Efter en lang pause er jeg blevet enig med mig selv, om at skrive en 3’er i den populære “Børnehjemmet” historie. Dette kan I faktisk takke jer selv for, da jeg blev meget rørt over alle de kommentarer som 2’eren fik. Det glæder mig at I elsker historierne, som jo også er den første danske infantilist historie på VBV eller bledreng.dk. Det er jo altid skønt for mig at vide, at I holder af dem. Derfor lyttede jeg til jeres opfordringer, og nu kommer den efterspurgte 3 del i Børnehjemmet triologien.
Håber I kan li’ den…
Børnehjemmet 3
Af: BabyMike
Introduktion
Alex er ikke en hvem som helst 12 årig dreng. Han har det svært i skolen, og har problemer med at følge med i timerne. Hans far og mor ved ikke hvad de skal stille op med deres til tider urolige og vilde dreng. Men efter en del år, med meget besvær og eftertænksomhed, er de ved at komme på en løsning, som kommer til at ændre deres ellers håbløse dreng til det bedre. Alex ved intet, men er dog godt klar over at hans forældre er ved at være godt træt af ham (som altid). Men intet er jo så slemt, at det ikke er godt for noget.
Kapitel 1
“Klokken er mange, Alex!” Råber hans mor til ham ud gennem køkken vinduet. Alex er i gang med at cykle om kap med to af sine venner på vejen. “JA! Og hvad så!?” Råber han tilbage til moren. “Det er ved at være sengetid! Jeg gider ikke diskutere det nu. DU SKAL IND NU, blev der sagt!” Anna smækker vinduet i, og vender sig om til sin mand, Peter. "Jeg er sgu’ snart så træt af ham. Hvorfor skal man altid sige tingene to gange…
Han bliver også mere og mere flabet." Siger hun til ham. “Jamen hvad vil du ha’ at jeg skal gøre ved det?” “Du kan sgu’ da gi’ ham en røvfuld, så han kan forstå det! Alt det her pjat dur jo ikke til en skid!” “Okay! Han får en advarsel så snart han kommer ind! Tilfreds?” “Ja…” Anna falder lidt ned igen. “Hvorfor kan han ikke bare være som alle de andre drenge?” Peter kigger på Anna, som om han tænker det selv samme. “Gid jeg vidste det…!”
Anna sætter sig ned på køkkenstolen. “Nogen gange har jeg det bare sådan, at jeg gerne ville starte på ny.” Peter kigger på Anna, der er helt udkørt. “Anna…? Tror du ikke jeg også at jeg har tænkt det samme. Men hvad godt skulle der komme ud af det? Drengen har brug for professionel opmærksomhed.” Anna kigger op på Peter. “Jeg vil bare ikke give slip på min lille dreng”.
Peter sænker sin krop til hoved niveau med Annas. “Det vil jeg da heller ikke, skat! Men Alex er jo ikke en lille baby mere, og vi må jo se i øjne at han ikke bliver nemmere at håndtere som han bliver ældre.” Anna nikker på hovedet, og giver Peter et kram.
“Du må gå ud for at hente ham. Jeg orker ikke mere idag!” “Få nu noget ro. Så henter jeg ham nu, okay?” Anna smiler til Peter og giver ham et kys på munden. “Laver du så en kop kaffe, til jeg er tilbage?” Anna nikker på hovedet, og vender sig om mod køkkenbordet, idet Peter går ud af køkkenet.
Peter kommer ud på vejen, for at hente Alex. Han cykler stadig rundt sammen med vennerne, selvom hans mor bad ham stoppe, og komme ind. Da Alex ser sin far, stopper han med det samme. Peter ser vred ud, og går direkte hen mod ham. “Hvorfor er du ikke gået ind endnu? Din mor bad dig jo om det for et kvarter siden!” Alex kigger ned i astfalten, stadig oppe på sin cykel. Han ved ikke hvad han skal svare.
Normalt er det Peter som straffer Alex, så derfor visser han en vis form for respect overfor sin far. Han svare stadig ikke. “Hvor er du ikke gået ind? Hvorfor svare du mig ikke dreng?!” Tonen løfter sig endnu mere. Hans to venner cykler væk, da de godt kan høre hvor det bære hen. Alex kigger stadig ned i astfalten, og vrider spidsen af sin sko i den gru og tørre overflade. “Så du har ikke tænkt dig at svare mig?” Alex kigger endnu mere væk fra sin far, og siger viskende “Det ved jeg ikk’?”
Peter ser direkte efter hans øjne. “Hva’ sir’ du? Jeg kan ikke hører dig?!” Alex samler mod, og kigger lynhurtigt op på sin far. “Det ved jeg sgu’ ikk’, VEL!?” Med den tone, og det svar, tager Peter i vrede fat i Alex’s øre, og trækker den næsvisse og nu grædende dreng hjem.
Undervejs undskylder han, og lover at han aldrig vil gøre det igen, men nu er det for sent. Peter er vred, og lader sig ikke stoppe af sin søns typiske jammer om at opføre sig ordenligt. “Jeg sir’ dig du får klø inden ud bliver lagt i seng!” Alex ved godt at Peter ikke siger det i sjov, og frygter det værste.
