Historien om Emilie

Her følger en ny historie om en attenårig pige ved navn Emilie. Kritik er altid velkommen:

Kapitel 1

Emilie skævede mod uret mens hun stod og ventede på bussen. Nervøst trippede hun frem og tilbage, ude af stand til at stå stille. Det var en grå september formiddag og Emilie var på vej til lægen for sit årlige checkup. Det var lidt fjollet, syntes hun, men lægen havde insisteret. Det var ikke så længe siden hun var flyttet til byen for at studere og for hende betød det noget særligt. Det var nemlig første gang Emilie var ude i den store verden på egen hånd, et ikke uvæsentligt øjeblik for den unge attenårige pige. Men det betød også et farvel til hendes barndoms læge og et goddag til den nye endnu ukendte fru Donna, hvem hun så end var.

Langsomt bevægede hun sig frem og tilbage, mens hun prøvede at holde vejret. Følelsen blev stærkere og stærkere. Emilie skulle tisse og det kunne kun gå for langsomt.

”Hvorfor tissede jeg ikke inden jeg tog af sted” tænkte hun bittert, ”og hvorfor drak jeg den smoothie?”
Begge gode spørgsmål, men hvad nytte gjorde det nu? Bare bussen dog snart ville komme. En ung mand gik forbi hende og kastede da han så hende trippe et let forlegent blik og kiggede så hurtigt bort. Dette overraskede hende ikke. Hun var vant til at fyre kiggede på hende, for med hendes mørke hår og store brune øjne var Emilie faktisk lidt af en skønhed. Hun var single nu, men kun af personligt valg. Hun vidste at hun kunne få fat i hvilken som helst fyr hun ønskede. Men med studierne havde hun ikke så meget tid til den slags og ja, så var hun måske heller ikke så interesseret. I hvert fald ikke lige her og nu.

”Hvor pokker bliver den dog af” tænkte hun fortvivlet mens hun studerede busplanen. Bussen skulle have været der for fem minutter siden. Det var ikke noget problem i forhold til at nå det, da hun var taget af sted i god tid, men hun skulle jo stadig tisse. ”Hold nu op med det pjat” sagde hun til sig selv ”det går nok. Du er en stor pige, du har ikke tisset i bukserne siden du var tre år gammel. Du klarer nok at vente lidt længere.”

Hendes blære syntes dog ikke at være helt enig i den vurdering, og jamrede og protesterede ufortrødent. Endelig kom bussen og en samling af ikke mere end ti mennesker der alle syntes at have ventet i en evighed, stimlede ind i af to små døre. Indenfor var der propfuldt og Emilie tænkte at en af de tidligere busser nok måtte have været aflyst. Alle stod som sild i en tønde og der var ingen siddepladser. Og buschaufføren, en gammel mand som lignede en der burde have været gået på pension i det forrige århundrede, kørte som om han havde ingen anelse om hvor han var på vej hen.

Alle kiggede på deres mobiltelefoner undtagen Emilie. Hendes tanker var andetsteds. Hun tænkte på om der var et badeværelse hos lægen og om hun kunne nå ind at tisse. Hun kiggede ud af vinduet og så, til sin rædsel, at der stadig var lang vej endnu.

”Måske hvis jeg prøver at fokusere på noget andet” sagde hun til sig selv og det hjalp i ca. et minut. Så kom trangen tilbage, endda med fornyet styrke, og i et frygteligt øjeblik var hun overbevist om at nu ville hun miste kontrol og tisse i bukserne midt i bussen, men intet skete. Hun kiggede sig omkring og så en lille pige på fem år kigge nysgerrigt på hende. Pigen stod op, ved siden af hendes mor, men moren var travlt optaget af at tale i sin mobiltelefon og pigen fandt åbenbart Emilie meget mere interessant. Emilie prøvede at smile, men det var svært for hendes blære jamrede og peb. Pigen sendte hende pludselig et sært smil og i det øjeblik opdagede Emilie at hun, uden at vidste det, faktisk holdt sig til skridtet, som om at hun ville, med sine næver alene, holde urinen inde.Forfjamsket fjernede hun hænderne, og i det hun gjorde dette, mærkede hun pludselig et par dråber løbe ud i hendes trusser. Hun frøs op, skar praktisk talt tænder og gjorde alt for at holde sig og gudskelov, så virkede det. Hun sendte pigen et akavet smil, men pigen var allerede travlt optaget af noget andet og tænkte ikke mere over Emilie.

To minutter senere ankom bussen til hendes stoppested. Hun havde allerede begivet sig op foran så hun kunne komme hurtigt ud og knap nok havde dørene åbnet sig før hun næsten sprang ud. I et øjeblik overvejede hun at løbe, men ombestemte sig så. De hurtige bevægelser ville måske sætte gang i noget, noget hun ikke kunne kontrollere. Heldigvis var der ikke langt vej nu. Hun var der næsten. Hun skulle bare sætte en fod foran den anden og, som før, prøve at tænke på noget andet. Billeder af kommende eksamener for igennem hendes sind og fester på universitet. Det hjalp lidt. Hun åbnede døren til en lille bygning og skyndte sig op af nogle trappetrin. Hendes læge boede på første etage.

Hurtigt åbnede hun en dør og gik ind i et lille venteværelse. Det var alt sammen meget beskedent og havde Emilie haft tid eller overskud til at tænke over det, ville hun nok have undret sig over hvor småt det alt sammen var. Men som tingene så ud nu, havde den unge kvinde kun én ting i sine tanker: et badeværelse. Hun kiggede sig febrilsk omkring og så stole, borde, en receptionist, en dør til lægen og ja, der til venstre, et badeværelse. Uden at hilse på nogen som helst, uden at melde sin ankomst, løb hun mod døren, trak i håndtaget og…

Intet skete. Døren var låst. Hun trak igen. Hårdere. Men døren forblev låst. Pludselig hørte hun en stemme bag hende. Det var receptionisten.

”Ja, badeværelset er låst af i dag. De er i gang med at renovere. Er du Emilie?”

”Låst? Er der et andet?!” Spurgte Emilie desperat.

”Ikke her. Men hvis det haster, så er der vist ét i…”

Men inden hun nåede at færdiggøre den sætning åbnede døren til lægens kontor og en kvinde i midten af
trediverne kom ud.

”Åh” sagde hun med et smil ”du må være Emilie. Du er tidligt på den. Kom ind.”

”Men jeg skal…” begyndte Emilie men stoppede så.

Og det samme gjorde kvinden.

Der var en lyd som Emilie aldrig havde hørt før, en våd driblende lyd der mindede om en utæt vandhane. Og så en følelse, af varmhed, af vådhed, der langsomt spredte sig i skridtet. Hun kunne ikke tro det, men det var ikke desto mindre virkeligt.

Emilie havde tisset i bukserne.

21 Synes om

Super godt skrevet! Det var en fornøjelse at læse :smile:

3 Synes om

Rigtig godt skrevet

2 Synes om

Vældig god, den kan du sagtens skrive mere på :clap:t2:

1 Synes om

Den er go :smiley: glæder mig til fortsættelsen :smiley:

1 Synes om

Elsker den historie, håber den fortsætter. :grin:

1 Synes om

Kan godt lide historien
Den er god, stille og rolig
I modsætning til mange andre der starter stærkt ud med for mange ting på en gang

2 Synes om

Mange tak for de positive kommentarer. :smiley:
Er godt i gang med næste del. Tror måske det her bliver en længere historie.

2 Synes om

Yay, det glæder jeg mig til. For den er allerede nu meget fangende, spændene og god :smiley:

2 Synes om

(indlæg slettet af forfatteren)

Og her er er så den næste del: :smiley:

Kapitel 2:

Hvad der fulgte derefter, var blot nogle få sekunders stilhed, men for den unge kvinde føltes det som en evighed. Hun bed sig i læben, mærkede tårerne trange sig på i hendes øjne og hendes hals gjorde ondt. Hvordan kunne hun dog have gjort sådan noget. Hvad ville de ikke tænke om hende. Hun kiggede ned ad sig selv, så sine våde bukser og våde sko samt en lille pøl på gulvet der syntes at blive større og større. I et kort øjeblik overvejede hun at vende om lige her og nu og forlade lægehuset og aldrig komme tilbage, men indså så at hvis hun gjorde dette, ville hun skulle gå hjem med våde bukser. Hun stod således i yderligere en stund, kiggende ned i gulvet, indtil hun til sidst fik modet til at kigge op og se lægen i øjnene.

Først sagde lægen ingenting. Hun stod der bare og så på hende. Hun havde hovedet lagt lidt på skrå og virkede som hun studerede Emilie. Havde Emilie været mere ved sine sansers fulde fem ville hun nok have tænkt at kvinden foran hende var ret smuk. Hun havde fyldige former, mørkt hår og et ovalt ansigt med varme skovgrønne øjne. Og så var hun høj. Ja i hvert fald 1.75 cm. Med Emilies kun 1.60 cm i højde, syntes kvinden at tårne sig op over hende.

Sådan føltes det i hvert fald for Emilie, som hun stod der mut og skamfuld. Det var som om hun var tilbage i første klasse og var lige blevet irettesat af læreren. Hun anede ikke hvor hun skulle gøre af sig selv og ønskede mest af alt bare at forsvinde. Hun var ikke sikker på hvilken reaktion hun forventede at få nu. Ville de blive sure på hende, ville de syntes hun var ulækker? Hun var ikke sikker. Men én ting vidste hun. Lægens reaktion overraskede hende.

”Åh stakkels pige” sagde lægen og rakte med det samme ud efter hende. Emilie vidste ikke hvad hun skulle gøre, så i stedet stod hun der bare og lod lægen tage hendes hænder i sine og give dem begge et lille klem.

”Det ser ud som om du har haft et lille uheld” sagde lægen med et smil. Emilie nikkede forsigtigt og sukkede. Først da opdagede hun at der heldigvis ikke var andre end de tre i lokalet. Det var i det mindste en god nyhed. Men hvad var det for en tone lægen brugte? Det lød som om hun talte til et lille barn.

”Er du okay?” Spurgte lægen hende og igen kunne Emilie kun nikke. Sådan stod de lidt, indtil lægen til sidst sagde ”hvorfor går vi ikke ind på mit kontor” og den unge kvinde, uden helt at have forstået præcis hvad der foregik, lod sig bare føre af sted lægen som var hun en lille pige der blev hjulpet over vejen.

”Sker det ofte?” Spurgte lægen mens hun lukkede døren bag dem. Men før Emilie kunne nå at svare, sagde lægen ”åh du kan bare tage de bukser af nu og ja, nok også trusserne. Jeg finder noget frisk tøj til dig, men for nu, sæt du dig bare over på briksen.”

Emilie gjorde som der blev sagt.

Det var først senere – ja først langt senere – at hun kiggede tilbage på denne begivenhed og indså hvordan alting havde forandret sig efter dette første uheld. Det var som om at i det øjeblik hun mærkede sine bukser blive våde mistede hun al selvstændighed. Ja selv virkeligheden blev på en måde underligt uvirkelig og havde hun ikke vidst bedre, ville hun nevet sig selv i armen for at være sikker på at det alt sammen ikke bare var en eller anden mærkværdig drøm.

