Kapitel 5 – Et frø der spirer, skal vandes og passes
”Jeg skal bede om to biletter til Når mørket kalder” lød det bestemt fra Lisa. En ung fyr, der formegentlig ikke har været en dag ældre end seksten, rakte Lisa to billetter og ønskede dem en god forestilling, for kort efter at vende tilbage til sin telefon.
”Hvordan har du det Sally? Du ser ud som om at du har det bedre, men jeg ved også at du er god til at skjule hvordan du rigtigt har det.” spurgte Lisa med et letter opløftet øjenbryn til den sidste kommentar.
”Jeg har det meget bedre, lidt rystet over at jeg faktisk har sagt noget om det, men bedre.” fik Sally på forlegen vis svaret.
Lisa tog blidt fat i Sally’s arm og trak hende med hen til disken hvori forsyninger til forestillingen kunne købes. ”Hvad vil du have Sally?” Sally vippede lidt frem og tilbage på fødderne imens hun bestemte sig. ”Jeg tror at jeg skal have nogle m&m’s og en stor cola. Ligger du ud for det hele? Du får pengene af mig bagefter, selvfølgelig”
”Så lad gå da, men kun fordi det er dig” drillede Lisa inden hun bestilte sig en bøtte popcorn og en stor Fanta oveni det Sally skulle have.
Regnskabet blev ordnet på vej ind for at finde deres pladser. Salen var næsten helt tom til trods for at filmen var udkommet en uge forinden. Sally vendte sig mod Lisa, ”Det ser ud til at vi har salen næsten til os selv”.
Lisa havde allerede smidt fødderne op på rækken foran og havde placeret popcornene på maven. ”Det er dejlig ikke?”
Forestillingen begyndte og de to piger hyggede sig gevaldigt undervejs. De nød især at udpege, hvor urealistiske scenerne var og hvordan de selv kunne gøre det bedre. Gående ud fra den færdige forestilling siger Sally, ”… Og så du hvordan hun faldt over ingenting, og så fortsætter med at kravle i stedet for at bruge tiden på at rejse sig op? Det er jo fuldstændigt ude i hampen. Jeg havde rejst mig op og løbet videre,” hvortil Lisa nikkede.
Bilen stod næsten alene på parkeringspladsen, idet den så småt var begyndt at forsvinde i tudsemørket. Undervejs blev stilheden imellem dem brudt da Lisa igen spurgte ind til deres samtale på vejen til biffen. ”Alt det du sagde før, det begynder at give mening i mit hoved. Altså, den bluse jeg har på, måden du reagerede da du sagde at jeg skulle have hagesmæk på. Der er kun én ting jeg ikke kan regne ud. Hvorfor var du så forpustet da jeg kom ind?”
Klumpen fra før voksede sig igen stor og mægtig hos Sally. ”Jeg… ehm” Ordene klistrede sig fast i halsen på og ville bare ikke frem. Kinderne blussede så voldsomt, at de uden tvivl kunne ses på flere kilometers afstand. ”Jeg bestemte mig for at… prøve i dag inden du kom,” var det eneste Sally kunne muster at sige, inden talebåndende fuldstændigt mistede deres evne til at udtrykke meningsfulde ord.
Lisa forstod godt hvad Sally prøvede at sige, men ville ikke presse på for at hun skulle sige det. I stedet lagde hun sin hånd forstående på Sally’s, der lå halv-rystende på gearstangen, og sendte hende et blik af forståelse. ”Du behøver ikke at sige mere, jeg kan se på dig at det er alt for meget lige nu.”
Sally havde mest af alt lyst til at græde. Mest fordi hun ikke kunne bringe sig selv til at se ordet, det absolut sværeste ord på planeten jorden lige nu. Ble. Det kan jeg da ikke sige til Lisa. Det lyder for mærkeligt, for underligt, og dumt, bølgede det frem og tilbage i Sally’s tanker.
Ingen af pigerne sagde noget på vejen tilbage. Der herskede en gensidig forståelse for situationen og de lod sig begge betage af hvordan det sidste sollys forsvandt bag horisonten. Med kun forlygterne som guide, manøvrerede Sally bilen på plads. Sally tøvede et øjeblik inden hun med et snuptag slukkede bilen og vendte sig mod Lisa.
”Tak for i aften Lisa, det… var virkelig rart at få sagt, ja du ved hvad.” Sally rødmede en smule igen ved tanken, der dog hurtigt blev overskygget af dilemmaet om hun burde invitere Lisa indenfor. Men hvad så hvis hun nu ville se bleerne, eller noget andet? Det var altså meget for pinligt.
Lisa smilede til Sally, ”Selv mange tak, og tak for at fortælle mig det.” De rejste sig begge og smækkede dørene bag sig. Lisa gav Sally et kram, der bragte tårer til Sally’s øjne. Sjældent havde hun fået så oprigtigt og kærligt et kram. ”Lisa…” lød det dæmpet fra Sally, der stod dybt begravet i Lisa’s skulder.
En tåre gjorde sig varmt bemærket igennem Lisa’s trøje. ”Vil du med ind, bare kort?”. Bange for hvad Lisa ville svare klemte hun hende hårdere, i et forsøg på at holde på hende så længe hun kunne.
Lisa åndede næsten lettet op da Sally spurgte. ”Selvfølgelig vil jeg det, kom lad os gå op og sidde lidt. Jeg tror ikke vi er helt færdige med at snakke endnu”.
Fortsæt til Kapitel 6