Da de når hoveddøren giver Peter slip på Alex øre, men tager ham hårdt i armen i stedet for. “Nu går du ind og børster tænder, og så mødes vi i stuen. Er du med!?” Alex tør ikke andet end at sige ja, og gøre som der bliver sagt. Han ved godt hvad der skal ske, men håber på at det er hurtigt overstået. Så Alex børster sine tænder, og går ind i stuen som han fik besked på. Inde i stuen sidder hans mor og far og drikker kaffe.
Alex siger intet, men venter på at de siger noget til ham. “Hvad er det du skal, når vi siger noget til dig?” Siger hans far. “Gør’ som der bli’r sagt!” Svare han med sine øjne begravet i gulvtæppet. “Hvorfor gør du det så ikke, Alex?” Spørger hans mor. Alex trækker på skulderen. “Fint… Det her kommer vi ikke videre med i aften!” Siger Peter, og rejser sig op. Han går hen til Alex, og på kommando, går de ind på Alex’s værelse, hvor han får en røvfuld inden han bliver lagt grædende i seng.
Kapitel 2
Det er morgen, og Alex vågner af sin mor der vækker ham. “Så er det op, Alex!” Alex er lidt morgen sur, men vil ikke udsætte sig for mere, end det han fik igår. Med det samme kan han mærke at sengen er våd. “Arhhh…!” Siger han og kigger under dynen. Anna kigger på ham. “Har du tisset i sengen igen?” Han lægger hoved opgivende tilbage på hovedpuden. “Ja-rh…!” Anna stryger ham gennem håret. “Jeg forstår altså ikke hvorfor du ikke vil sove med ble på?”
Hun bliver afbrudt med det samme af Alex, der ikke vil høre tale om det emne igen. “Mor! Jeg er ikke en baby.” “Nej selvfølgelig er du ikke det, men 12 årige drenge tisser jo heller ikke i sengen vel?” Han ser væk fra hende. “Jeg gør det jo ikke med vilige!” “Nej, men det gør baby’erne jo heller ikke, vel?” Alex vil ikke tale om det mere, og giver udtryk for det. Han træder ud af sengen som er helt gennemblødt af tis.
Anna begynder at ryde op efter hans lille uheld i nat. “Gå nu i bad, så går jeg i gang med at lave morgenmad!” Alex svarer ganske kort, og går i bad. Sikke en dag i går, og nu straffes han også med en pinlig våd seng om morgenen. Han ved ikke hvorfor han gør det, og er også bange for at hans venner/skolekammerater skal finde ud af det. Heldigvis for ham, flyttede familien fra storbyen til en mindre provinsby lige efter hans første lejrtur med hans tidligere skole.
Her tissede han i sengen under lejrturen, og blev drillet af sine kammerater, som kaldte ham for en baby der tisser i sengen og bukserne (selvom han aldrig har tisset i bukserne). Selvom han ikke sov med ble på, blev han også drillet med at skulle bruge ble. Alex kunne ikke holde tanken ud, og kan det stadig ikke. Det er også derfor at han nægter at sove med ble på, for han er ingen baby.
Ved morgen bordet siger Alex ikke så meget. Hans far arbejder som VVS montør, og står altid meget tidligt op, så de to spiser kun morgenmad sammen i weekenderne. Anna har stillet havrefras og mælk på bordet. Han skovler det i sig, og på trods af det er han stadig ikke så høj, og underligt nok ret tynd. “Sikke en appetit du har her til morgen!” Siger Anna til ham. “Aha!” Svarer han tilbage med mad i munden.
“Jeg har pakket din madkasse i skoletaske, så du kan komme afsted inden du bliver forsinket!” Alex nikker med hovedet, og spiser færdig. Han løber ud efter sin jakke og snupper tasken på vejen ud. Anna forsøger at få et farvel kram fra ham, men det er for sent nu. “Hvor er min lille dreng dog blevet af?” Tænker hun til sig selv. Tiden er gået så hurtigt, og nu syntes det at være for sent at ændre hendes lille dreng til en velopdraget ung mand, som han jo nok snart bliver.
Hun husker stadig sin lille, men vilde og livsglade dreng som elskede at lege i sandkassen, knusende og krammende med sin mor. At give hendes lille spædbarn en sutteflaske med de stirende og elskende øjne. Hendes lille dreng med sutten i munden, som kun havde livsglæden at føle i sin verden. Anna sukker dybt, og ved ikke hvad hun skal stille op med det hele. Hun gør sig klar til at tage på arbejde, og prøver at glemme hendes uroligheder i løbet af dagen.
I skolen støder Alex ind i problemer igen. Han har ikke lavet lektier, og læren skriver i hans kontaktbog, at de (igen) vil have et møde med hans forældre om Alex. For at det så ikke skal være nok, bliver han drillet af en dreng fra 8 klasse, som får ham til at gå amok. Alex taber konfikten, som også inkludere en mindre slåskamp.
Totalt ydmyget pjækker han resten af skoledagen, og spiller Playstation der hjemme til hans far kommer hjem fra arbejde. “Hvordan er skolen gået?” Spørger han. Alex trækker lidt på skulderne, da han er dybt optaget af spillet. “Okay, tror jeg nok!” Peter kigger på ham , og vender sig om i håbløshed. Sådan er hans dreng blevet: Håbløs og ligeglad med det hele. Hvad skal han dog stille op med ham?
