Kapitel 1
Det er lørdag eftermiddag, og jeg er så småt ved at vågne. Det er rart at kunne sove længe for en gang skyld – Det havde være en hård uge med masser af overarbejde. Jeg kommer lige så stille ud i køkkenet, der ligner en svinesti. ”Nå…” tænker jeg og finder noget mælk i køleskabet, jo datoen er god nok endnu… Men der er ikke nogen havregryn… Jeg tager min jakke på, går ud af døren og over til tanken på den anden side af vejen, det er koldt endnu, selvom det er ved at være forår.
Jeg kommer ind på tanken, men der er ikke nogen havregryn… Nederen! Så må jeg jo vade de der 2 km ned i Netto – Men jeg får da mit havregryn. Jeg sætter mig hjem i sofaen, spiser og zapper lidt rundt på tv’et, men der er ikke noget komme efter. Jeg tænker, at jeg hellere må se at få ryddet lidt op. Jeg sætter en plade på afspilleren, det bliver AC/DC. Jeg skal jo have lidt med lidt gang i, for at holde oprydningen ud. Det går da også hurtig nok, men pludselig kommer en velkendt sang på pladen, og jeg tager min guitar og slår den an til sangen – Jo, jeg kan da endnu, jeg drømmer mig langt væk til en stor scene, lyset blinker og publikum er vilde - Kunne være fedt at opleve en dag. Musikken stopper, jeg bliver revet ud af min drømmeverden, går over og vender pladen og fortsætter med oprydningen. Inden længe ser der okay ud igen. Jeg falder sammen i sofaen, stener lidt en film, mens jeg kan høre lyden af poppende popcorn ude i køkkenet.
Da filmen er færdig er det ved at være lidt hen på aftenen, og jeg beslutter mig for at smutte ned og spise i byen. Jeg tager et bad og gør mig lidt lækker at se på. Jeg går ned i byen mens jeg tænker hvor længe siden det er, jeg har sidst har været på bytur… Det er vel en 2-3 månder siden… Så er det vel også på tide igen? Jeg smiler lidt for mig selv ved tanken. Mens jeg sidder og spiser på Jensens Bøfhus, skriver jeg rundt til alle mine venner og bekendte og hører om de ikke kommer i byen. Men der er ingen, der lige har lyst eller tid til en bytur - Så må jeg bare klare det selv… Det kunne jo være, at der er en sød pige måske. Jeg spiser færdig, betaler og går ned på min Stamkro – ”Den Irske Pub”.
Jeg ankommer til Pubben, og jeg bliver mødt af den sædvanlige duft – Jo, den velkendte stemning er her endnu. Jeg kigger mig lidt rundt. De unge sidder hvor de plejer i den ene ende af pubben, mens de lidt ældre sidder i den anden ende. De er her alle sammen – Den velhavende mand der drikker på en aftale og de unge, der varmer op til en aften i byen. Jeg går op i baren og får mig en øl og sætter mig ned til et bord for bare at kigge lidt rundt på de forskellige mennesker herinde.
Glasset bliver hurtigt tømt, så jeg henter mig et nyt. Jeg sidder og kigger rundt lidt mere, indtil jeg ser et kendt ansigt komme ind på pubben – Det er en, som jeg gik i klasse med i sin tid, og jeg syntes faktisk, at han var ret træls den gang. Eller jeg snakkede ikke rigtig med ham, han var bare en af dem, der var i klassen. Jeg Havde vidst leget med ham en gang, men vi var ikke sådan rigtigt på bølgelængde.
”Bare han ikke ser mig, jeg gider ikke lige snakke med ham i aften” tænker jeg og kigger lidt væk, men han begynder at gå hen imod mit bord. Han så og genkendte altså også mig, jeg må bare virke venlig imod ham og tage det, som det kommer.
Han sætter sig på en stol over for mig. ”Hej Jonas,” siger han, ”det er længe siden”. Jeg svarer ham med et hej og et smil tilbage, jeg løfter glasset og hilser med et ”Skål!” Det samme kommer tilbage til mig. Jeg lægger ud med at gengælde hans kommentar, ”Ja det er da lidt tid siden har du det godt?” spørger jeg ham. ”Jo, jeg er i gang med at læse til kok… Hvad med dig?” ”Ja, jeg har ikke rigtig nået at komme i gang med noget endnu, jeg arbejder bare lidt og spiller lidt musik,” svarer jeg ham.
”Okay lyder da fedt med det der musik? Hvad spiller du?” ”Det bliver mest til klassisk rock og lidt Industrial metal musik,” siger jeg med et smil til ham, men jeg kan godt mærke, at det ikke lige er det han hører mest. Vi skåler igen, mens han fortæller mig, at han også prøvede at spille lidt tilbage i skolen, men der kom ikke rigtig noget ud af det. Jeg griner lidt en gang – Jeg kan godt huske hans musikniveau i folkeskolen.
Snakken fortsætter og vi bliver da også mere og mere fulde og sjovere og sjovere at høre på, som natten skrider frem. Til sidst siger jeg favel til ham, siger at jeg hellere må komme hjem i seng nu, da jeg næsten ikke kan stå på mine ben længere, men jeg kan hurtigt se, at han ikke er et hak bedre. Jeg giver ham et klap på skulderen og siger tak for en hyggelig aften.
Lige inden jeg går ud, spørger han, om han ikke må få mit nummer. ”Jo, det kan han vel godt” tænker jeg og giver ham mit nummer – Kan huske, at han hedder Simon nu. Jeg får også hans nummer på vej ud.
Jeg går ud i natten og den kolde luft gør min brændert dobbelt så slem, jeg slingrer hele vejen og turen hjem bliver næsten dobbelt så lang, som den plejer at være. Da jeg til sidst kommer hjem, falder jeg bare om på min seng, og inden længe sover jeg…
, tænkte på om du ikke kommer forbi i aften, så laver jeg lidt mad til os kl. 18? Hilsen Simon.”