James - Kapitel 1 & 2 (B,F)

Forfatterens forord:

Dette er historien “James” der omhandler en ung dreng og hans oplevelser med bleer. Selv om historien starter ud stille og roligt, skal James nok nå at opleve en hel masse. I et forsøg på at gøre hans oplevelser så realistiske som muligt, vil historien bevæge sig stille fremad - med tanker, følelser og begivenheder- som unægteligt er fælles for mange af os.

Kapitel 1

Det var en varm sommerdag og James havde besluttet at gå en tur i parken. Han var endelig blevet færdig med sjette klasse og så nu frem til to måneders komplet frihed. Hvor skulle han nyde det - han havde allerede lagt så mange planer - fuldstændig uvidende om hvad han havde i vente.

Som så mange gange før, gik han ned til åen. Solen stod højt og himlen var klar og azurblå. Lige så stille krøb han ned til vandet, sprang let over på den anden side, og kravlede med et smil op til sit skjul. Nervøst kiggede han sig omkring, men da han opdagede at han var helt alene i hvad virkede som flere mil i alle retninger, besluttede han at kysten var klar og begav sig ind imellem træerne. Faktisk var det næsten en lille skov som udgjorde hans skjul. Med høje grantræer til at skygge for alle sider, var det et perfekt dække.

Stille og roligt sænkede han sin skoletaske fra sin skulder og lynede den ivrigt op. Han havde ventet så længe at han næsten havde glemt følelsen. Ja, allerede før han tog sin hemmelighed op af tasken, rystede han som et espeløv. En hel sommer, tænkte han og besluttede at han i hvert fald skulle derned hver eneste dag!

James havde aldrig haft mange venner og havde altid følt sig lidt ensom. Denne hemmelighed havde på ingen måde gjort det lettere for ham, men uanset hvor mange gange han stædigt besluttede sig at nu var det sidste gang, syntes det aldrig at gå sådan. Han måtte gøre det. Ja, nogle gange var lysten så stærk, at hvis han ikke gjorde det, kunne han ikke koncentrere sig om noget som helst andet. Gudskelov var hans hemmelighed aldrig blevet opdaget, hvilket altid havde været hans største frygt. Egentlig ikke fordi han skammede sig over hvad han gjorde, på et eller andet stadie havde han vel alligevel accepteret det, men simpelthen fordi at han vidste at ingen andre ville kunne sympatisere med ham.

“Måske er det bare for underligt” mumlede han og rejste sig for en sidste gang at tjekke om der var nogen i nærheden. En kølig sommerbrise blæste mellem træerne, men ud over var der musestille og ikke en sjæl at se i miles omkreds. “Okay, så er det nu” tænkte han, imens han næsten løb hen til sin skoletaske. I halv ekstase tog han først et håndklæde frem og foldede det med en tjeners omhyggelighed ud på jorden. Dernæst tog han en dåse med babypudder op af tasken, efterfulgt af et par plastikbukser og en pakke bleer. Alene ved synet kunne han næsten ikke undgå at grine af glæde. Dog tog han stille og roligt først sine bukser og dernæst sine underbukser af og lagde sig, ligesom en baby, på håndklædet.

Mens han lå der greb han om pudderdåsen og dryssede langsomt et fint lag pudder ud over sit skridt. Så løftede han benene over sit hoved og dryssede pudder ud over sin numse. Til sidst greb han en ble fra pakken og lagde den ind under ham, hvorefter han sænkede benene og satte sig op på bleen. Stadigvæk lige så stille, tapede han bleen godt fast i begge sidder, så den sad stramt, og rejste sig op. Derefter trak han plastikbukserne op over, lagde underbukserne, og de andre ting, i skoletasken og tog sine egne cowboybukser på. Han kunne tydeligt mærke bleen under sine bukser, hans bagdel føltes tre gange så stor, men ved grunding inspektion, konkluderede han at bleen ikke kunne ses.

Så trak han tasken over skulderen og begav sig tilbage langs åen. Bleen sad tæt mod hans hud og han elskede følelsen af den, når han gik. Det var tæt ved middag og han besluttede sig at gå ned til købmanden og købe lidt guf. Egentlig var han ikke videre sliksulten, men bare tanken om at stå ved siden af den unge kvindelige ekspedient med ble på, uden at nogle vidste det, fik ham allerede til at gyse. Han var endnu for ung til helt at forstå hvorfor, men det forstærkede på en eller anden måde nydelsen, når der var fare involveret.