Samme aften ligger Peter og Anna og snakker om Alex. De er begge helt blanke på hvad de skal stille op med Alex. “Det nytter jo ikke at give ham klø, for det ændre han sig jo ikke af!” Siger Peter. “Det ved jeg godt. Jeg ved jo også at det heller ikke hjælper i det lange løb…! Nogle gange… Nogle gange er det bare sådan at jeg hellere ville starte forfra med det hele!” Peter rejser sig op fra sengen og sætter sig på sengekanten. “Tror du at det er min skyld at han er som han er?”
Anna løfter sig op og holder om Peter bagfra. “Nej! Aldrig ville jeg tænke den tanke. Jeg ved du elsker ham, og jeg elsker også dig, skat!” Peter tager fortrøstningsfuldt på hendes hånd som holder om hans bryst. Han tager hånden op mod sin mund, og kysser den. “Jeg elsker også dig, Anna… Hold kæft hvor jeg stadig elsker dig!” Han vender kroppen om mod hende, og de kysser hinanden. “Vi skal nok få ham på ret kurs igen.” Siger Anna.
Kapitel 3
Der er gået ca. 2 uger hvor Alex mere eller mindre, har skabt sig på en måde som ikke passer hans forældre. De har også fundet ud af Alex’s pjækkedag og har også haft Alex’s lærer på besøg. Alt ser ud til at være helt håbløst og tabt. Det er starten på arbejdsdagen for Peter. Han får dagens opgaver på et stykke papir, og med det samme tager han ud til den første kunde. Dagen forløber som den plejer, lige ind til efter frokostpausen, hvor han skal tage en ny opgave. “Tætning af et utæt vandrør… Privat institutionen Troldevænget”, Han gør sig klar til at køre af sted.
Da han ankommer til Troldevænget, virker det som en normal opgave, på lige fod med alle de andre. Udefra ser det ud som en hver anden børneinstitution, dog er plankeværket rundt om, meget højt, og der er ingen mulighed for at se ind på legepladsen eller hvad der nu ligger bag. Kl. er halv et og der virker meget stille og roligt. Han trykker på dørklokken, og venter. En pædagog kommer hen for at åbne døren. “Det er dig som skal kigge på vandrøret?” Spørger hun.
“Det er helt korrekt!” Svare han med et smil. “Kom indenfor!” Hun smiler tilbage til ham, og rækker hånden ud. “Mette!” Han trykker hendes hånd. “Peter. Hvor er så vandrøret?” “Du må jo ha’ travlt. Det er denne her vej!” Under vejs tænker han at børnene nok sover til middag eller noget i den stil. Der er i så fald ingen børn at se eller høre. “Det er så her i puslerummet at vandrøret er utæt.” Peters hjerte begynder at banke lidt hurtigere når han ser størrelsen af pusleborderne.
Tankerne løber løbst. “Hvorfor er de så store?” “Vi passer specielle børn, men specielle behov. Nogle af dem er i teenage årne, så det gør det nødvendigt med de rette forhold!” Svare Mette. “Okay…? Men det er så det der vandrør som giver problemer?” Og peger på et dryppende rør under puslebordet. “Det er det!” Peter undersøger røret, og Mette ser ud til at have andre ting at se til, så hun spørger om han har brug for noget, ellers vil hun blot overlade ham til sit arbejde.
Hun forlader ham, og Peter går igang med opgaven. Han kigger sig omkring fra til til anden, af ren nysgerighed for hvad det er for et sted. Underarbejdet mangler han et værktøj som ikke lå i hans værktøjskasse. Han går ud til bilen for at hente den, og på vejen tilbage er det Jens som åbner døren for ham. “VVS installatøren?” Spørger han. “Jo det er rigtigt… Jeg skulle lige hente en tang som jeg ikke lige fik med ind!” “Sådan kan det jo gå. Jeg hedder Jens!” “Dav’ Jens… Peter!”
Efter lidt kort småsnak, spørger Peter til hvad det er for en institution. “Vi hjælper forældre til at opdrage og indlære deres børn med nye og bedre vaner. De fleste af de børn som bor her, har problemer med at trives, og sagt på gammeldags: Opførere sig ordenligt!” Peter bliver overrasket, og ved ikke hvad han skal sige. “Nå okay? Gælder det så for alle børn?” Jens smiler. "Det gælder for alle børn. Der er dog brugerbetaling på, så det er helt op til forældrene om de har råd eller lyst…
Men én ting kan jeg da med sikkerhed sige, og det er at vi kun levere søde og artige børn tilbage til deres forældre når de er ‘færdige’". Peter tænker over det, og går videre med sit arbejde. Denne gang er der virkelig kommet gang i tankerne. Måske er dette lige den løsning som han har søgt efter? Han gør arbejdet færdigt, og på vejen ud af puslerummet, kommer en pædagog gående med en dreng i hånden, der har en sut i munden og tydeligvis ble på.
Men drengen ser ud til at være omkring de 10 år gammel. Peter’s kæbe er lige ved at ramme gulvet. Han kan simpelthen ikke tro sine egne øjne. Han vender sig om, og der står Jens. “Så er røret i orden?” Peter vender tilbage til sig selv, og kigger på Jens. “Jep! Det er i orden nu!” Peter pauser, og ser ud som om han har brug for en tænke pause.
