Advarsel
Den fiktive nedenstående historie vil indeholde sygdom* (ikke døende) og brug af vanddrivende og muskelafslappende medicin, som kan virke krænkende for nogle.
*Opdigtet sygdom. Læs evt. introduktionen for specifikation af den opdigtede sygdom.
Introduktion
Anton på 18 år bor hjemme med hans mor i en lille lejlighed. Hans mor arbejder flextimer og har derfor ikke penge til, at bo i noget større. Hun lider af en sjælden sygdom, der gør, at hun til tider tror at hende selv og hendes omgivelser er yngre end de egentlig er. Hendes sygdom påvirker ikke Anton som sådan, men de to har skam haft deres episoder og det sker stadig i ny og næ, alt efter om hun har taget sin medicin, der forhindrer hendes udbrud. Anton forsøger at bruge så meget tid som muligt, ude af lejligheden, så han ikke skal håndtere hans mor. Han er en populær dreng, der går i 2.G og har mange venner og veninder. Derfor har han også tit og ofte mulighed for at sove andetsteds og være ude af lejligheden det meste af tiden.
Kapitel 1
Anton kommer hjem til lejligheden efter en sen aften ude. Han har nemlig været ude og drikke med en gruppe venner og bekendte, og formåede ikke at finde et sted at sove. Da han låser sig ind og lukker døren efter sig, kommer hans mor løbende hen imod ham. “Jamen min søn, hvor har du dog været henne?” spørger hun bange. “Jeg har bare været ude med nogle venner mor, jeg har det fint” svarede han kort. “Jamen skat, du da slet ikke gammel nok til at være ude så sent endnu” siger hun bekymret og aer hans kind forsigtigt. “Hvad mener du? Jeg er 18 år, mor” sagde Anton forvirret. “Haha, den er god med dig skat. Det skal du nok blive en dag” sagde hun og begyndte lige så stille at føre ham ind i stuen, mens hun tog nøglerne til lejligheden fra ham. Anton river sig fri af hendes greb og siger “Ehm, jeg tror jeg sover ude i dag, vi ses” og begynder at gå mod hoveddøren igen, men havde fuldstændig glemt, at han ikke kunne komme ud, uden nøglerne. Mor skynder sig hen for at blokere for hoveddøren. “Jamen skat, er du ikke bange for at tisse i sengen?” spørger hun bedrevidende. “Mor, jeg har ikke tisset i sengen siden jeg var 11 år, hvad mener du?” spørger Anton endnu mere forvirret. “Hvor er du sød, min skat. 11 et halvt så” sagde hun og kyssede ham på kinden og førte ham ind mod stuen igen. “Mor, har du taget din medicin?” spurgte Anton bange. “Hvad snakker du om? Nå lige meget. Jeg har noget til dig” sagde hun og gik ud på badeværelset. Anton blev stående, da han ikke kunne efterlade sin mor i denne tilstand. “Ah, her” hørte han hende sige fra badeværelset.
