Den tabte hukommelse (M)

Denne historie er ren fantasi, alt i denne historie er usandt og har aldrig fundet sted.

Baggrundsinfo:

I denne historie ser vi en ung mand som vågner op i en gummicelle helt konfus, han aner ikke hvor han er eller hvordan han er kommet her.

Historie - Del 1:

En forfærdelig hovedpine begyndte at spille ind, jeg åbnede mine øjne langsom og var helt konfus, kiggede mig omkring, og kunne se jeg var i en gummicelle, hvor der kun var et svagt lys i toppen og en dør til venstre i lokalet. Jeg kiggede ned af mig selv og kunne se, at jeg var iført en spændetrøje og jeg kunne mærke noget stort, tungt og klamt mellem benene.

Gid jeg kunne tage mig til hovedet, det bankede helt vildt, jeg kunne ikke fatte min situation – hvordan var jeg havnet her, og hvad var ideen med det mellem mine ben. Det gik langsomt op for mig at jeg havde ble på, og den ikke var tør.

Jeg prøvede at huske tilbage på hvad der var sket… Alt var tomt, kunne kun huske små glimt – ikke noget der gav en sammenhæng. Én tanke satte hurtig flere i gang og endte ud med et kæmpe kaos. Jeg prøvede at rejse mig op og ville hen til døren, jeg havde ingen mulighed for at åbne døren, der var kun et håndtag på den anden side.

Jeg kiggede ud af den lille rude og kunne se nogle folk gå rundt derude i hvide kitler, jeg prøvede at bruge mit hoved til at banke på det smalle glas, men jeg kunne ikke ramme det – jeg kunne kun ramme alt gummi isoleringen. Jeg prøvede at tænke over hvad dette var for et sted, men da jeg prøvede at tænke kraftigt gjorde det helt ondt i hovedet – det var som om jeg ikke måtte huske.

Jeg gik ind midt i rummet og kiggede mig omkring, jeg kunne ikke se nogen flugtveje overhovedet, hvad fanden var dette? Jeg fik en fornemmelse i blæren men fik hurtig følelse af at den tømte sig selv, jeg tænkte at det var rimelig klamt. Jeg ville ud herfra med det samme.

Jeg tog tilløb og hamrede siden af min krop ind i siden af cellen, isoleringen var så kraftigt at den bare skubbede mig tilbage, jeg faldt bagover og landede på røven, jeg kunne pludselig mærke hvordan alt indholdet i bleen plaskede ud over hele mine nedre dele… Jeg fik næsten lyst til at tude, men vidste det ikke hjalp noget, jeg lukkede mine øjne sammen og prøvede at tænke og tænke og tænke… men jeg kunne bare ikke få noget i gang i hovedet.

Jeg kunne se nogle skygger kaste sig ind igennem ruden, og kunne se nogle var på vej ind. Døren smækkede op, lød næsten som om den var lufttæt. To læger trådte ind, de kiggede lidt på mig.

”Godmorgen, ved du hvor du er?”. En af lægerne snakkede tilsyneladende til mig.
”Nej… hvor er vi?.. Hvem er i?”. jeg kiggede helt desperat på dem
”Du er på en sindssyganstalt, vi er to læger som skal se til dig – kan du virkelig ikke huske noget?”. De kiggede lidt alvorligt på mig.

”Nej jeg ved ej, hvordan er jeg kommet her?.. Og hvorfor fanden er jeg spændt fast?!”. Jeg blev helt ustyrlig, jeg ville have svar.
”Du kom her i går, ved du i det hele taget hvad du selv hedder?”. sagde lægen, jeg tænkte mig om… men faktisk kunne jeg ikke huske noget, kunne ikke erindre noget som helst.
”Nej det ved jeg ikke, men svar mig nu på hvorfor jeg er spændt fast!”. De kiggede på hinanden og nikkede.

”Nu skal du høre, du kom hertil i går aftes, du virkede som et lille barn, du havde ble på og havde lavet i den… Et par politifolk kom med dig, de har sat dig i forbindelse med at have myrdet en kvinde som arbejdede i en dagpleje… I lejligheden fandt vi alt muligt voksenbabyudstyr… vi ved ikke hvad din rolle er i dette… Men så længe du er her vil du være fastspændt indtil vi finder ud af mere, du vil også have en ble på hele tiden, da vi erfarede i går at du ikke havde nogen kontrol over dette…” han kiggede mig dybt alvorligt ind i øjnene

Jeg kunne ikke overskue dette, jeg huskede intet om hvad de snakkede om, og jeg ville da ikke finde mig i den her behandling.