Eller mareridt.

Som hun sad der på briksen og ventede på lægen, der var i gang med at sortere igennem hvad der lignede en større rodebunke af tøj for at finde noget i hendes størrelse, kom hun til at tænke på sidste gang kun havde tisset i bukserne. Hvor gammel havde hun været da? Kunne hun overhovedet huske det? Måske. Hun syntes at kunne erindre en gang hun tissede i bukserne på bagsædet af en bil. Hvor gammel havde hun været da? To? Tre? Ikke mere end det. Og lige siden da havde hun ikke haft nogle problemer. Ja ikke en gang om natten. Tværtimod så havde hun altid haft en sky blære og havde derfor til tider sloges med at tisse på offentlige toiletter. En af hendes veninder havde en gang sagt til hende at det var fordi hun var ”uptight”.

Emilie tænkte på hvad den veninde ville sige hvis hun kunne se hende nu, siddende på briksen, nøgen fra livet ned, med fødderne dinglende ud over kanten. Selvom lægen havde ryggen til hende holdt hun alligevel hænderne foran hendes skød. Læge eller ikke læge, hun var pludselig meget opmærksom på at hun slet ikke kendte denne kvinde.

”Ja, jo” sagde lægen mumlende efter hvad der føltes som endnu en evighed ”ja, jeg tror de her vil passe dig.”

Og med det kom hun frem med et par mørke cowboybukser og hvide trusser.

”De er måske lidt store i det, men mon ikke det går.”

Emilie takkede kvinden og skyndte sig at tage tøj på. Først da kom hun i tanke om pølen hun havde efterladt udenfor.

”Åh undskyld” sagde hun forlegent ”jeg skal selvfølgelig nok tørre op.”

”Den lille smule?” Grinte lægen muntert ”det skal du ikke tænke på. Jeg er sikker på Sara allerede har tørret det op.”

”Sara er en af dine assistenter?”

”Ja. Den eneste, faktisk. Vi er en ret lille klinik.”

”Åh” sagde Emilie. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige, men var dog glad for at de kunne få samtalen til at handle om noget andet end hendes uheld og våde bukser. Hun havde det bedre nu.

”Nå men, vi er jo heller ikke blevet ordentligt introduceret er vi? Jeg hedder Donna. Jeg er ejer af klinikken.”

Og med det rakte lægen hånden frem. Emilie tog den og opdagede at Donna havde et overraskende fast håndtryk.

”Emilie.”

”Jeg kan se du står her for et general helbredscheck og det kan vi jo godt kigge på, men før vi går i gang med det så tror jeg vi bliver nødt til at lidt om dit lille, øm, uheld.”

Emilia gjorde en let grimasse. Hun ville mest af alt bare glemme at situationen nogensinde havde fundet sted. Donna kunne se dette og smilede overbærende.

”Det er ikke noget at skamme sig over, Emilie. Det er hvad der kan ske. Men jeg bliver nødt til at spørge igen, sker det ofte?”

Og med det var som om Emilies stemme begyndte at tale af egen kraft.

”Nej” begyndte hun forundrende, som om en del af hende selv stadigvæk ikke kun tro hun skulle have til at have denne samtale. ”Nej, det er aldrig sket før. Jeg… Jeg ved ikke hvorfor. Jeg har aldrig før haft det problem. Jeg har aldrig…”

”Tisset i bukserne?” Færdiggjorde Donna hendes sætning.

Emilie sukkede. Hun kunne ikke få sig selv til at ytre ordnede, så hun nøjes med at nikke.

”Så du har ikke oplevet andre lækager. Måske om natten? Hvis du har, så er det vigtigt at du fortæller mig det, for det kan jo være symptom på et underliggende problem.”

”Nej. Nej, jeg ved ikke hvad der skete… Jeg…”

”Hmm.” Sagde Donna, eftertænksomt og kiggede undersøgende på den unge kvinde. Der var noget ved hendes tone og hendes blik der gjorde Emilie nervøs. Troede lægen ikke på hende? Hvorfor skulle Emilie lyve? Det gav ikke nogen mening, men alligevel… Hun havde lyst til at sige mere, lyst til at på en eller anden måde forklare for denne fremmede læge at dette altså aldrig var sket før i hele hendes liv, i hvert fald ikke siden hun var en baby, men igen, blev hun ramt af den selvsamme uvirkelig følelse som om hun ikke helt var til stede og ikke kunne finde ordene.

Endelig brød lægen stilheden ved at stille hende nok det sidste spørgsmål hun ville have forventet.

”Ville du have noget imod at tage bukser og undertøj af igen og lægge dig på briksen? Jeg vil egentlig gerne lige undersøge noget.”

Emilie blev så overrasket over den anmodning at hun i et øjeblik slet ikke overvejede muligheden for at sige nej. Næsten automatisk begyndte hun at knappe sine bukser op og først da hun havde dem halvvejs ned over hendes lår spurgte hun lægen hvorfor.

”Jeg vil bare gerne lige kigge dernede et øjeblik” svarede Donna kærligt og igen, så overvældet og uforberedt var Emilie på denne respons at inden hun vidste det havde hun taget både bukser og trusser af og lå nu ned på briksen.

Til sidst fandt hun dog ordene.

”Er det virkelig nødvendigt?” Hurtigt løftede hun sit hoved fra briksen og kiggede på lægen der stod for enden og var ved at tage plastikhandsker på. ”Jeg mener… Det er jo aldrig sket før!”

”Det ved jeg godt” sagde lægen overbærende, men igen var der den der underlæggende tone af tvivl, som om hun ikke rigtig troede på hende. Emilie genkendte tonen. Det var den samme tone hendes forældre havde brugt overfor hende da hun var barn og hun havde lavet ulykker, men ikke ville indrømme det.

”Men jeg siger jo, det er ikke mig det har spist den sidste småkage!” Sagde den syv-årige Emilie, næsten indigneret.

”Virkelig?” Spurgte moren sarkastisk med et løftet øjenbryn. ”Er du sikker på det?”

Lægen bragte hende tilbage til nutiden.

”Bare for en sikkerheds skyld, okay? Du vil jo gerne undgå våde bukser i fremtiden, ikke?”

Emilie sukkede og lagde sit hoved ned igen.

”Okay. Jeg tager lige et lille kig. Bare rolig, det er hurtigt overstået.”

Den unge kvinde bed sin læbe igen. Hun havde lyst til at sige et eller andet, bede lægen om at stoppe, løbe ud af lokalet. Hvad som helst. Men alligevel, gjorde hun intet. Pludselig mærkede hun noget koldt i udkanten af hendes skede, som hun kort efter identificerede som et eller andet metal instrument. Derefter hørte hun et klik og så at lægen havde tændt et lille lys for enden af en pind. Sekunderne gik. Emilie kunne mærke lægens hænder på indersiden af hendes lår, en følelse af plastik der vækkede i hende en underlig sans af Deja Vu. Men det var borte så hurtigt som det var kommet og med et var hånden væk. Og det samme var lyspinden og instrumentet. Undersøgelsen var slut og Emilie tog tøjet på endnu en gang.

”Okay” sagde lægen mens hun tog handskerne af ”det ser alt sammen fint ud. Umiddelbart, som jeg kan se, er der ingen fysisk forklaring på din inkontinens.”

”Inkontinens?” Tænkte Emilie forskrækket. Lægen kunne da ikke mene at…

”Jeg er ikke inkonti-”

”Måske er det psykisk” afbrød lægen. ”Går alting godt i hverdagen? Hvad med skolen?”

”Jo… Jo, det går fint. Men jeg er altså ikke inko-”

”Og du sover godt? Regelmæssigt? God søvnrytme?”

”Jo, selvfølgelig. Men…”

”Hmm” grublede lægen. ”Du siger altså at du aldrig har haft sådan et uheld før i dag?”

”Nej. Aldrig. Altså ikke siden jeg var lille. ”

”Og du er helt sikker? Der har aldrig været situationer hvor det har været lige ved? Måske et par enkelte dråber er kommet ud? F.eks. når du har nyst eller grinet?”

Emilie tænkte sig om. Jo, hun kunne da godt huske situationer hvor hun havde skullet tisse og ikke lige var i nærheden af et toilet. Men sådan lige ved at tisse i bukserne? "”Nej. Jeg har faktisk aldrig haft problemer med at holde mig. Ved koncerter og sådan er jeg som regel altid hende der bliver op ved scenen og reservere pladserne for de andre.”

Hun var ikke sikker på hvorfor hun fortalte lægen det sidste, kun at det pludselig virkede meget vigtigt at overbevise denne fremmede kvinde om at der bestemt ikke var noget galt med hendes blærekontrol.

”Okay. Men i så fald” svarede lægen ”så har du vel ikke noget imod at vi to laver en lille aftale.”

Emilie, nu mere forvirret end skeptisk, udbrød kun. ”Hvilken aftale?”

Og så var det at Donna vidste hende dokumentet der ville ændre Emilies liv.

Hun kaldte det hendes træningsprogram og det var viste sig at være et slags system hvis formål var at opfordre patienter til at prøve bevare eller forbedre deres blærekontrol ud fra en behavioristisk tilgang der involverede hhv. belønning og straf.

”Jeg ved godt det kan virke lidt surrealistisk men jeg har faktisk haft gode erfaringer med det før”.

Emilie kiggede på dokumentet og i starten forstod hun slet ikke hvad det var hun kiggede på. Og så gik det op for hende.

”Det… Et træningsprogram?”

”Lige præcis” smilede Donna ”og jeg tror det kan være en gavn for dig.”

Emilie kiggede nærmere.

Dokumentet var simpelt. Øverst stod der som overskrift ”hjælp til inkontinens” og derunder nogle enkelte ord om hvor udbredt inkontinens var og hvordan det kunne ramme både unge såvel som gamle. Emilie læste nærmere. ”Til hjælp med at håndtere dette og også reducere omfanget af inkontinens præsenterer AB Associated dette nye træningsprogram bestående af syv simple regler alle baseret på veldokumenteret forskning og garanteret til at have en positiv effekt for også din patient.” Emilie blinkede og fortsatte med at læse.

”Vi her på AB Associated tror at den bedste måde at hjælpe patienter med inkontinens er ved at give dem håb, såvel som motivation til at prøve at overvinde problemet. Derfor så tilbyder vi alle der succesfuldt færdiggør dette program et beløb på 20.000 kroner til udbetaling ved forløbets afslutning. Den eneste betingelse for dette er at deltageren har demonstreret real inkontinens mindst én gang før indskrivelsen i dette program.”

Emilie spærrede op. 20.000 kroner. For ikke at tisse i bukserne? Det kunne de da ikke mene alvorligt. Hun havde hørt om forældre der havde forsøgte at lokke deres børn med slik og legetøj hvis de brugte potten, men det her var noget hun aldrig i sine vildeste fantasi havde forestillet sig. Hun kunne ikke lade være med at spørge.

