke forventes at komme tilbage lige foreløbigt, idet fejlen først skal findes og formentligt vil være svær at finde på grund af snestormen, og de store afstande imellem husene. Milles far foreslår så at de flytter køkkenet ud i haven, og får tændt op i grillen og bålet, så de kan holde varmen, og plusligt er det nu far der står for maden, og tøserne der kan hygge sig ved siden af bålet, så grillen bliver gravet frem fra skuret omme bag havemøblerne, som de ikke får brug for, da de stadigvæk kan spise indendørs ved spisebordet. Der går dog ikke lang tid efter at der er blevet tændt for ilden, inden Mille far beder Mette om lige at overtage et minut, imens han lige henter noget, han er nemlig kommet i tanke om, at han nok burde have en ildslukker med udenfor, hvis det nu skulle gå galt, selvom det nok mest bare var fordi han ikke fik vist dem frem i går, og nu synes at de skulle frem og stå, fremfor at ligge gemt ude i skuret.

Maden er reddet, men hvis der ikke snart kommer strøm til køleskabet, må det tømmes, og tingene blive stillet udenfor, hvor det heldigvis er koldt nok, til at madvarerne ikke bliver dårlige, men hvad nu med julekalenderen? Nu går Mille jo glip af dagens afsnit! Og de skulle jo have æbleskiver… Så imens de nyder aftensmaden, til lyset fra julekalenderlyset og en masse andre stearinlys, stiller Mille spørgsmålet “Hvad skal vi nu gøre?, Hvad skal vi nu lave?” inden Mette svarer “Vi skal da have æbleskiver, og så må vi jo læse julehistorier, og gå tidligt i seng, hvis det bliver for koldt” Mille bliver igen glad da hun hører svaret fra hendes mor, men stillet alligevel spørgsmålet “Kan vi det?” og nu er det hendes fars tur til at svare, “Ja, selvfølgeligt kan vi det, vi har stadig den gamle støbejerns æbleskivepande, og vi kan varme den på bålet og grillen, så det skal nok gå”

Og sådan forløber aftenen, noget anderledes, end hvad Mille eller hendes forældre havde forestillet sig, men det er nu hyggeligt igen, og det lykkedes dem for det meste at holde varmen, selvom de måtte sidde udendørs iført deres ski tøj, og blive omringet af mere og mere sne, men snevejret, gjorde det umuligt at læse julehistorier, så for at bøgerne ikke skulle blive ødelagt, gik Milles far i gang med selv at finde på nogle historier, men til sidst måtte de trække indenfor, da sneen simpelthen blev for meget, og det lille bål ikke længere var nok til at holde hænder og ansigt varme, så planen om at gå tidligt i seng, blev en vinder, selvom ingen af dem var helt så trætte endnu.

12. december - 3. søndag i advent

Kapitel 12. bør læses sammen med en voksen, og some voksne ved i godt, at det betyder ekstra tykke bleer til blebørnene…


Mille vågner idet lyset på hendes værelse, kortvarigt giver et kraftigt lys fra sig, og der lyser et højt knald, hvorefter der igen, er helt mørkt inde på hendes værelse, hun ligger og tænker lidt over hvad det var for en lyd hun hørte, inden hun er blevet så vågen at hendes blære fortæller hende, at hun lige så godt kan få den tømt med det samme, inden hun lægger sig til at sove igen, så selvom det er koldt, trækker hun dynen til side, for at bevæge sig ud til toilettet, noget langsommere og forsigtigt fordi der er så mørkt, og hun har svært ved at se hvor dørhåndtaget sidder på døren, men til sidst lykkedes det, og hun får døren åbnet, men da hun kommer ud på gangen, ser hun et underligt orange lys indefra stuen, og som hun kommer nærmere og forbi toiletdøren opdager hun, at der er gået ild i juletræet, halvt i panik løber hun tilbage til hendes forældres værelse og råber til dem at de skal stå op, fordi det brænder og løber tilbage til stuen for at finde brandslukkeren, og når at kigge i køkkenet, inden hun igen kommer ind i stuen, og kommer i tanke om havedøren, som hun åbner for at finde brandslukkeren ved siden af grillen, viden gør dog at juletræet vælter netop som Mille vender sig rundt efter at have fundet brandslukningsdåsen, modig som hun er løber hun tilbage til stuen og får taget låget af dåsen, og begynder at spraye juletræet med ildslukkeren, og får da også slukket det meste, inden hendes far dukker op med flere dåser, og tager over og får slukket gardinet og det sidste der var gået ild i.

Da Milles far ved, at det ikke er sundt at opholde sig indendørs, når der har været brand, siger han til Mille, at hun skal gå ud i gangen, og få en jakke på og stille sig ud ved vejen, så brandvæsnet ved at det er her der er brug for deres hjælp, og i mellemtiden har Milles mor sørget for at ringe til 1-1-2 og har fået tilkaldt brandvæsenet som dukker op sammen med en ambulance, ganske få minutter efter branden er blevet slukket. Det er heldigvis en lille brand, så det er ikke de store skader der er sket, men indtil elinstallationerne er blevet tjekket og alle spor efter branden er blevet rengjort, må familien nok finde et andet sted at overnatte, efter de er blevet tjekket for røg af ambulancefolkene. Jakken Mille har fået på, er heldigvis den store og lange ski jakke, som hun havde på ude i haven, bukserne har hun ikke nået at få på, så det er godt at jakken er så lang, at den dækker Milles bagdel, nu hvor hun kun har sine natbukser på til at dække for vinden og kulden.

Mille og hendes far har været heldige, idet vinden fra den åbne havedør, har skubbet røgen væk fra dem, idet de har slukket ildebranden, så det er meget begrænset hvor meget røg de har fået, men bliver alligevel anbefalet lige at køre en tur forbi sygehuset, for at blive tjekket helt, i mellemtiden er naboen kommet til, og hører Mette hvor slemt det står til, og tilbyder dem at de kan overnatte hos hende og hendes søn indtil videre, hvilket Mette straks takker ja til, inden hun finder ud af at hendes mand og Mille lige skal en tur forbi sygehuset, naboen som hedder Gitte siger til hende, at hun nok skal tage sig af huset, hvis hun har behov for at kører efter dem, ind til sygehuset og bare skal dukke op, når de er klar til at sove, hvorefter Mette finder hendes mands nøgler frem, og fortæller redningsfolkene om hendes beslutning, først sygehuset, så noget søvn og så må de finde ud af hvad der skal ske, når de står op.

Med døren til ambulancen lukket, og retningen sat mod sygehuset, begynder der nu at lugte af tis, og først nu, opdager Mille at hun har tisset i bukserne, men ved ikke om hun tør sige det, og da ingen af de voksne lader til at have lagt mærke til noget, vælger hun at vente med at sige noget, det er heller ikke nemt at snakke med den iltmaske, som hun har fået sat ud over hendes næse og mund, og før de ved af det er ambulancen ankommet til sygehuset, og de er på vej ind til børnemodtagelsen, det vil sige Milles far kommer ind i et rum ved siden af hvor voksenmodtagelsen ligger, da Mille mor Mette, også er ankommet til sygehuset. Det første Mille bliver bedt om, er fortælle om det der er sket, imens sygeplejersken laver diverse undersøgelser, og tager nogle prøver nu hvor de er i gang.

Da alle resultater kommer tilbage som ventet, og Mille har fået fortalt sin historie, stiler sygeplejersken hende et sidste spørgsmål “Mille, jeg kan godt forstå hvis du synes det er pinligt, men har du tisset i bukserne?” hvortil Mille reagerer ved at kigge over på hendes mor, inden hun sænker blikket ned mod gulvet, og siger “Ja, men jeg ved ikke hvornår det er sket, jeg vågnede og skulle tisse, men så opdagede jeg branden…” hvortil den søde sygeplejerske siger “men sødeste Mille da, det er jo ikke noget du kan gøre for, med vi kan da ikke have at du sidder her i våde bukser, skal jeg ikke lige se om jeg kan finde noget tørt og rent du kan få på i stedet?” Idet hun rejser sig op fra stolen hun sidder på, og tager Mille kropssprog som et ja, idet hun blot sidder og nikker svagt med hovedet.

Der går ikke længen, inden sygeplejersken vender tilbage, med flere ting i sin favn, og lægger fra sig på et lille rullebord ved siden af “sengen” som Mille ligger på, inden hun spørger Mille om det er noget der er sket før, hvortil Mille bare ryster på hovedet, men hendes mor Mette siger så at “Der har måske været nogle “tæt på” episoder her de sidste par uger, men ingen uheld som det her” hvorefter sygeplejersken så spørger, “OK Mille, så får du selv lov til at vælge, jeg har her nogle hospitals trusser, de er ikke noget særligt og sidder måske lidt løst på dig, og så har jeg nogle buksebleer, som jeg vil tro vil passe dig perfekt, med de er bare lidt tykke i det, fordi de er beregnet til børn, der kommer til at tisse i bukserne, så bukserne ikke bliver våde, hvad har du mest lyst til?” “Trusser, for jeg er ikke en baby” svarer hun skarpt. Sygeplejersken havde næsten ventet dette svar, og siger så “Det er også helt OK, men bare så du ved det, det er ikke kun babyer, der kan have brug for bleer, større børn og ja sågar også voksne, kan også have brug for dem, men det er dit valg, og kun et tilbud jeg kommer med, da jeg ved at vores trusser, ikke er som dem du er vandt til at gå med.” idet hun rækker ud efter trusserne, og nogle vådservietter.

Idet sygeplejersken vender sig om igen, og viser dem til Mille, siger hun “Du skal nok få lov til selv at tage dem på, men så længe du er på sygehuset, og det er jo så hun denne ene gang, så er det desværre mig, som sygeplejerske, der skal rengøre dit bleområde, ja, det det kalder vi det, selvom du ikke er et blebarn, men det er vigtigt at det bliver gjort ordentligt, og det er ikke sikkert at din mor helt kan huske hvordan man gør, da det jo er længe siden de brugte ble.” Imens hun kigger over på Mette, som med sit kropssprog giver hende ret, og Mille derfor ved at der ikke er noget at gøre. Sygeplejersken fortsætter med “Det kan godt komme til at virke lidt koldt, men jeg skal nok skynde mig, og gøre det så nænsomt som det er muligt. Vil du selv trække de våde trusser af søde?” slutter hun med at spørge, men Mille ligger nu helt handlingslammet, og gør ikke antræk til at tage dem af, og der kommer derfor ikke noget svar fra Mille der også er blevet lidt chokeret.

Den søde sygeplejerske, siger så til Mille, at hun bare skal slappe helt af, så er det hurtigt overstået, og hun kan komme hjem og sove igen, og således går hun i gang med at, tage tøjet af Mille, ved først at tage natbukserne og så trusserne af hende, og vasker hende ren for tis med vådservietterne, som rigtigt nok virker lidt kolde, hun rengør Mille indtil der intet spor af tis er tilbage, og hun nu kan få nogle rene trusser på i stedet, da sygeplejersken er færdig siger hun “Det klarede du jo flot, lad os lige få nogle tørre bukser ud over også, så du ikke skal udenfor i det kolde vejr, i synlige trusser, de gør intet for at holde varmen” imens hun rækker ud efter bukserne, som hun også havde hentet, og får dem trukket op ad Mille ben, og rundt om hendes bagdel, inden hun igen er så god som ny, og kan komme hjem.

Buksebleerne og det våde tøj, pakker sygeplejersken sammen, og giver til Mette uden at Mille lægger mærke til det, for som hun siger, “man ved jo aldrig”, hvortil Mette bare smiler og lægger dem ned i sin taske, inden hun hører sin mand, banke på døren, ind til undersøgelsesstuen, og spørger “Er vi klar til at komme hjem?” og Sygeplejersken svarer "Ja, alt er som det skal være, så i må godt tage hjem, så i kan få sovet lidt" Milles far siger “Det lyder godt, tak for hjælpen” inden Mette også stemmer i, og siger “Ja, tak for hjælpen” og giver hånden til sygeplejersken, da Mille stadig ikke har gjort noget for at flytte på sig, går hendes far hen og samler hende op, så hun kan blive båret ud i bilen. Mette som ved hvor bilen holder, viser vej og snart er de tæt på at være hjemme, men i stedet for at køre hjem, kører de over til naboen som aftalt, da hun kan se at alle brandbilerne er kørt tilbage til stationen igen.

Da de kører ind på gårdspladsen til naboen, kommer naboen ud og tager imod dem, hun viser dem indenfor og siger til Milles far, at han kan lægge hende ind i sengen til hendes søn som er 8 år, han har allerede fået at vide, at han komme til at dele sin seng i nat, så det gør ikke noget hvis han vågner, og han bliver ikke forskrækket, når han vågner. Og det er så hvad Milles far gør, så forsigtigt går han ind på børneværelset, og ser drengen der ligger og sover i den ene ende af sengen, han trækker dynen lidt til side, og gør plads til at Mille også kan ligge der, og lige inden han lægger hende ned, lægger han mærke til at, fordi Mille ikke har været i bad endnu, så lugter hun stadig lidt af bål og brand, men det må vente til hun har fået sovet, tænker Milles far, idet han stille og roligt lægger hende ned på sengen, i modsatte ende af drengen og lægger dynen hen over hende, sengen er heldigvis mere end stor nok til dem begge, og der gå heller ikke lang tid før, at også hun sover tungt i sengen.

I mellemtiden, har Mette sat sig ind i stuen sammen med naboen, og er begyndt at snakke begivenhederne lidt igennem, naboen har fået sin strøm igen, så der er både lys og varme, og der står kaffe på bordet, så da Mille far kommer ind i stuen, kan han også få en kop. Efter lige at have fået slappet lidt af, og aftalt hvad der skal ske, bliver Milles mor og far vist hen til gæsteværelset, og hvor Gitte som naboen jo hedder, har sit soveværelse.

Og inden længe, er der igen helt mørkt og roligt i naboens hus, nu hvor alle igen ligger og sover.

Da Mille vågner, senere på dagen er det til en fremmed seng, i et fremmed værelser, og det er ikke det eneste der er galt, og da hun ikke ved hvad hun ellers skal gøre, så råber hun moar, og får vækket drengen, som en smule skræmt, sætter sig op i sengen med at sæt, Gitte som har værelse ved siden af, kommer ind i børneværelset, og da hun åbner døren og får tændt for lyset, siger hendes søn, “Jeg tror altså, at jeg har haft et uheld, sengen er våd…” Gitte siger så, “Det er der jo ikke noget at gøre ved, smut du ud i bad, så klarer vi andre sengen” Idet Gitte komme hen til sengen, siger Mille “Jeg tror altså det er mig, for jeg drømte om branden, og mærkede at jeg skulle tisse, men denne gang stod jeg bare og gloede, indtil jeg vågnede og kunne mærke at jeg våd og varm” Gitte siger så “Det gør ikke noget, sengen har et lagen på der gør, at sengen ikke bliver ødelagt. Hvis du rejser dig op, så skal jeg vise dig det” og Mille gør så som hun bliver bedt om, og står nu for anden gang indenfor samme døgn, med våde bukser og kan mærke hvordan det begynder at blive lidt koldt. Gitte begynder nu at trækker nu det våde sengetøj af sengen, og imens kigger Mille rundt på værelset, hun får et mindre chok, da hun ser at der overfor sengen står et puslebord, fyldt med juniorbleer nedenunder, og begynder nu at forstå, hvad det var drengen mente med at han havde haft et uheld, hun havde bare ikke kunnet se bleen inde under hans natbukser.

Med det våde sengetøj taget af sengen, sig Gitte til Mille “Hvis du kommer med mig søde, så skal jeg vise dig hvor du kan komme i bad, og komme af med det våde tøj” imens hun smiler venligt til Mille, som bare følger efter, idet Gitte går ud af værelset og ud på gangen, og går videre hen til husets andet badeværelse, hvor vaskemaskinen også står, da de kommer ind på badeværelset, smider Gitte det våde sengetøj ind i maskinen, og siger til Mille “Du bare kan tage det våde tøj af og lægge det ind i maskinen sammen med sengetøjet, når du er klar og bagefter hoppe ind i badet, så finder jeg lige et håndklæde, og får startet maskinen, når du er kommet under bruseren, tag dig bare den tid og sæbe du har brug for, så ligger der lidt tørt tøj klar til dig, sammen med håndklædet, når du kommer ud” og Mille svarer ganske stille “Tak”, imens hun forsigtigt, begynder at trække hendes arme ud af hendes natbluse, og Gitter forlader badeværelset, og trækker døren til, så den ikke står helt åben.

På vejen tilbage mod børneværelset, går hun forbi gæsteværelset hvor hun banker på, og får vækket Milles forældre, som begynder at stå op, efter at have fået en lille opdatering på morgenens begivenheder, og en besked om at kaffemaskinen bare skal tændes, men at de bare kan sætte sig ind i stuen, så kommer Gitte om lidt, inden hun igen begiver sig videre til børneværelset, og får fundet noget tøj frem som Mille kan låne, heldigvis er børnene omtrent lige store, så der går ikke lang tid, før tøjet er udvalgt til begge børn, og et håndklæde er fundet frem til Mille. Nu går turen forbi begge badeværelser, hvor hun først lægger tøj ind til sin søn, og så fortsætter hen til det andet badeværelse, hvor Mille er godt i gang under bruseren, det rene tøj og håndklæde, bliver lagt ovenpå vaskemaskinen, som herefter bliver startet.

Herefter er det tid til at få sat kaffen over, og fundet lidt frem til morgenbordet, så dagen kan blive startet forfra, i roligere omgivelser, efter et hurtigt kig på uret, kan Gitte nu se, at det da nærmere er brunch hun skal finde mad frem til, og tænker at det nok er ligeså hyggeligt, for så er der også mere at spise. Inde ved spisebordet, sidder Milles forældre allerede og glæder sig over venligheden fra deres ellers lidt ukendte nabo, da huset har stået tomt, og først for nogle måneder siden er blevet solgt, de har bare ikke haft tiden til at komme forbi og sige hej, så da Gitte kommer ind med kaffen, siger de begge tak for husly, og får sig en snak med Gitte, og hører hendes historie og hvordan hun fandt frem til deres fælles område.

Snart efter dukker Gittes søn op, inde i stuen, og sætter sig straks ved bordet, og spørger hvornår de skal spise “Vi venter lige på Mille, men vil du have noget varmt at drikke?”, spørger Gitte. “Ja tak, må jeg få kakao?” spørger drengen så “Det må du da…” og til Milles forældre spørger hun “Tror i Mille vil have en kop med?” hvortil Mette svarer “Ja, det tror jeg godt hun vil”, hvorefter Gitte rejser sig op og går i køkkenet for at lave 2 lækre kopper kakao, og inden længe høres larmen i køkkenet, fra en blænder, idet Gitte også er gået i gang med at lave flødeskum, ikke ret lang tid efter dukker Mille op, som har kunne finde vej, ved at gå efter larmen fra køkkenet. Og så har hørt hendes forældre tale sammen, inde fra køkkenet.

Da Gitte vender tilbage, er det med en bakke med, 2 kopper, 1 kande kakao, og en skål med flødeskum, som hun stiller på bordet, og begynder at hælde op i de 2 kopper, samtidigt med at hun får tømt bakken, “Jeg henter lige maden” siger hun, inden hun igen er på vej ud i køkkenet, og da hun kommer retur, er det med lidt mere end bare mad, for hun har taget, 2 chokolade-julekalendere med, den ene stadig uåbnet, og giver dem til hver af børnene “Jeg ved ikke om du havde sådan en, men vi har en i overskud, så værsgo” siger hun til Mille, som bliver glædeligt overrasket, og tager imod den med et "Tak!" Inden Milles far også siger tak til Gitte “Ja sådan en har vi da fuldstændigt glemt i år, vi har haft nogle problemer med bilen, og har først lige fået købt juletræet og nu er vi så her” slutter han imens han kigger hen på Mille, da han ikke er sikker på hvordan hun vil reagere, idet han kom til at nævne juletræet.

Mille tager det heldigvis pænt, nok mest af alt fordi hun ikke rigtigt hører efter, og bare sidder og nipper til hendes kakao, og det mad hendes forældre har gjort klar til hende, på tallerkenen foran sig. Uden at hun selv har lagt mærke til det, er det som om hendes sult har fået hende til at spise, lidt mere og mere, indtil hendes tallerken er tom, og kakaoen er blevet drukket. Gittes søn Anton spørger nu om de må få noget kakao med hen til sofaen, og se tegnefilm, hvilket Gitte straks giver lov til, og hælder mere kakao op til børnene, “Kan i selv klare resten?” Spørger hun Anton, som hurtigt svarer “Ja” Da han jo er hjemmevant og godt ved hvordan man tænder for fjernsynet, Gitte havde dog ment noget andet, men lod det ligge.

(Som timerne går, har de 2 børn fået sat sig rigtigt godt til rette i sofaen, og ser den ene tegnefilm efter den anden)

Nyhederne i byen spredes hurtigt, og det varer heller ikke længe, inden Fru. Mortensen dukker op hos naboen Gitte, idet Mille og hendes forældre, kan have behov for lidt social bistand, hun har snakket med brandvæsenet, som har fortalt hende, at forsikringen først skal have en vurderingsmand ud, og så skal håndværkere i gang, så det er ikke sikkert at de kan vende tilbage til huset, før der er gået 1-2 uger. Det kommer alligevel som en overraskelse for Milles forældre, men Gitte er hurtig til at sige at de kan blive her så længe det er nødvendigt, Fru. Mortensen takker for Gittes venlighed og siger at hun nu alligevel, vil se på hvad hun kan gøre, og tager sin afsked, med beskeden om at hun glæder sig til at se Mille og hendes forældre til skolens julebanko, og Luciaoptog

Til aftensmaden, insisterer Mette på at hjælpe Gitte i køkkenet, imens Milles far, går en tur for at se til deres hus, nøglerne har han fået tilbage, og i stedet for at flytte bilen, nyder han den friske luft, og tager det ene skridt efter det andet, indtil han når huset og ser at der i hvert fald trænger til en grundig rengøring, idet der er sod-pletter over det hele, Mille og Gitte får hurtigt og effektivt sammensat en fornuftig middag, og venter nu kun på at maden bliver færdig i ovnen. Mille og Anton er nu gået i gang med at se julekalenderen fra i går, da strømmen gik, ingen af dem har set den endnu, så de var hurtigt enige om, at de skulle se den.

Da Mille far kommer tilbage, er det tid til at spise, og Mille og Anton må vente med at se resten af julekalenderen til efter de har spist, heldigvis har Mille fået sin appetit igen, og får nu spist med stort velbehag, Anton nyder selskabet, da det normalt kun er ham og hans mor, da hans far ikke længere er en del af familien, eller dvs. ikke en aktiv del af familien, og ikke noget de snakker så meget om, ikke endnu i hvert fald.

Efter aftensmaden kan Mille og Anton endelig se slutningen af julekalenderen, og dagens fortsættelser, og får selskab i sofaen af de 3 voksne, og til Milles glæde bliver der også stillet lidt julegodter på bordet, så da julekalenderen er færdig, er det tid til at få børstet tænder, og gjort sig klar til at komme i seng, da det jo er en skoledag i morgen.

Inden Anton og Mille skal sove, tager Mette lige en snak med Mille, og fortæller hende om Antons natproblemer og forklarer hende hvorfor han sover med Ble om natten, Mille virker forstående, og kommer til at tænke på det som sygeplejersken sagde på sygehuset, at også større børn kunne have behov for at bruge ble. Mette spørger hende også “Hvad siger du til at sove med en bukseble, så Anton ikke er alene om det, og så du er klar, hvis du nu skulle have et mareridt igen? De er sikkert ligeså behagelige, som de underbukser som du har lånt…” Mille tænker over det kortvarigt, og beslutter sig for at hun i hvert fald, ikke ønsker en gentagelse af morgenens, dvs. formiddagens våde opvågning. “Men behøver Anton at vide noget om det?” spørger hun, “Det er op til dig selv, men mon ikke han alligevel opdager det?” spørger Mette retur?

