Et nyt liv, der starter mærkeligt (M,F,g,M,F)

Min seneste historie, og nok den der har taget mig længest tid at skrive.

Har skrevet mere end dette, men det kommer stille og roligt, så jeg også kan få skrevet mere, og det hele ikke går helt i stå.

Håber i kan lide den. Er selv meget godt tilfreds med den.

Kapitel 1: At tænke tilbage

Erik sad derhjemme, klokken var 23 og Mie var lagt i seng. Han sad selv og overvejede at smutte i seng, men kom så til at tænke på ironien i det hele. Hvordan livet starter på et hospital for de fleste, og dette var så sket to gange for ham og Mie. Det var egentlig mærkeligt hvor stor en vending hans liv havde taget den dag, fra uansvarlig med selvmordstanker, til ansvarlig og forsørger. Det havde jo også kun været med nød og næppe at han fik lov, kommunen var ikke meget for det. Men han havde bevist sit værd, ved virkeligt at gøre en masse, og hvor var han dog glad for det i dag.

Kapitel 2: Hvordan det hele startede

Det hele starter et par år forinden. Erik var dengang 23 år, og havde ikke verdens bedste liv. Han havde tidligere været soldat i Afghanistan, men blev sendt hjem pga. psykiske problemer. Da han kom hjem ville hans familie ikke kende til ham, hans venner havde praktisk talt glemt hvem han var, eller også havde han bare ændret sig meget. Han kunne egentlig ikke finde ud af noget. Alt han vidste, var, at intet var som før, og intet ville nogensinde blive som før. Selv hans kæreste gennem 4 år skred fra ham, han havde ellers håbet på hendes støtte, men nej heller ikke derfra skulle der komme noget.

Fordi Erik mistede det hele, skulle han fylde dette tomrum ud med noget. Han ville gerne have et arbejde, men når man har været udsendt skal man vendte 6 måneder før man må søge arbejde, da man i denne tid skal lære at finde tilbage til samfundet. Dette kunne Erik dog ikke, han kunne ikke finde ud af at komme tilbage i dagligdagens normer. Alle de ting som andre mennesker havde så nemt ved, de var meget besværlige for Erik. Noget som at købe ind endte altid med at han kom hjem med det forkerte, at skabe sig venner endte med et slagsmål og at holde en lejlighed ren var overhovedet ikke muligt.

Alle disse problemer var nogle af de få grunde til Eriks valg denne mørke, tågede og triste morgen. Erik havde taget valget, han ville ikke mere. Han havde svært ved alt, selv det mest simple kunne han ikke finde ud af, og der var ingen der ville kendes ved ham mere. Han vidste ikke hvad han skulle gøre for at ændre på noget af det, så det nemmeste var bare at slutte det hele af. Han satte sig ind i den 12 år gamle Honda Civic han havde købt et par dage forinden, startede motoren og begyndte at køre. Han tændte for radioen og skruede den så højt op som muligt var, det lød ikke kønt. Det var klart at denne bil var ved at give op, men den havde ligesom Erik ikke så langt igen. Den skulle kun klare det i 20 minutter. Erik havde nemlig et sted, hvor han vidste hvad han skulle gøre. Det var hans yndlingssted, og der han helst ville slutte det hele.

Musikken kørte, og Erik svandt længere og længere væk, det var noget mærkeligt noget, endelig at have taget denne beslutning. Selvom musikken kørte på højeste niveau, så lød den meget fjern for Erik. Den var der nærmest ikke. Han prøvede at skrue musikken længere op, men det gjorde ikke nogen forskel, så han valgte bare at trykke hårdere på speederen så den stakkel Civic måtte komme op i endnu højere omdrejninger og kæmpe endnu mere for ikke at dø. Livet var ved at rende ud af bilen, ligesom det var af Erik.

Kapitel 3: Stedet

Turen der skulle have taget 20 minutter havde føltes som at den tog en evighed. Selvom speederen var så langt nede den kunne, inden den gik igennem den gennem-rustne bund af bilen, så ændrede det ikke på tiden. Erik blev mere og mere irriteret, han ville bare derhen og afslutte det. Men han kunne ikke vente så længe.

Da der var gået alt for lang tid ifølge Erik, nåede han endeligt frem, han lod radioen køre, mens han steg ud af bilen, og indåndede den friske morgenluft. Han kiggede frem, det hele var som han huskede det. Og var helt perfekt til hvad der nu skulle ske.