”Mener de det her seriøst?”

Lægen nikkede.

”Læs videre.”

Og det gjorde Emilie.

Udover juridiske informationer, der i et yderst detaljeret kancellistsprog fremhævede hvorledes patienten, så vidt denne frivilligt indvilligede i at deltage i programmet, var juridisk bundet, fremgik også syv regler. Disse regler, stod der, havde til formål at virke som en afskrækkende effekt for deltageren og havde vist sig at være aldeles effektive i at kurere inkontinens. Emilie holdt vejret. Hun var ikke helt sikker på hvad hun mente om alt det her, men hun fortsatte alligevel med at læse.

”I den periode hvor deltageren er underlagt træningsprogrammet vil deltagerens indre påklædning afhænge af deres evne til at holde på hhv. urin og afføring.”

Emilie gispede da hun læste ordet ”afføring”.

”Skulle deltageren ikke opleve nogle uheld i løbet af denne periode, vil vedkommende blive anset for succesfuldt at have gennemført træningsprogrammet og de 20.000 kroner vil blive udbetalt på deres Nemkonto den efterfølgende hverdag. Skulle deltageren derimod opleve uheld kan én eller flere af de syv regler komme på tale, jf. oversigten nedenfor, ligesom beløbet reduceres med 3000 kroner for hvert uheld. Ved aktivering af den syvende regel, bortfalder beløbet helt.”

Emilie kiggede nederst på siden og så syv små linjer der snart skulle ændres hendes liv.

”Der fremgår af de syv regler følgende:

Regel 1: Tisser deltageren én gang i bukserne skal deltageren gå med træningsbukser i tre dage.

Regel 2: Tisser deltageren to gange i bukserne skal deltageren gå med træningsbukser i en uge.

Regel 3: Tisser deltageren tre gange eller mere i bukserne eller har deltageren afføring i bukserne skal deltageren gå med træningsbukser i to uger.

Regel 4: Tisser deltageren én gang i træningsbukserne skal deltageren gå med træningsbukser i yderligere tre dage, foruden perioden allerede designeret.

Regel 5: Tisser deltageren to gange i træningsbukserne skal deltageren gå med træningsbukser i yderligere en uge, foruden perioden allerede designeret.

Regel 6: Tisser deltageren tre gange i træningsbukserne skal deltageren gå med træningsbukser i yderligere to uger, foruden perioden allerede designeret.

Regel 7: Tisser deltageren mere end tre gange i træningsbukserne eller har deltageren afføring i træningsbukserne, vil deltageren fejle træningsprogrammet og vil derfra overgå til minimum et års venteperiode, moniteret af AB Associated, før pottetræning evt. kan forsøges på ny."

Emilie stirrede på dokumentet og stillede så det spørgsmål der havde floreret i hendes hoved de sidste fem minutter.

”Er det her en joke?”

Lægen smilte. ”Ingen joke”.

”Men hvorfor skulle nogen…”

”Jeg tror det kan hjælpe dig” sagde lægen.

”Men… Jeg er ikke inkontinent” fik Emilie endelig fremstammet. ”Jeg siger jo, jeg har aldrig haft et uheld før.”

”I så fald, så meget bedre!” Udbrød Donna smilende. ”Hvis du ikke har nogen uheld, så vil du jo få udbetalt præmien når programmet er slut. Du er studerende ikke? Jeg mener, i din alder, hvis nogen havde fortalt mig at jeg kunne få 20.000 kroner udbetalt bare for at holde på vandet, så ved jeg da godt hvad jeg ville have gjort.”

Emilie sagde intet. Hun kunne stadig ikke helt tro på det. Hun stirrede på dokumentet, især på den sidste regel og igen kom den der surrealistiske følelse tilbage som hun havde haft lige siden hun tissede i bukserne. ”Måske”, tænkte hun igen, ”er det her alt sammen en drøm, måske ligger jeg faktisk og luner under en varm dyne og alt det her er bare noget jeg forestiller mig.”

For hvis det her var virkeligt, så var det da godt nok yderst sært. Men så igen, hun havde hørt om lignende tilfælde før. Bare for nogle år tilbage havde en veninde for sjovt nævnt en reklame hun havde set hvor man kunne blive prøvetisser for Pampers. Og det havde hun også, den gang, grint af kun for senere at finde ud af der faktisk havde været tale om en ægte reklame.

Og lægen havde jo ret, havde hun ikke? Hvad var det hvis ikke 20.000 kroner lige i lommen? Som studerende, var der jo ingen tvivl om at hun kunne bruge pengene.

”Men jeg forstår stadig ikke hvad de får ud af at jeg gennemfører sådan et træningsprogram. Hvordan kan det være 20.000 kroner værd?” spurgte hun forvirret. Lægen trak på skuldrende.

”Nu er jeg ikke ekspert på det område, men jeg kender faktisk hende der arbejder med det og hvis du er interesseret, kan jeg bede hende ringe til dig. Jeg er ikke inde i de specifikke detaljer, men jeg ved at hvis du indvilliger så vil de udstyre dig med en sender du vil skulle bære på dine trusser der vil være i stand til at registrere evt. uheld. Og jeg ved at sådan data er brugbar for en virksomhed som deres. Du skal jo tænke på at langt de fleste der bliver indskrevet i dette program jo lider af en langt sværere grad af inkontinens end du gør.”

”Jeg er ikke inkon-”

”Det ved jeg godt” svarede Donna med et overbærende smil, igen som om hun ikke helt troede på Emile, ”du en stor pige. Men under alle omstændigheder så er jeg villig til at udfylde de nødvendige dokumenter og indsende dem på dine vegne. Jeg tror typisk træningsprogrammet varer i omtrent 3 måneder og derefter får du udbetalt de 20.000. Ja, medmindre altså du har en masse uheld, men som du selv siger” fortsatte Donna smilede ”er du jo ikke inkontinent.”

”Jeg ved stadig ikke” svarede Emilie nølende. Hun var ikke sikker på hvorfor hun tøvede. Sådan som lægen fik det til at lyde var det jo praktisk talt det samme som at få udleveret 20.000 kroner i hånden, ”no string attached”. Der var noget bare noget over beskrivelserne i dokumentet der gjorde hende usikker. Udover frasen ”tisse i bukserne”, så var det ordet ”træningsbukser” og vendingen ”gå med træningsbukser”. Begge dele frembragte følelser i hende som hun forbandt med tidlig barndom og skam. Det virkede mest af alt som en stor misforståelse. Troede lægen virkelig at hun havde brug for at blive genoptrænet? Eller hvad var det der stod i dokumentet? Pottetrænet?! Som om hun var en lille pige…

Men på den anden side, hvad betød alt dette hvis reglerne aldrig blev aktiveret fordi hun (naturligvis) ikke havde nogle uheld? Selvom dokumentet måske gav hende en let følelse af pinlighed, for 20.000 kroner, var det så ikke det værd? Hvis nogle havde bedt hende om at skrive under på at hun i virkeligheden var en orangutang, ja, for 20.000 kroner, havde hun så ikke også gjort det? Surrealistisk som det jo helt sikkert var, måske skulle hun give det en chance. Hvorfor ikke? Hvad havde hun at miste?

”Hør” sagde lægen pludseligt ”jeg ved godt det har været en dårlig dag for dig og at du er flov over dit uheld. Men prøv at tænke på det sådan her: Hvis den lille tissetår kan give dig en check på 20.000 kroner, ja så er der da i det mindste kommet noget godt ud af det, ikke sandt?”

Mere end noget andet, kunne Emilie godt lide lyden af den ide. Hvis denne dag, som hun mest af alt bare havde lyst til at glemme alt om, kunne ende med at hun tog et skridt mod at blive 20.000 kroner rigere, ja så var det da værd at tage med.

”Okay!” Sagde hun beslutsomt. ”Jeg gør det!”

19 Synes om

Og her er den næste del. Jeg tror som sagt det bliver en ret lang historie, så derfor vil der nok gå noget tid før ABDL aspektet begynder at indtræde for alvor. Men bare rolig, det skal nok komme.

Kapitel 3

Det var først da hun var kommet hjem, at Emilie virkelig begyndte at tænke over hvad det var hun var gået med til. Så flov og forlegen havde hun været hos lægen, at selvom træningsprogrammet helt sikkert havde forekommet hende sært, tænkte hun mest af alt bare på at komme ud derfra. Men nu, nogle få timer og et varmt bad senere, mens hun sad og kiggede på dokumentet hun havde fået udleveret, gik det pludselig op for hende hvor infantilt det alt sammen var. Og hvor grænseoverskridende.

Uheld i bukserne – både stort og småt – træningsbukser, pottetræning. Det virkede ikke som et program for inkontinente, men snarere som et ment til små børn der knap nok havde forladt baby stadiet. ”Og hvad” tænkte Emilie forvirret ”er træningsbukser?” Var det noget i stil med de lyserøde trusser hun en gang havde set hendes kusine sove med? Hvad var det de hed? Goodnites?

Forvirret og skamfuld, og ivrig efter at lægge det hele bag sig, havde hun ikke stillet yderligere spørgsmål. Og det fortrød hun nu. Jo mere hun tænkte på det, jo mere gik det op for hende, at selvom reglerne om træningsbukser var pinlige, var de ikke det værste af det hele, ikke det der bekymrede hende. Det var noget andet. Noget hun ikke helt kunne beskrive. Måske var det snarere den sidste regel der gjorde hende nervøs. For hvad betød det helt præcist at patienten ”vil derfra overgå til minimum et års venteperiode, moniteret af AB Associated, før pottetræning evt. kan forsøges på ny”? Hun gruede over dette spørgsmål i næsten en halv time, siddende på sengen i sin lille lejlighed mens vinden hylede udenfor. Til sidst, drog hun en konklusion så åbenlys at hun undrede sig over at hun ikke var nået til den før.

De talte selvfølgelig om muligheden for at deltage i træningsprogrammet igen. Den anden dag, efter hun havde sagt ja, havde lægen faktisk fortalt hende at så vidt hun succesfuldt gennemførte programmet ville hun ikke have mulighed for at deltage i programmet igen. ”Der er” havde lægen nævnt med et smil ”altså tale om en engangsfornøjelse.”

Men hvad med dem der ikke gennemførte? Som lægen jo også havde bemærket, så var langt de fleste der fulgte dette program jo inkontinente. Denne syvende regel var selvfølgelig tiltænkt dem, som en klausul implementeret for at forhindre at de disse patienter tog programmet igen og igen, for kun at blive ved med at fejle. Det udelukkende dem dog ikke for altid, men blot et år ad gangen. ”Ja, det giver mening” tænkte hun lettet, uden at helt forstå hvad det var hun var lettet over. Det eneste hun dog stadig undrede sig over var hvorfor de så ikke bare skrev ”før træningsprogrammet evt. kan forsøges på ny”. Hvorfor det ord, ”pottetræning”, hvis de to ting alligevel betød det samme? Og hvad ville det sige at venteperioden ville blive ”moniteret af AB Associated”? Nå, der var vel ikke nogen grund at gruble over det. Regel 7 ville aldrig blive aktiveret, så det havde ingen betydning alligevel. Måske betød ”moniteret af AB” bare at de ville holde øje med hvornår man sidst havde deltaget i programmet for at sikre at man først kunne starte igen når der var gået minimum tolv måneder. ”Ja” tænkte den attenårige pige ”det er den eneste logiske forklaring.”

