Skrevet af Lazlo
Kapiteloversigt
- Kapitel 1 – Den indre kamp
- Kapitel 2 – En oplevelse fra en anden verden
- Kapitel 3 – Det er nemt at skjule et frø i jorden, indtil det spirer.
- Kapitel 4 – Et frø vokser bedst når solen skinner
- Kapitel 5 – Et frø der spirer, skal vandes og passes
- Kapitel 6 – Et skud viser sig fra jorden
- Kapitel 7 – Uden regn, er der ingen regnbuer
- Kapitel 8 – En rejse starter med det første skridt
- Kapitel 9 – En plan holder sjældent til mødet med virkeligheden
- Kapitel 10 – Plan B er
som regelaltid den egentlige plan A - Kapitel 11 – Glæde er… at blive forstået
- Kapitel 12 (Del I) – At rejse, er at leve
Kapitel 1 - Den indre kamp
Sally vågnede med et sæt i sengen. Nu var det altså tredje nat i træk hun havde drømt den samme drøm. Hun faldt dog hurtigt til ro og nåede kun at mumle; “Jeg kan ikke få det til at hænge sammen,” inden hovedet ramte puden.
Den følgende morgen var som alle andre. Hun vågnede med håret hulter til bulter og en dyne der vejede et halvt ton. Dog var alt alligevel ikke helt som det plejede. Et eller andet havde ændret sig natten over og det rumsterede rundt i tankerne. Følelsen, virkede bekendt, lidt som når man glæder sig til noget, men samtidig har en sigende fornemmelse i maven at noget er galt.
Sally velvidende, at hvis ikke hun stod op nu, ville hun bare falde i søvn igen, rystede tanken af sig og stod op. Det var jo trods alt lørdag morgen i årets første ferie og dagen skulle i hvert fald ikke gå til spilde på søvn alene.
“Gad vide hvad der sker i dag?” spurgte Sally sig selv og fik øje på sin telefon der lå og blinkede på natbordet.
Dog lidt halvskuffende var det bare en sms; selvom den kom fra hendes bedste veninde. Lisa havde skrevet tak for aftenen før og ville for øvrigt bare fortælle at hun var kommet godt hjem. De havde holdt Sally’s 23. fødselsdag dagen forinden.
Sally var egentlig ikke til alt det der med at holde et brag af en fødselsdag i byen. Hun foretrak meget hellere at være sammen med de nære og kære. Og hvem siger også lige nej til kage og sjov andre laver til en?
Der gik ikke mange sekunder fra hun havde læst sms’en til at sulten meldte sig. Hun søgte mod køleskabet men fandt kun noget brød og lidt ost fra dagen før. “Det må ku’ klare det” - blev Sally enig med sig selv om. Med kaffen bryggende i baggrunden og telefonen på bordet med musik på, gjorde hun morgenmaden klar.
Ostemadden faldt i god jord. Den forsvandt hurtigt og der blev skyllet efter med en mundfuld kaffe. Dog uden at stille den fra sig, varmede Sally hænderne på kaffekoppen på trods af de 25 grader der stod på vejrstationen.
Tankerne begyndte at løbe frit om den samme drøm hun nu havde haft for 3. nat i træk. Midt i drømmen var hun vågnet med et sæt uden undtagelse, og det var bare ikke holdbart. Nu måtte hun til bunds i sagen.
Lige idet Sally sad allermest fordybet i tankerne, ringede telefonen og kaffen var nær røget på gulvet. Lidt små irriteret og fornærmet over at nogen brød hendes tankegang; svarede hun; “Hallo, det er Sally.”
I den anden ende af røret gav en bekendt stemme lyd fra sig “Hej Sally! Det’ Lisa”
Opkald ude af det blå fra Lisa var langt fra unormalt. Sally havde efterhånden vænnet sig til at Lisa kunne finde på at ringe når som helst for at snakke om hvad som helst. Og selvom tidspunkterne tit var dårlige, irriterede det hende egentlig ikke; for Lisa havde som regel altid noget spændende at dele. “Vil du en tur i biffen senere i dag?”
kom det meget ivrigt fra Lisa efterfulgt af et stort BUMP og et AV! i baggrunden
Sally kunne næsten forestille sig hvordan Lisa faldt over sig selv i et forsøg på at lave alt muligt andet imens hun snakkede i telefon.
_“Faldt du lige over dig selv?” sagde Sally med en lettere fnisen
“Men jo, det lyder meget hyggeligt, hvad skal vi så se?”_
Lisa var mildest talt ikke imponeret over Sally’s fnisen og svarede rapt igen “Ja jaa, grin du bare, det skal nok komme dig til gode!”
Efter en kort pause fortsatte Lisa
“Jeg havde forestillet mig at vi skulle se Når Mørket Kalder”
“Det skulle være en vildt fed gyser; eller det siger Emma i hvert fald, og hun så den i sidste uge”
De to piger var ikke de typiske chick flick typer. En god gyser var til hver en tid at foretrække.
Sally var hurtig på aftrækkeren
“Jo! Selvfølgelig skal vi se den så!”
Lisa som stadig var i fuldt gang med at rumstere rundt formåede at klemme et tidspunkt ud
“Jamen godt så, **BUMP** AV! Jeg kommer forbi dig kl. 16:00, så kan vi også nå at spise.”
