Institutionen (M,b)

Skrevet af finnis16

Jeg har været ved, at rydde op i mine historier og faldt over denne.

Den er skrevet i 2017/2018 (og nu dedikeret) til @Tommy_R.I.P_2020 aka Hotstream, som gerne ville vide, ”hvordan det gik med pigen Anita” i en anden historie.

Historien er ikke tidligere offentliggjort.


Disclaimer:
Historien er opdigtet - en personlig fantasi, hvor jeg er barnet.


Hej – jeg hedder Troels. En ven har spurgt, om jeg ikke ville skrive lidt om nogle af de børn, der er på den institution jeg arbejder på.

Jeg skal måske første fortælle lidt om mig selv.

Jeg hedder som sagt Troels, jeg er 39 år og er uddannet pædagog. Jeg er gift på 10. år og har 3 børn. To piger og en dreng. De to yngste har jeg fået med min nuværende hustru. Emilie og Mathias hedder de. Min ældste datter Anita, flyttede hjem til os, for et par år siden.

Hendes mor og jeg havde fået hende ved et ”uheld” – det var aldrig planen, at vi skulle være sammen, det var bare noget som skete. Vi var unge, fulde og resten er historie. Anita voksede op hos sin mor og jeg så hende til tider i weekender og enkelte ferier - men det er en helt anden historie.

Indtil forrige år arbejdede jeg som souschef i en børnehave. Jeg havde længe leget med tanken om, at lave noget andet. Bare på de få år jeg havde arbejdet som pædagog – var tiderne skiftet. Der var i sær to hændelser, som gjorde udfaldet.

Jeg var med til at beslutte, at de mandlige pædagoger ikke længere måtte hjælpe børnene alene på toilettet, for at undgå mistanke om overgreb.

Den anden var en ung studerende, som måtte afbryde sin uddannelse hos os, fordi nogle forældre havde fundet ud af, han var i et forhold med en voksenbaby – altså en person, som finder nydelse i, at “være” baby. Dette var ikke i overensstemmelse med det etiske kodeks kommunen ønskede i deres institutioner.

Det udslagsgivende blev da min ældste datter Anita forsøgte, at tage sit eget liv.

Det var sket i forbindelse med, at hendes alkoholiserede mor, havde slået op med endnu en kæreste i rækken af mange og var flyttet nærmest fra den ene dag til den anden. Anita havde haft det svært – der var vist også noget med en dreng, hun var forelsket i. Hun havde spist piller og var blevet indlagt.

Jeg blev kontaktet af kommunen – og for at gøre en lang historie kort, så flyttede hun ind hos os. Hun har det som sådan ok nu, men det tager tid at komme over. Når hun er klar, vil vi måske se om vi kan finde drengen igen. Mikkel eller Michael hed han.

Midt under alt dette blev stillingen jeg har nu ledig, jeg søgte og fik den.

Nå, det var allerede lidt af et sidespring mere.

Jeg arbejder på en institution for børn der af den ene eller anden grund har brug for noget ekstra hjælp. Vi holder til ude på landet i en gammel bygning. Oprindelig var det et børnehjem – eller rettere en opdragelsesanstalt.

Der er ikke meget tilbage af den oprindelig indretning – kun i kælderen, er der stadig nogle af de gamle depotrum. Den fløj, hvor personalet boede i og den store trappe op til hoveddøren er begge revet ned.

Jeg fandt på et tidspunkt en kasse med gamle billeder – de viste børnene fra opdragelsesanstalten. Der var et billede med en masse børn på. De stod på en brostensbelagt gårdsplads foran den daværende hovedtrappe. Pigerne havde kjoler på og drengene stod i knæbukser, harlekinternet lange strømper og træsko, skjorter og seler. Foran stod en tyk mand, formentlig stedets forstander.

Den gamle forstanderbolig er omdannet til en skærmet afdeling (afdeling A3) – det er der jeg primært arbejder.