“Jamen så er det jo fint nok. Så må vi jo håbe at der ikke kommer nye skader” Siger Jens med et lille grin. Peter nikker og smiler. Jens kan godt se at Peter har mere at spørge til. “Hvis der er noget jeg kan hjælpe dig med, så sig endelig til?” Peter tænker kort. “Du har vel ikke en pjece eller noget andet…” Spørger Peter. Jens smiler og spørger om han vil med ind på hans kontor for en lille snak.
Kapitel 4
Da Peter kommer hjem samme dag, kigger han ikke med samme øjne på Alex som han plejer. Denne gang er han meget mild, og med forhåbning. Alex lægger ikke så meget mærke til det, men tror næsten mere på at han er ved at få fred for sine forældres, hårde kurs mod ham.
Samme nat da Anna og Peter er gået i seng, bringer Peter sin nye opdagelse til Annas opmærksomhed. Han visser hende papirerne, og fortæller Anna om mulighederne for at få Alex på rette kurs igen. “Vi kan få ham som vi altid gerne har ville!” Siger Peter til hende. Anna ved ikke rigtigt om det kommer til at virke, men er mere bange for at det gør problemet endnu værre. “Jeg har jo aldrig været der. Tænk hvis nogle af de andre børn, ødelægger ham?”
“Det er jeg ret sikker på ikke sker. Du har ikke set dette sted endnu. Men tro mig… De har børnene under total kontrol. Jeg er overbevist om at dette er vores eneste chance for Alex!” Peter prøver virkelig på at overtale Anna. “Og det er jo også dig der altid vil ha’ at Alex skal bruge ble om natten. Dette er den perfekte mulighed!” Anna tænker, og svare at hun lige skal overveje det før hun siger ja eller nej. Peter har i så fald gjort det han kunne, for at overtalle hende.
Dagen efter kører tankerne rundt i hovedet på Anna. Hendes drømme om lille Alex, kan jo gå i opfyldelse for hende. Men tør hun nu gøre det? Anna vil jo så gerne have sin søde lille dreng tilbage. Måske er det ikke helt forkert at lade ham genopdrage? Hvad ville familien sige til det? Nå ja… De syntes jo også han er for vild. En sød lille Alex igen? Hun ville elske ham mere end nogensinde før…
Så da hun kommer hjem fra arbejde visker hun i øret på Peter, der sidder ikke så langt fra Alex, at hun går med på idéen. Peter smiler og de kysser hinanden. “Hvad…?” Spørger Alex. De kigger på ham med smilende øjene. Alex rejser sig op, og går ind på sit værelse. “Jeg elsker dig skat!” Siger Peter til hende. “Jeg elsker også dig!” De kysser som var de nyforelskede.
“Hvordan skal vi så bære os ad?” Spørger Anna. Peter tager indmeldelsespapierne frem, og sammen udfylder De, de nødvendige skemaer til både skole og institution. Alex bliver efter weekenden meldt ud fra folkeskolen, og starter sin første dag på Troldevænget om mandagen. Alex ved intet, og det skal da også komme som en overraskelse for ham.
For de to forældre virker det som en evighed før weekend kommer, og er overstået. De er begge blevet enige om at de ikke kan overtale Alex til at starte på Troldevænget. Så de er blevet enige om at give ham sovemedicin i et glas cola, søndag aften lidt ingen han skal i seng. “Er du sikker på at det er nok?” Spørger Anna. “Det burde det være!”
Alex lægger dog mærke til at Anna er meget kærlighedsfuld den weekend, specielt søndagen. Han syntes godt nok at det er lidt barnligt, og gider ikke rigtigt at være sammen med dem. Søndag eften bliver han pludselig meget træt og går i seng. Det Alex ikke ved er at hans liv kommer at ændre sig 180 grader fra det øjeblik han vågner igen.
Kapitel 5
Det er ved at være sent på morgen. Alex er stadig træt, men er ved at vågne. Synet er lidt sløret, men kommer stille tilbage til ham. Han ligger ned, men rejser sig med et sæt. Hvor er han? Han er ikke hjemme mere… Hvad er der sket. Er der nogen som har bortført ham? Hvad sker der? Rummet ligerne et lægekontor for børn. Men han er ikke alene i rummet. Der er også en kvinde tilstede. “Så er vi nok vågen sovetryne?”
Alex trækker helt op i hjørnet af det bord han ligger på. “Hvem er du, og hvor er jeg… Hvor er min far og mor?” “Så så… Rolig nu Alex. Jeg hedder Lone, og er sygeplejeske på Troldevænget. Din mor og far er sikkert på arbejde lige nu!” Alex vil bare hjem. “Hvad fanden laver jeg her!!! Jeg vil hjem!!!” Han er meget bange og sur. “Så tager vi det lige roligt, ikk’? Hvis du falder ned skal jeg nok forklare dig hvad det er du laver her, min lille ven!”
Alex prøver at tage det roligt, og kan med det samme se, at han har tisset i bukserne da han sov. “Er du rolig nu?” Spørger Lone til ham. Alex siger intet og gør intet. “Din far og mor er blevet enige om, at du har været helt ude af kontrol i lang tid. Det er derfor at du er her! Vi bestemmer over dig, og du gør præcist som vil siger, er du med?” Alex kan ikke tro sine øjne og ører. “Fuck nej. Du skal ikke bestemme over mig, og JEG VIL HJEM NU LUDER!!!”