Ikke desto mindre, var Emilie overrasket da telefonen ringede allerede næste formiddag og i den
anden ende var en ung kvindestemme.

”Hello?”

”Ja, hej? Er det Emilie?”

”Ja.”

”Hej Emilie. Jeg ringer fra AB Associated. Jeg kan forstå at du er interesseret i at deltage i vores
træningsprogram for bekæmpelse af inkontinens?”

”Hvad? Nå ja! Jo, jeg snakkede med lægen om det i går.”

Emilie stoppede og sagde så.

”Er det rigtigt i betaler folk 20.000 kroner for at deltage?”

Kvindens svar var prompte såvel som professionelt.

”Ja, det er korrekt, Emilie. Lykkedes det dig at færdiggøre træningsprogrammet uden nogle uheld, så vil du få udbetalt 20.000 kroner på din Nemkonto den efterfølgende hverdag.”

”Okay” svarede Emilie, halvt glad, halvt flot over overhovedet at have denne samtale og halvt stadigvæk håbløst forvirret. Vent, hvor mange halver var det? ”Så hvordan kommer det her til at foregå?”

”Jo, vi to aftaler en tid hvor træningsprogrammet begynder. Typisk plejer de at vare 3 måneder og vi vælger som regel at starte den første hver måned. Hvis den første oktober er i orden med dig kan vi godt begynde der. Inden da vil jeg bede dig møde op ude hos vores kontor. Det er mest formalia, underskrifter og sådan, men det kan jo også være at du har et spørgsmål eller to. Ved den lejlighed vil du også blive udstyret med en sender der kan monitorer for både uheld såvel som korrekt overholdelse af de syv regler. Men bare rolig, det skal jeg nok komme ind på alt sammen til den tid. Hvad siger du til at komme forbi den 27, kl. 14:00?”

Emilie foretog noget hurtigt matematik i hovedet og svarede så. ”Det lyder fint. Er der andet jeg skal vide eller tage højde for eller noget?”

”Nej. Nu kender jeg jo ikke din grad af inkontinens” begyndte kvinden forsigtigt ”og du lyder ret ung. Men typisk, så opfordrer vi altid vores fremtidige deltagere til at lave bækkenbundsøvelser før programmets opstart. Og skulle du have et eller flere uheld inden programmets begyndelse, tæller disse naturligvis ikke med i beregningen.”

”Nå, men det var da godt” svarede Emilie automatisk, uden at vide hvorfor. Det var jo ikke som sådan relevant for hende.

Derefter fulgte et øjeblik af stilhed. Emilie anede ikke hvad hun skulle sige. Hvad siger man til den person der skal holde øje med om man tisser eller laver i bukserne? Stilheden trak ud. Til sidst sagde kvinden at hvis ikke Emilie havde fleres pørgsmål, så ville hun smutte nu da hun havde en aftale med en anden deltager om fem minutter. Og med det sluttede opkaldet.

Emilie sad tilbage på sin seng og stirrede ud i luften. Og lige pludselig kun hun ikke lade være med at le. Hvor var det dog fjollet alt sammen. Sikke noget. Hun kunne kun forestille sig hvad hendes bedste veninde Line ville sige til alt dette, ikke at hun havde nogle planer om at fortælle hende det. Og med et var det som om hun pludselig kom i tanke om sine studier og hurtigt begravede sig i en bog.

16 Synes om

Super dejligt med flere der skriver historier, det sætter jeg personligt meget pris på :raised_hands:

4 Synes om

Jeg håber virkelig at du skriver videre på denne historie :heart:

1 Synes om

Det gør jeg. Her er næste del. God jul. :smiley:

Kapitel 4

De næste par dage forløb i ro og mag. Bladende faldt fra træerne og Emilie var travlt optaget med studierne. I midten af september sad hun i pausen og spiste en salat da hendes ven, Line, kom hen til hende. Emilie havde, på trods af hendes flotte udseende, ikke mange veninder, men iblandt dem der var, ja så var Line den ældste.

”Hej Emilie. Har du hørt om oktoberfesten?” Spurgte Line smilende og satte sig ved siden af Emilie. Cafeteriet var fyldt med mennesker der alle sammen skyndte sig at få noget at spise inden pausen sluttede.

Emilie grinte.

”Er det ikke sådan noget Tysk noget?”

Line smilede.

”Det er en fest for ny-optagede. Det er vist meget officielt, men måske der er en chance for at møde en sød fyr.”

Emilie trak på skuldrene. En sød fyr var ikke lige på toppen af hendes radar.

”Åh kom nu Emilie. Der er mere til livet end bøger og eksamener. Du må altså se at komme lidt ud af din skal. Jeg ved tilfældigvis at Kenneth er ret lun på dig.”

”Nå, gør du det” svarede Emilie grinende ”har han sagt det?”

”Han er en dreng. Han behøves ikke at sige noget. Han skal bare sidde sådan her” og med det placerede Line hovedet i hænder, stirrede tomt ud i luften som var hun blevet udsat for lobotomi, halvt savlende og sagde, ”Øøøøøh…” ”De kan ikke skjule det, du ved. Det er en del af deres natur.”

”Jeg ved ikke” svarede Emilie ”jo han er da meget nuttet, men…”

”Men du vil hellere sidde begravet i ægyptiske faraoer og sfinkser?

Emilie og Line læste begge historie.

”Lad min Emilie gå!” Sagde Line og de begge grinte.

De to unge kvinder var så forskellige at det var et under at de var blevet bedste veninder. Nogle gange tænkte Emilie at det udelukkende var fordi de havde kendt hinanden så længe, ja siden børnehaven faktisk. Og de havde altid delt alting, lige fra legetøj, til mærketøj, til, Gud ved hvad. Og da de begge to var enebørn, var de på mange måder næsten mere som søstre end veninder.

”Det er fordi i komplimenter hinanden godt” havde hendes mor en gang sagt og Emilie kunne kun give hende ret. Selvom Emilie var den kønneste af de to – med hendes naturlige uslebne skønhed - var hun samtidig også indadvendt, sky og måske også lidt af en bogorm. Line derimod var præcis det modsatte, udadvendt, snaksaglig og vild med drenge og fester. Ja, knap nok var de to piger holdt op med at lege med dukker før Line begyndte at vise interesse for alt det voksenlige. Hun havde ikke været mere end ti år gammel den gang.

”Men Line havde delvist ret” tænkte Emilie. Hun havde spenderet for meget tid med sine bøger. Måske var sandheden i virkeligheden at hun følte sig lidt isoleret. Ingen hun havde kendt på gymnasiet havde valgt at læse historie, og i modsætning til Line, der syntes at kunne blive ven med hvem som helst på få minutter, var hun nok ikke den hurtigste til at skabe nye bekendtskaber.

”Okay. Men kun hvis du lover at holde op med at plage mig” svarede Emilie.

”Det lover jeg. Oh se, der er han jo. Hey Kenneth! Hey!”

Og med det rejste Line sig op fra bordet hvor de sad og vinkede til en ung mand, på omtrent nitten, der kom gående igennem cafeteriet bærende på en bakke. Så overrasket blev han at høre hende råbe hans navn at han var lige ved at tabe det hele. Eller også var det synet af Emilie der gjorde ham forfjamsket.

”Se hvor nervøs han er” svarede Line med en slet skjult latter ”i to passer perfekt til hinanden.”

”Åh mange tak.”

”Åh, Emilie, jeg mente det ikke på den måde. Jeg mener bare at der er andre fyre derude end popsmarte Brianer. Det som paven altid sagde, ”Der er en for alle!””

”Jeg er ret sikker på at paven aldrig har sagt det…”

”Tjah, nogen har i hvert fald sagt det. Og det sandt!”

Lige da gik Kenneth forbi og sendte mens han gjorde det et forlegent smil til Emilie. Hun smilte ligeså forlegent tilbage. Line rullede opgivende med øjnene.

”I to ville være det mest PG 13 par nogensinde. Det vil være som at leve i en Disney film.”

Emilie grinte. Hun var taknemmelig for at have en ven som Line. Uanset hvor skidt hun havde det kunne veninden altid få hjælpe hende med at få det bedre. Det var næsten som om hun havde en slags magisk kraft.

Men knap havde hun tænkt denne tanke før en anden, skeptisk tanke dukkede op i hendes sind.

Hvorfor fortalte du hende så ikke om den dag, du ved? Og de 20.000 kroner? Og træningsprogrammet?

Til dette havde Emilie ikke noget svar, undtagen at oplevelsen på en eller måde havde været så skamfuld og så ydmygende at selv hendes bedste veninde ikke måtte få noget at vide om det. Udover hendes læge og så de der folk fra AB Associated (som hun skulle møde om en lille uges tid), ja så var det en hemmelighed hun ville tage med sig i graven.

Men er det ikke lidt selvisk? Spurgte stemmen. Jeg er sikker på at Line også godt kunne bruge de 20.000 kroner.

Jo, det var det måske. Men så igen, for overhovedet at komme i betragtning skulle hun jo først have haft et uheld, eller som der stod i træningsprogrammet have ”demonstreret inkontinens”, og selv da var det op til lægen at skrive anbefalingen. Og Line, havde, så vidt Emilie vidste, en anden læge. Så…

Men det er ikke den egentlig årsag til du ikke har fortalt det til hende, er det?

Emilie skubbede tanken bort.

Men så alligevel ikke helt.

Udenfor begyndte det at regne. Sommeren var ovre og dagene blev mørkere og mørkere. Emilie betragtede regnens dans på ruden og som så mange gange før i de sidste par måneder, følte pigen hjemve.

______________________________________________________________________________________

”Emilie, har du husket at pakke det sidste?”

Morens stemmede sang igennem huset.

Emilie stod i døråbningen og ventede. Udenfor var himlen blå og solen farvede alting gyldne.
Det var en varm sommerdag, i midten af juli, og den attenårige pige havde lige bestået sin sidste eksamen i 3g. Tre års flid var nu endelig blevet belønnet og Emilie var blevet student. Og endda med godt snit.

”Ja mor” sagde Line sarkastisk mens hun begav sig forbi de to bærende på en stor brun kasse.

”Åh Emilie! Lov mig at ringe så snart du er fremme!”

”Det skal jeg nok mor” svarede datteren.

”Og husk, hvis der bliver nogle problemer eller du har brug for noget så ved…”

”Det ved jeg godt mor.”

”Åh min skat” svarede kvinden og krammede Emilie. ”Jeg kommer til at savne dig så meget.”

”Jeg kommer også til at savne dig.”

”Jeg vil ønske din far havde været i live til at se denne dag. Jeg kan ikke tro det. Min lille pige flytter hjemmefra og snart skal du starte på universitet. Hvor blev tiden dog af?”