Vi har tre afdelinger: A1, A2 og A3 – A’et står for aflastning. A1 og A2 er i hovedbygningen.

A1 er for børn i alderen 5-15 år. Det er typisk helt ”normale” børn, der kommer der. Nogen bor der i længere tid, andre i weekender. De kommer typisk, fordi deres forældre af den ene eller anden årsag ikke kan have dem hjemme. Eksempelvis, hvis et andet barn eller en forælder er alvorligt syg – psykisk eller somatisk. Enkelte er der også i en kort periode, hvis de skal aflastes fra en søskende med et problem.

A2 er også for børn mellem 5 og 15 år. Her er det typisk familien der skal aflastes. Børnene er almindeligvis diagnosticeret. Eksempelvis inden for autismespektrummet, har ADD eller ADHD eller andre adfærdsrelaterede diagnoser. Mange er udadreagerende og aggressive – det kræver meget personale.

A3 – der hvor jeg er ansat – er en form for akutafdeling med få pladser. Det kan være børn, som kommunen fjerner akut fra en familie. Børn hvis forældre er døde pludseligt i færdselsuheld eller lignende.

Nogle gange er det Politiet der afleverer et barn, de enten ikke kan finde forældrene til – det sker faktisk – eller forældrene midlertidig ikke er i stand til at varetaget barnets tarv – fordi de er påvirket, sidder i arresten eller lignende.

Selvom det er nogle sørgelig skæbner vi støder på, er mange af ”oplevelserne” alligevel livsbekræftende – og viser, hvor meget et barn er i stand til, alene fordi det elsker sine forældre. Den eneste form for ubetinget kærlighed.

Det barn jeg vil fortælle om, er en dreng på 6 år. Hans fortælling bygger på de oplysninger jeg har fundet i vores journal – de stammer fra kommunen, politiet, sygehuset og de samtaler vi havde med ham.

Jævnfør politirapporten står der, at de blev kaldt ud til en ambulancekørsel i et større socialt boligkvarter. Falckredderne havde kørt til melding om ”mindreårig med mulige læsioner i hovedet og nedre ekstremiteter”. Anmelder var en ældre kvinde, som boede i området.

Jeg kender godt kvarteret – det er et typisk 60’er projekt. En hel bydel udviklet med utallige boligblokker, daginstitution, skole og et butikstorv. Oprindelig med kiosk, frisør, grillbar, bageri og et lille supermarked. I dag ligger der en Netto, et pizzeria og en snask af en bodega – ikke et sted ’anstændige’ personer kommer.

Drengen boede sammen med sin mor i en lejlighed, hun havde fået anvist af kommunen. Hun var tilsyneladende stadig gift, men hvor faren opholdt sig – var ikke kendt på daværende tidspunkt.

På billederne - politiet havde taget af lejligheden – kunne det ses, at den var sparsomt indrettet – og bar tegn på, at en fest af de større havde fundet sted. Der var tomme flasker, pizzabakker og alverdens ting og sager over alt. Der var tydelige tegn på det slagsmål der havde fundet sted – da politiet var kommet frem senere på aftenen.

Drengens værelse var det mindste værelse i lejligheden – det fungerede tilsyneladende både som værelse for ham og opbevaringsplads for udefinerbart skrammel. Selv om det ikke fremgik tydeligt på billedet - kunne det ses, at sengetøjet ikke havde været skiftet regelmæssigt. Der var store pletter på dynebetrækket og den del af madrassen som var synlig.

Drengen var blevet sendt ned i Netto for at købe noget slik. Den egentlig årsag var formentlig, at nogle af festens deltagere skulle bruge hans værelse eller rettere hans seng…

På vejen derhen var han faldet og havde slået sig. Han havde fået næseblod og slået knæene. Han havde derfor sat sig på en bænk. Mens han sad der, skulle han tisse. Hans næse havde stadig blødt. Han havde ikke kunnet holde sig – og havde siddet på bænken – med den ene hånd på næsen og den anden i skridtet for at holde sig. Han havde til sidst tisset i bukserne.