Hun kom ud af døråbningen og han kunne se, at hun havde en pakke Drynites natbleer til drenge i hånden. “Jeg har købt dem her til dig, så du ikke skal vågne op i en våd seng” sagde hun glad og rakte ham pakken. Anton rødmede og tog ikke imod den. “Mor…” begyndte han, men blev afbrudt - “Jeg ved godt det er pinligt, men bare rolig, ingen af dine venner finder ud af det” sagde hun og tog pakken med bleer tilbage til sig. “Mor, jeg tisser ikke i sengen mere” sagde han fast og fortsatte “jeg skal gå nu, vi ses” og gik igen mod hoveddøren. “Nej, du skal ingen vegne” sagde mor og tog ham i armen og førte ham ind på hans værelse, hvor hun placerede ham på sengen. Hun lagde pakken med bleer ved siden af ham. “Her. Du skal snart i seng, så du må nok hellere tage en på, så du ikke vågner kold og våd” sagde hun fornuftigt. “Mor, du virker lidt forvirret. Jeg bruger ikke bleer mere” sagde Anton, der begyndte at mere bekymret. Ikke kun for mor, men nu også for ham selv. “Det er også bare en periode skat. Det skal nok gå over igen. Men indtil da, skal du have dem her på. Jeg gider ikke skifte lagener hver dag” sagde hun bestemt og kiggende insisterende på ham. ”Mor, det kommer ikke til at ske” sagde Anton bestemt og rejste sig fra sengen. Mor standsede ham, inden han nåede længere ”Jeg vil altså ikke have, at du går ud så sent. Vil du ikke nok blive?” spurgte hun bekymret for sin søn. ”Jo, men tager ikke de der på” sagde han og nikkede hovedet i retningen af pakken med bleer på sengen. ”Det kan du blive nødt til” sagde mor og begyndte at åbne pakken. ”Det går altså ikke” sagde Anton. ”Skat, hvis du ikke tager den på, er der altså konsekvenser” sagde mor og kiggede strengt på Anton, som spørger ”Hvad mener du? Hvilke konsekvenser?” og kiggede forvirret på sin mor.
”Jeg tænker ikke, du har lyst til at få klask bagi?” sagde hun og kiggede nu endnu mere strengt på Anton, som var ved at overgive sig, da han fornemmede, at sagen var tabt. ”Nej, naturligvis ikke, men jeg vil heller ikke tage dem på” sagde Anton og håbede på, hans mor ville give sig. ”Det her er din sidste chance for at gøre som jeg siger, før jeg giver dig klask og selv putter den på dig” sagde mor konsekvent. Anton kunne mærke hans ansigt blive rødere, da han sagde ”okay, jeg gør det. Men kun i nat” og tog en ble fra den nu åbne pakke. ”Ja, det ser vi på” sagde hun og bevægede sig hen mod døråbningen og fortsatte sin sætning ”Jeg går ud og kommer tilbage om 5 minutter. Jeg håber, for dit eget bedste, at du har taget den på og er klar til at gå i seng”. Hun stod nu i døråbningen. ”Det skal jeg nok, jeg skal bare lige ud på badeværelset først” sagde Anton. ”Hvad skal du der?” spurgte mor og blokerede døråbningen, så Anton ikke gik ud. ”Jeg skal tisse, mor, det må jeg vel godt” sagde han lettere flabet. ”Det jo det du har din ble for” sagde mor med et smil og lukkede døren til værelset. Anton vidste godt, at hans mor ville stoppe ham i at gå ud på badeværelset, hvis han gik derud. Han tog derfor alt sit tøj af og tog, mod sin vilje, bleen på. Han lagde sig i sengen og tog dynen på. Mens han ventede på, at mor ville komme tilbage, lå han med hans telefon og skrev til forskellige venner, for at høre, hvor han kunne sove i morgen. Kort efter kom mor tilbage. ”Den for du ikke brug for” sagde hun og tog hans telefon og stillede et glas mælk på natbordet. ”Du kan ikke tage min telefon” protesterede Anton og rakte ud efter den. ”Du skal sove nu, så du skal alligevel ikke bruge den” sagde hun og lagde den i sin lomme. ”Drik det her, så bliver du stor og stærk” sagde mor og pegede på glasset med mælk.