“Nå så du er sådan en møgunge! Det skal vi nok få styr på. Du går ingen steder, før jeg siger til, og for det andet, skal de våde busker også af nu. Drenge som dig er typen der skal bruge ble, ligesom alle andre drenge her på børnehjemmet!” Idet Alex høre ordet ‘ble’, hopper han ned fra det som i virkeligheden er et puslebord. Han løber hen mod døren, som viser sig at være låst. Lone går stille og roligt hen mod kontorbordet og trykker på en knap.
Få sekunder efter bliver døren låst op, og en mandlig pædagog kommer ind. Han når lige at tage fat i Alex, inden han når ud. “Han skal op på puslebordet, Søren” Fortæller Lone. Pædagogen tvinger Alex op på puslebordet, og holder ham nede. Imens begynder Lone at tage de våde bukser af Alex. “Sådan en lille tissetrold vi har her!” Siger hun med at smil. Søren kan næsten heller ikke holde grinet tilbage.
Alex gør modstand, men Søren er alt for stærk i forhold til ham, og det ender med at Alex bliver drænet for kræfter, og begynder at græde i stedet for. Lone vasker Alex grundigt som en anden lille baby, og begynder at drysse babypudder ud over hans bleområde. Derefter kommer der en tør ble på numsen. Lone lægger sidste hånd på bleen, og syntes at Alex er en rigtig sød babydreng når han græder og har ble på. “Så så lille Alex… Skal Alex ha’ sin sut nu?”
Hun tager en sut frem og putter den i hans mund, men Alex spytter den ud igen. “Nå ja. Så må lille baby jo bare græde løs uden sin sut!” Søren lyfter ham op, så Alex sidder på puslebordskanten. Lone finder nogle overalls frem, som ser ud til at passe Alex fint. Dem får han på, og bliver grædene ført ud af kontoret. Når han kommer ud, holder Søren fast i selerne på overall’en, så han ikke kan løbe væk.
Det prøver han da også, men ser at det er håbløst, og han har heller ikke flere krafter tilbage, til andet end at græde efter sin mor. “Så så lille Alex! Mor skal nok komme og se til dig!” Siger Lone til ham. Han bliver ført ind i børnehaven, hvor der også er andre børn der leger. Alex stopper og vil ikke ind i rummet, når han ser de andre børn. “NEJ! JEG VIL IKKE!!!” Råber han til Søren. Men det er han ligeglad med, og i selv samme sekundt kommer Mette over for at hjælpe den nye dreng ind.
Mette forsøger med det samme at få ham ned på jorden, men uden held. “Han er vel nok en vild lille en?” Siger hun til Lone. “Ja han har ikke været let at håndtere. Men lige pt. skal du ikke være bekymret for at skifte ham. Han har lige fået tør ble på!” Siger Lone så alle i lokalet kan høre hende. Alex bliver helt rød i hovedet (endnu mere end han var i forvejen). Nu ved alle at han har ble på.
Han begynder at græde igen, hvilket kun gør det endnu være, da alle børne begynder at kigge direkte på ham. Mette har en sut i lommen, som hun forsøger at give ham i munden, men Alex vil ikke. Mette bøjer sig ned i øjenhøjde og fortæller ham at han nok skal falde til, og at det godt kan blive endnu værre for ham, hvis han ikke snart falder ned. Alex er stadig vild og vil ikke accepere sit nye hjem. Mette rejser sig op, og begynder at snakke sammen med Lone om hvad de skal stille op med ham.
Lone ser kun en vej ud til at starte med, og det er ved at lægge ham til at sove i en tremmeseng. Mette er enig, og sammen går de med Alex under kontrol af Søren, ind på sovestuen, hvor Alex får taget sit tøj af, så han kun har sin ble på. Han bliver så spændt fast med seller til bunden af tremmesengen. Han får en sut i munden igen, som han stadig spytter ud. En bamse bliver sat ind i sengen sammen med ham, og en musik uro bliver tændt. Han får et kys på panden af Mette. Lyset bliver slukket, og den lille dreng græder sig selv i søvn.
Kapitel 6
Det er ved at være oppe omkring eftermiddagen, og Alex er ved at vågne igen. Han er ikke så meget i oprør som han var inden sengetid. Musik uroen spiller stadig. Der ligger også andre børn inde i rummet som har sovet til middag. Børn i næsten alle aldre. Rummet er fyldt med en slem lugt for næsen. Der lugter af prut. Døren til rummet bliver åbnet helt, og 3 pædagoger kommer ind. En af dem er Mette, som med det samme går hen til Alex.
“Har du sovet godt, min lille prins?” Alex kigger på hende, men siger ikke noget. Han er stadig lidt sur over at være her. Mette løfter dynen og kan se på bleens vådindikator at den trænger til at blive skiftet. “Vi har vel nok været en stor dreng, og tisset i bleen?” Siger hun så flere af de andre kan høre det. Alex bliver rød i hovedet, og vil næsten ikke op af sengen. Han ser med det samme at de andre børn også har ble på.