Kvinden som havde anmeldt det – fortalte, at hun troede han havde fået tæsk. Han sad på bænken, med blod i hovedet og ned på tøjet – hun havde fået et kæmpe chok. Hun havde spurgt ham, om hvad der var sket. Han havde set på hende med tårer i øjnene og fortalt, han var faldet. Han turde ikke gå hjem, fordi han havde fået hul i bukserne. Hun havde spurgt til hans alder. Han var 6 år – men vidste ikke hvornår han havde fødselsdag.

Ambulancen var kommet inden for kort tid. De fik ham ind i ambulancen – og kunne hurtigt konstatere, at der ikke var sket nogen større skader. De fik ham placeret på båren, tog de våde bukser af ham og gav ham et tæppe på. Han havde siddet stille under det hele. Der var kun en enkelt reaktion, da de havde renset såret på knæet. De havde vasket ham lidt i hovedet – givet ham en juice – og var gået i gang med, at finde ud af, hvor han boede.

Politiet var blevet orienteret om hændelsen, og havde sendt en patrulje forbi.

De havde forgæves forsøgt at finde frem til, hvad drengen hed til efternavn. Kvinden der havde anmeldt episoden, mente hun kendte ham og vidste i hvilken blok han boede. Det var en adresse politiet var bekendt med – og hvis det var den kvinde de troede, ville det formentlig ikke være hensigtsmæssig, at sende drengen hjem.

Betjentene havde derfor besøgt lejligheden – da de ankom, var der et større skænderi i gang. Synet af politiet havde ikke gjort det bedre. Drengens mor, var slet ikke klar over, at sønnen ikke var hjemme. ”Han ligger sgú da sin seng – har sådan nogle pansersvin ikke andet at tage sig til?” Det havde udviklet sig, og politiet havde forholdsvis hårdhændet afsluttet festen. Kvinden havde fået lov, at blive i lejligheden, og var blevet orienteret om, at barnet var i politiets varetægt. Hun havde virket ligeglad.

Vi fik en opringning ca. 22.00 om, at en patrulje var på vej med en dreng på ca. 6 år.

Det er svært, at beskrive det syn der mødte os, da de kom ind med ham.

Der stod han – ikke særlig høj og spinkel. Hans tøj var - udover at være beskidt – mindst et par numre for småt. Ærmerne sad ca. 5 cm over håndrodsknoglen – det var en gammel strikketrøje. Forsiden var smurt ind i en blanding af snot, blod, tårer og ugers snavs. Den stumpede lidt på maven – så undertrøjen indenunder var synlig.

Falckredderne havde lagt hans våde bukser ned i en pose, som betjenten afleverede.

Da de blev taget ud var bagsiden gennemblødt – der var huller på knæerne – og der sad lidt størknet blod nedenfor det ene hul. Tæt på, var det tydeligt, at der tidligere have været et eller flere uheld. Der var skjolde rundt omkring skridtet og ned af lårene. I underbukserne var der tydelige pletter efter afføring.

Skoene han havde på, var slidte og der var et lille hul ved den ene storetå.
Håret havde ikke været klippet længe og sad pjusket omkring hans øjne – og dækkede ørene. Det var fedtet at se på.

Han stod helt stille og kiggede ned i jorden. Han virkede utryg – og hans øjne flakkede rundt. Han havde givet et lille sæt, da en dør gik i.

Vi fik ham i første omgang placeret i en stol ved et bord – og han blev tilbudt lidt at drikke og noget mad. Inden vi kunne komme videre, skulle vi have nogle oplysninger fra politiet.

De fortalte i korte træk, om hvad der var fundet sted. Kvinden, falckredderne, moren og lejligheden.

Jeg kiggede på ham. Han sad stille ved bordet. Han havde kun taget en lille tår af den sodavand han havde fået – og et par bidder af en banan. Hans øjne var helt blanke – som om, han var et andet sted.

