Denne historie er 100% opdigtet. Alle personer i historien er fiktive.
David var på vej hjem fra skole, og tænkte hele tiden på sin morgen, hvor han var vågnet op med våde bukser og en våd seng. Han syntes, der var direkte pinligt, og undrede sig over, hvordan det kunne ske. David var ligesom alle andre drenge på 16 år. Han var ikke højere end de andre. Han var hverken klogere eller smartere eller stærkere end andre drenge. Næh, David var en helt almindelig 16 årig dreng, men med noget anderledes forældre, hvilket han ville opdage senere samme dag…
David håbede ikke, at hans forældre havde opdaget det med sengen og bukserne. Han kan huske, at han vågnede tidligt op den morgen og følte den våde, kolde seng og var næsten begyndt at græde og følte sig flov. Han havde stået tidligt op, smidt dynebetrækket og bukserne til vask og taget noget rent tøj på. Derefter var der lidt tid før morgenmad, som han brugte på eventuelle glemte lektier.
Da David kom hjem blev han mødt af den sædvanlige ”Hej skat” fra sin mor. Hun var hjemmegående husmor, og hans far var revisor for et stort advokatfirma. De boede ret pænt i en mellemstor villa på en villavej i Gentofte. En stor stue, mange værelser og badeværelser. David gik op på sit værelse på 1. salen i håbet om en afslappende eftermiddag. Han skulle blive klogere. Derinde på sengen lå der nemlig en tapeble. David undrede sig meget, og hans mor kom ind. Hun mødte hans blik af flovhed og forvirrende spørgsmål, om hvorfor der lå en ble på hans seng. ”David, jeg opdagede i morges de våde sengetøj som lå til vask, og blev så glad indeni. Jeg har længe ventet på denne dag, hvor du skulle gøre din seng våd, så du igen kunne begynde at bruge ble, for din far og jeg har savnet dine babytider!” David var enebarn, så der var ikke noget at sige, at hans forældre ikke savnede det. De havde kun passet én baby, og ih hvor de savnede det. Puslen, plejen, bleskift, middagslur, familieudflugter… David blev helt rød i hovedet, og begyndte at brokke sig meget. Han var en stor dreng på 16 år, og skulle derfor ikke i ble, og hvad ville hans venner ikke sige og… ”David, det er ikke noget du bestemmer. Så længe du er under 18 år, bestemmer vi over dig. Du har intet at skulle have sagt, lille dreng.” ”Hvad kaldte du mig?”, råbte David, ”Jeg er fandme ikke nogen baby!”
Det ringede på døren. Det var Davids far. ”Godt du kom”, sagde Davids mor til hans far. ”Jeg har nogle problemer med ungen her. Hjælp mig lige!” Davids far greb David med sådan en kraft, så David blev væltet omkuld ned på gulvet. Han fik en lussing af hans far, fordi han kæmpede imod. ”Nu gør du som vi siger, ellers får du en håndmad til, forstået?!” David begyndte at græde og blev beordret op på sengen. Davids mor begyndte at klæde hans tøj af og lagde det væk. Derefter kom der en gang babypudder i skridtområdet efterfuldt af den tykke ble. Derfor blev godt nok flov og rød i hovedet, hvilket hans forældre blot syntes var sødt. David blev til sidst iklædt en lyseblå body med børnemotiver. ”Ihhhh, hvor er du altså så sød og kær”, sagde Davids mor, ”Fra nu af må du ikke bruge toilettet mere, det er kun for store børn og voksne”. Inde i David selv begyndte en helt ny følelse at opstå. Hvad var det? Hvorfor kom den?
David begyndte at føle sig tryg i bleen og sin forældres arme. Kort tid efter faldt han i søvn. Lidt senere vågnede han op og kunne mærke, at bleen var blevet våd. Han var lidt omtåget i hovedet, men kom i tanke om, hvad der var sket. David befandt sig nu i en tremmeseng med en børneuro hængende og dinglende op over. ”Hej, lille skat. Har du sovet godt?”, lød en stemme fra døren. Det var hans mor. David prøvede at svare hende, men syntes det blev svært. Han begyndte at mumle nogle uskyldige ord, men hans mor forstod dem tilsyneladende. Hun kunne jo også snakke babysprog, da hun jo trods alt var mor. ”Neej, lille gris. Du skal vist have en ren numse før spisetid.” David kom med ud på et skiftebord, som hans forældre i nogle måneder havde bygget uden Davids kendskab til projektet. Mor åbnede bleen. David havde lavet en stor tissetår, og virkede vist ret stolt over det. ”Mor, ingen af mine venner får noget af vide om dette, vel?”, mumlede han. Hans mor forsikrede om, at han kun skulle være forældrenes baby, når han kom alene hjem fra skole. David blev meget glad ved tanken. Han slappede meget af og tænkte med sig selv, at dette vist ikke var så slemt igen. Efter maden blev David lagt kærligt i seng, og hans forældre omfavnede hinanden, kiggede stolt hinanden i øjnene, for de havde fået deres baby igen.