Erik startede motoren og gav den godt med omdrejninger. Der var rigeligt med afstand til at komme op i fart. Nok var jorden fugtigt og lidt mudret nogen steder, men det burde ikke ændre på noget. Han satte højre fod på speederen, og begyndte at løfte venstre fod fra koblingen. Bilen trillede stille og roligt, Erik var nervøs, men holdt fast i sin ide. Han havde planlagt det hele, og nu skulle det være.

Farten steg i den lille Honda Civic, og det gik hurtigt hurtigere end forsvarligt var, men det var jo også ideen. Han skulle til at ramme ind i klippesiden, da han pludselig så et par lygter, altså et par billygter kommende direkte imod ham. Han hamrede bremsen i bund, og bilen blev ved med at glide videre. Han viste ikke hvad han skulle gøre, det var jo ikke meningen at der var nogen der skulle se det. Nok ville han gøre det af med sig selv, men der var ikke andre der skulle lide over det. Men inden bilen blev stoppet blev den ramt i bagenden. Erik der havde valgt ikke at tage sele på, for at gøre det lettere, blev smidt rundt i bilen. Da den endelig stoppede havde han ingen anelse om hvad der var op eller ned.

Han steg ud af sin bil, og kiggede på den. Der var ikke nogen bagende mere, den var væk. Han kiggede rundt, han kunne huske en anden bil, men havde ingen anelse om hvor den var blevet af. Han ledte efter lyset fra lygterne, men det var ikke synligt. Han overvejede om han bare havde ramt klippen, og det var sådan her himlen eller helvede, hvor han nu var endt, så ud. Han satte sig på en træstamme og kiggede ned i jorden. Han anede ikke hvor han var, om han var død eller levende. Han sad meget dybt i sine tanker da der pludselig lød et tavst ”hjælp!”.

Erik kiggede op, og så lige pludselig de hjulspor der forsatte på tværs af dem fra hans bil. Hvorfor havde han ikke set dem før? Han fulgte sporene, og hørte endnu engang et tavst ”hjælp” denne gang lavere end før. Erik fulgte dem, de forsatte langt ind i skoven der var ved siden af klippen han selv havde ønsket at køre ind i. Pludselig kunne han se dele fra en bil, men ingen bil endnu. Han undrede sig.

Han fulgte sporene lidt endnu, og pludselig var der en bil. Bilen var helt smadret, og Erik tænkte at det der skulle have været lykkedes for ham, lykkedes for dem. Han viste ikke hvad han skulle gøre, da han pludselig så en dame forsøge at komme ud af bilen. Erik løb med det samme over til hende. Han kunne se at hun var meget slemt tilredt. Erik kunne ikke sige noget, det mindede ham alt for meget om nogen af de ting han så i Afghanistan. Han trådte et skridt tilbage, men kvinden prøvede at sige noget til ham. Han gik tættere på igen for at høre det ”bagsædet, red hende. Red min datter på bagsædet”.

Erik gik hen til bagsædet, og så den lille pige sidde på sit sæde, med store skader. Med det samme prøvede han at få autostolen ud, han kunne godt huske noget af sin militære træning, om at man ikke måtte ændre på stillingen af folk der havde været ude for en ulykke af denne størrelse. Han fik pigen og autostolen ud, da han så endelig kom op til moderen igen, svarede hun ikke. Han tjekkede hendes puls, men der var ingen. Han kom pludselig i tanke om at der også måtte være en fører, han var jo ved passager siden. Han tjekkede førersædet, i dette sad der en mand, men rattet havde spiddet ham, så der var heller intet liv i ham.

Erik tog pigen under armen og løb efter hjælp, han nåede ud på hovedvejen og fik stoppet en bil. Det eneste han kan huske herefter er en kvinde og en mand, at han sagde ”skoven der er resten” og så intet derefter.

Fortsæt til Kapitel 4

Fantastisk historie!

Mægtig fin historie Martin!
Meget dramatisk, hvilket jeg mener gør historien mere realistisk, inden for genren :slight_smile:

  • CirkusMinister

En nogenlunde fin historie. Du har stadig mig som følger af historien :).