“Hvorfor skal jeg have ble på? Jeg er 12 år gammel!” Siger han til hende. Mette smiler, og begynder næsten at grine. “Ja det kan jeg godt se! Store drenge på 12 år tisser jo også i deres bleer, eller gør de?” Alex tør ikke svare, da han jo godt ved at han ikke kan styre sin blære i løbet af natten. Han har tisset i bleen, og det er der intet der kan modbevise nu. “Je… Jeg skal ikke bruge ble om dagen, for det behøver jeg jo ikke… Jeg laver ikke lort i bleen som en baby!” Siger han til hende.
Mette kigger på ham med et smil. Mette ved godt bedre end at tro på en lille dreng. Hun ved lige præcist hvilken type baby Alex er. “Alle børn under 16 år SKAL bruge ble! Sådan er det bare, og det er ikke noget du bestemmer min fine ven!” Mette tager Alex i armen, og selvom Alex gør modstand, er Mette alt for stærk i forhold til ham. “Du skal ha’ skiftet den våde ble nu… Kom!” Siger hun til ham. Alex skal til at græde igen. Han VIL IKKE have en ny ble på.
Men det nytter ikke noget, og kort efter står de i kø ved puslerummet, hvor de andre børn er ved at få skiftet deres våde og beskite bleer. Alex står der med sin arm i Mettes greb, kun iført en våd ble, og grædene. “Hvor kommer alle de tårre fra?” Spørger Mette. Pædagogen foran hende svarer i sjov at de nok i virkeligheden skulle have været havnet i hans ble, siden den er så våd som den er.
Alex græder endnu mere. Mette bøjer sig ned, og lyfter Alex op med hånden under hans ble, for at holde om ham, mens han græder. Mettes varme krop, og kærlige hånd, gør at Alex ikke kan andet end at holde om hende og græde videre. “Så så… Syhhh… Åhhh lille du!” Siger hun med en rolig stemme. Køen er slut og Mette lægger Alex ned på puslepuden.
Han græder stadig, men ikke så meget som før. Bleen kommer af, og han bliver vasket. En tør ble kommer på, efterfulgt af et lille klap i numsen. Han får en Byggemand Bob trøje på, og smækbukser der passer til. En sut kæde med en sut hængene i den. Med Alex i Mettes hånd, går de ind på stuen igen. Mette sætter sig sammen med Alex ved et bord. Alex græder ikke mere, men er stadig ked af det og lidt sur.
“Vil du ha’ et æble eller en banan, Alex?” Spørger Mette. Alex ryster på hovedet. Han har ikke lyst til at spise lige nu. “Der er lang tid til aftensmad, så hvis du bliver sulten inden da, skal du bare sige til”. Han har mest lyst til at bryde ud, og løbe væk der fra, men det er jo lidt svært. Mette vil gerne se Alex tegne noget med fedtfarverne. Men Alex vil ikke noget. “Du kan jo også gå hen og lege med de andre børn, hvis du har lyst?”
Hun tager ham i hånden, og selvom Alex ikke gider, bliver han præsenteret for alle de andre. Alex føler sig flov over at de andre børn har set ham med våd ble på, og det til trods for at han ved at de andre er i samme båd. Alex bliver tilsidst sat sammen med en anden dreng. Drengen har en sut i munden, og leger med Lego klodser. Alex var vild med Lego da han var mindre. Han ser stadig det sjove i det, men syntes at legen er infantil, og vil helst ikke.
Der går dog ikke længe før drengen taler til ham. “Jeg hedder Felix” Alex kigger på ham. “Alex”. Med en dæmpet stemme. “Skal vi ikke bygget et skib?” Spørger Flex. Alex trækker på det, men det stopper ikke Felix fra at begynde. Stille og roligt kommer Alex med i legen, og sammen går de igang med at bygge skibbet op i Lego. Efter nogle timer syntes Alex faktisk ikke det er så slemt. Det er da sjovere end at gå i skole og lave kedelige lektier.
Han syntes dog ikke om bleen han har på, som føles ret stor mellem hans ben. Lige inden aftensmaden, opdager Alex at Felix’s bukser har fået en våd plet. “Har du tisset i bukserne?” Spørger han. Felix kigger ned, og nikker med et grin. “Hvorfor går du ikke på toilettet?” Felix trækker på skuldrene, og leger videre som om han aldrig blev spurgt. En pædagog kommer hen for at se til de to drenge.
“Nå drenge… Leger i godt?” Felix svare at det gør de. “Du har da vist brug for en ren ble, Felix. Skal vi ikke lige få det gjort nu!” Felix rejser sig op, og går med pædagogen ud til puslerummet, hvor ham bliver skiftet, og får nye bukser på. Mens Felix bliver skiftet, kan Alex mærke at han skal lave stort. “Åh nej!” Tænker han.
Han holder det tilbage, og forsøger at tænke på noget andet. Felix kommer tilbage, og de bygger videre med klodserne til spisetid. “Hvor gammel er du?” Spørger Alex. “Jeg er 14 år. Og hvad så med dig?” “12 år! Føler du dig ikke underlig, når du er her?” Felix ryster lidt flovt på hovedet ‘nej’. Emnet bliver droppet.
Alle børne bliver sat ved fællesbordet, hvor alle får hagesmæk på. Alex vil selvfølgelig heller ikke have hagesmæk på. Men det skal han, ellers ville han få en røvfuld. Så med det sagt, får han en hagesmæk på med en tegning af en bamse på. De får grød og en drikke kop med æblejuice i. Men da han er halvvejs gennem grøden kan han ikke holde sig mere. Naturen er simpelthen for stærk. Så imens alle de andre spiser, begynder Alex at fylde sin ble op med puha, og tisser den våd.