Efter en sidste gang at have sikret sig at bleen hverken kunne ses eller høres og at han ikke duftede alt for meget af babypudder, han havde opfundet en undskyldning om at det var den her mystiske deodorant, gik han ned til byen.

Kapitel 2

I flere minutter stod James foran døren til købmanden og ventede. Det var midt i myldretiden og det virkede næsten som om at hele byen pludselig havde samlet sig rundt om ham. Nervøst kiggede han sig omkring, studerede nøje ansigterne på de forbigående, men ingen syntes at bemærke noget. Jo længere han stod der, jo mere bange blev han. Tilbage i det sikre skjul, gemt væk fra alle andre, havde ideen forekommet både interessant og lokkende, men nu da han stod her, omgivet af mennesker på alle sider, mistede han langsomt modet. For hvert minut der gik blev han mere og mere nervøs, men samtidig blev han også mere og mere ophidset.

“Vis nu lidt rygrad!” Mumlede han til sig selv mens han åbnede døren til købmanden. En stærk lugt af tobak gik ham i møde, det var godt, så var der ingen der kunne lugte hans hemmelighed. Forsigtigt kiggede han sig omkring og begav sig hen mod slikhylden. Ud af øjenkrogen fik han øje på en ung pige, ekspedienten, ikke mere end først i tyverne, sidde og læse et blad. Hun var lidt lav af højde og var slank, med lys hud og mørkt blankt hår, som hun havde sat op i en hestehale. Hendes krop var ikke fantastisk. Hendes bryster var små og benene korte. Al skønheden, syntes James, lå i hendes ansigt, som både udstrålede kærlighed men også en sælsom autoritet.

Med tankerne myldrende gennem hovedet, stirrede han tomt på slikhylden. Han havde besøgt købmanden mange gange før, men det her var første gang han gjorde det med ble og plastikbukser på. Sikker på at ekspedienten betragtede hans mindste bevægelse, greb han vilkårligt en pose Haribo, og trippede op til skranken.

Pigen ved skranken smilte og sagde: “Hej.” James stammede et hej tilbage. Denne hilsen var ikke usædvanlig, alle kendte hinanden i den lille by. “Skal du ikke have andet?” Spurgte pigen tilfældigt. James betragtede hende mistænkeligt. “Næh… hvad skulle det da være?” Spørgsmålet blev efterfulgt af en pinlig stilhed og for at bryde tavsheden spurgte han henkastet: “Hvad læser du?” “Det her? Det er for piger, det vil ikke interessere dig.” “Hvorfor tror du ikke det?” “Fordi du er en dreng.” Sagde hun med et grin, som om det var det mest indlysende i verden. “Hvad handler det da om?” Spurgte han ivrigt og glemte et øjeblik helt at han havde ble på. “Alt muligt” svarede hun smilende “lige fra sommerens mode til hvordan man skifter ble på små børn.”

Svaret ramte ham som et stød i livet og af ren refleks var han lige ved at vælte bagover. Sveden sprang frem på hans pande og en underlig dump lyd genlød i hans ører. Pigen, der straks bemærkede hans reaktion, betragtede ham bekymret. “James, er du okay?” “Jeg…” stammede han, men kunne knap nok få ordene frem. Hans ben rystede under ham og hans mund var tør. Den dumpe lyd, som han opdagede var sit hjerte, slog med voldsom kraft i hans bryst og bleen, som lå gemt under hans cowboybukser og hans plastikbukser, klæbede sig tæt til hans hud.

“Jeg… Jeg er okay…” stammede han og næsten smed sine mønter henover skranken “har bare lidt hovedpine.” “Okay? Du har ikke nogen problemer med nogen?” Spurgte hun forsigtigt og tilføjede så med sagte, knap hørig stemme “ingen problemer derhjemme?” “Hvad? Nej… nej slet ikke!” “Hvad er det så, James?” Fortsatte hun og tog fat om hans rystende hænder. Han kendte hende godt, hun var storesøster til en af pigerne fra klassen og han havde nogle gange set hende ved forældremøderne, nogle gange snakket med hende, men aldrig før havde de været så fortrolige. Selvom han nød hendes berøring, forekom det ham også lidt underligt. Der var ingen andre i købmandsbutikken, skønt folk stormede forbi udenfor var der stille og roligt derinde. Hun kiggede ham dybt i øjnene og smilede sødt.