Kapitel 4: Vågen igen

Da Erik vågner igen, ved han ikke hvor han er. Hans syn er sløret og han har ondt i det meste af kroppen. Han prøver at kigge rundt, men det virker som om at hans nakke er fastlås. Pludselig går det op for ham, at han er fastlåst, og at han har en slange i halsen. Han begynder at gå i panik, hvad sker der. Han prøver at vride sig fri, da der er en tone der begynder at bippe. Efter dette står der meget hurtigt to sygeplejerske i døren til han rum. De går hen til ham, og den ene siger at han skal slappe helt af, så skal han nok blive spændt fri. Erik hører efter, da han pludselig kan huske hvad der skete, noget med en bil der kørte ind i ham, mens han var i gang med noget i skoven. Så han var jo nok på hospitalet.

Da Erik er spændt fri, siger sygeplejersken til ham. ”nu skal du tage det roligt, slangen er væk, men din hals er nok meget øm, så lad være med at tale for meget. Du har ligget i koma i 1½ måned, og vi troede faktisk at vi havde mistet dig. Du må gerne flytte lidt rundt på dig selv, men ikke forlade sengen. Hvis der er noget, så skal du bare trække i snoren lige ved siden af dig, så kommer jeg eller en anden og hører hvad der er”

Erik fik fjernbetjeningen over, og tændte for noget tv. Der var ikke rigtig noget spændende, lige indtil han nåede tv2 news. Der stod kommentatoren og snakkede om en ulykke i skoven, og var på stedet. Her kunne man se hvordan der var store skader på skoven efter de to biler. Af en eller anden grund kendte Erik dette sted, og specielt hvordan bilerne så ud. Men han kunne ikke huske hvorfra. Det var først da journalisten begyndte at snakke om at efterforskningen havde stået på i 1½ måned, og man stadig ikke vidste hvad der var foregået, men at det involverede en tidligere soldat, et ukendt ægtepar og et barn.

Erik lagde to og to sammen, og trak straks i snoren. Med det samme kom sygeplejersken fra før ind.

Erik spurgte hende ”hvordan kom jeg herind?” Sygeplejersken svarede at han kom ind på hospitalet med ambulance, efter at et par i en bil havde fundet ham på vejen, sammen med en lille pige. Erik kom i tanke om pigen han havde reddet ud af bilen. ”Hvor er pigen”? Sygeplejersken ”hun ligger i kunstigt koma, hun var meget ustabil da vi fik hende ind. Hun overlever, men har formentlig fået nogle varige skader, men de kan ikke vurderes før hun vågner”

Erik lagde sig ned, han vidste ikke hvad han skulle gøre. Mens han lå der, kunne han mærke noget varmt mellem benene. Han tog en hånd derned, og kunne mærke noget blødt. Sygeplejersken så det og sagde med det samme ”ja, det er en ble. Når man ligger i koma, er der mange der får problemer med at styre blæren og tarmen. Dette er meget normalt. Du slipper for den så snart du er trænet lidt op igen. Men nu kan du lige blive skiftet, så du ikke ligger med en våd en.

Sygeplejersken gik ud på toilettet der tilhørte hans rum, og kom tilbage med en balje vand, en klud og en ny ble. Erik kunne ikke gøre den store modstand, men havde virkelig ikke lyst til at blive skiftet af hende, det var helt forkert. Men han fik af vide ”du skal lade mig skifte dig, ellers er jeg nød til at tilkalde hjælp til at holde dig, så nu ikke noget besvær vel?”

Erik rystede på hovedet. Så sygeplejersken gik i gang, hun fjernede hans dyne, og lagde et skiftelagen under ham, for derefter at trække den ekstra lange hospitals T-shirt han havde på op på maven af ham. Nu lå han der 23 år, og i gang med at blive skiftet. Han kunne ikke fatte hvad der skete i hans liv lige nu. Hun åbnede hans ble, og tog den væk, den var ikke så våd, men våd det var den. Hun tog vaskekluden og vaskede ham.
For derefter at tørre ham. Dette gjorde at Erik fik rejsning, han blev helt rød i hovedet. Men sygeplejersken sagde til ham ”det er helt normalt at det sker, det skal du ikke tænke over” Erik vidste ikke hvad han skulle sige, hun tog det så pænt, men var nok heller ikke første gang hun havde gjort det. Hun lagde den nye ble under ham, og lukkede den mellem ham. Og sagde derefter ”den her er lidt tykkere end den anden, for nu du er vågen kommer der mere gang i dit system. Dette kan godt give lidt problemer de første par dage, da det har stået stille i 1½ måned.

Kapitel 5: Starten på et nyt liv.

Erik lå i hospital sengen, og valgte at tænde noget tv. Der var ikke rigtig andet at lave.