Med begge børn gjort godnat klar, bliver de begge puttet i Antons seng, af alle forældrene, og falder begge hurtigt i søvn, og bevæger sig stille og roligt ind i drømmeland.

4 Synes om

13. december - Nyt mareridt begynder

Mille og Anton bliver begge vækket af Antons mor, og sendt ud i hvert deres bad, dette gør hun for at de ikke skal blive pinligt berørte over at se hinandens bleer, Mille er glad for beskeden, og går straks ud på det badeværelse hun ved hvor ligger, for hun har ikke lyst til at Anton ved, at hun har en bukseble på, ikke endnu i hvert fald, det virker måske lidt underligt, men selvom han er ældre, så er en stadig en dreng, og så er det jo ikke sikkert at han forstår Mille, tænker hun netop som hun træder ind på badeværelset, og alligevel kan hun ikke lade være med tænke på, om det nu også havde været anderledes hvis Anton var en pige, altså med et pigenavn også, for hun kan godt se at det er lidt fjollet egentligt, Anton bruger jo rigtige bleer, mens hun kun har en bukseble på, og han har jo brug for dem, Milles er jo bare for en sikkerheds skyld, fordi hun havde haft mareridt, og den er også tør, så det sker nok ikke igen, tænker hun videre idet hun tager blusen af, og trækker bukserne og underbuksen (jeg mener blebuksen) af, og træder ind i badet, hun har i dag intet problem med at komme i bad inden hun skal i skole, for hun har ikke lyst til at lugte af dreng, der er ikke rigtigt nogen anden grund, end at hun jo er pige, og derfor skal lugte som en pige.

Idet hun kommer ud fra badet, ser hun at der igen, er blevet lagt noget tøj frem til hende, drengetøj og værre endnu, der er ikke noget at vælge i mellem, ikke engang det tøj hun har sovet i, selvom det også ville være ulækkert, for hun skal jo i skole i dag, da hun slet ikke har lyst til ikke at have noget på, begynder hun at iklæde sig tøjet, som heldigvis lugtet dejligt friskt af tøjsæbe.

Ved morgenbordet, har Mille ikke lyst til at klage over Antons tøj, men hun føler alligevel, at hun er nød til at gøre et forsøg, på at “blive sig selv igen”, så hun spørger sine forældre, om hvornår hun kan komme til at kunne gå i sit eget tøj igen? “Nu får vi at se, jeg skal snakke med forsikringen i dag”, siger hendes far, “er der noget bestemt du savner? Altså hvis jeg nu få mulighed for at hente noget? Jeg ved godt at du måske gerne selv vil med, men måske jeg kan have noget med til dig i aften?” svarer hendes far “I aften? … Lucia!, Jeg skal vel ikke gå Lucia og ligne en dreng?” siger Mille plusligt lidt panisk, “Naturligvis ikke, når man går Lucia har man jo en hvid kjole på, også drengene…” svarer hendes mor “Ja det er jo nærmest omvendt, at det er drengene der skal klæde sig ud som piger, altså kjole delen…” fortsætter hun “Men mor, kan i så ikke bare købe noget nyt tøj til mig?” når Mille at spørge, inden Anton kommer ind i stuen og sætter sig ved spisebordet. “Hun må derfor finde sig i, at hun må vente på et svar” “Godmorgen Mille” siger Anton idet han sætter sig overfor hende.

Ikke længe efter, kommer Gitte ind med det sidste til morgenbordet, så er der serveret “Hvis du har lyst Anton, så har Milles far tilbudt at køre dig i skole, sammen med Mille” siger hun da hun selv sætter sig ned for enden af bordet, “Er det rigtigt, hvor nice, tak” lyder det fra en overrasket Anton, “Ja det er jo samme skole, så hvorfor ikke” svarer Milles far “Men du må selv høre Mille, om du må låne pladsen på forsædet” slutter han, imens har smiler til dem begge. Gitte siger så “Jeg hører at du skal gå Lucia i dag Mille, Anton gik Lucia sidste år, men det var på hans gamle skole” “Er det rigtigt? Var du så Lucia brud eller fik du ikke lov?” driller Mille lidt. Anton fanger heldigvis hendes åbne kropssprog, så han lader sig ikke gå på af det, men svarer blot “Nej, bare almindelig Lucia, ligesom de fleste”

Det varer ikke længe inden morgenmaden er blevet spist, og Anton og Mille nu skal til at gøre sig klar til at blive kørt i skole, og imens de får pakket deres tasker, tager de voksne af bordet, dvs. Mette prøver nu lige at snakke lidt privat med Mille, da hun endnu ikke har fået svaret hende på hendes spørgsmål, og til alt held, så er Anton på toilettet, så timingen er helt perfekt, “Mille skat, jeg kan ikke love noget, men jeg vil prøve at finde noget tøj til dig, men det bliver desværre nok først, noget du kan bruge i aften, så du må se om du ikke kan klare skolen, med det du har på nu, indtil du får Lucia kjolen på. Når først du har fået den på, så ser man det ikke, og jeg er sikker på, at din klasse nok skal være forstående, vi ses senere ikke skat” Mille ved ikke helt hvad hun skal sige, det er ligesom lidt meget for hende, at skulle tage ind på en gang, hun forstår dog godt hovedbudskabet, og får derfor svaret sin mor “OK, og tak mor, meget gerne nogle behagelige trusser ik?” slutter hun, som de hører døren til toilettet gå op. “Vi ser på det far og jeg” slutter hun idet hun omfavner Mille, i et moderligt kram, som Mille gengælder.

Mille har ikke lyst til at blive set i drengetøjet, så Anton får lov til at sidde foran, ved siden af hendes far, på vej til skole, undervejs snakker Mille og Anton sammen, og Mille får blandt andet spurgt Anton, om hvor længe han egentligt har gået på skolen, for hun har slet ikke lagt mærke til at han var startet, “Jeg har gået i klassen over dig i snart 2 måneder nu, men jeg har skulle hjælpe meget her hjemme, idet vi næsten lige er flyttet hertil, så det er mest her i December at jeg har været i skole” siger Anton “Men betyder det så ikke at du mangler noget undervisning?” spørger Mille, “Nej, for min mor har tidligere været hjælpelærer på en specialskole, så hun har givet mig hjemmeundervisning, så jeg ikke kom for langt bagud” svarer Anton, “Smart” tænker Mille men siger så “OK” og kort tid efter ankommer de til skolen, og her finder de ud af, at grunden til at de ikke har set hinanden, er at deres klasser ligger i hver sin ende af skolen, så det giver jo mening.

I Milles klasse, er der ikke så meget tid til julehyggen i dag, for de skal lige have øvet Lucia en sidste gang, inden hele skolen skal over i den lokale kirke, og Mille samt hendes klasse skal vise, hvor gode de er blevet, dette er egentligt generalprøven, for den helt store optræden, skal foregå i aften foran alle forældre og med slukket lys, så det bliver helt perfekt. Da Milles klassekammerater allesammen har hørt om branden, er der naturligvis en del spørgsmål, men mest af alt om Mille og hendes forældre er OK, og den slags nemme spørgsmål, og hvad Mille endnu ikke ved, så har hendes lærer en overraskelse til hende, idet hun har valgt Mille til at være Luciabrud, det har været planlagt i noget tid nu, men i dag føles det bare endnu mere rigtigt, det betyder nemlig at alt drengetøjet bliver dækket til, hvis hun da ikke ender med at tage noget af det af, hvis kjolen viser sig at blive for varm at have på. Mille bliver i hvert fald, overlykkelig og får næsten tårer i øjnene, men formår at holde det inde, men gælder det også i aften tænker Mille stille for sig selv.

Lucia bliver øvet og fremført i kirken, til stor fornøjelse for alle der finder Lucia interessant, for det er jo ikke det samme som en fodbold eller snebolds kamp, og flere af skolen drenge, har for længst fundet andre interesser, men er nu alligevel glad for, at de har endnu en dag i skolen, uden lektier eller søvndyssende kedelig undervisning (man har vel lov til at være umoden i den alder), alt i alt går det som det skal, lige indtil det sidste i hvert fald, for på vej ud af kirkerummet, skal Mille tisse, og fordi alles øjne hviler på hende, for det føler hun, kan hun jo ikke så godt, lige “stikke af” og få klaret toiletbesøget, hun prøver derfor ihærdigt at knibe sammen, og holde sig indtil de er færdige. Milles koncentration kommer derfor på overarbejdet, da hun jo skal synge, smile, holde takten og så altså holde sig, skridt for skridt bliver Mille mere og mere panisk indeni, og hun forstår ikke hvorfor hun ikke kunne mærke det noget før, “Det sker bare ikke det her” siger hun til sig selv, eller rettere tænker imellem 2 vers.

Der går ikke 2 sekunder, fra dørene er blevet lukket, til Mille løber alt hvad hun kan, nu med tårer løbende ned af hendes kinder, og som hun løber, håber og ber’ hun til, at der ikke er nogen der ser det, for underbukserne hun har på, er begyndt at blive en lille smule våde, idet Mille ikke har kunne holde alle dråber tilbage, og da hun kommer ud på toilettet, lykkedes det hende på magisk vis, at holde kjolen oppe, og trukket bukserne ned, imens underbukserne gradvist bliver mere og mere våde, for til sidst at være helt gennemblødte, og hvis Mille ikke ville have at nogen så hende før, så vil hun det da slet ikke nu, men ved heller ikke hvad hun skal gøre, og ender med at blive siddende i tæt på 20-30 minutter, til alt held har Milles gymnastiklærer, gættet hvad der er sket og er på vej hen til skolen, for at finde noget tøj og ringe efter Milles forældre, men netop som hun skal til at gå ind af porten til skolen, møder hun Milles mor og slipper således for at ringe til hende, hun kan i stedet nu blot fortælle om hendes mistanke, og plan om at finde noget tørt tøj for en sikkerheds skyld, hvortil Milles mor med glæde kan fortælle at det har hun allerede klart, og med det går de sammen tilbage til kirken, for at finde stakkels Mille.

På toilettet er tårerne tæt på at være holdt op, sammen med tankerne, nu sidder Mille bare tilbage uden at vide, hvad hun skal stille op, og med følelsen af de våde underbukser, der nu er ved at blive kolde, og ekstra meget klamme. For Mille føles det som om tiden står stille, og hun befinder sig i en drøm, som hun ikke kan finde ud af at vågne fra, ja et nyt mareridt, kan man vist kalde det. Plusligt banker det på døren, og Mille bliver så chokket, at hun endnu en gang mærker, hvordan underbukserne bliver våde og varme, der går derfor lidt inden Mille nervøst siger “Der er optaget…” “Mille skat, det er mor, er du okay?” spørger Mette, glad for at høre hendes mors stemme, ved Mille dog ikke helt hvad hun skal svare, og inden hun får afklaret med sig selv, hører hun igen sin mors stemme “Mille skat, luk lige op” Det var måske også en måde at svare på, så Mille rejser sig forsigtigt, imens hun stadig holder kjolen oppe, og bevæger sig langsomt og kontrolleret hen til døren, inden hun får den åbnet, synet der møder Mette, idet døren går op, gør at Mette dels er ved at grine, men også får stoppet sig selv, og blot får hjulpet Mille tilbage til toilettet, hvor hun helt af sig selv, igen får sat sig ned.

Uden at der bliver vekslet et ord, for Mette hjulet hendes datter, med at komme af med kjolen, så hun ikke skal sidder og holde fast i den, og endeligt kan slappe af i hendes arme, det gør dog også at resten af kroppen, slapper af og både tårer og følelser, hos Mille igen bliver sluppet fri. Så blidt og moderligt, som kun en mor kan spørge, spørger Mette nu “Hvad skete der?” hvortil Mille med hjælp fra flere dybe vejrtrækninger, og ord for ord, får forklaret det hele til hendes mor, som på en og samme tid, nu til dels er moderligt forstående, men også stærkt bekymret. Mille siger så til sin mor “Jeg ved altså ikke om jeg kan gå Lucia igen i aften, jeg mener hvad nu hvis det sker igen?” spørger Mille som tydeligt prøver at holde sammen på sig selv, og inden Mette når at svare “Nej vil altså ikke, kan vi ikke bare taget hjem, jeg vil ikke mere” og med de ord, er der kun én ting Mette kan gøre, omfavne Mille og få hende til at falde til ro igen, for uden ro, kan der ikke være dialog. Det er i hvert fald det som Mette tænker, og da hun efter nogle minutter kan mærke, at Mille er faldet lidt ned, siger hun så “Mille skat, nu har du glædet dig så meget, og så skal du ikke lade en lille ting som dette slå dig ud, dengang jeg fik dig, fik jeg selv nogle lignende problemer, og det var også pinligt, men der fandt jeg en løsning, og det er en løsning som du allerede kender…” Mille kigger lidt på hende undrende… “Nu skal du se” siger Mette, idet hun samler sin taske op, og åbner det store rum. “Kan du huske dem her?” spørger hun, netop som hun trækker resten af buksebleerne op af tasken “Det mener du ikke? Det kan jeg da ikke…” lyder det fra Mille.

“Jo, for… Hvis jeg kan, så kan du også!” siger Mette med stolthed i sin stemme “Efter jeg fik dig, så måtte jeg selv bruge noget tilsvarende, også når vi skulle ud og handle sammen, os to, dig og mig…” der går lidt imens Mille fortolker det hun hører, inden hun begynder at tro på det som hendes mor lige har fortalt hende. “Men hvad med… Hvad hvis? Nogen…” prøver Mille at spørge, “Der er ikke nogen der opdager det, ikke med kjolen der” og peger hen på kjolen, der nu ligger på bordet. Mille kræver stadig noget overtalelse, kan Mette mærke, så måske det er tid til, at få de klamme underbukser af, og komme i noget mere behageligt… “Rejs dig op skat” siger Mette, og hjælper Mille på benene. Med en finger i hver sin side, trækker Mette nu de våde underbukser af Mille og lægger på kanten af håndvasken. Fra tasken finder, hun nu også nogle vådservietter, og siger “Ja, siden du har været helt lille, så har jeg altså altid haft vådservietter i tasken… De kan bruges til alt, især hvis man ikke kan komme til en håndvask, sådan lige med det samme…”, og begynder er tørre Mille af for urin, dette er nu anden gang indenfor et døgn, at Mille mærker følelsen af kolde vådservietter, på sin krop.

Da Mille nu er blevet ren, finder Mette sin taske frem igen, og graver noget tøj op til Mille “Det her var jo egentligt hvad vi aftalte, men alligevel ikke helt hvad jeg havde forventet, nu skal du se, rent tøj og alt er godt” smiler hun til Mille, og aer hende blidt på kinden. “Og så var det jo planen, at jeg skulle komme med noget “pigetøj” til dig ik min skat?” for Mette også lige sagt, netop som hun finder en tætsiddende t-shirt frem, ja vel en slags lang top, med korte ærmer, og nogle løse jeans “De havde altså ikke din rigtige størrelse, men så kan du altid vokse lidt i dem, og så er de med til at skjule buksebleen, og hvis du vil kan du godt tage dine trusser ud over, så sidder den bare lidt mere tæt” fortsætter Mette og viser tøjet til Mille, som nu er blevet lidt mere levende igen, og selv begynder at tage tøjet på, et stykke ad gangen, og da Mille har fået det hele på, kan hun godt mærke, at bukserne måske skulle have være nummeret mindre, men som Mette sagde, så skjuler det hendes blebukser godt, “hendes” tænker Mille, og prøver at vende sig til tanken om at dette, måske er ved at være tilbagevendende, men gyser blot ved tanken.

Tilbage i klassen, går der ikke længe inden en frisk Mille dukker op, til glæde for hendes klassekammerater, og de få der interesserer sig for hendes tøj, får den korte og simple forklaring “Ja, min mor jo kom lige forbi med noget nyt tøj, som fortalt tidligere, så nu er jeg ikke en “dreng” længere” smågriner hun, og får held til at trækker nogle af tøserne med, som også godt kan se det lidt sjove…
Opgaven for klassen er nu kun, at hjælpe med at gøre klar til bankoaftenen, der skal laves skilte og pyntes op i den store forsamlingssal, inden der igen skal klædes om, og for anden gang denne specielle dag gå Luciaoptog, stemningen er nu en helt, helt anden, for nu er belysningen perfekt og stilheden der langsomt erstattes af elevernes skønhedssang, i takt med at skæret fra lysene kommer nærmere og nærmere, forbi de mange forældre og slutter oppe ved teaterscenen, hvor hele klassen til slut kan byde endeligt velkommen og åbne for salget af jule bag, æbleskiver og lækre varme drikke, inden julebanko går i gang.

Da Mille har fået hjælp af sin gymnastiklærer, til at komme i Luciakjolen, og tilbage til sit nye tøj, har Mille nu lært at der i hvert fald er én lærer, der nu kender hendes nyfundne hemmelighed, men er nu glad for at det er gået som det skal, og da hun finder sine forældre i den store sal, bliver hun glædeligt overrasket over, ikke kun at se Fru. Mortensen, men også Gitte og hendes søn, ved samme bord, indtil hun jo kommer i tanke om at Anton jo også går på skolen, og at Fru. Mortensen jo havde bestilt en plads, allerede første gang hun var på besøg hos dem privat.

Bankoaftenen gik som den slags plejer, med en masse præmier, og visse borde der bringer mere held end andre, hvis det da ikke er aftalt spil, som nogen af eleverne tænker, og da Mille og de andre kom hjem, med hjælp fra Fru. Mortensen, som kørte Mille far og Antons mor hjem, var både Anton og Mille så trætte, at de dårligt nok fik taget tøjet af, og skiftet til deres nyvaskede nattøj, inden lyset på børneværelse var blevet slukket og en ny nats søvn kunne begynde.

7 Synes om

14. december - 10 dage tilbage til Jul

Mille vågner tidligt, og det er stadig mørkt udenfor, Anton sover endnu, og der går ikke langt tid, imens Mille ligger og undrer sig over hvorfor hun vågnede, før hun opdager en ny følelse imellem sine ben, hendes bukseble fra i går, er fyldt til bristepunktet, og det er som om hun er begyndt at blive våd på lårene, udenfor bleens dækningsområde, forsigtigt tager hun sin ene hånd ned under dynen på mærker lige så forsigtigt udenpå hendes natbukser, og derefter på bleen indenunder, bukserne har nogle fine små våde pletter, og bleen er voldsomt meget tykkere, end hun havde troet den overhovedet kunne blive, hendes første tanke der går igennem hendes hoved, er at Anton ikke må vide noget, så hun bliver nød til at stå op, imens Anton stadig sover, men kan hun nu også det, uden at han vågner, Mille bliver liggende i et stykke tid, indtil hun beslutter sig for at prøve, “Jeg er nød til at prøve” siger hun til sig selv.

Forsigtigt trækker hun dynen til side, men ikke længere end hun hurtigt, kan trække den tilbage igen, med første trin gennemført, ligger hun lige og overvejer, hvordan kun skal bevæge sig ud af sengen, heldigvis ligger hun yderst, hvis hun sætter sig op, er hun bange for at bevægelserne bliver for voldsomme, hvis hun skyder kroppen sidelæns, laver hun måske bølgegang i sengen, selvom det ikke er en vandseng, Mille ender med at rulle rundt, til hun er tættere sengekanten, og kan række det ene ben og arm ud over, og ganske langsomt glide ned på gulvet, først lidt og så lidt mere, næsten halvvejs, ikke krampe i benet, der var gulvet, flytte vægten til benet? Nej kan ikke endnu, armen skal med, kan måske lige strække den lidt, måske lige glide lidt mere, nu kan Mille næsten nå gulvet, og lige plusligt går det stærkt, for stærkt, og uden at kunne holde fast i noget, panisk overrasket, og med at lyder der et bump, og Mille ligger nede på gulvet, med pulsen bankende helt oppe i halsen, og måsen vendt mod Anton, bare han ikke vågnede, helt stille nu, kun lytte … Antons vejrtrækning er stadig helt rolig, pyha han sover stadig, hvordan kan jeg være så heldig, tænker Mille for sig selv imens hun overvejer om hun skal rejse sig op, eller kravle hen til døren. Beslutningen bliver truffet ud fra det faktum, at Mille faktisk ikke kan se døren, og at hun er bange for at falde over et eller andet, som hun heller ikke kan se, ganske langsomt kommer hun frem ad, nu må døren da snart være der, så langt væk, kan den da heller ikke være, nu må … "Av!" siger Mille, efter hendes hoved ramte døren, med et kæmpe bump, måske det ville have hjulpet, hvis hun havde husket, at mærke efter frem for sig.

Efter at have sundet sig kortvarigt, bliver Mille i tvivl om hun kan høre lyde, ude fra gangen og beslutter sig for at rejse sig op, inden hun måske får døren i hovedet igen, forsigtigt finder hendes hånd dørhåndtaget, og trykker det stille ned, for selvom Anton ikke vågnede, da Mille faldt ned på gulvet, så har hun slet ikke lyst til at tage nogen chancer, så snart Mille har fået drejet håndtaget, kan hun åbne døren, men inden da, prøver hun på at huske, om det nu er en af de døre der knirker, når man enter åbner eller lukker dem. Hun beslutter sig for at tage chancen, og åbner stille og roligt døren, netop som Mille begynder at gå, kan hun mærke hvordan bleen hænger tungt, og hvordan den hurtigt er blevet kold og klam, uden at stoppe kommer hun ud på gangen, og får lukket døren, uden at den knirkede, nu er der så kun trin 3 tilbage, og Mille kan slet ikke vente med at komme af med bleen, så meget at det næsten, kan være lige meget med at være forsigtig, på gangen står der ingen møbler, og hvis hun bare holder sig til den ene væg, så kan hun tælle dørene som hun kan mærke, “Det må næsten være sådan det føles at være blind” siger Mille inde i sig selv, imens hun tager det ene skridt foran det andet, og får bevæget sig fremad, hurtigere end da hun kravlede, da hun er ved at have nået badet, hvor vaskemaskinen står, bliver hun i tvivl om hvor mange døre, det er hun skal forbi, og stopper derfor op, for at tænke sig om, for hvad nu hvis hun vælger den forkerte dør? Mille vælger at gå lidt længere fremad, men synes så at hun kan se køkkenet, og går derfor lidt tilbage, for at tage chancen med døren, ind til hvad hun håber er det badeværelse, hun har brugt de sidste par dage.

Døren bliver lige så forsigtigt åbnet, og fordi Mille tager sig god tid, og skubber ganske langsom til døren, sker der det at døren begynder at knirke, ikke meget men nok til at Mille stopper med det samme… Hvad nu? spørger Mille sig selv om, igen er det bleen der afgør beslutningen for Mille, det hele kan være lige meget, for nu vil Mille bare have bleen af, så med en kort nedtælling, åbner Mille døren det sidste stykke. Synet der møder Mille, gør at hun nu igen mærker pulsen, helt oppe i halsen, ja det er lige før næsen dunker med, heldigvis er det kun fordi hun har valgt rigtigt, og nu endeligt kan slappe lidt af, dvs. hun skal stadig lige ind på den anden side, inden hun kan lukke døren igen, og tænde for lyset.