Emilie smilte. Over morens skulder så hun Line og bag hende den lille flyttevogn fyldt med fem små flyttekasser der, foruden nogle få møbler, udgjorde Emilies beskedne ejendele.

Moren snøftede.

”Du må hellere komme af sted, nu. Ellers begynder jeg virkelig at hyle.”

”Okay mor” svarede Emilie der selv begyndte at føle tårerne trænge sig på.

Moren gav hende et langt, dybt kram. Og et øjeblik var Emilie ikke sikker på at hun nogensinde ville give slip. Hun kunne mærke morens varme strømme ind i hende, og i en tid kunne hun ikke gøre andet end at begrave hovedet i morens bryst. Efter nogle få minutter var det forbi.

”Min lille pige” sagde moren sagte og de sagde farvel.

Emilie gik ud til flyttevognen mens hendes mor vinkede til hende fra døråbningen. Den unge pige vinkede tilbage. Kort tid efter satte hun sig ind på forsædet og sammen med Line der var kommet for at hjælpe hende med at flytte (mest af alt fordi hun var atten og i modsætning til Emilie faktisk havde et kørekort), trillede Emilie ned ad den lille forstads villavej hun havde boet hele sit liv. Hun kiggede i sidespejlet og så at moren stadig stor i døråbningen, stadig vinkede. Det var på en eller anden måde ikonisk, men også melankolsk. Kort efter drejede de om et hjørne og barndomshjemmet forsvandt. Emilie sank en klump og mærkede fugtigheden i sine egne øjne.

”Jeg ville ønske at min mor var ligesom din” sagde Line sukkende kun få minutter senere. ”Da jeg flyttede var det mere, ”Farvel og tak Line. Glem ikke at skrive!” Jeg vil ikke blive overrasket hvis de allerede har forvandlet mit værelse til et træningsrum.”

”Der er fordele og ulemper” svarede Emilie voksent. ”Jeg var faktisk ikke helt sikker på hun nogensinde ville give slip.”

Line grinte. ”Åh min lille pige” sagde hun rørstrømsk, imiterende moren, ” Min lille pige flytter hjemmefra. Jeg kan ikke tro det! Og du starter på universitet! Hvor blev tiden dog af? Ak ja! Ak ja!”

Emilie kun ikke lade være at grine tilbage og snart havde hun det bedre. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre uden Line.

Nogle få timer senere ankom de til Emilies nye lejlighed. Den var meget lille, ja faktisk kun to små værelser, men i det mindste bare var der eget badeværelse og køkken. Line havde snakket, allerede for år tilbage, om de ikke skulle flytte ind sammen, men selvom Emilie værdsatte Lines selskab, så havde hun brug for sit eget sted. Hun tænkte nogle gange på om det havde sået en skår i deres venskab, men hvis det var tilfældet, så var det ikke noget man kunne se på Line.

”Jo, det ser da udmærket ud” sagde veninden højtideligt, som var hun en adelig inspicerende et firestjernet hotel. ”Men hvor er sølvtøjet, lysekronen og de hvide gipsrosetter?”

”Jeg kan leve her” sagde Emilie veltilfreds og satte en flyttekasse på gulvet. Hun var for længst blevet vant til at ignorere venindens sarkastiske bemærkninger og kiggede sig i stedet omkring.

Lejligheden lå på første sal, men der var en elevator. Stuen var lille, rektangulært, med to små vinduer. Hendes soveværelse var mere et kammer. Men udenfor lå storbyen. Emilie kiggede ud. Hun kunne høre braget af biler og længere væk en sirene. En sagte rytme af stille musik kom fra en nærliggende restaurant og blandede sig med det omkringliggende landskab. Det var som om hele verdenen summede af liv. Alle lyde syntes at samle sig omkring hende, ekkoende frem og tilbage blandt de små lejlighedskomplekser som toner i en fortryllende symfoni.

Den attenårige pige trak vejret dybt, lukkede øjne og lugtede ny-frisk maling. Det var en god lugt. På hendes ansigt bredte der sig et større og større smil. Dette var hendes lejlighed. Hendes hjem. Tre års slid var ovre og nu var hun endelig flyttet hjemmefra. Nu var hun endelig blevet voksen.

_____________________________________________________________________________________

”Hey? Hello? Jorden til Emilie?”

Emilie kiggede op. Cafeteriet var så småt ved at blive tomt. Pausen var stort set ovre.

”Checkede du lige ud et øjeblik?” Spurgte Line.

Men før Emilie kunne nå at svare, sagde veninden distræt, ”Kom. Vi må vel hellere skynde os.
Forelæsningen starter om lidt.”

10 Synes om

Hold da helt kæft hvor hvor er det godt skrevet. Jeg kan næsten ikke vente til der kommer mere som jeg håber der gør :heart_eyes:???

2 Synes om

Med sådan en modtagelse kan man jo næsten ikke gøre andet end at fortsætte. Mange tak. :smiley:

Faktisk vil jeg ikke blive overrasket hvis historien kommer til at fylde mere end 50 kapitler. Det virker i hvert fald til at være begyndelsen på noget større. Det er vel også derfor det tager lidt tid før hele ABDL aspektet kommer ind i billedet, da jeg gerne lige vil bygge karaktererne op og sådan. Det skal dog nok komme, ikke mindst når stakkels Emilie finder ud af hvad regel 7 faktisk indebærer.

Forventer at have næste kapitel klar hvis ikke i denne uge, så i begyndelsen af det nye år. :slight_smile:

6 Synes om

Super godt skrevet Benjamin. Bravo! :blush:

1 Synes om

Det er så dejligt med flere der skriver historier :raised_hands:, keep it up.

2 Synes om

Og her er så næste kapitel. Det blev lidt længere end jeg lige havde regnet med. Godt nytår. :smiley:

Kapitel 5

Emilie manøvrerede forsigtigt sin lille cykel igennem stormen. Vinden hylede og blæste og regnen piskede ned. Det var som om hele verden syntes at prøve at forhindre hende at tage af sted. Men Emilie var fast besluttet. Skørt som det jo nok var – sært? Helt sikkert! – så havde hun i går truffet sit valg. Jovist, hun havde sagt ja før dette, én gang til lægen, én gang til kvinden i telefonen, men nu vidste hun hvad ville. Hun ville deltage i træningsprogrammet, hun ville få de 20.000 tusinde. Denne beslutning var endegyldig.

Bilerne hvislede forbi hende og vandet sprøjtede op fra rendestenen. Havde det ikke være for hendes gule regnfrakke, var Emilie blevet totalt gennemblødt. Regnen syntes utrættelig, som den hamrede nådesløst mod vej, fortov og cykelsti, indhyllende alting i et gråt tæppe. Det var næsten et levende fængsel. Søjler af vand rejste sig omkring hende, for kun at blive blæst omkuld af den pludselige vind. Stormen ramte den unge kvinde lige i ansigtet, men Emilie fortsatte ufortrødent.

I hendes sind studerede hun sin beslutning. Allerede nu tænkte hun på de 20.000 kroner hun ville få udbetalt og hvad hun kunne bruge dem til. Der var så mange ting hun manglede. Et TV? En sofa? Måske endda en ny computer? Tøj? Eller hvad med en tur i udlandet? Måske London eller Paris? Mulighederne syntes ubegrænsede og det var næsten umuligt at bestemme sig. Én ting var hun dog sikker på. Hun ville tage Line med ud og spise en dag og så en tur i biografen. Med alt hvad veninden havde gjort for at hjælpe hende – ikke mindst med flytningen – så var det det mindste hun kunne gøre. Emilie havde også måtte låne nogle tusinde fra sin mor for at få råd til både bøger og flytning, og selvom moren havde været mere end glad for at hjælpe, så ville Emilie gerne betale hende tilbage så hurtigt som muligt. Indtil da var det nemlig lidt som om hendes mor også stadig boede i hendes nye lejlighed, og Emilie ikke rigtigt var flyttet hjemmefra, ikke rigtigt var blevet selvstændig.

Men er du helt sikker på at du vil få udbetalt de 20.000 kroner? Hvad hvis du har nogle uheld?

Emilie genkendte stemmen som hendes indre skeptiker, nemlig den der altid kom op hver gang hun gik efter et eller andet der måske var lidt for godt til at være sandt. Nogle (deriblandt hendes mor) sagde at hun skulle lytte til den stemme, at det var fornuftens stemme, mens andre (deriblandt Line) sagde at den kun havde formål at holde hende tilbage og sabotere hende. Emilies standpunkt var nok et eller andet sted midt imellem.

Under alle omstændigheder, så var det en mulighed hun seriøst havde overvejet. Hvad nu hvis hun havde et uheld? Det var jo sket før, endda for nyligt. Okay. Den dag havde tingene været meget ekstraordinære selvfølgelig. Men alligevel… Omvendt, havde hun jo så heller ikke, før den dag, haft et uheld i mere end femten år. Så hvem ved. Det eneste hun var sikker på var at hendes frygt ikke skulle forhindre hende i at deltage. Som hun havde sagt til sig selv igen og igen, så var der intet at miste. Selv hvis hun, usandsynligt som det jo var, skulle have nogle uheld, betød det blot at hun ville gå glip af et par tusinde kroner samt gå med træningsbukser (sikkert Goodnites) i en uge eller to. Det var alt.

Er du sikker på det? Er du sikker på at der ikke er mere end det?

”Hvad mener du?”

Stemmen sagde intet.

Og det behøvedes den som sådan heller ikke, for just da ankom Emilie til den bygning hvor AB Associated holdt til.

”Det ligner” ville den unge kvinde tænke senere, da hun kiggede tilbage på disse stunder ”mest af alt en bunker.” Den var grå, firkantet med et flat tag, lavet af beton og gav, måske på grund af den endeløse regn, et ret trøstelyst indtryk. Det eneste lidt opmuntrende var de kridhvide bogstaver lige over hoveddøren der stavede ”AB Associated.” Emilie stillede sin cykel op af at hegn og gik mod indgangen.

Omkring bygningen var træer, græsplæner og buske, men end ikke disse syntes at kunne afhjælpe stedets melankoli. Der var, så hun, ingen vinduer og selve døren, hun nu stod overfor, virkede næsten 30 centimeter tyk og lavet af grå beton. Hun kiggede sig omkring og fandt så til sidst en lille uanselig ringeklokke som hun trykkede på.

Lyden var skærende. Insisterende, men også underligt uvirkelig, som et vækkeur der ringer i en kold ruin fra et barns vinterdrøm. Den syntes at fortsætte i en uendelighed. I et øjeblik skete der intet. Så hørte hun en tung rungende lyd og langsomt, som blev en sten rullet til side, åbnede døren og hun så en kvinde i slutningen af halvtredserne.

I et øjeblik, var der ingen der sagde noget. Kvinden studerede hende med skarpe øjne. Emilie anede ikke hvad hun skulle gøre. Var hun overhovedet komme til det rigtige sted? Jo, der stod AB Associated. Det måtte være her. Hun begyndte forsigtigt.

”Hej. Mit navn er Emilie. Jeg har en aftale her kl. 14.”