Han var egentlig temmelig trist over der ingen havde været og besøge ham, men måske det var hans egen skyld. Han kunne ikke rigtig finde ud af det. Der var så mange dumme ting han havde gjort, som han nu fortrød.

Han prøvede at finde noget han gad se, og endte med at se et eller andet politi program, men der gik ikke længe så faldt han i søvn.

Da han vågnede igen, stod sygeplejersken hos ham. Hun kiggede på ham, og sagde ”det er nok bedst at vi lærer hinanden lidt at kende, for det er mig der kommer til at være mest hos dig. Du skal forflyttes til en pasnings afdeling, hvor der ikke er læger, det er der ikke brug for i dit tilfælde, men hvor du vil have mulighed for at vende dig til dagligdagen igen. Jeg hedder Sofie”

Erik hilste på Sofie. Da han kunne lugte et eller andet. Sofie sagde til ham ”ja, det er derfor, det du skal vende dig til, vi ved ikke hvor længe der går, eller om du nogensinde kommer til at kunne klare dig uden. Hvis du nu følger med mig, så skal vi ordne det”

Sofie hjalp Erik ud af sengen, og han kunne mærke den der unormale ting han havde mellem benene falde ned. Pludselig gik det op for ham hvad det var der lugtede, det var ham. Erik begyndte at få tårer i øjnene, det kunne ikke være rigtigt. Han var taget ud for at gøre en ende på det hele, og nu var det blot endnu værre. Hvad skulle han gøre? Erik fulgte bare med Sofie, han behøvede jo ikke belaste hende med det hele.

Sofie spurgte Erik, om han kunne klare den hen til pasningsafdelingen, der var det nemmere at skifte den, da der var ordentligt udstyr til det. De skulle en etage op, og så en halvtreds meter. Erik ville helst sige nej, men kunne ikke rigtig. Så han nikkede bare og fulgte med.

De kom hen til elevatoren og tog den en etage op, der gik meget få sekunder før at elevatoren lugtede som hans stue gjorde før.

Da de endeligt var kommet ud af elevatoren igen, var der en kort gåtur ned til hans nye stue. Undervejs stoppede de, og Sofie gik ind i et lager lokale og hentede en pakke bleer til ham. Hun tog dem under armen, og fortsatte med ham i hånden ned til hans stue.

Da de kom ind på stuen kunne Erik meget bedre lide den. Den gamle havde været 3 senge, et tv og en håndvask. Hvor der i denne stue, var en seng til ham, et bord med fire stole, et lille skab, et tv og stadig et toilet. Han kunne meget bedre lide den nye stue allerede. Sofie bad ham følge med ud på toilettet. Da de kom derud, var der ligesom det gamle et toilet, en håndvask, men her var der også et karbad og et puslebord. Erik vidste godt hvor han skulle hen, men Sofie var så sød, så han valgte bare at gøre det, og tage ydmygelsen. Han lagde sig op på bordet, og lod Sofie pusle omkring ham. Hun tog hans tøj af, så han kun havde bleen på, han skulle alligevel have et bad.

Inden Sofie valgte at åbne hans ble, tændte hun for udsugningen så der ikke kom til at lugte helt så meget. Derefter åbnede hun begge sider og tog det værste med bleen. Erik vidste ikke hvad han skulle gøre, men var så ked af hans nye situation, at han begyndte at græde. Sofie begyndte med det samme at trøste ham, og sagde ”bare rolig, det skal nok gå, lad mig nu blive færdig her, så kan du få et dejligt bad. Og hvis du nu er flink, så drejer jeg tv’et eller kommer med et blad” Erik slappede mere af, hun var virkelig flink mod ham, og havde ikke noget mod ham som han var. Det var egentlig sjovt, gennem hele hans liv havde folk prøvet at ændre ham. Og nu hvor han var i sin værste tid, så fik han lov til at være den han var.

Sofie vaskede ham med en vaskeklud, hvilket endnu engang gjorde at han fik en rejsning. Sofie fniste af ham, men Erik syntes det var alt andet end sjovt. Sofie sagde pænt til ham ”nu skal du høre, jeg skal lige hente et par gummibukser, til når du skal i bad. Jeg lægger en vaskeklud ved siden af dig, så hvis du har lyst, så er det i orden” Erik vidste ikke hvad han skulle sige, men kunne ikke få sig selv til det. Han lod bare vaskekluden ligge, og mens de par minutter gik, faldt rejsningen også igen.

Fantatisk historie du har gang i. Og denne gang. Syntes jeg den blev bedre :D.