Anton tog en tår og stillede det tilbage på natbordet. ”Har du bleen på?” spurgte mor og løftede dynen for at se. ”Det var godt skat. Sov godt” sagde hun og fortsatte ”du skal ikke tage den af når jeg er gået. Jeg kommer ind og tjekker løbende”. Anton vidste godt, at sagen er tabt og svarede bare ”det gør jeg ikke”. Så forlod hun værelset og Anton drak resten af mælken, før han lagde sig til at sove. Dagen efter bliver Anton vækket af sin mor. Hun ser sur ud. ”Jeg sagde jo, du ikke måtte tage den af, Anton!” sagde hun vredt, mens hun stod og kiggede på hans våde dyne. ”Det gjorde jeg heller ikke! Se selv” Han løftede op i dynen, så mor kunne se, at han stadig har bleen på. Først dér gik det op for ham, at han havde tisset i den – og den er lækket. ”Hvad…?” hørte Anton ham selv sige. ”Du skal vist have nogle større bleer” sagde mor, stadig vredt. ”J… jeg…” begyndte Anton, der var chokeret over, at han havde tisset så meget. ”Ja, mor ved bedst, skat. Det ved du” sagde hun og fortsatte ”Jeg kører ud og henter nogle større bleer til dig, imens kan du jo tage et bad”. Hun begyndte at tage det våde sengetøj af og Anton rejste sig fra sengen, for at give hende plads. ”Du kan jo tage en ny på, i stedet for at dryppe på gulvet!” sagde mor strengt. Anton, der stadig var lamslået og mundlam, adlød og gik ud på badeværelset. Her tog han den våde, men varme ble af, for at tage den nye og rene ble på. Han er stadig lamslået over, at han havde tisset i sengen og følte sig ydmyget og hjælpeløs over situationen. Han når lige at få den op til hofterne, da mor kommer der ud med favnen fyldt med det våde sengetøj, som hun lagde ind i vaskemaskinen. ”jeg har sørget for morgenmad til dig, det står på stuebordet.
Så kan du se fjernsyn, mens du spiser morgenmad og så kører jeg ud og handler ind til dig” sagde hun og guidede ham hen til sofaen, hvor der stod et glas mælk og lune pandekager med is. ”Vi ses snart, skat” sagde hun, gik ud ad hoveddøren og låste den efter sig. Døren kunne ikke åbnes indefra, da der skulle bruges en nøgle, som mor tog i går. Så der sad Anton, kun i ble og spise hans morgenmad, mens han så fjernsyn. Der gik længe før mor kom tilbage, han havde for længst spist morgenmaden. Han sad nu bare i sofaen og blev grebet af det, der blev vist i fjernsynet - stadig fuldstændig lamslået og følte sig nu så magtes- og hjælpeløs, at han ikke følte, han var til stede. Da mor endelig kom hjem, var hun ikke alene. ”Hej skat, jeg er hjemme. Jeg har din nye babysitter med” sagde mor og kom ind i stuen med en stor indkøbspose og en smal papkasse under armen, der lignede et møbel, der skulle samles. Anton gik i panik, da han hørte at hun havde taget en babysitter med. Han kom lidt til sig selv igen og tænke over, hvad søren hun dog havde gang i og hvad han skulle gøre, så babysitteren ikke så ham sidde der som et lille barn, kun iført ble. Men han nåede ikke at udtænke en plan før babysitteren kom til syne. ”Halløj, mit navn er Josefine” sagde pigen, der omtrent er på Antons alder, måske lidt ældre. Hans ansigt rødmede og han forsøgte at dække sin ble til med hans hænder. Josefine stod også med nogle papkasser med indhold, som hun stillede på gulvet. Hun var smuk! Hendes røde hår stod perfekt med hendes blå trøje, der matchede hendes øjne. Hendes nederdel så ud til at være læder, men det eneste Anton kunne kigge på, er hendes store, flotte runde bryster, der sad perfekt, nærmest som om, Gud selv havde skabt dem.