Kvinden blot kiggede på hende. Med hendes flade ansigt og opstoppernæse mindede hun mest af alt om en bulldog. Eller en halvdrukken dørmand. Fra nervøsitet, begyndte Emilie at grine, men stoppede så sig selv da hun så kvindens udtryksløse ansigt.

”Søger du arbejde?” Spurgte hun bidsk og Emilie rystede på hovedet.

”Nej, jeg er her for at deltage i…” Emilie standsede. Det gik da op for hende at dette var første gang hun skulle fortælle en anden, der ikke allerede vidste det, at hun ville deltage i træningsprogramet. Hun trak vejret dybt ”i træningsprogrammet” færdiggjorde hun sagte, med en spinkel stemme. ”Jeg er her for at deltage i trænings- programmet.”

Men igen sagde kvinden intet. Sekunderne gik. Bag Emilie fortsatte regnen ufortrødent og ikke langt borte hørtes et tordenskrald. Måske hun bare skulle vænne om nu. Droppe det hele. Glemme alt.

Hun var lige ved at gøre dette, da kvindens ansigtstræk blev mildere og hun sagde med hvad der næsten kunne passere for et smil, ”Undskyld, men du er lidt yngre end dem vi er vant til. Kom med.”

Og med det forsvandt kvinden ind i bygningens mørke og Emilie fulgte efter.

Få sekunder senere stod de i et stort, vel-oplyst rum. I loftet hang der lysstofrør og alting havde et let køligt skær. Langs siderne stod computere og ovenover dem, hængt fast på de grå betonvægge, var tre store skærmer med diverse farver og bogstaver. Der var ikke et eneste vindue, kun en udsugning der kørte for fuld udblæsning, som havde nogen startet verdens mest aggressive støvsuger.

Og der var mennesker overalt, både mænd og kvinder. De gik frem og tilbage i grå kitler, nogle bærende blokke som de febrilsk skrev ting ned på, andre slæbende med forskelligt udstyr (skærme, IPads, og nogle mørke kasser godt forseglet). Ingen syntes at lægge mærke til Emilie. Men hun så at i det fjerne, nede til højre i det store rum, var der en lille trædør der førte ind til et afsidesliggende kontor. Og ud ad denne dør op kom en kvinde gående, ikke mere end fem år ældre end hende selv. Hun var af middel højde, spinkel og med hendes farverige tøj og blonde hår sat op i en hestehale mindede hun mest af alt om en børnehavepædagog. Hun smilede over hele hovedet.

”Åh, du må være Emilie. Velkommen! Velkommen!”

Emilie mumlede en sagte tak. Først nu, opdagede hun at hendes regnfrakke var helt gennemblødt.

”Sikke dog et vejr!” Sagde kvinden nænsomt, næsten moderligt. ”Du er måske gået herud?”

”Cyklet” svarede Emilie, mens hun begyndte at tage regnfrakken af. Den dryppede over det hele.

”Her, lad mig hjælpe dig” sagde kvinden og hjalp Emilie af med overtøjet. Under andre omstændigheder ville den attenårige kvinde måske have undret sig over dette, men så forvirret og forundret var hun over hele situationen, at hun mekanisk løftede sine arme og lod kvinden hjælpe hende som var hun en anden fireårig.

Men i netop dette øjeblik skete der noget. Hun vidste ikke helt hvordan hun opdagede det, men lige da regnfrakken kom af og hendes t-shirt og mørke cowboybukser blev synlige, var det som om hun kunne mærke den anden mere barskes kvindes øjne på sin krop, mere specifikt på sit skridt. Hun kiggede op og så, i det korteste sekund, at hun blev betragtet ikke med fjendtlighed og skepsis som før men noget der lignede… bekymring? Emilie havde knap nok registreret dette før det var ovre. Men den anden, yngre kvinde havde set det.

”Det er okay, Agnes” sagde hun smilende ”jeg overtager herfra.”

Agnes nikkede og sendte Emilie et sidste blik (igen på hendes skridt) før hun skyndte sig ud af lokalet.

Emilie rystede på hovedet. Måske var det bare noget hun havde forestillet sig.

”Denne vej” sagde den anden kvinde beredvilligt. ”Mit kontor er herinde. Jeg hedder for resten Sarah. Vi snakkede sammen i telefonen for en uge siden?”

Emilie nikkede.

”Okay. Jamen, kom ind, sid ned.” Og med det anviste Sarah hende en lille stol foran et noget større skrivebord som hun selv satte sig bagved. Kontoret var relativt beskedent, med nogle få reoler, billeder, og en computer. Der var ingen vinduer herinde heller og som før gav lysstofrøret foroven det hele en bleg, næsten spøgelsesagtig stemning.

Emilie vidste ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv. På vejen herud havde hun planlagt en hel monolog om at havde truffet sin endelige beslutning, at hun ville deltage i programmet, men nu da dagen var kommet og hun sad foran kvinden der langsomt kiggede igennem nogle papirer, var hun fuldstændig mundlam. ”Men måske” tænkte hun filosofisk ”er det det bedste. Måske er det ligesom en rutsjebane i en forlystelsespark. Det er ikke meningen at man skal spekulere så meget over tingene. Man skal blot trække selen ned og så ellers lade banen før en derhen hvor den nu engang vil.”

Ikke at hun var i tvivl om destinationen, selvfølgelig.

Men stilheden trak ud. Egentlig gik der nok kun et minut, men for Emilie føltes det som timevis. Og pludselig igen virkede det alt sammen så surrealistisk, så bizart. Den grå betonbygning, den fjendtlige dørvogter, menneskerne i de farveløse kitler… Og hvad var formålet med de treskærme? Alle gode spørgsmål der dog syntes sækundere til det mere grundlæggende spørgsmål hun ikke have mod til at stille: Eksisterede det her sted virkeligt – sad hun virkelig her i en stol og skulle til at starte et pottetrænings- program – eller var det alt sammen en eller anden mærkværdig drøm?

Som havde hun læst hendes tanker, svarede kvinden underligt beredvilligt, ”Jeg ved godt det er meget at tage ind på en gang, Emilie. Det er helt almindeligt for ny kommende at blive lidt, ja, overvældet.”

Emilie smilte nervøst og begyndte så, let nølende:

”Alle de mennesker i det andet rum og skærmene på væggen og kasserne… Er det alt sammen bare for at administrere træningsprogrammet?”

Sarah svarede at det var det.

”Administrere og overvåge.”

Emilie blev lettere forfærdet.

”Overvåge hvad?”

”Korrekt overholdelse af træningsprogrammet.”

”Åh” svarede Emilie. ”Du mener de syv regler?”

”Lige præcis. Men bare rolig, vi skal nok gennemgå det hele. Men før jeg begynder, vil jeg gerne høre, har du selv nogle spørgsmål?”

Emilie tænkte lidt over det og kom da i tanke om den forvirring hun havde haft vedrørende regel 7 og hvad præcis det betød at ”patienten vil overgå til et års venteperiode før pottetræning evt. kan forsøges på ny.” Det var måske intet, men nu hvor hun var jo kommet herud for at skrive under på at hun ville deltage i træningsprogrammet, var det så ikke bedst at få belyst alle uklarheder?

”Faktisk” sagde hun, igen lidt nervøst, mens hun stirrede på hænderne i sit skød ”så har jeg et
spørgsmål vedr. regel 7.”

Kvinden løftede øjenbrynet. Overrasket. Det var tydeligvis ikke sådan et spørgsmål hun havde forventet.

”Ja?”

Der var noget i hendes blik der gjorde Emilie flov og med et slog det hende, at alene ved at nævne regel 7 havde hun samtidig også åbnet for muligheden at reglen evt. en dag kunne blive aktiveret. Ja, værre endnu, som om hun forventede at reglen ville blive aktiveret. Hvad måtte kvinden dog ikke tro om hende?

”Jeg mener, jeg tror selvfølgelig ikke det bliver relevant for mig. Jeg regner ikke med at have nogen, øm, uheld. Men, bare for nysgerrighedens skyld: Hvad betyder det helt præcis at patienten vil overgå til et års venteperiode, administreret af AB Associated, før potte-”

Men før Emilie kunne færdiggøre spørgsmålet, gik døren til kontoret op og en anden midaldrende kvinde kom ind. Hun virkede lettere forvirret og da hun så at hendes kollega ikke var alene på kontoret undskyldte hun beredvilligt, men blev der inde alligevel.

”Ja, du må undskylde at jeg forstyrrer, men Sarah, han har gjort det igen”.

Sarah sukkede.

”Brun alarm?”

”Også i den grad.”

”Okay. Jeg kommer ud om lidt.”

Emilie kiggede fra den ene kvinde til den anden i en tiltagende stemning af forvirring. Hvem havde gjort hvad? Og brun alarm? Betød det hvad hun troede det betød?

Den yngre kvinde måtte have set hendes forvirring, for hun instruerede Emilie i at følge med. ”Ja undskyldt vi har lidt travlt i dag, men måske kan det her være en god måde for os at gennemgå reglerne. Jeg kan forstå du har en del spørgsmål.”

Emilie nikkede, stadigvæk forvirret og opdagede med et at hun slet ikke kunne huske hvad hun før ville spørge om.

Udenfor i det større rum, efter at have håndteret den pludseligt opståede nødsituation, hvilket inkluderede, bemærkede Emilie, aktivering af regel 7, dirigerede kvinden hende til at kigge op på en af de tre skærme og begyndte så hvad der for den unge pige virkede som en nøje institueret monolog.

”Okay. Jeg må vel hellere starte fra begyndelsen. Som du ved, så er der syv regler i vores træningsprogram. Jeg er sikker på at du godt kan huske de fleste af dem, hvis ikke alle. Tisser du i bukserne én gang skal du gå med træningsbukserne i tre dage, tisser du i bukserne to gange skal du gå med træningsbukser en uge, osv. ”

”Ja” svarede Emilie der huskede alle reglerne.

”Godt. Men Emilie, én ting er at være underlagt de syv regler, noget andet er for os at kunne følge med. Vi her på AB Associated vil rigtig gerne tro på vores deltagere når de siger de ikke har haft nogle uheld, men i det der jo er penge involveret og også, som du ved, konsekvenser for at have uheld, ja, så har vi besluttet at det er bedst for alle parter at vi har en mulighed for at overvåge deltagerne.”

”Og det er her senderen kommer ind i billedet?” Spurgte Emilie.

”Nemlig” svarede kvinde prompte.

"Senderen, der er kvadratisk og ca. 3 centimeter af størrelse, placeres udenpå dine trusser, træningsbukser, osv. alt efter hvor i træningsprogrammet du befinder dig. Og med denne sender kan vi herinde se om du har haft et uheld, samt om du også følger de respektive regler, skulle disse blive aktiveret. Den er nemlig så smart at den kan registrere hele tre ting på én gang.