Mille har nu klaret sin mission, og er derfor meget tilfreds med sig selv, så tilfreds, at hun lige skal stå et øjeblik, og anerkende sin egen ros, inden hun beslutter sig for at tænde for lyset, med lyset tændt, kan hun nu finde det store spejl, og se hvordan hendes natbukser, har 2 store våde pletter, på hver sin side af buksebleen, altså langs kanten i lysken, og imens hun ser på sig selv i spejlet, tager hun fat i kanten af bukserne, og får dem trukket og skubbet ned, indtil de selv falder ned til gulvet, nu er det buksebleen hun kigger på, og hvor den før var helt hvid, er den nu gul over det hele, forsigtigt tager Mille sin ene hånd ned, og mærker på bleen igen, på en og samme tid, er hun overrasket og fascineret af bleens evne til at suge til sig, efter at have mærket hvordan bleen føles på fronten, skal hånden også lige mærke på bagsiden, og heller ikke her, er der meget tilbage, af den ellers en gang så tørre ble, altså den er der stadig, men tør kan man ikke længere kalde den, og det er alt hvad Mille har lyst til at mærke, ja faktisk er hun nu så træt af at mærke, at det nu er bleens tur, til at møde gulvet, og fordi Mille ikke holder ordentligt fast i siden af bleen, idet hun trækker den ned, lander den på gulvet, ovenpå hendes natbukser og fødder, med et kæmpe splat.

Det er så her at Mille indser, at hun burde have taget natbukserne helt af, inden hun tog fat i bleen, for nu kan hun ikke trække foden igennem bleen, uden at bukserne følger med, og for hver gang hun forsøger, kan hun nu mærke, hvordan hendes fod og ankel, bliver våd af at røre indersiden af bleen, Mille bukker sig derfor forsigtigt, imens hun prøver at løfte den ene fod, så hun måske kan få bukserne af, uden at miste balancen, og der går lige lidt tid, inden hun finder ud af, at bleen bare kan rives op i siden, og det er meget nemmere, end at kæmpe med sin bukser og balance, det varer derfor ikke længe, inden Mille endelig har fået begge dele af, og hun nu indser, at hendes plan ikke er helt så gennemtænkt, for hvad skal hun have på af tøj? Og hvor er der et håndklæde? Mille må opgivende erkende, at der ikke er mere hun kan gøre ved det nu, og tager derfor hendes bluse af også, som hun får lagt på bordet ved siden af vaskemaskinen, inden hun går ind i brusenichen og tænder for vandet. Så snart vandet rammer hendes krop, giver Mille et lettelsens suk fra sig, og nyder med det samme, vandets beroligende virkning og mærker hvordan hun gradvist, bliver mere og mere ren og frisk igen.

En ting mere, som Mille ikke har gennemtænkt, er at lyden af vandet fra bruseren, vækker Milles mor som får kigget på uret, og undrer sig over hvem der mon er i bad så tidligt, eller rettere sent, for det er ikke blevet morgen helt endnu, og må derfor stadig være nat. Mettes instinkt gør at hun forlader sengen, og først går ud på gangen, inden hun forsætter ud på badeværelset, og på gulvet finder hun naturligvis, den godt brugte ble og Milles natbukser, uden at sige noget samler hun begge dele op, og forlader badeværelset, bukserne får hun lagt ind i vaskemaskinen, sammen med natblusen, og bleen smider hun ud i skraldespanden, ikke lang tid efter slukker Mille for vandet, og går ud af brusenichen, hun når lige at få et chok, idet hun opdager at bleen og hendes tøj er væk, inden hun igen får et chok, da Mette kommer tilbage. Skræmt og alligevel lettet, står Mille stille overfor hendes mor, og først da Milles mor er kommer helt tæt på Mille, opdager hun at Mette har et håndklæde med sig, uden at der bliver sagt noget, begynder Mette stille og roligt at tørre Mille, over hele kroppen, og slutter af med at give hende et moderligt kram.

Efter krammet og med håndklædet viklet rundt om Mille, siger Mette “Sæt dig ind i sofaen, så kommer jeg om lidt” og sammen går de ud fra badeværelset, Mille gør som der blev sagt, og finder let sofaen, idet lyset i gangen er blevet tændt, og sofaen er synlig direkte fra gangen, Mille når ikke at sidde alene i sofaen ret lang tid, før hendes mor kommer ind i stuen, med en pose i hånden. Mille kigger undrende på posen, og sin mor, idet Mette kommer tættere på, og sætter sig ned i den anden side af i sofaen, ved siden af Mille, “Mille skat, hvad er der sket?” Spørger hun og peger på et blåt mærke, som Mille ikke selv har opdaget endnu, “Det må være fra da jeg faldt…” konkluderer Mille, “Og hvad med bleen, hvorfor har du ikke taget den af noget før? Den er jo helt gennemblødt…” fortsætter Mette med at spørge, “Den var altså tør da jeg lagde mig til at sove, og jeg vågnede fordi den var blevet helt våd…” svarer Mille, “Men skat dog, kunne du slet ikke mærke at du skulle tisse?” spørger Mette bekymret, “Nej, jeg ved slet ikke hvornår jeg har tisset, måske lidt da jeg faldt ned, men kun en lille smule…” siger Mille.

Der går lige et øjeblik, uden at der bliver sagt noget, inden Mette tager noget tøj op af posen, og den sidste bukseble, “Jeg tror det er bedst, hvis du tager den her på, i stedet for trusserne jeg har købt, og så må du blive hjemme fra skole, indtil jeg har fået snakket med lægen” lyder det fra Mette, imens hun holder buksebleen frem mod Mille, “Vi kan jo ikke have, hvis du skulle have flere uheld” fortsætter hun, Mille ved slet ikke hvad hun skal sige, men har ikke lyst til at risikere endnu et uheld, og da slet ikke på skolen, så den del af “planen” er hun helt med på, “Men hvad så med Anton?” spørger Mille, “Ja han skal vel stadig i skole, eller hvad tænker du?” spørger Mette retur, “Altså, hvad hvis han opdager bleen? Eller undrer sig over at jeg ikke skal i skole?” uddyber Mille, “Det ved jeg ikke, men når Gitte står op, kan vi jo starte med at sige, at du ikke har det så godt, og må blive hjemme, så skal jeg nok så diskret jeg kan, tage voksensnakken, så hun ikke kommer til at sige noget forkert, det skal du ikke bekymre dig om, tag nu dit tøj på, så får vi styr på resten senere” slutter Mette.

Da Gitte står op, opdager hun straks det tændte lys, og finde Mille og Mette inde i stuen, “Godmorgen, har i sovet godt” spørger hun, og Mette svarer "Godmorgen, ikke helt Mille havde et lille uheld i sengen, så vi har snakket om at hun bliver hjemme i dag, og at vi får fat i lægen, så vi kan finde ud af hvorfor, hun er begyndt af have uheld." “Men, Mille dog, det er jeg da ked af at høre, ja selvfølgeligt skal du blive hjemme, vi skal ingen steder” siger Gitte, og fortsætter "Ved i hvad, nu går jeg i køkkenet, og starter på morgenmaden, så venter jeg lidt med at vække Anton, og så kan vi måske snakke videre, imens han er i bad, så ser jeg lige hvor slemt det står til med sengen, det er ikke noget vi ikke har prøvet før her i huset, så det gør ikke så meget" siger Gitte med et kærligt smil.

Imens Gitte er i køkkenet, dukker Milles far op i stuen, og lægger straks mærke til, at Mille allerede er i tøjet, og at stemningen er en lille smule trygget, "Godmorgen smukke" siger han forsigtigt og kigger på Mette, “Mille bliver hjemme i dag, og jeg bliver nød til at snakke med lægen” siger Mette, “Ja, naturligvis” siger Milles far, og giver Milles skulder et lille klem. Med morgenmaden i ovnen, går Gitte ind for at vække Anton og sende ham i bad, sengen er heldigvis tør, og da Anton spørger efter Mille, får han at vide at hun allerede er oppe, og han nu bare skal se at skynde sig.

Ved morgenbordet får Anton at vide, at Mille ikke har det så godt i dag, og at hun derfor må blive hjemme, men at Milles far, nok skal køre ham i skole, da han stadig skal på arbejde og alligevel kommer den vej forbi, Anton kan dog ikke se på Mille, at hun skulle være specielt syg, men undlader at spørge mere ind til det, men ønsker hende blot god bedring, og håber at hun har det lidt bedre, når han kommer hjem fra skolen igen.

Da Mette får fat i lægen, aftaler hun at lægen kommer på hjemmebesøg, da det er nemmere nu hvor Milles far er kørt på arbejde, Mille bruger tiden foran fjernsynet, og får set den ene tegnefilm efter den anden, og efterhånden som tiden går, bliver hendes humør dog også gradvist bedre, da lægen ankommer hen ad formiddagen, sætter de sig alle sammen ind i stuen, ved spisebordet, og lægen siger til Mille “Jeg kan forstå på din mor, at du har haft svært ved, at kunne holde på vandet, altså at du et par gange er kommet til at tisse i sengen eller bukserne, kan du sige hvor længe det har stået på?” spørger han, og “Ja, altså…” begynder Mille “…siden starten af December” indskyder Milles mor, inden Mille protesterer "Nej, kun i nogle dage" “Mille skat, jeg har flere gange hørt, hvordan du har skyndt dig ud på toilettet, og set din dyne på gulvet, men du har ret, det har kun været helt slemt de sidste par dage, særligt efter branden og vi måtte overnatter her hos Gitte og Anton.” Mille kan nu godt huske det med dynen og sådan, så måske har hendes mor ret?

“Ja, det er jo ikke noget sin din mor ikke allerede har fortalt mig, jeg er egentligt kommet, for lige at kunne kontrollere dit fysiske helbred, og selv vurdere hvordan du ser ud til at have det, jeg tænker at jeg med tanke på branden, lige lytter engang på dine lunger, og så tager jeg nogle prøver, bare for god ordens skyld, men ellers kunne jeg godt tænke mig, at du kommer ud for at snakke med en anden læge jeg kender, hun har tid i morgen, og har allerede sagt ja” siger han “Mange tak for det” siger Mette, imens lægen fisker sit stetoskop op af sin lægetaske, "Nu skal du se, jeg trækker lige lidt op i din bluse på ryggen, og så kan det godt føles lidt koldt" siger han til Mille og sætter sit stetoskop fast i sine ører, og gør som han har sagt, “Hvis du tager en dyb vejrtrækning, og en til…” imens han lytter på Milles lunger, “Ja det lyder jo fint nok, kan du ikke fortælle mig lidt om branden, så finder jeg lige lidt prøveting frem imens” siger han til Mille, “Ja altså, jeg vågnede fordi jeg skulle tisse, og så opdagede jeg branden, og begyndt at slukke den, og til slut var jeg kommet til at tisse i bukserne” fortæller Mille, “Det var da heldigt, at branden blev opdaget, og flot at i fik den slukket, ja jeg har jo læst lidt i rapporten fra journalen, og jeg tænker at vi skal have taget en urinprøve, så her har jeg et lille glas, tror du at du kan tisse lidt i den Mille?” spørger han, hvortil Mille bliver en smule nervøs, “Ja, hvis ikke kan vi enten vente lidt eller også kan vi prøve med et kateter, men det kan godt virke lidt ubehageligt” forklarer han, “Jeg vil godt prøve” siger hun og rækker ud efter prøveglasset, “Det er godt, du behøver ikke fylde den helt op, vi skal bare have en lille smule, men tis du bare almindeligt, hvis du har mere der skal ud.” siger lægen.

Mille kigger på glasset, og ser at der sidder låg på glasset, og prøve lige at løfte lidt i kanten, "Ja nu skal du se" siger lægen, og viser hende hvordan hun skal gøre, og lader låget sidde løst på “Hvis du ikke kan få låget på igen, så bare stil det på håndvasken, så sætter vi låget på bagefter” siger lægen, og Mille går ud på toilettet. Imens Mille er på toilettet, siger lægen "Ja som jeg fortalte over telefonen, behøver det jo ikke at være noget fysisk, og det er derfor jeg gerne vil sende Mille videre, for at snakke med en Børnepsykolog, det er aldrig helt til at vide, hvordan man reagerer i forhold til en voldsom oplevelse, som branden jo nok har været, det koster jer ikke noget, men hvis det viser sig, at hun har et reelt behov for at snakke med Psykologen, kan det være vi skal snakke med jeres forsikring også." siger han til Mette, som blot nikker med hovedet, imens hun lytter til alt hvad han siger.

Da Mille kommer tilbage med glasset, tager lægen straks imod det og siger “Det var flot, lige præcist som det skulle være” imens han smiler og kontrollerer at låget sidder som det skal, inden han lægger prøven ned i en prøvekuvert, som han allerede har udfyldt, så prøven ikke risikerer at blive forvekslet med en anden patients prøve. “Ja, så er der ikke så meget mere, jeg kan gøre for nu, min eneste anbefaling for nu, er noget lækage beskyttelse, altså noget der kan tage enkelte dryp, og eventuelle stormfloder” siger han med et halvt grin og store armbevægelser, da han selv syntes han er sjov, “Det er ikke noget jeg kan give jer en recept på, men i kan enten gå på apoteket, eller se om der er noget der passer i supermarkedet” fortsætter han, “Det har vi styr på tror jeg, men hvis jeg har nogen spørgsmål, så kan jeg vel ringe?” spørger Mette, “Ja, naturligvis, og så snart jeg har fået svar på prøven, så hører i fra mig, og jeg vil jo også gerne lige, følge lidt med i hvordan det går” slutter han, inden han rejser sig op, for at komme videre.

Efter lægen er gået, fortæller Mette at hun allerede har købt nogle bleer, men at hun næsten havde glemt alt om dem, de ligger vistnok stadigvæk ude i skuret, og Gitte byder så ind med, “Ja, og hvis de ikke passer, så må du godt låne lidt af Antons, i er jo stadigvæk næsten lige store, det er bare natbleer med tape, så der skal du jo nok, lige have lidt hjælp”, Milles mor siger så "Ja, det tror jeg desværre også at dem jeg har købt har, dog er de tyndere, og kun beregnet til om dagen" og fortsætter “Men det skal du ikke tænke på nu, du skal bare slappe af, og gøre lige hvad du har lyst til” “Ja, og hvis du vil lege med noget af Antons legetøj, så er det helt fint, han har en kasse Lego i skabet, ved siden af hans seng” siger Gitte. Mille ved næsten ikke hvad hun skal sige, “Hvorfor har mor allerede købt bleer, og hvornår?” tænker Mille for sig selv, men undlader at spørge ind til det, da hun egentligt ikke har lyst til at snakke om bleer.

Dagen går stille og roligt, Mille får set en masse tegnefilm, og rodet lidt rundt i Antons Lego kasse, inden Anton kommer hjem fra skole, og Milles far hjem fra arbejde, Mille formår at holde buksebleen tør, men får heller ikke drukket så meget, så da de har fået spist aftensmad og set julekalender, går Mille og Mette sammen ud på badeværelset, imens Anton går på toilettet for at gøre sig klar til natten, og får hjælp fra hans mor, med at få natbleen på inde på hans værelse. Mette spørger Mille “Hvordan har buksebleen det? Er den tør?” “Det tror jeg nok” siger Mille og trækker den ned for at kigge, "Tag den bare helt af, når den ikke er brugt, kan det bruges endnu, men lad os gemme den til i morgen, og se om vi kan få dig i en tapeble for natten, hvis du lige flytter dig lidt, så kan vi lige lægge en håndklæde ned på gulvet, som du kan ligge på, så det ikke er for hårdt og koldt at ligge på gulvet." lyder det fra Mette, inden hun breder et stort badehåndklæde ud på gulvet, der hvor Mille stod før, inden hun får Mille til at lægge sig ned på det. Mille tænker slet ikke på hvad det er for en ble, hun har travlt med at overvinde sig selv, da det går op for hende, at hun nu er ved at få ble på, ligesom da hun var en baby, havde det ikke været for Anton, var hun nok løbet skrigende bort, for var hun blevet spurgt for en uge siden, så havde hun tænkt, at bleer jo kun var til babyer eller gamle folk, nu er det bare pinligt, uden helt at kunne sætte ord på præcist hvorfor, det er jo ikke første gang hun har fået ble på af sin mor, så hvorfor er det egentligt pinligt? Inden Milles tankestrøm er tænkt færdig, hører hun sin mor sige “Det var det skat, så er du stort set klar til natten… Ja altså lige bortset fra nattøjet, det hænger ovre på tørrestativet, kan du selv klare resten?” spørger hun Mille, som ikke har så meget at sige “Ja, Godnat mor”. “Godnat og sov godt min skat” slutter hun.

Så snart Mille er alene ude på badeværelset, går hun over til spejlet, for at se bleen som hun har fået på, hun kan både se og mærke, at det er noget andet end buksebleen som hun havde på, det er lige som om bleen sidder tættere, og ikke sidder lige så løst som buksebleen gjorde, som jo bare var nogle ekstra tykke underbukser, men stadigvæk bløde at røre ved, den nye ble er med barnlige motiver, og en glat overflade, ikke lige det Mille havde håbet på, men synes nu alligevel at motiverne er søde at se på, men hvis ikke at Anton skal se motiverne, og det først bliver rigtigt pinligt, må Mille se at komme i nattøjet, og det varer derfor heller ikke længe, inden Mille for første gang, går igennem gangen iført en rigtig børne ble, for det synes Mille nemlig det er, da Mille kommer ind på Antons værelse, er han selv på vej hen til sengen, og derfor lægger han heller ikke mærke til lyden af Milles ble, og da de begge har fået lagt sig ned under dynen, kommer både Gitte og Mette og siger godnat, Milles far var allerede gået i seng efter aftensmaden, da det har været en hård dag på jobbet.

Lige inden Mille og Anton falder i søvn, når Anton lige at spørge “Har du tænkt på at der nu kun er 10 dage tilbage til Jul?” “Ja, lidt” svarer Mille, der nu bliver bekymret for hvordan Julen mon bliver i år…

8 Synes om

15. december - Børnepsykiatrien

Da Mille vågner, er bleen næsten lige så våd, som hendes bukseble var i går, men i dag har hun ikke lys til at falde ud af sengen, og med tanke på at Anton slet ikke vågnede i går, vælger hun at tage chancen, og skubber benene ud over kanten af sengen, inden hun sætter sig op, bekymringen hun havde da hun faldt i søvn, ligger stadig og fylder friskt i hukommelsen, og inden hun får rejst sig op, vågner Anton og siger “Godmorgen Mille” og med et mindre chok svarer Mille “Godmorgen Anton”, inden Anton fortsætter med et spørgsmål “Sover du også med ble?” Mille bliver helt rød i hovedet, og tænker på hvordan det er sket, at hun er blevet opdaget? Plusligt ryger hendes arm om på ryggen, og lige der, fordi hun sidder foroverbøjet, så er natblusen blevet trukket op, og dækker på ingen måde blekanten, der stikker op fra hendes natbukser, “Øh, ja, en gang imellem” lyder ordene der kommer ud fra Milles mund, “en gang imellem” er måske ikke helt sandt, men Mille vidste ikke hvad hun skulle sige, og er egentligt bare lettet over, at Anton virker til at acceptere det så let.

“Jeg sover med ble hver dag, men det tror jeg nok du har gættet, hvis du da ikke har overset puslebordet derovre” siger Anton og peger over på hans junior-puslebord “Min mor plejede at give mig natbleen på imens jeg lå i sengen, men puslebordet er bedre for ryggen, og så nyder jeg at hun ikke længere skynder sig for at blive færdig, nu hvor hun bare kan stå op, helt almindeligt, har du også et puslebord” spørger han “Nej, jeg har mest sovet i buksebleer, det er først for nyligt at jeg har fået den her type ble på” siger hun og peger på den synlige del af bleen, netop som de skal til at forsætte med at snakke, kommer Gitte ind på værelset, og kan med det samme se at Mille sidder på kanten af sengen, med en ble der er klar til at blive skiftet.

Da Mette ikke er stået op endnu, siger Gitte til Mille at hun kan starte med at børste tænder, og så komme tilbage til værelset, så skal hun nok hjælpe hende bagefter, Mille gør som der blev forslået, og går ud på toilettet, hvor hendes nye tandbørste står, hun måtte jo have en ny, nu hvor de stadig ikke kunne komme ind i deres hus, og imens Mille går ud mod toilettet, kan hun ikke undgå at mærke følelsen af den godt brugte ble, der er blevet noget større end, da den stadig var frisk og tør, og da hun kommer ud på toilettet, bliver hun da også lige nød til, at mærke efter med fingrene, og bliver en lille smule imponeret over hvor hård den er blevet, på ydersiden, og samtidigt hvor blød den stadig er.

Idet Mille får åbnet for vandhanen, er det lige som om, en lille sjat tis undslipper hendes, og det var slet ikke noget hun kunne styre, heldigvis var det kun en lille sjat, og selvom bleen er godt brugt, så er det som om den våde fornemmelse, der opstod ganske kort, igen er forsvundet, og Mille tænker så lidt på, hvor praktisk det er, bare sådan at kunne tisse, imens man børster tænder, uden at man behøver at skulle sætte sig ned, eller trække bukserne af inden, hendes tanker bliver afbrudt af Anton, som hun hører ude på gangen, hun skynder sig derfor at skylle munden og tandbørsten, “Så er det din tur” siger Anton imens han smiler, gladere, end han plejer at være.

Tilbage på værelset, står Gitte og venter på Mille, og da hun kommer retur fra toilettet, siger Gitte “Det var godt søde, skal vi få dig ud af den våde ble?” spørger hun, hvortil Mille sådan lidt nervøst får svaret “Ja tak” “Jamen så kom herover, kan du selv komme op tror du?” spørger Gitte, “Jeg kan prøve” svarer Mille, og begynder at kravle op på bordet, det er tydeligt at hun ikke er vant til det, og har da heller ikke balancen helt med sig, så da hun er ved at falde ned igen, mærker hun Gittes hånd på bleen, der lige giver hende det sidste skub, til at hun kommer helt op, og ikke ryger ned igen, “Det var godt, læg dig bare ned søde” siger Gitte, imens hun smiler ned til Mille, som straks begynder at tænke “Måske jeg skulle have taget natbukserne af, inden jeg kravlede op?” Hun når dog ikke at tænke ret længe over svaret, idet hun mærker Gittes fingre i kanten af bukserne, som stille og roligt krænger bukserne af hende og nu har frit udsyn til Milles våde nat ble, “Ja nat ble, er de nok ikke så gode til, for du kan da ikke have plads til meget mere i denne her, så måske du i nat, skal prøve en af Antons bleer?” Konstaterer Gitte, spørgende for sig selv “Det må jeg lige snakke med din mor om” fortsætter hun.

Efter at have løsnet tapestykkerne på bleen, og en hurtig aftørring af Mille, er Mille næsten så god som ny, “Hop du bare ned igen, så du kan komme i bad, så skal jeg nok hjælpe dig med bleen igen bagefter” siger Gitte til Mille, “Det behøver du ikke, jeg har stadig buksebleen fra i går, min mor mente at den kan bruges endnu” svarer Mille “OK, du får lige et friskt håndklæde med, og så prøver jeg lige at finde noget af dit eget tøj, eller noget af Antons” siger Gitte med et smil, imens hun trækker et rent badehåndklæde ud fra Antons skab, og giver det til Mille, som straks folder det ud og tager rundt om sig, så hun ikke fryser, på vejen hen til badeværelset, hvor Mille plejer at gå i bad. Da Mille kommer ud på badeværelset, forsøger hun at hænge håndklædet op, men opgiver fordi det bliver ved med at falde ned, hun ender derfor med bare at lægge det, på bordet hvor vasketøjet bliver lagt sammen, og sorteret, og hvor der indtil nu er blevet lagt rent tøj frem til hende, for da Mille har fået sit morgenbad, og skal til at tørre sig og tage tøj på, opdager hun nemlig, at der ikke er lagt noget frem til hende, hun ender derfor med bare at tage håndklædet rundt om sig igen, og vende tilbage til Antons værelse.