”Luk mig nu ud, jeg er uskyldig jeg har ikke gjort noget!.” Jeg opførte mig helt panisk.

”Desværre, det kan vi ikke, men vi skal prøve at kortlægge hvad der er sket, og hvem du er… desværre”. Han smilede til mig med et nedværdigende blik… jeg kunne ikke klare det, jeg rejste mig op på mine ben og løb hen mod dem i håb om at vælte dem og nakke nogle nøgler.

Doktoren var desværre alt for hurtig og fik mig væltet ned og satte sig oven på mig.

”Vagt!.. vi skal have en vagt hurtigt og en sprøjte med sovemiddel”. De havde sat sig oven på min krop og holdte mit hoved fast, jeg kunne ikke komme ud.

Der kom pludselig 2 store vagter ind i rummet og en sygeplejerske med noget i hånden lige efter, vagterne overtog taget på mig og sygeplejersken tog en nål frem og stak den ind i halsen på mig og sprøjtede midlet ind.

Omgivelserne blev helt konfuse, og inden få sekunder faldt jeg i søvn.

Jeg drømte at jeg var et sted som lignede en vuggestue, jeg sad på gulvet og havde en hel masse bamser omkring mig, jeg havde en stor tyk ble på og sad og legede med en kran bil. Jeg kunne se over for mig stod der en stor tremmeseng. Jeg prøvede at rejse mig op, men mine ben var utrolig svage så jeg faldt hurtig ned på min numse igen. Jeg stillede mig op på mine knæ og begyndte at kravle hen til den.

Jeg kunne se ned i den, at der var et par bamser og et seletøj, jeg kiggede til højre for mig og kunne se at der var en gang videre ud til noget men der var en låge foran. Jeg gik tilbage mod mine bamser og satte mig ned, det føltes helt urealistisk. Jeg kunne pludselig høre en dør smække op, jeg begyndte automatisk at græde, pludselig åbnede lågen sig foran mig og en kvindeskikkelse kom frem.

”Har min lille baby det godt?” sagde hun på en meget nedtalende tone.

Jeg vågnede op med et sæt med en forfærdelig hovedpine helt badet i sved, jeg kiggede lige op i loftet da jeg åbnede øjnene, jeg kunne se jeg var inde på en stue af en art. Jeg prøvede at rejse mig op, men noget holdte mig tilbage. Jeg kiggede ned af mig selv og kunne se at mine arme, ben, lår, mave og skuldre var spændt fast… og jeg havde en form for handske på hver hånd, jeg kunne hurtig mærke jeg havde den velkendte følelse mellem benene, den føltes igen beskidt.

Jeg så rundt i rummet og kunne se det var helt hvidt der var et stort vindue ud til en gang hvor folk gik forbi. Jeg var ved at være træt af dette her, hvorfor ville folk ikke fortælle hvad jeg hed, og hvorfor blev de ved med at spænde mig fast.

Jeg prøvede og kæmpe mig ud af seletøjet, men det var spændt alt for godt fast. Jeg begyndte nu at skrige, og ingen længe kom en læge ind.

”Nå, jeg kan se vores patient er vågnet… nu håber jeg du kan opføre dig lidt bedre end før… hvis du bliver ved med at skrige, bliver vi nødt til at putte noget i munden på dig, og evt. fastspænde dit hovede – så jeg håber vi kan blive enige om at du kører god opførsel – Men jeg vil lige hente vores psykolog, så vi kan begynde at få klarlagt hvem du er.” Han gik ud af døren og smækkede.

Hvis de troede at de skulle bestemme over mig og få mig til en psykolog, var de godt tosset. Men inden længe kom en psykolog ind, en lidt ældre herre… lignede en der sagtens kunne snakke en til døde, han satte sig ned ved siden af mig, og den anden læge gik ud og smækkede døren.

”Nå jeg kan forstå, at du ikke ved hvem du er, eller hvorfor du er kommet her – nu skal du høre jeg er din ven jeg hedder Mogens, jeg vil prøve at hjælpe dig så godt jeg kan, men for at det skal lykkedes må du fortælle noget om dig selv.”. han gav mig et dødssygt smil, jeg kendte godt rutinen til hvordan psykologer ville ind på folk, men i dette tilfælde vidste jeg selv kun lidt, så jeg gav ham lov.

”Nu skal du høre, jeg vil ligge dig i en mindre hypnose dvale, i den dvale er du i sikkerhed, og der kan du fortælle alt du ved. Så lyt til min stemme.” Han begyndte at tælle lige så langsomt ned og jeg faldt dybere og dybere ind.

”Hvad kan du se, hvor er du henne?”

Slut på Del 1