For det første kan senderen registrere præcis hvad du har på under dine bukser eller nederdel og så vidt du anvender det rigtige, øm, ”undertøj”, vil senderen skinne i en klar grøn farve. Det vil, for dig, som udgangspunkt betyde, at senderen vil skinne grønt så længe den er sat fast på dine trusser eller, jeg skulle måske sige, trusser som du har på. Senderen er nemlig designet til kun at skinne hvis den er fastsat på et produkt, trusser eller andet, som du rent faktisk bærer. Jeg er ikke helt sikker på hvordan det fungerer. Det har et eller andet at gøre med at den kan registrere kropsvarmen fra skridtet eller noget i den stil. Men hvis ikke det var åbenlyst, så skal du bære senderen mindst 23 timer i døgnet, hvilket giver dig en time om dagen til bad og skifte trusser og sådan.”

”Okay…” sagde Emile nølende. Hun var ikke sikker på hvad hun skulle sige (hvad siger man til sådan noget?), men det betød heller ikke noget, da kvinden fortsatte ufortrødent.

”Så langt, så godt. Dette forudsætter selvfølgelig at ingen af reglerne bliver aktiveret. Skulle f.eks. regel 1 blive aktiveret og du vil blive pålagt at gå med træningsbukser i tre dage, så vil senderen herindefra blive korrigeret til at tage højde for dette og vil ikke længere lyse grønt når den er sat fast på dine almindelige trusser, men kun når den er sat fast på dine træningsbukser. Du vil med andre ord så skulle anvende træningsbukser 23 timer i døgnet. Dette er simpelthen designet på den måde så vi kan sikre, en til en, at patienten følger de anvendte instrukser.”

”Så hvis man tog trusser på den i periode, så ville senderen skinne i en anden farve?”

”Ja, så vil senderen skinne rødt. Hvilket er tilladt for den at gøre op til en time om dagen, men ikke mere end det.”

Emilie havde lyst til at spørge hvad der ville ske i så fald – hvad ville deres reaktion være – men tænkte så at svaret jo var ret selvindlysende. Man ville selvfølgelig blive udelukket fra træningsprogrammet og miste de 20.000 kroner.

”Okay. Det er senderens første funktion. Hvis du nu kigger op her, så vil jeg forklare de to andre funktioner.”

Som instrueret kiggede Emilie op og så den første af de tre store skærmer. På denne var der 18 små lys og under hver af disse lys stod der skrevet med hvide bogstaver hhv. deltager 1, 2, 3 osv. Oppe i det højre hjørne så hun bogstavet U, også skrevet med samme kridhvide skrift. Alle lysene, bemærkede hun, skinnede grønne, undtagen lyset for deltager 13 der skinnede gult.

”U?” Spurgte hun forvirret.

”Undertøj.”

”Åh, selvfølgelig. Så den her skærm registrer at deltageren bærer senderen?"

Kvinden smilte.

”Og lidt mere end det.

Ser du, foruden overvågning af korrekt monitering i de 23 timer, kan senderen også registrere evt. uheld. Skulle deltageren opleve ufrivillig vandladning og derved gøre undertøjet vådt, vil senderen registrere dette og skifte fra grøn til gul. I sådan en situation, vil vi altså få besked med det samme og kan derfra straks sende en besked til patienten om at regel 1, 2 eller 3 er blevet aktiveret og i den forbindelse ændre senderens funktion til at reflektere deltagerens nye placering i programmet.”

Kvinden stoppede, hvilket gav Emilie tid til at reflektere. Hun vidste ikke helt hvad hun havde forventet da hun tog herud, udover at hun måske ville få udleveret nogle Goodnites og skrive under på et dokument. Men det var i hvert fald ikke det her. Selvom kvinden havde nævnt senderen før og ord som “administreret” havde indgået i træningsprogrammet, var alt dette langt mere udførligt end hun havde forestillet sig. Og det rejste et andet presserende spørgsmål.

”Hvad nu hvis det er, du ved, den tid på…”

”Den tid på måneden?” Svarede kvinden, som altid smilende. ”Bare rolig, senderen er programmet til udelukkende at reagere ved urin. Vand og andre væsker vil heller ikke gøre nogen forskel.”

”Nå, men det da godt. Wow. I har virkelig tænkt på alt.”

Sarah smilte og tog pigens udtalelse som et kompliment.

”Det er ret detaljeret og som jeg sagde i begyndelsen, kan det være en del at tage ind. Men egentlig, for dig, har det jo som sådan ingen betydning. I hvert fald hvis, som du siger, du ikke har nogen uheld.”

”Nej, det har det vel ikke” svarede Emilie, mere til sig selv end til kvinden. ”Så det gule lys under deltager 13 betyder altså at de har haft et uheld?”

”Ja. Egentlig må jeg ikke fortælle dig dette, men eftersom vi ikke bruger navne, men kun numre, kan jeg vel godt afsløre at dette er deltagerens tredje uheld i løbet af de sidste to måneder, hvilket betyder at regel 3 nu er blevet aktiveret.”

”Og de ville skulle bruge træningsbukser i hvad, to uger?”

”Ja, lige præcis.”

”Hvad er så senderens tredje funktion?”

”Ret ligetil” svarede kvinden, noget nøgternt. ”Som du ved tager vores træningsprogram jo ikke kun højde for ufrivillig vandladning, men også uheld af den mere solide slags. Skulle en deltager have afføring i bukserne, vil senderen naturligvis også registrere dette og skinne i en åbenlys brun farve.”

Emilie blinkede mens hun stirrede på det brune lys ovenfor. Og pludselig, uden at vide hvorfor, udbrød hun i en høj nervøs latter. Folk omkring dem kiggede på hende et øjeblik, men gik så videre, frem og tilbage, bærende på deres tæt lukkede kasser, skrivende på deres blokke. Udsugningen fortsatte sin galskab.

Kvinden grinede med, om end lidt mere behersket.

”Jeg kan godt forstå at det er lidt sært. Og det her er vel også den sidste samtale du havde forventet at have da du stod op her til morges.”

Emilie smilte. Uden at vide hvorfor, gjorde det på en eller anden måde situationen bedre at Sarah forstod hvor vanvittigt det alt sammen var. Havde den unge kvinde reelt, i det øjeblik, troet på at nogle af reglerne nogensinde kunne blive aktiveret for hende ville det alt sammen have været meget mere pinligt. Men eftersom, hun var overbevist om sine god blærekontrol (for slet ikke at nævne hendes tarmkontrol) virkede det mest af alt som en fjollet leg. Okay, det var da stadig lidt flovt, men for 20.000 kroner, så var det vel værd at tage med. Det var, tænkte den 18-årige kvinde, lidt ligesom et lege Far, Mor og Børn, bare i en større størrelse og med en krukke af guld for enden af regnbuen.

Sarah fortsatte.

”Nu ved jeg godt at du ikke forventer at have nogle uheld, men jeg er dog kontraktmæssigt forpligtet til at vise dig denne næste skærm. Jeg vil dog bemærke at på trods af din skepsis så har du jo vist tegn på inkontinens. Forventninger er en ting, men du ville nok ikke være blevet anbefalet af din læge hvis ikke der var noget om snakken, vel?”

Emilie skulle lige til at svare imod, at sige at hun ingenlunde var inkontinent og at hun ikke vidste hvorfor hendes læge havde anbefalet udover altså at gøre hende 20.000 kroner rigere, men tøvede så. Måske ville det være bedre hvis AB Associated troede at der var i det mindste antydningen af et problem. Hvis de vidste at hun havde helt almindelig blærekontrol som enhver i hendes alder, hvem ved, måske kunne de så finde på at afvise hende? Hun studerende Sarah, men så intet anklagende i kvindens blik. Det var tydeligt at hun ikke havde ment det ironisk, at hun faktisk troede på hvad hun sagde. Alt sammen gav det Emilie lidt dårlig samvittighed.

Men alligevel sagde hun intet mens kvinden ledte hende hen til den næste skærm der mest af alt lignede den første med nogle få forskelle. For det første i stedet for U foroven stod der T (”træningsbukser” forklarede Sarah) og for det andet så var der kun ni deltagere. I modsætning til den anden, var flere af farverne her gule og en enkelt af dem var også brun.

Emilie stirrede på farven med en let urolig følelse.

”Betyder det at…”

”Ja, deltager 9 har haft et stort uheld i træningsbukserne og har dermed fejlet træningsprogrammet.”

”Og får så ikke de 20.000?”

”Desværre ikke. Da vi primært har lidt ældre deltagere – halvtreds år og opefter – sker det oftere end man skulle tro. Men det er jo også godt for os, ellers ville vi gå bankerot på en uge, selv med støtte fra kommunen.”

Og med det grinte kvinden og Emilie grinte med og igen følte hun sig mere rolig.

Dette var noget hun vil tænke tilbage på senere, nemlig hvordan kvindens med hendes ro, hendes latter og smil, formåede at få Emilie til at føle sig okay med noget som hun, under enhver anden omstændighed, næppe ikke ville have været okay med, uanset hvor hun sikker hun havde været på vej herud. Men det skulle hun først finde ud af om lidt.

”Ellers” svarede kvinden, konkluderende ”følger denne skærm det samme princip. Senderen registrer korrekt brug af træningsbukserne, registrerer uheld, skelner mellem tis og vand osv. Der er ikke så meget mere til det. Vi har faktisk, som du kan se, en tredje skærm, men” sagde hun igen med det samme pædagogiske smil ”den tror jeg ikke bliver relevant for dig.”

Emilie skulle lige til at sige at hun alligevel gerne ville se den, da kvinden pludselig gik hen til en nærliggende kasse, åbnede den og trak hvad der lignede et par store lyserøde underbukser op. Og så snart hun så dem, glemte Emilie alt om den tredje skærm.

For det var ikke underbukser kvinden holdt. Jovist, de havde omtrent samme form, men de var større, mere polstrede og gav, da kvinden vendte og drejede dem så Emilie kunne se, en let knitrende lyd som den unge pige forbandt med plastik. Og pludselig gik det op for hende.

”Det er træningsbukserne?”

Sarah nikkede.

”Er de ikke søde?”

Emilie sagde intet. Hun havde helt mistet evnen til at tale da Sarah rakte hende et par. Men da hun holdt dem i hånden gik det op for hende hvor bløde de var og hvor tykke. Det her var ikke Goodnites. Hun havde set Goodnites. Goodnites var små, diskrete og mindede mest af alt om trusser. De her fik hende til at tænke på noget andet, noget infantilt.

Der var et let lag af plastik på ydersiden, specifikt midtfor, og de gik da op for hende at disse var designet udelukkende til hunkøn. Deraf farven, vel. Hun studerede buksen og forventede undervejs halvt at opdage dyr og sjove figurer, men foruden den larmende lyserøde farve der fik hende til at tænke på Candyfloss, var der intet usædvanligt over udseendet. I hvert fald ikke på ydersiden. Indersiden, derimod, var en anden historie.

Den var helt hvid og underligt ”fluffy” som var den foret med så mange vatrondeller. Langsomt lod hun hånden glide ned af den indre del af buksen. Det var ligesom at age et lille lam. Aldrig hun havde rørt noget så blødt. Forret var tykkest i midten, men der var også en anselig mængde både foran og bagtil. Emilie, om end næppe en ekspert på området, ville have gættet at bukserne i hvert fald kunne klare en stor vandladning. Måske to.