Nervøst stikker hun hovedet ud på gangen, og kan høre Anton inde i stuen, så Mille beslutter sig for bare at komme afsted, da de eneste hun risikerer at møde på gangen, er hendes forældre og Gitte, egentligt er det lidt underligt at tænke på, for i skolen bader hele klassen sammen, men måske er det fordi Anton er ældre end Mille, eller fordi de ikke har kendt hinanden så meget endnu, og med Gitte er det bare noget andet, Anton er jo en dreng og sådan er det bare, tænker Mille, efterhånden som hun nærmer sig Antons værelse, hvor døren står på klem, og lyset er tændt, inde på værelset står Gitte ved siden af puslebordet og venter, “Din mor er ikke stået op endnu, og jeg kunne ikke finde din bukseble, eller de bleer som din mor har købt, men hvis du hopper op på bordet, så bruger vi bare en af Antons, og så er vi i hvert fald sikre på, at den kan holde og du ikke skal være bekymret over det” siger Gitte og smiler, Mille ved ikke hvad hun ellers skal gøre, og bliver en lillesmule nysgerrig, bleen hun vågnede i, var bestemt ikke en rar følelse, og da hun børstede tænder, blev den mere og mere kold og klam, heldigvis var det længe hun skulle vente, på at få taget bleen af, da Gitte stod klar præcis ligesom nu, helt naturlig og kærlig, Mille skulle ikke bruge meget overtalelse, og ville ikke sige Gitte imod, så snart lå hun oppe på bordet for anden gang, og denne gang for at få en ble på.

“Løft lige rumpen engang”, siger Gitte, og så er bleen hurtigt på plads nede under Mille, inden der bliver tænkt for mange tanker, drysser Gitte et tyndt lag af pudder ud over Mille, inden hun dækker det til med bleen, som hun folder op imellem benene på Mille, og trygt sætter fast, med et stykke tape ad gangen, indtil Mille igen kan hoppe ned fra bordet, og for første gang, mærke hvordan Antons bleer er en smule tykkere, end dem hun indtil nu har prøvet, “Jeg kunne heller ikke finde noget af dit eget tøj, men jeg tror godt du kan nøjes med en t-shirt for nu, ligesom Anton” uden at protestere, rækker Mille armene i vejret, da hun kan se at Gitte er ved at gøre klar, til at trække t-shirten ned over hendes arme og hoved, “Skal Anton ikke i skole i dag?” spørger Mille, da det undrer hende at Anton heller ikke har andet tøj på endnu, “Nej, jeg har givet ham lov til at holde en pjækkedag i dag, han sidder inde i stuen og ser tegnefilm” svarer Gitte.

“Vi har jo allerede set hinandens bleer, så det er måske ikke så slemt det her” tænker Mille, idet hun sammen med Gitte, er på vej ned ad gangen til stuen, hvor Anton sidder og hygger sig i sofaen, idet de kommer forbi køkkenet, går Gitte derud og tænder for ovnen, og går i gang med morgenmaden, imens fortsætter Mille og sætter sig i sofaen, i modsatte ende i forhold til Anton. "Hvad ser vi?" spørger Mille, da hun ikke lige kan genkende tegnefilmen, “Det er en eller anden Japansk tegnefilm, jeg ved ikke hvad den hedder, men synes den er rigtig god” svarer Anton, inden han igen retter sit fokus mod fjernsynet. Mille vælger derfor at se med, og uden hun helt har forstået hvad den handler om, begynder hun også at finde den spændende, og hurtigt er også Milles fokus koncentreret om fjernsynet.

“Godmorgen unger” lyder det fra Milles far, som netop er trådt ind i stuen, og har valgt at sætte sig i en af de bløde stole, ved siden af sofaen, “Godmorgen” lyder det enstemmigt fra både Mille og Anton, uden at de fjerner deres fokus fra fjernsynet, ikke længe efter er det Mette der kommer og siger godmorgen, og også denne gang, lykkedes det Anton og Mille at svare, uden at dreje hovedet det mindste. Først da Gitte kommer ind med morgenmaden, og siger "Så er der mad" vækkes ungerne til “live”, og fjernsynet bliver slukket, næsten helt af sig selv, hjulpet af fjernbetjeningen, som Milles far har trykket på, idet børnene har rejst sig op fra sofaen. Idet Mille sætter sig på sin stol ved spisebordet, bliver hun igen opmærksom på, bleen som hun i dag er iført, hvor det normalt er en lille smule hårdt, at sidde på stolen, er det i dag ligesom at sidde på en pude, og fordi bleens overflade ikke er af stof, ligesom hendes bukseble, så nærmest glider Mille rundt i sædet, når hun skal sætte sig, eller række ud efter noget.

“Jeg har en noget jeg skal fortælle dig Mille” siger Mette, “Efter i var gået i seng, snakkede jeg med min søster, og det varer ikke længe før du skal til at være en kusine, måske allerede inden det bliver jul, eller nytår” fortsætter hun, “Er det allerede nu? Nice!” svarer Mille, med et fornyet boost af energi, "Ja, det varer ikke længe, før hun måske tager på hospitalet" lyder fra Milles far, “Skal vi så besøge hende, og må jeg komme med og så babyen?” spørger Mille, “Ja, det tror jeg hun vil blive glad for” siger Mette, inden der igen bliver ro til morgenmaden. “Hvad skal vi lave i dag?” spørger Anton om, “Ja, Mille har en tid hos en børnepsykolog” siger Mette, “Men måske vi kan tage en tur i parken, eller finde en legeplads bagefter?” siger Gitte, som ikke har været inde i byen i et stykke tid. “Jaaa” lyder det fra Anton, Mille er begyndt at blive en smule nervøs, for hvem er denne psykolog nu?

Der går ikke lang tid efter morgenmaden, inden de alle sammen sidder i bilen, og er på vej ind til byen. Da Milles far kører ned ad en sidevej, og forbi det der ligner en parkeringsplads, ser Anton et skilt og begynder at prøve at udtale det kan læser, “Bør-ne og Ung-doms-…” inden han går i stå, og får hjælp fra sin mor Gitte “…-Psy-ki-a-trien” “Det er her at Mille skal snakke med en børnepsykolog” siger Mette, inden de 2 voksne og 2 børn, hopper ud af bilen, og Milles far kører videre på arbejde.

Da de kommer indenfor, ligner det en mellemting imellem et skolekontor og hospital, der er børnevenlige farver på væggene, og en masse døre med hvide og røde lamper ud for hvert kontor. Imens Mette melder Milles ankomst, sætter Gitte og Anton sig ude i et lille venteområde, hvor der er lidt legetøj, mest til de mindre børn, så da Anton finder noget Lego, er det duplo klodser han finder, men for Anton er Lego bare Lego, og med Duplo, går det bare hurtigere. Hverken Mille eller Mette skal vente ret længe, idet psykologen sidder klar til at tage imod dem, og inviterer dem begge ind på hendes kontor. “Goddag Mille, godt i kunne komme i dag, som din mor måske har fortalt dig, så skal vi bare snakke lidt sammen, for at se om vi kan finde ud af, hvorfor du er begyndt at tisse i sengen, og hvad der kan være årsagen til det, til at starte med, vil din mor være her også, men på et tidspunkt, sender vi hende udenfor, så hvis der nu skulle være noget, som du ikke tør snakke om, imens hun er her, så er det helt fint, og alt hvad vi snakker om, er 100% hemmeligt, så med mindre du selv siger det, så forbliver det en hemmelighed imellem os 2, ikke en gang dine forældre eller skole, får noget at vide, forstår du det” spørger psykologen, “Ja, det tror jeg nok” lyder det fra Mille.

“Godt mit navn er Laila, og inden vi 2 skal snakke sammen alene, synes jeg at vi skal høre fra mor, hvad hun tror, og så kan vi snakke videre bagefter, det er helt ok hvis du ikke er enig i det som din mor siger, bare du fortæller det til mig senere, og lader din mor fortælle færdigt.” siger Laila fra sin stol overfor sofaen, hvor Mille og hendes mor sidder. “Ja altså, jeg tror at Milles problemer, startede i begyndelsen af December, nogenlunde samtidigt med at vores bil gik i stykker, men først da Mille opdagede branden, kan jeg med sikkerhed sige, at hendes søvn har været påvirket, det er nemlig først her, at jeg personligt har lagt mærke til det våde tøj, og har hjulpet Mille så godt jeg kan” forklarer Mette, imens Laila tager en masse notater, og kigger i nogen, som hun allerede har skrevet, “Ja, det var vist også noget af det du fortalte over telefonen” siger Laila “Så det er fint, vi behøver ikke at gentage det hele, jeg tror det er tid til at jeg snakker med Mille alene, så hvis du vil vente ude i venteværelset, så henter vi dig hvis det bliver nødvendigt, hvis du er til kaffe, skal du bare sige til ude på kontoret” slutter Laila, idet Mette er på vej ud af døren “Mange tak, det lyder godt” svarer Mette og lukker døren efter sig.

Snakken imellem Laila og Mille går stille og roligt fremad, og konklusionen som Laila er ved at danne sig, går på at Mille må være blevet stresset, og påvirket af sine forældres frustrationer, på grund af det med bilen, men også på baggrund af den slemme oplevelse, det har været for Mille at opdage branden, Mille og Laila får snakket om alt muligt, og Laila hører også om hvordan de selv var med til at fælde træet, kun få dage inden det brændte, og hvordan de indtil nu, har boet hos deres nabo Gitte og hendes søn Anton, som de også kun lige har mødt, og hvordan Mille er havnet i den ble som hun sidder i nu, snakken Mille og Laila har haft, har været så spændende og befriende for Mille, idet hun først nu har tænkt over, hvor meget det er, der egentligt er sket siden det hele begyndte, Mille får dog ikke fortalt det hele, og har slet ikke lagt mærke til at hendes ble, gradvist er blevet mere og mere våd, end ikke da Laila ganske stille, kunne høre det risle, nede i Milles ble, og da tiden er ved at være gået, slutter Laila af, med at fortælle Mille, hvad der nu kommer til at ske, “Jeg synes, at du kan have brug for, at vi snakker lidt mere, en anden dag, men for nu vil jeg skrive en rapport med mine anbefalinger, som vil blive sendt til jeres forsikringsselskab, og din skole, så i ikke kommer til, at skulle betale for din behandling. Har du nogen spørgsmål inden vi slutter for i dag?” spørger hun Mille “Nej ikke rigtigt…” svarer Mille, “Fint så henter vi lige din mor ind igen, inden vi sender jer videre” og går over til sin telefon, for at få sekretæren på kontoret til at sende Mette ind til Laila og Mille.

“Det var rigtigt godt, at i kom her i dag, jeg anbefaler at Mille fortsætter hos mig, nogle uger endnu, dvs. hen over julen og nytår, har jeg desværre ikke så meget tid, med mindre det bliver værre med Mille, jeg synes det er rigtigt fint, at i holder fast i bleen, og sikrer at der ikke kommer flere pinlige uheld, men jeg tror også, at Mille vil have godt af, at komme lidt væk, det er ikke sundt, at bo så tæt på jeres hjem, når i ikke kan bo der, imens det er ved at blive repareret, og måske også skolen er en medvirkende årsag, jeg vil derfor anbefale jeres forsikring, at de hjælper med en lille miniferie, imens jeres hun bliver ordnet og at i får noget støtte til Milles bleer, jeg skriver 2 rapporter, en til jeres forsikring og én til socialforvaltningen, så i hører nok fra en Fru. Mortensen” siger Laila, “Hende kender vi godt, så det er helt fint” lyder det fra Mette, “Ja, og måske det kan hjælpe lidt, så forsikringen hurtigere bliver færdig med deres vurdering og sagsbehandling” slutter Laila, idet hun rejser sig op for at give hånden til både Mette og Mille.

Udenfor sidder Gitte og Anton stadig i venteværelset, og da Mille kommer og sammen med Mette, bliver Anton helt glad, for han er nemlig begyndt at kede sig lidt, “Skal vi komme videre?” lyder det fra Mette, inden Gitte siger “Ja, lad os det” og de 4 begiver sig ud for at finde legepladsen. Da Anton og Mille har leget lidt i et par timer, hvor der blandt andet, er blevet gynget og klatret, er det blevet tid til at få noget at spise, og da de ikke vidste, hvor længe det ville tage, har de ikke taget frokost med hjemmefra, men beslutter sig for at Mc. Donalds måske ikke er så tosset, i dagens anledning, og selvom både Anton og Mille er ved at være for store, skal de da lige lege lidt mere, i Legeland på McDonalds. Inden de begiver sig hjemad, spørger Gitte hvordan bleerne har det? Både Anton og Mille kigger på hinanden, “Ja, aftalen med Anton var, at hvis du skulle have ble på hele dagen, og Anton alligevel ville pjække fra skolen, så skulle han da også have ble på, og at dømme ud fra jeres ansigter, så tror jeg det er tid til at skifte, inden vi skal videre og købe ind til aftensmaden.” fortsætter Gitte, hvorefter kvartetten begiver sig ud på handicaptoilettet, først Mille og Mette efterfulgt af Anton og Gitte.

Hjemme sætter børnene sig straks foran fjernsynet, og inden længe har de begge smidt bukserne, dvs. i dag har Mille fået en kjole på, så det er Antons bukser, der nu ligger nede på gulvet, og begge deres bleer er til frit udsyn, den mente Mille nemlig, var mest rimeligt. Efter aftensmaden og julekalenderen, er det tid til at Mille og Anton skal sove, og imens de ligger i sengen, snakker de lidt om hvordan det føles at have ble på, det er dejligt blødt at sidde på en tyk ble, hvis stolen er hård, men nemmere at bevæge sig, hvis bleen er tynd, Mille kan bedst lide buksebleerne, eller de tynde dagsbleer, men er allermest glad for, at hun ingen uheld har haft, og at sengen er tør når de vågner, Anton er helt enig, selvom han synes, det var lidt underligt, at have ble på hele dagen, sådan sammen med Mille, for han har selv prøvet det et par gange før, og synes et eller andet sted, at når nu man har brug for dem, så er bleer bare for nice, hvilket Mille godt kan give man lidt ret i.

Og med glade tanker, falder både Anton og Mille hurtigt i søvn, og drømmer om, hvad dagen næste gang bringer…

5 Synes om

16. december - Vinterhytten

I dag er det Anton der vågner først, imens Gitte tager natbleen af ham, bliver Mille liggende i sengen, hun ligger og tænker på snakken hun havde med Laila, og hendes oplevelser med bleen, og nyder at mærke hvordan sengen stadig er helt tør og varm. Først da Anton hopper ned på gulvet, vender hun sig om og kravler ud af sengen, denne gang uden at falde ned på gulvet, og snart er det hendes tur, til at få taget bleen af, og morgenbadet overstået, da hun vender tilbage fra badeværelset, sidder Anton ligesom dagen før, inde i stuen og ser tegnefilm, men i dag har Gitte fundet buksebleen og hendes egne bleer. “Skal du have hjælp til en ble, eller vil du bare have buksebleen på?” spørger Gitte, og fordi Mille gerne vil kunne sammenligne de 2 bleer, vælger hun at hoppe op på puslebordet, og blive iklædt en af hendes egne bleer, som forventet er meget nemmere at bevæge sig rundt i, og snart sidder hun også i sofaen og ser lidt tegnefilm, inden morgenmaden er klar ved spisebordet.

Under morgenmaden, fortæller Milles far, at han regner med at høre fra forsikringen, og at han håber at de har gode nyheder, og kan nå at blive færdige med huset inden juleaften, selvom det ikke lød særligt realistisk sidst han snakkede med dem, egentligt er det håndværkeren og vurderingsmanden, som han har snakket med, men det er nemmere bare at kalde det for “forsikringen”, Milles far spørger Mille om hun har lyst til at komme med på arbejde, og måske hospitalet, da Mette skal ind og besøge sin søster senere, da lægerne mener at det er bedst for barnet, hvis hun ikke skal stresse over, at der er lang vej til hospitalet, og at de alligevel har nogle senge stående ledige, som hun kan få lov til at bruge, indtil hun går i fødsel. Så Mette skal hjælpe hende, med at flytte ind på patienthotellet. Og det vil Mille gerne, men spørger så lige, “Hvad med bleen?”, hvortil Gitte svarer “Jeg tror godt du kan finde ud af at tage bleen af selv, hvis den bliver våd, og så har du stadig buksebleen, men ellers kan i jo bare købe nogle på apoteket eller låne nogen på hospitalet, det skal nok gå” Mille nikker ligeså stille, og begynder så småt at tro på at det ikke er noget problem, “Ja det er ikke fordi jeg skal så meget på arbejdet i dag, da jeg har taget fri i et par dage, for at kunne ordne lidt med forsikringen, det betyder dog, at jeg skal på arbejde i weekenden, og kommer sent hjem både fredag og lørdag” siger Milles far, og er glad for at han får lov til at være lidt sammen med Mille, inden han ikke kommer til at se hende i et par dage.

Da Mille og hendes far ankommer til hans arbejde, giver han hendes den helt store rundtur, og viser hendes, hvor hun kan hente noget kakao, i deres kaffemaskine, Mille kan ikke lade være med at undre sig, over at de kalder det for en kaffemaskine, da den jo ikke kun laver kaffe, men hun ville nok også blive ligeså skuffet, hvis de kaldte det for en kakaomaskine, da maskinen ikke lavede den bedste kakao, som hun var vandt til hjemmefra, og manglede flødeskummet og var alt for tynd fordi den brugte vand, i stedet for mælk. Arbejdsdagen gik hurtigt, der var kun lige nogle telefonmøder og nogle papirer der skulle udfyldes, så før Mille vidste af det, var de på vej til frokost, og videre til hospitalet, for at besøge hendes moster, og tage hendes mor med hjem.

Hjemme hos Gitte og Anton, er aftensmaden ved at være færdig, og så snart Mille og hendes forældre ankommer, kan de alle sammen sætte sig til bords, og nyde dagens anretning, “Hvordan gik det med forsikringen” spørger Gitte, “Der er både gode og dårlige nyheder” siger Milles far, “Hvad vil i høre om først?” spørger han Gitte og Anton, Anton når at svare som den første “dårlige…”, “OK, de dårlige nyheder er, at forsikringen ikke er sikker på, at huset når at blive klar til jul…” svarer Milles far “Og den gode nyhed?” lyder det fra Gitte “Ja, de gode nyheder, er at forsikringen betaler for det hele, og også betaler for Mille forbrug af bleer, indtil kommunen finder ud af, om det er et vedblivende behov, og de evt. starter en bevilling, hvor kommunen så betaler for bleerne” siger han og fortsætter “Men det er kun halvdelen af nyhederne, for de har også tilbudt at betale for en miniferie, så fra i morgen, kan vi tage til Norge, hvor der står en Vinterhytte klar til os, men da jeg jo skal arbejde, tænker jeg at både dig og Anton kan tage med” siger Milles far imens han kigger på Gitte, “Det var da en god idé, det vil sikkert være godt for Mille, og så kan i jo komme ud og stå på ski sammen, men hvordan med pengene, økonomien og sådan?” spørger Gitte, imens hun kan se på Anton, Mette og Mille, at også de synes det er en god idé. “Forsikringen udbetaler simpelthen et forskud, og hvis vi gemmer regningerne, så laver de nogle afregninger løbende, der bliver både penge til transport, mad og nye Julegaver” slutter Milles far med at sige.

Både Mille og Anton er vilde med idéen, også selvom de lige, skal i skole først, de skal heldigvis i biografen, og har en kort dag, det betyder at når de kommer tilbage, så har de kun 1 eller 2 dage tilbage i skolen, inden de går på juleferie, men inden de kan lægge sig til at sove, og komme i biografen, skal de selvfølgeligt lige se julekalenderen, inden de så må undvære den, da det ikke er sikkert, at de kan komme til at se den i Norge, og måske bliver nød til først at se den, når de er hjemme igen. I aften er det Milles mor, der står klar ved siden af puslebordet, hun synes nemlig ikke at det er rimeligt, at det kun er Gitte der skal skifte bleer og lave mad, så fra nu af, er det lige så meget Gitte, der skal have lov til at holde lidt ferie, og med trænede hænder, får Mette skiftet ble på Mille, og Anton i nat bleen, som Gitte havde forslået, så har Mille nu fået endnu en af Antons bleer på, som nat ble, og nu er de begge blevet klar til at besøge drømmeland, og drømme søde drømme om deres ferie og alt det sjove de skal opleve i sneen.

3 Synes om

17. december - Biografturen

Det er i dag fredag, og Mille og Anton bliver vækket af Mette, da hun åbner døren ind til værelset, og tænder for lyset i loftet, de har travlt i dag, da de skal nå at komme i skole, og have pakket til turen mod Norge, Mille er de første der kommer op på puslebordet i dag, og da Anton stadig er træt, glædes han over at han så kan blive liggende i sengen, bare lidt længere… Oppe på puslebordet, er Mille allerede i gang med at få bleen af, og blive vasket lidt grundigere med vådservietter, da Anton hører Mette folde en ny ble ud, imens hun siger “Der er ikke tid til morgenbadet i dag, og da i kun skal i biografen, tror jeg godt din dags ble kan holde, indtil vi skal afsted mod Norge” og med både pudder og bleen fastgjort, er Mille klar til at få sit tøj på, som igen i dag består af en kjole, der dækker for bleen, og en bluse der er ligesom en t-shirt med lange ærmer, og inden Anton har fået vendt sig om, er det hans tur til at få nat bleen af, og komme i tøjet. Imens Mette har fået styr på blesituationen, har Gitte fået styr på morgenmaden, så da Mille og bagefter Anton og Mette kommer ind i stuen, kan de med det samme sætte sig til bords, og indtage dagens vigtigste måltid.

Milles far har allerede spist, og sidder nu blot og nyder sin morgenkaffe, inden han kører ungerne i skole, og selv kører på arbejde, det er en lang dag der venter ham, og han nyder tiden han har sammen med dem ved bordet, og så snart han har sat dem af ved skolen, så ser han dem ikke før søndag, da han skal arbejde weekenden igennem. “Ved i hvad i skal se i biografen?” spørger han, og Anton som har været mere i skole end Mille svarer “Ja, hele skolen, skal ind og se den nye Krummerne film” “Virkelig? Det vidste jeg ikke” siger Mille, inden hun fortsætter med at spise sin bolle med syltetøj og ost. Og imens snakken ved bordet fortsætter, går tiden hastigt videre, og hvis ikke de sidste bidder når at blive spist, så er det lige før de må tage dem med i bilen, selvom Milles far ikke er glad for krummerne (i bilen)

Så snart bilen standser ude foran skolen, siger Milles far farvel til begge børn og “Vi ses i Norge på søndag” "Vi ses…" råber de i kor, inden de løber over til deres klassekammerater.

Udenfor biografen, venter både Gitte og Mette med tasker og kufferter, fyldt med tøj og bleer, tiden er knap for udover at de skal nå toget, og videre med færgen, skal de også lige nå en tur forbi apoteket, idet prøveresultatet fra Milles urinprøve er kommet, og lægen har indtelefoneret en recept på noget penicillin til Mille, på grund af en urinvejsinfektion, og nogle flere bleer. Da de ankommer til havnen, kan hverken Mille eller Anton få øje på færgen, og bliver meget overraskede, da de plusligt står overfor Oslobåden, som er meget større end den færge som de troede de skulle med, “Hvorfor er den så stor?” spørger Anton, “Det er fordi det tager 19 timer at sejle, og man derfor skal kunne sove, imens man rejser” svarer Mette “Men så er der også en masse butikker og restauranter man kan besøge, og andre ting, der måske er lidt sjovere” siger Gitte, uden at afsløre for meget.