Udover at lave alt mulig andet end hun egentlig var gået i gang med var Lisa rigtig god til at invitere sig selv på middag; eller generelt bare på besøg.
Denne gang for fuld latter svarede Sally
“Så ses vi, hej hej”
Sally kiggede på klokken; den var allerede 10:00 og hun var jo ikke engang i tøjet endnu, for ikke at nævne at lejligheden godt kunne trænge til en oprydning, og at køleskabet gerne skulle fyldes på nyt. Med det slugte hun den sidste, nu kun lunkne, sjat kaffe og begyndte at gøre sig klar.
En halv time senere sad hun i bilen.
Sally var heller ikke en af de piger der spildte 2 timer på at lægge make-up. “Det var jo rent spild at tid. Hvis andre ikke kunne lide hende som hun er, var det bare synd for dem”
Med et vrid på nøglen, og et par opgivende host, sprang bilen til livs. Det var allerede varmt udenfor og at solen bagte ned på bilen hjalp ikke på det. Sally glædede sig bare over at have taget shorts og en t-shirt på.
Sally boede lidt uden for den nærmeste større by, og en halv times tid senere var hun fremme. Der gik et par minutter med at finde en plads men til sidst lykkedes det. Sally fandt alle ting der skulle bruges til madlavningen “og vigtigst af alt,” morede hun sig selv med, desserten!
På vej hen mod slikafdelingen, ud af øjenkrogen, fangede en anden afdeling hendes opmærksomhed. Hun forsøgte ihærdigt at gå forbi, men endte alligevel med at gå ned af gangen. Der var baby-puder, bleer, og alt baby-relateret så langt øjet rakte… eller sådan føltes det i hvert fald.
En anden person kom, vel en mor i midt 30’erne blev Sally enig med sig selv om, gående og Sally skyndte sig videre; lidt rød i kinderne. Hun skulle i hvert fald ikke ses i den her afdeling hvis hun kunne slippe for det. Ja, og alligevel, hvad nu hvis nogen så hende? Ville det være så skidt?
Inden hun fik tænkt mere over det stod hun foran slikket. “En pose af dem, og en pose af dem, og nogen chips, så må den være hjemme” tænkte hun idet hun lagde varerne i kurven. Hun tænkte ikke så meget over sin kost da hun dyrkede ganske meget motion og holdte sin slanke figur ganske fint.
Efter at have skovlet varerne ind i bilen begav hun sig ud på turen hjem. Hun kunne dog stadig ikke ryste sin gentagende drøm af sig. Det var ikke længe hun skulle tænke over det for på vejen hjem spottede hun en mulighed.
“Nu har du chancen, grib den! Du har en hel uges ferie!” - Hundsede den ene stemme i hendes hoved.
“Nej, hold nu op med at være fjollet, videre hjemad!” - Kom det fra en anden stemme.
Adrenalinen begyndte at suse rundt i kroppen. For foran hende lå et apotek. “KØR nu forbi SALLY!” - Skreg den anden stemme igen.
Men lige meget hjalp det; den første stemme havde stort set allerede vundet. På få sekunder holdt bilen parkeret på parkeringspladsen.
“Ja nu er du her så, FLOT!”
“Hvad så nu?” - Sagde den anden stemme.
Den sidste tanke bar mere frygt blandet med spænding end selvbebrejdelse.
Efter gentagende greb i døren uden at åbne den kom Sally frem til en konklusion:
“OK, jeg gør det! Hvor slemt kan det være?”
Med den tanke viste et nervøst smil sig på ansigtet.
Indenfor var der ikke et øje udover et par piger ved kassen. Vel nogenlunde i samme alder som hende selv. Måske lidt ældre. Men det kom jo ikke sagen ved. Der var ingen vej tilbage, nu stod hun her, nu skulle det være.
Sally trådte op mod kassen hvor kasseassistenten smilte pænt: “Hvad kan jeg gøre for dig?”
Sally fuldstændig rød i hovedet fik nervøst, men nemmere end hun havde regnet med, talt sig frem til at hun var blevet sendt i byen efter nogen voksen-bleer. Kasseassistenten, som Sally nu havde spottet hed Signe, reagerede ikke den mindste smule. Hun spurgte kun pænt hvem de var til og om hun kendte den rigtige størrelse.
“Jeg ved jo ikke engang hvilken størrelse det skal være!” fløj det igennem hendes hoved. Hun var blevet fanget i øjeblikkets hede og havde helt glemt at gøre noget som helst forarbejde. Og det lignede normalt ikke Sally. Hun var altid velforberedt på alle slags situationer. Men ikke denne gang.
Kvik som Sally nu var, sagde hun; “Det er til en bekendt, nogenlunde i min størrelse.”
Signe smilte pænt og stillede et sidste spørgsmål inden hun forlod kassen: “Ved du hvilken sugeevne de skal have?”
Sally som i forvejen var ved at drukne på dybt vand svarede,
“Jeg tror det skal være de mest sugende i har”
Et par minutter senere kom hun tilbage med en relativt stor pakke i hånden.
“Jeg tror det her er den bedste løsning ud fra det du har fortalt.” - kom det fra kasseassistenten.
Sally fuldstændig lamslået over hvad hun egentlig havde gang i sagde bare “ja, det tror jeg også.”
Sally betalte og skyndte sig ud til bilen i håb om at ingen havde set hende.
Fortsæt til Kapitel 2