Og pludselig, i det øjeblik, var det som om tingene blev meget virkelige. Og reglerne meget nærværende. Og med et kom skammen tilbage, så dyb og dominerende at selv kvindens gode humør og hendes egen tidligere selvsikkerhed ikke kunne standse den. Uanset hvor store de var, så kunne der ikke være nogen tvivl. Disse var designet som til et lille barn der kun lige havde påbegyndt pottetræning. At påføre sig disse, uanset hvad årsagen så var, signalerede at man selv var på præcis det samme stadie. Det var, for den unge attenårige kvinde, så ivrig efter at blive voksen og skabe et selvstændigt liv for sig selv, det absolutte topmål af ydmygelse.

Men det var mere end det. Foruden flovheden og skammen, mærkede hun i sit indre en frygt hun ikke helt kunne beskrive. Det var som om at hun var bange for at noget helt elementært var ved at blive taget væk fra hende og med denne indsigt fulgte en angst for at tingene potentielt kunne spire helt ud af kontrol. Men igen, sukkede den unge kvinde dybt og beroligede sig, som altid, med at reglerne aldrig ville blive aktiveret og intet at dette ville gælde for hende. Og det hjalp lidt.

Hun gav bukserne tilbage til Sarah.

”De er meget søde” svarede hun voksent (overlegent) ”men jeg foretrækker de 20.000.”

Sarah grinte.

”Kom, så skal jeg vise dig senderen.”

Og med det lagde de bukserne tilbage i kassen, lukkede den tæt og begav sig over til hvad der lignede et gammeldags stort skab med mindst tyve skuffer. Sarah trak en nøgle op af lommen og låste en af skufferne op. Ud tog hun hvad der mest af alt lignede et lille SIM kort og rakte det til pigen.

Emilie kiggede på objektet hun holdt i sin hånd. Som Sarah havde sagt var det lille og kvadratisk. Det var også overtrukket med en eller anden film og ligesom buksens inderside føltes det blødt, men også fast på samme tid. På midten, så hun, en lille lampe, men den var slukket. Kvinden tog en IPad frem og trykkede på nogle taster. Med det samme blev lampen tændt og skinnede med et klart rødt skær.

”Okay. Alting ser ud til at virke. Vil du have noget imod at vi tester den?”

Emilie, der indtil da havde travlt optaget med at studere senderen, kiggede op med et lettere forskrækket udtryk. Sarah måtte have set dette.

”Bare rolig. Jeg mener ikke at du skal at tisse i bukserne. Men hvis du har tid, kan du så ikke lige gå ud på badeværelset og sætte senderen fast på dine trusser? Bare så vi lige kan se om den virker.”

”Åh. Okay!” svarede pigen hurtigt og kiggede sig forvildet omkring, som var hun et dådyr fanget i en bils forlygter.

”Toilettet er på højre hånd” svarede kvinden, som altid, beredvilligt.

Emile gjorde som instrueret, skyndte sig ud på det lille nærliggende toilet, og trak både bukser og trusser ned. Timingen var egentlig god nok, da hun nemlig også skulle tisse. Hun satte sig på kummen og tissede og tørrede sig derefter grundigt. Hun ville ikke risikere noget. Derefter trak hun trusser op igen og fandt senderen frem. Hun skulle lige til at sætte den fast på hendes trusser, da hun kom kom i tanke om at hun, midt i al skammen og ydmygelsen angående træningsbukserne, havde glemt at spørge Sarah hvordan.

Forvirret, vendte og drejede hun senderen i sin hånd, men så ingen tegn på hverken indhak eller andet hvormed senderen kunne sættes fast. Hun var lige ved at tage bukserne på igen og gå ud og spørge om vejledning (og hvor pinligt ville det ikke være), da hun med et opdagede at senderen ikke bare lå i hendes håndflade. Den sad fast på hendes håndflade. Hun vendte hånden på hovedet, men ingen ting skete. Senderen faldt ikke ned. Endelig greb hun fast om senderen og trak den af, hvilket var, om end ikke umuligt, så alligevel ikke uden en vis modstand. Det var, tænkte Emilie, lidt ligesom at trække magneter af et køleskab.

”Højst besynderligt” mumlede hun stille og prøvede dernæst at sætte senderen fast på sin arm med samme resultat og endelig toiletdøren og væggen. I alle situationer sad senderen fast uden problemer. Senderen fortsatte dog med at lyse rødt. Til sidst, trak hun på skulderen, og satte senderen fast på sine trusser som anvist og øjeblikkeligt ændrede senderens farve fra rød til grøn. Hurtigt tog hun bukserne på igen, vaskede hænder og skyndte sig ud af badeværelset.

Kvinden ventede på hende ved den første skærm.

”Okay, nu har jeg gjort det” sagde Emilie, der ikke helt kunne få sig selv til at sige at hun lige havde sat en lille firkantet himstregims fat på sine trusser der skulle overvåge om hun tissede i bukserne. “Det” som i “nu har gjort det” syntes tilstrækkeligt fyldesgørende.

”Ja, det kan jeg se” svarede Sarah, der, bemærkede Emilie, ikke kiggede ikke på hende, men op på den ovenstående skærm. Og pludselig forstod Emilie hvorfor. Længst til højere i skærmen var der nemlig dukket en ny deltager op – deltager 19 – og under denne nye deltager skinnede der som den frodigste skov et lille grønt lys.

”Er det…?”

Sarah nikkede.

Emilie både smilede og sukkede på samme tid, stadig ikke helt sikker på hvordan hun havde det med det hele. Tanken om at lige nu, var der en lille firkant placeret på hendes trusser, der ikke alene kunne registrere evt. uheld men også videregive denne information til mennesker hun slet ikke kendte, var i sig selv grænseoverskridende. Også selvom ingen af reglerne, som hun jo hårdnakket havde pointeret over for sig selv igen og igen, nogensinde ville blive aktiveret.

Men for 20.000 kroner er det så ikke det værd?

Stemmen kom tilbage endnu gang, men denne gang var det som om den havde ændret mening. Borte var den grundlæggende skepsis, og frygten for noget Emilie ikke helt vidste hvad var. Og endelig begyndte skammen at foretage sig, om end ikke forsvinde. Okay, situationen var akavet, tanken om træningsbukserne ydmygende, men om end ikke andet, så vidste hun nu præcis hvad hun havde med at gøre og kunne derfor træffe sin beslutning på et oplyst grundlag.

”Men det er kun hvis du stadigvæk er interesseret i at deltage” sagde Sarah da hun bemærkede Emilies tavshed. ”Det er nemlig helt i orden at ombestemme sig.”

Emilie vendte sig om og svarede så med den samme overbevisning hun havde følt da hun først var taget af sted den dag.

”Nej. Jeg har set hvad jeg kom for at se og jeg er overbevist. Jeg vil gerne deltage i træningsprogrammet.”

”Perfekt” svarede Sarah og igen gik de ind på hendes lille kontor.

De næste par minutter var blot formalia, tørt og uinteressant for den unge pige. Hun blev bedt om at skrive under på ikke mere end tre separate dokumenter, der alle kun udgjorde forsiden af længere hæfter. Emilie spurgte om hun skulle læse dem, kvinden svarede at hun kunne hvis hun ville, men i så fald var det nok bedst at hun tage dem med hjem, da hun skulle møde en ny deltager om kun ti minutter. I så fald, mindede kvinden hende om, ville det være nødvendigt at komme igen en anden dag, inden d. 1 hvor træningsprogrammet trådte i kraft.

”Men hvad står der i dem?” Spurgte Emilie varsomt, mens hun bladrede igennem mere end tredive sider af regler og instrukser. Det mindede, tænkte hun, om de informationer man nogen gange får når man skal opdatere et eller andet på computeren, nemlig endeløse sider af virksomheds jargon der tydeligvis ikke var skrevet for viderekommende. Og spørgsmålet var altid det samme, accepterer du eller gør du ikke? Emilie accepterede altid.

”Ikke så meget nyt” smilte kvinden ”bare det vi allerede har gennemgået i dag. Jeg beklager længden. Virksomheder er ikke altid lige gode til at fatte sig i korthed.”

”Mon ikke” sagde Emilie og Sarah grinte, men sagde så igen at hvis Emilie ønskede det, kunne hun altså godt tage papirene med hjem, nærlæse dem og…

”Det er ikke nødvendigt” svarede Emilie med et smil ”hvis ikke der er andet, så er jeg klar til at skrive under nu.”

Normalt ville selv den lidt naive pige måske have tøvet. Normalt ville hun bedt om tid til at tænke sig om. Men så overvældet var hun af det alt sammen, at hun helt bogstaveligt talt var ved siden af sig selv. Derudover var der bare noget ved Sarah der beroligede hende. Det var lidt ligesom når hun var sammen med Line. Det var som om de havde kendt hinanden i årevis. Uanset hvor mærkværdigt selve programmet var, så stolede hun på kvinden, stolede på at hun kun ønskede det bedste for hende og reelt ønskede at hjælpe. Og endelig, Emilie havde forelæsninger resten af ugen og det ville være svært, hvis ikke umuligt, at finde tid til at komme herud igen i dagtimerne.

Hun førte pennen ned til den stiplede linje og skrev under, først én gang, så to gange og endelig tre gange. Knap nok havde hun gjort dette, før kvinden greb hendes hænder og kiggede, med et næsten moderligt udtryk, hende dybt i øjnene. Der var noget i dette blik, dets varme og nærvær, der gjorde den unge pige både glad men også underligt nervøs.

”Velkommen til træningsprogrammet.”

Det var altid det samme smil.

Emilie forlod AB Associated den dag med en følelse af forvirring, flovhed og forløsning.Forvirring over formålet med programmet. Hun forstod stadigvæk ikke hvorfor eller hvordan hendes deltagelse kunne være 20.000 kroner værd. Flovhed over senderens grænseoverskridende natur og de ti par lyserøde træningsbukser Sarah havde givet hende i en lille bærepose (med instruksen ”man ved jo aldrig”). Og endelig forløsning over at hun havde fået svar på alle sine spørgsmål (havde hun ikke?) og at det alt sammen næppe ville betyde noget for hende. Hun havde taget modet til sig, hun var kommet herud og haft hvad der kun kunne beskrives som ydmygende (om end humoristiske) samtaler. Nu kunne hun ånde lettet op, velvidende om at det værste var overstået og at hun stod til at blive 20.000 kroner rigere om kun tre små måneder.

Især den sidste følelse syntes at dominere mere og mere, ja faktisk i sådan en grad at selvom Emilie godt nok skævede til den tredje skærm på vej ud derfra, var det først mange måneder senere hun tænkte over dens betydning. Jo hun havde da registreret at der var færre deltagere (ja kun syv faktisk) og at alle lysene var enten gule eller brune. Men hvad hun ikke helt havde registreret – hvad kun hendes underbevidsthed havde registreret – var bogstavet der skinnede hvidt oppe i det højre hjørne.

“B”.

15 Synes om