Standard proceduren foreskriver, at alle børn der bliver akut anbragt – først skal igennem en lægeundersøgelse. Derudover giver vi alle der kommer et bad og en forebyggende lusekur. Badet er meget praktisk, da vi får et en god mulighed for at undersøge for mærker på kroppen.

Jeg bad de øvrige gå ind på kontoret og få klaret overdragelsesforretningen – det kræver forskellige papirer.

Han sad stadig ved bordet – han sad uroligt på stolen. Jeg spurgte om der var noget jeg kunne gøre noget for ham. Han rystede på hovedet. Han var rykket længere ud på stolen – han så anspændt ud.

Det var svært, at afgøre om han ville sige et eller andet. Jeg spurgte til om det gjorde ondt stadigvæk. Han rystede igen forsigtigt på hoved – og der kom et lille ”måske, lidt…”.

Lægen burde være på vej – jeg tjekkede med dem på kontoret - fem minutter.

Da jeg kom tilbage, sad han stadig helt stille. Der var en tåre på hans kind. Det var tydeligt, at han havde lyst til at græde, men kæmpede imod. Jeg satte mig ved siden af ham. Aede hans hånd. Han trak den tilbage. Jeg tog den igen – og hviskede til ham, at det var i orden at være ked af. Han stirrede ned i bordet. Helt sagte viskede han, at han gerne ville på WC.

Hvor dum kan man være – der var ikke een, der på noget tidspunkt, havde spurgt ham. Jeg tog hans hånd – og gik med ham ud mod baderummet.

Ude i baderummet – stod han stille helt stiv og stirrede forsat ned i gulvet. Jeg hjalp ham med at få tæppet af.

Han sad lydløst på toilettet – jeg kunne mærke han var utryg ved, at jeg stod der – så jeg flyttede mig lidt til siden, så han ikke kunne se mig.

Da han kom retur satte jeg mig på hug foran ham. ”Nu får du et bad og noget rent tøj på – hvad siger du til det?”. Han nikkede forsigtigt – og tårerne trillede langsomt ned af hans kinder. ”Du må ikke sige det til min mor?”. Jeg spurgte til, hvad jeg ikke måtte sige. Men han svarede ikke.

Lægen kom kort tid efter. Jeg havde fået det sidste tøj af ham, og placeret ham under en tempereret bruser. Bortset fra knæene og håndfladerne var der ingen synlige mærker.

Han stod nøgen og lille inde i badet – han stod uden at bevæge sig og lod vandet løbe ned ad sig. Jeg tog bruseren og fik ham vasket. Han spredte benene og løftede armene nærmest per automatik.

”Er du klar til at få vasket hår?” spurgte jeg ham. Han kiggede op. Jeg spurgte om han skulle have en klud for øjnene for ikke at få sæbe i dem. Han rystede på hovedet.

Da han var færdig og var blevet tørret fik han nogle underbukser på – og vi gik ind i undersøgelseslokalet ved siden af. Lægen var gået derhen. Han undersøgte ham kort. Der var ingen tegn på sygdom. Dog var hans vægt nok i underkanten af et barn på hans højde og alder.

Vi gik tilbage til baderummet for at finde noget tøj. Jeg fortalte ham – at vi normalt gav nye børn en ble på den første nat de var hos os. Fordi mange børn – også dem over 12 år – kom til at tisse i sengen – fordi de var et fremmede sted, var bange og savnede deres forældre. Han sagde ikke noget. Jeg fik givet ham en ble på, og noget nattøj.

Da han skulle have nattrøjen på løftede han armene over hovedet. Da trøjen var kommet ned over – tog han mig om benet. Han krammede sig ind til mig, og for første gang græd han højlydt. Jeg satte mig på gulvet – tog ham indtil mig – og sad bare og holdt ham mens han græd.

Det var et af de der øjeblikke – hvor man på den ene side føler sig total magtesløs – og på den anden side – føler sig betydningsfuld, sådan ægte betydningsfuld.