Super nysgerrige følger Anton og Mille med i alt hvad der foregår, imens de bevæger sig igennem terminalen og da de er kommet højt op, og kan se ud over vandet igennem vinduerne, spørger Mette "Kunne i tænke jer at komme ud og svømme?" “Meget morsomt, vandet er jo koldt mor…” siger Mille, mens Anton heller ikke ser særligt fornøjet ud, “Det må i selv om” siger Gitte, og prøver at skjule sin begejstring, efterhånden som de kommer ombord på det store skib, undervejs ser de en del andre familier, og både Anton og Mille, tænker at der med så mange børn, måske også er noget for dem, som en biograf eller et legeland, ligesom i McDonalds.

Inde i skibet, virker det bare endnu mere større, det er jo et helt hus med så mange etager, og da de ankommer til deres Kahytte, begynder Gitte og Mette at åbne kufferterne og finde noget badetøj frem, “Bliver i her, imens vi tager ud og bader?” spørger Gitte drillende “Eller har i ombestemt jer?” fortsætter Mette, “Men…?” siger Anton, “Ja, vi har da tænkt os at finde poolen på båden, det går jo ikke at båden sejler fra os, så hellere med os” siger Gitte, imens hun kigger Anton dybt i øjnene, og holder et par badebukser op for øjnene af ham, og Mette gør det samme med Mille, som straks ser en ny badedragt for sig, og nu har forstået at der findes en svømmehal ombord på båden, og ikke længe efter har Anton også forstået det, og hvis ikke humøret var højt, så blev det da nu, hvor begge børn kan se det sjove i deres mødres, underlige spørgen og drillerier.

Med nogle små tasker eller poser pakket med badetøj, håndklæder og skiftebleer, begivet de sig ud fra Kahytten, for at finde svømmebassinet, og lige inden de finder det, opdager de at det ikke åbner, før båden har sejlet i 1 time, hvorfor de lige så godt, kan finde noget frokost at spise, og så vente med at bade, til efter de har fået spist, og efterhånden som de kommer forbi en masse butikker, tænker Mille, at hun måske kan købe en ny gave til hendes far, og beslutter sig for at spørge hendes mor senere, så kan hun også lige tænke lidt over, hvad det er hun skal købe, idet de kommer forbi en Pizzarestaurant, spørger Gitte “Skal vi spise her, eller se om de har noget andet?” og da det ikke er hver dag at de får Pizza, bliver både Mille og Anton helt vilde, for at det skal være her de skal spise deres frokost. “Jaa” lyder det fra dem begge i kor.

Efter en god frokost, og en pause på omkring 30 minutter, begiver de sig videre, for at komme ud at svømme, Selvom Anton er ved at blive for gammel, tager de ham med ind i Dameomklædningen, og imens Mette hjælper Mille af med bleen, får han selv klaret at hoppe i bad og tage sine badebukser på, og da han ikke kan vente, går han udenfor så han kan kigge sig omkring, men som hans mor sagde, hopper han ikke i vandet, før de andre er kommet ud, og han skal blive hvor de nemt kan finde ham.

Der går flere timer, hvor der bliver svømmet og pjattet i vandet, og efterhånden som energien i de 2 børn er blevet opbrugt, melder sulten sig så småt igen, så nu går turen den anden vej, retur igennem Dameomklædningen, hvor de først får skyllet klorvandet af sig, og bagefter bliver iført hver deres nat ble, så de begge er sikret, hvis nu det skulle gå hen og blive så sent, at de ender med at falde i søvn under aftensmaden, som Mette laver sjov med, det viser sig nu at være en god idé, for da de kommer hen på restauranten hvor de skal spise, er det nogle hårde bænke at sidde på, så der bliver grint lidt, da Mille komme til at sige, “God vi har taget vores egne puder med” måske en lille kende for højt, men da hun kigger sig rundt, ser hun, at der ikke var nogen, der forstod hvad hun mente, og det derfor var mest var hende selv der, fandt det pinligt at snakke om hendes ble, så frit og åbent.

Med fyldte maver, er de alle 4 blevet godt trætte, så de beslutter sig for at finde Kahytten igen, og se lidt fjernsyn inden de skal sove, og som ventet går der ikke længe, inden både Anton og Mille begge falder i søvn, og sover lige indtil den lyse morgen, hvorfor det kun er Gitte og Mette der får set filmen færdig.

5 Synes om

18. december - Besøg af en god ven

Da Mille vågner, er fjernsynet allerede tændt, og viser de kedelige nyheder, “Godmorgen” lyder det fra både Gitte og Mette, “Godmorgen” svarer Mille og strækker sig, så kanten af bleen bliver helt synlig, “Mor, kan vi købe nogle nye gaver til far? Og hvad hvis nu huset ikke bliver færdigt?” spørger Mille om, “Ja, det synes jeg er en god idé, vi kan prøve at finde noget her på båden, eller når vi kommer i land i Norge” svarer hendes mor, “Hvis huset ikke bliver færdigt, så holder vi julen hos os, ellers så kommer vi over til jer” siger Gitte, snakken har nu også fået Anton til så småt at vågne, “Godmorgen” lyder fra en ikke helt frisk Anton, “Godmorgen sovetryne”, driller Mille ham “Vi skal holde jul sammen” siger hun glad, “Nice, hos os eller jer?” spørger Anton “Det ved vi ikke endnu” lyder det fra Mille, “Nå skal vi frigøre jer fra jeres bleer, børn?” spørger Mette, idet hun rejser sig op, og går over til Mille, “Eller i dit tilfælde, skifte den til en ny” indskyder hun, imens hun finder en ny ble frem til Mille, og hvad der ellers hører til, på samme tid, er Gitte gået hen til Anton, og er ligeledes gået i gang med at finde ting frem, og snart ligger både Anton og Mille med hovederne mod hinanden, imens de hver især får taget deres brugte ble af, og da de ikke ved så meget om byen, eller hvor der er nogle toiletter, har Gitte besluttet sig for at, Anton også skal have en dagsble på hvorfor han passende, kan prøve en af Milles bleer, også selvom motivet måske er en smule piget.

Anton brokker sig ikke, for det er ikke første gang, han har måtte ladet sig iføre pigebleer, der var nemlig et tidspunkt hvor de ikke kunne købe andet, så det tager han nu ikke så tungt, og indtil nu, så er det kun Mille der har set ham i ble, så det gør jo ikke noget, og da slet ikke i Norge hvor han ikke kender nogen.

Imens de går rundt på båden, og kigger på de forskellige forretninger, hører Mille plusligt en velkendt stemme, hvorefter hun vender sig om, og udbryder Maya! Hvad laver du her?" spørger Mille, idet hun ser en ligeså overrasket Mille, Jeg er på vej til Norge svarer Maya, “Det samme er vi, det er er Anton og hans mor Gitte”, siger Mille og præsenterer ligeledes Maya for dem, og det eneste de får at vide, er at Maya er Milles gode veninde fra klassen, og der bliver ikke snakket meget mere, før de har fundet ud af at de skal bo i nærheden af hinanden, og at de får aftalt at de da skal ud og stå på ski sammen, eller skøjter alt efter hvad de skal prøve først, og hvordan vejret er, for det er ikke rart at stå på ski i snestorm, selvom skiløjperne hurtigt bliver tømt, inden de bliver lukket ned.

Inden de igen går hvert til sit, udveksler deres forældre telefonnumre, og adresser, så Mille, Maya og Anton kan komme til at lege sammen, hvad enten der er i sneen eller ud på vandet, altså isen ovenpå vandet, eller måske indendørs, hvis de finder en skøjtehal.

De når dog ikke at komme fordi alle forretningerne, idet der over højtalerne bliver givet besked om, at butikkerne er ved at lukke og at båden snart kommer i havn, og at der takkes for besøget, og at de glæder sig til at sejle med gæsterne igen, for dem som skal hjem igen eller på et senere tidspunkt skal ud at rejse.

Og med den besked, går Mille, Anton, Gitte og Mette tilbage til Kahytten, for at pakke det sidste sammen, og gøre sig klar til landgang, da de kommer i land, møder de igen Maya og hendes forældre, som foreslår at de bestiller en stor taxa, som de alle sammen kan være i, hvilket Gitte og Mette synes er en god idé. Det første sted de kommer til, er Vinterhytten som Anton, Gitte, Mette og Mille har fået stillet til rådighed af forsikringen, men hvor de havde forestillet sig, noget i stil med et lille sommerhus, så viser det sig er være et lille palæ, for huset er større end begge familiers huse tilsammen, så vinterferien, er nu blevet til en luksusferie, for det kan de umuligt være soveværelser alt sammen.

Men en lillesmule misundelse, og lykønskning, kører taxaen videre til det hotel som Maya og hendes mor skal bo på, ikke langt fra Vinterhytten, indenfor virker det endnu større, og det tager nogle minutter at finde ud af hvor de hver i sær, skal sove og hvor de sammen skal spise, der er soveværelser nok, til at de ikke behøver, at dele vægge med hinanden, og badeværelser nok til at de kan gå i bad samtidigt, uden at skulle vente på nogen, flere af værelserne viser sig at være indrettet til børn, med tilstødende toilet/badeværelse hvor der er opstillet pusleborde, så også de større børn kan komme til at ligge blødt, og uden at arbejdshøjden er til gene for de voksne, man skulle næsten tro at der var tænkt på alt, og jo selv køleskabet er blevet fyldt op, med diverse fornødenheder. Ikke lang tid efter kufferterne er blevet pakket ud og værelserne er blevet fordelt, ringer det på døren til alles forundring, for hvem skulle det mon være?

Der går lige lidt tid inden, Anton og Mille finder vej tilbage til hoveddøren, og da de lukker døren op, står Maya og hendes mor udenfor, “Hej, er jeres forældre her?” spørger Mayas mor, “Ja, MOAR råber Mille, normalt ville Mille ikke råbe, men huset er så stort, og hun ved ikke hvor Mette befinder sig, og heldigvis går der ikke lang tid, før Mette også dukker op ved døren sammen med Gitte, “Hej igen” siger Mette, da hun ser Maya og hendes mor udenfor døren, “Ja, undskyld hvis vi forstyrrer, men der er sket en eller anden fejl på hotellet, så de har ikke nogen værelser ledige, og inden vi begynder jagten på ledige hotelværelser, tænkte vi at i måske kunne hjælpe os, hvis vi kunne stille vores kufferter hos jer, og så hente dem senere…?” spørger Mayas mor, “Jamen, kom da indenfor, i skal da ikke stå ude i kulden, og hvis i vil, så har jeg en bedre idé…” siger Mette, “Ja?” siger Mayas mor lidt spørgende, da hun og Maya er kommet indenfor og hoveddøren er blevet lukket, “I kan da bare få et værelse her, vi har nok af dem, og så kan Anton, Maya og Mille også nemmere lege sammen, uden at os voksne skal bekymre os for meget om adresser og telefonnumre, her er der plads nok til os alle” svarer Mette, imens hun med sine armbevægelser og kropssprog viser, den del af huset man kan se fra forhallen, døre, trapper og højt til loftet.

“Mener i det, det ville bare være fantastisk, hotellet mente at det ville være svært at finde noget der ville være ledigt, på grund af en eller anden konference, sport eller lign. Det var ikke helt nemt at forstå, det de sagde i receptionen.” spørger Mayas mor, med et tydeligt lettet udtryk, “Ja, selvfølgelig” siger Gitte, “Anton og Mille kan vise jer hvor der er ledige værelser” fortsætter hun og lader børnene om at gå op ad trapperne igen, "Er i for resten sultne?" spørger Gitte, da de er kommet halvvejs op af trappen, "Ja, vi nåede ikke at spise frokost på båden" svarer Mayas mor, højden til loftet gør at det lyder som de snakker højt, selvom de prøver at være stille, "OK, så ser vi lige om der er noget brugbart i køkkenet…" siger Gitte, inden hun sammen med Mette går tilbage til køkkenet, hvor de i forvejen var ved at gøre klar til noget frokost, og derfor allerede havde trukket ting ud fra køleskabet, nu var det bare blevet nemmere, at tage beslutninger, fordi flere gæster nu berettiger et større frokostbord, og hvorfor ikke dele deres luksus, nu hvor de kan.

Netop som de ekstra værelser, var blevet indviet og kufferterne var blevet åbnet og tømt, stod frokosten klar inde i den spisestue, som Gitte og Mette havde udvalgt til frokosten, og med fyldte maver blev det så tid til at børnene kunne gå en tur i haven, og lege i sneen, hvor der blev bygget snemænd og kastet med sne, indtil det blev for koldt, og de måtte kravle indenfor i varmen igen.

“I skulle jo have haft jeres ski tøj, inden i bliver syge, kan i lige skynde jer ovenpå og tage ekstra tøj på, så vi kan komme ind til byen og kigge på ski tøj” siger Mette, “og så kan vi bagefter finde noget aftensmad, inden vi vender hjemad til Vinterhytten” fortsætter hun, og selvom børnene gør som der bliver sagt, følger både Gitte og Mette med dem op, for at hjælpe Anton og Mille, og uden at der rigtigt var nogen der lagde noget i det, fulgte Mayas mor også med hende, men nok bare mest for selskabets skyld, inde på Milles værelse, tjekkede Mette Milles ble, og valgte at skifte den, for en sikkerheds skyld, det har jo været en lang rejse, og med veltrænede hænder og fingre, er Mille hurtigt tilbage på benene, og har fået nogle ekstra lag tøj på, på samme tid, har Gitte også tænkt, at Antons ble også kunne trænge til et skifte, igen fordi de ikke kender byen, og ikke gider at skulle stresse rundt, for at finde et toilet, og fordi puslebordene loge skulle i brug, er det Maya og hendes mor der først er færdige og står klar nedenunder ved hoveddøren, ventetiden er dog ikke længere, end at Maya bare tror at de lige skulle have lidt tid til at snakke privat, måske på grund af det med Politiet og SSP tænker Maya, uden dog at kunne få det til at forklare, hvorfor Anton også skulle bruge ligeså lang tid som Mille.

Inden tanker bliver til konspirationsteorier, eller Maya når at lægge for meget i det, er de allesammen på vej ud af døren, for at komme ud og handle ski tøj, inden forretningerne lukker, dvs. Maya har allerede en skidragt, da hun er vant til at komme til Norge eller Sverige, hvert år lige inden jul sammen med hendes mor. Det gør også at Mayas mor, på en eller anden måde bliver en slags turistguide, idet hun kender byen bare lidt bedre, end Gitte og Mette, i hvert fald indtil Milles far kommer i morgen. Mille og Anton er begge vilde med Mayas skidragt, især fordi hun kan komme med en hel masse eksempler, på hvorfor de er bedre end adskilte skibukser og skijakker, noget med at man bedre kan holde varmen, og ikke får sne i bukserne, hvis man vælter på skiene og den slags, faktisk er det eneste minus hun kan komme på, er hvis man skal på toilettet, og der ikke er nogen i nærheden til at hjælpe med lynlåsen, men alt i alt, virker det som et oplagt valg for Anton og Mille, så nu skal de bare finde de rigtige størrelser og farver, men det kan vel ikke tage så lang, tid kan det?

I butikken viser det sig at udvalget er væsentligt større end, Mille og Anton havde forestillet sig, og at valget måske ikke bliver så nemt igen, ikke uden at de også skal prøves også… Og det er så her at Anton og Mille bliver nervøse, for hvad nu med bleerne? Det løser sig heldigvis, da Maya får det for varmt, og hurtigt begynder at kede sig, og lokker sin mor med udenfor, for at de kan prøve at finde ud af hvor de skal spise, og om der findes en skøjtebane i nærheden, ligesom der var sidst de 2 var i Norge, så hurtigt får Mille og Anton øvet sig i at tage skidragterne på, uden at fokusere for meget på deres endnu tørre dagsbleer, og da både Anton og Mille har fundet hver deres favorit, passer det med at de kan beholde dem på, og blot vise dem frem for Maya, når hun kommer retur med sin mor, efter de vender retur med gode nyheder, de skal nemlig ud at skøjte, Anton og Mille glæder sig, for det lyder sjovt, ud fra det Maya har fortalt dem, så knapt nok har de fået købt deres skidragter, før de er på vej hen for at prøve skøjter.

Det viser sig at være præcis så sjovt, som Maya har fortalt dem, også selvom de ikke er ligeså øvede som Maya, og begge falder en del gange, så de må have hjælp til at rejse sig op, efterhånden går det dog bedre og bedre, og snart er det kun deres egne skøjter de falder over, eller hvis de ikke lige får set sig for, eller bremset i tide, så de støder sammen og derfor trækker hinanden ned, med stor latter til følge. De kan dog ikke blive ved med at skøjte, for deres forældre er nemlig begyndt at blive sultne, og med snakken om man, kan Maya, Mille og Anton også godt mærke, at de faktisk godt kan spise noget, især efter alt den energi de lige har brændt af. Og med Maya og hendes mors lille rekognoscering, finder de hurtigt en restaurant, som laver mad til både de voksne og 3 børn, så alle bliver dejligt mætte og glade.

Desserten springer de dog over, for børnene kan godt mærke, at de trænger til at komme hjem og slappe af, og måske se lidt fjernsyn inden de skal sove, så vejviser Maya og hendes mor, lægger kursen hjemad, og får undervejs fortalt Anton og Mille, lidt om hvordan det er at stå på ski, og hvordan man lærer det, på en ski skole, både Mille og Anton glæder sig til at de i morgen skal prøve det, især fordi Maya har lovet at hun vil hjælpe dem, med det som de kan have svært ved at forstå, da hun selv ved hvor frustrerende det er, hvis man ikke forstår hvad der bliver sagt, og derfor ikke “består” undervisningsprøven. Snart er vinterhytten synlig i horisonten, og inden de får set sig tilbage, står de i forhallen, og tager deres sko af og knapt har de fået overtøjet af, før de 3 børn har fundet en plads i sofaen, inden i den store TV stue, med et så stort fjernsyn, at det næsten er lidt som at komme i biografen, og netop som børnene skal til at se den film de har udvalgt, kommer Gitte, Mette, og Mayas mor ind i stuen, med frisklavet varm kakao, flødeskum og lækkert juleguf, lige præcist nok til at de kan klare sig igennem filmen, uden at mangle noget, eller har for meget, og får lyst til at se en film mere.

De mange nye indtryk og den friske luft, har nemlig gjort at de alle sammen, hurtigt bliver trætte og derfor går tidligt i seng, men selvfølgeligt ikke før at både Anton og Mille, er kommet i deres natbleer, og for første gang i flere dage, skal sove i hver deres seng, og derfor ikke får godnat snakket, inden de falder i søvn.

3 Synes om

19. december - 4. Søndag i advent

Det er søndag, og både Anton og Mille vågner nogenlunde samtidigt, og da de ikke ved hvad klokken er, eller har lyst til at vække deres forældre, beslutter de sig for at gå nedenunder, for at se lidt tegnefilm, inden de skal spise morgenmad, de glemmer dog at skrue ned for lyden, så der går ikke ret længe, inden de får selskab af Maya, som også er vågnet, og hvis der havde været mere juleguf til overs, så ville de 3 børn hurtigt, med sikkerhed ikke længere have mere plads til morgenmaden.

Hvad børnene ikke ved, er dog at det ikke kun er Maya, der hørte fjernsynet, så imens de har hygget sig foran fjernsynet, så har de voksne, sørget for at morgenmaden står klar inde i en af de mange spisestuer, denne gang en med udsigt ud til haven, hvor man kan se små dyrespor i den nyfaldne sne, og da Maya, Anton og Mille får løsrevet sig fra fjernsynet og overgivet sig til sulten, ser de, at der er dækket op til 7 personer, og knapt har Mille fået talt efter, før hun hører en velkendt stemme bagfra “Godmorgen smukke” lyder det nemlig fra hendes far, og Mille bliver ellevild og springer derfor op i favnen på ham, hvilket gør at hendes natbluse bliver trukket op, og kanten af hendes nat ble, nu bliver synlig for Anton og Maya, ja for alle der er til stede i spisestuen, “Hvor har jeg bare savnet dig” siger hun, og virker fuldstændigt til, at hun har glemt alt om, at der er noget der hedder morgenmad. Maya siger dog ikke noget til bleen, ikke endnu i hvert fald, men vælger at “vække” Mille fra hendes nyfundne “rus”, og spørger "Skal vi ikke spise?" hvortil Mille kigger hendes far i øjnene, og siger "Jov, lad os det" inden hun hopper ned, og sætter sig ved bordet en lille smule pinligt berørt, for hvor meget har Maya mon set?

Morgenmaden bliver spist, og der bliver snakket lystigt bland både store og små, om alt hvad der er sket, og oplevet. Milles far ankom sent lørdag aften, efter Mille og de 2 andre børn var gået i seng, så han og de andre voksne, sætter særligt pris på den friskbryggede morgenkaffe, og fortryder en lille smule, at de ikke havde fulgt børnenes eksempel, og var gået lidt tidligere i seng, men ved også at det ikke kunne have været anderledes, da Milles far jo ikke bare selv kunne låse sig ind, eller finde vej til Mettes og hans soveværelse, og hvis han først var kommet i dag, ville de ikke kunne komme tidligt afsted til dagens begivenheder, de skal nemlig ud og kigge på ski og skistøvler, men det er nogen de lejer, ellers havde de købt dem med hjem i går.

Efter morgenmaden, får børnene lov til at sætte sig tilbage i sofaen og se lidt mere morgenfjernsyn, og her tager Maya mod til sig, og stiller spørgsmålet “Hvorfor har du ble på Mille?” hvorefter Mille hurtigt får bekræftet, at Maya nu kender hendes hemmelighed, ligesom Anton. “Deet… Det er fordi jeg er begyndt at tisse i sengen når jeg sover, og nogen gange i bukserne om dagen også” svarer Mille efter at have besluttet sig for at tage chancen, og håbe på at Maya er forstående, og ikke synes at hun er klam og ikke længere har lyst til at være sammen mere. Maya har dog allerede set, hvordan Mille reagerede på hendes spørgsmål, og lytter derfor grundigt efter, og afslører så sin egen hemmelighed, for Maya tissede nemlig i sengen indtil hun var 6 år, så ligeså hurtigt at Mille blev bekymret, bliver hun igen glad for at høre at Maya, absolut ingen grund eller lyst har til at drille Mille med hendes bleer, og fordi Anton hører Mayas historie, beslutter han sig for, at han lige så godt, også kan afsløre sig selv.

“Så er det derfor i ikke skulle på toilettet, da vi var ude at skøjte i går, og ikke slog jer så meget, da i faldt på isen” siger Maya, som brikkerne til hendes mystiske undren, endeligt falder på plads, “Det giver jo så meget mening, og så er der jo ingen ulemper ved skidragterne, Hvor er i altså heldige! fortsætter hun “Heldige? Hvad mener du?” spørger Mille, “Ja altså at i bare kan få ble på, og så ikke skal stresse rundt efter et toilet eller kæmpe med lynlåsen, eller springe fra i køen til skiliften, fordi det lige præcis nu er blevet tid til at tømme blæren” uddyber Maya “Du kan da bare få en af vores, hvis du mener at det er så fedt?” siger Mille sådan lidt udfordrende, for selvom Maya lige har fortalt hende, at hun kun lige selv har smidt bleen, så tror hun ikke helt på det, før hun også har hørt det fra Mayas mor, eller selv har set Maya iført en af Antons eller Milles bleer, ja man kan vel godt kalde det for en af deres bleer, sådan som de konstant låner fra hinanden, nat og dag.