I skam må han se de andre børn kigge hen mod ham som var han en baby. Han er jo en ægte baby, der ikke kan styre sine kropsfunktioner. Han begynder at græde. Mette kommer hen til ham, og sammen går de ud til puslerummet, hvor Mette trøster ham, og skifter hans beskite og våde ble. “Så så lille Alex. Alle små drenge har jo uheld i deres små bleer. Nu må du ikke græde”! Han får en sut i munden, og denne gang bliver den i munden.
Alex er så ked af det, at han ikke vil tilbage til de andre, men hellere trøstes af Mette. Hun vasker ham blidt og nænsomt, og drysser babypudder på hans numse inden hun kommer en tør ble på ham igen. Efterfølgende holder hun ham tæt ind mod hendes krop og trøster ham. Han føler en sikkerhed og kærlighed som han ikke har følt i mange år. Da han er holdt op med at græde kommer de tilbage til bordet, hvor Mette sætter sig ved siden af ham, og sammen spiser han færdigt.
Efter aftensmaden ser de børne tegnefilm på fjernsynet. Alex skal tisse igen, og denne gang gider han ikke holde igen, da han jo ved at der ikke er anden udvej. Han giver slip og gør bleen våd igen. Det er ved at være sengetid, og alle børne bliver skiftet til en tykkere natble, det samme gælder for Alex. Han bliver denne gang lagt i tremmesengen uden selerne. Han for lov til at sove samme med sine nye bamser, og med en sut i munden. Alex falder ikke i søvn, men har planer…
Kapitel 7
Det er nat og alle børne sover. Men det gør Alex ikke? Han kan ikke sove, da han har tænkt sig at flygte fra stedet, når lyset bliver slukket, og alle er faldet i søvn. Så med en tyk ble mellem hans ble, kravler han hen over tremmesengen, og lister sig stille og roligt hen mod døren til gangen. Han åbner den, og lister sig ud. Lyset er slukket, men helt mørkt er det ikke, da månen lyser lidt op igennem vinduerne. Han når til døren for “Grøn stue”, og åbner den. Helt stille… Ingen mennesker.
For enden af lokalet er døren til havnen. Han går derhen, og låser døren op. Men da han åbner for den, begynder alarmen at ringe. Han skynder sig at løbe ud. I haven løber han hen mod plankeværket. Men her kommer han ikke over, da det er for højt. Han ser en dør i plankeværket, men finder ud af at den er låst. Lyset i haven og huset bliver tændt.
En pædagog/vagt kommer løbene ud. Han ser med det samme Alex, som løber rundt langs plankeværket. Der går ikke lang tid, før Alex bliver grebbet, og lagt i en sele, så han ikke løber nogen steder. Vagten spænder ham fast i hans tremmeseng, og slukker lyset igen. Børnene i rummet begynder at småsnakke, da de jo blev vækket af al den larm. Der kommer da også små grin fra rundt omkring. Alex falder tilsidst i søvn.
Dagen efter bliver alle børne vækket af pædagogerne. Alex har underligt nok ikke tisset i sin ble. Denne gang er Mette ikke så forståen som dagen før. Hun smiler ikke til ham, eller prøver på at være kærlig. Hun tager ham i armen, og sammen går de ind på Lones kontor. Der inde sidder Lone og Jens, og venter på ham. “Vi havde vistnok været en uartig lille dreng i nat?” Spørger Jens. Alex siger intet, men kigger surt på ham.
“Alex…” Starter Lone. “… Vi ved godt at det kan tage sin tid at falde til, men det som skete i nat… Var ret alvorligt. Du skal huske på at din far og mor, vil se at du bliver en stor dreng igen. Og det bliver du aldrig når, du laver ballade hele tiden!” Alex siger stadig intet. Jens tager over. “Jeg ser kun en udvej. Du skal straffes for det som du har gjort!” Med det sagt, bliver Søren kaldt ind på kontoret, og sammen med Mette, bliver Alex fulgt ind på “Blå stue”.
Mette siger til ham. “Når små dreng ikke gør som der bli’r sagt, skal de behandles som spædbørn!” Alex begynder at gøre helt vildt modstand. “Blå stue” er børnehjemmets vuggestue for uartige børn. De har også deres eget puslebord. Med den vilde dreng i Sørens stærke greb, bliver han holdt fast på puslepuden, mens Mette spænder selerne, som forhindere ham i at falde ned og slå sig, for slet ikke at tale om at flygte.
Hun tager hans natble af, og starter ned at vaske ham grundigt. Han bliver tørret, og et tykt lagt babyolie bliver smurt ind i hans bleområde, efterfulgt af et godt drysset lag babypudder. Mette tager en meget tyk stofble ned fra en hylde, og lægger et stykke rispapir ind i bleen. Hans numse bliver løftet, og bleen bliver lagt på ham. Han får et par gummibukser på, og slutter af med at babybody. Alex græder meget nu, og en sut bliver puttet i hans mund.
