Min seneste historie, og nok den der har taget mig længest tid at skrive.
Har skrevet mere end dette, men det kommer stille og roligt, så jeg også kan få skrevet mere, og det hele ikke går helt i stå.
Håber i kan lide den. Er selv meget godt tilfreds med den.
Kapitel 1: At tænke tilbage
Erik sad derhjemme, klokken var 23 og Mie var lagt i seng. Han sad selv og overvejede at smutte i seng, men kom så til at tænke på ironien i det hele. Hvordan livet starter på et hospital for de fleste, og dette var så sket to gange for ham og Mie. Det var egentlig mærkeligt hvor stor en vending hans liv havde taget den dag, fra uansvarlig med selvmordstanker, til ansvarlig og forsørger. Det havde jo også kun været med nød og næppe at han fik lov, kommunen var ikke meget for det. Men han havde bevist sit værd, ved virkeligt at gøre en masse, og hvor var han dog glad for det i dag.
Kapitel 2: Hvordan det hele startede
Det hele starter et par år forinden. Erik var dengang 23 år, og havde ikke verdens bedste liv. Han havde tidligere været soldat i Afghanistan, men blev sendt hjem pga. psykiske problemer. Da han kom hjem ville hans familie ikke kende til ham, hans venner havde praktisk talt glemt hvem han var, eller også havde han bare ændret sig meget. Han kunne egentlig ikke finde ud af noget. Alt han vidste, var, at intet var som før, og intet ville nogensinde blive som før. Selv hans kæreste gennem 4 år skred fra ham, han havde ellers håbet på hendes støtte, men nej heller ikke derfra skulle der komme noget.
Fordi Erik mistede det hele, skulle han fylde dette tomrum ud med noget. Han ville gerne have et arbejde, men når man har været udsendt skal man vendte 6 måneder før man må søge arbejde, da man i denne tid skal lære at finde tilbage til samfundet. Dette kunne Erik dog ikke, han kunne ikke finde ud af at komme tilbage i dagligdagens normer. Alle de ting som andre mennesker havde så nemt ved, de var meget besværlige for Erik. Noget som at købe ind endte altid med at han kom hjem med det forkerte, at skabe sig venner endte med et slagsmål og at holde en lejlighed ren var overhovedet ikke muligt.
Alle disse problemer var nogle af de få grunde til Eriks valg denne mørke, tågede og triste morgen. Erik havde taget valget, han ville ikke mere. Han havde svært ved alt, selv det mest simple kunne han ikke finde ud af, og der var ingen der ville kendes ved ham mere. Han vidste ikke hvad han skulle gøre for at ændre på noget af det, så det nemmeste var bare at slutte det hele af. Han satte sig ind i den 12 år gamle Honda Civic han havde købt et par dage forinden, startede motoren og begyndte at køre. Han tændte for radioen og skruede den så højt op som muligt var, det lød ikke kønt. Det var klart at denne bil var ved at give op, men den havde ligesom Erik ikke så langt igen. Den skulle kun klare det i 20 minutter. Erik havde nemlig et sted, hvor han vidste hvad han skulle gøre. Det var hans yndlingssted, og der han helst ville slutte det hele.
Musikken kørte, og Erik svandt længere og længere væk, det var noget mærkeligt noget, endelig at have taget denne beslutning. Selvom musikken kørte på højeste niveau, så lød den meget fjern for Erik. Den var der nærmest ikke. Han prøvede at skrue musikken længere op, men det gjorde ikke nogen forskel, så han valgte bare at trykke hårdere på speederen så den stakkel Civic måtte komme op i endnu højere omdrejninger og kæmpe endnu mere for ikke at dø. Livet var ved at rende ud af bilen, ligesom det var af Erik.
Kapitel 3: Stedet
Turen der skulle have taget 20 minutter havde føltes som at den tog en evighed. Selvom speederen var så langt nede den kunne, inden den gik igennem den gennem-rustne bund af bilen, så ændrede det ikke på tiden. Erik blev mere og mere irriteret, han ville bare derhen og afslutte det. Men han kunne ikke vente så længe.