At se og opleve et lille barn have været igennem sådan en nat – overvinde sin utryghed – og ubetinget søge tryghed hos en fremmed. Det får en til at tænke på, om man selv værdsætter sine egne børn nok til dagligt. De dage, hvor selv små ting kan irriterer en – mælken der bliver væltet – tasken der ikke er pakket eller toiletbesøget umiddelbart efter flyverdragten er kommet på.

Vi sad længe – hver gang jeg forsøgte at give slip, holdt han endnu mere fast. Jeg løftede ham op – og holdt ham tæt ind til mig – hans hoved hvilede på min skulder. Han var holdt op med, at græde. Han lukkede øjnene – jeg kunne høre hans vejrtrækning blev roligere. Jeg gik lidt rundt med ham, som en lille baby der skal puttes. Det var tydeligt det beroligede ham. Jeg hviskede nogle beroligende ord ind i hans øre – ligesom jeg havde gjort med mine egne børn. “Sååå, sååå… shh…” Jeg kunne mærke han langsomt gav efter, og faldt i søvn.

Han blev lagt i en seng i observationsrummet. Det er et lille lokale – der ligger op til vagtstuen. Ligesom på hospitaler er der en rude ind til lokalet, så vi kan følge med i hvad der sker.

Vi har forsøgt, at indrette det, så det minder lidt om et værelse – men det er svært på en institution. Der er et lille bord, med et par stole – en reol med legetøj og bøger. På væggene er der malet træer og figurer fra børnebøger.

Han vågende da han blev lagt på sengen. Jeg spurgte ham, om han ville have en bamse med i sengen. Han nikkede forsigtigt. Jeg tog ham med over til kassen med bamser. Han stod længe og kiggede. Han løftede de øverste væk. Næsten nederst lå en gammel kanin, som burde være blevet smidt ud. Den var ikke hygiejnisk som vores sygeplejeske ville have sagt. Den var lidt smudset og manglede det ene øre. Han tog kaninen op og holdt den tæt indtil kroppen.

Måske jeg overfortolker, men jeg blev helt rørt ved, at han tog den eneste uperfekte bamse. Den eneste der manglede et øre, og burde være kasseret.

Inden jeg lagde ham i seng igen spurgte jeg til, om han skulle på toilettet. Han rystede på hovedet. Jeg puttede ham i sengen og fik lagt dynen over ham. Aede ham i håret. Først rykkede han sig lidt, men efter lidt tid lå han stille. Jeg aede ham på kinden og kyssede ham i panden og sagde godnat. Han lukkede øjnene og vendte sig om på siden.

Lyset blev dæmpet – og jeg sad og kiggede på ham gennem ruden. Det så ud til, han lå og snakkede med bamsen. Han gav den et kys og puttede med den mellem armen og kinden.

Hen på natten var jeg inde og se til ham og tjekke hans ble. Jeg løftede dynen og trak nænsomt natbukserne lidt ned, så jeg kunne se bleen. Den var blevet våd – men han var tør. Han reagerede ikke. Det så ud til, at han sov trygt.

7 Synes om

Meget gerne mere!

Pisse fedt afsnit

1 Synes om

Hej Wayne

Tak for responsen. Det er en historie, som er skrevet tilbage i 2017 eller 2018, og var som sådan ikke tiltænkt denne side. Så der er desværre ikke en fortsættelse.

Jeg har dog nogle noter til nogle andre historier Troels fortæller, men jeg ved ikke om de nogensinde bliver skrevet. Det er ikke altid en idé er nok til en hel historie…

1 Synes om

Barsk start! - Og jo, det kunne være rart at få mere at vide om den lille fyr!

:smiling_face_with_three_hearts: :smiling_face_with_three_hearts: :smiling_face_with_three_hearts:

2 Synes om

Ja… jeg savner sgu Tommy!

1 Synes om

Hvem har skrevet den historie og er densand eller fiktiv?

3 Synes om

Finnis har skrevet den

2 Synes om