“Du tror måske ikke på mig?” lyder det fra Maya, der godt har fanget undertonerne fra Mille. “Betyder det at du vil have ble på i dag, når vi skal stå på ski?” spørger Mille, “Ja, hvis jeg altså må!” svarer en selvsikker Maya, “OK, så spørger vi sammen” siger Mille, fast besluttet på at det skal være sådan… “Kom” siger hun imens hun tager Maya i hånden, og rejser sig op fra sofaen, for at finde deres forældre, heldigvis går der ikke lang tid før de finder dem, de skulle bare følge deres næser og gå efter lugten af kaffe, “Mor?, Må Maya ikke få en af mine bleer på, inden vi skal ud og stå på ski?” spørger Mille, og det var heldigt at Mayas mor netop havde sat kaffekoppen fra sig, for ellers ville der have været stor risiko for at hun fik den galt i halsen, “Hvad går det lige ud på?” når Mayas mor lige at spørge, inden Mette kan nå at svare, så nu er det 2 spørgsmål, som Mette kan svare på, “Ja, det er selvfølgeligt lige så meget din beslutning, men Mille har her i december, fået problemer med at kunne holde på vandet, både dag og nat, og da det har været nogle lange rejser, og et ukendt land, i forhold til lokalkendskabet til toiletter mv. Så har Anton ud over Mille også haft ble på om dagen, siden vi kom her til Norge, men lad os høre Maya, hvorfor er det at du vil have ble på? For jeg tænker da ikke at det kun er Milles idé…” lyder det fra Mette, som skiftevis har henvendt sin tale mod Mayas mor, og så nu Maya selv. “Joo, deet…” begynder Maya, “kom nu, du kan godt” lyder det fra Mille, idet hun igen tager Maya i hånden, “Det er fordi det er så besværligt fra skidragten og toiletbesøg, og så vil det være rart, at det ikke gør så ondt, hvis jeg falder på rumpen, ligesom Anton og Mille” svarer Maya, nu en smule mere selvsikkert, også selvom hun stadig ikke helt, tør se sin mor i øjnene.

“Hvis du selv kan klare dig, så ja, men hvis vi skal til igen at have våde bukser eller seng, når vi kommer hjem, så er det ikke længere noget du selv kan vælge, så er det mig der vurderer behovet, også i skolen…” lyder det fra en ikke helt så begejstret mor, og straks Maya hører hendes mors svar, kigger hun op med fornyet glæde i øjnene, “Tak mor og tak Mette, hvis altså det er OK?” udbryder hun, “Ja, det tror jeg vistnok det er, hvad siger du Gitte… Er det samme slags bleer til alle 3, fra nu af?” spørger Mette, “Ja det synes jeg da er rimeligt, men når nu hverken Mille eller Anton, selv skal stå for deres bleskift, så synes jeg det er ligeså rimeligt, hvis vi skiftes til at tage os af Maya, ellers tror jeg hurtigt det kan blive for dyrt, bleerne skal bruges, og ikke leges med” svarer Gitte, hvortil Mette svarer “Det er en aftale, men så starter vi altså nu, så hop ovenpå tøser, jeg kommer så snart, jeg har drukket den sidste tår kaffe” og med den overraskende besked, ikke mindst for Maya, drager Mille og Maya ovenpå til Milles værelse, imens har Anton stået og smug lyttet, og kan ikke være mere glad på pigernes vegne, han havde nemlig heller ikke troet, at Maya ville få lov, for det er jo ikke noget man normalt spørger om.

Da Mille og Maya kommer ind på Milles værelse, og kun lige har fået lukket døren, siger Maya “Tak for hjælpen, jeg troede ikke det ville være så svært at spørge om, jeg har faktisk savnet det lidt, altså at have ble på, det er svært at forklare, men bare sådan trygt og rart”, Mille når kun at svare med sit smil, idet døren igen går op, og Mette træder ind, “Det er vist også på tide, at du kommer ud af nat bleen min skat, skal vi tage dig eller Maya først?” spørger hun Mille, “Jeg tror godt jeg kan vente, og bleen også, så jeg synes at Maya skal til først” svarer hun, “Jamen så er det jo din tur Maya, det er herude det foregår, hop du bare op på bordet, som henter jeg lige nogle bleer” siger Mette, og går hen til Antons værelse, hvor hun henter nogle af hans nat bleer, for hvis det skal være blødt at lande på rumpen, så er det en tyk ble der skal til, og netop som hun når hen til døren, kommer Gitte op ad trappen med Anton i hånden, “Det er Antons bleer vi starter med, så vi skal jo nok ud at købe nogle flere” siger Mette til Gitte, som ingen indvendinger har, og finder 3 bleer frem, og giver de 2 af dem til Mette.

** I mellemtiden på Milles værelse **

“Hvad skal din mor?” spørger Maya, “Det ved jeg ikke…” svarer Mille

Ventetiden er heldigvis kort, og før Mille eller Maya får gættet, hvad Mette skulle, vender hun tilbage med de 2 bleer i hånden, “Hvis det skal være blødt, så skal det være tykt” siger hun til pigerne, som bare have regnet med at det skulle være, nogle af Milles tyndere bleer, men hverken Mille eller Maya, tør sige noget, af frygt for at aftalen så bliver lavet om. Ikke længe efter Gitte og Anton har indfundet sig nedenunder igen, kommer Mette også ned med Mille og Maya, de bliver alle 3 iført deres skidragter, og sendt ud i haven for at leger lidt i sneen, indtil de alle sammen skal afsted, der er nemlig lige lidt planlægning, som de voksne skal have på plads.

“Nå hvordan er det så at være tilbage i bleen?” spørger Mille, lidt drillende Maya om, “Det er lidt underligt, for det er som om de her bleer, lige er en smule større, men jeg er jo så også vokset lidt siden, men det skal nok blive sjovt, at stå på ski i dag, jeg mener endnu sjovere, nu hvor vi ikke skal forlade køen eller stresse rundt efter toiletterne” svarer Maya, og det varer ikke længe, inden dagens første sneboldkamp er startet og afgjort. Vinderen blev dem, der havde det sjovt, hvilket vil sige dem alle 3, de stoppede kun fordi, legen var ved at blive lidt for vild, og ingen af dem, havde lyst til at komme til skade, i hvert fald ikke før, de har alle 3 har være ude og stå på ski.

Imens de har fået sat sig på udendørs bænken, kan Maya heller ikke undgå at lægge mærke til at det også er nemmere at holde bagdelen varm, men tænker på om det også gælder, når først bleen er blevet våd, det må tiden jo vise, og som hun nu har forstået det, så er det ikke engang hende selv, der kan afgøre om bleen skal skiftes, og en grum tanke underslipper hende, “Hvad nu hvis vi ikke kun skal tisse?” spørger hun bekymret Anton og Mille, “Det har jeg ikke lige tænkt på…” siger Mille, “I tror da vel ikke at?” begynder Anton, “Nej, det kan de vel ikke finde på, kan de?” prøver Mille at svare.

“Kom i bare indenfor, og få varmen lidt, inden vi skal ud og handle ind, nu hvor vi har bilen med, og ikke behøver at slæbe på det hele” siger Mette, fra døren som hun har åbnet ud til haven. Børnene kommer med det samme indenfor, men uden at der bliver sagt et ord, det er ligesom om de ikke tør stille spørgsmål, eller har andre ting de har lyst til at snakke om, så imens de venter ude i forhallen, har de sat sig på trappen, og igen afprøvet pudeeffekten af deres bleer. Da deres forældre kommer ud i forhallen til dem, rejser de sig op, helt synkront, ja nærmest som om de var de 3 (ble)musketerer.

Da de kommer udenfor, er det til synet af en bil de ikke har set før, "Ja vi tænkte at det var en ide at leje en 7 personers bil, nu hvor vi skulle holde ferie sammen, " siger Mette, “Ja vores egent, holder trygt og venter på os, hjemme i Danmark” siger Milles far, og uden at der rigtigt er nogen der tænker over det, så ender de 3 børn på bagsædet ved siden af hinanden, med Anton i midten, og selerne godt spændte, og før de ved af det, så er julemusikken startet, og bilen startet med kursen mod indkøbscentret, og da bilen efter små 10 minutter, igen standser er det 3 børn, der med nervepirrende følelser kravler ud af bilen, efter at have fået en hånd, med at åbne bildørene til bagsædet, Milles far har nemlig ikke fået slået børnesikringen fra, til alle de voksnes store morskab.

Inde i centret skal de have købt ind til aftensmaden, og købt nogle flere vådservietter, og da de kommer forbi rækken med bleer, kan de ikke lade være med at snakke om, hvor billigt bleerne er i Norge, uden dog at købe nogen, men alene det at ordet “bleerne” blev sagt offentligt, har fået temperaturen til at stige hos Anton, Maya og Mille, som ikke kan undgå at blive pinligt berørt, af deres forældres delvist sjove, men også seriøse bemærkninger. For det er nemlig billigt i Norge, så billigt, at de helt klart tænker på at købe bleer med hjem til Danmark, når altså de lige har fundet dem som de skal bruge.

Snart er bilen blevet pakket, med det som der er plads til i bagagerummet, og bilens kurs nu er sat mod skiløjperne, og skiudlejningen, og fordi der ikke blev købt nogen bleer, er de 3 børn nu tilbage til deres normale, snaksalige selv, og er nu begyndt at synge med på julesangene, som bliver spillet over bilens lydanlæg. Og inden de får set sig om, har de fået ski og skistøvler, og skal nu hen til noget undervisning, og selvom Maya er vant til at stå på ski, føles det alligevel en smule anderledes, fordi hun denne gang skal stå på ski, iført sit ski tøj, og specielle beklædning i form af den tykke nat ble.

Tiden nærmest flyver afsted, og knapt er de blevet færdige med undervisningen, før de er på vej op af bjerget, godt hjulpet af ski liften, og som ventet viser bleerne deres fordele, efterhånden som de sammen tager turen op og ned af bjerget, igen og igen, uden behov for at forlade deres plads i køen, eller holde nogen unødvendige pauser, og kun da de er ved at skulle afvikle dagens sidste tur, sker det som de har frygtet, liften går nemlig i stå og børnene sidder fast, om det er nerverne eller kulden, det vides ikke, men Mayas mave begynder at give lyd fra sig, og det er vist ikke sulten alene der er ved at melde sig. “Mille” siger Maya stille, “Det… Det varer nok ikke længe…” forsætter hun “Det er ellers en fin udsigt heroppe” svarer Mille “Jeg tror ikke det er liften hun tænker på…” siger Anton, som har set Mayas tiltagende anstrengelser, og snart går det også op for Mille, hvad det er Maya snakker om.

Imens de hænger oppe i luften, får Anton, Mille og Maya snakket om hvad de skal gøre, og ender med at aftale, at det skal være en fælles oplevelse, så alt hvad Maya skal igennem, vil de andre solidarisk også eftergøre, før eller siden, de 3 er nærmest blevet fællesvenner, og ønsker ikke at der skal være nogen hemmeligheder imellem dem, eller noget som kan blive bruge imod dem, uden selv at dele risikoen.

Pagten er kun lige blevet indgået, da liften igen bevæger sig, det sidste stykke mod toppen, nu skal Maya efterfulgt af Anton og Mille, udføre den svære disciplin, som det er at stå på ski, uden at bruge bleen til noget ingen af dem egentligt har lyst til. Det går bedre end forventet, og på ingen tid, er de halvvejs i mål, men af uvisse årsager, snubler Maya på målstregen, måske fordi hun får bremset lidt for hurtigt, og derfor bliver ramt af Mille og Anton bagfra, så de alle 3 for sidste gang i dag, er nede og smage lidt på sneen, altså den del hvor de er glade for, at have fået deres medbragte puder på, så det ikke gør så ondt i deres hårdt prøvede bagdele. Og med et er det kun latteren der bliver tænkt på, inden det går op for Maya, at hun nu har tabt kampen, og hendes mave har vundet, nu kan hun nemlig krydse 2 ting af, som hun har prøvet. 1) stå på ski med ble på, og 2) stå på ski med en brugt ble, de skal nemlig lige have rejse sig op, og komme ned fra den sidste del af skiløjpen.

Og da børn og voksne igen finder sammen, går der ikke lang tid inden Mette og Gitte lige skal have noget afklaret, “Er det din eller min tur?” siger de til hinanden med et smil, de bliver dog hurtigt enige om at det må være tid til noget frokost, og mon ikke det er meget passende at finde et børnevenligt spisested, hvor der er mulighed for at skiftet nogle bleer.

En oplevelse rigere og en frisk og tør ble, kan Maya endeligt være sig selv igen, og som børnene snakkede om oppe i liften, så er det da godt at de er i Norge, hvor der er ikke er andre de kender.

Resten af dagen og aftenen, går med julehygge foran fjernsynet, med alle 3 børn i nat bleer, inden de desværre skal til at rejse hjemad, hvis de skal nå at komme hjem til den sidste dag i skolen, til børnenes glæde, kan de dog sove i bilen, og igen når de kommer ombord på båden, pauser er der ikke brug for, altså for børnene, de er nemlig klædt på til hjemturen, præcis som da de var ude og stå på ski.

7 Synes om

20. december - Hjemturen

Det var en lang aften, hvor der blev jule hygget lige til det sidste.

Klokken er lidt efter midnat, og de 3 familier befinder sig i bilen, og er på vej hjemad mod Danmark, første stop er biludlejningen, hvor bilen skal afleveres, så om ikke så lang tid, er det desværre nødvendigt at vække de 3 sovende børn, som har fået lov til at sove i godt en time, og det fordi bilen lige skulle have påfyldt lidt brændstof, for at kunne klare hele turen, og for at aflevere den med en fyldt tank, så de ikke skulle betale et opfyldningsgebyr, ud over udlejningsfirmaets brændstofpris. Den friske luft er kun lige akkurat nok, til at vække børnene og havde det ikke været for kufferterne, så havde det måske været nemmere, at bære rundt på de trætte børn, Milles ble er forståeligt nok allerede våd, ligesom Antons, det er de jo ligesom blevet vant til, men også Mayas virker til at suget en lille smule til sig, hvis det da ikke er fordi, hun har haft det for varmt i bilen, de havde alle 3 fået skiftet deres bleer, lige efter det store biograffjernsyn var blevet slukket i vinterhytten, for sidste gang på denne miniferie.

“Hvordan har bleerne det?”, spørger Gitte, da de 3 børn er kommet ud af bilen, og Milles far er inde på kontoret, for at aflevere nøglerne til bilen, og få tilbagebetalt sit depositum. “Næsten tør” siger en stol Anton, “Samme her” siger Mille og Maya, som ikke helt er sikker, eller rettere ikke har lyst at fortælle hele sandheden, da hun stadig er en lille smule rystet over sig selv, er derfor meget usikker “Stadig tør” siger hun, efter at have tænkt sig lidt om. “Godt, så skal vi ikke bekymre os om det foreløbigt, og så skal vi bare have os alle sammen om bord på skibet, så kan i få lov til at sove igen.” siger Mette, netop som Milles far kommer ud fra kontoret “Så er det klaret, skal vi komme videre, så vi kan hurtigt kan komme ind i varmen igen” siger han, og uden protester, begiver de sig hen imod terminalen, for at vise deres billetter og finde ud af hvilke Kahytter der er deres, så den resterende del af søvnen, kan blive indhentet, det er nemlig ikke kun børnene der er trætte.

Den venlige medarbejder, der tager imod dem, lægger mærke til at de rejser sammen, eller i hvert fald kender hinanden, og spørger derfor om de ikke kunne være interesseret i, at blive opgraderet til en suite, uden beregning, der er nemlig nogle af deres Kahytter som ikke kan benyttes, og glædeligt overrasket vælger de 4 voksne at takke ja til tilbuddet, da det vil gøre det nemmere for dem alle, og måske give plads til lidt alene tid, ikke mindst for Milles forældre, men også for børnene hvis de skulle have lyst til at slappe af foran fjernsynet, i stedet for bare at gå rundt på båden. Hverken Maya, Anton eller Mille er dog vågne nok til at opfatte, at de på båden kommer til at “bo” sammen, hele vejen hjem til Danmark, først da de kommer ind i suiten, spørger de lidt undrende, “Er det her vi skal sove?” først til hinanden, inden Maya med en lidt friskere stemme, igen stiller spørgsmålet til de 4 voksne. “Ja, altså inde i sengene, og ikke her i stuen” svarer Gitte, med et bredt smil, ingen af børnene har dog energien til at brokke sig over den dårlige joke, de skal bare have udpeget retningen, for hvor sengene står, tøjet og bleerne er et voksenproblem, børneproblemet bliver der allerede arbejdet på, der skal soves!

Efter hvad der kun føles som et par timer, vågner Anton og Mille, og ikke længe efter også Maya, nu er der ingen tvivl længere, det var godt at de alle 3 havde ble på, men for Maya er det ikke en rar følelse, altså både og, for hun kan ikke huske, hvornår hun sidst har sovet så godt, men samtidigt også bekymret, for hun kan nemlig ikke huske, at hun på noget som helst tidspunkt, bevidst har tisset i bleen siden hun fik den på, som nu er mere end bare en smule våd, den hænger nemlig så meget, at hun er bange for, at tapen ikke kan holde, eller at det går galt, hvis hun bliver liggende i sengen, heldigvis har den lette rumsteren, vækket Gitte, som ligesom Mette, havde gjort notits af bleernes tilstand, allerede inden de selv gik i seng, og en efter en, bliver de 3 natbleer, skiftet ud med nogle friske morgenbleer, Maya tør næsten ikke protestere, for hvad nu hvis det bliver opdaget, at det ikke var med vilje, og at hun rent faktisk har haft ikke bare ét men hele to uheld, reddet af bleen selvfølgeligt.

Friske i tøjet, altså inde under tøjet, kan trioen endnu en gang sætte sig foran fjernsynet, og se lidt tegnefilm imens de resterende voksne sover videre, Gitte har fundet sin bog frem, og holder børnene lidt med selskab, imens hun får læst sig vej igennem bogens spændende fortællinger, efterhånden som børnene bliver mere og mere vågne, prøver de at finde ud af, hvad de skal bruge tiden på, ombord på skibet, Mille kommer i tanke om, at hun stadig mangler, at købe nogle nye julegaver, så hun foreslår at Anton og Maya hjælper hende, med at købe noget, hvis altså de kan få lov til at gå rundt lidt alene.

Da de alle sammen sidder rundt om morgen bordet, er det Anton, der bringer det på banen, og selvom både Mille og Mayas mødre er en smule tilbageholdne, hjælper det da Gitte siger “Hvis det var pinligt, sidst Mille og Maya var ude alene, så tror jeg næppe de laver nogen ulykker denne gang, hvis de risikerer at blive opdaget igen, iført bleerne, som de jo nok også skal have skiftet på et tidspunkt” “Og hvis ikke, så kan det jo være at de netop ikke bliver skiftet, sådan lige med det samme, så er der lidt at tænke over både før og efter” indskyder Mayas mor, som endnu ikke har valgt at tilgive Maya helt, selvom det jo viste sig at være Frida, der var årsagen til balladen.

Muligheden for ikke at blive skiftet, er en helt ny overvejelse for de 3 børn, og hverken Mille eller Maya, har planer om en gentagelse, fra den sidste indkøbstur de havde sammen, og da slet ikke hvis deres hemmelighed risikerer at blive afsløret, og Anton som udmærket ved hvordan bleudslæt føles, skal i hvert fald ikke nyde noget, af nogen form for afstraffelse, som involverer bleen, for ham er det slemt nok, at han for en stund, er blevet et fuldtids blebarn, bare fordi de er ude og rejse, så det kan næsten ikke gå for langsomt, i forhold til at komme hjem, så han igen kan nøjes med at bruge ble i sengen, når han skal sove og måske snart kan slippe af med puslebordet, som jo har en iøjefaldende plads på hans værelse.

Glade for at der er enighed, blandt både store og små, og børnene har fået deres frihed, til at turnere rundt blandt bådens butikker på egen hånd, kan dagen endeligt begynde, ingen af børnene har lyst til at svømme, da de stadig kan mærke en smule træthed i kroppen, og kun lige orker at gå stille og roligt rundt, og så ville de nok heller ikke få lov til at svømme alene, og hvad med bleerne? Med sig har de hver fået lidt lommepenge, så de kan købe sig lidt at drikke ug over de gaver som Mille håber på at finde, hun overvejer om hun igen skal købe et slips, men tænker så, at der jo nok ikke er nogen tøjforretninger på båden, så den idé kan hun nok ikke bruge, måske hun finder noget til bilen, eller måske noget i stil med solbriller, selvom det jo ikke er sommer endnu.

Timerne går og Anton, Mille og Maya, sidder ved en café hvor de har købt sig lidt at drikke, ganske som forudset af deres forældre, deres næste stop er spillehallen, som de så på vejen hen til caféen, de har ikke tænkt sig at bruge nogen penge, men vil bare lige kigge lidt nærmere, og kun måske, hvis de kan få flere penge, planlægger de at spille lidt. "Nå så det er her i gemmer jer?" lyder det plusligt bagfra hvor Mile, Anton og Maya sidder, og havde det ikke været fordi, de alle 3 havde stillet deres glas fra sig, så var der nok flere af dem, som skulle have skiftet deres tøj, nærmest synkront lettede de nemlig alle 3, da de blev lidt forskrækkede, til forældrenes store morskab, hvorfor er det at de synes det er så sjovt?

Nu hvor muligheden byder sig, så griber Anton hurtigt chancen til at fortælle om spillehallen, og får til sin store glæde opfyldt hans ønske, dog sammen med forældrene, da de går med og ser hvilken slags spillemaskiner der findes, og tager et par spil selv, på både enarmede tyveknægte og andre af de klassiske spillehals maskiner, Anton får prøvet at køre motorcykelræs, men udfordres af bleen han har på, da han ikke rigtigt kan “sidde fast”, han glider fra side til side, men formår da at have det sjovt, ligesom de andre også får prøvet lidt af hvert i spillehallen.

Som tiden går, bliver de enige om at det nok er på tide at komme tilbage til suiten, så de kan være klar ved deres kufferter, inden båden lægger til kajs, og så dagens sidste bleskift i fællesskab kan blive klaret, så hjemturen kan foregå uden unødvendige stop undervejs, og der bliver tid til at se flere af de julekalenderafsnit, som de stadig har til gode, når de kommer hjem.

Hjemme venter der nogle overraskelser til Mille, for hendes forældre har en nyhed, som de glæder sig til at fortælle Mille, og så har de også lavet en aftale, med en hemmelig gæst, som venter hjemme hos Anton og Gitte, med en gave til Mille, og så er der også noget som, end ikke hendes forældre, ved noget om endnu.

Kort efter bilen er blevet standset ude foran Gitte og Antons hus, og alle sæderne er blevet tomme, lyder der et “Velkommen hjem”, fra en stemme som Mille og Anton straks genkender, “Hej…” siger Mille, idet hun får øjenkontakt med juletræssælgeren, “Hvad laver du her?” spørger hun “Ingen jul uden juletræ, derfor er jeg kommet for at forære jer et erstatningstræ, nu hvor jeg hører, at jeres hus snart er klart igen, således at i kan flytte hjem, og fejre julen præcis som i havde planlagt.” “Er det sandt?” spørger Mille “Det med Huset eller Juletræet?” spørger juletræssælgeren lidt drilsk, for han ved godt, at hun mener begge dele, men han har sådan en lyst, til at se hendes dejlige smil igen.

Og imens Gitte låser døren op til huset, så de kan komme indenfor i varmen, fortsætter Mille med at spørge “Hvornår?”, imens hun kigger på sine forældre og juletræssælgeren, “Forsikrings skaderne er blevet udbedret, nu er det bare tilbygningen som vi venter på, så der bliver plads til en kommende lillebror eller lillesøster” svarer hendes far, imens begge Milles forældre viser hende der allerstørste smil, hun nogensinde har set, “Skal jeg være storesøster? OG Kusine?” spørger Mille lidt forvirret, og prøver at forstå det hun egentligt allerede har forstået, men alligevel ikke helt tror på. “Ja, vi skal dog lige have lavet en skanning af mors mave, men ja vi skal til at være forældre igen, og du skal til at lære 2 nye små mennesker at kende, inden ret længe” siger hendes mor Mette.

