Håber I nyder historien! Kom endelig med ris eller ros.
Kapitel 5 - Kontoret
Nikolaj så for første gang Martins kontor efter Martin havde identificeret sig med et ID-kort, sit fingeraftryk, og ved at kigge ind i et kamera der både havde ansigtsgenkendelse og iris-scanner indbygget i softwaren.
Og det der så meget højteknologisk ud udefra var ingen skuffelse indefra. Kontoret bar kort sagt præg af, at det var en, som havde computere som hobby, eller beskæftigede sig med computere, som var indehaver af kontoret.
Når man så ind på kontoret virkede det nærmest som at træde ind i et cockpit på et fly. Men i stedet for en masse knapper overalt var der skærme overalt.
Hele den ene bagvæg var dækket med skærme fra skrivebordet og helt op til loftet, og endda nogle stykker, som vendte skråt nedad mod personen bag skrivebordet.
Det hele var tilkoblet nogle bokse inde bagved, kaldet KVM switche, som sørgede for at hver skærm havde det rigtige skærmbillede fra den rigtige computer.
Inde bag ved væggen var nemlig et helt arsenal af computere, samt en masse servere et andet sted. Det meste var dog gemt af vejen.
Undtagen en mus og et tastatur.
Drejede man den ergonomiske læderstol, som stod nedenunder så man hen mod døren med et skrivebord imellem. På det skrivebord var der ikke end 3 skærme, et tastatur og en mus.
De stod tilpas langt til venstre til, at man kunne se over skrivebordet.
På alle skærmene på kontoret blev der lige nu vist MACIA’s logo på en sort baggrund.
På den anden side af skrivebordet stod der 3 stole til gæster.
Og ude til den højre side hvis man så ind fra døren var der mere plads, og her var et konferencebord med plads til 20 personer.
Derudover var der i det ene hjørne nogle sofaer og et bord. Konferencebordet og sofaerne pegede begge to hen mod en projektor og et lærred, så man kunne se med begge steder fra.
”Skal du bruge hjælp til at komme op på en stol?” spurgte Martin.
”Nej jeg vil selv!” lød svaret, og den 5-årige Nikolaj forsøgte ihærdigt at kravle op indtil stolen drejede og han faldt ned på numsen og græd.
”Op igen,” sagde Martin, og satte Nikolaj op på den bløde stol, hvor han trøstede Nikolaj. Bagefter satte han sig hen bag skrivebordet.
Fortsæt til Kapitel 6 - Samtalen