“Så så uartige baby. Nu skal du jo ha’ noget mums!” Søren løfter ham op, og sætter han på plads i en højstol, hvor han igen bliver spændt fast. Med en meget tyk ble på, og hænder og fødder spændt fast til stolen, får han en plastik hagesmæk på. Sutten tager Mette ud, og han bliver nu ske maddet med vælling. Det går ikke så godt, da Alex spytter det meste ud. Mette bliver tilsidst så træt af ham, at hun fylder det sidste i en sutteflaske, som hun holder inde i hans mund.
Vællingen bliver stille og roligt spist/drukket, og efterfulgt af en flaske med varm mælk. Alex bliver klappet på ryggen, og han bøvser. Nu er den lille dreng mæt, og han får sin sut tilbage i munden. Alex er total ydmyget, og føler sig som en ægte baby nu. Her sidder han, men hagesmæk, ble, sut og sutteflaske og græder. Hvorfor kunne han dog ikke bare være som alle de andre store drenge, og opfører sig ordenligt.
Men alt dette er hans egen skyld, og han ved ikke om han nogensinde slipper væk derfra igen. Alex må kun lege med rangle og andet baby legetøj. Han tisser i sin ble, og denne gang føles bleen våd. Det var ikke ligesom med engangsbleerne. Nej nu kan han mærke at han har tisset, og den våde og varme ble trykker sig op mod hans krop. Mette vil ikke skifte ham, og han for lov til at vente til det bliver middagsmad, inden han bliver skiftet til en tør ble.
Han bliver urolig, og bliver med sele spændt fast i en kravlegård, hvor han kan lege med blødt legetøj at tekstiler. Ved middagstid er han så udmattet, at han igen tisser i sin ble, helt uden at tænke over det. Han kan også mærke at vælligen og mælken som han får nu, er endnu sværere at holde tilbage. Efter middagsmaden bliver den våde stofble skiftet til en ekstra tyk stof natble.
Mette husker stadig at komme rispapir i bleen, og da det er middagslur, kommer hun blesalve på numsen, så han ikke får rød numse. Den pinligt gjorte dreng bliver lagt til at sove i en vugge, og der går heller ikke længe før at naturen giver slip, og Alex fylder natbleen op med puha og tis. Den er meget våd og beskidt da han bliver vækket af Mette efter middagsluren. Alex har aldrig lavet stort mens han sov, så dette gør ham meget ked af det.
Det er nu at Mette’s kærlige hånd kommer tilbage. Alex bliver skiftet, og efter bleskiftet, sætter hun sig sammen med ham, hvor hun lægger hans overkrop på sit skød. En sutteflaske fyldt med varm mælk kommer ind i hans mund. Mens han sutter mælken til sig, stryger hun ham gennem håret, og smiler til ham. Et rigtigt “mor-til-barn” smil, som med varme og kærlighed får ham til at falde til ro. Dagen igennem bliver han sat til at lege, og bleen bliver skiftet, når det er nødvendigt.
Ved nat-nat tid, bliver drengen skiftet til en ekstra tyk stof natble, hvor Mette denne gang ved at en ekstra booster, nok er på sin plads, da Alex tisser meget stort i løbet af natten. Alex er ikke glad for de tykke bleer, men har intet valg.
Han bliver lagt i sin vugge, spændt fast, og en musikuro spiller for ham, til han falder i søvn.
Kapitel 8
Om morgen kommer Mette ind i rummet, og bliver ikke overrasket over lugten af prut. Alex har ikke underligt nok lavet stort i sin ble i løbet af natten. Han er ved at blive en rigtigt sød lille baby dreng igen. Med sutten i munden bliver han skiftet til en ren dagble. Alex har fået rød numse af stofbleen, og har nu brug for at blive skiftet tit.
Der er nu gået en måned siden Alex ankom til Troldevægnet.
Alex tilhører stadig “Blå stue”, og er begyndet at holde af opmærksomhedden han får fra Mette. Hun behandler ham med den kærlighed og omsorg som en lille baby dreng skal have. Han elsker det når hun giver ham sutteflaske på sofaen i hendes skød. En eftermiddag hvor Alex lige er blivet vækket af Mette og skal til at få skiftet sin beskite ble, kommer der besøg. Det er hans mor der har fået lov til at besøge ham, da behandlingen går som den skal.
Anna går hen til puslebordet hvor Alex ligger spændt fast, og har fået sin babybody knappet op. Mette vender sig om og de to kvinder hilser på hinanden. “Det er vel nok en sød dreng du har!” Siger Mette til Anna. Anna smiler og kigger på Alex der ligger med en sut i munden og venter på en ren ble. “Tak! Hvor han minder mig om ‘ham’”, siger Anna, og hentyder til sin baby Alex for 11 år siden. “Vil du ikke hjælpe mig med at skifte ham?” Spørger Mette.
“Ja, jeg skal vel til at lærer det igen!” Siger hun med et stort smil. Mette griner, og sammen skifter de den hjælpeløse drengs ble. Efter bleskiftet visser Mette hende hvordan man giver Alex en flaske mælk. Alex ved ikke hvad han skal tro eller tænke. Han nyder blot opmærksomheden, og er helt rolig. Alex’s tomrum er blevet fyldt med en næsten glemt kærlighed, der blomstere på ny. “Alle i familien kommer til at elske min nye lille dreng”! Siger Anna og græder af lykke. Alex krammer hans mor… Hans mor.
SLUT på Børnehjemmet 3, men måske du har lyst til at læse Børnehjemmet 4