Ku pludselig ikke holde mig

Kommer hjem fra møde. Det er varmt. Jeg tar tøjet af. Lægger mig på sengen og tar ble på, plastbukser, body. En skjorte og et par kortebukser og løbesko får mig til at se normal voksen ud. Men nu jeg står uden for huset i sommernatten er jeg samtidig rutschet et liv tilbage og står med samme stramme ble om numsen, korte bukser en sommeraften.

Jo det var på Sjælland, udenfor onkels sommerhus med far i hånden. Vi går lydløst, forsigtigt. Jeg har fået lov at være med, storebror har plaget om at gå tur i mørket og jeg har fået lov at være med. Bleen er hejset dejligt højt op af den stramme body. Vi hvisker i mørket, sniger os af sted under skovens store træer.

Men det er ærgerligt. Jeg bliver nødt til at bede om at komme hjem på potten, for jeg kan mærke jeg skal lave og har kun bleen på fordi jeg ikke kan lade være at tisse i bukserne. Jeg hvisker til far: ”Jeg skal lave!”

Han hvisker tilbage, at jeg skal vente lidt. Jeg nikker, men det går ikke ret længe. Jeg bliver nødt til at komme hjem. ”Far, jeg skal altså lave!” Far er irriteret. ”Du må altså holde dig. Vi er langt hjemme fra, tag dig nu sammen!” Der er fuldstændig mørkt. Jeg holder far i hånden og storebror går foran i mørket.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg klemmer sammen af alle kræfter. Men det kommer tættere og tættere på. Jeg kan altså ikke, men beslutter at lave en lille smule, for at ta det værste, og så holde resten inden. Jeg åbner mig en anelse og med det samme kommer en lille rundt pølse ud bleen, men jeg kan ikke standse den.

Den bliver bare ved med at komme ud og bliver tykkere og ru og knoppet og skubber sig vredt frem uden jeg kan gøre spor for at stoppe den, den standser samtidig med jeg prutter højt. Men det gør jeg så også tit uden at lave i bukserne. Så jeg bliver bare ved med at gå.

Far må ikke opdage noget - og storebror. Han driller, hvis han opdager det. Lugten forsvinder heldigvis i mørket. Jeg tisser så alt hvad jeg kan. Det gør jo ikke noget. Det kan ingen høre eller lugte. Åh, hvor det lettede at få lavet alt det. Jeg går videre og far begynder at fortælle om troldene i mørket, så jeg gyser og glemmer hvor meget der er nede mellem benene.

Du er god til at fortælle. Jeg vil meget hellere læse den slags erindringer, end opdigtede historier

Ja… det er nogle gode små historier, fortsæt endelig med dem :stuck_out_tongue:

Tak for kommentarene. For mit vedkommende skriver jeg dels for at huske tilbage, men også for at leve mig ind i hvordan det var at være i den alder. Og det at skrive gir mig samtidig et kick - der tilfører mit daglige ble-liv nyt liv. :slight_smile:

Jamen så glæder vi os til dit næste kick