“Huset forventes at være klar onsdag formiddag” svarer juletræssælgeren, som også ejer byens største håndværkerfirma, på den del af Milles spørgsmål, som hun selv var ved at have glemt, og derfor har været med at til reparere huset, og bygge tilbygningen, som Milles forældre fik råd til at bygge, for de forsikringspenge de fik udbetalt, for at de selv kunne finde og betale håndværkere direkte, og uden at være bundet af at, de så kun kunne genetablere huset som det var.

Og en sidste ting inden jeg vil tage af sted, og så i kan komme i gang med aftensmaden og det i evt. skal have pakket ud, “Årsagen til branden er fundet, og det skyldes en fejl begået af EL selskabet, og ikke på grund af fejl i jeres EL installationer, elektrikeren har kun fundet installationer, som lever op til forskrifterne, og havde det ikke været på grund af branden (og ja tilbygningen), så ville han have været helt tryg ved at lade ledningerne sidde, og jeg har også kun hørt om stor ros fra brandvæsenet, for jeres hurtige og effektive handling, det gjorde at i stadig har et hus, og hinanden.” lyder det fra juletræssælgeren, henne fra døre, som han netop har åbnet.

“Ja, det er jo så Mille vi har at takke, for det var jo hende der opdagede branden, og gik i gang med at brandslukningen” siger Milles far stolt, hvorefter juletræssælgeren endnu en gang, takker familien, for opgaven med ombygningen af huset, og lader de 2 familier være alene, så også han kan komme hjem til hans hustru.

Fyldt med en glædes rus, sætter Mille og Anton sig ind i stuen, for at finde frem til de julekalenderafsnit, som de endnu ikke har set, inden de er klar til at spise aftensmad, og da de alle sammen sidder ved spisebordet, er det Mille der spørger “Skal vi ikke have tændt lysene i adventskalenderen?” hvorefter de alle sammen siger "Jo!" og for startet aftenens julehygge, inden det igen bliver sengetid for 2 trætte børn, og efterhånden ligeså trætte forældre.

3 Synes om

21. december - Julehygge

Klokken er lidt over halv syv, da Mettes telefon ringer, displayet på telefonen afslører, at det er Mayas mor, “Hallo” siger en morgentræt Mette, “Godmorgen, og undskyld jeg ringer så tidligt, men jeg ville være sikker på, at jeg nåede at snakke med dig, inden Mille og Maya skal i skole” lyder det fra Mayas mor, med en lidt presset stemme, “Okay?” svarer Mette, “Ja, først og fremmest vil jeg gerne sige tak for hjælpen med husly i Norge, men jeg ringer mest fordi, at Maya stadig var træt da vi kom hjem, og fik derfor lov, til at lægge sig ind og sove lige efter vi havde spist aftensmad, og allerede inden jeg selv gik i seng, var jeg inde på hendes værelse, for at slukke for hendes sengelampe, og fordi lampen stadig var tændt, opdagede jeg at hendes bukser og seng, var mere end bare våde, og måtte derfor vække Maya, for at sende hende ud i bad, imens sengetøjet blev taget af og madrassen tørret” forklarer Mayas mor, “Åh nej dog, men jeg er ikke helt med…? Hvorfor er det vigtigt lige nu?” spørger Mette, undrende og en lille smule bekymret.

“Som jeg sagde ved morgenbordet i søndags, så er det ikke længere op til Maya, om hun vil bruge bleer, hvis sengen eller bukserne herhjemme er våde, derfor har jeg brug for at få fat i nogle bleer, og da jeg ikke selv har bil, kan det komme til at tage lidt tid, at få leveret, så jeg tænkte om Maya eventuelt kunne låne nogle at Milles, og om Mille måske havde lyst, til en tøseaften hjemme hos os, med overnatning til i morgen, så kan de jo komme hjem til jer, en gang efter morgenmaden?” lyder det fra Mayas mor, “Jo, selvfølgelig, det tror jeg Mille vil synes er rigtigt hyggeligt, og så kan Maya og Mille være med til at pynte vores nye juletræ, når vi i morgen kan vende hjem til vores eget hus” siger Mette, der nu er ved at være vågnet helt op.

“Jeg hører lige Mille, om hvad hun siger, men giver hende under alle omstændigheder, lige en håndfuld bleer med i sin taske, som Maya så kan få med hjem, så må de selv finde ud af resten” fortsætter Mette, “Fantastisk, og endnu engang, vil jeg gerne have lov til at sige tak…” siger en Mayas mor med en tydeligt lettet stemme, “Det var da så lidt, men hvad siger du for resten selv til, at komme forbi i morgen sammen med Mille og Maya, så kan vi alle sammen hygge os, imens pigerne får pyntet træet, hvis da ikke Anton også kommer og hjælper med træet?” spørger Mette, “Jo det lyder da som en god idé, så ses vi da bare i morgen” svarer Mayas mor “Godt, vi ses i morgen” slutter Mette, inden de begge lægger på.

Nu hvor hun alligevel er vågen, beslutter Mette sig for at gå ind og vægge Mille og Anton, for at fortælle hende om planen, og få pakket Milles skoletaske, inden hun risikerer at glemme, bleerne som Mille skal have med til Maya, “Godmorgen skat, godmorgen Anton” siger Mette idet hun træder ind på Antons værelse, “Har i sovet godt?” spørger hun, “Ja, skal vi op nu?” lyder det søvndrukkent fra Mille, “Ja, jeg har noget jeg skal have spurgt dig om, inden du kommer i skole, og nu hvor jeg selv var blevet vækket, så tænkte jeg at vi ligeså godt kunne få startet dagen, inden der sker flere bleuheld…” svarer Mette, “HVAD?” spørger en bekymret Mille, og nærmest springer ud af sengen, “Roligt nu, det er ikke her bleen har sprunget læk, det ser det da ikke ud til, (endnu), det er fordi Mayas mor lige har ringet, og fortalt mig at Maya har haft et uheld i sengen, og derfor skal låne nogen af dine eller jeres bleer, men skal vi ikke se at få jer ud af jeres natbleer, og så kan vi snakke mere om det, når i har været i bad, og er blevet lidt mere vågne?” foreslår Mette, og får først den ene efterfulgt af den anden, en tur forbi puslebordet, hvor bleerne ryger af, og huden lige bliver tørt af med en fugtig vådserviet, inden de begge bliver sendt afsted til hvert deres bad og efterfølgende påklædning.

Under morgenmaden, kan Mette igen fortælle om hendes samtale med Mayas mor, og planen for Mille og Mayas tøseaften, og med forventningen om at huset måske er helt klart, til indflytning i morgen, ja så kan Anton endeligt få sin seng for sig selv igen, “Eller måske invitere en anden med hjem?”, driller Milles far, der udmærket godt ved, at Anton nok ikke har lyst til at have besøg af andre, på grund af det med bleerne. Mille er vild med planen, og glæder sig til at være sammen med Maya, og til snart at kunne sove i sin egen seng igen, også selvom hun så skal undvære hendes far igen, indtil hun igen er hjemme.

Efter morgenmaden, kører Milles far både Anton og Mille i skole, inden han selv kører videre på arbejdet, og fordi de er kommet tidligt afsted i dag, bliver der lige lidt tid, til at Mille og Maya kan snakke sammen, inden de skal ind til de andre i klassen, og inden Frida hiver fat i dem begge, for at give dem en undskyldning “Hvor har jeg bare savnet jer, og jeg vil rigtigt meget gerne have lov at undskylde, fordi jeg fik Fru. Mortensen til at tro, at det var Mille der stjal, jeg sagde sandheden, men måske ikke hele sandheden, og da rygterne startede, turde jeg ikke sige fra, eller stå ved at det jo var mig, så jeg håber at i begge kan tilgive mig, og at vi måske kan være lidt sammen igen, måske en dag i det nye år?” Både Mille og Maya, har lyst til bare at sige ja, men siger begge at de vil tænke over det, og at det ligeså meget, er noget de må snakke med deres forældre om, men at de da er glade for at tage imod undskyldningen.

Snart har skoleklokken ringet ind, og Mille, Maya og Frida, må indfinde sig i klassen, og snakke videre på et andet tidspunkt, hvis de da ellers når det i løbet af dagen, det er sidste skoledag før juleferien, og hele skolen skal spille klassebanko, bankopladen som klassen har valgt, er tegnet op på tavlen og skolens sekretær vil “råbe” numre op, over samtaleanlægget som forbinder alle klasserne med kontoret, dørene ud til gangen, vil stå på klem, så alle elever kan høre de andre klassers tilråb, den første række bliver vundet af 7. klasse, uden at Milles klasse får mere end 2 numre, på hver række, så det ser ikke for godt ud, hvis Maya eller de andre i deres klasse, skal have en chance for at vinde nogen af de sidste præmier, den første række gav chokolade til hele 7. klasse, og nogle mindre chokolader i trøstepræmie til 6. og 8. klasse, fordi de er “klassenaboer”, og efter en kort pause hvor 6., 7. og 8. klasse henter deres præmier, er det endeligt tid til at forsætte med skolebanko.

Det første udtrukne nummer fører allerede til glædesråb, og ligeså med det andet, bare ikke i Milles klasse, men høres ude fra gangen, fra en af de andre klasser, hvorfor klassen er tæt på at opgive, “Hvad er det også for nogle lorte numre vi har valgt?” siger en af drengene, “Heey du!” siger deres klasselærer, hvorefter drengen igen falder lidt til ro, især da det tredje og fjerde nummer bliver udtrukket, for ligesom i sport hvor bolden plusligt bevæger sig den anden vej, så bliver nummer eller nummer på klassens bankoplade råbt op, og snart er det Mille og Mayas klasse der kan hente en præmie for 2 rækker, og som om det ikke var nok, så ender de også med at score præmien for fuld plade, så de ender med risalamande til hele klassen, samt varm kakao med flødeskum, som de kan nyde imens de ser de sidste julekalenderafsnit, og får plukket de sidste pakkekalender gaver, inden juleferien begynder.

På hjemturen får Mille og Maya snakket lidt mere sammen, og Mille har lidt svært ved at forstå, hvorfor Mayas mor har valgt at Maya skal til at bruge ble, ligesom hende selv, indtil Maya får indrømmet overfor Mille, at det faktisk er 3. uheld, og derfor selv lidt havde set det komme, og godt kan leve med det, så længe hun kun tisser i søvne, for hvis nu hun skulle have ble på i skolen, så ville det jo være noget helt andet, og det kan Mille jo godt forstå og sætte sig ind i.

Knapt har de fået skoene af, inden Mayas mor tager imod dem, og foreslår at de kommer i bleerne med det samme, så de ikke først skal tænke på det, kort før de falder i søvn, men bare kan slappe af foran fjernsynet, og uden de store indvendinger fra nogen af pigerne, går der ikke længe, inden de begge ligger på/i nogle store sækkestole, og ser det ene julekalenderafsnit efter det andet, som de ikke har kunne se de sidste par dage.

Da øjnene hos dem begge, begynder at kæmpe for at holde sig åbne, får Mayas mor dem begge en tur ud for at børste deres tænder, inden de bliver puttet og lagt i seng, inden på Mayas værelse, hvor de sover lige til den lyse morgen.

6 Synes om

22. december - Miraklet

Når man går i seng tidligt, så sker det også at man vågner tidligt, og derfor er det igen Mille og Maya, der er førstevælgere inde i stuen foran morgenfjernsynet, med sig har de taget dynen med, da det er mest hyggeligt, bleerne gider de ikke tænke på, det må Mayas mor tage sig af, især fordi det er hende der insisterede på at Maya skulle forsætte hendes blebrug, og sørgede for at både Maya og Mille, trygt kom i natbleen, så snart de var kommet ind i huset, at det så også var super hyggeligt for Mile og Maya, ændrer ikke på deres opfattelse af, hvem der har ansvaret for deres bleer, fordelingen er ligesom allerede klarlagt, der er dem der bærer og bruger dem, og så er der dem der skifter dem.

Pigerne får set den ene tegnefilm efter den anden, og fordi de har det sjovt og hyggeligt, kommer de måske til at grine og larme lidt for meget, i hvert fald varer det ikke længe, før hele huset er stået op, “Godmorgen piger” siger Mayas mor, “Har du sover godt?” spørger hun “Ja” siger de i kor, “Og hvordan har bleerne det?” spørger hun så, hvorefter pigerne kigger på hinanden “De er varme” svarer Maya, efter hun forsigtigt har mærket efter, på både Milles og sin egen, hvorefter de begge bryder ud i latter, “Det var ikke det jeg mente, mit skøre pigebarn, kom så af med dynen, og lad mig se” siger Mayas mor, inden hun selv tager fat i kanten af dynen, for at vise dem at hun mente det hun sagde.

Modvilligt, lader Mille og Maya dynen trække af, indtil deres pyjamasbukser kommer til syne, “Op og stå, så vi kan se ordentligt efter” siger Mayas mor, og en efter en, rejser de sig op, for at blive tjekket “De kan vidst godt holde, til vi har spist morgenmad, så sæt jer bare ned igen, jeg kalder når morgenmaden er klar” siger hun, og går i køkkenet, for at tænde for ovnen, og sætte noget vand over, for at koge nogle æg, imens, har pigerne samlet dynen op fra gulvet, og har igen fordybet sig i tegnefilmen, og den nu køligere dyne, glæden varer dog kort, netop som den næste tegnefilm skal til at begynde, idet Mayas mor kalder “Så er der mad piger”.

“Vi har god tid, så husk at tygge maden grundigt, i små bidder og skyl efter med noget, hvis det bliver for tørt, skal i have mælk, the eller juice?” spørger Mayas mor, uden indvendinger fra hverken Maya eller Mille, “juice” siger Maya og fra Mille lyder det “the, med en lillesmule mælk”, “selvfølgeligt, kommer straks” svarer Mayas mor, halvvejs ude fra køkkenet, selvom det måske lyder lidt barnligt, så nyder både Mille og Maya den tryghed og afslappede ro, som de begge oplever og deler med hinanden, ganske langsomt og helt stille og roligt, en bid (og tår) ad gangen, indtil de begge har fået fyldt deres maver, og gjort klar til at kunne spise en masse julemad de kommende dage.

Efter morgenmaden, er det blevet tid til dagens første bleskift, og da der ikke er noget puslebord, foregår det inde i Mayas seng, ovenpå et stort badehåndklæde, først Mille og derefter Maya, og fordi der ikke var andre bleer at vælge imellem, bliver de begge iklædt nogle natbleer, inden de får dagens tøj på kroppen, så er de sikret til hjemturen hjem til Mille og i timerne efter, hvor de som aftalt, på rekordtid, skal have pyntet det nye juletræ, så det er klar til juleaften, om kun 2 dage.

Da Maya og hendes mor ikke har nogen bil, er det en længere rejse med bussen, og så er det jo godt at de kan tage deres skidragter på, da det næsten er blevet ligeså koldt i Danmark, som det var i Norge, og så kan man heller ikke se, at pigerne har deres bleer på, med mindre at man kigger rigtigt godt efter, hvilket for Mayas mor ikke er særligt svært, synes hun selv uden dog at sige noget til Maya eller Mile.

Så snart de ankommer til Milles hjem, kan Mille efterhånden som de kommer nærmere og nærmere ikke rigtigt se nogen forskel, huset ligner sig selv og der er ingen sport at finde efter håndværkere, først da de er kommet indenfor, og har fået smidt skoene og sagt hej til alle der befinder sig inde i stuen, kan hun se at der er blevet bygget om, stuen ligner sig selv, men når hun kigger ud af vinduet til haven, kan Mille se at huset er blevet større og haven en lille smule mindre, og så er der en anden ting der mangler! "Hvor er juletræet?" spørger Mille, “Det står ude i skuret” siger Milles far, “Vi kunne jo ikke have at juletræet flyttede ind, før du selv vendte hjem og kunne byde det velkommen, vel?” fortsætter han, Mille synes på den ene side at hendes far er tosset, men føler samtidigt, at han har ret og nyder glæden ved, at hun nu kan være med til at bringe træet indenfor, og stille det hvor det står helt rigtigt.

Hverken Mille eller Maya kan vente, og springer derfor hurtigt ud i gangen, hvor de hopper ned i deres sko, uden først at tage deres skidragter på igen, de må bare skynde sig, så de ikke kommer til fryse alt for meget, og netop så de skal til at åbne døren, ringer Gitte og Anton på døren, og bliver en lille smule overraskede over at døren bliver åbnet så hurtigt som den gør, med 2 piger der i hast dårligt nok når at sige hej, inden de begge tager fat i Anton, og siger “kom vi skal lige hente juletræet”, og går ud til skuret. I skuret finder de ganske rigtigt et juletræ, men kan næsten ikke tro hvad deres øjne ser, for træet er større end det som Mille og Maya, var ude og fælle inden branden, “Godt Anton er med” tænker pigerne, for træet er tungere, end de 2 til sammen selv kan løfte.

Indenfor har Milles far samlet en ny juletræsfod, som kan bruges til det store træ, og da børnene kommer slæbende med træet, står foden klar der hvor det skal stå, og med fælles hjælp kommer træet op at stå for anden gang, nu inde i stuen og med foden sat fast, ude i skuret stod det oprejst i hjørnet, og nu hvor det er kommet indenfor, kan træet endeligt pakkes ud, der går dog lige lidt tid inden træet er klar til at blive pyntet, men så passer det med, at de allesammen lige kan spise lidt frokost, også her ser Mille en ny ting, for spisebordet der før kun havde plads til 4 personer, er nu blevet 1 eller 2 gange større, så der uden problemer kan være plads til dem alle.

Efter frokosten overraskes Mille med en gave, som hun skal åbne med det samme, inden det bliver jul, hvilket hun synes er underligt, men alligevel gør som der bliver sagt, det er nemlig ikke en rigtig gave, for da hun får pillet papiret af gaven, ser hun at det er en helt ny juletræskæde, og så er det jo godt at de netop skal til at sætte den på, og imens de voksne nyder en kop kaffe, går børnene straks i gang med at sætte lys på træet, som er så stort at de har svært ved at nå toppen, og derfor må få hjælp fra Milles far med det sidste.

Inden lyset i træet tændes, synes de alle sammen at der stadig mangler noget, “Hvad med pynten?” spørger Mille, hvortil Milles far henter 2 poser, som bliver tømt ud på sofabordet, Der er lidt af hvert, men ikke alt er klart til at blive sat på træet, så nu må Anton, Maya og Mille i gang med at flette julehjerter og hvad klippe julepynt til den helt store guldmedalje, men da de voksne har fået tømt deres første kopper kaffe, og Mette har været en tur i køkkenet, breder der sig langsomt en behagelig duft af frisklavede æbleskiver, hvorefter også de voksne kommer i gang med at hjælpe med julepynten, hovedfabrikken ved sofabordet, og de voksnes bidrag ovre ved spisebordet.

Til æbleskiverne hører der både syltetøj og flormelis, og da de voksne har deres kaffe, må børnene have deres kakao, så de ikke går i stå med julepynten, og før de ved af det, så er det som om fjernsynet også vil have noget opmærksomhed, da de plusligt kommer i tanke om julekalenderen, så for en lille stund, bliver julemusikken afløst af lyden fra fjernsynet, som de alle sammen så følger med i. “Hvordan har bleerne det?” spørger Mayas Gitte netop som julekalenderen er færdig, “Øh?” siger de næstmest i kor, ingen af de 3 børn havde tænkt på deres bleer, og skulle lige “kigge” efter en gang, da der ikke rigtigt var nogen af dem der med det samme kunne sige at de var tørre, siger Mette, “Nå men skal vi så ikke se at få overstået det første skifte?” og begynder at gænge børnene ind mod Milles nye værelse.

På værelset ser Mille straks sin seng, og spørger “Hvad laver min seng her?” inden hun opdager et stort puslebord lige indenfor døren, “Det er dit nye værelse” siger Mette, “Med en lille ny på vej, tænkte vi, at det var bedst med 2 værelser” lyder det fra Milles far, “På den her måde, kan vi nemmere tage os af din lillebror eller lillesøster, uden at du skal gå glip af din nattesøvn.” forsætter Mette. Mille er på en og samme tid glædeligt overrasket, men også en lille smule irriteret, for hun har jo sådan savnet hendes værelse, og havde ikke forventet at hun skulle have et nyt. “Tak?” siger Mille til sine forældre, og ser nu at der ved siden af hendes skrivebord sidder et TV stik, og spørger så “betyder det her, at jeg kan få mit eget fjernsyn?” “Måske” lyder svaret, som hendes forældre kommer med.

Resten af aftenen går med, aftensmad, julepynt og slutter med at der endeligt kommer lys i juletræet, inden Mille for første gang skal sove i sit nye værelse, og gæsterne tager hjem til sig selv, Gitte og Anton er de sidste der tager hjem, men de har jo heller ikke så langt, og inden aftenen er omme, er det ikke kun værelset der er blevet indviet, Milles puslebord er nemlig også blevet afprøvet af alle 3 børn, så der ikke sker nogen uheld, hverken på vej hjem, eller imens de sover.

4 Synes om

23. december - Dagen før jul

Da Mille vågner, er det til nye indtryk og en våd nat ble, hun ligger i sengen og kigger rundt på hendes værelse, det hun ser er på en og samme tid rigtigt og forkert, for det er hendes ting der står der, men det er endnu ikke hendes værelse, ikke endnu i hvert fald, der mangler hendes eget præg, og selvom hendes forældre har gjort et godt stykke arbejde, har de bare flyttet hendes ting, så de plakater som var rigtige til det gamle værelse, fungerer ligesom ikke rigtigt i det nye, men efterhånden som hun får kigget rundt, begynder hun også at se flere og flere muligheder, nu kan hun måske få sin egen sofa, eller sækkestol ligesom Maya har, sit eget fjernsyn og måske et lille sofabord, og nye gardiner til hendes nye flotte vindue, tænk sig nu kan hun kigge direkte ud til haven, i stedet for hendes gamle kedelige udsigt ud til vejen.

Inden Mille får tænkt så meget, at hun begynder at stå ud af sengen, banker det på døren, og hendes mor træder ind kort efter “God morgen skat, har du sovet godt i dit nye værelse?” spørger hun Mille, “Jo tak, men det er ikke rigtigt mit værelse endnu” siger Mille en lille smule mut, “Det ved vi godt skat, det skal nok komme, det er kun dig selv der kan gøre det til dit, men vi er klar til at hjælpe dig” siger Mette, efter at have sat sig på kanten af sengen, “Tak mor, det ved jeg godt, det er bare lidt svært synes jeg” svarer Mille, “Vi hjælpes ad, og skal jeg ikke starte, med at hjælpe dig ud af din nat ble?” spørger Mette, og nikker hen imod det nye puslebord, “Jo tak”, siger Mille, der efterhånden godt ved hvor længe en våd ble holder sig varm, eller rettere hvor hurtigt den bliver kold.

Som Mille ligger oppe på puslebordet, og nyder den kærlige behandling fra sin mors hænder, imens bleen er ved at blive taget af, og det der følger, ved et efterhånden normalt bleskift, tænker hun på at hun faktisk har nydt at ligge på Antons puslebord, men havde ikke drømt om, at hun en dag skulle få sit eget, dvs. der var måske lidt, i det ene af hendes mareridt, men det var inden hun fik smag for det, og nød opmærksomheden fra både Gitte og hendes egen mor, og inden hun når at tænke færdigt, bringes hun ud af sine dagdrømme, idet hendes mor nu har fået sat det sidste stykke tape fast på bleen, som Mille netop har fået på.