Og hvor ville han dog gerne fortælle hende det. Fortælle hende det hele, gå til bekendelse og så få trøst. Som et barn der siger undskyld, for at have været uartig og finder trøst i moderens favn, men han vidste, på trods af sin unge alder, at hans lyst var stemplet unaturlig og at hvis han afslørede sit inderste for hende, ville hendes bekymring blive til forvirring og så foragt.

“Jeg er okay” svarede han igen, nu mere roligt end før. “Har bare haft nogle problemer nede i skolen.” Det var ikke helt løgn, han havde haft problemer i klassen på det seneste, og det havde før været med til at bringe ham helt ude af fatningen. Han håbede hun ikke at hun kunne se at det her var anderledes. “Okay… James” svarede hun, næsten lidt skuffet “du skal bare vide at hvis du nogensinde vil snakke om det, så kan du bare komme.” “Tak” svarede han lidt forvirret og puttede slikposen i lommen, men da han skulle til at vende sig om blev han pludselig slået af en underlig, irrationel frygt. Hvad nu hvis hun kunne se bleen, når han vendte sig om? Se at hans bagdel var forstørret? Udenfor på gaden havde ingen bemærket noget, men det her var tættere på og hun fokuserede jo meget…

Inden han havde tænkt tanken til ende vendte han sig rebelsk om og nærmest marcherede ud af butikken. “Øh… James?” Spurgte pigen grinende, som var hun vidne til det mest bemærkelsesværdige hun havde set den dag. Hans blod frys til is og han stod som lammet, sikker på at hun havde set bleen og plastikbukserne under hans tøj. Endelig fik han mod til at vende sig om og så hende sidde, halvt fnisende ved skranken. “Dine byttepenge?” Sagde hun og holdt nogle mønter i fingerspidserne. “Hvad!? Byttepenge? Nå ja… øh, mange tak!” Udbrød han, sagde farvel og styrtede ud af butikken.

Det var først da han kom ud på gaden igen, i sikkerhed, at han begyndte at få mod tilbage. Og mens han stod derude opdagede han også langsomt hvilket rus det havde været at være derinde. Han opdagede også, til sin store ærgrelse, at han skulle tisse. For hvor ville han dog gerne have gjort det derinde, foran hende, uden at hun vidste det. Ja, hun ville smile og grine kærligt af ham, mens han tissede i sin ble, som blev større og større. Og så pludselig ville hun kunne se den, bule frem under hans tøj og hun ville tage hans hånd og sige: “Nå, du trænger da vidst til at få en tør ble på, lille ven.” Og så ville hun føre ham ind ved siden af, hvor et puslebord stod klart og hun ville hejse ham derop, tag hans bukser og plastikbukser af og åbne bleen, med tapen, tag den af ham og vaske ham grundigt, løfte hans ben og pudre ham og…

Denne fantasi var næsten ligeså gammel som hans lyst til bleer og altid havde den været hyllet ind i et uendeligt skær af tryghed. Skønt han endnu ikke vidste dette, var bleerne og alt hvad der hørte sig til, blot en portal til noget endnu mere basalt, nemlig følelsen af kærlighed, af tryghed, af at der altid ville være nogle til at tage sig af ham, være der for ham og holde af ham. At uanset hvad der måtte hende i hans liv, kunne han altid vende tilbage til hendes arme og føle sig tryg.

Han tissede i bleen og følelsen var vidunderlig. Bleen sugede det ivrigt til sig, blev varm og fugtig, men ikke rigtig våd. Han vidste at den kunne holde meget mere og efter at have drukket næsten en liter cola den morgen, skulle han nok komme til at tisse flere gange den dag. Fast besluttet på at han ville besøge købmanden så snart han stod op i morgen tidlig og tisse i bleen, mens han snakkede med pigen, vandrede han ubekymret tilbage mod skjulet. Det var ved at blive eftermiddag.

3 Synes om