Da der var gået alt for lang tid ifølge Erik, nåede han endeligt frem, han lod radioen køre, mens han steg ud af bilen, og indåndede den friske morgenluft. Han kiggede frem, det hele var som han huskede det. Og var helt perfekt til hvad der nu skulle ske.
Erik startede motoren og gav den godt med omdrejninger. Der var rigeligt med afstand til at komme op i fart. Nok var jorden fugtigt og lidt mudret nogen steder, men det burde ikke ændre på noget. Han satte højre fod på speederen, og begyndte at løfte venstre fod fra koblingen. Bilen trillede stille og roligt, Erik var nervøs, men holdt fast i sin ide. Han havde planlagt det hele, og nu skulle det være.
Farten steg i den lille Honda Civic, og det gik hurtigt hurtigere end forsvarligt var, men det var jo også ideen. Han skulle til at ramme ind i klippesiden, da han pludselig så et par lygter, altså et par billygter kommende direkte imod ham. Han hamrede bremsen i bund, og bilen blev ved med at glide videre. Han viste ikke hvad han skulle gøre, det var jo ikke meningen at der var nogen der skulle se det. Nok ville han gøre det af med sig selv, men der var ikke andre der skulle lide over det. Men inden bilen blev stoppet blev den ramt i bagenden. Erik der havde valgt ikke at tage sele på, for at gøre det lettere, blev smidt rundt i bilen. Da den endelig stoppede havde han ingen anelse om hvad der var op eller ned.
Han steg ud af sin bil, og kiggede på den. Der var ikke nogen bagende mere, den var væk. Han kiggede rundt, han kunne huske en anden bil, men havde ingen anelse om hvor den var blevet af. Han ledte efter lyset fra lygterne, men det var ikke synligt. Han overvejede om han bare havde ramt klippen, og det var sådan her himlen eller helvede, hvor han nu var endt, så ud. Han satte sig på en træstamme og kiggede ned i jorden. Han anede ikke hvor han var, om han var død eller levende. Han sad meget dybt i sine tanker da der pludselig lød et tavst ”hjælp!”.
Erik kiggede op, og så lige pludselig de hjulspor der forsatte på tværs af dem fra hans bil. Hvorfor havde han ikke set dem før? Han fulgte sporene, og hørte endnu engang et tavst ”hjælp” denne gang lavere end før. Erik fulgte dem, de forsatte langt ind i skoven der var ved siden af klippen han selv havde ønsket at køre ind i. Pludselig kunne han se dele fra en bil, men ingen bil endnu. Han undrede sig.
Han fulgte sporene lidt endnu, og pludselig var der en bil. Bilen var helt smadret, og Erik tænkte at det der skulle have været lykkedes for ham, lykkedes for dem. Han viste ikke hvad han skulle gøre, da han pludselig så en dame forsøge at komme ud af bilen. Erik løb med det samme over til hende. Han kunne se at hun var meget slemt tilredt. Erik kunne ikke sige noget, det mindede ham alt for meget om nogen af de ting han så i Afghanistan. Han trådte et skridt tilbage, men kvinden prøvede at sige noget til ham. Han gik tættere på igen for at høre det ”bagsædet, red hende. Red min datter på bagsædet”.
Erik gik hen til bagsædet, og så den lille pige sidde på sit sæde, med store skader. Med det samme prøvede han at få autostolen ud, han kunne godt huske noget af sin militære træning, om at man ikke måtte ændre på stillingen af folk der havde været ude for en ulykke af denne størrelse. Han fik pigen og autostolen ud, da han så endelig kom op til moderen igen, svarede hun ikke. Han tjekkede hendes puls, men der var ingen. Han kom pludselig i tanke om at der også måtte være en fører, han var jo ved passager siden. Han tjekkede førersædet, i dette sad der en mand, men rattet havde spiddet ham, så der var heller intet liv i ham.
Erik tog pigen under armen og løb efter hjælp, han nåede ud på hovedvejen og fik stoppet en bil. Det eneste han kan huske herefter er en kvinde og en mand, at han sagde ”skoven der er resten” og så intet derefter.
Fortsæt til Kapitel 4