Han tænkte på alle de frække ting han ville gøre ved hende, da han mærkede sin pik blive hårdere og hårdere i bleen. BLEEN! Hans ansigt blev nu endnu rødere. Han havde fuldstændig glemt, at han stadig havde den på. ”Undskyld, min søn er lidt generet” hørte Anton svagt sin mor sige. ”Det her, er som du ved, Josefine. Hun er din babysitter, når jeg ikke er her. Hun er erfaren med store børn, der har problemer med at holde sig” sagde hun. Anton var mundlam, men formåede alligevel at fremstamme ”Jeg… J… Jeg har altså ik… Ikke problemer med at holde m-mig”. Hans ansigt blev rødere, hvis muligt. Han følte sig så ydmyget og som en lille baby, der ikke engang kunne snakke - hvad skal jeg dog gøre, tænke han atter. ”Nurgh, hvor er han sød” sagde Josefine. ”Ja, han er den sødeste lille dreng” kvitterede mor og begyndte at pakke indkøbsposen ud på køkkenbordet. Han kunne se, at hun havde købt voksenbleer med et barnligt print. Hertil tog hun også nogle æsker med piller op af posen, men han kunne ikke se hvilke. Anton sad stadig i sofaen, stivnet af ydmygelse. ”Jeg har købt dem her til dig skat, det skulle gerne kunne holde på dine uheld” sagde hun, mens hun viftede med den store pakke med store bleer og Magnus var nu så rød i hovedet, at han kunne gøre en tomat jaloux. Han sad som limet fast til sofaen og kunne ikke sige et ord af ren nedværdigelse. ”Skal jeg samle de her for dig?” spurgte Josefine og hentydede til papkasserne med møblerne. ”Ja, det må du meget gerne” svarede mor, mens hun fortsatte pakkede ud. Anton bemærkede ikke hvad der foregik omkring ham. Han sad i sine egne tanker og havde svært ved at forestille sig, at det her rent faktisk skete.
Før han vidste af det, havde han tisset i bleen og hans mor tog fat i ham og guidede ham ud på badeværelset, hvor der nu stod et stort bord, med en slags pude ovenpå. ”Læg dig op på puslebordet” beordrede mor. Anton kiggede på hende. Han øjne var røde. Han kunne have grædt, men gjorde det ikke. Han følte sig stadig helt og aldeles hjælpeløs og han var så lammet af skam, at han ikke længere tænkte over hans egne handlinger eller hvordan han så ud. Han lagde sig op på bordet uden at sige eller gøre noget og lod hans mor tage hans våde Drynites ble af, mens hun iførte ham en af de nye, tykke voksenbleer med det barnlige print på, der skulle tapes i siderne for at sidde fast. Hun gav ham en lyseblå sparkedragt på udover. ”Så er du klar” sagde hun stolt. ”Josefine! Kom og se, hvor sød han ser ud, i sin nye sparkedragt!” råbte hun fra badeværelset og Josefine kom rendende. ”Nøj, hvor er han bedårende” sagde hun og trykkede hans kind, der stadig var rød, ligesom resten af hans ansigt. Han var stadig stivnet, som om, han håbede på at vågne op fra dette mareridt og indse, at det bare var en drøm. Men det var det ikke. Hans mor førte ham nu ind i stuen, hvor der nu også hang en forstørret hoppegynge, som hun med hjælp fra Josefine, anbragte ham i. Nu hang han der og hoppede lidt og kunne dårligt nå gulvet. Det eneste han tænkte over, var hvordan alle disse ting pludselig var i hjemmet. Han må have siddet længe i sofaen og kigget. ”Jeg skal møde nu, klokken er næsten 16:00, så jeg skal afsted” sagde hun til Josefine der nikkede og vendte sig mod sin søn i hoppegyngen ”Vi ses min skat, jeg er hjemme om et par timer” sagde hun og kyssede ham på kinden. Han kiggede i gulvet, men fandt mod til at kigge op, da han hørte nogle nøgler klirre. Han så mor give Josefine hans nøgler til lejligheden og hun sagde ”pas på han ikke får fat i dem. Han er i den periode, hvor børn stikker af hjemmefra”. Han så hende derefter forlade lejligheden og hørte hende låse døren efter sig. Nu var det kun ham og hans nye babysitter Josefine.
glæder mig til at læse hvad der så sker 