“Vi skal en tur forbi Laila i dag, og bagefter en tur på hospitalet” siger Mette, imens hun bytter nattøjet ud, med det tøj som Mille i dag skal have på, det er først da der bliver knappet nogle knapper, imellem benene på Mille, at hun opdager at det er noget nyt tøj, tøjet strammer en smule om bleen, og netop som Mille skal til at spørge til den, siger hendes mor “Så bliver bleen holdt på plads, så den ikke er så tydelig, når vi skal ud senere” og da Mille efter at have fået resten af sit tøj på, kommer ned og stå på gulvet, kan hun i spejlet på hendes klædeskab, se at det ligner en almindelig t-shirt, med julemotiver på, “Ja egentligt ville jeg have pakket den ind, men bare roligt, vi har gaver nok og så fungerer den bedre på kroppen, end under juletræet” siger Mette med et stort og kærligt smil.

Det føles anderledes at sidde til morgenbordet, og det er lidt som om at tøjet har omdannet bleen til en bedre pude, nu hvor den bliver holdt sammen, eller også er det bare ren indbildning fra Milles side, alt er jo nyt og anderledes, selvom det er det samme gamle hus. “Hvad skal vi for resten på hospitalet efter?” spørger Mille, “Du er blevet kusine til en lille dreng i går, som vi skal ud og hilse på og have med hjem” siger Milles far, “Er det rigtigt?” spørger Mille, selvom hun godt ved, at hendes forældre ikke ville lave sjov med den slags. “Ja det er rigtigt, vi har aftalt at de kan bo her sammen med os, de første par uger, så de ikke skal stå alene med at passe babyen, og så vi kan holde jul sammen.”

“Men hvor skal de være henne? Har i bygget mere end 1 værelse?” spørger Mille, “De kan være inde på dit gamle værelse” siger Mette, “Mit værelse?” spørger Mille, som stadigvæk tænker på det som hendes værelse, imens hun kigger på hendes mor, og venter på at se og høre hendes svar “Ja, så får vi også hurtigere gjort det klar til din kommende lillebror” “eller lillesøster” kommer det fluks fra Milles far, “Ja, alt efter hvilket køn barnet bliver” slutter Mette.

“Men inden da, vil Laila gerne lige snakke med dig, en sidste gang inden det bliver jul og nytår.” siger Milles far, “Ja det sagde mor noget om” siger Mille inden hun spiser det sidste hun har på sin tallerken, og da hun har fået slugt den sidste bid mad, går der panik i hende og hun udbryder "Men jeg har jo kun købt gaver til jer!", “Bare rolig skat, vi har købt nogle gaver, som er fra os alle sammen” siger hendes mor, samtidigt med at hun får lagt en beroligende hånd på hendes højre skulder, og giver hendes et halvt kram, fra siden idet de sidder ved siden af hinanden.

Efter morgenmaden, er det tid til at Mille igen kan tage sine sko på, og gøre klar til at komme ud i bilen, inden de kører imod Børnepsykiatrien, hvor Laila arbejder og videre til hospitalet bagefter. “Hej Mille, Hvor er jeg glad for at se dig igen, og godt i kunne komme, inden jeg skal på juleferie, jeg har nemlig en julegave til dig, og det er jo ikke det samme, hvis du først fik den efter jul vel?” siger Laila netop som de ankommer til venteværelset, og Laila kunne høre døren ved indgange blive åbnet, og uden at vente på svar fra Mille fortsætter hun “Skal vi gå ind på kontoret og kigge på det? Så kan vi også lige få snakket lidt, imens dine forældre venter herude, og drikker alt den kaffe de har lyst til inde fra personalestuen…” spørger Laila, med den let skjulte hentydning, til Miles forældre om at det kun var Mille hun ville tale med, (for nu i hvert fald).

Inde på Lailas kontor, sætter hun sig i stolen overfor Mille, som har taget plads i sofaen, “Nå Mille hvordan har du haft det?” spørger Laila, “Jo fint, der har ikke været nogen mareridt, og nat bleen har da været tør en enkelt gang, men jeg har efterhånden vænnet mig til at bruge ble om natten, så det gør ikke så meget” svarer Mille, “Det er mere når jeg som i dag, har ble på udenfor hjemmet, at jeg bliver nervøs for at blive opdaget, men omvendt så er jeg mere bange for at have uheld, ligesom da jeg sidst var i kirke, og vi skal i kirken i morgen” fortsætter Mille, “Ja, det forstår jeg, og selvom jeg ikke selv har brugt ble, så har jeg snakket med mange andre der gør, så du er ikke alene om at have behov for bleen, og for de fleste, er det også noget der hurtigt går væk af sig selv igen.” siger Laila og finder gaven frem til Mille “Her, jeg synes du skal have lov til at åbne den nu” fortsætter Laila idet hun giver Mille gaven. “Tak, mener du det, det er jo først jul i morgen?” spørger Mille, idet hun overvejer om hun nu skal åbne gaven eller ikke, “Ja, naturligvis, ellers får jeg jo heller ikke at vide, om det er noget du kan bruge” svarer Laila, hvorefter Milles straks begynder at åbne gaven, et lille stykke ad gangen.

“Julelys?” spørger Mille idet hun får åbnet gaven tilstrækkeligt til at hun kan se indholdet, “Ja med batterier, så de ikke er farlige” siger Laila, “Tusind tak, de er utroligt flotte, næsten som rigtige lys, men det var for resten slet ikke vores julelys der var årsag til branden, det var et eller andet med elselskabet og juletræskæden, vistnok noget over-ga-ng agtigt, tror jeg vistnok det hedder” siger en glad Mille “Ej hvor dejligt, så du er måske ikke bange for stearinlys længere?” spørger Laila, “Nej og da vi kom hjem fra Norge, var det også mig der foreslog, at vi kunne tænde lysene i adventskalenderen, ovre hos Gitte og Anton” siger Mille stolt. “Og når vi er færdige her, skal vi hen på hospitalet og hende min moster og min nye lille fætter” fortsætter Mille, imens hun sætter batterier i lysene og får tændt for dem, “Ej, tillykke” siger Laila “Mange tak, de skal hjem og bo hos os de næste par uger, så vi kan holde jul sammen, og nytår vel også nu jeg tænker over det, de skal bo på mit gamle værelse, for jeg har fået et nyt” fortæller Mille, “Og er du glad for det, dit nye værelse?” spørger Laila, “Ja, selvom det ikke helt føles som mit værelse endnu, der mangler nogle ting ligesom de her lys, så det rigtigt kan blive til mit eget” svarer Mille, imens hun får drejet lidt på lysene, for at se dem fra en anden vinkel.

“Og så skal jeg også snart være storesøster” får Mille også lige indskudt, “Hold da op, der sker virkeligt en masse hva?” siger Laila, “Jeg synes virkeligt, at du har klaret alt du har været igennem flot, især da du begyndte at slukke ildebranden, og har taget så godt imod brugen af dine bleer” siger Laila, “Det hjalp at hende sygeplejersken, fortalte mig om andre børn og voksne der bruger bleer, og at Anton en af vores søde Naboer, selv bruger ble om natten, og da vi mødte min bedste veninde fra klasse i Norge, fandt jeg ud af at hun selv har skulle sove med ble, indtil for et år siden eller sådan noget, men på turen i Norge begyndte hun så at bruge bleer igen, og nu kan hun ikke holde sig så meget, så nu sover hun med ble på igen, og det var bare så naturligt som hendes mor, Gitte og min egen mor, hjalp os med bleerne og vores skidragter, ja som de stadigt gør, det var bare så hyggeligt at holde tøseaften hjemme hos Maya i går, jeg mener i forgårs, for i går der fortsatte vi hyggen hjemme hos mig, hvor vi med hjælp de Anton og de andre, fik pyntet vores nye juletræ og sat en ny juletræskæde på træet” fortæller Mille i en lang talestrøm. “Jamen så lyder det jo som om i har helt styr på det, og bare skal se at komme op til din moster og nevø, men inden da, så vil jeg anbefale dig at tage en kjole på eller så længe det stadig er koldt, din skidragt så er der ingen der hverken ser eller hører at du har ble på, og så længe bleen bliver skiftet i tide, og sidder rigtigt, så burde der ikke ske nogen uheld” siger Laila, inden hun rejser sig op for at give Mille et kram, og ønske hende en god jul.

Udenfor kontoret har Milles forældre siddet og nydt deres kaffe, og snakket om hvad de mangler at gøre ved huset, Mille skal have nogle nye gardiner, og Milles gamle vugge, skal hentes ned fra loftet, gardinerne må vente, til forretningerne igen er åbne, og Mille har været med til at vælge stoffet, så det rigtigt kan blive til “hendes” gardiner, vuggen må de ordne så snart de kommer hjem, meget mere når de ikke at snakke om, idet døren til Lailas kontor bliver åbnet, “Tillykke med familieforøgelserne, i får da nok at se til, med bleer og alt muligt” siger Laila da hun kommer ud sammen med Mille, “Tak, og ja, men så er det jo godt at vi så småt er kommet i træning” siger Mette, efter hun og Milles far har rejst sig op og drukket det sidste der var i kopperne, så timingen kunne næsten ikke have været bedre. “Ja, det hjælper at have øvet sig, og at det ikke længere er længe siden” konstaterer Milles far, “Det er jo det, kan i have en rigtigt god jul og et godt nytår”? spørger Laila, og en efter en siger Mille og hendes forældre tak, “Vi ses en gang i det nye år, når det lige passer ind” siger Laila, imens hun følger familien ud til døren.

Det varer ikke længe, inden bilen igen standser ude foran hospitalet, og Milles far går om i bagagerummet, og tager en babystol ud for at sætte den ind på bagsædet, ved siden af Mille, som i dag har indtaget plads på bagsædet bag sin mor, og da de kommer ind på hospitalet, og får fundet sengestuen som Mettes søster befinder sig i, går der ikke længe inden fætter og kusine møder hinanden for første gang, og hvilken ære det er at få lov til at holde sin egen fætter, tænker Mille da hun får den lille nyfødte dreng i sin favn, så lille og perfekt… Hvad der føles som en evighed, eller kort tid, svært at definere, når tiden nærmest står stille, må Mille desværre give drengen fra sig igen, da det er tid til at de skal køre hjemad, så snart drengen har fået skiftet sin ble, for sidste gang på hospitalet.

Da bilen igen har bragt familien hjem til det nyistandsatte hus, ser Mille for første gang sit gamle værelse, og synes egentligt at det er en ganske fin byttehandel, og da Milles far kommer ind med den gamle vugge, er det som om værelset er perfekt til den nyfødte og hans forældre, og Mille er nu endnu mere lykkelig over, at hun nu kommer til at holde en rigtigt familie jul, altså med mere end bare hende selv og sine forældre, og snart blev der både spist frokost, jule hygget og skiftet bleer, inden det også blev tid til aftensmaden og dagens julekalenderafsnit, en begivenhedsrig dag, hvor Mille for første gang kunne gå i seng, med følelsen af, at “dette” nu er ved at være hendes værelse, inden hendes øjne blev lukket og fokus blev flyttet til søvnen, og følelsen af hendes elskede seng.

5 Synes om

24. december - Juleaften

Efter en rolig nats søvn, vågner Mille til lyden af sin grædende fætter, og hendes moster, som kommer ind på Milles værelse, og spørger hende om det er ok, hvis hun lige låner puslebordet, da de endnu ikke har fået samlet puslebordet, som er blevet bestilt til hende gamle værelse, og da Mille ikke kan sige nej til sin lille fætter, stiger hun selv ud af sengen, for at være med til at skifte hans ble, uden at tage hensyn til sin egen, eller lægge mærke til, at hun nu har haft endnu en, af de efterhånden sjældne tørre nætter, det er først da hun står vedsiden af puslebordet, at hun mærker hvordan bleen plusligt bliver varm og større imellem hendes ben, “Nå men så gik den da ikke til spilde” tænker Mille, imens hendes moster er dybt optaget af hendes nyfødte søn, og stadig lige skal mestre teknikerne bag et hurtigt og effektivt bleskift, “Hvad med dig, skal jeg ikke også skifte din ble, nu hvor jeg er i gang?” spørger hun Mille, “Joo, men hvordan med den lille?” spørger Mille “Ja du kan vel godt kravle op på bordet selv, og så holde fast i ham, imens jeg klarer din ble?” spørger Milles moster, “Nå jo, hehe, det tænkte jeg ikke på” svarer Mille inden hun kravler op og lægger sig til rette.

Efter et veloverstået dobbeltbleskift, siger Mette ovre fra døren, “Hvis bare jeg havde et kamera nu?” idet hun kigger hen på sin søster, datter og nevø, “Er i klar til noget morgenmad?” spørger hun trioen, selvom hun endnu kun kan får svar fra 2 af dem, “Jaa, nu er det jo jul” siger en glad og energisk Mille, og går forrest, for nærmest at vise vej ind til spisebordet, hvor Milles far allerede sidder klar med morgenkaffen, sammen med Milles onkel, “Godmorgen smukke, har du sovet godt?” spørger Milles far, idet hun sætter sig overfor ham ved spisebordet, “ja tak, dejligt” svarer Mille, “Hvad med jer?” spørger Mille og får lignende svar fra dem alle, og imens hun spiser af sine morgenboller, kigger hun over på juletræet, og ser alle de mange gaver, som nu er blevet lagt under træet, og som ikke var der, da hun gik i seng for at sove.

“Skal du have bleen af inden vi skal i kirke?” spørger Mette, Mille om, “Nej jeg tror godt jeg vil beholde den på, jeg tage bare min skidragt på, så er der ikke nogen der opdager den, og så er jeg ikke sikker på at jeg ikke får et uheld igen, præcis som Laila foreslog, og hvis det blive for varmt, tager jeg bare jakkedelen af, for ellers tror jeg bare det bliver for koldt, hvis jeg tager en kjole på” svarer en selvsikker Mille, “God idé smukke” siger Milles far, inden han tager endnu en tår af sin kaffe. “Nogen der skal have mere the?” spørger Mette, “Ja tak” siger Mille, hvorefter hun rækker sin kop hen imod sin mor. “Skal Anton og Gitte også i kirke?” spørger Mille, i håb om at hendes forældre kender svaret, “Ja det tror jeg vistnok de skal, men du kan jo gå over til dem og spørge” svarer hendes mor, “Okay, det er bare fordi jeg så måske kan tage med dem, så jeg ikke får det for varmt i bilen med skidragten på, og bedre plads i bilen til onkel, moster og den lille” siger Mille, “Hvor er du bare sød og eftertænksom” siger Milles moster, “Men jeg tror nu at vi bliver hjemme med den lille, hvor der er lidt ro”

Efter at have talt kirkesituationen igennem, er det blevet tid til at tage af sted, og fordi de ikke har en bænk som Mille kan sidde på, skal hun stadig have lidt hjælp med at få skidragten på, da hun ikke har lyst til at sætte sig ned på gulvet, hvor der er koldt og kan være beskidt, hvis de eksempelvis har sne under støvlerne og kommer udefra. Så snart Mille har fået skidragten på, mærker hun en tryghed som hun ikke har tænkt på længe, i Norge var skidragten bare et stykke varmt overtøj, men efterhånden som hun har den på, føles den bare mere og mere rigtig, ligesom at have sin dyne med sig og blive krammet hele dagen, og præcis som Maya sagde, så er den mest praktisk når man så også har ble på, fordi man så ikke skal kæmpe sig ud af den, hver gang man skal på toilettet, og så er man jo også klar til at lege i sneen.

Inden Mille får set sig om, får hun med at lille klap bagi, besked på at hoppe ud i bilen, så de ikke kommer for sent afsted, fra vinduet har de allerede set Gitte og Anton tage af sted, så nu er der kun bilen som mulighed for Mille, hvis hun skal nå at komme med i kirken, som er en tradition hun ikke vil undvære, det er nemlig definitionen på hygge for Mille, at komme ud i den friske luft, være sammen med sine forældre, og andre glade mennesker, og så komme hjem til afslapning og 100% julehygge, spise juleguf hele dagen, se Disneys Julesjov og afslutningen på julekalenderne, for efterhånden er der mere end en at følge med i.

Imens bilen kører, kigger Mille endnu en gang ud af vinduet, for at nyde synet af det smukke snelandskab, op netop i dag, skulle der hen over eftermiddagen og aften igen komme snestorm, så det er på den ene side noget Mille ikke ser frem til, på grund af branden der opstod, men på den anden siden, noget hun altid har elsket synet af, altså at se alt dækket til med at tykt lag af sne. Dog er det ikke så fedt når man sner inde og skal til bageren efter mad, der kan det godt være en lang vej, at skulle grave sig vej ud, og så nærmest svømme eller kravle hele vejen til bageren, og netop derfor at Mille glad for at de selv bager deres brød og boller.

Turen hen til kirken, forløber stille og roligt, med solskin og den klareste himmel, og i kirken mødes Mille sammen med Maya og Anton, som har reserveret nogle pladser til Mille og hendes forældre, og efterhånden som julesalmerne bliver sjunget, så kan Mille endeligt mærke at det er blevet jul, nu er det kun julemaden og gaverne Mille tænker på, ud over alt det andet, som hører traditionerne til. Juleprædikenen i år, var mere interessant end de andre, fordi præsten begyndte at snakke om lommepenge og slik, men det var så også næsten det hele Mille kunne huske efterfølgende…

Da de igen kommer hjem, viser det sig at Mette og Gitte har aftalt, at de skal holde jul sammen, altså hjemme hos Mette, Mille og deres familie, at de skulle holde jul sammen, vidste Mille godt, men hos hvem vidste hun ikke, men det giver jo god mening, nu hvor der er ekstra plads og de også skal holde jul sammen med Milles moster og onkel, hvad Mille dog ikke ved, er at hendes mor også har inviteret Maya, så det store træ rigtigt kan få sin ret, og de kan nå hele vejen rundt om træet (og sofabordet), og se på hinanden noget af tiden, imens de synger “Højt for træets grønne top” og flere andre sange, indtil de alle er bliver tørstige, og klar til at sætte sig ved spisebordet, og spise en masse dejlig julemad, når altså julemaden er klar til at blive spist.

Gitte og Antons julegaver ligger allerede under træet, for dem har onkel nemt hentet ude fra skuret, imens de alle sammen var i kirken, så da Mille kommer indenfor og sætter sig i stuen, bliver hun overrasket over, at de mange gaver der lå under træet i morges, nu ser ud som om gaverne har fået børn, da der nu også ligger en masse små pakker, inde imellem de lidt større gaver.

Med alle de mange julegæster, er der ved at være trængsel i sofaen, men så er det jo godt, at det ikke er alle, der har behov for at kunne se julekalenderen, og imens de 3 af børnene ser julekalender sammen med nogle af de voksne, sidder Milles moster og ammer den lille nyfødte dreng, imens hun snakker med Mette og Gitte, som går lidt frem og tilbage, da julemaden endeligt er ved at være færdig, og kan mætte i alt 10 sultne personer, hvoraf den yngste dreng, har fået lov til at tyvstarte, inden han igen skal til at sove.

Når gaverne skal åbnes, er det Milles onkel, der står for at udvælge hvilke gaver der skal gives og åbnes, så det ikke er den samme der sidder og åbner gaver hele tiden, Anton og Maya får begge en del tøj i de første gaver de åbner, og Mille får et par nye sko blandt de første gaver hun åbner, og da de endeligt er kommet godt i gang, bliver det foreslået at den største gave, altså den som ikke kunne være under træet bliver åbnet, “Hvilken gave?” spørger Mille, “Den der står inde på dit værelse” svarer Milles onkel, med et indforstået grin, straks må de 3 børn (og voksne) ind på værelset for at se, hvad der mon gemmer sig inde bag indpakningen, “gaven er næsten på størrelse med mig selv”, tænker Mille, indtil hun ser at der på toppen af gaven med store bogstaver står “TIL MILLE”, og efterhånden som hun får bundet gavebåndet op, indser hun at der nok ville være plads til både sig selv OG Maya inde i kassen, som hun endeligt har fået løftet låget af til, og inde i kassen, finder hun en stor sækkestol ligesom den Maya har, og i den perfekte farve til hendes værelse. Så snart sækkestolen er blevet pakket ud, slæber Mille den med ind i stuen, så Mille og Maya har noget blødt at sidde på, imens de pakker de resterende gaver op.

Da de når til nogle af de små gaver, er det Milles moster og onkel der skiftes til at pakke dem op, da det er gaver til den nyfødte dreng, så der er baby sutter, babyflasker og en hel masse babytøj, og da Milles onkel finder 3 gaver, der er sat sammen, finder han ud af at det er 3 gaver, der skal åbnes af Anton, Mille og Maya samtidigt, og imens de voksne nysgerrigt, følger med i oppakningen af de 3 små gaver, går der ikke længe, inden de 3 børn sidder med en større børnesut i hver deres hånd, “Hvorfor har vi fået sutter?” spørger Mille, inden Maya siger “Det tror jeg godt jeg ved hvorfor…” og Mayas mor forklarer “Ja, da Maya var mindre snakkede hun altid i søvne, hvis hun ikke havde fået sin sut, og da Maya er vokset fra hendes gamle sut, og jeg i Norge hørte jer alle 3 snakke i søvne, syntes jeg ikke i skulle snydes, for en rolig nats søvn, så jeg købte en sut til jer vær, som i kan prøve, hvis nu i kan få en bedre søvn af det.” siger Mayas mor, “Ja, det er altså rigtigt nok” siger Maya imens hun kigger på Mille og Anton, og ligesom for at vise dem vejen, tager Maya hendes sut i munden, hvorefter de andre prøvende følger trop, “Nej, hvor ser i bare søde ud” siger Gitte, inden Mette får taget et billede, netop som de 3 børn kigger ind i kameraet. “Mmoaar” udbryder Mille.

“Gitte har da ret, i ser altså søde ud, så behold du bare sutten i munden, indtil du har noget pænt at sige, som f.eks. Tak?” svarer Mette, imens hun smiler hendes mor smil til Mille, som for at sige at det bare er for sjov, og at hun godt på tage sutten ud, hvis hun ikke kan lide den. Mille ved dog ikke hvad hun har lyst til, og ender med at beholde sutten i munden, ligesom Anton og Maya, og imens de har siddet og pakket de sidste gaver op, har sutten fået en helt ny betydning for Mille, som helt havde glemt hvor afslappende det er og hygge sig med en sut i munden, og efterhånden som alle gaverne er blevet pakket op, og de alle sammen sidder og ser en sen julefilm, begynder de 3 børn så småt at falde i søvn, det ender derfor med at Milles far kører Anton, Gitte, Maya og hendes mor hjem, og tager de gaver med som kan være i bilen, resten må blive hentet eller leveret, på et senere tidspunkt. Mille er så lykkelig og træt, at hun slet ikke lægger mærke til, at hendes ble bliver skiftet, inden hun bliver lagt ind i hendes seng, hun når kun lige at registrere at hun får sutten tilbage i munden, inden hendes tøj bliver skiftet ud med nattøjet, og hun begiver sig til at drømme, om de mange gaver hun har fået, og især billedet hun fik af hendes kommende lillesøster, giver hende nogle dejlige drømme, ligesom da hun fik lov til at holde sin lille nevø for første gang. Til alt held udeblev snestormen, indtil Milles far igen var sikkert hjemme, og sådan endte Mille med at få præcis den jul hun havde ønsket sig, sammen med sin familie og venner.

Læs også Milles Nytår

10 Synes om

Tak for en rigtig god og sød historie! Og ikke mindst imponerende at levere den i et julekalender format. Det er ikke nogen nem disciplin :slightly_smiling_face:

1 Synes om

tak for julekalender. Håber af høre mere om dem hvordan det er af komme i skole i det ny år med ble på

1 Synes om